Serendipitet: Er videnskab rent (u)held?

Sir Alexan­der Flem­ing. Cred­it: Well­come Library, Lon­don. Well­come Images, images@wellcome.ac.uk. Cre­ative Com­mons.

Den eneste grund til at Newton opdagede tyngdekraften var, at han tilfældigvis fik et æble i hovedet en dag, da han tog sig en lur. Eller hvad? Begrebet serendipitet benyttes af videnskabsmænd til at betegne evnen til at gøre heldige opdagelser. Thomas Stavning Erslev fortæller her historien om serendipiteten, der starter i Sri Lanka og ender hos Pfizer.


I som­meren 1928 kom biolo­gen Alexan­der Flem­ing hjem fra ferie og fandt, at han havde ladet vin­duet til sit lab­o­ra­to­ri­um stå åbent i sit fravær. På lab­o­ra­to­riebor­det stod en række petriskåle med stafy­lokok­bak­terier, som Flem­ing dyrkede for at obser­vere deres vækst. I en af petriskå­lene var stafy­lokokkerne dog næsten forsvun­det. En svamp af sorten peni­cil­lum chryso­genum – peni­cillin – var flø­jet ind gen­nem vin­duet og lan­det i petriskålen. Lige netop denne svamp – ud af de flere tusinde svam­pe­sorter – har de bak­teriedræbende egen­sk­aber, der gør peni­cillin til det vidun­der­mid­del, vi i dag kender så godt. Som man kan gætte, havde peni­cilli­nen til Flem­ings store bege­jstring dræbt stafy­lokokkerne i den petriskål, de var lan­det i.

Peni­cillin blev opdaget, for­di Flem­ing sløsede med sin forskn­ing og var for dis­træt til at lukke vin­duet. Tyn­gde­loven kom af, at New­ton blund­ede under et træ og blev vækket af ned­falds­frugt. Vulka­nis­eret gum­mi blev opfun­det ved, at en klod­set Charles Goodyear tabte en bland­ing af gum­mi og svovl på en varme­plade.

Der find­es mange lig­nende his­to­ri­er – jeg kunne også have nævnt Arkimedes og bade­huset, H.C. Ørst­ed og mag­net­nålen eller Edward Jen­ner og malkepi­gen. Selvom mange af sådanne his­to­ri­er uden tvivl er over­drevne for den gode fortællings skyld, kan det ikke nægtes, at mange viden­sk­a­belige opdagelser – nogen vil sige alle de vigtig­ste – har lignet rene til­fældighed­er, heldige uheld. Man kan spørge sig selv, hvor­dan viden­sk­aben ikke desto min­dre ved­bliv­er at skride frem – og ikke mindst, hvor­dan forskere bær­er sig ad med at søge økonomisk støtte til, hvad der nogle gange kan ligne det rene lot­teri.

Som det skal blive klart neden­for, var Flem­ings opdagelse ikke det rene svine­held, og det samme kan siges om New­ton, Goodyear og de andre. Før vi genetablerer deres omdømme som dygtige viden­sk­ab­smænd i stedet for heldige kvak­sal­vere, skal vi dog stifte bek­endt­skab med et begreb: Serendip­itet.

