Stævnemøde i München

Martin Heidegger. Foto: Renaud Camus/Flickr
Mar­tin Hei­deg­ger. Foto: Renaud Camus/Flickr

Den 18. november i år er det 60 år siden, at den tyske filosof Martin Heidegger holdte sit aftenforedrag “Spørgsmål om teknikken”, der blev overværet af intet mindre end 3000 tilskuere, og igen skulle sætte teknikken (eller teknologien) på den filosofiske og åndsvidenskabelige dagsorden. Kasper Hedegård Schiølin og Søren Riis er aktuelle med antologien Nye spørgsmål om teknikken, hvor en række danske forskere — på 60-året for Heideggers teknikforedrag — stiller nye spørgsmål til teknikken. Baggrund bringer her et uddrag af antologiens indledning.


I midten af novem­ber 1953 kunne man i München opleve et opsigtsvækkende stævnemøde mellem kun­sten og teknikken; to gam­le flam­mer, der i løbet af his­to­rien lang­somt og udrama­tisk havde slup­pet deres inces­tuøse favn­tag for endeligt at glide helt fra hinan­den i slut­nin­gen af det 18. århun­drede, hvor det udtryks­fulde roman­tiske sub­jekt ikke læn­gere kunne rumme den på én gang pro­le­tariske, merkan­tile og objek­tivt-viden­sk­a­belige teknik. Heller ikke i den åndsv­i­den­skab, som Wil­helm Dilthey udskilte fra naturv­i­den­sk­aberne i køl­van­det på den roman­tiske peri­ode, var der plads til den pris­givne, og åben­bart åndløse, teknik.

Men i disse novem­berdage for 60 år siden gjorde kun­sten og teknikken alt­så nu igen for­sigtige tilnærmelser til hinan­den. Således havde Bay­erischen Akademie der Schö­nen Kün­ste arran­geret en fore­dragscyk­lus med titlen Die Kün­ste im Tech­nis­chen Zeital­ter, som blev afholdt i Audi­to­ri­um Max­i­mum på Tech­nis­chen Hochschule, München, hvis rek­tor, August Ruck­er, indledte med at byde gæsterne fra kun­stakademiet hjerteligt velkom­men. Dernæst fort­sat­te præsi­den­ten for kun­stakademiet, Emil Pree­to­rius, med en kort præsen­ta­tion af cyk­lussens tema. Alene titlen – Kun­sten i den tekniske tid­salder – og samar­be­jdet mellem de to lære­anstal­ter lod ane, at kun­sten og teknikken måske alligev­el havde et og andet at sige hinan­den.

Arrange­mentet blev afviklet som aften­fore­drag fra mandag den 16. til fredag den 20. novem­ber, og ifølge pressen, der dækkede det hele udførligt, var der tale om en ganske spek­takulær begiven­hed: Audi­to­ri­et var overfyldt, og blandt tilhør­erne kunne man tælle promi­nente ånd­saris­tokrater som Ernst Jünger, José Orte­ga y Gas­set og Hans Carossa. Ja, ifølge en jour­nal­ist fra München-avisen Abendzeitung mind­ede det hele mest af alt om pre­mieren på en stor film! Fore­dragsh­old­erne var dog langt­fra ubeskrevne blade: Den ind­fly­delses­rige katolske teolog Romano Guar­di­ni, den berømte nobel­prista­gende kvan­te­fysik­er Wern­er Heisen­berg, digteren og filosof­fen Friedrich Georg Jünger samt et par mere ukendte talere fore­drog alle deres tanker om forhold­et mellem teknikken, kun­sten og ånden på disse novem­ber­aft­ner i det overfyldte audi­to­ri­um.

Men det var dog en end­nu ikke nævnt fore­dragsh­old­er, der både den­gang og nu tiltrak sig den største opmærk­somhed. Ons­dag aften var audi­to­ri­et – samt flere tilstø­dende audi­to­ri­er og lokaler, hvor­til lyden blev trans­mit­teret via høj­talere – således fyldt til bris­tepunk­tet med over 3000(!) tilhørere, der var kom­met for at høre Schwarzwald-filosof­fen, til hvis rygte både hørte et glo­rværdigt tilnavn som den hem­melige konge af filosofien og en pinagtig for­tid som oppor­tun nazist. Ja, det var selvføl­gelig Mar­tin Hei­deg­ger, som den enorme men­neskemængde var kom­met for at høre, og i to timer bjergtog Hei­deg­ger således salen med fore­draget “Die Frage nach der Tech­nik”, der blev kvit­teret med stående ova­tion­er.

