Majdags ufuldendte, sande, autentiske og vidunderlige historie

The Haymarket Riot, 1886
The Hay­mar­ket Riot, 1886

I dag er det 1. maj. Verden over samles lønmodtagere i kampen for ordentlige arbejdsforhold og retfærdig løn. I den anledning bringer vi en oversættelse af den marxistiske historiker Peter Linebaughs artikel “Majdags ufuldendte, sande, autentiske og vidunderlige historie”. Den er oprindeligt fra 1986, men indgår som et kapitel i hans netop udkomne bog, The Incomplete, True, Authentic, and Wonderful History of May Day.


Den sov­jetiske regering parader­er med mis­siler, og dens sol­dater marcher­er på majdag. Den amerikanske regering har kaldt 1. maj ”Loy­al­ty Day” og forbinder den med mil­i­tarisme. Den egentlige mening med denne dag er blevet tilsløret af begge regeringers bereg­nende pro­pa­gan­da. Sand­he­den med majdag er en fuld­stændig anden. Der er en Grøn side, og der er en Rød side af his­to­rien om majdag.

Under reg­n­buen må vores metodolo­gi være farverig. Grøn er et forhold til jor­den og til det, der gror der­fra. Rød er et forhold til andre men­nesker og til det blod, der spildes iblandt dem. Grøn beteg­n­er livet med kun det nød­vendi­ge arbe­jde; Rød beteg­n­er døden med mer­ar­be­jdet. Grøn er naturlig appro­prier­ing; Rød er social ekspro­prier­ing. Grøn er land­brug og omsorg; Rød er pro­le­taris­er­ing og pros­ti­tu­tion. Grøn er nyt­tig aktivitet; Rød er unyt­tigt slid. Grøn er ska­belsen af begær; Rød er klassekamp. Majdag er begge to.

Det Grønne

Engang for længe siden – længe før Wein­berg­er bombe­de nordafrikanere, før Boston Bank hvid­vaskede penge, eller Rea­gan hædrede nazis­tiske krig­sofre – var jor­den dækket af et bredt skovtæppe. Så sent som på Cæsars tid kunne en per­son rejse gen­nem skoven i to måned­er uden at have fri udsigt til himlen. Europas, Asiens og Amerikas enorme skove gav atmos­færen ilt og jor­den næringsstof­fer. Vores for­fæ­dre var ikke nødt til at arbe­jde på nathold, eller bekym­re sig om flek­stid eller arbe­jde fra ni til fem inden for skovstræknin­gens økolo­gi. Ja, de oprindelige amerikanere, som kap­ta­jn John Smith stødte på i 1606, arbe­jd­ede kun fire timer om ugen. Majdags oprindelse skal find­es i his­to­riens skovstrækn­ingse­poke.

I Europa såv­el som i Asien ærede folk skovene på mange måder. Ved løvspring fejrede folk ”veg­e­ta­tio­nens befrug­tende ånd” for at bruge antropolo­gen J. G. Fraz­ers udtryk. Det gjorde de i maj, en måned, der er opkaldt efter Maia, der ifølge de gam­le grækere var mod­er til alle gud­er og end­da havde født Zeus.

Græk­erne havde deres hel­lige lunde, druiderne deres tilbe­delse af egetræer, romerne deres lege til ære for Flo­ra. I Skot­land dannede hyrderne cirkler og dansede om ild. Kel­terne tændte bål på bakke­toppe for at ære deres gud, Beltane. I Tyrol lod folk deres hunde gø og spillede musik med pot­ter og pan­der. I Skan­di­navien tændte man bål, og hek­sene kom frem.

Over­alt gik folk i skoven og vendte tilbage med blade, grene og blom­ster og de ”majede” sig selv, deres hjem og deres kære ud med grønne kranse. Der blev opført udendørsteater med fig­ur­er som ”Jack-i-det-Grønne” og ”Maj­dron­nin­gen”. Træer blev plantet. Majstænger blev rejst. Danse blev danset. Musik blev spillet. Drikke blev drukket, og kur blev gjort. Vin­teren var ovre, og foråret var sprunget ud.

Disse skikkes his­to­rie er kom­pleks og giv­er den, der stud­er­er for­tiden, mange inter­es­sante ind­sigter i reli­gio­nens, kønnenes, repro­duk­tio­nens og lands­byøkolo­giens his­to­rie. Tag Jeanne d’Arc, der blev brændt i maj 1431. Hen­des inkvis­i­tor­er troede, at hun var en heks. Hun for­t­alte dom­merne, at der ikke langt fra hen­des fødest­ed ”er et træ, som de kalder ’Fruernes træ’ – andre kalder det ’Feernes træ’. Det er et smukt træ, hvor­fra majs­tan­gen kom­mer. Jeg har nogle gange leg­et med de unge piger og lavet kranse til Vor Frue af Dom­rémy. Ofte har jeg hørt de gam­le tale om, at feerne hjem­søger dette træ.” I anklageskriftet mod Jeanne var ét af anklagepunk­terne mod hende, at hun klædte sig som en mand. Jeannes kæt­terske heden­skab havde sin oprindelse i den gam­le ste­nalder, hvor reli­gion var ani­mistisk, og shaman­er var kvin­der og mænd.

