Den posthumane horisont og litteraturen

Foto: Kirsty Komuso
Foto: Kirsty Komu­so

Hvad er det posthumane? Forestillingen om det menneskelige er under pres fra flere sider.  Det afspejler sig i litteraturen. I anledning af sin nye bog The New Human in Literature introducerer lektor i litteraturhistorie Mads Rosendahl Thomsen her til Don DeLillos visioner om menneskets foranderlighed.


For omkring tyve år siden var begre­bet ”det posthu­mane” stort set ikke anvendt, mens det i dag bruges i mange forskel­lige sam­men­hænge. Med god grund. Overvej føl­gende: Man er kun et lovin­d­greb fra at tillade tre-foræl­dre børn i Storbri­tan­nien, hvor en smule dna fra en tred­je per­son skal erstat­te det dna i et befrugtet æg, som kunne lede til arvelige syg­domme. Blot en lille smule, og børnene vil for­mentlig ikke ligne den tred­je per­son. Men selve tanken om, at der vil kunne find­es men­nesker, der er et pro­dukt af mere end to per­son­ers dna, er grænseover­skri­dende. Eller stiller i al fald spørgsmålet om, hvor grænsen for det men­neske­lige går.

I min bog The New Human in Lit­er­a­ture: Posthu­man Visions of Changes in Body, Mind and Soci­ety after 1900 beskæftiger jeg mig med de vision­er, som især lit­ter­a­turen har skabt omkring en mulig radikal foran­dring drevet af men­nes­ket selv. Et forhold som sæt­ter en helt ny dag­sor­den sam­men­holdt med, at man ellers i lang tid havde kun­net reg­ne med, at evo­lu­tio­nen gen­nem naturlig selek­tion ville være lang­som nok til ikke at kunne observeres.

Så meget desto mere er det fascinerende at iagt­tage lit­ter­a­turens inter­esse for dette. Fra håb om åndelig foran­dring i slut­nin­gen af 1800-tal­let over en poli­tisk retorik, der åbenlyst talte om det nye men­neske, der skulle skabes gen­nem en foran­dring af sam­fun­det i midten af tyvende århun­drede, til den horisont af mulige krop­slige foran­dringer, som vi står over­for i kraft af teknolo­giens hastige udvikling. Lit­ter­a­turen har gen­nem hele peri­o­den beskæftiget sig med dette i en paradok­sal kom­bi­na­tion af håb om over­skridelse og udvikling på den side, og bevarelse og afs­tand­ta­gen på den anden.

Mellem sci­ence fic­tion-lit­ter­a­turens over­drev på den ene side og grå, apoka­lyp­tiske fremtids­visioner på den anden, har jeg især fun­det inter­es­sant, hvad det er for nogle begær, som dri­ver den men­neske­lige udvikling. Om hvad vi kunne tænke os at blive til, hvis vi – som vi mere og mere tror på, vi er – er i stand til krop­sligt, åndeligt og sam­fundsmæs­sigt at påvirke vores egen udvikling. Den slags ender ofte i dystopi­er, men der find­es også måder at skrive disse ting på, så fik­tio­nens evne til at kom­binere samtids­billed­er med fremtids­forestill­inger udnyttes.

Den amerikanske for­fat­ter Don DeLil­lo har i sine mange roman­er lev­eret præg­nante forestill­inger om, hvilken ret­ning men­neske­he­den bevæger sig, og jeg vil i denne artikel bruge ham som eksem­pel på de mang­foldige måder lit­ter­a­turen tem­a­tis­er­er men­neske­lig foran­dring. Med få und­tagelser beskæftiger DeLil­lo sig ikke direk­te med frem­tidi­ge ver­den­er, men kom­biner­er i sine værk­er et skarpt blik på samti­dens sam­fund med markante, nogle gange mytiske, forestill­inger om, hvor­dan den men­neske­lige eksis­tens og dens begær udvikler sig. Det sker på en bag­grund af temaer som cyber­space, viden­skab, kun­st og frem for alt dagliglivet i en mængde forskel­lige reg­istre, der spæn­der fra det humoris­tiske til det abso­lut sort­synede.