Begrebet serendipitet

Ordet ‘Serendip­itet’ er Horace Walpoles påfund. Wal­pole var for­fat­ter og brevskriv­er. Han havde en forkærlighed for det kuriøse, det fin­urlige, det under­hold­ende, og han gjorde selv meget for at holde livet fin­urligt. I et brev han skrev til ven­nen Horace Mann i 1754, begiv­er han sig således ud i en fork­lar­ing af ‘serendip­itet’ – et ord han selv har opdigtet – for­di han “ikke har bedre ting at fortælle om”. Wal­pole skriv­er selv, at det er nem­mere at forstå ordet ved dets afled­ning end ved def­i­n­i­tion. Han har udledt ordet af et gam­melt per­sisk even­tyr: De Tre Prinser Fra Serendip. Serendip er et gam­melt navn for Sri Lan­ka. Even­tyret han­dler alt­så om øens tre prinser, som bliv­er sendt ud i ver­den af deres far, kon­gen, for at de kan lære livet at kende. De ankom­mer hur­tigt til en by, hvor de møder en han­dlende, der savn­er sin kamel. Da han spørg­er, om de har set den på vejen til byen, spørg­er de ham, om kame­len er blind på det ene øje, hal­ter og man­gler en tand. Det er rigtig nok han­dels­man­dens kamel, men da han spørg­er de tre prinser, hvor de så dyret, svar­er de til stor opstandelse, at de såmænd slet ikke har set det. Det tror han­dels­man­den selvføl­gelig ikke på. Han trækker dem for kejseren og kræver at få dem straf­fet for kameltyveri. Her fork­lar­er de sig på bed­ste Sherlock-Holmes’ske vis: De havde set kamel­spor på vejen, hvor kun tre af fød­derne trådte regelmæs­sig, mens det fjerde trak lange spor i sandet. Desu­den var græs­set spist i den side af vejen, hvor det var dårligst. Kame­len kan der­for ikke have set det bedre græs på den anden side af vejen, og må have været blind. Endelig havde de i vejsi­den set klumper af tygget græs på stør­relse med en kameltand, hvor­for bemeldte kamel måtte man­gle en tand. I mellemti­den er kame­len blevet fun­det af en anden rejsende, og prin­serne frik­endes og kan fort­sætte deres even­tyr.

Prin­serne ved­bliv­er på denne måde at opdage ting, de ikke var på opdagelse efter, ved lykketræf og skarpsindighed. Det er netop sådanne opdagelser, Wal­pole døber ‘serendip­itet’ efter prin­sernes hjem­land. Til­fældigt gjorte opdagelser og desu­den evnen til at gøre den slags opdagelser. Serendip­itet er også af nogle kaldet ‘hap­py acci­dents’ – heldige uheld. Det spæn­dende ved begre­bet er dets særeg­ne bland­ing af tilskikkelse (opdagelsen sker til­fældigt uden opdagerens vil­je), han­dlen (man må dog fore­tage sig noget for at finde det, man ikke led­er efter) og recep­tivitet (opdagelsen er resul­tat af opdagerens skarpsindighed). Wal­pole forvir­rer yderligere, ved senere i brevet, at tale om til­fældig skarpsindighed – “acci­den­tal sagac­i­ty”. Dette er nød­vendigt, for­di han fasthold­er serendip­itetens karak­ter af uven­teth­ed. Hvor­dan man kan være skarpsindig ved et til­fælde, vil jeg lade læseren gru­ble over. Neden­for skal vi se, at det især er denne tvety­dighed i forhold til opdagerens rolle, der gør begre­bet inter­es­sant.

