Den økonomiske agent er ikke bare en egoist
Don Ross, pro­fes­sor i Com­merce ved Uni­ver­si­ty of Cape Town. Foto: www.uct.ac.za

Finanskrisen forøgede opmærksomheden på hvad den økonomiske disciplin egentlig kan. Særligt er det, man kalder den økonomiske agent, økonomiens billede på hvordan mennesker handler ude i virkeligheden, kommet under kritik. Er billedet brugbart til at forstå og forudsige menneskelig handling, eller er det en misvisende forsimpling? Baggrund bringer her et interview med den sydafrikanske professor i økonomi ved universitetet i Cape Town, Don Ross.

Økonomer kri­tis­eres ofte af både deres kol­le­gaer i økonomien, men også af filosof­fer og soci­ologer, for at opfat­te men­nes­ket som ure­al­is­tisk ego­is­tisk og kun inter­esseret i at mak­simere sin egen nytte. Hvis økonomerne virke­lig har et mis­visende billede af men­neske­lig han­dlen, rækker kon­sekvenserne langt ud over fag­folks uenighed­er, og får betyd­ning for hvor­dan vi begrun­der sam­fundsmæs­sige beslut­ninger. Økonomiske betragt­ninger dan­ner i dag en del af bag­grun­den for store poli­tiske beslut­ninger lige fra skolesys­temets indret­ning til ulands­bi­s­tand. Men pass­er kri­tikken om, at økonomisk viden­skab antager at men­nesker blot er snæver­synede ego­is­ter? Her­til svar­er den sydafrikanske filosof og økonom Don Ross:

For mig lign­er den kri­tik bare en meget sjus­ket økonomi­his­to­rie. Hvis du gen­nemgår lit­ter­a­turen, find­er du ikke nogen empirisk mod­el, der er afhængig af de pås­tande. Aksiomet om egen­in­ter­esse er aldrig blevet brugt i nogen def­i­n­i­tion af den økonomiske agent. Der find­es selvføl­gelig en masse retorik — oftest i forbindelse med Chica­go-folk [fx Mil­ton Fried­man, red] — der byg­ger på ideen om rationelle indi­vider, hvor ratio­nalitet bliv­er for­tolket som egen­in­ter­esse”.

Men ifølge Ross kan økonomer sagtens beskrive men­nes­kets mere sociale sider. Det er således muligt, at jeg fore­trækker at andre folk har det godt i stedet for at jeg bliv­er sten­rig, og dette kan godt repræsen­teres inden for ram­merne af, hvad økonomisk agent er. Økonomien er således ikke bun­det op på nogle forestill­inger om over­dreven ego­isme. Ross fort­sæt­ter:

En af grun­dene til, at der stadig er forvir­ring omkring det her, er, at man er nødt til at definere en økonomisk agent ud fra en nyt­te­funk­tion. Og alt, hvad den økonomiske agent rea­ger­er på, må være en del af hans egen nyt­te­funk­tion. Der­fra er det bare en def­i­n­i­tion­ssag at komme frem til, at alt hvad jeg inter­esser­er mig for, er del af min nyt­te­funk­tion, og at min nyt­te­funk­tion ikke kan være den samme som din. Men der er intet i de mikroøkonomiske aksiomers grund­lag, der forhin­dr­er os i at sige, at min nyt­te­funk­tion kan inde­holde så mange ele­menter af din nyt­te­funk­tion, som dataene synes at vise os.”

Økonomer definer­er den analy­serede agent ud fra en nyt­te­funk­tion, der — meget kort for­t­alt — er en ranger­ing af, hvad agen­ten fore­trækker: Vil han købe dyr økol­o­gisk kaffe eller en bil­lig ikke-økol­o­gisk vari­ant? En kanel­snegl eller en romku­gle? Fore­trækker han at tjene penge, eller pri­or­iter­er han tid til at passe sin syge mor? Hvad Ross siger er netop at økonomer godt kan arbe­jde med, at jeg fore­trækker at andre men­nesker får opfyldt visse behov over mulige, ego­is­tiske mål.

