UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Den posthumane horisont og litteraturen

Foto: Kirsty Komuso

Foto: Kirsty Komuso

Hvad er det posthumane? Forestillingen om det menneskelige er under pres fra flere sider.  Det afspejler sig i litteraturen. I anledning af sin nye bog The New Human in Literature introducerer lektor i litteraturhistorie Mads Rosendahl Thomsen her til Don DeLillos visioner om menneskets foranderlighed.


 

For omkring tyve år siden var begrebet ”det posthumane” stort set ikke anvendt, mens det i dag bruges i mange forskellige sammenhænge. Med god grund. Overvej følgende: Man er kun et lovindgreb fra at tillade tre-forældre børn i Storbritannien, hvor en smule dna fra en tredje person skal erstatte det dna i et befrugtet æg, som kunne lede til arvelige sygdomme. Blot en lille smule, og børnene vil formentlig ikke ligne den tredje person. Men selve tanken om, at der vil kunne findes mennesker, der er et produkt af mere end to personers dna, er grænseoverskridende. Eller stiller i al fald spørgsmålet om, hvor grænsen for det menneskelige går.

I min bog The New Human in Literature: Posthuman Visions of Changes in Body, Mind and Society after 1900 beskæftiger jeg mig med de visioner, som især litteraturen har skabt omkring en mulig radikal forandring drevet af mennesket selv. Et forhold som sætter en helt ny dagsorden sammenholdt med, at man ellers i lang tid havde kunnet regne med, at evolutionen gennem naturlig selektion ville være langsom nok til ikke at kunne observeres.

Så meget desto mere er det fascinerende at iagttage litteraturens interesse for dette. Fra håb om åndelig forandring i slutningen af 1800-tallet over en politisk retorik, der åbenlyst talte om det nye menneske, der skulle skabes gennem en forandring af samfundet i midten af tyvende århundrede, til den horisont af mulige kropslige forandringer, som vi står overfor i kraft af teknologiens hastige udvikling. Litteraturen har gennem hele perioden beskæftiget sig med dette i en paradoksal kombination af håb om overskridelse og udvikling på den side, og bevarelse og afstandtagen på den anden.

Mellem science fiction-litteraturens overdrev på den ene side og grå, apokalyptiske fremtids­visioner på den anden, har jeg især fundet interessant, hvad det er for nogle begær, som driver den menneskelige udvikling. Om hvad vi kunne tænke os at blive til, hvis vi – som vi mere og mere tror på, vi er – er i stand til kropsligt, åndeligt og samfundsmæssigt at påvirke vores egen udvikling. Den slags ender ofte i dystopier, men der findes også måder at skrive disse ting på, så fiktionens evne til at kombinere samtidsbilleder med fremtidsforestillinger udnyttes.

Den amerikanske forfatter Don DeLillo har i sine mange romaner leveret prægnante forestillinger om, hvilken retning menneskeheden bevæger sig, og jeg vil i denne artikel bruge ham som eksempel på de mangfoldige måder litteraturen tematiserer menneskelig forandring. Med få undtagelser beskæftiger DeLillo sig ikke direkte med fremtidige verdener, men kombinerer i sine værker et skarpt blik på samtidens samfund med markante, nogle gange mytiske, forestillinger om, hvordan den menneskelige eksistens og dens begær udvikler sig. Det sker på en baggrund af temaer som cyberspace, videnskab, kunst og frem for alt dagliglivet i en mængde forskellige registre, der spænder fra det humoristiske til det absolut sortsynede.

Jeg vil her skitsere fire elementer i DeLillos fremtidsscenarier, som måske mere end at være realistiske bud på, hvordan verden vil udvikle sig, forsøger at aftegne konsekvenser af dybere begær vedrørende menneskets udvikling, der har resonans i helt basale forestillinger om liv og død. DeLillos romaner stiller sine spørgsmål om fremtidens verden eksistentielt, ofte gennem vage fortællere eller hovedpersoner, der ikke har klare svar, men som er omgivet af mere fanatiske og determinerede figurer. Dermed skaber han fiktioner, hvor forestillingerne om fremtiden indgår i et komplekst væv af vilde fantasier og bekymrede udblik. Det sker gennem forestillingen om integrationen af det menneskelige med resten af universet eller med cyberspace, muligheden for en radikal forandring af menneskets kognitive egenskaber, betydningen af at opfatte sig selv som både genetisk kode og som krop, og endelig gennem dødens rolle i fremtidens verden.