Forskerens årvågne sind

Der skulle gå mange år, før begre­bet fandt ind­pas i bredere kredse. Indtil 1930erne blev det kun brugt af en lille gruppe lit­ter­ater, der fandt ordets atypiske ryt­mik tillokkende og fik fornø­jelse af at holde sig et eso­terisk sprog. Wal­ter Brad­ford Can­non, der var pro­fes­sor på Har­vard Med­ical School, udfold­ede dog ordet og gjorde det mere anven­deligt i naturv­i­den­sk­a­belige kredse. Han bruger det i sin selvbi­ografi The Way of an Inves­ti­ga­tor. A Scientist’s Expe­ri­ences in Med­ical Research, hvor han tilskriv­er serendip­itet en vigtig rolle i ethvert forskn­ings­for­løb. Dette gør han dels, lige­som Wal­pole, ved at fornø­jes og forun­dres over de lykketræf og små uforud­sete hæn­delser, der hver dag led­er vores tanker på afve­je – og en gang i mellem på ret kurs. Dels føjer han en kvalitet til ordets def­i­n­i­tion, der giv­er opdageren mere selvbestem­melse. Hvis det oftest er sådan – og det men­er Can­non – at vigtige opdagelser sker ved plud­selige ind­sigter fra rene til­fælde, bliv­er det forskerens opgave at for­berede sig på det uvent­ede. Can­non taler om den gode forskers ‘årvågne sind’ (“pre­pared mind”). For at opnå forskn­ingsre­sul­tater, må man, foru­den hårdt arbe­jde og ved­hold­en­hed, opøve en opmærk­somhed over­for detal­jer, små afvigelser og uvent­ede resul­tater. Men vigtigst er det, ifølge Can­non, ikke at lade sig binde af ‘fikse ideer’. Man må give fej­lene og afvigelserne en fremtræ­dende plads i sin forskn­ing og undgå alt for rigide van­er og ram­mer. Viden­sk­ab­s­man­den skal for Can­non være årvå­gen, nys­ger­rig, ved­hold­ende og – vigtigst af alt – rede til at ændre sine van­er og foru­danelser i overensstem­melse med empirien. Alle disse egen­sk­aber – som man må øve sig i hele livet – udstyr­er forskeren med det ‘årvågne sind’, som gør ham bedre stil­let over for de heldige til­fælde, over for serendip­iteten.

Fleming genfortalt

Tiden er nu inde til at fortælle resten af his­to­rien om Alexan­der Flem­ing. Sagen er nem­lig ikke så sim­pel, som jeg først frem­stillede den, og det er ikke nød­vendigt at reduc­ere opdagelsen af peni­cillin til et rent lykketræf. For at forstå det, skal vi starte his­to­rien 10–15 år tidligere end oven­for, i Første Ver­den­skrig, hvor Flem­ing og hans lær­er Sir Almoth Wright blev sendt til Frankrig for at hjælpe de sårede sol­dater. Dati­dens anti­sep­tiske stof­fer, bl.a. kar­bol­syre, gjorde i det store hele mere skade, end de gjorde godt, for­di de ikke blot dræbte bak­terier, men tillige hvide blod­celler – og dermed hæmmede krop­pens immun­forsvar. Denne oplevelse lærte Flem­ing at have øje for både skadelige og gavn­lige virkninger af antibi­oti­ka. Senere, i 1922, gjorde Flem­ing en opdagelse (lige så til­fældig som den senere), der kan ses som en vigtig optakt til peni­cillinets serendip­itet. Idet han var ved at under­søge en petriskål med nasale sekreter – snot – faldt en tåre fra hans øje ned i skålen og, til Flem­ings store over­raskelse og lykke, dræbte tåren bak­terierne rundt om det sted, den faldt. Det skyldes enzymet lysozym. Som bek­endt er tår­er – i mod­sæt­ning til kar­bol­syre – ikke skadelige for men­nesker (i hvert fald ikke i med­i­cin­sk for­stand). På grund af sine oplevelser i kri­gen, kunne Flem­ing værd­sætte betyd­nin­gen af denne opdagelse – selv om lysozym ikke fik den store betyd­ning, da det kun dræber rel­a­tivt harm­løse bak­terier – den lærte ham nem­lig, at der find­es naturligt forek­om­mende stof­fer, der dræber bak­terier uden at skade men­nes­ket – og mindst lige så vigtigt, at man må være åben for til­fælde og uvent­ede resul­tater.

Nu kan vi forstå, hvor meget mere end held, der med­virkede til Flem­ings opdagelse af peni­cillinet. Dels havde han lang erfar­ing med studi­er af bak­terier og antibi­oti­ka, dels var han blevet inter­esseret i naturligt forek­om­mende bak­teriehæm­mere og deres virkninger – både skadelige og gavn­lige. Endelig havde hans oplevelse med tåren lært ham, at til­fældet aldrig må under­vur­deres. Havde det ikke været for alt dette – og for Flem­ings nys­ger­righed og åben­hed som forsker – ville han uden tvivl have kasseret den ‘forurenede’ petriskål.