Monoteis­men opstod med Mid­del­havets imperier. Selv det mest magt­fulde Romer­rige var nødt til at slå han­dler af med de folkeslag, det ero­brede og slave­bandt (synkretisme). Mens det øde­lagde nogle skikke, var det nødt til at acceptere eller foran­dre andre. Således har vi juletræer. Majdag blev en dag, hvor man ærede hel­gen­erne, Fil­ip og Jakob, der var Rigets uvil­lige slaver. Jakob den Lille hverken drak eller bar­berede sig. Han brugte så megen tid på at bede, at han fik store fortykkelser på sine knæ, så de lig­nende kamel­ben. Fil­ip var en doven fyr. Da Jesus sagde ”Følg mig”, forsøgte Fil­ip at slippe uden om ved at sige, at han skulle til sin faders begrav­else, og det var på denne und­skyld­ning, at tøm­r­erens søn gav sit berømte svar: ”Lad de døde begrave de døde”. Jakob blev stenet til døde, og Fil­ip blev kors­fæstet med hov­edet nedad. Deres mar­tyri­um indled­er his­to­riens Røde side, men den Grønne side er dog bevaret, da tuli­pa­nen er dedik­eret til Fil­ip og dag­pragt­st­jer­nen til Jakob, ifølge blom­ster­ve­jvis­eren.

Mid­de­lalderens bøn­der, arbe­jdere og gra­vide (labor­ers) havde hun­drede­vis af hel­ligdage, der bevarede det maj­grønne på trods af angrebene på småbøn­der og hekse. På trods af kom­plek­siteterne, uanset om majdag blev højtide­ligholdt af hel­lige eller pro­fane rit­ualer, af hed­ninge eller kristne, af magi eller ej, af het­erosek­suelle eller homosek­suelle, af bløde eller grove hæn­der, var det altid en fejring af alt det i ver­den, der er frit og livs­givende. Det er den Grønne side af his­to­rien. Hvad end den ellers var, var den ikke tid til at arbe­jde.

Den blev der­for angre­bet af autoriteterne. Under­trykkelsen var beg­y­n­dt med afbrændingerne af kvin­der, og den fort­sat­te i det 16. århun­drede, da Ameri­ka blev ”opdaget”, slave­han­dlen var beg­y­n­dt, og nation­al­stat­en og kap­i­tal­is­men var formet. I 1550 krævede en par­la­mentsakt, at majstængerne blev tilin­tet­gjorte, og den gjorde leg­ene ulovlige. I 1644 afskaffede puri­tan­erne fuld­stændigt majdag. For disse arbe­jd­setikere var fes­ti­vallen anstødelig i dens heden­skab og verd­s­lighed. Philip Stubbs skrev for eksem­pel i The Anato­my of Abus­es (1583) om majs­tan­gen: ”og da for­falder de til ban­ket og gilde, til at hoppe og springe rundt om den, som de hedenske folk gjorde det i hel­ligelsen af deres afgud­er”. Når en puri­tan­er nævnte ordet ”heden­sk” ved vi, at vi ikke var langt fra folke­drab. Ifølge Quin­cy His­tor­i­cal Soci­etys for­mi­da­ble diasshow døde 90 pro­cent af alle men­nesker i Mass­a­chu­setts, herun­der høvd­ing Chi­cata­bat, af skold­kop­per eller kop­per få år efter, at puri­tan­erne gik i land i 1619. Puri­tan­erne pro­test­erede også mod dati­dens uun­dertryk­te sek­su­alitet. Stubbs sagde: ”Af fyrre­tyve, en skok eller et hun­drede unge kvin­der, der går i skoven, da er der knap en tred­jedel af dem, der er vendt hjem igen, som da de tog afst­ed.”

Folket gjorde mod­stand mod under­trykkelserne. Fra da af kaldte de deres majs­port for ”Robin Hood-leg­ene”. Som de sprang rundt med tjørnekviste i håret og bjælder din­glende fra deres knæ, blev maj måneds ældgam­le fig­ur­er for­van­dlet til et fæl­lesskab af lovløse, jom­fru Marian’er og Lille John’er. ”Lor­den af Mis­reg­i­mente”, ”Kon­gen af Ufor­nuft”, eller ”Abbe­den af Uly­dighed” førte forsæde ved majgildet. Wash­ing­ton Irv­ing skulle senere skrive, at majfølelsen ”er blevet kølet af han­dlens og fort­jen­estens van­er”. Mens de, der han­dlede og fik fort­jen­este, forsøgte at ind­føre det monot­o­ne arbe­jdes reg­i­mente, svarede folket igen ved at bevare deres hel­ligdag. Således beg­y­n­dte den Røde side af his­to­rien om majdag for alvor. Kam­p­en blev bragt til Mass­a­chu­setts i 1626.

Tomas Morton af Merry Mount

I 1625 sejlede kap­ta­jn Wol­las­ton, Thomas Mor­ton og tre­dive andre fra Eng­land og måned­er senere, idet de pejlede efter et blyant-enetræ, gik de fra bor­de i Quin­cy Bay. Et år efter rejste Wol­las­ton, der var ivrig efter mam­mon og fort­jen­este, til Vir­ginia for aldrig at vende tilbage. Thomas Mor­ton bosat­te sig i Pas­son­agges­sit, som han gav navnet Mer­ry Mount. Området forekom ham at være et ”Par­adis”. Her, skrev han, er der ”høn­er i over­flod, et mange­fold af fisk, og deru­dover opdagede jeg mil­lion­er af turtel­duer på de grønne grene, der sad og hakkede i de fyldige, modne, behagelige druer, der hang fra de kraftige træer, hvis frugt­bare vægt fik deres arme til at bøje.”

