Når de døde taler - Om Tage Schacks historieforståelse og Evangelieforkyndelse

Den danske teolog og Tidehvervskribent, Tage Schack, kæmpede, indtil han blev skudt af Hipo-folk i sin hoveddør i 1945, mod  den selvforgudende autonomitanke, der er humanismens grundlag. Johan Christian Nord skriver her om Tage Schacks anti-idealistiske historieforståelse. Ifølge Schack kan historien ikke lære os andet end, at vi alle skal ende i jorden sammen med ormene.

Stig op af Graven, du Slægt, som døde!

Forkynd dit Fald og afmal din Brøde!

Advar os for Udslet­telsens Dom,

Og vis os, hvor fra din Frelse kom!

B. S. Inge­mann fra indled­nin­gen til Valde­mar d. Store og hans Mænd, 1824.

Lad mig beg­y­n­de med en pås­tand, som det føl­gende så måske kan tjene til en mulig begrun­delse af: Mange af vort lands væsentlig­ste tænkere er i dag stort set ukendte uden for en snæver teol­o­gisk kreds. De er glemte, for­di vores ånd­shis­to­rie er blevet fil­tr­eret gen­nem et ikke blot ide­ol­o­gisk, men decideret religiøst fil­ter, nem­lig human­is­mens, hvis håndgangne skriverkar­le siden slut­nin­gen af det 19. og gen­nem hele det 20. århun­drede har arbe­jdet mål­ret­tet på at tildække sporene af en alt andet end ube­ty­delig dan­sk tra­di­tion for ikke-human­is­tisk og moder­nitet­skri­tisk protes­tantisk tænkn­ing.

Tanken med de føl­gende lin­jer er således at give et eksem­pel på en dan­sk protes­tantisk tænkn­ing i det tidlige 20. århun­drede, hvis anliggende er et opgør med den selv­forgu­dende autonomi­tanke, der er human­is­mens grund­lag. Nærmere bestemt skal det dreje sig om et aspekt af teolo­gen og sognepræsten Tage Schacks arbe­jde, nem­lig dennes skarp­skårne lutherske forståelse af, hvad det vil sige for men­nes­ket at beskæftige sig med his­to­rien.

Men før vi kom­mer frem til man­dens tænkn­ing, må vi ganske kort omkring man­den selv. Tage Schack blev født i 1892, blev cand. the­ol. i 1918 og virkede siden­hen som sognepræst på Amager i årene mellem 1929 og afte­nen til d. 10. april 1945, hvor han rejste sig fra arbe­jdet, åbnede sin hov­ed­dør og blev skudt på klods hold af danske Hipo-folk. I løbet af disse år udfold­ede Schack et – således min pås­tand – rigt for­fat­ter­skab, som jeg her skal antyde et par kon­tur­er af.

Schack skrev først og fremmest i det teol­o­giske og alment kul­turkri­tiske tidsskrift Tide­hverv, der grund­lagdes i 1926 med Schack som én af de fire udgi­vere, der udover ham talte teologerne Gus­tav Brønd­st­ed, Kristof­fer Ole­sen Larsen og Niels Iver Heje, hvor sid­st­nævnte virkede som ans­varhavende redak­tør frem til sin død i 1974, hvor stolen blev over­draget til sognepræst Vil­helm Krarup. For at opridse den sam­men­hæng, Schacks tænkn­ing blev til i, skal kort knytte et par ord til opkom­sten af Tide­hverv.

Ungdomsopgøret

Fra første færd var Tide­hverv båret af en vil­je til åndeligt opgør, hvis frontstill­ing i udgangspunk­tet var ret­tet mod dati­dens kirke­lige bed­ste­borg­erlighed og from­ladne selvdyrkelse. Man vendte sig her imod den for­van­skn­ing af kris­ten­dom­men, man mente at se både blandt gern­ings­glade mis­sions­folk og i lib­er­al­te­ol­o­giske forsøg på tillemp­n­ing af Evan­geli­et til en rationel etik og livs­førelses­lære. Fra tide­hvervsk hold lød det således, at begge disse til­gange til Evan­geli­et – både drøm­men om hel­lig­gørelse ved egne gerninger og pås­tanden om kris­ten­dom­mens for­nuftighed som almen etik – var udtryk for en blind­hed over for kris­ten­dom­mens radikalitet og dermed udtryk for det selvdyrk­ende men­neskes forsøg på at besid­de Evan­geli­et og ind­hylle sig i hyggelige løgne om egne fortræf­fe­lighed­er og ver­dens god­modighed.

