At nytænke udviklingspolitik

Fotografi fra Roskilde Domkirke af maleri af Wil­helm Marstrand. Redi­geret af Vil­ly Fink Isak­sen. Wiki­me­dia Com­mons / Pub­lic Domain.

Danmarks udenrigspolitik har været genstand for granskning siden regeringen i september 2015 bestilte en rapport af Peter Taksøe-Jensen, der blev offentliggjort den 1. maj 2016. Flere har udtrykt bekymring over rapportens formodede ensidighed, og derfor har Slagmark — Tidsskrift for Idéhistorie igangsat deres egen alternative udredning, der blev bragt samme dag som den officielle, i håb om at sætte fokus på nogle områder der formodedes at være underprioriterede i Taksøes rapport, herunder klimaet, flygtninge, og udviklingspolitik. Det sidste har Anette Skovsted Hansen skrevet kritisk om i et bidrag, vi nu bringer på Baggrund.


Som en del af sin sam­lede uden­rigs- og sikker­hed­spoli­tiske udred­ning, vil regerin­gen også nytænke sin udviklingspoli­tik. At nytænke udviklingspoli­tik er ikke et uøns­ket, men snarere et længe tiltrængt pro­jekt. Hele par­a­dig­met omkring udvikling står til at blive udfor­dret, for eksem­pel af Den Afrikanske Union, Den Økonomiske Kom­mis­sion for Afri­ka, Den Afrikanske Udviklings­bank og FN’s Udvikling­spro­gram. Den danske regering har taget udfor­drin­gen op, om end muligvis af helt andre grunde og på helt andre præmiss­er, end jeg ville have gjort. Som his­torik­er ser jeg vores tids­forståelse som nøglen til fornyelse af udviklingspoli­tikken, og men­er, vi bør beg­y­n­de med at udfor­dre vores lineære forståelse af tid og dermed prob­lema­tis­ere værd­sæt­telsen af idéer om frem­drift.

Tid

Tid forstås og leves forskel­ligt af forskel­lige men­nesker og er til dels kul­turelt bestemt. De monoteis­tiske reli­gion­er har dan­net fun­da­mentet for civil­i­sa­tions- og udviklingspar­a­dig­merne, der peger fre­mad. Der­i­mod er flere asi­atiske reli­gion­er præget af en grund­forståelse af tid som cyk­lisk. Andre opfat­telser af tid byg­ger på en grund­tanke om, at tid er mul­ti­polær og rel­a­tiv. Hvis vi forestiller os tid som rela­tionel, følelses­ladet og afhængig af møder mellem forskel­lige og dynamiske per­spek­tiv­er, har vi forud­sæt­nin­gen for at se vores rela­tion­er til de såkaldte udviklings­lande eller part­ner­lande i syd uden at tænke os selv som foran. Ved at tænke os selv som foran og implic­it som et land, de andre bør efterligne, lukker vi for ser­iøse overve­jelser af andre mulighed­er og behov.

Rela­tionel tid giv­er mulighed for at se Dan­marks rela­tion­er til lande i syd som gen­sidi­ge, flek­si­ble, dynamiske og ikke altid med Dan­mark som et land, der yder, men med mulighed for skif­tende ind­byrdes udvek­sling til begge siders fordel eller skif­tende fordel. At Dan­mark med fordel kan lære af og tjene på lande i syd er ikke nyt, og så længe dan­sk langsigtet egen­in­ter­esse ikke bety­der mis­brug, men er til gen­sidig vin­d­ing, bør det italesættes meget klarere som mål. Dermed åbnes op for langt mere respek­t­fulde og min­dre ned­ladende rela­tion­er, der ikke først og fremmest er defineret af en forståelse af, at vi er mere civilis­erede eller udviklede end dem, hvilket byg­ger på en grundlæggende forståelse af tid som lineær og nor­ma­tiv med frem­drift eller forbedring som mål. I en åben dia­log om andre mulighed­er og behov kunne vi blive over­raskede og selv lære nyt.

Dynamisk tid, rel­a­tiv tid, punk­t­tid, netværk­stid eller rela­tionel tid bety­der ikke nød­vendigvis, at alt er lige godt. Imi­dler­tid kunne forskel­lige per­spek­tiv­er bidrage til at iden­ti­fi­cere forskel­lige behov og en ny ans­vars­fordel­ing.

Ansvar

Rela­tionelt ans­var kunne forme vores nytænkn­ing, så vi tilstræber at skabe og under­støtte rela­tion­er, der byg­ger på gen­sidi­ge fordele snarere end på en tvun­gen ubetinget gen­sidig afhængighed med de neg­a­tive kon­no­ta­tion­er, der lig­ger i de ord. Selvbestem­melse og val­gmu­lighed­er beskrives som goder, men for nogen er det en let­telse, hvis andre tager ans­var for beslut­ninger.

I 1800-tal­let var målet civil­i­sa­tion og i 1900-tal­let udvikling – i begge til­fælde var det et spørgsmål om, at nogle nation­er påtog sig ans­varet og andre lod sig dette ans­var fratage med det for­mål at ændre sig – under­forstået forbedre sig og forbedre tilværelsen for deres befolkninger.