Dine præferencer handler ikke kun om dig selv

Nyt­te­funk­tio­nen er som begreb og red­skab blevet anvendt, diskuteret, rev­ideret og afvist af forskel­lige filosofiske og økonomiske skol­er. Den israelske økonom Itzhak Gilboa har opti­mistisk proklameret, at nyt­te­funk­tio­nen er noget af det smukkeste og mest inno­v­a­tive i det 20. århun­drede. Mod­sat men­er den amerikanske økonomi­his­torik­er Deirdre McCloskey, at matem­a­tis­erin­gen er gået “crazi­ly wrong”. Men er der slet ingen grænser for hvad vi kan have i en nyt­te­funk­tion? Kan alt fra ret­færdighed til fam­i­liehen­syn repræsen­teres?

Det kom­mer an på, hvor­dan man tænker på det. Det gør eksem­pelvis en forskel om man inko­r­por­erer en tese i min nyt­te­funk­tion, der siger at min nytte er afhængig af din velfærd eller trivsel. Alt­så, vi dan­ner et lidt mere sofistik­eret begreb, der forud­sæt­ter at min nytte på en eller anden måde står i rela­tion til din fak­tiske nytte, og således bliv­er påvir­ket af den. Sådan vil min opfat­telse af min egen nytte altid være midler­tidig og afhængig af ny infor­ma­tion om, hvad du vil have. Det kræver en mere kom­pliceret repræsen­ta­tions­form, som teo­retikere i åre­vis har arbe­jdet hårdt på. Den mest inter­es­sante udvikling er Wynn C. Stir­lings teori om con­di­tion­al games.”

I The­o­ry of Con­di­tion­al Games hævder Stir­ling, at agen­tens præfer­encer ikke blot behøver at hen­vise til agen­ten selv, men kan indgå i forskel­lige sociale sit­u­a­tion­er. Præfer­encer kan alt­så være struk­tur­erede i forskel­lige kon­tek­ster, der umid­del­bart ingent­ing har med hinan­den at gøre.

Økonomi er andet end teori

Dette kom­plicer­er selvføl­gelig den økonomiske analyse, men rykker sam­tidig mod­ellen tæt­tere på virke­lighe­den. Ross men­er ikke, at man behøver at forkaste nyt­te­funk­tio­nen og præfer­ence­te­ori i økono­mi. Han vil dog heller ikke for­sim­ple økonomisk teori. I et forsøg på at komme et lille skridt videre på en mere præ­cis og fyldest­gørende ana­lytisk mod­el, har Ross søsat en række kom­plicerede eksper­i­menter, der tager åre­vis at fuld­føre. På den måde håber Ross at gøre teorien min­dre teo­retisk.

Alt for mange økonomer tror, at det stadig er muligt at bedrive økono­mi som en ren teo­retik­er. Ren teori bety­der, at økonomer tester deres teori­er i lukkede mod­eller, og det er et meget dårligt værk­tøj til at kon­fron­tere data fra virke­lighe­den med. I stedet for at antage at hvert indi­vid er et “locus for valg”, bruger jeg bare “kold data”, det vil sige, sta­tis­tisk data, som vis­er hvilke valg, der bliv­er truf­fet.”

Ross bruger beteg­nelsen kold data om sta­tis­tiske tal, der fortæller hvor­dan folk (i forskel­lige sit­u­a­tion­er) han­dler. Den økonomiske mod­el skal ikke baseres på ren teori, men på rela­tion­erne mellem de måder vi træf­fer valg på.

Hvem er den økonomiske agent?

En del af Ross arbe­jde er der­for gået på at inte­grere de empiriske resul­tater fra hans og andres sociale eksper­i­menter i økonomisk teori. Målet er her, at den kom­plek­sitet som de kog­ni­tive viden­sk­aber (psykolo­gi, adfærd­søkono­mi osv.) har vist, at men­nesker han­dler i, ikke skal stå som et modsvar til økonomisk teori, men lang­somt blive optaget i den. For at beskrive denne kom­plek­sitet er det netop vigtigt at den økonomiske agent, som et billede på men­nes­ket, kan afspe­jle alle de fak­tor­er, som er rel­e­vante for vores han­dlinger.