Vi har nu to udgaver af his­to­rien om Alexan­der Flem­ing og hans opdagelse af peni­cilli­nen. I den ene ver­sion er han en lykkens pam­fil­ius, hos hvem opdagelsen dumper til­fældigt ned i skødet, blot for­di han var på det rette sted under de rette omstændighed­er. I den anden er han en ser­iøs og mål­ret­tet forsker – med et årvåget sind – og opdagelsen er kul­mi­na­tio­nen på årtiers hårdt, fokuseret arbe­jde med et velde­fineret prob­lem. Det, der er så inter­es­sant er, at opdagelsen i begge his­to­ri­er kan beskrives med begre­bet ‘serendip­itet’.

Det er, vil jeg argu­mentere for, denne tvety­di­ge karak­ter, der gør begre­bet inter­es­sant som andet og mere end et velk­lin­gende og eso­terisk “pra­le­ord”. Begre­bet har da også i flere sam­men­hænge ageret viden­sk­ab­spoli­tisk slag­mark, hvor ordets def­i­n­i­tion afgør næsten alt, og hvor mange forskel­lige parter der­for hele tiden prøver at definere og rede­finere ordet for derved at få ret­ten på deres side. Denne kamp udspiller sig især omkring det altid vigtige poli­tiske spørgsmål: Spøgsmålet om penge.

Spørgsmålet om penge – serendipitet som videnskabspolitisk argument

Vi skal se nærmere på to fir­maer – begge far­ma­ceu­tikapro­du­cen­ter – der over for aktionær­erne benyt­ter ‘serendip­itet’ som argu­ment for flere økonomiske midler til deres forskn­ing­spro­jek­ter. Forskn­ing udført i virk­somhed­sre­gi bliv­er altid bedrevet med et mål for øje: bedre gum­mi til bildæk­spro­duk­tion, hur­tigere trådløs kom­mu­nika­tion, bedre med­i­cin med færre bivirkninger og så videre. I denne kon­tekst bliv­er forsknin­gen ikke bedømt af andre forskere og med hen­syn til forsknin­gens bidrag til ‘viden­sk­abens frem­skridt’. I stedet bliv­er forsknin­gen vur­deret med prof­it som endemål. Er forsknin­gen ikke prof­ita­bel, kan det ikke betale sig for virk­somhe­den at spon­sorere den. Dette rejs­er spæn­dende prob­lem­still­inger, når man kig­ger på til­fældige opdagelser, heldige uheld. Hvis al den prof­it, der er kom­met ud af et forskn­ing­spro­jekt, har været til­fædig – en bivirkn­ing så at sige – kan virk­somhe­den så være sikker på, at pro­jek­tet vil ved­blive at give afkast? Hvor­for over­hovedet bruge penge på en forskn­ing, hvis frem­skridt beror på heldet alene? Skal forskere have løn for at sid­de og vente på til­fældet? Serendip­itet synes i betalerens øjne at implicere megen risiko, upro­fes­sion­al­isme og en forskn­ing baseret på fejl eller uheld.