 

Udslukkelse og integration

I sin seneste roman Point Omega fra 2010 lader DeLillo på vanlig vis en af sine bipersoner Elster komme med et radikalt udsagn om verdens beskaffenhed og den retning, som den tager. Med reference til den franske filosof og jesuiterpræst Pierre Teilhard de Chardins (1881-1955) teori taler han om det omegapunkt, som har givet titlen. Det er ifølge Teilhard en tilstand, hvor universets kræfter konvergerer, og hvor stof og kærlighed er uadskillelige. Universet bliver så at sige til Gud selv i opnåelsen af den højest mulige bevidsthed. Det er selvsagt ikke en mainstream teori, og Elster har sin egen udlægning af denne teori. Hans forestilling om en fremtidig verden er heller ikke ligefrem selvindlysende, men i al fald interessant: “Stil dig selv dette spørgsmål. Behøver vi at være mennesker til evig tid. Bevidstheden er udmattet. Nu tilbage til uorganisk stof. Det er det vi vil. Vi vil være sten på en mark” (Point Omega, side 56).

Der er et ekko af den kulturpessimistiske tone, som eksempelvis kan føres tilbage til Oswald Spengler (1880-1936) og Der Untergang des Abendlandes, men her føres tanken radikalt igennem, samtidig med, at der også er mindelser om østlig filosofi og tanker om udslukkelse, om en tilstand af nirvana. Men neden under det åbenlyst overdrevne i spørgsmålet ”behøver vi at være mennesker til evig tid” stiller DeLillo skarpt på menneskets væren i verden i et stort perspektiv. Hvad er det, vi vil bruge bevidstheden til i en verden, hvor der ikke er noget stort og urokkeligt fikspunkt, og hvor selve ideen om mennesket som noget, der er distinkt fra resten af verdens materie, fra et højt filosofisk udsigtstårn ikke giver åbenlys mening? Bevidstheden er der, men hvad godt gør den? Det omdrejningspunkt, som Descartes brugte til at sætte resten af universet på plads i sine meditationer, sættes her på spil hos DeLillo i en provokerende spørgen til noget af det mest distinkte ved mennesket.

Som i flere andre af DeLillos romaner er der i Point Omega en dyb fascination af fortidens spor på jorden, her blandt andet i form af palæontologiske udgravninger. Det skaber en fornemmelse af en tid i universet som er enorm, og rækker tilbage til tiden før mennesket på en måde, der også giver anelser om en tid efter mennesket. DeLillo spiller her blandingen af konkrete spor efter universets lange tid ud mod romanens lille rum af fortælling, hvor hovedpersonernes egne vilkår kommer til at syne ubetydelige.

Den arkæologiske fascination er også central i The Names fra 1982, hvor fortælleren James Axtons ekskone Kathryn bruger det meste af sine dage på at grave efter levn fra oldtiden på en lille græsk ø. James fascineres af den ro og tryghed, som hun synes at opleve ved at lukke resten af verden ude og kun være fokuseret på at finde spor fra en anden tid, som igen får samtiden til at virke som et lille glimt i universets store tid.

Både i The Names og Point Omega kredser DeLillo omkring begæret efter at tingene skal holde op med at betyde noget, men blot være, hvad de er. Det kan synes paradoksalt for en forfatter, der netop udtrykker sig med ord, at ønske sig tilbage til en tilstand, hvor sproget ikke giver mening, men blot er til. Personernes udsagn er naturligvis heller ikke dækkende for DeLillos opfattelse, men hans langvarige kredsen om tilstande, hvor meningsdannelsen ophører, er slående.

Et markant aspekt ved DeLillos fremtidsvisioner er, at de ikke er baseret på en apokalyptisk fantasi, men kombinerer et velkendt nutidigt univers med en mytisk vision, som samtidig lader sig knytte til elementer i samtiden, der kan forstørres. I Point Omega ses teknologien som led som i det, der fører til universetets enhed præsenteret på en måde, der har ligheder med Ray Kurzweils forestilling om Singulariteten, der indtræder, når forskellen mellem menneske og maskine udviskes. Det vil efter Kurzweils mening kunne ske, fordi den kunstige intelligens vil overhale den menneskelige, og maskiner vil kunne producere tilstande, der minder om bevidsthed, og hjerner vil kunne skannes, således at det vil være muligt at lave en kopi af en persons hjerne.

Denne form for konvergens, der er ledt på vej af den teknologiske udvikling spiller også en central rolle i slutningen af den store roman Underworld, hvor fortællingen om koldkrigstiden slutter på internettet, som for offentligheden dengang var ganske nyt. Her spørger DeLillo med en blanding af naivitet og dybde, om man kan komme i en tilstand, hvor man bliver i tvivl om, hvorvidt cyberspace er en del af verden eller om verden er en del af cyberspace. Det hele munder ud i en besværgelse af et universelt begær efter fred, der både kan forstås historisk som ophør af krig, eller i en mere kosmologisk forstand, der berører temaet vedrørende en udtømning af mening og bevidsthed, som Point Omega og The Names også omhandler.