På majdag i 1627 rejste han og hans indi­an­er­ven­ner, dirigeret af lyden fra trom­mer, en firs fod høj majs­tang, der var deko­r­eret med kranse, svøbt i bånd og havde geviret fra en buk fast­søm­met til top­pen. Senere skrev han, at han ”opsat­te en majs­tang på fes­ti­valda­gen for Fil­ip og Jakob, og der­for bryggede en tønde fortræf­fe­ligt øl”. En mund­skænk sang en bakkanal­sk sang. Morten sat­te de første lyriske vers, der var ned­skrevet i Ameri­ka, fast på stan­gen. De afs­lut­tedes:

Det bek­endt­gøres, at den første dag i maj
Ved Mar­ry Mount skal bevares en hel­lig dag

Ply­mouths puri­tanere var imod majdag. De kaldte majs­tan­gen ”en afgud” og gav Mer­ry Mount navnet ”Drage­b­jer­get” efter guden for de første oceangående impe­ri­al­is­ter, fønikerne. Det var dog mere sandsyn­ligt, at det var puri­tan­erne, der var impe­ri­al­is­terne, og ikke Mor­ton, der arbe­jd­ede i øjen­højde med slaver, tjen­este­folk og oprindelige amerikanere. Alle var lige med hans ”sociale kon­trakt”. Guvernør Brad­ford skrev: ”De opsæt­ter også en majs­tang, drikker og danser rundt sam­men i mange dage, inviter­er de indi­anske kvin­der som deres led­sagere, danser og springer rundt sam­men (som en flok feer eller snarere furi­er) og værre skikke.”

Mer­ry Mount blev et til­flugtsst­ed for indi­anere, de util­fredse, homosek­suelle, bortløb­ne tjen­este­folk, og hvad guvernøren kaldte ”al lan­dets bærme”. Da myn­dighed­erne mind­ede ham på, at hans han­dlinger var i strid med kon­gens bek­endt­gørelse, svarede Mor­ton, at det ikke var nogen ”lov”. Miles Stan­dish, som Mor­ton kaldte ”Hr. Reje” gik til angreb. Majs­tang blev fældet. Bosæt­telsen blev brændt ned. Mor­tons ejen­dele blev kon­fiskerede; han blev lagt i fodlænker og forvist til Eng­land om bord på ski­bet The Gift – for en pris af tolv pund og syv shilling til puri­tan­ernes beklagelse. Mer­ry Mounts reg­n­buekoali­tion var således øde­lagt for en tid. At Mer­ry Mount senere (1636) blev for­bun­det med Anne Hutchin­son, den berømte jord­mod­er, spiri­tist og fem­i­nist var ganske givet ikke blot et til­fælde. Hen­des svoger bestyrede frikirken. Hun mente, at Gud elskede alle uanset deres syn­der. Hun bet­vivlede puri­tan­ernes bemyn­di­gelse til at lov­give. En stat­ue af Robert Burns i Quin­cy nær ved Mer­ry Mount citer­er digterens verselin­jer:

En figen til de, der af lov beskyttes!
Fri­hed er en pragt­fuld fest!
Dom­stole for krys­tere oprettes,
Kirk­er bræn­des for at behage vor præst.

Thomas Mor­ton var et horn i siden på Bostons og Ply­mouths puri­tanere, for­di han havde en alter­na­tiv vision for Mass­a­chu­setts. Han var imponeret over områdets fer­til­itet; de af dets knaphed. Han blev ven­ner med indi­an­erne; de gøs ved tanken. Han var egal­itær; de erk­lærede sig selv de ”Udval­gte”. Han sat­te tjen­este­folk fri; de lev­ede på deres bekost­ning. Han bevæb­nede indi­an­erne; de brugte våben mod indi­an­erne. Ifølge Nathaniel Hawthorne blev den amerikanske bosæt­telses skæb­ne afgjort ved Mer­ry Mount. Frem­stil­let som en kamp mellem munter­hed vs. dys­ter­hed, gråhårede hel­gen­er vs. lystige syn­dere, grønt vs. jern, var det puri­tan­erne, der vandt, og Amerikas skæb­ne blev afgjort til fordel for salmesyn­gende indi­an­er­skalpe­jægere, hvis idé om majs­tan­gen var en gabestok.

Dele af for­tiden lever, dele dør. Blyant-enetræet, der først dragede Mor­ton til Mer­ry Mount, blæste omkuld i stor­men i 1898. Et stykke af det, cir­ka otte fod af dets stamme, blev en magt­fetich i 1919, da det blev plac­eret ved siden af for­man­dens stol i Quin­cy Byråd. Inter­esserede kan nu se det på Quin­cy His­to­ry Muse­um. Lev­ende træer er dog siden­hen vok­set frem på trods af skib­sværfternes lukn­ing.

På begge sider af Atlanten

I Eng­land var angrebene på majdag en nød­vendig del af det træt­tende, uen­delige forsøg på at ind­føre en indus­triel arbe­jds­dis­ci­plin. Forsøget blev ført an af puri­tan­erne med deres tro på, at slid var gud­frygtigt, og min­dre slid ugudeligt. Abso­lut mervær­di kunne kun forøges ved at forøge antallet af arbe­jd­stimer og afskaffe hel­ligdage. En præst skrev et stykke arbe­jd­spro­pa­gan­da kaldet ”Fune­bria Flo­rae, Or the Down­fall of the May Games”. Han angreb ”igno­ran­ter, ateis­ter, papis­ter, drukken­bolte, besværg­ere, skvadronør­er, jom­fru Marian’er, folkedansere, maske­bærere, mimere, majs­tangstyve, helse­drankere sam­men med en skælm­sk hob af fidus­magere, fjolser, slags­brø­dre, spillere, sjofle mænd, lette kvin­der, for­agtere af øvrighe­den, krænkere af præstesk­a­bet, rebelske mod her­rer, uly­di­ge mod foræl­dre, for­spildere af tid og mis­brugere af sprut osv”.