I Tide­hverv blev grun­den således ryd­det for en ganske anderledes virke­lighed­snær tale om kris­ten­dom­men og men­neske­liv­et; væk var enhver pås­tand om overensstem­melse mellem men­neske­for­nuften og Ordet, og mellem sid­st­nævnte og det, vi almin­deligvis forstår som et behageligt liv. Kris­ten­dom­men er ikke en plau­si­bel tyd­ning af tilværelsen, ikke det naturlige men­neskes oplagte livssyn; dette at der skulle find­es en Gud, der i sin ophø­jethed kom­mer sin faldne skab­n­ing nær og uddrager den af syn­dens hænge­dynd er ikke indl­y­sende, ikke en sag for men­neske­for­nuften, men der­i­mod et angreb på denne – en uhørt pås­tand, der enten vil møde forargelse eller tro. Og videre: Gud­stroen er ikke en løs­ning på men­nes­kets prob­lem­fyldte tilværelse, ikke et trylle­ord, der kaster rosen­skær over jord, men er der­i­mod en tiltale, der udmøn­ter sig i et kald til at gå ind under for­drin­gen om at leve sit gud­sk­abte liv og dø sin syn­di­ge død i denne vor under­gangsmærkede ver­den. Eller anderledes udtrykt: Kris­ten­dom­men angår men­nes­keek­sis­tensen, ikke som den kan omdigtes til at være, men som den er, dér hvor denne ver­dens vis­dom bløder.

»Historiens Tale«

Ét af de sted­er, Schack har skrevet klarest om his­to­rien er i essayet His­to­rieop­fat­telse – Men­neskeop­fat­telse, der blev bragt i Tide­hverv i 1935 og siden­hen optrykt i sam­lin­gen Afhan­dlinger, som blev udgivet på Tide­hvervs For­lag i 1947.

Essayet tager sin beg­y­n­delse ved en meget almin­delig – men for de af os, der gerne vil give syn af klas­sisk dan­nelse — nok lidt pin­lig erfar­ing:

Den som har besøgt en gam­mel, vel­be­varet Mid­de­lalder­by […] kender den Stemn­ing af lam­mende Tris­thed, som man kan over­faldes af efter et Par Timers Ophold. Det samme indtræder hur­tigere ved Besøg ved Ruin­er eller paa old­nordisk Muse­um. Hvo­raf kom­mer dette? Det kom­mer af, at alt omkring en taler om Død; man gaar blandt Ting, som engang har været lev­ende; lev­ende Men­nesker har rørt ved dem, de har været med i Øje­b­likkets Liv. Men nu er alt dette for­bi. Og der­for taler alle disse Huse, Red­sk­aber og Møbler nu kun om døde Men­nesker, døde Slægter, døde Øje­b­likke, dødt Liv.

Dette er His­to­riens Tale (Afhan­dlinger s. 169).

Hvor vi nor­malvis – i hvert fald blandt såkaldt dannede – ville opfat­te apati i mødet med det muse­ale som et udslag af man­glende his­torisk sans, vender Schack således spørgsmålet om og hævder, at netop den, der ikke føler glæde og bege­jstring ved his­to­rien, men hen­sættes i en ned- og kuld­slået sindsstemn­ing af denne, er den, der virke­lig er beg­y­n­dt at få øren for det, his­to­rien egentlig siger. Om den, der ikke hør­er dødens tale i det for­gangne hed­der det videre:

jeg vil ikke sige, at han man­gler his­torisk Sans, for det ved jeg ikke, hvad er, — men jeg vil sige, at han kan ikke høre, hvad der bliv­er sagt; han kan ikke høre Men­neske­liv­ets og der­for heller ikke His­to­riens Tale; for His­to­rien før­er jo ikke anden Tale end den, der lyder fra dette Liv, vi selv og vore Med­men­nesker lever den Dag i Dag.

