Når de døde taler - Om Tage Schacks historieforståelse og Evangelieforkyndelse

Den danske teolog og Tidehvervskribent, Tage Schack, kæmpede, indtil han blev skudt af Hipo-folk i sin hoveddør i 1945, mod  den selvforgudende autonomitanke, der er humanismens grundlag. Johan Christian Nord skriver her om Tage Schacks anti-idealistiske historieforståelse. Ifølge Schack kan historien ikke lære os andet end, at vi alle skal ende i jorden sammen med ormene.

Stig op af Graven, du Slægt, som døde!

Forkynd dit Fald og afmal din Brøde!

Advar os for Udslettelsens Dom,

Og vis os, hvor fra din Frelse kom!

B. S. Ingemann fra indledningen til Valdemar d. Store og hans Mænd, 1824.

Lad mig begynde med en påstand, som det følgende så måske kan tjene til en mulig begrundelse af: Mange af vort lands væsentligste tænkere er i dag stort set ukendte uden for en snæver teologisk kreds. De er glemte, fordi vores åndshistorie er blevet filtreret gennem et ikke blot ideologisk, men decideret religiøst filter, nemlig humanismens, hvis håndgangne skriverkarle siden slutningen af det 19. og gennem hele det 20. århundrede har arbejdet målrettet på at tildække sporene af en alt andet end ubetydelig dansk tradition for ikke-humanistisk og modernitetskritisk protestantisk tænkning.

Tanken med de følgende linjer er således at give et eksempel på en dansk protestantisk tænkning i det tidlige 20. århundrede, hvis anliggende er et opgør med den selvforgudende autonomitanke, der er humanismens grundlag. Nærmere bestemt skal det dreje sig om et aspekt af teologen og sognepræsten Tage Schacks arbejde, nemlig dennes skarpskårne lutherske forståelse af, hvad det vil sige for mennesket at beskæftige sig med historien.

Men før vi kommer frem til mandens tænkning, må vi ganske kort omkring manden selv. Tage Schack blev født i 1892, blev cand. theol. i 1918 og virkede sidenhen som sognepræst på Amager i årene mellem 1929 og aftenen til d. 10. april 1945, hvor han rejste sig fra arbejdet, åbnede sin hoveddør og blev skudt på klods hold af danske Hipo-folk. I løbet af disse år udfoldede Schack et – således min påstand – rigt forfatterskab, som jeg her skal antyde et par konturer af.

Schack skrev først og fremmest i det teologiske og alment kulturkritiske tidsskrift Tidehverv, der grundlagdes i 1926 med Schack som én af de fire udgivere, der udover ham talte teologerne Gustav Brøndsted, Kristoffer Olesen Larsen og Niels Iver Heje, hvor sidstnævnte virkede som ansvarhavende redaktør frem til sin død i 1974, hvor stolen blev overdraget til sognepræst Vilhelm Krarup. For at opridse den sammenhæng, Schacks tænkning blev til i, skal kort knytte et par ord til opkomsten af Tidehverv.

Ungdomsopgøret

Fra første færd var Tidehverv båret af en vilje til åndeligt opgør, hvis frontstilling i udgangspunktet var rettet mod datidens kirkelige bedsteborgerlighed og fromladne selvdyrkelse. Man vendte sig her imod den forvanskning af kristendommen, man mente at se både blandt gerningsglade missionsfolk og i liberalteologiske forsøg på tillempning af Evangeliet til en rationel etik og livsførelseslære. Fra tidehvervsk hold lød det således, at begge disse tilgange til Evangeliet – både drømmen om helliggørelse ved egne gerninger og påstanden om kristendommens fornuftighed som almen etik – var udtryk for en blindhed over for kristendommens radikalitet og dermed udtryk for det selvdyrkende menneskes forsøg på at besidde Evangeliet og indhylle sig i hyggelige løgne om egne fortræffeligheder og verdens godmodighed.

I Tidehverv blev grunden således ryddet for en ganske anderledes virkelighedsnær tale om kristendommen og menneskelivet; væk var enhver påstand om overensstemmelse mellem menneskefornuften og Ordet, og mellem sidstnævnte og det, vi almindeligvis forstår som et behageligt liv. Kristendommen er ikke en plausibel tydning af tilværelsen, ikke det naturlige menneskes oplagte livssyn; dette at der skulle findes en Gud, der i sin ophøjethed kommer sin faldne skabning nær og uddrager den af syndens hængedynd er ikke indlysende, ikke en sag for menneskefornuften, men derimod et angreb på denne – en uhørt påstand, der enten vil møde forargelse eller tro. Og videre: Gudstroen er ikke en løsning på menneskets problemfyldte tilværelse, ikke et trylleord, der kaster rosenskær over jord, men er derimod en tiltale, der udmønter sig i et kald til at gå ind under fordringen om at leve sit gudskabte liv og dø sin syndige død i denne vor undergangsmærkede verden. Eller anderledes udtrykt: Kristendommen angår menneskeeksistensen, ikke som den kan omdigtes til at være, men som den er, dér hvor denne verdens visdom bløder.