Der­for er det nærliggende at spørge om der over­hovedet er nogen grænser for hvad økonomien kan mod­ellere som økonomiske agen­ter? Kan vi forestille os, at økonomer laver økonomiske præfer­ence­mod­eller og nyt­te­funk­tion­er på et hvilket som helst væsen med en hvilken som helst psykolo­gi?

Mit hur­tige svar er nej. Men man er nødt til at sige lidt mere end det. Der find­es en form for grundlæggende betingelse for at, at en ting kan kaldes for en han­dlende agent: Der skal være tilstrække­ligt med sta­bile forhold mellem dét tin­gen gør, og dét der kan antages at være godt for den, eller dét den prøver at opnå. Man kan ikke mod­ellere en sten til at være en økonomisk agent. Der er naturligvis regelmæs­sighed i ste­nens opførsel, men vi må ikke drage den slut­ning, at ste­nen på nogen måde kan ville til trille bun­den af bakken. Sten har ikke agen­tur.”

For at noget kan blive mod­elleret som en økonomisk agent skal det alt­så opfylde kravene for agen­tur. Men en ting bliv­er ikke en agent blot den udvis­er kon­sis­tent opførsel: En sten har ikke agen­tur, selvom dens data vis­er, at den altid falder nedad mod jor­den.

Det vil sige, at hver gang en ting tilskrives en psykolo­gi er det for­di, de grundlæggende betingelser er til stede. Så hvis vi gjorde nogle for­bløf­fende opdagelser om stens indre kom­plek­siteter, ville vi ikke for­tolke dem som psykol­o­giske, med­min­dre vi havde bevis­er for, at ste­nen havde en form for ser­vomekanisme, med hvilken den kunne sam­le nye infor­ma­tion­er, gemme dem og han­dle på den bag­grund.”

For at vi vil tilskrive et væsen psykolo­gi, skal det alt­så opfylde nogle krav for agen­tur. Og hvilke krav er disse så?

Tag lev­ende organ­is­mer, som ikke har cen­tral­nervesys­te­mer, som for eksem­pel planter eller svampe. Med planter og svampe har du tydeligvis enhed­er, for hvem visse til­stande i ver­den er bedre for dem end andre. Yderligere er der et sys­tem­a­tisk forhold mellem deres adfærd og disse til­stande. Kan vi tillægge svampe en psykolo­gi på basis af deres interne struk­tur­er i forhold til hvilke mekanis­mer de har og hvad vi kan se, er godt for dem? Med Daniel Den­netts inten­tion­al stance in mente ved vi, hvilket andet spørgsmål vi er nødt til at stille for at kunne svare på det første: Er der noget aspekt i plantens adfærd, som ikke ville kunne fork­lares, uden at planten blev tillagt en psykolo­gi?”

Ross hen­vis­er her til den amerikanske filosof Daniel Den­netts teori om “the inten­tion­al stance”, der er en overve­jelse over hvilke betingelser, som skal være opfyldt før man kan tilskrive en entitet en bev­id­s­thed eller, filosofisk beskrevet, inten­tion­alitet. Således må betingelserne hen­vise til en bestemt entitets adfærd, som må opfylde betingelserne.

Et aspekt af Daniel Den­netts teori er blevet fuld­stændigt mis­forstået. Han siger ikke, at du er fri til at tillægge noget inten­tion­alitet hver gang, du men­er der er en eller anden metodol­o­gisk pointe i at gøre det. Du kan kun gøre det ved fak­tiske møn­stre. En betingelse for, at et fak­tisk psykol­o­gisk møn­ster kan find­es, er, at det inde­hold­er infor­ma­tion­er, der kan frem­skrives. Alt­så, infor­ma­tion­er om fremti­den, som ikke ville kunne observeres, hvis der ikke forud­sattes inten­tion­alitet.”

