Den første salon: Catherine de Vivonnes nye rum

Abraham Bosse Ruelle

Catherine de Vivonnes salon opstod som modpol til hoffets stive former og hyldest til enevælden. Salonerne blev nye offentlige rum, hvor de kvindelige værter åbnede for andre måder at diskutere på. Lise Busk-Jensen beskriver her hvorledes salonerne blev centrum for politiske og moralske diskussioner i Frankrig.


Cather­ine de Vivonnes foræl­dre var adelige, en fran­sk diplo­mat og hans ital­ienske hus­tru. Cather­ine blev født i Rom, men ful­gte efter sit gifter­mål som 12-årig i 1600 sin mand Charles d’An­gennes — senere markis af Ram­bouil­let — til det franske hof, hvor han tjente som Hen­rik IVs garder­obe­mester. Cather­ine havde arvet et palæ få skridt fra Lou­vre, der husede hof­fet, indtil Lud­vig XIV i 1682 fly­t­tede det til Ver­sailles. Efter syv anstren­gende børne­fød­sler træt­tedes hun af hofmæn­denes triv­ielle kur­tis­er­ing og hof­fets stive cer­e­moniel. Hun dannede sam­men med sine ven­ner en kreds i sit hjem der, om ikke i stør­relse og ydre glans så i ind­fly­delse og socialt per­spek­tiv, blev et kvin­deligt alter­na­tiv til kon­gens hof.

Forskellen mellem Lou­vres sale og Hôtel de Ram­bouil­lets salon lå i opmærk­somhe­dens decen­trering. Ved hof­fet var al opmærk­somhe­den ret­tet mod kon­gen, kun hans gun­st gav sta­tus. Under Lud­vig XIVs enevælde nåede det hier­arkiske sys­tem groteske højder. De adelige kæm­pede om at udføre den mind­ste pligt, der vedrørte kon­gens per­son, såsom at holde lyset for ham eller bringe småt­ing til hans måltid eller toi­lette. Man måtte bestandig være under hans blik for at få del i de goder, han dis­tribuerede: titler, ejen­domme, embed­er og anseelse. Ønskede man at være noget, måtte man for­lade sit slot på lan­det og sit palæ i Paris for at klemme sig ind i et par værelser i Ver­sailles.

Anek­doterne fortæller om mægtige og vel­havende mænds betingelses­løse under­kas­telse under kon­gen. Her­tu­gen af Riche­lieu skal have betroet Mme de Main­tenon, Lud­vigs anden hus­tru, at han hellere ville dø end und­være at se kon­gen i to måned­er. Alt ved hof­fet var cer­e­monielt, tilmed under­hold­nin­gen. Man dansede store for­ma­tions­danse eller overværede teater­forestill­inger, der forherligede kon­gen. Sam­fun­det dannede et sys­tem af kon­cen­triske cirkler med solkon­gen i midten.

Herover­for sat­te Cather­ine de Vivonne en kæde af min­dre cirkler, hvor sam­tal­en mellem ligesind­ede var det væsentlig­ste. Hun byggede sit hus om og erstat­tede de store sale med en række min­dre salon­er og værelser, der blev kun­st­færdigt udstyret for at appellere til de besø­gen­des skøn­hedssans. Mest berømt var hen­des ‘blå værelse’, et garder­oberum med blåt fløjl på væggene hvor hen­des alkove stod. Her mod­tog hun sine gæster, ofte fuldt påk­lædt i sen­gen. De særligt begun­stigede blev inviteret ind i den smalle gang mellem sen­gen og muren, den såkaldte ‘ruelle’ (stræde), hvor man kunne udvek­sle per­son­lige ideer med værtin­den; sam­menkom­sterne blev også kaldt ‘rueller’. I hele værelset var der plads til 12–15 per­son­er. De sad på lænestole, rygstole og klap­stole sat frem efter behov og de enkeltes rang. Trak­te­mentet var af under­ord­net betyd­ning i mod­sæt­ning til hof­fets opu­lente ban­ket­ter, og damerne beskæftigede sig med broderi, mens de kon­verserede.