Jeg vil her skit­sere fire ele­menter i DeLil­los fremtidss­ce­nar­i­er, som måske mere end at være real­is­tiske bud på, hvor­dan ver­den vil udvikle sig, forsøger at afteg­ne kon­sekvenser af dybere begær vedrørende men­nes­kets udvikling, der har res­o­nans i helt basale forestill­inger om liv og død. DeLil­los roman­er stiller sine spørgsmål om fremti­dens ver­den eksis­ten­tielt, ofte gen­nem vage fortællere eller hov­ed­per­son­er, der ikke har klare svar, men som er omgivet af mere fanatiske og deter­minerede fig­ur­er. Dermed skaber han fik­tion­er, hvor forestill­ingerne om fremti­den indgår i et kom­plekst væv af vilde fan­tasi­er og bekym­rede udb­lik. Det sker gen­nem forestill­in­gen om inte­gra­tio­nen af det men­neske­lige med resten af uni­ver­set eller med cyber­space, mulighe­den for en radikal foran­dring af men­nes­kets kog­ni­tive egen­sk­aber, betyd­nin­gen af at opfat­te sig selv som både genetisk kode og som krop, og endelig gen­nem dødens rolle i fremti­dens ver­den.

Udslukkelse og integration

I sin sen­este roman Point Omega fra 2010 lad­er DeLil­lo på van­lig vis en af sine biper­son­er Elster komme med et radikalt udsagn om ver­dens beskaf­fen­hed og den ret­ning, som den tager. Med ref­er­ence til den franske filosof og jesuit­er­præst Pierre Teil­hard de Chardins (1881−1955) teori taler han om det omega­punkt, som har givet titlen. Det er ifølge Teil­hard en til­stand, hvor uni­ver­sets kræfter kon­verg­er­er, og hvor stof og kærlighed er uad­skil­lelige. Uni­ver­set bliv­er så at sige til Gud selv i opnåelsen af den højest mulige bev­id­s­thed. Det er selvsagt ikke en main­stream teori, og Elster har sin egen udlægn­ing af denne teori. Hans forestill­ing om en frem­tidig ver­den er heller ikke lige­frem selvin­dl­y­sende, men i al fald inter­es­sant: “Stil dig selv dette spørgsmål. Behøver vi at være men­nesker til evig tid. Bev­id­s­the­den er udmat­tet. Nu tilbage til uor­gan­isk stof. Det er det vi vil. Vi vil være sten på en mark” (Point Omega, side 56).

Der er et ekko af den kul­turpes­simistiske tone, som eksem­pelvis kan føres tilbage til Oswald Spen­gler (1880−1936) og Der Unter­gang des Abend­lan­des, men her føres tanken radikalt igen­nem, sam­tidig med, at der også er min­delser om østlig filosofi og tanker om udslukkelse, om en til­stand af nir­vana. Men neden under det åbenlyst over­drevne i spørgsmålet ”behøver vi at være men­nesker til evig tid” stiller DeLil­lo skarpt på men­nes­kets væren i ver­den i et stort per­spek­tiv. Hvad er det, vi vil bruge bev­id­s­the­den til i en ver­den, hvor der ikke er noget stort og urokke­ligt fik­spunkt, og hvor selve ideen om men­nes­ket som noget, der er dis­tinkt fra resten af ver­dens materie, fra et højt filosofisk udsigt­stårn ikke giv­er åbenlys mening? Bev­id­s­the­den er der, men hvad godt gør den? Det omdrejn­ingspunkt, som Descartes brugte til at sætte resten af uni­ver­set på plads i sine med­i­ta­tion­er, sættes her på spil hos DeLil­lo i en pro­vok­erende spør­gen til noget af det mest dis­tink­te ved men­nes­ket.