Opgør med idealismens historiesyn

For Schack er his­to­rien alt­så i udgangspunk­tet ikke noget særligt; ikke væsens­forskel­ligt fra det almin­delige jorde­liv, vi alle er hen­viste til at slæbe os igen­nem. Nej, his­to­rien er netop som dette liv, for den fortæller om men­nesker som os; men­nesker der led, sled og stred – og alle endte det samme sted:

His­to­rien taler da først og tydeligst om ”de døde Ben”. At beskæftige sig med His­to­rien er at beskæftige sig med Døden. Der kom­mer fra den ”en Lugt af Død til Død”; den lugter af Forkrænke­lighed. Dens Tema er ”Af Jord er du kom­met, til Jord skal du blive”. Den er vort Forsøg paa at huske; men netop der­for lær­er den os at huske Døden (s. 170).

Ej en guld­grube eller et fade­bur, hvor vi kan fylde os med ånd og ind­sigt; hvor vi kan lære noget og deri­gen­nem blive dygtige sam­funds­byg­gere og sjæle­granskere – men der­i­mod en meget enkelt påmin­delse: Alt dette, der er dit, skal gå til grunde. Dét er his­to­riens tale til men­neskenes børn.

Vi har alt­så at gøre med en kon­sekvent anti-ide­al­is­tisk his­to­rieforståelse med en sleben brod vendt mod enhver form for his­to­riefilosofisk syn­tese-iver og frem­skridt­skult. His­to­rien lær­er ikke den stræbende men­neske­hed at rejse sig og van­dre en bedre tid i møde – nej, den lær­er os slet og ret, at graven er al fore­tag­somheds endemål.

Således Schacks afsæt for beskæftigelsen med den mængde kun­st­færdi­ge forsøg på virke­ligheds­for­fal­skn­ing, men­neske­børnene til stadighed hen­giv­er sig til.

Evighedsindbildningen

Klin­gen er alt­så først og fremmest draget mod en frem­skridt­sori­en­teret ide­al­isme, hvor his­to­rien anskues som – omdigtes til at være – et for­løb, hvis enkelte stad­er mark­er­er kval­i­ta­tive skridt fre­mad, hvorved de lev­ende opfattes som fun­da­men­talt anderledes stillede end de hen­farne, af hvem de har lært lek­tien om ret livs- og stats­førelse. Men hvor kom­mer denne for­lø­jede drøm om evighed fra? Schack svar­er meget enkelt og ind­drager i samme omgang sig selv som ét af de løg­nens børn, der skjuler øjnene for den forkrænke­lige virke­lighed:

Hvor­for over­hør­er alle de mere eller min­dre ide­al­is­tiske Lovpris­ning af His­to­rien, af hvad man kan lære af den, bege­jstres til af den osv., denne Tale? For­di deres og vor Men­neskeop­fat­telse ikke har noget med Virke­lighe­den at gøre. Vor Men­neske- og His­to­rieop­fat­telse gaar ud fra, at Men­nes­ket skal leve evigt, eller at dog hans Tanker skal leve evigt. Men His­to­rien har intet med Evighe­den at gøre; den er kun et Forsøg på ikke helt at glemme, hvad der er sket (s. 170).

Men­nes­ket vil i sit inder­ste netop dét, det ikke kan få – ikke kan tilrane sig; nem­lig evighe­den, den totale bemægtigelse af ver­den, om ikke i egen per­son så i det mind­ste i drøm­men om egne tankers videre­be­for­dring ud i uen­de­lighe­den. Men­nes­ket er et grænseløst selvop­taget væsen, og døden er den fjende, som vi alle gør det ene kun­st­færdi­ge krum­spring efter det andet for at undgå øjenkon­takt med.

At være samtidig med historien

Tage Schack bestem­mer alt­så men­nes­kets almin­delige forhold til his­to­rien som en æstetisk for­sir­ing af tilværelsen, hvor vi på sikker afs­tand ser os i stand til at dyrke egne fortræf­fe­lighed­er, men herved fylder svælg og mund med løgn. For virke­lighe­den er og bliv­er dette, at men­nes­ket ikke kan gøre sig his­to­riens herre, men der­i­mod er hjem­faldet til denne. Vi kan ikke selv vælge, hvad vi vil være, for vores virke­lighed er allerede sat. Og her nærmer vi os Schacks opfat­telse af, hvad der kunne være at forstå ved et sandere forhold til his­to­rien; nem­lig dette at leve sin usikre, men ingen­lunde lig­e­gyldige, tilværelse midt i den ubøn­hørligt his­torisk bestemte virke­lighed, der er blevet én til del:

