Kinas flydende befolkning — værdighed, merværdi og det uvurderlige

Kinas-flydende-befolkning-1024x683 (2)

“Made in China” — men af hvem? I Kina er migrantarbejderne en hastigt voksende befolkningsgruppe. De rejser fra provinserne til storbyerne for at varetage manuelle jobs, bybefolkningen ikke ønsker. De er kræfterne bag Kinas økonomiske fremskridt, men laveste samfundsklasse. De bliver hyldet i landets forfatning, men har ingen velfærdsrettigheder. Anders Sybrandt Hansen, antropolog ved Aarhus Universitet, fortæller her om det, han kalder Kinas flydende befolkning.


Merværdi

”Da jeg var fem eller der omkring, tog min mor mig med til Bei­jing engang og hun kaldte mig en lille pengepuger. Vi var taget hen til et sted i nærhe­den af Qian­men – jeg har glemt hvad det præ­cis var for et sted – men der var en stor brønd fuld af penge, som udlændinge smed deri. Den­gang brugte vi stadig fen, men der var også yuan i brøn­den: enere, tiere og halvtred­sere; der var sedler i alle stør­relsesor­den­er. De smed end­da hun­dred­er. Så jeg beslut­tede på stedet, at hvis jeg nogensinde skulle komme tilbage til Bei­jing, ville jeg helt sikkert kravle ned i den brønd og fiske alle pen­gene op!” Sådan lyder Li Yuanx­i­angs første erindring om Bei­jing og hun ler smit­tende mens hun fortæller. Vi sid­der i et hvid­kridtet under­vis­ningslokale i en af byens forstæder, Dong­ba, på den anden side af femte ringvej øst, og en klar, kold vin­ter­sol står ind af vin­duet.

Det er sidst i novem­ber 2010. Jeg er 30 år gam­mel, dansker og antropolog. Li er 22. Hun er fra Henan-provin­sen i det cen­trale Kina, og hun har arbe­jdet i Bei­jing de sen­este fem år. Den danske sal­gspris på de læder­sko, jeg har på, svar­er netop til en måned­sløn i hen­des sen­este arbe­jde, hvor hun sol­gte bør­netøj: 1.100 danske kro­ner eller 1.200 yuan. Li bor på en sovesal på første sal i bygnin­gen sam­men med 20 andre unge kine­siske migranter. Vi er for­bundne for­di hun er elev på stedet, som dri­ves af NGO’en Com­pas­sion for Migrant Chil­dren, og jeg er hen­des engel­sklær­er. Men hen­des fat­tig­dom og min rig­dom er også for­bun­det på anden vis. Hvis vi abstra­her­er fra mine og hen­des per­son­lige særtræk et øje­b­lik, har vi her mødet mellem to ekstremt vigtige skikkelser i dagens glob­ale økono­mi: den vestlige mid­delk­lasse­for­bruger og den kine­siske migrantar­be­jder.

Ifølge Chi­na Labour Bul­letin lever omtrent 200 mil­lion­er kine­sere i dag som migrantar­be­jdere bort fra deres offi­cielle bopæle. Mere end fem mil­lion­er af dem bor i Bei­jing. Det er oplagt, at de ikke er nogen homogen gruppe, og der er både gadesæl­gere og for­ret­nings­folk blandt dem. Som en social kat­e­gori har de kun til­fælles at de ingen per­ma­nent ophold­stil­ladelse har, og der­for heller ikke har velfærd­sret­tighed­er i de byer, de ophold­er sig i. Og dog har størst­ede­len af Kinas migranter også til fælles, at de ikke har andet at sælge end deres arbe­jd­skraft. Det er denne gruppe Li og de andre unge på migrantskolen i Dong­ba tilhør­er: den fly­dende befolkn­ing. De er Kinas nye arbe­jderk­lasse, men det er ikke læn­gere nogen ønskværdig sam­fund­spo­si­tion og det er dem, det påtager sig det arbe­jde, bybe­folknin­gen helst undgår.

