Salon og saloner til tiden

Sophienholm
Sophien­holm

I de seneste år har storbyer rundt om i Europa set opkomsten af nye  samtalesaloner med diskussioner af kunst, litteratur og politik. De nye saloner trækker direkte referencer til den historiske salonkultur i Europa. Lektor Karen Klitgaard Povlsen guider dig her gennem salonernes tidlige historie, hvordan så de første saloner ud? Hvem kom der? Hvad blev der talt om?


Begre­bet salon bruges om mange forskel­lige slags arrange­menter i disse år. Det kan være musikalske salon­er afholdt i pri­vate hjem, hvor man køber bil­let­ter på net­tet eller det kan være debat­møder i for­sam­ling­shuse, som enten er gratis eller igen involver­er bil­letkøb. I marts i år afholdtes der fx sam­tale­sa­lon­er ikke bare i Tår­net på Chris­tians­borg, men alle de sted­er i Dan­mark, hvor nogen føl­ger inspi­ra­tio­nen fra Nad­ja Pass og Andreas Lloyd, der har arran­geret sam­tale­sa­lon­er om forskel­lige emn­er rundt om i lan­det. De har lige­frem udgivet en lille salon­hånd­bog, der hed­der Sam­tale­sa­lon­er med guides til hvor­dan man kan stim­ulere diskus­sion­er om forskel­lige emn­er i en salon med spørgsmål, oplæg, to-og-to øvelser osv. Det er fint og sikkert spæn­dende at delt­age i, men kan man kalde det for en salon?

Her skit­seres salo­nens kul­turhis­to­rie med fokus på de borg­erlige lit­terære salon­er i peri­o­den omkring 1800, for at give en his­torisk ramme til spørgsmålet om, hvad salon­er var engang og hvad det kunne være i dag. De borg­erlige lit­terære salon­er er af Jür­gen Haber­mas blevet fremhævet som den borg­erlige offent­ligheds mest ideelle form sam­men med kaf­fe­huse og klub­ber, for­di det var her pri­vate sam­ledes som pub­likum om smags­diskus­sion­er. For­sam­lin­gen af pub­likum var hverken helt offentlig eller helt pri­vat. Man kunne ikke købe bil­let eller melde sig til. Der var ikke adgang for alle. Men der var på den anden side heller ikke bestemte krav til de, der fik adgang.

Haber­mas mente, at den ’lige’ mening­sud­vek­sling om smags­domme var det ideelle eksem­pel på en debat i sam­fun­det, hvor det ikke var stand eller penge, men argu­menter og kun­st­ner­isk og intellek­tuel dan­nelse, der gjorde udslaget, dvs. sam­lede kon­sen­sus blandt det pub­likum, der del­tog i en smags­dom, fx i et salon­samvær eller i en klub.

Salonens renæssance

Man kan se ansat­serne til salon­liv allerede i det gam­le Athen, hvor værtin­der som Aspa­sia, var het­ær­er for vel­havende borg­ere eller intellek­tuelle, der forenede det lærde med det letlevende og som ofte var mere intellek­tuelle, end vi forestiller os i dag. I dialo­gen Menexenos lad­er Pla­ton Sokrates holde en tale, som Aspa­sia har for­fat­tet. Hun var tæt for­bun­det med den poli­tiske magt som Perik­les’ elskerinde og mor til hans søn og hun blev et ide­al for 1700-tal­lets franske, tyske og danske salon­værtin­der, netop for­di hun medierede mellem magten, kul­turen og sek­su­aliteten. I 1700-tal­let lagde hun navn til diverse lit­terære og kul­turelle tidsskrifter, der dyrkede et genop­fun­det antikt kvin­dei­de­al i kryds­fel­tet mellem en Sap­pho, en Dido og en Aspa­sia, mellem digt­ning, kærlighed og poli­tik. Salo­nen var alt­så fra den spæde beg­y­n­delse en par­al­lelkul­tur til den poli­tiske magt. Ikke en mod­kul­tur, magten blev ikke altid kri­tis­eret, men salo­nen var et forum for de priv­i­legere­des kul­tur, viden­skab og kun­st.