På omkring denne tid sagde Isaac New­ton, grav­i­ta­tion­is­ten og tidens mask­in­ist, at arbe­jdet var en lov på lige fod med plan­eter og æbler. Således ophørte arbe­jdet med blot at være puri­tan­ernes ide­olo­gi; det blev en uni­ver­sets lov. I 1717 erhvervede New­ton sig Lon­dons hun­drede fods majs­tang og brugte den til at hænge sit teleskop fra.

Sko­rstens­fe­jere og mejer­sker førte an i mod­standen. Sko­rstens­fe­jerne klædte sig ud som kvin­der på majdag eller tog aris­tokratiske parykker på. De sang sange og ind­sam­lede penge. Da Jarlen af Brute i 1763 nægt­ede at betale, var forsmædelsen så stor, at han var tvunget til at træde tilbage. Mejer­sker ple­jede at maje sig ud med blom­sterkranse, danse og at få mejeris­terne til at dele deres mælk ud gratis. Sod- og mælkear­be­jdere hjalp således med at bevare hel­ligda­gen helt ind i den indus­trielle rev­o­lu­tion.

Den hersk­ende klasse brugte dagen til sine egne for­mål. Da Par­la­mentet var tvunget til at afskaffe slaver­i­et i de britiske domin­ions, gjorde den det således på majdag i 1807. I 1820 plan­lagde kon­spir­a­tor­erne fra Cato Street at ned­kæmpe det britiske kabi­net, mens det spiste mid­dag. Irere, jamaicanere og cock­ney­er blev hængt for forsøget på majdag i 1820. En kon­spir­a­tor skrev til sin hus­tru, at ”Ret­færdig og fri­hed har taget flugten … til andre fjerne kys­ter”. Han mente Ameri­ka, hvor Boston Brah­min, Rob­ber Baron og syd­stat­s­plan­tokrater delte og herskede over en hvæl­vende reg­n­bue af folk.

To grup­per fra denne reg­n­bue kom fra engelske og irske øer. En var Grøn. Robert Owen, der var fag­foren­ings­for­mand, social­ist og grundlæg­ger af utopiske sam­fund i USA, annon­cerede, at årtusin­det beg­y­n­dte efter majdag i 1833. Den anden var Rød. På majdag i 1830 blev grundlæg­ger af Knights of Labor, Unit­ed Mine Work­ers of Amer­i­ca og wob­blierne, Mary Har­ris Jones, også kendt som ”Moth­er Jones”, født. Hun var en Maia til den amerikanske arbe­jderk­lasse.

Min­det om majdag blev fort­sat fejret i Ameri­ka på den ene eller en anden måde på trods af puri­tan­ernes sejr ved Mer­ry Mount. På majdag i 1779 kon­fiskerede de rev­o­lu­tionære i Boston ”Fri­he­dens fjen­ders” godser. På majdag i 1808 dansede ”tyve forskel­lige danseg­rup­per bestående af de fordømte afrikanere” i New Orleans til lyden af deres egne trom­mer indtil solnedgang, hvor slavepa­trul­jerne viste sig med deres hug­gert­er. ”Førstedanserne eller led­erne er klædt i en mang­foldighed af vilde og bar­bariske klæder, der altid var orna­menteret med en række haler fra de små vild­dyr”, som en hvid mand på spad­sere­tur observerede.

Det Røde: Haymarket

Den mod­erne majdags his­to­rie har sin oprindelse i midten af de nor­damerikanske slet­ter ved Hay­mar­ket i Chica­go – ”byen i sin vor­den” – i maj 1886. Den Røde side af den his­to­rie er mere kendt end den Grønne, for­di den var blodig. Men der var også en Grøn side af fortællin­gen, omend det grønne ikke så meget hen­viste til smukke græskranse som til dol­lars­edler [green­backs], for i Chica­go er dol­laren konge, som det blev sagt.

Prærien er selvføl­gelig grøn i maj. Med dens jom­fru­jord, mørk, brun, smul­drende, fuld af fint sort sand, var den resul­tatet af årtusin­ders humus og organ­isk ned­bryd­ning. I mange århun­dred­er blev denne jord dyr­ket af slet­ternes oprindelige amerikanere. Som Black Elk sagde, er deres his­to­rie ”his­to­rien om alt liv, der er hel­lig og god at fortælle, og om os tobenede, der del­er den med de firebenede og luftens vinger og alle grønne ting; for disse er børn af én mod­er, og deres fad­er er én Ånd”. Fra sådan et grønt per­spek­tiv frem­stod de hvide mænd som farao­er, og ja, som Abe Lin­coln for­mulerede det, var denne prærie ”Vestens Egypten”.

Jor­den blev mekanis­eret. Rel­a­tiv mervær­di kunne kun opnås ved at reduc­ere prisen på mad. Pro­tein­erne og vit­a­min­erne fra denne frugt­bare jord spredtes til hele ver­den. Chica­go var hal­spul­såren. Cyrus McCormick svang skalpellen. Hans høst­mask­ine høst­ede græs­set og kor­net. McCormick pro­duc­erede 1.500 høst­mask­in­er i 1849; da det blev 1884, pro­duc­erede han 80.000. Ikke at McCormick rent fak­tisk pro­duc­erede høst­mask­in­er; det gjorde medlem­merne af Mold­ers Unions lokalafdel­ing 23, og på majdag i 1867 gik de i stre­jke og påb­eg­y­n­dte dermed bevægelsen for otte­timers­da­gen.