På papiret er Folk­ere­pub­likken Kina en social­is­tisk stat under ledelse, som der står i for­fat­nin­gen, af pro­le­tari­atet i en alliance mellem arbe­jdere og bøn­der. I realiteten er migrantar­be­jderne – som netop er forhen­værende bøn­der, der nu er blevet arbe­jdere – sam­fun­dets laveste klasse. Migrantar­be­jdernes manuelle arbe­jde står bag Kinas brølende vækst, og det er den enorme mervær­di af deres arbe­jde, der mulig­gør den glob­ale mid­delk­lass­es for­brugerkul­tur. Men til trods for det gives de sjældent nogen pos­i­tiv rolle i Kinas Kom­mu­nis­tiske Par­tis fortællinger om natio­nens frem­skridt, eller – for den sags skyld – en rolle i den glob­ale kap­i­tal­ismes selv­forståelse.

Værdighed

1. okto­ber 2009 fejrede Folk­ere­pub­likken sin 60-års dag på Den Him­melske Fred­splads. Under afte­nens gal­lashow var der én ref­er­ence til migrant­be­folknin­gen, et emne, som ellers havde glim­ret ved sit fravær under fes­t­lighed­erne. Det var med san­gen ’De stolte byggear­be­jdere’, at Partis­tat­en udtryk­te sin påskøn­nelse.

”Lyt! Hør skridtene gen­nem vin­den og reg­nen. Fæstn dit blik! Se skikkelserne, som press­er sig frem både dag og nat”, lød det ud over de for­sam­lede på plad­sen, ”med bjerge og floder til sel­skab, gør vi os hjemme over alt i lan­det. Vi er vid­ner til Kinas for­van­dling ved vores slid, og drømme spir­er i vores sved. Vi er de stolte byggear­be­jdere! Kom, vær stolt af mig!”.

San­gens bud­skab er enkelt. Migrantar­be­jdere find­er værdighed i et selvopofrende slid for natio­nen: Ja, fly­dende befolkn­ing, I skal fly­de; ja, migrantar­be­jder, du skal ofre dig, og gen­nem dit offer skriv­er du dig ind i natio­nens udvikling­shis­to­rie. Sådan gør du dig værdig til dine landsmænds agtelse. Men der er noget, der klinger hult. For det første er opfor­drin­gen til selvopofrelse noget af en anakro­nisme i samti­dens Kina. Det er et ide­ol­o­gisk motiv, der hør­er Mao-tiden til, og når Par­ti­et, for eksem­pel, appellerer til Bei­jings uni­ver­sitetsstud­erende, står selvud­vikling i dag i stedet for selvopofrelse. Når du udvikler dine evn­er, udvikler du natio­nen, er bud­sk­a­bet for deres ved­k­om­mende. San­gens andet prob­lem træder frem, når vi spørg­er, hvis drømme, det egentlig er, som spir­er i migranternes sved?

De unge på migrantskolen i Dong­ba var der for at finde en vej væk fra væk fra deres tidligere arbe­jdsvilkår. På skolen mod­tog de gratis under­vis­ning i IT, i engel­sk og i arbe­jd­stager­ret­tighed­er, med for­målet at forbedre deres chancer på arbe­jds­markedet. Når de for­t­alte mig om deres bevæg­grunde for at genop­tage uddan­nelse, brugte de umid­del­bart det samme selvud­viklingssprog, som Par­ti­et benyt­ter – ”jeg er kom­met for at foran­dre mig; for at udvikle mig; for at træne mine evn­er”. Men der var den vigtige forskel, at de aldrig nævnte natio­nen. De var ikke i færd med at udvikle sig for natio­nens gode, men i færd med at kæmpe sig vej ud af manuelt arbe­jde.

Wu Dex­ing var en 20-årig mand fra Xin­jiang-provin­sen i det vestlig­ste Kina, og hans beretning om tidligere arbe­jds­forhold var typisk. Han var blandt de mange unge på stedet, som havde arbe­jdet mere end 300 timer om måne­den (hvor arbe­jds­marked­slov­givn­ings øvre grænse er 212 timer), og som frit beklagede sig over de vilkår og de ledere, de havde været udsat for.