Arven fra antikken blev taget op i de franske trou­ba­dour-miljøer i 11–1200-tallet, men især i de ital­ienske renæs­sance-salon­er i 1400-tal­let, der blev en afgørende inspi­ra­tion for 1700-tal­lets salon­liv i Europa. På fyrstes­lot­tene i Urbino og Man­tua eksis­terede der større mod­tagelses­lokaler, såkaldte salon­er, med plads til både større og min­dre sel­sk­aber. Når fyrsterne trak sig tilbage fra de formelle sam­linger, mid­dage og fes­ter i rid­der­salen, kunne deres kon­er som Isabel­la d’Este (Man­tua) og Elis­a­beth Gon­za­ga (Urbino) i de lidt min­dre gemakker danne cen­trum i et til lej­lighe­den sam­let, men kun sjældent decideret inviteret, mere uformelt sel­skab. Her musicerede, teg­nede og skrev man og kri­tis­erede egne eller andres kun­nen. Man både prak­tis­erede kun­st og udøvede smags­domme over den. Salon­erne var i deres tidlig­ste form en slags mod-per­for­mance til den for­drukne og sek­suelt løsslup­ne omgang, der prægede hofkul­turens mands­dominerede omgangs­former i mange århun­dred­er. I salo­nen var ide­alet høflig og kul­tiveret omgang, gerne med emo­tionel klang­bund.

For­billedet var Pla­ton og den pla­toniske og åndelige kærlighed, der helst skulle kunne udtrykkes i en fuldendt, sprog­lig eller anden kun­st­ner­isk form, som fx når troubaduren høvisk hyld­ede sin værtinde. Netop høvisk for­di det (sandsyn­ligvis) ikke inde­bar en fak­tisk sek­suel omgang. Kærlighed kunne og burde udtrykkes med politesse og dyrkelse på afs­tand. I 1537 blev Cas­tiglio­n­is spanske hof-hånd­bog Il libro del Corte­giano over­sat til fran­sk, fak­tisk næsten sam­tidig med Pla­tons Dialoger, som havde været inspi­ra­tio­nen for Cas­tiglioni. Ital­ienske kur­tisan­er uden for den deciderede hofkul­tur blev inspir­erede af bogen. De var smukke og dannede mode med deres påk­læd­ning og boligstil. I Venedig var det i 1500-tal­let fx Veron­i­ca Fran­co og Tul­lia d’Aragonia, der udgav breve og digte, men begge især var kendte for deres sam­talekun­st og evne til at få andre til at sam­tale om æstetik og lit­ter­atur i salon­erne, mens de koket omgikkes med det andet og det samme køn. I 1500-tal­let beg­y­n­dte man også at oprette ’Akademier’ i Ital­ien, begre­bet ref­er­erede til den have, hvor Pla­ton diskuterede med sine elever. Da den svenske Dron­ning Christi­na i 1660erne opret­tede sit alkymistiske akade­mi i Rom, kaldte hun det for Arca­di­en. Akademiet blev alt­så skabt som en utopi for, hvor men­neske­ligt sel­skab kunne foregå. Her kom både mænd og kvin­der, både viden­sk­ab­s­folk og poet­er, både tilre­jsende og fast­boende. Da J. W. Goethe og Friederike Brun kom til Rom i årene før og efter 1800 blev de begge anbe­falet som medlem­mer.

Også i Frankrig opret­tede Riche­lieur et akade­mi i 1635. Men her blev køns­grænsen skarpt bevogtet, og de franske pre­ciøse salon­er opstod bl.a. for­di kvin­der ikke kunne komme i akademierne, mens mænd godt kunne komme i kvin­dernes salon­er. I Eng­land blev lærde og adelige kvin­der inspir­eret af de mere dydi­ge af de ital­ienske salon­er. En af de mest kendte blev Kathrine Philips’ Soci­ety of Friend­ship’ i midten af 1600-tal­let i Lon­don. Netop ven­sk­a­bet og den ven­sk­a­belige omgang blev salon­ernes utopiske pro­jekt op igen­nem 1700-tal­let, som et borg­erligt alter­na­tiv til de adelige blods­bånd, der knyt­tede ind­fly­delses­rige slægter sam­men i ind­viklede netværk over hele Europa.