Som i flere andre af DeLil­los roman­er er der i Point Omega en dyb fas­ci­na­tion af for­tidens spor på jor­den, her blandt andet i form af palæon­tol­o­giske udgravninger. Det skaber en fornem­melse af en tid i uni­ver­set som er enorm, og rækker tilbage til tiden før men­nes­ket på en måde, der også giv­er anelser om en tid efter men­nes­ket. DeLil­lo spiller her blandin­gen af konkrete spor efter uni­ver­sets lange tid ud mod roma­nens lille rum af fortælling, hvor hov­ed­per­son­ernes egne vilkår kom­mer til at syne ube­ty­delige.

Den arkæol­o­giske fas­ci­na­tion er også cen­tral i The Names fra 1982, hvor fortælleren James Axtons ekskone Kathryn bruger det meste af sine dage på at grave efter levn fra oldti­den på en lille græsk ø. James fascineres af den ro og tryghed, som hun synes at opleve ved at lukke resten af ver­den ude og kun være fokuseret på at finde spor fra en anden tid, som igen får samti­den til at virke som et lille glimt i uni­ver­sets store tid.

Både i The Names og Point Omega kredser DeLil­lo omkring begæret efter at tin­gene skal holde op med at betyde noget, men blot være, hvad de er. Det kan synes paradok­salt for en for­fat­ter, der netop udtrykker sig med ord, at ønske sig tilbage til en til­stand, hvor sprog­et ikke giv­er mening, men blot er til. Per­son­ernes udsagn er naturligvis heller ikke dækkende for DeLil­los opfat­telse, men hans lang­varige kred­sen om til­stande, hvor menings­dan­nelsen ophør­er, er slående.

Et markant aspekt ved DeLil­los fremtidsvi­sion­er er, at de ikke er baseret på en apoka­lyp­tisk fan­tasi, men kom­biner­er et velk­endt nutidigt univers med en mytisk vision, som sam­tidig lad­er sig knytte til ele­menter i samti­den, der kan forstør­res. I Point Omega ses teknolo­gien som led som i det, der før­er til uni­ver­setets enhed præsen­teret på en måde, der har lighed­er med Ray Kurzweils forestill­ing om Sin­gu­lar­iteten, der indtræder, når forskellen mellem men­neske og mask­ine udviskes. Det vil efter Kurzweils mening kunne ske, for­di den kun­stige intel­li­gens vil over­hale den men­neske­lige, og mask­in­er vil kunne pro­duc­ere til­stande, der min­der om bev­id­s­thed, og hjern­er vil kunne skannes, således at det vil være muligt at lave en kopi af en per­sons hjerne.

Denne form for kon­ver­gens, der er ledt på vej af den tek­nol­o­giske udvikling spiller også en cen­tral rolle i slut­nin­gen af den store roman Under­world, hvor fortællin­gen om kold­krigsti­den slut­ter på inter­net­tet, som for offent­lighe­den den­gang var ganske nyt. Her spørg­er DeLil­lo med en bland­ing af naivitet og dybde, om man kan komme i en til­stand, hvor man bliv­er i tvivl om, hvorvidt cyber­space er en del af ver­den eller om ver­den er en del af cyber­space. Det hele munder ud i en besværgelse af et uni­verselt begær efter fred, der både kan forstås his­torisk som ophør af krig, eller i en mere kos­mol­o­gisk for­stand, der berør­er temaet vedrørende en udtømn­ing af mening og bev­id­s­thed, som Point Omega og The Names også omhan­dler.

Men mens en til­stand, hvor man er kom­met ud over mening, hvor men­nes­ket og uni­ver­set er smeltet sam­men er en vision, som tænker på den meget lange bane i sine pro­feti­er, så har DeLil­lo et andet spor i sin forestill­ing om fremti­den, som tager fat på men­nes­ket som et væsen, hvis kog­ni­tive egen­sk­aber er i hastig udvikling i den allernærmeste fremtid.