Før Wu kom til skolen i Dong­ba, havde han arbe­jdet et år i et værk­st­ed i Bei­jing, hvor de pro­duc­erede iso­ler­ings­ma­te­ri­ale: ”Det var OK, for det gav mig mulighed for at lægge lidt til side,” for­t­alte han. Men hans beretning ændrede karak­ter, da jeg spurgte ham, hvor­for han endte med at for­lade arbe­jdet: ”Arbe­jdet var tem­melig anstren­gende, for det var ekstremt varmt. Formene nåede op på 160 grad­er, så vi havde to par handsker på, når vi tog mate­ri­alerne ud af formene, og vores tøj var gen­nem­blødt af sved.”. ”Fak­tisk,” fort­sat­te han, ”var det uden tvivl det rigtige for mig, at tage her­hen i stedet, for vi arbe­jd­ede 12 timer om dagen derovre, fra 7 til 19, og desu­den krævede de, at vi blev på værk­st­edet eller sovesalen dag og nat. En kam­mer­at faldt over skolen her på net­tet, og jeg kan huske, at jeg tænk­te, at jeg skulle tage af sted, for arbe­jdet derovre gjorde mig mere og mere irri­ta­bel. Der voksede flere og flere neg­a­tive tanker frem i mig, jeg havde intet selvværd og ingen selvtil­lid.”.

Hvad er din pris?

Løn, behan­dling og selvværd hang sam­men for de unge men­nesker i Dong­ba og deres erfaringer med arbe­jds­markedet havde ind­prentet dem, at de var af ringe vær­di. Der var to fag på skolen, som direk­te behan­dlede dette ’værdiprob­lem’. Yang Xichang under­viste i sociale færdighed­er på arbe­jds­markedet, og han tilbød de unge en entre­prenant logik i sin under­vis­ning.

”Hvad er der specielt ved den her?” spurgte han i en time, mens han viste en min­er­al­vand i en blå, firkan­tet glas­flaske frem. De unge fores­log, at den var specielt dyr, og at den måske var importeret fra Tysk­land. De havde ret omkring prisen, men det Yang ville frem til var, hvor­for denne flaske min­er­al­vand kan sælges for 7 yuan, når dens ind­hold ’egentlig’ kun er 1 yuan værd. Ingen af elev­erne kunne svare ham, så han fork­larede, at årsagen var flaskens unikke design: ”Den blå farve sig­nalerer ren­hed, den firkant­ede form bringer tanken hen på istern­inger, og så kom­mer van­det fra Tibet, som er berømt for sin rene, friske luft.”. Yang føjede nu trå­dene sam­men og fork­larede pointen med sin analo­gi: ”Det er det samme, som gør sig gældende på arbe­jds­markedet. Hvis du kan skille dig ud fra de andre, vil din pris – din løn – blive højere.”.

Hvad Yang lærte fra sig var, hvor­dan man lær­er at tænke og opføre sig som en vare på et konkur­ren­cepræget marked. Du er dét værd, som en køber vil give for dig, og du må der­for lære at manip­ulere din markedsvær­di.

Det uvurderlige

Sun Cong tilbød en anderledes og mere ide­al­is­tisk løs­ning i sit fag. Det største prob­lem, de unge står over for, for­t­alte hun mig, var deres man­gel på selvværd. Jeg spurgte hende der­for, hvilken form for tankegang, det var, hun mente, de blev nødt til at foran­dre. Hun fork­larede at der var to slags: ”Det ene prob­lem er dem, der tænker ’så længe jeg har noget at spise og noget at drikke, så er tin­gene OK’. Det er ikke det største prob­lem. Det største prob­lem er, at mange tænker ’Jeg vil være en suc­ces, koste hvad det koste vil!’ og for mange bety­der suc­ces kun et stort hus, en bil og en høj løn. Jeg har ikke noget imod, at folk efter­stræber et bedre liv, men du må tage vare på folk omkring dig, mens du gør det.”.

