Fortidsbrug i nationalstatens tjeneste: Da vikingetiden blev opfundet

PSM_V47_D021_J_J_A_Worsaae
J.J.A. Wor­saae var arkæolog og his­torik­er. I 1865 over­tog han posten som direk­tør for Det Kgl. Muse­um for nordiske Old­sager (National­museet) og bestred senere posten som kul­tus­min­is­ter (Kirke- og Under­vis­ningsmin­is­teri­et) udpeget gen­nem Land­stinget.

Vikingetiden blev opfundet af 1800-tallets faglige og kulturelle elite for at give den danske nationalfølelse en saltvandsindsprøjtning så nationalstaten ville bestå. I dette arbejde spillede arkæologen J.J.A. Worsaae en vigtig rolle.


Forestill­in­gen om Vikinge­ti­den er en cen­tral del af den danske og skan­di­naviske nationale selvop­fat­telse. Vi ser ref­er­encer til vikinger på alt lige fra ter­mostøvler, kød­pålæg og fly­t­te­fir­maer til fod­bold­klub­ber og anti-islamiske vagtværn.

Vikinge­ti­den beteg­n­er de togter, der udgik fra de nuværende skan­di­naviske lande, samt ero­bringerne og bosæt­telserne fjernt fra hje­meg­nen — for dan­ernes ved­k­om­mende blandt andet plyn­drin­gen af Paris i 845, bosæt­telserne i Eng­land i slut­nin­gen af 800-årene og i Nor­mandi­et kort efter 900, samt ero­bringerne af hele Eng­land i 1013 og igen i 1016.

Men Vikinge­ti­den er en peri­ode, der først er blevet opfun­det langt senere. Først sideløbende med ska­belsen af nation­al­stat­en, i 1800-tal­let, fik ordet viking en særlig skan­di­navisk tilknyt­ning. Oprindeligt beteg­nede ordet viking (wicing/víking) udelukkende en per­son, der bedrev sørøveri, uden at det havde nogen etnisk eller geografisk tilknyt­ning. I mod­sæt­ning til i dag, hvor ordet bliv­er brugt syn­onymt med blandt andet skan­di­nav, og forstås som en etnisk, kul­turel og geografisk beteg­nelse.

Den danske old­gransker Jens Jacob Asmussen Wor­saae, der lev­ede mellem 1821–1885, var en en nøgleper­son i for­tids­bru­gen af Vikingti­den i 1800-tal­let.

Nationalstatens historiker

Jens Jacob Asmussen Wor­saae var en cen­tral dri­vkraft i arbe­jdet med at skabe en nation­al dan­sk iden­titet ved hjælp af forestill­in­gen om Vikinge­ti­den. For Wor­saae var der ét bestemt spørgsmål, der især optog ham, og som farvede hans for­tids­brug, det var spørgsmålet om nation­al­stat­en og Dan­marks selvstændighed.

Kort efter sin første bog om Dan­marks Oldtid blev Wor­saae kon­tak­tet af Chris­t­ian VIII, der vil sende ham i fod­sporene på de gam­le vikinger. I 1846 sejlede Wor­saae til De Bris­tiske Øer. Rejsen omtaler Wor­saae selv, som et arkæol­o­gisk vikinge­togt der på den ene side skulle bestemme vikingernes ind­fly­delse og magt uden for Dan­marks nuværende grænser, og på den anden side rette op på “mis­forståelser” omkring vikingernes kul­turelle udvikling.

Det blev snart klart for Wor­saae, at fortællingerne om de gam­le vikinger var særligt godt egnet til at skabe og opretholde en selvstændig dan­sk nation­al iden­titet eller folkeånd. I 1851 brugte Wor­saae ordet viking og i 1873 intro­duc­erede han peri­o­den Vikinge­ti­den i De danskes Kul­tur i Vikinge­ti­den fra 1873. I denne bog fork­larede han blandt andet at netop den saakaldte Vikingetid fort­jen­er en nøjere betragt­ning når man led­er efter Spiren til det særeg­ne Præg, som adskiller os og vore nordiske Fræn­der fra de øvrige Folke­færd i Europa.