saas­nart et Men­neske husker, husker han sit Ans­var. His­to­rien er Slægtens Hukom­melse; den tvinger til at tage Ans­varet for sig selv, for Øje­b­likket, som det er: bestemt af For­tiden. Den er Sam­men­hæn­gen, som vi ikke vil staa i, Føl­gerne, vi ikke vil bære: Den er Fædrenes Syn­der, som straffes paa Børnene (171f).

Sådan var det den­gang ”For­tiden var til” og sådan er det for os. På denne måde, men også kun på denne, taler Schack om mulighe­den for at være sam­tidig med de døde, idet han fast­slår, at ”det at være sam­tidig med For­tiden og dens Øje­b­likke [er] det samme som at være sam­tidig med sit eget Liv” (s. 172). Ved at forstå, at den fore­liggende virke­lighed er noget, der gør krav på, ja hvis væsen er selve det at gøre krav på men­nes­ket, og dermed hen­sæt­ter det i dét øje­b­lik, hvor alt både er mær­ket af under­gan­gen og sam­tidig den dybeste alvor – således bliv­er men­nes­ket sam­tidigt med his­to­rien; sam­tidigt med sig selv, for­di dets bris­te­færdi­ge liv i al dets konkre­tion netop er sat af his­to­rien.

Evangeliet

Men hvad har nu alt dette med kris­ten­dom­men at gøre, kunne den læsende måske få lyst til spørge? Jeg skal forsøge at svare.

I alt væsentligt er Schacks – og i øvrigt Tide­hvervs – kris­ten­doms­forståelse bestemt af den lutherske skær­pelse af forhold­et mellem lov og evan­geli­um. Loven angår her den nøgne men­neske­lige erfar­ing af og besin­delse på altid at komme til kort i mødet med tilværelsens krav. Men­neske­liv­et står under loven og dermed under dom, og den eneste påviselige vej ud, er vejen nedad til ormene. Det er dette, der lig­ger i Schacks anti-ide­al­is­tiske his­to­riesyn, og som han blandt andet udtrykker på føl­gende måde, idet han taler om de ord, der lyder, når men­nes­ket læg­ger øret til his­to­rien og hør­er de dødes tale:

Det er sim­pelthen Men­nes­kets Tale til Men­nes­ket om sit Ned­er­lag, og sin forgæves Kamp. Vi er alle Brø­dre. His­to­rien er Men­nes­ket, der møder Men­nes­ket – ikke i Sejren, men under den Dom, der er over alt Men­neske­liv. Der­for skal vi ikke læse His­to­rien for at faa Bekræf­telse på os selv og vort eget, men for at høre et Men­neske – eller et Folk eller en Tid – tale, maaske ufriv­il­ligt, om dette Ned­er­lag og om denne Dom; for at lære, at vi er fælles med dem i dette (s. 182).

Således his­to­riens højrøst­ede stad­fæs­telse af dom­men, som for­tidens søn­der­brudte men­neske taler tværs igen­nem tiden til den, der end­nu er live, men hvis skrog og drømme snart skal tilhøre mulden.

Men hermed er alt – paradok­salt nok – alligev­el ikke sagt, for netop denne neg­a­tive his­toriske erk­endelse rum­mer i sig udpeg­nin­gen af det eneste pos­i­tive, der kan siges om, eller snarere til, et men­neske. Det oven­for anførte citat forsættes der­for sådan her:

og for saaledes at høre Evan­geli­et, hvor­somhelst det tales i den men­neske­lige His­to­rie, (og det tales over­alt for den, der har Øren til at høre med,) – høre det neg­a­tive (om man vil) i det Ord om Men­nes­kets Nøgen­hed, der lyder alleveg­ne fra His­to­rien, og pos­i­tivt (om man vil) i Ordet om Opstandelse fra de døde. Thi Haa­bet for Men­nes­ket er altid i Ned­er­laget og i Dom­men (s. 182f).