Kognitiv forandring og de unge genier

I flere af DeLil­los roman­er har han en forkærlighed for at kon­trastere sine fam­lende hov­ed­per­son­er med deter­minerede unge men­nesker, der synes at have adgang til en anden oplevelse af ver­den end DeLil­los mere eller min­dre alter ego­er. Det gør sig ikke mindst gældende i The Names, hvor Axtons søn Tap er en mere end ual­min­deligt frem­melig ni-årig, der er i gang med at skrive en roman, og som taler et hjemmestrikket sprog, der bland­er engel­sk og latin.

Frem­still­in­gen af den unge gen­er­a­tion som radikalt anderledes bliv­er tydeligere i et akavet møde med den unge Peter Mait­land, der fortæller, at han stud­er­er på Berke­ley for at være i stand til at udforske to af vor tids eso­teriske undere: den rene matem­atik og stat­en Cal­i­fornien. Men det nærmere ind­hold af, hvad han laver, vil han ikke sige meget om. Søn­nens far Charles Mait­land fortæller i stedet bege­jstret om, hvor­dan Peter beskæftiger sig med matem­atik, der er så kom­pliceret, at flere af hans under­vis­ere ikke engang forstår det, sam­tidig med at han med lig­nende beun­dring beskriv­er, hvor­dan matem­atikkens univers er helt abstrakt og ikke ”afhænger af men­neske­lig erfar­ing, men­neske­lige frem­skridt, almin­deligt men­neske­ligt sprog” (The Names, side 164). Faderens glæde spol­eres heller ikke af, at søn­nen reg­n­er med at være udbrændt som fire­og­tyve-årig, og James for sig selv tænker, at mødet med en kvin­de måske kunne foran­dre den unge mand i kærlighe­dens tri­umf over hans dygtighed.

Der er naturligvis et skær af komik over DeLil­los beskriv­elser af den unge matem­atik­er, der lever i sin egen ver­den, men anty­der de også et billede af en ved­varende forestill­ing om, at fremti­dens men­nesker, her repræsen­teret ved den næste gen­er­a­tion, vil have et andet forhold til ver­den, en anden måde at lave slut­ninger på, som stikker langt dybere end at de blot har andre inter­ess­er og er vok­set op med andre medi­er.

The Names rum­mer desu­den en række hen­tyd­ninger til foran­drede men­nesker. Amerikanere er ”genetisk frem­stillede til at spille squash og arbe­jde i week­enderne”, og en kvin­de med store briller og et smalt ansigt bliv­er beskrevet som ”et sci­ence-fic­tion insekt”. Som en mod­vægt til dette har man så nos­tal­gien efter en fornem­melse af uforan­derlighed, der er til stede i fokuserin­gen på arkæol­o­giske udgravninger og på Athen som civil­i­sa­tio­nens vugge.

Opfat­telsen af at en ny medievirke­lighed kan være med til at påvirke en evo­lu­tion i den men­neske­lige hjerne tages mange sted­er særde­les ser­iøst. Evo­lu­tion­sp­sykolo­gen Mer­lin Don­ald og psykolo­gen og com­put­er­forskeren Sher­ry Turkle har hver givet deres bidrag til at sætte medieud­viklin­gen ind i en kon­tekst af men­neske­lig evo­lu­tion.

Don­ald har således beskrevet, hvor­dan den men­neske­lige hjerne har udviklet sig som følge af den sociale inter­ak­tion, der kende­teg­n­er men­nes­ket, og som ikke mindst takket være sprog­et gør det muligt at dele viden på en måde, der adskiller men­nes­ket radikalt fra andre arter. Det er sam­tidig et forhold, der gør det sandsyn­ligt, at men­nes­ket for­sat vil udvikle sig som følge af den end­nu mere intense brug af kom­mu­nika­tive medi­er og frigørelsen af ressourcer.

Turkle har i flere studi­er under­søgt, hvor­dan men­nes­ket påvirkes af at inter­agere med com­put­ere og med andre for­mer for mask­in­er, ikke mindst robot­ter med dyre- eller men­neske­lig­nende egen­sk­aber. Hun er på samme vis opmærk­som på, at den nye gen­er­a­tion, og de som føl­ger efter dem, kom­mer til at vokse op med nogle helt andre vilkår i omgan­gen med omver­den, og i en mediekul­tur som er langt mere intens end hvad man tidligere har kendt.