Men mens en tilstand, hvor man er kommet ud over mening, hvor mennesket og universet er smeltet sammen er en vision, som tænker på den meget lange bane i sine profetier, så har DeLillo et andet spor i sin forestilling om fremtiden, som tager fat på mennesket som et væsen, hvis kognitive egenskaber er i hastig udvikling i den allernærmeste fremtid.

 

Kognitiv forandring og de unge genier

I flere af DeLillos romaner har han en forkærlighed for at kontrastere sine famlende hovedpersoner med determinerede unge mennesker, der synes at have adgang til en anden oplevelse af verden end DeLillos mere eller mindre alter egoer. Det gør sig ikke mindst gældende i The Names, hvor Axtons søn Tap er en mere end ualmindeligt fremmelig ni-årig, der er i gang med at skrive en roman, og som taler et hjemmestrikket sprog, der blander engelsk og latin.

Fremstillingen af den unge generation som radikalt anderledes bliver tydeligere i et akavet møde med den unge Peter Maitland, der fortæller, at han studerer på Berkeley for at være i stand til at udforske to af vor tids esoteriske undere: den rene matematik og staten Californien. Men det nærmere indhold af, hvad han laver, vil han ikke sige meget om. Sønnens far Charles Maitland fortæller i stedet begejstret om, hvordan Peter beskæftiger sig med matematik, der er så kompliceret, at flere af hans undervisere ikke engang forstår det, samtidig med at han med lignende beundring beskriver, hvordan matematikkens univers er helt abstrakt og ikke ”afhænger af menneskelig erfaring, menneskelige fremskridt, almindeligt menneskeligt sprog” (The Names, side 164). Faderens glæde spoleres heller ikke af, at sønnen regner med at være udbrændt som fireogtyve-årig, og James for sig selv tænker, at mødet med en kvinde måske kunne forandre den unge mand i kærlighedens triumf over hans dygtighed.

Der er naturligvis et skær af komik over DeLillos beskrivelser af den unge matematiker, der lever i sin egen verden, men antyder de også et billede af en vedvarende forestilling om, at fremtidens mennesker, her repræsenteret ved den næste generation, vil have et andet forhold til verden, en anden måde at lave slutninger på, som stikker langt dybere end at de blot har andre interesser og er vokset op med andre medier.

The Names rummer desuden en række hentydninger til forandrede mennesker. Amerikanere er ”genetisk fremstillede til at spille squash og arbejde i weekenderne”, og en kvinde med store briller og et smalt ansigt bliver beskrevet som ”et science-fiction insekt”. Som en modvægt til dette har man så nostalgien efter en fornemmelse af uforanderlighed, der er til stede i fokuseringen på arkæologiske udgravninger og på Athen som civilisationens vugge.

Opfattelsen af at en ny medievirkelighed kan være med til at påvirke en evolution i den menneskelige hjerne tages mange steder særdeles seriøst. Evolutionspsykologen Merlin Donald og psykologen og computerforskeren Sherry Turkle har hver givet deres bidrag til at sætte medieudviklingen ind i en kontekst af menneskelig evolution.

Donald har således beskrevet, hvordan den menneskelige hjerne har udviklet sig som følge af den sociale interaktion, der kendetegner mennesket, og som ikke mindst takket være sproget gør det muligt at dele viden på en måde, der adskiller mennesket radikalt fra andre arter. Det er samtidig et forhold, der gør det sandsynligt, at mennesket forsat vil udvikle sig som følge af den endnu mere intense brug af kommunikative medier og frigørelsen af ressourcer.

Turkle har i flere studier undersøgt, hvordan mennesket påvirkes af at interagere med computere og med andre former for maskiner, ikke mindst robotter med dyre- eller menneskelignende egenskaber. Hun er på samme vis opmærksom på, at den nye generation, og de som følger efter dem, kommer til at vokse op med nogle helt andre vilkår i omgangen med omverden, og i en mediekultur som er langt mere intens end hvad man tidligere har kendt.

 

Sprog, kode, dna

I The Names beskriver en af arkæologerne sin interesse for sprogsystemer ved, at han i reglen ikke fandt særlig interessante oplysninger på de lertavler han gravede frem. Det var ofte meddelelser om handel og bogholderi, hvorfor han i stedet rettede sin opmærksomhed mod skriftsystemerne og sprogets virkemåde som sådan. Hermed trækkes opmærksomheden væk fra erindringen eller rekonstruktionen af konkrete begivenheder til en mere generel fascination af den kulturelle udvikling af kommunikationsmedier, som mennesket må forholde sig til.