Men det nye århun­drede har brug for et nyt par­a­digme – et, der ikke nød­vendigvis fratager nogle ans­var og lad­er andre dominere dem qua det ans­var, de har tiltvunget eller påberåbt sig. At tage ans­var kræver imi­dler­tid tillid til processen og samar­be­jdspart­nerne.

Tillid

Lige efter at FNs gen­er­al­for­sam­ling annon­cerede de 17 bæredygtige udviklingsmål (SDGer) sidst i sep­tem­ber 2015, hvor mål for uddan­nelse, sund­hed og men­neskerettighed­er kom­bineres med mål for miljøven­lige tilt­ag i alle lande, frem­lagde Dan­mark sit finanslovs­forslag med store ned­skæringer på udviklings­bi­s­tanden. Desu­den blev midler fra de langsigt­ede investeringer i udviklings­forskn­ing, i ambas­sad­er i samar­be­jd­s­lande i syd og i udviklingssamar­be­jder over­ført til at dække udgifter i forbindelse med fly­gt­ninge, der ankom til Dan­mark. Berørte oplevede disse tilt­ag som ser­iøse tillids­brud, selvom regerin­gen igen og igen gen­tog, at Dan­mark jo stadig er blandt de fem lande, der afsæt­ter over 0,7 pro­cent af deres brut­to­na­tion­alind­komst til udviklings­bi­s­tand.

Siden slut­nin­gen af 1940erne, hvor Jør­gen Sax­ild fra ingeniør­fir­maet Kamp­sax blev bedt om at stå i spid­sen for den danske ’hjælp til udviklings­lan­dene’, har Dan­mark opbygget good­will og tillid i lande i syd. Dette har været en af Dan­marks vigtig­ste eksport­var­er og har banet vejen for mange han­del­saf­taler, diplo­ma­tiske sejre og idéud­vek­slingsnetværk i de mellem­liggende syv årti­er. Tillids­brud­det i 2015 har allerede og vil også fre­mover få ser­iøse kon­sekvenser for Dan­mark. Mange lande står på spring for at høste frugten af de danske investeringer, ini­tia­tiv­er og den dan­sk finan­sierede forskn­ing og kapacitet­sud­vikling. Dermed vil Dan­mark lide store tab. Tilli­den til Dan­mark som et ans­vars­fuldt samar­be­jd­s­land med rela­tion­er til lande i syd, der rækker mange årti­er tilbage, har lidt et nådesstød, med­min­dre den danske nytænkn­ing af uden­rigspoli­tikken tilby­der noget bedre, som vi kan leve af fre­mover.

Hvad kan vi tilbyde af alter­na­tiv­er? Alter­na­tiv energiud­vikling? Hvis det er en del af svaret at invol­vere danske virk­somhed­ers miljøbe­v­id­ste teknolo­gi, det danske civil­sam­funds rolle i sikrin­gen af miljø- og ret­tigheds­be­v­id­s­thed og forskere i og uden for Dan­mark med erfar­ing med og i det danske forsker­miljø, vil dette umid­del­bart matche og danne bro mellem SDGer for udvikling baseret på økonomisk vækst og beskyt­telse af miljø, der ellers af mange opleves som mod­satret­tede mål.

Danmark og omverdenen

Dan­mark har siden FN’s grundlæggelse været med til at definere udvikling. Det inter­na­tionale sam­fund og enkelt­lande såsom Japan er i fuld gang med at gen­de­finere kon­ceptet og koble det til pri­vat­sek­tor og sikker­hedsspørgsmål. Dan­mark føl­ger trop.

Kon­ceptet Aid-to-Trade, hvor vi går fra at sende udviklings­bi­s­tand til at lave han­del­saf­taler, er blevet et mantra i det inter­na­tionale sam­fund. Ind­dragelse af pri­vat­sek­tor og fokus på Aid-to-Trade afspe­jler den over­be­vis­ning, at iværk­sæt­terånd og ‑kom­pe­tencer sam­men­holdt med kap­i­taltil­førsel kan skabe økonomisk vækst. De fleste afrikanske lande har efter­spurgt mere ret­færdi­ge han­delsvilkår lige siden, de blev uafhængige, og har under­streget, at de hellere vil have lige han­delsvilkår end udviklings­bi­s­tand, der bety­der donorenes ind­b­land­ing i interne affære. Netop denne ind­b­land­ing i interne forhold omgår suverænitet­sprin­cip­pet, der er grund­ste­nen i det inter­na­tionale sam­fund. Argu­mentet for ind­b­land­ing er fort­sat, at lande bør sikre, at udbyt­tet af den økonomiske vækst kom­mer hele befolknin­gen til gode og ikke kun en elite. De nyeste tal vis­er imi­dler­tid, at ten­densen til ulighed inden for nation­er – også i Dan­mark – er stærkt sti­gende, hvo­rimod forskel­lene mellem lande er for nedadgående. Ingen lande synes at have en løs­ning og dette byder sig således til som en udfor­dring, alle lande med fordel kunne gå i åben dia­log om at tack­le.