Da jeg kiggede Suns under­vis­nings­ma­te­ri­ale igen­nem, stod det klart for mig, at det var fyldt med slet skjulte bibelal­le­gori­er og Sun kunne bekræfte, at hun var kris­ten. Men hun var der ikke for at mis­sionere, for­sikrede hun mig, bogens morale holdt uanset om man var kris­ten eller ej. For Sun var nøglen til at opbygge de unge migranters selvtil­lid, at ind­prente dem, at alle men­nesker, uanset hvor­dan andre ser på dem, i virke­lighe­den er uvur­derlige alene i kraft af at være blevet skabt.

Hun anskuelig­gjorde sin etik i et eksper­i­ment, hvor hun bad de unge om at skrive en fremtid­sam­bi­tion og den sum penge, de mente var nød­vendig for at opfylde ambi­tio­nen, ned på et stykke papir. De unge havde eksem­pelvis ambi­tion­er om at åbne en butik eller at mestre et egentligt fag, og mens Sun læste sedlerne op, lagde hun sum­merne sam­men: 350.000 yuan. Derefter sagde hun: ”I tror måske, at når I først har nået jeres mål, er I blevet suc­cess­er, men sand­he­den for­bliv­er den samme: ’Alene det at være et men­neske er uvur­derligt i sig selv’. Det har vi en ten­dens til at glemme, for­di ver­den omkring os kon­stant tænker i suc­ces”. ”Det er OK”, fort­sat­te hun, ”at stræbe efter at tjene penge. Penge er en god ting, men glem ikke at alle men­nesker fun­da­men­talt set har samme vær­di.”.

Mens vi venter på, at det skal dryppe på de fattige

Umid­del­bart er Yang og Suns løs­ninger på migranternes ’værdiprob­lem’ vidt forskel­lige. Hvor Yang forsøgte at lære dem at manip­ulere den lign­ing, der fortæller dem, at deres løn udtrykker deres vær­di, afviste Sun hele lignin­gen: Penge evn­er ikke at afspe­jle men­neskers egentlige vær­di. Det er to bud på en etik, der tillad­er de unge men­nesker at finde en værdig plads i et ekstremt ulige sam­fund, enten ved at kæmpe sig op, eller ved at afskrive sam­fund­shier­arki­et som uvæsentligt i forhold til en højere (uud­talt metafy­sisk) målestok.

Men de to værdis­trate­gi­er har også noget meget tid­stypisk til fælles. Begge løs­ninger er indi­vidu­elle og apoli­tiske. Uden idéen om kollek­tive beslut­ninger og kollek­tiv han­dling er der ingen poli­tik og hverken Yang eller Sun nævnte det oplagte, at langt størst­ede­len af Kinas migrantar­be­jdere netop står over for de samme prob­le­mer med hen­syn til ret­tighed­er, løn og arbe­jds­forhold. Der er således intet her, som kan rokke ved repro­duk­tio­nen af det større sam­fundsmæs­sige skel mellem rig og fat­tig. I stedet tilby­des de unge strate­gi­er til indi­vidu­elt suc­ces­fuld tilpas­ning til dagens ver­den­som­spæn­dende økono­mi. Hvis du får kæm­pet dig op, er alt godt. Hvis du må for­blive i pro­duk­tion­sar­be­jde på bun­den af den glob­ale kap­i­tal­isme, må du ikke overtage markedets vur­der­ing af dit værd, som var den din egen.

I Par­ti-stat­en og den glob­ale væk­stide­ol­o­gis optik kan begge løs­ninger være midler­tidigt nød­vendi­ge. Markedet skal en dag komme alle til gode. At de fak­tiske skel mellem rig og fat­tig er hastigt vok­sende på glob­alt plan er her min­dre vigtigt end løftet om, at de riges rig­dom vil dryppe ned på de fat­tige. Eller for at sige det på en anden måde: Det er ikke migranternes egne drømme, som spir­er i deres sved. Det er den glob­ale mid­del- og overk­lass­es drømme, som spir­er, mens vi ven­ter på det pro­fane mirakel, at den enkeltes ego­isme gen­nem markedet vil skabe en fremtid i vel­stand for alle.

Scroll til toppen