Et af de viden­sk­a­belige områder, hvor flest opdagelser er blevet tilskrevet serendip­itet er far­makolo­gien, som har set rivende udvikling i det tyvende århun­drede. Peni­cillin var bare ét af de overvældende mange nye medika­menter, der så dagens lys i det tyvende århun­drede, og af disse er langt størst­ede­len blevet tilskrevet serendip­itet. For offent­lighe­den – og for en stor del af forsker­staben – lad­er de sim­pelthen til at have været rene lykketræf. Det er der­for ikke svært at forstå, at pro­du­cen­terne af disse lægemi­dler har svært ved at ret­færdig­gøre deres udgifter til nye forskn­ing­spro­jek­ter. En af disse pro­du­cen­ter er fir­maet Pfiz­er, der for at undgå, at aktionær­erne for­langte deres penge brugt på noget andet end forskn­ing, førte en kam­pagne med ‘serendip­itet’ i cen­trum. For at gå imod forestill­in­gen om, at deres far­ma­ceutiske opdagelser blot kan tilskrives heldet alene, gjorde de offent­lighe­den (læs: aktionær­erne) opmærk­som på, at held abso­lut ikke er den eneste ingre­di­ens i serendip­itet – og heller ikke den vigtig­ste. Det vigtig­ste er der­i­mod, ifølge Pfiz­er, det ‘årvågne sind’, som må være tilst­ede, for at der over­hovedet kan gøres en opdagelse. Deres forståelse for denne årvå­gen­hed adskiller sig dog radikalt fra Wal­ter B. Can­nons, idet de ikke læg­ger nær så meget ans­var i den enkelte forskers hæn­der. Deres forståelse af det ‘årvågne sind’ er nærmest deter­min­is­tisk. For dem var det ikke til­fældigt, at Flem­ing fandt peni­cillinet, at Goodyear opdagede vulka­nis­er­ing eller at Ørst­ed skulle være den første til at se sam­men­hæn­gen mellem elek­tricitet og mag­n­tisme. Viden­sk­aben se frem­skridt, og når tiden er mod­en – når der er en bestemt Zeit­geist tilst­ede – føder ver­den et eller flere særligt årvågne sind, der kan se de tegn, der før­er til store opdagelser. Serendip­itet er alt­så ikke held, men skæb­ne:

Zeit­geist is defin­able this way: If Gus does not dis­cov­er the wheel in 40.000 B.C., his nephew Bug is sure to do so with­in the cen­tu­ry, for the mak­ings of such a con­cept, and the need for it, evolve with the cul­ture and come into being at a cer­tain time. In fact, there is a ques­tion whether hap­py acci­dents of sci­ence are acci­dents at all.

Det eneste ‘heldige’, der er tilbage i serendip­itet, er så, at Gus opfandt hjulet før Bug og der­for kunne kræve copy­right og høste indtægterne. Men at være lige så heldig som Gus, kræver dygtige forskere og mod­erne forskn­ing­sud­styr – skæb­nen arbe­jder selvsagt ikke alene! Så for at Pfiz­er – og deres aktionær­er – skal være de heldige opdagere af det næste ny medika­ment, har de brug for penge at poste i tidens årvågne sind.

George W. Mer­ck fra en anden far­ma­ceu­tikapro­du­cent, Mer­ck & Co., stod i samme prob­lem som Pfiz­er. Hans aktionær­er kunne heller ikke se menin­gen i fort­sat at poste penge i forskn­ing­spro­jek­ter, hvis afkast alene beroede på til­fældet. Hans argu­men­ta­tion går dog i en helt anden ret­ning end Pfiz­ers. I stedet for at feje lot­teri­et ind under gul­vtæp­pet, fremhæver han det efter prin­cip­pet ‘hvo intet vover, intet vin­der’. Han læg­ger ikke skjul på, at serendip­itet er lykketræf, men læg­ger fokus på en kvalitet, vi ikke har hørt så meget til førhen: Det, at serendip­itet er opdagelsen af noget, man ikke søger efter. Han forbinder ‘serendip­itet’ med det ukendte. Argu­mentet bliv­er da, at plan­mæs­sig forskn­ing med klart definerede mål ikke udvider fel­tet for viden på samme måde som serendip­itet gør det, netop for­di serendip­itet per def­i­n­i­tion er opdagelsen af noget ukendt. Mer­ck rede­finer­er her begre­bet fra at betyde opdagelsen af noget uven­tet til noget ukendt. Derved får han sagt, at selvom forskn­ing uden eksterne for­mål – grund­forskn­ing kan vi kalde det – er uforudsigelig, og ikke med sikker­hed giv­er afkast, er sandsyn­lighe­den for, at man opdager noget radikalt nyt så meget større i denne slags forskn­ing end i den for­mål­sori­en­terede, at det er sund for­nuft at bruge penge på, selvom det ikke umid­del­bart tjen­er noget økonomisk mål. Den almin­delige aktionær skal ikke bekym­re sig om, hvad der forskes i, og om forsknin­gen giv­er resul­tater – det forstår han sig ikke på. Når alt kom­mer til alt, er det svært for det utrænede øje at se, hvornår serendip­iteten lig­ger lige om hjør­net. Læg­man­den hverken kan eller skal kri­tis­ere Mer­cks forskn­ing. Aktionær­erne gør bedst i at stole på det uvent­ede: At den ustruk­tur­erede, plan­løse forskn­ing rent fak­tisk vil give afkast i form af far­ma­ceutiske pro­duk­ter.