Idéhis­torik­eren Astrid Non­bo Ander­sen skriv­er i artiklen His­to­riepoli­tik, at ”nation­al­statens his­torikere blev stil­let den opgave at fortælle his­to­rien om det folk, der udgjorde ker­nen i den nye type stat.” Siden de første år i 1800-tal­let var den kul­turelle elite blevet meget inter­esseret i Dan­marks Oldtid. Det ses blandt andet i Adam Oehlen­schläger og Grundtvigs tek­ster hvor ordet viking beg­y­n­der at dukke op flere sted­er i digte, nov­el­ler og teater­stykker. I den faglige elite vendes opmærk­somhe­den også mod Oldti­den og den peri­ode, som Wor­saae snart døber Vikinge­ti­den.

For­tiden skulle udforskes og afsøges, men sam­tidig også bruges til at skabe forestill­in­gen om den danske nation­alka­rak­ter, den lim, der skulle holde natio­nen sam­men.

En fork­lar­ing på at 1800-tal­lets blik i en sådan grad blev ret­tet mod forestill­in­gen om det danske folk, nation­al­stat­en og Dan­marks selvstændighed, bliv­er ofte beskrevet som en reak­tion på de prob­le­mer og katas­tro­fer, som Dan­mark udsattes for i løbet af første halvdel af århun­dredet. Her i blandt Slaget på Reden i 1801, Køben­havns bom­barde­ment i1807, tabet af Norge i 1814, Treårskri­gen fra 1848 til1850) og tabet af hele Slesvig og Hol­sten i 1864.

Når statens ter­ri­to­ri­ale afgræn­sning trues, oprustes den kul­turelle og nationale iden­titet.

Vore Fædre, som et eget, uafhængigt Folk

Wor­saaes forstår nation­ali­den­titet som en uforan­derlig stør­relse, der er direk­te nedarvet fra for­fæ­drene. I Wor­saaes første bog fra 1843, hvor han blandt andet beskæftiger sig med det, han senere definer­er som Vikinge­ti­den, bruges viking ikke, i stedet bruges (vore) for­fæ­dre eller beteg­nelser som de danske, de svenske og nord­mæn­dene og peri­o­den beteg­nes som ”Den Forchris­telige Tid­salder” eller mere uklart Oldti­den, som en slags sam­le­beteg­nelse over både Sten-, Bronze- og Jer­nalderen og peri­o­den hvor de danske tog på togt.

I bogen fork­lar­er Wor­saae at studi­et af for­tiden skal danne folkets nationale iden­titet og derved værne om statens selvstændighed, som han skriv­er i Dan­marks Oldtid oplyst ved Old­sager og Gravhøie, fra 1843.

Et Folk, som har Agtelse for sig selv og sin Selvstændighed (…) maa nød­vendigvi­is (…) hen­vende Blikket paa den for­bigangne Tid, for at erholde Oplysning om, til hvilken Folkestamme det hør­er, i hvilket Slægt­sk­ab­s­forhold, det staar til andre Folk, (…) kort – for at erfare, hvorledes det er blevet, hvad det er. Thi først naar dette lig­ger klart for Tanken, faaer Folket fuld Bev­id­s­thed om sin Eien­dom­me­lighed, først da kan det med kraft værne om sin Selvstændighed, og med Iver arbei­de paa en større frem­tidig udvikling og derved paa at befor­dre Fædrelandet Held og Hæder“

Wor­saae anser Oldti­den som grund­ste­nen for den danske kul­turs his­to­rie, i hvilken det er muligt at finde kimen til at forstå det danske folk og den danske nation­alka­rak­ter.

Vi finde vel vore For­fæ­dre hen­givene til et grumt og vildt Heden­skab, men alligev­el kunne vi dog ikke nægte dem vor beun­dring. Deres Kjærlighed til Hjem­met og Fri­he­den, deres Tro­fas­thed og Tap­per­hed, som endog sat­te Europas mægtig­ste Stater i Skræk, vare Vid­ner om en Sjæl­sadel og Kraft, der i vore Dage til­fulde fort­jente at efterlignes.”

I forestill­in­gen om Oldti­den find­er Wor­saae den danske sjæl og kraft der skal bruges til at skabe folkets nationale iden­titet, sam­tidig påpeger Wor­saae at studi­et af for­tiden sam­tidig gøder folkets nationale uafhængighed­skrav. Man bliv­er så at sige direk­te bun­det til jor­den og statens ter­ri­to­ri­um.

