Mellemøsten

I 1916 delte den britiske officer Sir Marks Sykes og den franske diplomat Francois Georges-Picot Mellemøsten mellem Frankrig og Storbritannien. Den aftale kom senere til at hedde Sykes-Picot-aftalen og tegnede det mellemøstkort, som vi kender i dag. Lars Erslev Andersen gør status over de mellemøstlige grænser, der er under ombrydning: Med et EU, der ikke kan, et USA, der ikke vil og en række arabiske regimer, der kæmper for deres overlevelse står Mellemøsten, ifølge Lars Erslev Andersen, overfor deres egen trediveårskrig.

I efter­spillet af Første Ver­den­skrig blev Mellemøstens nuværende grænser dan­net. Det var de vestlige stor­magter, først og fremmest Storbri­tan­nien og Frankrig, der med Sykes-Picot-aftal­en teg­nede mellemøstko­rtet med nye grænser og vestlige inter­ess­es­fær­er. Aftal­ens navn skyldes de to hov­ed­forhan­dlere, den britiske offi­cer og glo­be­trot­ter Sir Mark Sykes og den franske diplo­mat Fran­cois Georges-Picot, som i hem­me­lighed i 1916 fordelte Mellemøsten mellem Storbri­tan­nien og Frankrig i nogle såkaldte mandatom­råder, der også gav lidt til Rus­land og Ital­ien, og som i store træk teg­nede det kort, Mellemøsten etablerede sig i efter Det Osman­niske Riges end­e­gyldige afvikling i 1923. I en omdiskuteret artikel i The New York Times Imag­in­ing a Remapped Mid­dle East argu­menter­er Robin Wright, for­fat­ter og jour­nal­ist og nu tilknyt­tet som forsker for The Woodrow Wil­son Cen­ter i Wash­ing­ton, DC, at det mellemøstlige kort er under stærk ombryd­ning og de gam­le grænser i opløs­ning. Hun forudser, at der vil komme en række nye og min­dre stater, der er bestemt af etnisk eller religiøs iden­titet.

Andre kom­men­ta­tor­er har ligeledes diskuteret Sykes-Picot aftal­ens sta­tus anno 2013/2014. De fleste kom­men­ta­tor­er afvis­er, at den er under afvikling med den begrun­delse, at de nuværende stater grundlæggende er for stærke til at blive split­tet op og heller ikke har inter­esse i det. I en artikel i bogen Mellemøstens nye ver­den argu­menter­er jeg for, at de mange kon­flik­ter, der ful­gte efter det ara­biske oprør, ikke mindst med borg­erkri­gen i Syrien, sæt­ter grænserne under pres og efter alt at dømme vil føre til et opbrud i Mellemøsten. Det bety­der, at det nuværende sys­tem af stater, der i store træk føl­ger de grænser, Sykes-Picot aftal­en teg­nede, vil blive brudt op.

Siden de enkelte staters selvstændighed har de alle været under pres, lige­som mange af grænserne har været og stadig er omstridte. Således er der stort set ingen grænser på Den Ara­biske Halvø, som der ikke er en eller anden strid om. Andre er også omstridte som for eksem­pel mellem Tyrki­et og Syrien, og der­til kom­mer Palæsti­nakon­flik­ten. Den enkelte ara­biske stat har været og er stadig under pres tre sted­er fra: Fra de glob­ale stor­magter, fra de regionale stor­magter samt fra transna­tionale forbindelser af etnisk, religiøs eller poli­tisk obser­vans (nation­al­isme, social­isme). Når sys­temet trods dette pres alligev­el i det store og hele er for­blevet sta­bilt, hvad grænser angår, skyldes det, at det i overve­jende grad har været i både de enkelte staters og det inter­na­tionale sys­tems inter­esse. Det bed­ste eksem­pel er her Golfkri­gen i 1990–1991, der han­dlede om at smide Irak ud af Kuwait, som irakkerne havde besat i august 1990. Kri­gen, der havde bred opbakn­ing inter­na­tion­alt og i regio­nen — for eksem­pel  fra Israel, over Syrien til Sau­di-Ara­bi­en og Iran — han­dlede ene og alene om at geno­prette den gam­le orden, hvilket betød Irak ud af Kuwait, men ingen regimeskifte i Bag­dad. Argu­mentet i 1991 mod ned­kæm­pelse af Sad­dam Hus­sein var, at det ville åbne en Pan­do­ras æske af alle­hånde kon­flik­ter og efter­lade et magt­tom­rum i regio­nen. De mellemøstlige stater var mest inter­esserede i at bevare sys­temet (også selvom de flere gange prøvede sig med unions­dan­nelser) og det ville det inter­na­tionale sys­tem med USA og Sov­je­tu­nio­nen i spid­sen også. Frem til 11. sep­tem­ber-ter­ror­is­men støt­tede USA de autoritære regimer, således at der langt hen ad vejen var en uskøn alliance mellem autoritære regimer og det demokratiske Vesten. Denne orden er i dag i opløs­ning og før­er for­mentlig til, at Mellemøsten kom­mer i åre­lang kon­flikt. En kon­flikt, dervil  føre til ned­bry­delse af det gam­le sys­tem af stater.