Mme de Ram­bouil­let skulle efter skik og brug ligge i sin seng, når hun holdt mod­tagelse. Skikken havde måske forbindelse med de religiøse barsel­sritualer, som igen var en udløber af Moseloven og dens syn på barsel­skvin­der som ure­ne. Danske Lov (2−8−9) påbød kvin­derne at holde sig inde 42 dage efter fød­slen og først vise sig offentligt, efter at de havde været i kirke og var blevet ‘indledt’ af præsten. Kvin­derne skulle helst blive i sen­gen hele peri­o­den for ikke at sprede uren­hed i huset. Til gengæld gav sæd­va­nen dem ret til at invitere og beværte egne gæster til stor bekym­ring for de nærige ægtemænd, som Hol­berg gjorde sig lystig over i Barsel­stuen, 1723

En ny offentlighed

Mme de Ram­bouil­lets salon havde sin storhed­stid mellem 1620–48, hvor dens betyd­ning lå i at skabe en ny offent­lighed uden for det stivnede stæn­der­sys­tem. I salo­nen mødtes for­fat­tere med sel­sk­ab­slivets spidser, admin­is­tra­tor­er og mil­itære, adel og borg­er, som forenedes af kærlighed til kun­st, lit­ter­atur og ånd­fuld­hed. Hos Ram­bouil­let kom tidens intellek­tuelle hov­ed­per­son­er, La Rochefou­cauld, Mal­herbe, Corneille, Madeleine de Scud­éry og Mme de Sévi­gné. Lit­ter­a­turen var salo­nens hov­ed­in­ter­esse. De besø­gende læste op af egne pro­duk­ter eller af kred­sens yndlings­for­fat­tere. Corneille reciterede næsten alle sine dra­maer hos markisen. Hon­orée d’Ur­fés hyrdero­man Astrée, 1607–27, der ind­varslede den psykol­o­giske kærlighed­sro­man i fran­sk lit­ter­atur, blev dyr­ket entu­si­astisk.

Salo­nen var også lit­terær i den for­stand, at delt­agerne udover blot at kom­mu­nikere bear­be­jd­ede sprog­et smukt og udtryks­fuldt. De faste gæster skrev breve og lit­terære tek­ster til og om hinan­den og fik navne i Astrées ånd, så samværet kunne minde om mytolo­giens arkadiske liv. Man talte om følelser under over­skrifter som: Hvilken virkn­ing har fraværet på kærlighe­den? Og: Er skøn­heden nød­vendig, for at kærlighe­den kan fødes? Man del­tog i lit­terære og gram­matikalske fejder om en sonet og det rigtige i at bruge biordet ‘car’ (thi). Over­hovedet var kred­sens ambi­tion at finde det udsøgte udtryk, den skønne form, det fine væsen. Der­for kaldte man medlem­merne for ‘les pré­cieuses’ (de kost­bare, sirlige).

Pré­cieuserne talte meget om følelser, men især for at nyde beherskelsen af dem. I Mme de Scud­érys roman, Célie, 1654–61, find­es det berømte kort over ømhe­dens land, Carte du Pays de Ten­dre, der er formet som Frankrig, men hvor de geografiske lokaliteter er erstat­tet med følelses­mæs­sige. Rejsen fra syd mod nord går fra det nye ven­skab ad tilbø­je­lighe­dens og respek­tens floder for­bi byerne under­kas­telse, ulighed og glem­sel og lig­e­gyldighe­dens sø op til agtelsens ømhed og anerk­endelsens ømhed. Den slut­ter før far­ernes hav, der adskiller ømhe­dens land fra det ukendte land uden for de ømme følelsers rige. Sådanne føl­somme rejs­er var en hov­ed­in­gre­di­ens i salonkul­turen, især som udflugter i skrift- eller billed­sprog­et.

Salon­værtin­dernes ind­fly­delse beroede på deres evne til at mod­tage de besø­gen­des følelses­mæs­sige og intellek­tuelle gaver og lade dem cirkulere i kred­sen. Der­til var selvbe­herskelse nød­vendig. Følelserne blev omtalt, beun­dret og opbe­varet som en skat, men de blev sjældent udlevet. Pré­cieuserne for­lod nødigt de sub­limerede følelsers land. Cather­ine de Ram­bouil­lets dat­ter lod sin frier vente i fjorten år, før hun som 35-årig gift­ede sig med ham.