”Det er saaledes, at Lev­ningerne fra For­tiden binde os fastere til vort Fædreland. Bakker og Dale, Mark­er og Enge træde i en lev­ende Forbindelse med os; thi gjen­nem Gravhøiene, som kneise paa deres Over­flade, og gjen­nem Old­sagerne, som de i Aarhun­dred­er har bevaret i deres Skjød, tilbagekalde de stadig i Erindrin­gen, at vore Fædre, som et eget, uafhængigt Folk, fra umin­delige Tider at have boet her i Lan­det, og de opfor­dre os herved krafti­gen til at værne om vore Enemærk­er, at ikke Fremmede skulle raade over en Jord­bund, som gjem­mer vore Fædres Been og hvor­til vore hel­lig­ste og ærværdig­ste Min­der ere Knyt­tede,” fork­lar­er Wor­saae og fort­sæt­ter.

”Den Opmærk­somhed, som allerede nu vis­es Olti­dens Min­desmærk­er, er der­for vis­selig ikke uden dybere Grund. Den er et Tegn paa, at det danske Folk i sin forestaaende høiere Udvikling ikke blindthen vil slutte sig til andre Lande, men at det snarere, ved at vende Blikket indad mod sig selv, vil føie Oldti­dens Kraft til Nuti­dens kløgt og saaledes uddanne sig selvstændigt og frit.”

Han styrede sit Skib til de ukjendte, fremmede Kyster

Geno­plivnin­gen af vikingerne skal styrke den danske nation­alfølelse, der­for er det vigtigt, at fortællin­gen om vikin­gen ikke udelukkende var his­to­rien om en for­bry­der­stamme. Som han skriv­er i vær­ket Min­der om de Danske og Nord­mæn­dende i Eng­land, Skot­land og Irland fra 1851.

Unægteligt vilde det ikke være styrk­ende for de Danske og Nord­mæn­denes Nation­alfölelse, hvis alene Volds­gerninger, Mord og Brand beteg­nede Vikingernes Frem­gang og Ned­sæt­telse i fremmede Lande.“

I sine bøger ret­ter Wor­saae op på denne forestill­ing ved blandt andet at fokusere på vikingernes sømand­sånd og deres fre­delige han­del. Han beskriv­er at det var med snild­hed og fre­delige forbindelser ved søfart og han­del, at vikin­gen først og fremmest skaffede sig fod­fæste på De Britiske Øer, og i et jule­brev til sin mor fra rejsen fortæller Wor­saae, at han under et fore­drag havde frem­ført disse argu­menter, og afs­lut­ningsvis bemæket, at vikingerne i alt fald var lige så civilis­erede som irerne. I sine bøger lykkes det Wor­saae at skabe en roman­tisk forestill­ing om vikingerne som for­fæ­dre, vi kun kan være stolte af at ned­stamme fra.

Lige­som den nordiske Natur, den friske Vin­terkulde havde hærdet Vikin­gens Leg­eme til at udstaa alle­haande Besværlighed­er og givet ham Styrke til at före Sværdet med Eftertryk, saaledes havde den ogsaa skjær­pet hans Mod, lært ham uden Frygt at gaae Faren imöde. Nor­dens stjerneklare Him­mel havde viis ham Stjern­ernes Gang og ind­byrdes Still­ing; disse vare nu det Com­pas, hvorefter han styrede sit Skib til de ukjendte, fremmede Kys­ter“

Wor­saae brugte ordet viking som et nav­ne­ord, tidligere har det været brugt som et udsagn­sord: en høvd­ing kunne tage på viking. Nu kunne en skan­di­naver også gøre andet end sørøveri og stadig beteg­nes som en viking.

Wor­saae geno­plivede vikin­gen med alle de fan­tastiske forestill­inger, og viste ham som andet end en blodig sørøver: en han­dels­mand, en sømand og en kul­tu­rud­vikler. På denne måde kon­struerede 1800-tal­lets faglige elite et begreb, der siden­hen er helt inte­gr­eret i den danske selvop­fat­telse.

Albert Scher­fig er redak­tør på For­laget Nemo og BA i His­to­rie fra Køben­havns Uni­ver­sitet. Artiklen byg­ger på Albert Scher­figs afhan­dling Per­spek­tiv­er på kon­struk­tio­nen af Vikinge­ti­den. — En analyse af J.J.A. Wor­saaes for­tids­brug under 1800-tal­lets nation­al-kul­turelle kampe, 2016.