Sprog, kode, dna

I The Names beskriv­er en af arkæologerne sin inter­esse for sprogsys­te­mer ved, at han i reglen ikke fandt særlig inter­es­sante oplysninger på de ler­tavler han gravede frem. Det var ofte med­delelser om han­del og bogholderi, hvor­for han i stedet ret­tede sin opmærk­somhed mod skrift­sys­te­merne og sprog­ets virkemåde som sådan. Hermed trækkes opmærk­somhe­den væk fra erindrin­gen eller rekon­struk­tio­nen af konkrete begiven­hed­er til en mere gener­el fas­ci­na­tion af den kul­turelle udvikling af kom­mu­nika­tion­s­me­di­er, som men­nes­ket må forholde sig til.

Denne inter­esse for sprog­ets betyd­ning som det væsentlig­ste kul­tur­pro­dukt, som men­nes­ket har frem­bragt, bliv­er anvendt markant som udgang i bogens to sid­ste kapitler. I slut­nin­gen af kapi­tel tret­ten, som er det sid­ste med James Axton, kom­mer man op på Akropo­lis, et sted som Axton i roma­nens beg­y­n­delse bek­endte, at han havde undgået at komme op til. Han opfat­tede det som et alt for ophø­jet sted, men da han kom­mer op på top­pen opdager han, at det er sted fyldt med stem­mer, der taler i alle tænke­lige sprog, som er ”righoldige, rå, mys­tiske, stærke”, og som er det folk bringer til tem­plet i stedet for bøn, sang eller slagt­ede dyr: ”Vores offer er sprog” (The Names, side 331)

I det efter­føl­gende kapi­tel på kun seks sider skifter sce­nen til den amerikanske prærie i en tekst, der med sine gram­ma­tiske fejl må være et uddrag af den roman, som man tidligere har fået at vide, at Axtons søn skriv­er på. Sit­u­a­tio­nen er nærmest diame­tral mod­sat, idet en lille dreng press­es til at skulle tale i tunger, for dermed at kunne kom­mu­nikere med gud. Sit­u­a­tio­nen bliv­er for meget for ham, og han fly­gter ud af kirken og ud til præriens tomme og trøstes­løse land­skab. Forskellen mellem ensomhe­den og håbet om en sub­lim kon­takt med det gud­dom­melige i et sprog, som man ikke engang selv begriber, og det kul­turelt mang­foldige, men også his­toriske og kontin­gente sprog, som folkene på Athen benyt­ter sig af i deres fæl­lessk­aber, kan ikke teg­nes meget hårdere op. Udover denne anskuelig­gørelse af to syn på ver­den, så er DeLil­los fort­jen­este er at pege på, hvor­dan selve udviklin­gen af sprog og medi­er er af en så fan­tastisk karak­ter, at det i sig selv nærmer sig det ube­gri­belige.

DeLil­los intu­ition i 1970’erne og beg­y­n­delsen af 1980’erne vedrørende betyd­nin­gen af et selvre­flek­sivt sprog er særlig inter­es­sant i kraft af den udvikling, der har taget fart siden. Nu er det i end­nu højere grad en inte­gr­eret del af vores opfat­telse af ver­den, at både mask­in­er og lev­ende væsen­er enten har en kode eller et dna, som er afgørende for deres måde at være til på. At vi både er dem, vi er, men også udtryk for, hvad en kode på et andet niveau har udviklet sig til.

Der er ikke tale om at ind­føre en ny metafysik, men dog en anden måde at genetablere den gam­le split­telse mellem idé og fænomen. Det er ikke mindst i forhold til det genetiske en vold­som tanke, da denne tænkn­ing af iden­titet før­er til konkrete livs­valg i forhold til scan­ning af fos­tre, vur­der­ing af ens egen risiko for syg­domme, og jo mere man lær­er om gen­ernes betyd­ning, også spørgsmål om hvem man egentlig er, og hvor meget man kan gøre ved at blive en anden.