En økonomisk agent afhænger alt­så af, om vi kan få mere viden om denne tings opførsel ved at tildele den agen­tur, end ved ikke at gøre det. Vi kan fint forudsige vores stens fald­bane uden at tilskrive den præfer­encer; og den er der­for ikke at reg­ne for en agent. Men vi er bedre i stand til at forudsige et givent men­neskes opførsel ved at tildele det præfer­encer og infor­ma­tion­sla­gringska­pacitet end ved blot at bruge fysikkens love. Ud fra den for­mu­ler­ing af agen­tur, må vi alt­så empirisk teste hvorvidt noget er en agent. Ross opsum­mer­er:

I plantens til­fælde bety­der det, at vi kan gøre nogle empiriske ting: vi kig­ger efter møn­stre i dens adfærd og vi spørg­er, om der er en regelmæs­sighed i den adfærd, som vi ikke kunne forudsige eller forstå, hvis vi ikke forstod den som inten­tionel. På den måde bliv­er det et empirisk spørgsmål.”

Ross maler alt­så et bredere billede af agen­ten end kri­tik­erne ellers hævder, at økonomer gør. Den er ikke nød­vendigvis ego­is­tisk, men kan sagtens tage højde for andres vel­befind­ende. Den er heller ikke nød­vendigvis bun­det til væsen­er med en bestemt psykolo­gi, så længe disse væsen­er blot udvis­er kon­sis­tent opførsel. Det vil sige, at men­nesker prin­cip­ielt ikke er de eneste væsen­er, som kan beskrives gen­nem økonomiske mod­eller.

Økonomi og dens nabovidenskaber

Ved at bruge Den­netts inten­tion­al stance til at sætte kri­teri­et for hvornår noget er en agent, anven­der Ross en filosofisk idé til at definere et økonomisk grund­be­greb. Denne bred­de er ganske karak­ter­is­tisk for Ross, som både trækker på de kog­ni­tive viden­sk­aber og filosofi i sin diskus­sion af økonomisk teori:

Der er en masse at diskutere angående forhold­et mellem psykolo­gi og agen­tur. I nogle forståelser af, hvad psykolo­gi er, ville det være — i det mind­ste begreb­sligt — muligt, at noget kunne have en psykolo­gi, men ingen agen­tur. Men det tror jeg ikke er kom­pat­i­belt med de mest over­be­visende bev­id­s­theds­filosofi­er. Åre­lange bev­id­s­theds­filosofiske debat­ter om, hvor­dan psykol­o­giske begre­ber knyt­ter sig empirisk til virke­lige fænomen­er, har gjort det over­be­visende klart, at så snart man tillæg­ger en ting en psykolo­gi, føl­ger der en nor­ma­tiv del med.”

Ross gør os opmærk­som på, at man ikke kan have en agent uden at denne også er et væsen med en psykolo­gi. Siden det er diskuter­bart hvilke kri­terier vi bør sætte for agen­tur, så inde­hold­er tilskriv­elsen af en psykolo­gi altid et nor­ma­tivt ele­ment. Det vil sige, hvorvidt noget kan siges at have en psykolo­gi eller ej kom­mer an på hvor­dan vi definere agen­tur. Og dette, må man sige, er et filosofisk og psykol­o­gisk ærinde.

Økonomiens antagelser involver­er alt­så mere end matem­a­tiske aksiomer. I forhold til spørgsmålet om den økonomiske agent, begrænser Ross sig ikke til klas­siske økonomiske begre­ber, men inte­gr­erer også psykol­o­giske og filosofiske antagelser og begre­ber, for at få det mest nøjagtige teo­retiske billede af den økonomiske agent.

Hvis den økonomiske viden­skab generelt skal kunne trække på et så bredt reper­toire af begre­ber, som Ross gør, forud­sæt­ter det et samar­be­jde mellem økono­mi og andre dis­ci­plin­er. Sådant et samar­be­jde gør ikke økonomien uren eller ugyldig. Det er tvær­ti­mod en anerk­endelse af, at teo­retiske prob­le­mer, hvis løs­ninger kræver anven­delsen af så forskel­lige begre­ber som bev­id­s­thed, valg og nytte, er kom­plekse. Og det er en kom­plek­sitet, der er større end nogen viden­skab end­nu kan håndtere alene.