En for­bløf­fende for­van­dling var sat i værk. Det var: ”God­nat” til ham­mer og sejl. ”Farvel” til mejere­det. ”Vi ses” til Emer­sons mand med hakken. Disse blev nu nos­tal­giske og roman­tiske arte­fak­ter. Det blev ”Goddag” til vagabon­den. ”Kom videre” til høstda­gle­jrene. Stil pro­latar­erne op på ”rad og række”. Sådan lød civil­i­sa­tio­nens nye kom­man­do­er. Tusin­der af immi­granter, mange af dem fra Tysk­land, strømmede til Chica­go efter Borg­erkri­gen. Klassekri­gen avancerede både teknisk og logis­tisk. I 1855 brugte Chica­gos poli­ti Gatling-gevær­er mod arbe­jderne, der pro­test­erede mod lukningerne af ølhav­erne. Under Brø­do­prøret i 1872 slog poli­ti­et sultne folk med køller i en tun­nel under flo­den. Under jern­banestre­jken i 1877 kæm­pede for­bund­strop­per mod arbe­jdere i Bat­tle of the Viaduct. Disse trop­per var kort forinden blevet garvede af at kæmpe mod sioux­folket, der havde dræbt Custer. For det slagne sioux­folk var der fra da af kun tilbage at ”Gå op på en bjergtop og kalde på en vision”.

Pinker­ton Detec­tive Agency omsat­te vision til prak­sis ved at lære byens poli­ti, hvor­dan man spi­onerede og dannede kamp­kolon­ner, der kunne ind­sættes i byens gad­er. For hun­drede år siden under sporvognsstre­jken udst­edte poli­ti­et en ordre om at skyde for at dræbe.

McCormick skar løn­ningerne med 15 pro­cent. Hans prof­i­trate var 71 pro­cent. I maj 1886 blev fire for­mere, som McCormick havde lock­outet, skud­dræbt af poli­ti­et. Således for­måede den høs­tende ”mand med leen” at fastholde sin prof­it.

På nation­alt plan var 1. maj 1886 vigtig: Fed­er­a­tion of Orga­nized Trade and Labor Unions of the Unit­ed States and Cana­da havde et par år forinden ”BESLUTTET … at otte timer skal udgøre en lovlig dags arbe­jde fra og med 1. maj 1886”.

Den fjerde maj 1886 sam­ledes mange tusin­der folk tæt på Hay­mar­ket Square for at høre, hvad August Spies, en avis­mand, havde at sige om sky­derierne på McCormick Works. Bagefter talte Albert Par­sons, en typograf og arbe­jderled­er. Han sagde senere, under sin retssag: ”Hvad er social­isme eller anark­isme? Kort sagt er det ret­ten for de, der slid­er i det, til den fri og lige brug af pro­duk­tionsværk­tø­jerne og pro­du­cen­ternes ret til deres pro­dukt”. Han blev ful­gt af den ”God­modi­ge Sam” Field­en, der som barn havde arbe­jdet i tek­stil­fab­rikkerne i Lan­cashire i Eng­land. Han var en metodis­tisk prædikant og arbe­jderor­gan­isator. Han var færdig med at tale klokken 22.30. På det tid­spunkt stormede poli­ti­et folkemæng­den, der var svun­det ind til omkring 200. En ukendt hånd kast­ede en stang dyna­mit – den første gang, hvor Alfred Nobels opfind­else blev brugt i et klass­es­lag.

Helvede brød løs, mange blev dræbt, og resten er his­to­rie.

”Gå til angreb først og slå loven op bagefter”, lød sher­if­f­ens dik­tat. Det blev troligt fuldt over hele lan­det. Avis­erne skreg på blod, hjem blev ende­vendt, og mis­tænk­te blev under­lagt ”tred­je­grads­forhør”. Otte mænd blev dømt ved lyn­justits under en farceagtig retssag i Chica­go. Fire mænd blev hængt på ”Black Fri­day”, den 11. novem­ber 1887.

”Der vil komme en tid, hvor vores stil­hed vil være mere magt­fuld end de stem­mer, I kvæler i dag”, sagde Spies, inden han blev kvalt.

Majdag siden 1886

Lucy Par­sons, som Chica­gos ”just-us”[i] havde gjort til enke, blev født i Texas. Hun var delvist afroamerikan­sk, delvist oprindelig amerikan­er og delvist af lati­namerikan­sk oprindelse. Hun sat­te sig for at fortælle ver­den den sande his­to­rie ”om én, hvis for­bry­delse var, at han lev­ede forud for sin tid”. Hun tog til Eng­land og opfor­drede engelske arbe­jdere til at gøre majdag til en inter­na­tion­al hel­ligdag med det for­mål at forko­rte antallet af arbe­jd­stimer. Hen­des ven William Mor­ris skrev et digt med titlen ”Majdag”:

Arbe­jdere: De er få, vi er mange: og dog, O vor Mod­er
Mange år var ordløse, og ingen dåd blev nået
Men nu ordet far­er fra broder til broder:
Vi har furet vor jord og vor sæd er sået

Jord: Arbe­jd da urokke­ligt videre, i fagert og fælt vejr
Og spring ikke en dag over, da skal jer dåd jer nytte
Og med håb skal I hver springflod for­sam­le jer
Da til jor­den, I må alle jeres his­to­rie berette