Har døden en fremtid?

Det er bemærkelsesværdigt, at DeLil­los mor­som­ste roman på mange måder også er hans mørkeste. White Noise fra 1985 er en letløbende satire over det mod­erne for­bruger­sam­fund sat i scene i en søvnig uni­ver­sitets­by i USA, hvor hov­ed­per­so­n­en Jack Glad­ney led­er et cen­ter for Hitler-studi­er og ellers forsøger at få fam­i­lieliv­et med flere sam­men­bragte børn til at fun­gere. Selvom roma­nen er DeLil­los lettest tilgæn­gelige, bety­der det ikke, at den ikke har inter­es­sante dyb­der i dens frem­still­ing af de temaer, der er genk­om­mende hos for­fat­teren: infor­ma­tion­ssam­fun­dets påvirkn­ing af intims­færen, længslen efter faste hold­epunk­ter i en post­mod­erne ver­den (hvilket blandt andet kan fork­lare, hvor­for vejret er så pop­ulært et emne), og jagten på hold­bar viden.

Men under­ne­den lur­er hele tiden død­sang­sten, og den fer­nis som netop for­bruger­sam­fun­det kan levere er alt for tynd til at holde tanken om døden borte, hvilket plager Jack kon­stant. Han havde håbet på, at hans inter­esse for Hitler ville fri­give en kraft større end døden, lige­som hans kone Babette og han bilder hinan­den ind, at foræl­dre ikke kan dø, hvis de har små børn. Det går sam­tidig op for Jack, at Babette delt­ager i et forsøg med en pille, som fjern­er alle tanker om døden, beklageligvis med en hel del tilstø­dende hukom­melses­tab til følge, og med en mys­tisk bag­mand som push­er af pillerne.

Men­nes­ket har i alt væsentligt, men på forskel­lige måder, lært at leve med døden som et vilkår. Det er dog et sandsyn­ligt sce­nar­ie, at teknolo­giens mulighed­er for at hjælpe til at med at for­længe livet i bru­gen af en række teknikker fra ned­sæt­telse af aldring­sprocess­er til udskift­ning af vitale organ­er, vil foran­dre forhold­et til døden, som for nogle vil være et vilkår, som man kunne drømme om at sætte sig udover, som det eksem­pelvis gælder den engelske forsker Aubrey de Grey. Her er der igen frit spil for sci­ence fic­tion til at forestille sig to klass­er af men­nesker, hvo­raf nogle lever nor­malt, mens andre har århun­drede eller årtusinde lange liv. Eller man kan forestille sig sam­mensmelt­ning af men­neske og mask­ine, der er så stor, at ideen om en indi­vidu­el bev­id­s­thed ikke læn­gere giv­er mening.

Der er også de som men­er, blandt andet juris­ten og for­fat­teren til The Price of Per­fec­tion Maxwell Mehlman, at forestill­inger om at kunne over­skride det men­neske­lige i form af tran­shu­mane væsen­er i den sid­ste ende dri­ves af begæret efter udøde­lighed, og at det er en farlig, kvasi-religiøs impuls der lig­ger til grund for dette. Forestill­in­gen om at kunne overvin­de døden peger også på et inter­es­sant dilem­ma. Men­nes­ket har i hele civil­i­sa­tio­nens his­to­rie drømt om en ver­den uden død, eller i al fald en ver­den­sor­den, hvor døden ikke var et slut­punkt. Det rækker eksem­pelvis tilbage til epos­set Gil­gamesh, som igen peger frem mod de store monoteis­tiske reli­gion­er, mens de såkaldte kry­on­is­ter, der lad­er sig ned­fryse efter at døden indtræf­fer, håber på teknolo­giens hjælp til genop­standelse. Men en ting er at forestille sig en ver­den uden død, noget helt andet er begribe kon­sekvenserne i en højst usikker pro­ces hen mod det mål.