Salon­erne bidrog bety­deligt til den udvikling af det franske sprog, der i 1700tallet gjorde det til kun­stens, filosofiens, diplo­mati­ets og kon­ver­sa­tio­nens hov­ed­sprog i hele Europa, men de behan­dlede det også så egen­rådigt, at fran­skmænd uden for deres kreds opfat­tede de pré­cieuse talemåder som manér. Pré­cieuserne skabte gerne nye ord, som var uforståelige for andre, og hvo­raf kun få er bevaret i nuti­dens sprog: man siger end­nu félic­ité (lyk­sa­lighed), men ikke débru­talis­er (afbru­talis­ere). De mis­brugte de beskrivende adjek­tiv­er umåde­hold­ent, men de præ­cis­erede også sprog­bru­gen: man bør sige aimer (elske) om en per­son, men goûter (nyde) om en frugt. Mest påfaldende var de mange omskrivninger og metafor­er, der skulle undgå klicheer og holde den bru­tale realitet ude af sam­tal­en. En kost blev til ‘ren­lighe­dens red­skab’, et lys til ‘solens sup­ple­ment’, fød­der til ‘de kære lidende’, brød til ‘livets oprethold­er’ osv. I 1661 udkom  Le grand Dic­tio­n­naire des prétieuses, his­torique, poé­tique, géo­graphique, cos­mo­graphique, cronologique et armoirique, der inde­holdt lis­ter over pré­cieuserne med deres arkaiserende salon­navne og reg­istreringer af den kor­rek­te pré­cieuse sprog­brug.

Begre­bet ‘pré­cieuser’ blev hæftet på dem omkring 1650, da vit­tige hov­ed­er uden for deres kreds gjorde dem til nar, mor­somst i Molières Les Pré­cieuses Ridicules, 1659, hvor både han­dlin­gen og sprog­bru­gen par­o­dier­er det udsøgte, selvhøjtidelige og ambitiøse ved pré­cieusernes talemåde og livssyn: to unge piger afvis­er et par friere, for­di de unge mænd vil giftes straks i stedet for at nyde en læn­gere fase med sam­tale om kærlighe­den. Hol­berg satiris­erede over pré­cieusiteten i Barsel­stuen, hvor Else Skolemesters hilser barsel­sko­nen: “Jeg kand for­sikre Madamen, at hen­des Dyders Skilderie alti­id henger paa mit Hiertes Krog”; blandt Elses omskrivninger er “det sub­tile Ele­ment” for luften og “Nep­tu­ni Bolig” for havet.

Et feministisk rum?

Molières par­o­di var kun ét indlæg blandt mange i diskus­sio­nen om pré­cieuserne, som blev det 17. århun­dredes fem­i­nis­tiske debat. To parti­er, som vi i dag vil kalde hen­holdsvis fem­i­nis­ter og antifem­i­nis­ter blev dan­net, begge med både man­dlige og kvin­delige delt­agere. Fem­i­nis­terne, hvor­til pré­cieuserne hørte, argu­menterede mod den kristne opfat­telse af kønnene, hvor man­den er et men­neske skabt i Guds billede, halvt ånd halvt krop, mens kvin­den er en krop uden megen sjæl. Biolo­gien kan ikke være afgørende, mente de; dels er alle de ikke-repro­duk­tive organ­er iden­tiske hos de to køn; dels er vil­jen og for­nuften uafhængige af krop­pen; og endelig forsvin­der køns­forskellen i livet efter døden, hvor kun sjælen er tilbage; engle har intet køn. I det egentlige, sjælelige liv er mænd og kvin­der således lige, og det men­neske­lige dyr er hverken en mand eller en kvin­de, som Marie de Gour­nay skrev i Égal­ité des hommes et des femmes, 1622: “Er der større forskel på mænd og kvin­der end på kvin­der ind­byrdes, afhængigt af den under­vis­ning de har fået, om de er vok­set op i en by eller lands­by, eller hvilken nation de tilhør­er? […] Hvor­for i alver­den skulle uddan­nelse ikke kunne angribe og udfylde den afs­tand, som nu adskiller mænds og kvin­ders forståelse af hinan­den?”

Fem­i­nis­terne mente, at kvin­der og mænd er af samme art og har iden­tiske egen­sk­aber, men i forskel­lige grad­er. De skrev kat­a­loger over berømte kvin­ders liv for at bevise, at kun tra­di­tion­er og van­er holdt kvin­derne nede. Leono­ra Christi­nas Hæltin­ners Pryd, som hun skrev i Blåtårn i 1671 med bl.a. le Moynes La Gal­lerie des Femmes Fortes, 1647, som kilde, er et led i den tra­di­tion. Fem­i­nis­terne angreb hush­old­ningsar­be­jdet og mod­er­sk­a­bet for tvangsmæs­sigt at binde kvin­ders liv til at være en funk­tion af de repro­duk­tive organ­er. Ægtesk­a­bet som indgan­gen til dette snævert definerede kvin­de­liv blev den generelle anstødssten.