Salonkultur før 1800

Afgørende for de borg­erlige salon­er omkring 1800 var den franske salonkul­tur i 1600-tal­let. Ikke mindst den ital­ien­sk­føde Mme de Ram­bouil­let, der i Paris holdt sel­sk­aber i sin blå salon som en ’republique des let­tres’, alt­så de lærdes repub­lik i mod­sæt­ning til blodets monar­ki på det franske hof. Hen­des palæ blev bygget om, så en række stuer en suite førte frem til den fløjls­forede blå salon, der var hen­des bib­liotek og soveværelse. Her mellem reolen og sen­gen var det mest efter­tragt­ede sam­talest­ed, hvor man viste sin ’urban­ité’ i evnen til at diskutere både liden­skab og viden­skab i form­fuldendte sprog­lige vendinger. Tra­di­tio­nen fort­sat­te hos roman­for­fat­teren Mlle de Scud­ery i den sid­ste del af 1600-tal­let. Hen­des 10 bind om Clélie beskrev salon­livet med dets utopiske topografi­er ’Følelsernes land­ko­rt’, hvor sprog­eksper­i­menterne demon­str­erede for­fat­terens evne til ikke bare at føle, men at beskrive følelses­liv og reflek­tere over det. Mlle de Scud­ery kaldte sig salo­nens Sap­pho – lige­som tysk-danske Friederike Brun senere blev kaldt af sine gæster.

Også i Frankrig holdt kur­tisan­er som Ninon de Lenc­los mere friv­o­le salon­er, mens det i Eng­land blev de lærde blåstrøm­per, der holdt salon­livet i hævd. Men især i Eng­land blev salon­livet nu truet af, at de man­dlige gæster fore­trak andre græs­gange. Ikke som tidligere det lib­er­tine hofliv, men der­i­mod det joviale klub- og kaf­fe­hus­liv. Her kunne mænd ryge, drikke kaffe og læse avis­er og tidsskrifter, de kunne spille kort og diskutere poli­tik og busi­ness – mens kvin­derne sad tilbage med al deres kun­st og kul­tur.

Sådan gik det ikke i Tysk­land. Her havde man importeret den franske salonkul­tur, Mme de Staël havde lige­frem været på en slags kul­tur-eksport-turne. I alt fald opstod en helt ny form for salon-liv i Berlin i de jødiske miljøer som fx i fam­i­lien Mendelssohn. Moses Mendelssohn, en vel­havende silke­fab­rikant, udgav i 1755 sine Filosofiske Sam­taler. Her blev sam­tale og ’Gesel­ligkeit’ et forum hvor man kunne kul­ti­vere sin moral og dan­nelse, men også evnen til at nyde. Målet var religiøs tol­er­ance og frisind – lige­som det var i de tyske frimur­erloger her i anden halvdel af 1700-tal­let. Det er ikke til­fældigt, at det var i de mar­gin­alis­erede borg­erlige grup­per, disse utopi­er opstod og fik liv som mod­vægt til fyrste­hof­fernes ’pomp and cir­cum­stance’. Den unge Hen­ri­ette Hertz del­tog således i en læsekreds hos Mendelssohn. Da hun blev gift delte hun og ægte­man­den salon­livet mellem sig. Markus Hertz var læge og hos ham kom naturv­i­den­sk­a­beligt inter­esserede, flest mænd, men ikke udelukkende. Hos Hen­ri­ette Hertz, der var et sproggeni og som talte og læste mere end ti sprog, kom de andre, de tilre­jsende og de poet­isk ind­stillede. Her dannede de tætte ven­sk­aber – Tugend­bund – med hinan­den og fort­sat­te det i vidt­strak­te brevvek­slinger i mange år efter.