Hen­des arbe­jde var ikke forgæves. Majdag, eller ”Dagen for Chica­gos Mar­tyr­er”, som den stadig kaldes i Mex­i­co, ”tilhør­er arbe­jderk­lassen og er dedik­eret til rev­o­lu­tio­nen”, som Eugene Debs for­mulerede det i sin majdagsled­er fra 1907. AFL erk­lærede det en hel­ligdag. Sam Gom­pers sendte en repræsen­tant til Europa for at få den erk­læret inter­na­tion­al arbe­jderdag. Både Knights of Labor og Anden Inter­na­tionale tog dagen til sig. Bis­march der­i­mod for­bød majdag. Præsi­dent Grover Cleve­land annon­cerede, at den første mandag i sep­tem­ber skulle være Labour Day i Ameri­ka og forsøgte derved at splitte den inter­na­tionale arbe­jderk­lasse. Et enormt antal men­nesker var uden arbe­jde, og de beg­y­n­dte at marchere. Under før­erskab af Jacob Cox­ey, holdt de deres ind­tog i Wash­ing­ton, D.C. på majdag i 1894, den første store march til Wash­ing­ton. To år senere i den anden ende af ver­den, skrev Lenin en vigtigt majdagspam­flet til de rus­siske fab­rik­sar­be­jdere i 1896. Den Rus­siske Rev­o­lu­tion i 1905 beg­y­n­dte på majdag.

Med Bol­sje­vikrev­o­lu­tio­nens suc­ces i 1917 blev den Røde side af majdag skar­la­gen­srød, karmin­rød, for ti mil­lion­er men­nesker blev slagtet i Første Ver­den­skrig. Afs­lut­nin­gen på kri­gen med­førte arbe­jd­snedlæggelse, gen­er­al­stre­jk­er og opstande over alt i ver­den, fra Mex­i­co til Kenya, fra Kina til Frankrig. I Boston på majdag i 1919 truede de unge tele­fonar­be­jdere med at stre­jke, og tyve tusinde arbe­jdere i Lawrence gik i stre­jke igen for otte­timers­da­gen. Der var vold­somme sam­men­stød mellem arbe­j­dende folk og poli­ti­et i Cleve­land såv­el som i andre byer på dette års majdag. Mange social­is­ter, anark­ister, bol­sje­vikker, wob­bli­er og andre ”I-Won’t-Workers”[ii] endte i fængsel som resul­tat der­af.

Det fik dem ikke ned med nakken. Ved ”Wire City”, som de kaldte for­bunds­fængslet ved Fort Leav­en­worth, var der en mægtig parade og intet arbe­jde på majdag i 1919. Billed­er af Lenin og Lin­coln var sat fast på enden af kosteskafter og holdt i vejret. Der var taler og sange. The Lib­er­a­tor giv­er os en beretning fra dagen, men den fortæller os ikke, hvem der vandt konkur­ren­cen mellem wob­blierne og social­is­terne i hes­teskokast. Den fortæller os heller ikke, hvad der skete med den sol­dat, der blevet taget i at vifte med et rødt bånd fra vagternes kaserne. Sam­tidig, et mil under jor­den i Bis­bees kob­ber­mine, hvor der ikke er nogen nationale grænser, sang span­sk­tal­ende amerikanere Inter­na­tionale på majdag.

I 1920’erne og 1930’erne blev dagen fejret af fag­foren­ing­sor­gan­isator­er, de arbe­jd­sløse og mål­be­v­id­ste arbe­jdere. I New York blev den store fejring af majdag afholdt på Union Square. I 1930’erne marcherede Lucy Par­sons i Chica­go på majdag med sin unge ven, Studs Terkel. På majdag i 1946 igangsat­te araberne en gen­er­al­stre­jke i Palæsti­na, og jøderne fra DP-lejren[iii] i Lands­berg i Tysk­land gik i sul­testre­jke. På majdag i 1947 lagde auto­mo­bi­lar­be­jderne værk­tø­jet fra sig i Paris, en opstand brød ud i Paraguay, Mafi­aen slog seks majdags­demon­stran­ter ihjel på Sicilien, og kom­misæren af Boston Park sagde, at det var første gang i mands minde, at hverken kom­mu­nis­terne eller social­is­terne havde ansøgt om tilladelse til at sam­les på fælle­den.

1968 var et godt år for majdag. Allen Gins­berg blev gjort til ”Lord af Mis­reg­i­mente” i Prag, inden russerne nåede der­til. I Lon­don lagde hun­drede­vis af stud­erende pres på Par­la­mentet i mod­stand mod en lov om at sætte en stop­per for immi­gra­tion til Eng­land fra den tred­je ver­den. I Mis­sis­sip­pi var poli­ti­et ude af stand til at forhin­dre 350 sorte stud­erende i at støtte deres fængslede ven­ner. På Colum­bia Uni­ver­si­ty skrev tusin­der af stud­erende under mod bevæb­net poli­ti på cam­pus. I Detroit fandt den første vilde stre­jke i femten år sted, med hjælp fra Dodge Rev­o­lu­tion­ary Union Move­ment, på Ham­tram­ck Assem­bly Plant (Dodge Main) mod hur­tigere arbe­jde. I Cam­bridge, Mass­a­chu­setts talte sorte ledere for poli­tire­former, mens borgmesteren af New York under­skrev en lov, der gav poli­ti­et de i amerikanske his­to­rie hidtil mest vidt­gående befø­jelser i ”nødssi­t­u­a­tion­er”. Kli­mak­set på ’68 Mai blev nået i Frankrig, da der var en gigan­tisk gen­er­al­stre­jke med besyn­derlige slo­gans såsom:

Par­lez a vos voisins!
L’Imagination prend le pou­voir!
Dessous les pavés c’est la plage!