Kun i under­gan­gen er der håb; kun dér, hvor alle men­neske­lige mulighed­er møder deres grænse, hvor døden vis­er sig som den virke­lighed, vi er indeslut­tede i – kun der kan men­nes­ket høre det glædelige bud­skab om de dødes opstandelse i Jesus Kris­tus, om opre­js­ning hin­sides søn­der­bryd­nin­gen alt dette, der er vort. Og det er netop her­fra – og kun her­fra – Schacks tale om det men­neske­lige ans­var kom­mer. Men­nes­ket kan ikke und­slippe døden, men det kan erfare den forun­derlige trosvirke­lighed, at under­gan­gen vis­er sig at være svangert med håb om frelse og bud om ans­var midt i det ruinøse land­skab, der hed­der ver­den.

En vovet pås­tand og noget af et spring bort fra den nøgne virke­ligheds­besin­delse der lig­ger i et anti-ide­al­is­tisk his­to­rie- og tilværelsessyn, kunne man nok mene. Og dette er da også men­neske­ligt set sandt; det er – for den, der ikke selv har skuet afgrun­den og hørt Ordet – en både hal­sløs og idi­o­tisk pås­tand, at der skulle gives et håb om de dødes opstandelse. Men dette er nu engang kris­ten­dom­mens ord til men­nes­ket, men netop et ord, som kun kan høres dér, hvor al ind­bild­ning om egne fortræf­fe­lighed­er og mulighed­er er blevet kvast af virke­lighe­den selv. Evan­geli­et kan kun høres, dér hvor den dom, men­nes­ket afskyr at høre, er erfaret virke­lighed, og kun dér er evighedsskæret en mulighed midt i forkrænke­lighe­den.

Nu

Evan­geli­et sæt­ter således en anden virke­lighed end de ide­al­is­mens mange­hånde virke­ligheds­for­siringer – de poli­tiske, de filosofiske og de æstetiske – hvorved vi til stadighed ind­bilder os at have hånd i han­ke med vores egen skæb­ne; nem­lig en virke­lighed, hvor døden er vis, men håbet råder og ans­varet for det konkrete liv erfares som et gud­givent bud. Men­nes­ket befind­er sig midt i his­to­rien, men Gud­sor­det lyder ind i denne:

midt i denne His­to­rie og for Men­nes­ket, der staar midt i den, bliv­er Evan­geli­et om His­to­riens Ende og Men­nes­kets Død forkyn­dt. Og naar det sker, spe­jler Guds Herlighed sig i Skaar­erne og Ruin­erne. Thi hvor Evan­geli­et høres, dér ender vor His­to­rie med al dens Synd og Død, og Guds His­to­rie: Opstandelsen fra de døde beg­y­n­der. Dér ven­ter Men­nes­ket slet ikke paa Resul­tater; og han sky­der heller ikke Resul­tater ud i Men­neskeslægtens Fremtid; for han véd, at der ikke kan reg­nes med noget Resul­tat af His­to­rien; dens Realitet er død. Men dér ven­ter Men­nes­ket Guds Rige – ikke i Mor­gen, men i Dag (s. 188).

Det men­neske, der hør­er Evan­geli­et, lever i time­lighe­den og har ingen ”anden Mulighed end at dø”, men Guds mulighed har fat i ham, og han tilsiges der­for at hen­give sig til det lev­ende øje­b­lik og det konkrete ans­var, som det kristne kærligheds­bud udmøn­ter sig i. Så enkelt og så mærkværdigt er det – ifølge Tage Schack.

Korsets dårskab

Ja, sådan så det ud for Tage Schack, og sådan kan det vel end­nu se ud for det men­neske, der tror. For det men­neske, der ikke tror men enten har sat sin lid til sig selv og denne dødsmærkede ver­den eller befind­er sig i nihilis­men, er der ingen anden mulighed end forargelsen. Således er nu engang korset og korsets dårskab, og hvor kris­ten­dom­men sæt­ter sce­nen, kan der ikke argu­menteres, men kun tileg­nes i tro eller fornægtes i vantro.

Tage Schack sat­te sit liv til på denne tro – hvad vi gør, for­bliv­er vores sag, og skal tids nok vise sig.

Johan Chris­t­ian Nord er Ph.D.-studerende ved Tysk på Aarhus Uni­ver­sitet

Scroll til toppen