Både Mer­ck og Pfiz­er ønsker flere midler til deres forskn­ing­spro­jek­ter, men de argu­menter­er på helt mod­stri­dende måder. Hvor Pfiz­er afvis­er, at deres opdagelser skulle have noget med til­fældet at gøre, selvom de bliv­er kaldt serendip­itøse, gør Mer­ck opmærk­som på, at netop for­di opdagelserne er til­fældige, er de så meget mere værd: De udvider vores viden om ver­den. Det er klart, at hvis alle far­ma­ceu­tikapro­du­cen­ter led­er efter det samme stof, vil alle de, der taber kaplø­bet, have tabt en masse penge, for­di den første opdager vil have taget patent. Hvis Mer­ck der­i­mod lad­er forskn­ingsafdelin­gen lave mere grund­forskn­ing og pege i flere ret­ninger, er der mulighed for at opdage et medika­ment, ingen hidtil havde forestil­let sig. Mer­ck vil så ikke have nogen konkur­rence, vil ikke have spildt penge på at delt­age i et forskn­ingskapløb – og men­neske­he­den har fået to nye medika­menter i stedet for kun ét (hvis vi går ud fra, at Pfiz­er i mellemti­den har opdaget det stof, de ledte efter). I begge til­fælde er det def­i­n­i­tio­nen af ‘serendip­itet’, der er det sprin­gende punkt i argu­men­ta­tio­nen, og som skal over­be­vise aktionær­erne til at punge ud.

Serendipitet i Danmark

Lad os til sidst vende blikket hje­mad. En vis opmærk­somhed på begre­bet og fænomenet serendip­itet åbn­er nem­lig for en bredere forståelse af nogle posi­tion­er og argu­menter i forskn­ingspoli­tikken – et per­spek­tiv, jeg håber, læseren vil tage med sig videre.