De tyske salon­er var ikke afhængige af store lokaler og var heller ikke så intimt sek­su­alis­erede som de franske. Rum­met mellem reol og seng var mere pri­vat end i Frankrig hos Mme de Ram­bouil­let, hvor det var efter­tragtet at sid­de på sen­gekan­ten og diskutere filosofi. Hos Rahel Varn­hagen von Ense, der var som ung var ret fat­tig, fik man te og rosin­er i dagligstuen til en inderlig og føl­som sam­tale, men det var efter­tragtet at komme hos hende alligev­el. Den jødiske kreds eksper­i­menterede med samværs­formerne, man kunne sid­de på gul­vet i et enkelt stearinlys’ skær, eller man kunne fly­tte sam­men i en slags kollek­tiv som det skete i Jena-kred­sen i 1790erne.

Saloner i Danmark omkring 1800

I Dan­mark var kul­ture­liten tysk­tal­ende og tyskpræget i anden halvdel af 1700-tal­let. Det var Klop­stocks føl­somhed, der prægede de tyske embedsmænd, præster og læger i Køben­havn – og deres børn. Friederike Mün­ters præste­far fik embe­de i Køben­havn i 1765, det år hun blev født i Gotha. Hun voksede op i den tyske kreds i Køben­havn og blev opdraget og uddan­net af sin far efter tyske, borg­erlige ide­al­er. Hun blev uddan­net bredt men med fokus på lit­ter­atur og billed­kun­st. Hun beg­y­n­dte at digte som barn og lærte den tyske salonkul­tur at kende som femtenårig, da foræl­drene tog hende med på en lang dan­nelses­re­jse igen­nem Tysk­land. Hun gift­ede sig ret ung med den noget ældre køb­mand Con­stan­tin Brun, for­di han kunne tilbyde hende et liv, hvor hun kunne rejse, købe bøger og kun­st og indrette sig med både en salon i byen (Det gule Pakhus og siden palæet i Bredgade, der nu kaldes Hånd­værk­er­forenin­gen) og på lan­det i den ital­ienske landvil­la Sophien­holm i Fred­eriks­dal ved Lyn­g­by.
Friederike Brun fødte fem børn, men det afholdt hende ikke fra mange og lange rejs­er i Tysk­land, Sve­jts, Frankrig og Ital­ien. Hun havde nogle af børnene med og man­den ful­gte hende ofte på et stykke af rejsen, lige­som hen­des inderlige ven­sk­aber med intellek­tuelle og kun­st­nere i Europa førte mange gæster til Køben­havn. Hun udgav mange rejsebeskriv­elser og digt­sam­linger på tysk og var anerk­endt som for­fat­ter i sin samtid.

Da hun i 1810 standsede rejse­liv­et, fik hen­des salon­er en gul­dalder. Her kunne man se de nyeste kob­ber­stik, læse de nyeste digte og tidsskrifter, høre Weyse, Kuh­lau og andre spille, se den smukke yng­ste­dat­ter Ida danse, syn­ge og opføre lev­ende tableauer. I næsten 10 år vrim­lede det med europæiske berømthed­er i Bredgade og på Sophien­holm og den døve Friederike Brun havde nok at se til, som den, der isce­ne­sat­te salon­erne. Hun var blevet døv under en af sine gra­viditeter og det er paradok­salt, at hun alligev­el blev den, der isce­ne­sat­te sine gæsters diskus­sion­er, optræ­dende og smags­domme. Men det gav også anled­ning til mange anek­dot­er og mis­forståelser blandt hen­des gæster.