»Historiens Tale«

Ét af de steder, Schack har skrevet klarest om historien er i essayet Historieopfattelse – Menneskeopfattelse, der blev bragt i Tidehverv i 1935 og sidenhen optrykt i samlingen Afhandlinger, som blev udgivet på Tidehvervs Forlag i 1947.

Essayet tager sin begyndelse ved en meget almindelig – men for de af os, der gerne vil give syn af klassisk dannelse – nok lidt pinlig erfaring:

Den som har besøgt en gammel, velbevaret Middelalderby […] kender den Stemning af lammende Tristhed, som man kan overfaldes af efter et Par Timers Ophold. Det samme indtræder hurtigere ved Besøg ved Ruiner eller paa oldnordisk Museum. Hvoraf kommer dette? Det kommer af, at alt omkring en taler om Død; man gaar blandt Ting, som engang har været levende; levende Mennesker har rørt ved dem, de har været med i Øjeblikkets Liv. Men nu er alt dette forbi. Og derfor taler alle disse Huse, Redskaber og Møbler nu kun om døde Mennesker, døde Slægter, døde Øjeblikke, dødt Liv.

Dette er Historiens Tale (Afhandlinger s. 169).

Hvor vi normalvis – i hvert fald blandt såkaldt dannede – ville opfatte apati i mødet med det museale som et udslag af manglende historisk sans, vender Schack således spørgsmålet om og hævder, at netop den, der ikke føler glæde og begejstring ved historien, men hensættes i en ned- og kuldslået sindsstemning af denne, er den, der virkelig er begyndt at få øren for det, historien egentlig siger. Om den, der ikke hører dødens tale i det forgangne hedder det videre:

jeg vil ikke sige, at han mangler historisk Sans, for det ved jeg ikke, hvad er, – men jeg vil sige, at han kan ikke høre, hvad der bliver sagt; han kan ikke høre Menneskelivets og derfor heller ikke Historiens Tale; for Historien fører jo ikke anden Tale end den, der lyder fra dette Liv, vi selv og vore Medmennesker lever den Dag i Dag.

Opgør med idealismens historiesyn

For Schack er historien altså i udgangspunktet ikke noget særligt; ikke væsensforskelligt fra det almindelige jordeliv, vi alle er henviste til at slæbe os igennem. Nej, historien er netop som dette liv, for den fortæller om mennesker som os; mennesker der led, sled og stred – og alle endte det samme sted:

Historien taler da først og tydeligst om ”de døde Ben”. At beskæftige sig med Historien er at beskæftige sig med Døden. Der kommer fra den ”en Lugt af Død til Død”; den lugter af Forkrænkelighed. Dens Tema er ”Af Jord er du kommet, til Jord skal du blive”. Den er vort Forsøg paa at huske; men netop derfor lærer den os at huske Døden (s. 170).

Ej en guldgrube eller et fadebur, hvor vi kan fylde os med ånd og indsigt; hvor vi kan lære noget og derigennem blive dygtige samfundsbyggere og sjælegranskere – men derimod en meget enkelt påmindelse: Alt dette, der er dit, skal gå til grunde. Dét er historiens tale til menneskenes børn.

Vi har altså at gøre med en konsekvent anti-idealistisk historieforståelse med en sleben brod vendt mod enhver form for historiefilosofisk syntese-iver og fremskridtskult. Historien lærer ikke den stræbende menneskehed at rejse sig og vandre en bedre tid i møde – nej, den lærer os slet og ret, at graven er al foretagsomheds endemål.

Således Schacks afsæt for beskæftigelsen med den mængde kunstfærdige forsøg på virkelighedsforfalskning, menneskebørnene til stadighed hengiver sig til.