Denne interesse for sprogets betydning som det væsentligste kulturprodukt, som mennesket har frembragt, bliver anvendt markant som udgang i bogens to sidste kapitler. I slutningen af kapitel tretten, som er det sidste med James Axton, kommer man op på Akropolis, et sted som Axton i romanens begyndelse bekendte, at han havde undgået at komme op til. Han opfattede det som et alt for ophøjet sted, men da han kommer op på toppen opdager han, at det er sted fyldt med stemmer, der taler i alle tænkelige sprog, som er ”righoldige, rå, mystiske, stærke”, og som er det folk bringer til templet i stedet for bøn, sang eller slagtede dyr: ”Vores offer er sprog” (The Names, side 331)

I det efterfølgende kapitel på kun seks sider skifter scenen til den amerikanske prærie i en tekst, der med sine grammatiske fejl må være et uddrag af den roman, som man tidligere har fået at vide, at Axtons søn skriver på. Situationen er nærmest diametral modsat, idet en lille dreng presses til at skulle tale i tunger, for dermed at kunne kommunikere med gud. Situationen bliver for meget for ham, og han flygter ud af kirken og ud til præriens tomme og trøstesløse landskab. Forskellen mellem ensomheden og håbet om en sublim kontakt med det guddommelige i et sprog, som man ikke engang selv begriber, og det kulturelt mangfoldige, men også historiske og kontingente sprog, som folkene på Athen benytter sig af i deres fællesskaber, kan ikke tegnes meget hårdere op. Udover denne anskueliggørelse af to syn på verden, så er DeLillos fortjeneste er at pege på, hvordan selve udviklingen af sprog og medier er af en så fantastisk karakter, at det i sig selv nærmer sig det ubegribelige.

DeLillos intuition i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne vedrørende betydningen af et selvrefleksivt sprog er særlig interessant i kraft af den udvikling, der har taget fart siden. Nu er det i endnu højere grad en integreret del af vores opfattelse af verden, at både maskiner og levende væsener enten har en kode eller et dna, som er afgørende for deres måde at være til på. At vi både er dem, vi er, men også udtryk for, hvad en kode på et andet niveau har udviklet sig til.

Der er ikke tale om at indføre en ny metafysik, men dog en anden måde at genetablere den gamle splittelse mellem idé og fænomen. Det er ikke mindst i forhold til det genetiske en voldsom tanke, da denne tænkning af identitet fører til konkrete livsvalg i forhold til scanning af fostre, vurdering af ens egen risiko for sygdomme, og jo mere man lærer om genernes betydning, også spørgsmål om hvem man egentlig er, og hvor meget man kan gøre ved at blive en anden.

 

Har døden en fremtid?

Det er bemærkelsesværdigt, at DeLillos morsomste roman på mange måder også er hans mørkeste. White Noise fra 1985 er en letløbende satire over det moderne forbrugersamfund sat i scene i en søvnig universitetsby i USA, hvor hovedpersonen Jack Gladney leder et center for Hitler-studier og ellers forsøger at få familielivet med flere sammenbragte børn til at fungere. Selvom romanen er DeLillos lettest tilgængelige, betyder det ikke, at den ikke har interessante dybder i dens fremstilling af de temaer, der er genkommende hos forfatteren: informationssamfundets påvirkning af intimsfæren, længslen efter faste holdepunkter i en postmoderne verden (hvilket blandt andet kan forklare, hvorfor vejret er så populært et emne), og jagten på holdbar viden.

Men underneden lurer hele tiden dødsangsten, og den fernis som netop forbrugersamfundet kan levere er alt for tynd til at holde tanken om døden borte, hvilket plager Jack konstant. Han havde håbet på, at hans interesse for Hitler ville frigive en kraft større end døden, ligesom hans kone Babette og han bilder hinanden ind, at forældre ikke kan dø, hvis de har små børn. Det går samtidig op for Jack, at Babette deltager i et forsøg med en pille, som fjerner alle tanker om døden, beklageligvis med en hel del tilstødende hukommelsestab til følge, og med en mystisk bagmand som pusher af pillerne.