At koble sikker­hed med udvikling er ikke nyt – udvikling har siden 1945 været defineret af FN som økonomisk og social udvikling i hele ver­den for at sikre ver­dens­fre­den. De enkelte lan­des sikker­hed har haft skif­tende forud­sæt­ninger siden Anden Ver­den­skrig. Den Kolde Krig lige såv­el som peri­o­den siden 1991 har været præget af ufred og usikker­hed i forskel­lige lande og områder – og selvom nogle lande ans­es for ’skrø­be­lige’ såsom Soma­lia og Rwan­da, er det ikke udelukkende disse lande, der er blevet ramt af væb­nede kon­flik­ter både i form af borg­erkrige og inter­na­tionale krige. Denne uforudsige­lighed gør ten­densen i nytænknin­gen af den danske udviklingspoli­tik yder­st prob­lema­tisk. Ambas­sadør Peter Tak­søe-Jensen, der led­er udred­nin­gen, har allerede før fris­ten for den endelige rap­port frem­ført idéer om at fly­tte investeringer i langsigt­ede mål til kort­sigtet støtte til Dan­marks nærom­råder for kon­flik­ter, selvom investeringer i langsigt­ede mål i langt højere grad for­bered­er os på det uforudsigelige og sikr­er, at kon­flik­ter ikke opstår og dermed behovet for lap­peløs­ninger.

Det er i denne sam­men­hæng tankevækkende, at man har val­gt at lukke den danske ambas­sade i Nepal. Denne beslut­ning udvis­er en total man­gel på anerk­endelse af, at Nepal netop nu kval­i­fi­cer­er sig som yder­st støt­teværdig efter det store jord­skælv i april 2015 og ti års poli­tisk usta­bilitet kom­bineret med et nyt poten­tiale i form af en for­fat­ning, som den nepale­siske regering endelig i som­meren 2015 kunne fremvise. Nepal lig­ger desu­den mellem Kina og Indi­en, to af de stærkeste asi­atiske spillere, og er dermed i høj grad et stor­poli­tisk grænse­land.

I Tak­søe-Jensens udred­ning synes Ark­tisk imi­dler­tid at være den fore­trukne stor­poli­tiske scene, der sam­tidigt kval­i­fi­cer­er som et nærom­råde, hvor Dan­mark har været rel­a­tivt lang­som til at melde sig på banen i forhold til Kina, Japan, USA, Norge, Sverige og Cana­da. Her men­er jeg imi­dler­tid, at Dan­mark ved at fravælge sit for­spring i Nepal og Bhutan, qua mange års tæt samar­be­jde i de lande, udelukker mulighe­den for at udnytte de stor­poli­tiske sam­men­hænge mellem Ark­tisk og Himala­yare­gio­nen, som de andre hov­edak­tør­er spiller på.

Ansvarsdeling og genetablering af tillid i dansk forankrede netværk

Et overord­net mål i nytænknin­gen af dan­sk udviklingspoli­tik bør være at give plads til en mere dynamisk og flek­si­bel hold­ning til, at forskel­lige men­nesker har forskel­lige behov. Nye rela­tion­er baseret på gen­sidig fordel i mod­sæt­ning til gen­sidig afhængighed mellem civil­sam­fun­det, erhvervs­liv, regeringer, uformelle og formelle netværk mv. i og uden for Dan­mark kunne bane vejen.

En langt bedre og kon­struk­tiv dia­log mellem forskere, prak­tikere, erhvervs­folk og poli­tikere i Dan­mark og i andre lande ville kræve langsigt­ede rela­tion­er mellem men­nesker, der kunne stole på hinan­den. Det er vigtigt, at man hur­tigst muligt genetablerer tillid til Dan­mark i lan­dene i syd og i den forbindelse udnyt­ter de dan­sk forankrede videns- og idéud­viklingsnetværk, vi stadig har adgang til igen­nem vores kapacitet­sud­viklingsini­tia­tiv­er, forskn­ings- og han­delssamar­be­jder.

Med en rela­tionel tids­forståelse vil vi kunne fremhæve og tage højde for dynamikken i sam­men­sæt­nin­gen af forskel­lige per­spek­tiv­er i forskel­lige samar­be­jder og kunne vek­sle mellem disse i forskel­lige sam­men­hænge og dermed gen­tænke Dan­marks og danske inter­essen­ters forhold til men­nesker og insti­tu­tion­er i syd. Dette vil også automa­tisk for­dre, at vi del­er ans­var og pri­or­iter­er tillid i rela­tion­er over lang tid.

Annette Skovst­ed Hansen (f. 1965) er lek­tor i Japans og glob­al his­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet. 1991–1998 var hun ansat ved FN’s hov­ed­kvarter.

Artiklen er en del af Slag­marks alter­na­tive udred­ning af Dan­marks uden­rigs- og sikker­hed­spoli­tik, der bringes i forbindelse med Peter Tak­søe-Jensens offi­cielle udred­ning. Slag­marks udred­ning tæller i alt fem bidrag, der alle kan læs­es på Slag­marks egen hjemme­side og find­es i Slag­mark num­mer 73: “Resiliens”


Scroll til toppen