DeLil­lo væl­ger, som blandt Michel Houelle­becq også gør det i sine posthu­mane fik­tion­er, ikke at forestille sig teknolo­gi­er, der overvin­der alle prob­le­mer, men snarere nogle, som giv­er halve løs­ninger på prob­le­merne, og som dermed udstiller men­nes­kets begær og sår­barhed. Hvor Houelle­becq eksem­pelvis beskriv­er en organ­i­sa­tion, der klon­er men­nesker, for at give dem en forestill­ing om at være udødelige i kraft af videre­førelsen af den unikke kode, som deres DNA repræsen­ter­er, så leg­er DeLil­lo i White Noise som nævnt med tanken om en pille, der får men­nes­ket til at glemme tanker om døden. Pil­lens mange bivirkninger, som forår­sager ændringer af ens per­son­lighed, peger på et dilem­ma omkring, hvor langt man kan gå for at vin­de noget uden at man har mis­tet sig selv.  Sam­tidig er roma­nen en satire over for­bruger­sam­fun­det, hvor kerne­fam­i­liens ind­køb­s­ture til super­markedet frem­står som en af de mest sta­bile og selv­for­glem­mende oplevelser. Her lev­er­er var­er og uge­blade en behagelig fornem­melse af at være i en tidløs ver­den, der kun forstyrres, når der engang i mellem fly­ttes rundt på hylderne.

Sådan en ver­den kan der selvføl­gelig være behov for, hvis fremti­den byder på et valg mellem ophør af bev­id­s­the­den, en radikal kog­ni­tiv foran­dring, en omformn­ing af identitets­opfattelsen, eller en end­nu mere des­per­at og forgæves kamp mod døden. Lit­ter­a­turen har det bedst med det dys­tre, men det udelukker ikke en knastør humor fra det som måske ikke er den bed­ste af alle ver­den­er, men dog et ret bemærkelsesværdigt sted i uni­ver­sets his­to­rie. Frem­for alt er det posthu­mane ikke blot et tema, der kan åbne ældre værk­er op på nye måder, men også en udfor­dring, der ikke ser ud til at forsvin­de, og som lit­ter­a­turens insis­teren på at frem­stille ver­den­er med karak­ter­er, der lever i tid og rum og fyldt med begær kan hjælpe til med at forstå, hvad men­nes­ket ønsker og frygter stil­let over for sin egen mulige foran­dring.

Videre læsning:

Mer­lin Don­ald, 1991: Ori­gins of the Mod­ern Mind: Three Stages in the Evo­lu­tion of Cul­ture and Cog­ni­tion

R. Kurzweil, 2005: The Sin­gu­lar­i­ty is Near: When Humans Tran­scend Biol­o­gy

M. Mehlman, 2011: “How Close Are We to Being Able to Achieve the Tran­shu­man­ist Vision?” i K. K. Lip­pert-Ras­mussen, et al. (red.): The Posthu­man Con­di­tion

Mads Rosend­dahl Thom­sen, 2009: ”Det nye men­neske og det sid­ste men­neske – moder­nitetens horison­ter i lit­ter­a­turen” i Ole Høiri­is og T. Ledet (red.): Moder­nitetens ver­den

Mads Rosendahl Thom­sen, 2013: The New Human in Lit­er­a­ture: Posthu­man Visions of Changes in Body, Mind and Soci­ety after 1900

S. Turkle, 1995: Life on the Screen: Iden­ti­ty in the Age of the Inter­net

Mads Rosendahl Thom­sen er lek­tor i lit­ter­aturhis­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet.
Hans nye bog The New Human in Lit­er­a­ture: Posthu­man Visions of Changes in Body, Mind and Soci­ety after 1900 er udgivet på Blooms­bury Aca­d­e­m­ic og kan købes
her. Bogens forord kan læs­es her. En lang række af Don DeLil­los bøger er over­sat til dan­sk.

Scroll til toppen