Så sent som den sjette sep­tem­ber 2013 udtalte Liselotte Høj­gaard, den nyligt tiltrådte for­mand for Dan­marks Grund­forskn­ings­fond, i et inter­view på videnskab.dk, at “vi skal blive gode til at skabe ram­mer, der øger chancerne for, at de uforud­sete gen­nem­brud opstår”. Hun kunne lige så godt have sagt ‘vi skal øge serendip­iteten i dan­sk forskn­ing’. Koblin­gen af serendip­itet og grund­forskn­ing er da heller ikke ny – det er også i en vis for­stand den, Mer­ck gør opmærk­som på oven­for. En, der har blik for denne kobling, er Jens Høiri­is Nielsen, pro­fes­sor i bio­med­i­cin ved KU. Han skrev i 1999 en artikel, “Grund­forskn­ing: Viden­skab eller kun­st?”, hvori han lidt i stil med Can­non plæder­er for en skær­pet opmærk­somhed på til­fældene, det uvent­ede og det ‘fork­erte’ – helst allerede i folkeskolen. Hans argu­men­ta­tion lign­er Mer­cks. Blot er han af gode grunde ikke lige så forhip­pet på resul­tater­ne af grund­forsknin­gen, men nøjes med at kon­statere at god grund­forskn­ing er andet og mere end hårdt mål­ret­tet arbe­jde. Nielsens posi­tion – at uddan­nelse skal opøve de stud­eren­des evne til selvstændig tænkn­ing og nys­ger­righed – er ikke uhørt i en dan­sk kon­tekst. Det er måske til gengæld hans afs­lut­tende bemærkn­ing, der tager udgangspunkt i idéen om det årvågne sind – eller den ‘mod­tagelige ånd’ – og spørg­er, om ikke grund­forskn­ing fun­ger­er under samme vilkår som kun­sten, der som bek­endt oper­erer med lig­nende stør­relser (inspi­ra­tion, geni, muser), og om grund­forsknin­gen som kon­sekvens skulle lægges under kul­tur­min­is­teri­et. Denne sam­men­hæng – mellem serendip­itet, kun­st og kreativitet – behan­dles indgående i et sær­num­mer af tidsskriftet Peripeti, fra 2007, der især fokuser­er på fejlen som anstød til kun­st­ner­isk prak­sis. Plad­sen tillad­er desværre ikke at udfolde denne dimen­sion af begre­bet her, men jeg opfor­dr­er alle inter­esserede til at se nærmere på denne udgivelse.

Skulle læseren nu have fået lyst til selv at bringe serendip­itet i spil som argu­ment, er her afs­lut­ningsvis et udsagn, som måske kan give inspi­ra­tion til næste medar­be­jderud­viklingssam­tale:

I sug­gest that the pre­pared mind might be bet­ter fit­ted to rec­og­nize the chance obser­va­tion if more oppor­tu­ni­ties were pre­sent­ed for the inves­ti­ga­tor to place his feet on the desk. In this posi­tion it is pos­si­ble to doze and it is sur­pris­ing that such an appar­ent peri­od of unpro­duc­tiv­i­ty is some­times a pre­lude to the entrance of an idea. This unclut­tered men­tal state offers an oppor­tu­ni­ty for rumi­na­tion of your men­tal cud. These peri­ods of rest and chance for recep­tiv­i­ty will not be giv­en to you gra­tious­ly. They must be earned, worked for, and trea­sured.”

Videre læsning:

His­to­rien om Flem­ing er frit gen­givet fra Roys­ton M. Roberts: Serendip­i­ty. Acci­den­tal dis­cov­er­ies in Sci­ence, Wiley Sci­ence Edi­tions, USA, 1989. Denne bog inde­hold­er også his­to­ri­er om alle de andre serendip­itøse opdagelser, der er nævnt i artiklen.

His­to­rien om de tre prinser og kame­len er gendigtet af Voltaire i Zadig, i kapit­let “Hun­den og Hes­ten”, hvor Zadig, bogens hov­ed­per­son, beskriv­er dron­nin­gens hun­hund og kon­gens ride­hest på samme vis som prin­serne iden­ti­fi­cer­er kame­len.

Citater­ne af Wal­pole, Pfiz­er og Mer­ck er hen­tet fra Robert K. Mer­ton & Eli­nor Bar­bers The Trav­els and Adven­tures of Serendip­i­ty – A Study in Soci­o­log­i­cal Seman­tics and the Soci­ol­o­gy of Sci­ence. Prince­ton Uni­ver­si­ty Press. U.S.A 2004. Mange af denne artikels per­spek­tiv­er på serendip­itet – og flere end­nu – kan find­es udfold­et heri.

Ophavet til afs­lut­ningsc­i­tatet er tvivl­somt. Robert Mer­ton tilskriv­er det – i oven­nævnte værk – en Dr. David See­gal, men indrøm­mer at have for­lagt artiklen, det står skrevet i.

Scroll til toppen