I Michel de Pures skrift La prétieuse; ou le Mys­tère des ruelles, 1656–58, omtaler kvin­derne deres ægteskab som slaveri, husar­be­jde som gam­meldags og fam­i­lieforhold som uden betyd­ning. Pré­cieuser er ikke døtre af en fad­er og en mod­er, skriv­er de Pure, de er skabt direk­te af ånd og for­nuft: “som perlen, der kom­mer fra ori­en­ten og er dan­net i skallen som et resul­tat af en østers’ anven­delse af him­me­lens dug, således formes en pré­cieuse i salo­nen, idet hun kul­tiver­er de høje gaver, som him­me­len har skæn­ket hen­des sjæl.” Michel de Pure gik ind for en radikal reform af ægtesk­a­bet og mente, at det skulle adskilles fra kærlighe­den. Kvin­den burde gifte sig af for­nufts­grunde, dvs. med hen­syn til stand og økono­mi, og deru­dover bevare sin fulde følelses­mæs­sige fri­hed: “hun er gift, som om hun ikke er det.” Han talte også for løsere forbindelser, der skulle vare et par år ad gan­gen og kunne opløs­es, hvis parterne ikke læn­gere var til­fredse med hinan­den.  Filosof­fen Pierre Bayle, en af encyk­lopædis­ternes for­løbere, mente slet ikke, at intel­li­gente piger burde gifte sig.

I sig selv var disse ideer ikke nye. Netop sådan havde franske adelsmænd længe set på ægteskab og kærlighed. Det nye var, at fem­i­nis­terne nu krævede de samme ret­tighed­er for kvin­derne. Fak­tisk lykkedes det i et vist omfang de franske salonkvin­der at tilkæmpe sig denne fri­hed, indtil rev­o­lu­tio­nen gjorde en ende på ade­len, og roman­tikken bragte kærlighed­sægtesk­a­bet i kurs.

Intel­li­gente kvin­der skulle ikke bindes til at løse hus­lige opgaver, mente fem­i­nis­terne, men de skulle på den anden side heller ikke være lærde som samti­dens teologer, filologer eller juris­ter. Den slags viden reg­nede man i salon­erne for pedan­teri. Kvin­derne skulle lede salon­erne, forme sma­gen og udvikle en ny æstetisk moral, der kunne sam­men­fat­te det bed­ste fra både den antikke og den kristne etik. Målet var at forme ‘hon­nêtes gens’, dannede men­nesker med smag, social fornem­melse og et tiltrækkende væsen. I fem­i­nis­ternes nye ver­dens­billede var kvin­den i cen­trum. Det irra­tionelle, der tidligere havde været opfat­tet som for­nuftens neg­a­tive mod­sæt­ning, betragt­ede de som et reser­voir for føl­somhed; fysisk svaghed, der havde gjort kvin­derne under­leg­ne, så de som sødme og delikatesse; en ny pla­tonisk kærlighed, som de elsk­ende kvin­der var givere af, blev uni­ver­sets skabende prin­cip.

Også adels­be­gre­bet blev omde­fineret; i salon­erne var den sande adel iden­tisk med dyd og dan­nelse. Fem­i­nis­terne argu­menterede for, at fem­i­nis­erin­gen skulle brede sig fra salonkul­turen ud i sam­fun­det. Salon­værtin­derne betragt­ede deres alter­na­tiv til hofkul­turen som et socialt frem­skridt. Herover­for holdt antifem­i­nis­terne på de gam­le dyder. Kvin­den skal være hus­mod­er, ægtesk­a­bet er hen­des kald, og mod­er­sk­a­bet hen­des opgave. Hen­des følelser og evn­er tilhør­er fam­i­lien, og hun har ingen opgaver uden for hjem­met. Læs­ning og skrivn­ing er ikke væsentligt for en ung piges opdragelse, og enhver tanke om luk­sus, pynt, kur­mageri og snak om ømme følelser, alt­så hele salonkul­turens inter­esseom­råde, er over­flødig og skadelig. Kvin­den er syn­dig, som Bibe­len siger, og syn­den kan først geno­prettes med ægte- og mod­er­sk­a­bet.