I de køben­havnske salon­er kunne man ikke bil­let, hvilket gjorde at man ikke bare kunne møde op.Det gjaldt også for den Schim­mel­mannske salon i Odd Fel­low­palæet i Bredgade og for Kam­ma Rah­beks dagligstue i Bakke­huset ude ved Søn­der­marken. Man kunne blive intro­duc­eret med et brev af en fra den omfangsrige ven­nekreds. Så blev man ind­kaldt til ’audi­tion’. Man skulle fortælle salon­værtin­den, hvad man kunne, og faldt man i hen­des smag, mod­tog man en invi­ta­tion til en bestemt salon­aften, hvor værtin­den sørgede for, at sel­sk­a­bet var passende for den nye gæst. Ofte fores­log hun en anden salongæst at fun­gere som men­tor for den nytilkomne. Hos Friederike Brun dyrkedes den inderlige ven­sk­ab­skult, men også en inter­esse for de arcadiske utopi­er, som nye viden­sk­a­belige opfind­elser måske gjorde mulige. Bl.a. var inter­essen for mag­ne­tis­er­ing og elek­tricitet lev­ende i kred­sen lige­som geolo­gi og spiritisme stod på dag­sor­de­nen. Friederike Brun havde på sine rejs­er fuldt forelæs­ninger hos tidens mest berømte kemikere og fysikere og hun inviterede fx H. C. Ørst­ed og andre til at demon­strere eksper­i­menter, lige­som hun inviterede operadi­vaer og berømte for­fat­tere til at optræde.

Hos Schim­mel­manns kom poli­tikere og ambas­sadør­er, hos Kam­ma Rah­bek kom for­fat­terne og deres kon­er, hos Friederike Brun var klien­tel­let så diverst, at køben­havn­erne i årene efter 1810 for­t­alte mange anek­dot­er om det mærke­lige liv, der udspillede sig hos Fru­en og hen­des sure ægtemage, der hellere opholdt sig i klubben med kort­spil end hjemme hos de dil­leterende kun­st­nere. Efter 1820 blev det sværere at opretholde det frie og frisind­ede salon­liv. Friederike Brun blev fes­tar­rangør for konge­huset, som havde rejst igen­nem Europa efter hen­des rejsebeskriv­elser.

Det Arca­di­en eller den utopi, som de borg­erlige salon­er også i Dan­mark udtryk­te og lev­ede på, var ven­sk­a­bets, viden­sk­abens og kun­stens særlige rum. Her hvor man kunne diskutere sig frem til smags­domme i en kreds, der tillod frisind og frie omgangs­former mellem den stive hofkul­tur, de friv­o­le eller lib­er­tine sel­sk­a­be­lighed­er og den bie­der­meierske borg­erlige dan­nelseskul­tur, der sat­te nye og snævre normer op for sel­sk­a­be­lighed og omgang – ikke mindst for de unge døtre.

Saloner efter 1800

Da mid­delk­lassens dagligstue blev stor nok til at mod­tage gæster i, eroderede salon­livet til omgangs­former, der kunne opleves som nok så snærende, fx for en Nora hos Ibsen. De eksper­i­menterende avant­garde- og boheme-miljøer i Berlin, Paris og andre sted­er genop­tog tra­di­tio­nen i slut­nin­gen af 1800-tal­let, men de fær­reste havde penge og dermed salon-rum nok til fak­tisk at skabe en sel­sk­a­be­lighed, der svøbte samværet i det arcadiske over­skud, som fx Friederike Brun havde. De senere miljøer var ikke par­al­lelkul­tur­er til magten, men netop mod­kul­tur­er til magten og pen­gene. Der­for blev det som regel – måske med und­tagelse af Gertrude Steins avant­garde-salon i Paris – til niche-kul­tur­er.

Når vi taler om salo­nen og salon­er i dag, sker det i et vir­var af forståelser mellem magt, mod­magt, for­sam­ling­shus-demokrati og højskolediskus­sion. Var salon­livet i flere hun­drede år baseret på en kul­tur- og viden­sk­abs-elites netværks­dan­nelser, så er de mange ini­tia­tiv­er til forskel­lige for­mer for salon­er i dag baseret dels på salo­nen som et sted for kun­st­ner­iske per­for­mances, dels på efter­døn­ningerne af den borg­erlige offent­ligheds tra­di­tion for mening­sud­vek­slinger og debat imellem forholdsvis fremmede, der har købt bil­let til samme event, uanset om den hed­der salon eller ej.

Karen Klit­gaard Povlsen er lek­tor på insti­tut for kom­mu­nika­tion og kul­tur ved Aarhus Uni­ver­sitet.