Teknikfore­draget er siden blevet over­sat til utal­lige sprog (herun­der til dan­sk som “Spørgsmålet om teknikken” i 1995) og spiller ved siden af Hei­deg­gers hov­ed­værk Sein und Zeit (Væren og tid 2007) fra 1927 en helt cen­tral rolle i Hei­deg­ger-recep­tio­nen. Filosofi­his­torisk betragtet må fore­draget også tilde­les en særlig opmærk­somhed, idet det for­måede at gøre spørgsmålet om teknikken til et rel­e­vant spørgsmål for filosofien og åndsv­i­den­sk­aberne, hvor­fra det ellers i takt med brud­det mellem kun­sten og teknikken mere eller min­dre havde været nægtet adgang.

I køl­van­det på Teknikfore­draget beg­y­n­dte flere og flere filosof­fer og huma- nis­ter nu at inter­essere sig for teknikken, eller teknolo­gien, sådan som vi ofte siger i dag. Denne nye inter­esse med­førte blandt andet opret­telsen af forskel­lige human­is­tiske teknologifag, hvis grund­lagsprob­le­mer peger direk­te tilbage til Hei­deg­gers fore­drag i München. End­videre er også udviklin­gen af dis­ci­plinen teknologi­filosofi – der i dag er tydeligt afteg­net på det viden­sk­a­belige land­ko­rt med inter­na­tionale kon­fer­encer, sel­sk­aber, tidsskrifter og antolo­gi­er – ans­poret af Hei­deg­gers fore­drag, der her er den mest ref­er­erede og citerede kilde­tekst. Blot et opslag under Hei­deg­ger i indek­set i en af de mange human­is­tiske bøger om teknolo­gi, der i dag er på markedet, giv­er et tydeligt vink om, at betyd­nin­gen af Hei­deg­gers 60 år gam­le tanker om teknikken næppe kan overvur­deres for udviklin­gen af den human­is­tiske teknologi­forskn­ing.

Recep­tio­nen af Teknikfore­draget er dog langt­fra enty­dig. Især i de sid­ste 20 år er fore­draget blevet mødt med mas­siv kri­tik, ofte med hen­vis­ning til dets iboende pes­simisme, essen­tial­isme og man­gel på empirisk fun­der­ing. Men selvom man kan være uenig i Hei­deg­gers jar­gon og metoder – og i hans ‘svar’, om man vil – er det vanske­ligt, selv for de mest hård­nakkede kri­tikker, at afvise fore­dragets primære anliggende: at vise nød­vendighe­den i at spørge til teknikken.

 

Undervejs med spørgsmålet om teknikken

Lige­som Hei­deg­ger spurgte til teknikken for 60 år siden, spørg­er nærværende bog også til teknikken. Som sådan kan bogen betragtes som et slags jubilæ- umsskrift for “Spørgsmålet om teknikken” og dens antol­o­giske og tværfaglige karak­ter som en skriftlig imi­ta­tion af fore­dragscyk­lussen i München. Men snarere skal bogens insis­teren på netop at stille nye spørgsmål om teknikken ses som et forsøg på at følge Hei­deg­gers opfor­dring i fore­draget om at blive ved at spørge til teknikken, om at holde spørgsmålet om teknikken åbent. Snarere end et jubilæumsskrift for “Spørgsmålet om teknikken” er bogen der­for et hyldest­skrift til spørgsmålet om teknikken; et spørgsmål, der på én gang er ældre og mere aktuelt end Hei­deg­gers fore­drag, hvilket Hei­deg­ger for­mentlig ville være enig i.