Evighedsindbildningen

Klingen er altså først og fremmest draget mod en fremskridtsorienteret idealisme, hvor historien anskues som – omdigtes til at være – et forløb, hvis enkelte stader markerer kvalitative skridt fremad, hvorved de levende opfattes som fundamentalt anderledes stillede end de henfarne, af hvem de har lært lektien om ret livs- og statsførelse. Men hvor kommer denne forløjede drøm om evighed fra? Schack svarer meget enkelt og inddrager i samme omgang sig selv som ét af de løgnens børn, der skjuler øjnene for den forkrænkelige virkelighed:

Hvorfor overhører alle de mere eller mindre idealistiske Lovprisning af Historien, af hvad man kan lære af den, begejstres til af den osv., denne Tale? Fordi deres og vor Menneskeopfattelse ikke har noget med Virkeligheden at gøre. Vor Menneske- og Historieopfattelse gaar ud fra, at Mennesket skal leve evigt, eller at dog hans Tanker skal leve evigt. Men Historien har intet med Evigheden at gøre; den er kun et Forsøg på ikke helt at glemme, hvad der er sket (s. 170).

Mennesket vil i sit inderste netop dét, det ikke kan få – ikke kan tilrane sig; nemlig evigheden, den totale bemægtigelse af verden, om ikke i egen person så i det mindste i drømmen om egne tankers viderebefordring ud i uendeligheden. Mennesket er et grænseløst selvoptaget væsen, og døden er den fjende, som vi alle gør det ene kunstfærdige krumspring efter det andet for at undgå øjenkontakt med.

At være samtidig med historien

Tage Schack bestemmer altså menneskets almindelige forhold til historien som en æstetisk forsiring af tilværelsen, hvor vi på sikker afstand ser os i stand til at dyrke egne fortræffeligheder, men herved fylder svælg og mund med løgn. For virkeligheden er og bliver dette, at mennesket ikke kan gøre sig historiens herre, men derimod er hjemfaldet til denne. Vi kan ikke selv vælge, hvad vi vil være, for vores virkelighed er allerede sat. Og her nærmer vi os Schacks opfattelse af, hvad der kunne være at forstå ved et sandere forhold til historien; nemlig dette at leve sin usikre, men ingenlunde ligegyldige, tilværelse midt i den ubønhørligt historisk bestemte virkelighed, der er blevet én til del:

saasnart et Menneske husker, husker han sit Ansvar. Historien er Slægtens Hukommelse; den tvinger til at tage Ansvaret for sig selv, for Øjeblikket, som det er: bestemt af Fortiden. Den er Sammenhængen, som vi ikke vil staa i, Følgerne, vi ikke vil bære: Den er Fædrenes Synder, som straffes paa Børnene (171f).

Sådan var det dengang ”Fortiden var til” og sådan er det for os. På denne måde, men også kun på denne, taler Schack om muligheden for at være samtidig med de døde, idet han fastslår, at ”det at være samtidig med Fortiden og dens Øjeblikke [er] det samme som at være samtidig med sit eget Liv” (s. 172). Ved at forstå, at den foreliggende virkelighed er noget, der gør krav på, ja hvis væsen er selve det at gøre krav på mennesket, og dermed hensætter det i dét øjeblik, hvor alt både er mærket af undergangen og samtidig den dybeste alvor – således bliver mennesket samtidigt med historien; samtidigt med sig selv, fordi dets bristefærdige liv i al dets konkretion netop er sat af historien.

Evangeliet

Men hvad har nu alt dette med kristendommen at gøre, kunne den læsende måske få lyst til spørge? Jeg skal forsøge at svare.

I alt væsentligt er Schacks – og i øvrigt Tidehvervs – kristendomsforståelse bestemt af den lutherske skærpelse af forholdet mellem lov og evangelium. Loven angår her den nøgne menneskelige erfaring af og besindelse på altid at komme til kort i mødet med tilværelsens krav. Menneskelivet står under loven og dermed under dom, og den eneste påviselige vej ud, er vejen nedad til ormene. Det er dette, der ligger i Schacks anti-idealistiske historiesyn, og som han blandt andet udtrykker på følgende måde, idet han taler om de ord, der lyder, når mennesket lægger øret til historien og hører de dødes tale:

Det er simpelthen Menneskets Tale til Mennesket om sit Nederlag, og sin forgæves Kamp. Vi er alle Brødre. Historien er Mennesket, der møder Mennesket – ikke i Sejren, men under den Dom, der er over alt Menneskeliv. Derfor skal vi ikke læse Historien for at faa Bekræftelse på os selv og vort eget, men for at høre et Menneske – eller et Folk eller en Tid – tale, maaske ufrivilligt, om dette Nederlag og om denne Dom; for at lære, at vi er fælles med dem i dette (s. 182).