På majdag i 1971 kunne præsi­dent Nixon ikke sove. Han beor­drede titusin­der fald­skærm­strop­per og marine­in­fan­ter­is­ter til Wash­ing­ton, D.C. for­di han var bange for, at nogle, der kaldte sig May Day Tribe, ville lykkedes med deres mål om at blokere adgan­gen til Justitsmin­is­teri­et. I Fil­ip­pin­erne blev fire stud­erende skud­dræbt, da de pro­test­erede mod ditaturet. I Boston argu­menterede borgmester White imod kom­munalt ansattes, herun­der poli­ti­ets, ret til at holde inde med deres ser­vicey­delser eller nedlægge arbe­jdet. I maj 1980 kan vi måske også få øje på Grønne temaer i Mozam­bique, hvor arbe­jderne beklagede sig over fraværet af øl, eller i Tysk­land, hvor tre­hun­drede kvin­delige hekse drog hær­gende gen­nem Ham­borg. Vi kan muligvis se Røde temaer blandt de tre­di­ve­tusinde brasil­ianske auto­mo­bi­lar­be­jdere, der stre­jkede, eller blandt de 5,8 mil­lion­er japanere, der stre­jkede mod infla­tion.

På majdag i 1980 blev de Grønne og Røde temaer kom­bineret, da en tidligere auto­mo­bi­lar­be­jder fra Buick i Detroit, en ”Hr. Tudse”, sad ved et pic­nicbord og ned­skrev føl­gende lin­jer:

Otte­timers­da­gen er ikke nok;
Vi tænker på mere af det, der er godt
Så her er vores bøn, og her er vores plan,
Vi vil have, hvad vi vil have, og vi vil tage, hvad vi kan.

Ned med krig både lille og stor,
Bort­set fra dem, hvor kom­man­doen er vor:
Disse er klasse mod klasse i krig
Hvor vores sparken røv med­før­er skrig.

For luft, der kan åndes, og vand, der er sundt
Det burde vand­ha­nen have os forundt.
For jord, der er grønt, og liv, der er red­det
Og min­dre og min­dre af jord asfal­teret

Ikke flere kvin­der, der er min­dre end frie,
Eller mænd, der ikke ved dette sig kvie:
Deres magt stjæler det, der gør dem men­neske­lige
Og gør os alle min­dre, end vi kan blive.

For lærere, der lær­er, og stud­erende, der under­vis­er
Og skol­er, der føl­gende bortvis­er:
Rek­tor­er og dekan­er og inspek­tør­er og den slags
Og Xerox og Roy­al Dutch Shell og Kodak

En stop­per for fab­rikker, der er mørke og beskidte,
En stop­per for chefen, om han er god eller fedtet
En stop­per for arbe­jde, der pro­duc­er­er bras
En stop­per for bras, der arbe­jdet skaber
Og en stop­per for alle ledere – de aber.

For alle, der danser og syn­ger, højt hur­ra,
Til dommeda­gens pro­feter, vi kun hån­lat­ter har,
Til vores ven­ner og kærester vi giv­er gratis bryg
Og til alle, der er her, en dag uden frygt

Så på denne 1. maj, vi alle bør erfare
At vi nu enten vil vin­de eller ned­er­laget bevare
Eller, for at sige det på en måde, der kan behage
Lad os tage det roligt, men lad os det tage.

Law Day i USA

Majdag var dog altid en prob­lem­fyldt dag i USA; nogle ønskede at glemme den. I 1939 erk­lærede Penn­syl­va­nia den for ”Amer­i­can­ism Day”. I 1947 erk­lærede Kon­gressen den for ”Loy­al­ty Day”. Disse forsøg på at skjule menin­gen med dagen, var dog aldrig suc­ces­fulde. Som wob­blierne siger: ”Vi Glem­mer Aldrig”.

På samme vis blev 1. maj 1958, efter anmod­ning af Charles Rhyne erk­læret ”Law Day USA”. Som resul­tat der­af fik poli­tik­erne end­nu en mulighed for at sprede svul­stighed­er omkring Den Kolde Krig og til at agiter­er for deres egne dyder. Sen­a­tor Jav­its tog for eksem­pel en dyb his­torisk indånd­ing i maj 1960 ved at sige, at amerikanske værdier, var de højeste ”der nogensinde er blevet for­fægt­ede siden civil­i­sa­tio­nens beg­y­n­delse”. New Yorks guvernør Rock­er­feller skar ind til benet og sagde, at den tra­di­tionelle majdag ”var på grænsen til for­ræderi.” Sen­a­tor Wiley fores­log, at folk som en aktivitet på dagen læste lovsam­linger. Sen­atets præst mente, at det med hans prædiken om ”Lydighed mod Autoriteter” på majdag i 1960 var første gang i det tyvende århun­drede, at emnet var blevet adresseret. Han mind­ede folk på ordene, der var skåret i rets­bygnin­gen i Worces­ter i Mass­a­chu­setts: ”Lydighed mod Lov er Fri­hed.” Han sagde, at Gud er ”al lov” og fores­log, at vi sang salmen, ”Make Me a Cap­tive, Lord [og da skal jeg blive fri]”. Han beklagede sig over, at tv-pro­gram­mer gjorde grin med poli­ti­et og ægtemænd. Han sagde, at Gud var blevet for mod­erlig.

Bag ved hyk­leri­et ved den slags snak (på samme tid afviste Sen­atet Den Inter­na­tionale Dom­stols juris­dik­tion) var der antyd­ninger af oprør i køkken­erne. I tillæg til udba­suner­in­gen af Den Kolde Krigs over­ton­er var skræk­slagne patri­arkalske under­ton­er afgørende for musikken til Law Day. Ja, den forsøgte at drukne både det Røde og det Grønne. De, der hver dag er nødt til at lægge øre til lov-og-orden-musikken, advokater­ne og ordre­giverne, er også nødt til at slå deres egne han­dler af.