I både myterne og den antikke filosofi møder vi således spørgsmålet om teknikken. Pla­ton, Aris­tote­les, Hes­iod, Homer og Ovid kendte det alle og gav det på mere eller min­dre alle­goriske måder plads i deres værk. Men lige så gam­melt spørgsmålet er, lige så aktuelt er det også: Siden Prometheus stjal ilden – denne urte­knolo­gi – fra gud­erne og skænkede den til men­neske­he­den, og siden urin­geniøren Dædalus byggede vinger til sig selv og sin søn Ikaros, er forhold­et mellem men­nesker og teknik (eller teknolo­gi) kun blevet mere og mere sam­men­fil­tret. Ja, hvem kan forestille sig blot en enkelt dag uden vores højt­skat­tede tekniske anord­ninger, og det vil ikke blot sige uden vores com­put­ere og mobil­tele­fon­er, men også uden alt det andet som ikke ville være uden teknikken: asfalt, huse, tøj, føde­var­er, cyk­ler osv.? Man kunne også spørge mere generelt: Find­es der over­hovedet en ren men­neske­lig væren, alt­så en væren uden teknikken? Og der­som et sådant nøgent og af teknikken ubesmit­tet men­neske fandtes, ville det da ikke være ganske hand­i­cap­pet og ran­gere lavt – ja, måske end­da allerned­er­st – i naturens bru­tale hier­ar­ki?

Gudskelov er dette blot banale tan­keeksper­i­menter! Teknikken står til vores rådighed. Den er høj­tudviklet og har længe sikret os rollen som sejrher­rer i det bryd­somme liv­tag med naturen. Og dog: Teknikken er jo en stjålet gave; den filantro­piske titans ‘hårde pakke’ var hybris, Ikaros’ vinger ligeså, og hybris straffes som bek­endt med neme­sis. Således blev den ild, der skulle forbedre men­nes­kets vilkår, betalt af alver­dens plager, syg­domme og ond­skab, lige­som de vinger der skulle befri Ikaros, endte med at koste ham livet, da han ani­meret af det tekniske vinge­sus over­modigt fløj af sted mod solen.

Men selvom disse høje pris­er for teknikkens for­bere­dende og befriende poten­tialer blev udst­edt i mytisk tid, betaler vi på ganske konkrete måder stadig af på dem, og det uden nogen gældsind­frielse for øje. Liv­taget med naturen lad­er under­tiden til at være et ubry­deligt kvælertag om både men­nesker og natur, der i mere end én for­stand giv­er begge åndenød: Luften er over­mæt af CO2, havet af mikro­plast, jor­den af pes­ti­cider osv. Men­nes­ket lid­er også under denne sin naturlige stridspart­ners åndenød, vi indån­der den forurenede luft, spis­er plas­tik­fiskene og de gift­be­fængte grøntsager.

Men den men­neske­lige åndenød vis­er sig også ved, at vi anskuer hele mis­eren som et teknisk prob­lem, som noget en ny og smart teknolo­gi i nær fremtid vil råde bod på. Men­nes­ket, naturen, lidelsen, tiden og rum­met – alle de prob­le­mer, som tænknin­gen fra tidernes mor­gen har beskæftiget sig med – er blevet til tekniske prob­le­mer, og tænknin­gen er føl­gelig blevet til en slags teknologiud­vikling, til ingeniørens tjen­estepige.

Det var denne sid­ste form for åndenød, der ans­porede Hei­deg­gers spørgsmål om teknikken. Alt værende, fore­drager Hei­deg­ger, forstår vi i dag teknisk, dvs. som disponible ressourcer, der kan sam­men­sættes og manip­uleres til løs­nin­gen af dette eller hint prob­lem. Hildet i denne tekniske værens­forståelse og sys­sel­sat med alle hånde tekniske prob­le­mer, opdager vi ikke, at det værende, inklu­sive os selv, også er noget andet. Ja, at det først og fremmest blot er; vi har med andre ord glemt væren, sådan som et af de mest tydelige ekko­er fra Hei­deg­gers omfat­tende for­fat­ter­skab klinger. Således er det alt­så ikke teknikkens muligvis død­sens­farlige poten­tiale, der er prob­lemet, eller faren, sådan som Hei­deg­ger udtrykker det. Nej, faren er, at vi ikke forstår det væsentlige ved teknikken, alt­så, at den er den værens­forståelse, som vi i dag er hildet i.