Således historiens højrøstede stadfæstelse af dommen, som fortidens sønderbrudte menneske taler tværs igennem tiden til den, der endnu er live, men hvis skrog og drømme snart skal tilhøre mulden.

Men hermed er alt – paradoksalt nok – alligevel ikke sagt, for netop denne negative historiske erkendelse rummer i sig udpegningen af det eneste positive, der kan siges om, eller snarere til, et menneske. Det ovenfor anførte citat forsættes derfor sådan her:

og for saaledes at høre Evangeliet, hvorsomhelst det tales i den menneskelige Historie, (og det tales overalt for den, der har Øren til at høre med,) – høre det negative (om man vil) i det Ord om Menneskets Nøgenhed, der lyder allevegne fra Historien, og positivt (om man vil) i Ordet om Opstandelse fra de døde. Thi Haabet for Mennesket er altid i Nederlaget og i Dommen (s. 182f).

Kun i undergangen er der håb; kun dér, hvor alle menneskelige muligheder møder deres grænse, hvor døden viser sig som den virkelighed, vi er indesluttede i – kun der kan mennesket høre det glædelige budskab om de dødes opstandelse i Jesus Kristus, om oprejsning hinsides sønderbrydningen alt dette, der er vort. Og det er netop herfra – og kun herfra – Schacks tale om det menneskelige ansvar kommer. Mennesket kan ikke undslippe døden, men det kan erfare den forunderlige trosvirkelighed, at undergangen viser sig at være svangert med håb om frelse og bud om ansvar midt i det ruinøse landskab, der hedder verden.

En vovet påstand og noget af et spring bort fra den nøgne virkelighedsbesindelse der ligger i et anti-idealistisk historie- og tilværelsessyn, kunne man nok mene. Og dette er da også menneskeligt set sandt; det er – for den, der ikke selv har skuet afgrunden og hørt Ordet – en både halsløs og idiotisk påstand, at der skulle gives et håb om de dødes opstandelse. Men dette er nu engang kristendommens ord til mennesket, men netop et ord, som kun kan høres dér, hvor al indbildning om egne fortræffeligheder og muligheder er blevet kvast af virkeligheden selv. Evangeliet kan kun høres, dér hvor den dom, mennesket afskyr at høre, er erfaret virkelighed, og kun dér er evighedsskæret en mulighed midt i forkrænkeligheden.

Nu

Evangeliet sætter således en anden virkelighed end de idealismens mangehånde virkelighedsforsiringer – de politiske, de filosofiske og de æstetiske – hvorved vi til stadighed indbilder os at have hånd i hanke med vores egen skæbne; nemlig en virkelighed, hvor døden er vis, men håbet råder og ansvaret for det konkrete liv erfares som et gudgivent bud. Mennesket befinder sig midt i historien, men Gudsordet lyder ind i denne:

midt i denne Historie og for Mennesket, der staar midt i den, bliver Evangeliet om Historiens Ende og Menneskets Død forkyndt. Og naar det sker, spejler Guds Herlighed sig i Skaarerne og Ruinerne. Thi hvor Evangeliet høres, dér ender vor Historie med al dens Synd og Død, og Guds Historie: Opstandelsen fra de døde begynder. Dér venter Mennesket slet ikke paa Resultater; og han skyder heller ikke Resultater ud i Menneskeslægtens Fremtid; for han véd, at der ikke kan regnes med noget Resultat af Historien; dens Realitet er død. Men dér venter Mennesket Guds Rige – ikke i Morgen, men i Dag (s. 188).

Det menneske, der hører Evangeliet, lever i timeligheden og har ingen ”anden Mulighed end at dø”, men Guds mulighed har fat i ham, og han tilsiges derfor at hengive sig til det levende øjeblik og det konkrete ansvar, som det kristne kærlighedsbud udmønter sig i. Så enkelt og så mærkværdigt er det – ifølge Tage Schack.

Korsets dårskab

Ja, sådan så det ud for Tage Schack, og sådan kan det vel endnu se ud for det menneske, der tror. For det menneske, der ikke tror men enten har sat sin lid til sig selv og denne dødsmærkede verden eller befinder sig i nihilismen, er der ingen anden mulighed end forargelsen. Således er nu engang korset og korsets dårskab, og hvor kristendommen sætter scenen, kan der ikke argumenteres, men kun tilegnes i tro eller fornægtes i vantro.

Tage Schack satte sit liv til på denne tro – hvad vi gør, forbliver vores sag, og skal tids nok vise sig.

Johan Christian Nord er Ph.D.-studerende ved Tysk på Aarhus Universitet

Scroll til toppen