Salonkulturens udvikling

Bag den køns­filosofiske kon­flikt gemte sig en kamp om sam­fun­dets sociale strat­i­fi­cer­ing. I salon­erne bland­ede adelige sig med intellek­tuelt og kun­st­ner­isk begavede borg­erlige. Corneille, Racine, Molière og Boileau tilhørte alle borg­er­sk­a­bet. Salon­erne var deres mulighed for at tileg­ne sig de højere klassers omgangs­former. På den måde fremmede salon­erne den sociale mobilitet, og pré­cieusernes åndelige hier­ar­ki blev en trussel mod hof­fets gam­le stand­shier­ar­ki.

Antifem­i­nis­mens mest konkrete udspil blev pigeskolen Saint-Cyr, som Mme de Main­tenon opret­tede i 1686 med den senere ærke­biskop Fénelon som chef­pæd­a­gog. Hans De l’E­d­u­ca­tion des Filles, 1687, blev antifem­i­nis­mens hov­ed­skrift. Hen­sigten med skolen og Fénelons pro­gram var at uddanne hård­tar­be­j­dende, fromme og frugt­bare hus­mø­dre, der ikke ønskede at for­lade deres provinss­lotte og gøre kar­riere ved hof­fet eller i salon­erne. “Den gode kvin­de spin­der, begrænser sig til hush­old­nin­gen, tier, tror og adly­der”, skrev han. Skolen var et led i kam­p­en inden for ade­lens klass­er. Skolepigerne var primært døtre af den gam­le krig­er­adel, ‘noblesse d’épée’, der havde sat sin for­mue til i kon­gens krige. Den blev nu udkonkur­reret af den nye embed­sadel, ‘noblesse de robe’, som dominerede det civile sam­fund, hvor ele­gant påk­læd­ning og fær­den ved hof­fet eller i salon­erne var afgørende. Karak­ter­is­tisk nok satiris­erede Molière også over antifem­i­nis­men i L’É­cole des femmes, 1662.

I løbet af 1600-tal­let fik den repræsen­ta­tive offent­lighed, der byggede på bestemte økonomiske og mil­itære magt­struk­tur­er og udfold­ede sig i ‘salen’ således konkur­rence af denne nye offent­ligheds­form, der byggede på æstetiske og dan­nelses­mæs­sige smagsnormer og udfold­ede sig i de min­dre salon­er. Sam­tidig rykkede kvin­derne frem som den nye offent­ligheds hov­ed­per­son­er, og borg­er­sk­a­bet rykkede ind som en ny kul­tursk­abende klasse. Salonkul­turen var en midtve­js­po­si­tion mellem den repræsen­ta­tive og den borg­erlige offent­lighed. Den havde sin storhed­stid i det 17. og 18. århun­drede, indtil den i det 19. århun­drede blev afløst af dobbelthe­den borg­erlig offent­lighed og roman­tisk intims­fære.

Salon­erne var uof­fi­cielle akademier, som skabte for­fat­ternes lit­terære ry og de lit­terære mod­er. Med deres rel­a­tive tvangfri­hed i omgangs­former og omver­den­skom­mu­nika­tion sat­te de kun­st­pro­du­cen­ter og kun­s­telskere i forbindelse med hinan­den på en smidi­gere måde, end hof­fet eller de rigtige akademier for­måede, og skabte dermed et kun­st­pub­likum. Salon­ernes omgangs­form var en forud­sæt­ning for den psykol­o­giske analyse, der kom til at spille en væsentlig rolle for lit­ter­a­turens fornyelse med Madame de La Fayettes hov­ed­værk La Princesse de Clèves , 1678.

Om ikke før så under Napoleons ero­bringskrige blev franske salon­va­n­er spredt i Europa. Hærens offi­cer­er havde ordre til at brillere ved den lokale sel­sk­a­be­lighed; tabte de ved spille­bor­dene, blev de holdt skadesløse af mil­itærkassen, et tegn på den poli­tiske betyd­ning salon­erne havde fået.

Lise Busk-Jensen er dr.phil og tidligere lek­torvikar ved insti­tut for lit­ter­aturv­i­den­skab på Køben­havns Uni­ver­sitet. Artiklen er en sam­men­fat­ning fra bogen Roman­tikkens For­fat­terinder fra 2009, som kan købes hos Gylden­dal.

Scroll til toppen