Blandt advokater­ne er der kon­ser­v­a­tive og lib­erale; de er generelt set ide­ologer. På Law Day i 1964 skrev præsi­den­ten af Con­necti­cut Bar[iv] en kri­tik af borg­er­ret­tigheds­demon­stran­ter, ”kor­rupte” fag­foreninger, ”ung­dom­skrim­i­nalitet” og Liz Tay­lor! På Law Day i 1962 advarede William O. Dou­glas på den anden side mod at efterligne britisk impe­ri­al­isme og gav sin støtte til uafhængigheds­bevægelser og Peace Corps ved at sige, at ”Vi har brug for Michi­gan-i-Nige­ria, Cal­i­fornien-i-Con­go, Colum­bia-i-Iran”, hvilket er gået i opfyldelse, i det mind­ste hvis vi ser, hvad der står skrevet på trø­jer rundt omkring i ver­den. Hverken de kon­ser­v­a­tive eller de lib­erale sagde dog, at den skulle være en hel­ligdag for advokater, og de advok­erede heller ikke for en otte­timers­dag for arbe­jderne i det juridiske appa­rat. I Boston er det kun på New Eng­land School of Law, ved uddan­nelsen i Lov og Ret­færdighed på Uni­ver­si­ty of Mass­a­chu­setts og på Col­lege of Pub­lic and Com­mu­ni­ty Ser­vice, at det Grønne og det Røde fejres.

Blandt ordre­giverne (poli­ti­et) er Law Day heller ikke nogen videre hel­lig dag. Poli­ti­et, mænd og kvin­der, over alt i USA står imi­dler­tid i stor gæld til majdag og poli­ti­et i Boston. Det er sandt, at mere end tusinde mænd i uni­former i Boston mist­ede deres job på grund af Calvin Coolidges under­trykkelse af poli­tistre­jken i Boston i 1919. De havde haft travlt tidligere på som­meren på majdag. Der var dog sam­tidigt varige vin­dinger: en lille løn­forhø­jelse (300 dol­lar om året), færre timer (nor­men havde været 72–90 timer om ugen) og det vigtig­ste: gratis uni­former.

En afslutning

Hvor er det Røde og Grønne i dag? Er det i Maos Lille Røde? Eller i oberst Gaddafis Grønne Bog? Noget af det måske. Leigh Hunt, den engelske essay­ist fra det nit­tende århun­drede, skrev, at majdag er ”forenin­gen af de to bed­ste ting i ver­den: kærlighe­den til naturen og kærlighe­den til hinan­den”. Sådan en Grøn foren­ing er ganske vist mulig, for vi kan alle forestille os den, og vi ved, at det, der er virke­ligt nu, engang kun var noget forestil­let. Lige så sikkert er det, at sådan en foren­ing kun kan virke­lig­gøres gen­nem Rød kamp, da man må lide for skøn­heden, som motion­is­terne siger, eller ingen drømme uden ans­var, ingen fød­sel uden hårdt arbe­jde, intet Grønt uden Rødt.

Børnene ple­jede at fejre majdag i skolen. Jeg tror, at skol­erne holdt op med at opfor­dre til det omkring på det tid­spunkt, hvor ”Law Day” blev opfun­det, men jeg er ikke sikker. En kor­re­spon­dent fra East Arling­ton i Mass­a­chu­setts skriv­er, at i slut­nin­gen af 1940’erne, ”På en hvilken som helst søndag i maj ville et sted mellem 10 og 30 børn klæde sig ud i kos­tumer lavet af crepepa­pir (hat­te, skørter osv.); vi ville sam­le blom­ster i kurve og gå i optog op og ned ad adskil­lelige gad­er (indtil vi løb tør for blom­ster!) Vi råbte hele tiden i kor: ’majfest, majfest, rah, rah, rah!’ Vi val­gte en led­er, men jeg kan ikke huske hvor­dan. (Nok ved at sige ælle bælle). Derefter gik vi i optog op til Spy Pond ved Cen­terets udkant ved Lake Street og spise med­bragt mad”. Denne kor­re­spon­dent er nu børne­haveklas­selær­er. ”I de senere år”, fort­sæt­ter hun, ”har jeg altid pyn­tet en majs­tang for min børne­haveklasse (det er fak­tisk dem, der står for pynt­nin­gen), og så danser vi omkring den. Det tiltrækker altid opmærk­somhed fra de ældre børn”.

Artiklen er over­sat af Bjarke Skær­lund Ris­ager. Den er oprindeligt fra 1986, men indgår som kapi­tel i Peter Linebaughs nye bog, The Incom­plete, True, Authen­tic, and Won­der­ful His­to­ry of May Day (PM Press, 2016).


[i] ”Just-us” er et ord­spil på ordene ”jus­tice” (ret­færdighed) og ”just us” (bare os). Det hen­vis­er dermed til, at ret­færdighe­den, i mod­sæt­ning til hvor­dan den udlægges, ikke er uni­versel, men for en min­dre gruppe men­nesker, o.a.

[ii] Jf. wob­bliernes organ­i­sa­tion, Indus­tri­al Work­ers of the World, forko­rtet IWW, o.a.

[iii] Jf. ”dis­placed per­sons camp”, o.a.

[iv] En advokat­foren­ing i del­stat­en Con­necti­cut, o.a.