Mennesket har i alt væsentligt, men på forskellige måder, lært at leve med døden som et vilkår. Det er dog et sandsynligt scenarie, at teknologiens muligheder for at hjælpe til at med at forlænge livet i brugen af en række teknikker fra nedsættelse af aldringsprocesser til udskiftning af vitale organer, vil forandre forholdet til døden, som for nogle vil være et vilkår, som man kunne drømme om at sætte sig udover, som det eksempelvis gælder den engelske forsker Aubrey de Grey. Her er der igen frit spil for science fiction til at forestille sig to klasser af mennesker, hvoraf nogle lever normalt, mens andre har århundrede eller årtusinde lange liv. Eller man kan forestille sig sammensmeltning af menneske og maskine, der er så stor, at ideen om en individuel bevidsthed ikke længere giver mening.

Der er også de som mener, blandt andet juristen og forfatteren til The Price of Perfection Maxwell Mehlman, at forestillinger om at kunne overskride det menneskelige i form af transhumane væsener i den sidste ende drives af begæret efter udødelighed, og at det er en farlig, kvasi-religiøs impuls der ligger til grund for dette. Forestillingen om at kunne overvinde døden peger også på et interessant dilemma. Mennesket har i hele civilisationens historie drømt om en verden uden død, eller i al fald en verdensorden, hvor døden ikke var et slutpunkt. Det rækker eksempelvis tilbage til eposset Gilgamesh, som igen peger frem mod de store monoteistiske religioner, mens de såkaldte kryonister, der lader sig nedfryse efter at døden indtræffer, håber på teknologiens hjælp til genopstandelse. Men en ting er at forestille sig en verden uden død, noget helt andet er begribe konsekvenserne i en højst usikker proces hen mod det mål.

DeLillo vælger, som blandt Michel Houellebecq også gør det i sine posthumane fiktioner, ikke at forestille sig teknologier, der overvinder alle problemer, men snarere nogle, som giver halve løsninger på problemerne, og som dermed udstiller menneskets begær og sårbarhed. Hvor Houellebecq eksempelvis beskriver en organisation, der kloner mennesker, for at give dem en forestilling om at være udødelige i kraft af videreførelsen af den unikke kode, som deres DNA repræsenterer, så leger DeLillo i White Noise som nævnt med tanken om en pille, der får mennesket til at glemme tanker om døden. Pillens mange bivirkninger, som forårsager ændringer af ens personlighed, peger på et dilemma omkring, hvor langt man kan gå for at vinde noget uden at man har mistet sig selv.  Samtidig er romanen en satire over forbrugersamfundet, hvor kernefamiliens indkøbsture til supermarkedet fremstår som en af de mest stabile og selvforglemmende oplevelser. Her leverer varer og ugeblade en behagelig fornemmelse af at være i en tidløs verden, der kun forstyrres, når der engang i mellem flyttes rundt på hylderne.

Sådan en verden kan der selvfølgelig være behov for, hvis fremtiden byder på et valg mellem ophør af bevidstheden, en radikal kognitiv forandring, en omformning af identitets­opfattelsen, eller en endnu mere desperat og forgæves kamp mod døden. Litteraturen har det bedst med det dystre, men det udelukker ikke en knastør humor fra det som måske ikke er den bedste af alle verdener, men dog et ret bemærkelsesværdigt sted i universets historie. Fremfor alt er det posthumane ikke blot et tema, der kan åbne ældre værker op på nye måder, men også en udfordring, der ikke ser ud til at forsvinde, og som litteraturens insisteren på at fremstille verdener med karakterer, der lever i tid og rum og fyldt med begær kan hjælpe til med at forstå, hvad mennesket ønsker og frygter stillet over for sin egen mulige forandring.

 

Videre læsning:

Merlin Donald, 1991: Origins of the Modern Mind: Three Stages in the Evolution of Culture and Cognition
R. Kurzweil, 2005: The Singularity is Near: When Humans Transcend Biology
M. Mehlman, 2011: “How Close Are We to Being Able to Achieve the Transhumanist Vision?” i K. K. Lippert-Rasmussen, et al. (red.): The Posthuman Condition
Mads Rosenddahl Thomsen, 2009: ”Det nye menneske og det sidste menneske – modernitetens horisonter i litteraturen” i Ole Høiriis og T. Ledet (red.): Modernitetens verden
Mads Rosendahl Thomsen, 2013: The New Human in Literature: Posthuman Visions of Changes in Body, Mind and Society after 1900
S. Turkle, 1995: Life on the Screen: Identity in the Age of the Internet

 

Mads Rosendahl Thomsen er lektor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet.
Hans nye bog The New Human in Literature: Posthuman Visions of Changes in Body, Mind and Society after 1900 er udgivet på Bloomsbury Academic og kan købes her.
Bogens forord kan læses her.
En lang række af Don DeLillos bøger er oversat til dansk.