Således, kort for­t­alt, Hei­deg­gers diag­nose. Men fore­draget ender ikke i den rene fort­vivlelse over denne tin­ge­nes sørgelige til­stand. Hen mod afs­lut­nin­gen mod­ulerer fore­draget fra mol til dur gen­nem et citat fra den tyske digter Friedrich Hölder­lins digt “Pat­mos”. Med Hölder­lin kon­stater­er Hei­deg­ger således: “Men hvor faren er, vokser/ Også det red­dende” og anty­der dermed en red­ning, der muligvis kan løsne teknikkens åndenøds­fremkaldende kvælertag. Det drejer sig, som man fornem­mer i fore­dragets titel, i al sin enkel­hed om at spørge i stedet for at svare, og det vil sige om at tænke over teknikken i stedet for blot at teknologiud­vikle. At spørge er det, der lutr­er ånden, det, der dri­ver tænknin­gen og gør den sand, eller som den sid­ste lin­je i fore­draget lyder: “For at spørge er tænknin­gens fromhed”.

Spørg­er man, sådan som Hei­deg­ger alt­så gør det, find­er man blandt andet ud af, at teknik og kun­st er beslægt­ede; de udspringer af det samme ord techne. Lige­som kun­sten afdækker eller åben­bar­er det værende for os på bestemte måder, gør teknikken det også. Men dette opdager vi ikke, al den stund teknikken kun forstås som red­sk­aber, der muligvis forbedr­er og muligvis for­ringer vores liv; da for­bliv­er teknikkens væsen – at den afdækker det værende, at den er en værens­forståelse – skjult.

Nye spørgsmål om teknikken er alt­så tilskyn­det af Hei­deg­gers opfor­dring til tænknin­gen om at genop­tage – eller, skulle man sige fort­sætte – spørgsmålet om teknikken. Mod­sat svaret er spørgsmålet nem­lig altid under­ve­js, og dét ofte ad erk­endelsens mest ufremkom­melige og snoede sti­er, langt borte fra køerne af svar på sand­he­dens tæt­be­færd­ede motorve­je. Således stiller alle bogens 19 kapitler hvert et orig­inalt og væsentligt spørgsmål om teknikken. Nogle kapitler læg­ger sig tæt op ad Hei­deg­gers spør­gen, imens andre spørg­er på helt nye måder og med udgangspunkt i andre fagom­råder end filosofien. Nogle spørgsmål kredser om en (teknologi)filosofisk prob­lem­still­ing, andre om konkrete tek­nol­o­giske arte­fak­ter og prob­lem­still­inger, og andre igen om his­toriske og nutidi­ge ten­denser i forhold­et mellem men­nesker og teknolo­gi. Men trods faglige og metodiske forskelle er alle bidra­gene kende­teg­net ved spørgsmålets åben­hed, derved at spørgsmå­lene åbn­er og prob­lema­tis­er­er teknikken på nye og over­rask­ende måder, der ani­mer­er læseren til selv at spørge videre, til selv at ind­lade sig på denne endeløse cirkel­van­dring om tita­nens prob­lema­tiske gave.

Således må vi også kon­statere, og muligvis skuffe, en og anden læs­er, at bogen ikke løs­er ét eneste af ver­dens utal­lige tekniske prob­le­mer med et in- nov­a­tivt svar. Tvær­ti­mod udfor­dr­er bogens mange spørgsmål om teknikken netop denne tidens rasende svar­trang, skaber en kun­st­pause midt i den tekni- ske impe­tus, et lille tankereser­vat væk fra inno­va­tion­siv­eren, den bestandi­ge jagt på tek­nol­o­giske fix og de fetichagtige for­vent­ninger til teknolo­gien.

Kasper Schiølin og Søren Riis er aktuelle med bogen Nye spørgsmål om teknikken. Der er recep­tion for bogen i Poli­tikens Boglade d. 5. decem­ber kl. 17, hvor der bydes på et par oplæg fra tre af bogens for­fat­tere, et glas vin — og ikke mindst bogen til ned­sat pris. Det samme find­er sted i Århus d. 20 novem­ber kl. 20 på Løves Bog­café.

Scroll til toppen