USA’s reak­tion på 11. sep­tem­ber ter­ror­is­men 2001 ændrede på den opfat­telse, at støtte til autoritære regimer giv­er sta­bilitet – nu skulle sta­bilitet komme fra demokra­tis­er­ing. En af de vigtig­ste begrun­delser for Irak-kri­gen i 2003 var, at der skulle skabes en demokratisk bølge i det ara­biske Mellemøsten. Det lykkedes ikke, men i stedet fik man åbnet den nævnte Pan­do­ras æske af kon­flik­ter. I 2006 opgav såv­el USA som EU deres mil­i­tante demokratiek­sport, for­mindskede inter­essen for Mellemøsten og indledte halvh­jertet dia­log med de autoritære regimer om reformer. Sam­tidig var der med al-Jazeera og andre ara­biske satel­litkanaler samt de sociale mediers ind­tog i Mellemøsten blevet etableret en ny ara­bisk offent­lighed, og i som­merkri­gen 2006 havde man set, hvor­dan folk kunne mobilis­eres til demon­stra­tioner mange sted­er i Mellemøsten. De bekym­rede ara­biske regimer gik nu sam­men med Israel og USA om at holde især islamis­terne nede og Iran ude af regio­nen.

De nye mediers mulighed­er, den folke­lige util­fred­shed, den poli­tiske apati og de stadig mere trængte ara­biske regimer blev rys­tet af det ara­biske oprør i foråret 2011. Et oprør, der både rykkede ved de gam­le alliancer, men først og fremmest sendte ny dynamik ind i de transna­tionale forbindelser af forskel­lig obser­vans. Sam­tidig kom de ara­biske regimer under helt nyt pres: I Jor­dan, Libanon samt i Nordafri­ka støt­tede USA reformkræfterne og i Egypten fjernede amerikan­erne helt tæp­pet under den ellers så tro­faste allierede Mubarak, og kast­ede i stedet deres kærlighed på Det Mus­limske Broder­skab. Alt sam­men til stor harme og irri­ta­tion for Sau­di-Ara­bi­en, som har rea­geret stærkt. Generelt har USA ned­tonet sit engage­ment i Mellemøsten: sol­dater­ne fra Irak blev trukket hjem med udgan­gen af 2011 og USA har ikke vist nogen vil­je til at gribe ind i Syrien-kon­flik­ten. Sam­men med Rus­land og FN håber USA på en poli­tisk løs­ning efter inter­na­tion­alt støt­tede forhan­dlinger.

Hermed er alt åbnet for kon­flikt: Sau­di-Ara­bi­en og Iran involver­er sig på hver side af fron­terne i Syrien. Har Iran frem­skridt med forhan­dlinger, der vil fastholde Assad-regimet, vil Sau­di-Ara­bi­en gøre sit til at sabotere processen. Grænsen mellem Irak og Syrien er ikke-eksis­terende, Irak er på tærsklen til borg­erkrig og kon­flik­terne i Irak og Syrien vil forstærke hinan­den. Begge kon­flik­ter før­er til fornyede fly­gt­ningestrømme, som allerede press­er lande som Jor­dan og Libanon til bris­tepunk­tet. Kon­flik­ten i Bahrain truer kon­stant med at brede sig til Sau­di-Ara­bi­en og det samme gør den kom­plicerede sit­u­a­tion i Yemen. På over­fladen ser det ud som en ny tre­di­veårskrig, hvor protes­tanter og kato­likker er erstat­tet af sun­ni og shia. Men under denne kon­flikt, som mest af alt er frem­bragt af poli­tiske inter­ess­er, lur­er mange andre. Kon­flik­ten i Irak er ikke blot sek­terisk mellem sun­ni og shia, men er i høj grad bestemt af økonomiske og ressourcemæs­sige inter­ess­er samt inter­ess­er fra de omkring­liggende lande, Sau­di-Ara­bi­en, Iran og Tyrki­et. Der er ingen instanser til at begrænse kon­flik­terne: USA vil ikke, EU kan ikke og de ara­biske regimer kæm­per med dem uden andet per­spek­tiv end deres egen oprethold­else. Vi er med andre ord vidne til Mellemøstens tre­di­veårskrig.

Det er ingen, der ved, hvor­dan det nye mellemøstko­rt kom­mer til at se ud. Det vil imi­dler­tid være fork­ert, som Robin Wright fores­lår i The New York Times, at det nye kort og den nye orden vil bestå af enklaver bestemt af etnisk og religiøs iden­titet. Ganske vist ser vi allerede nu blodi­ge etniske og religiøse udren­sninger, men der er som anty­det mange andre inter­ess­er på spil som kon­trol over havne, stræder, ressourcer og økono­mi. Kon­flik­terne i Mellemøsten vil brede sig og blive værre og det vil føre til ombryd­ning af de nuværende grænser, uden at nogen ved, hvor­dan det nye kort vil se ud. Kon­flik­tån­derne er slup­pet ud af flasken og Mellemøstens tre­di­veårskrig allerede i gang.

Det er ingen, der ved, hvor­dan det nye mellemøstko­rt kom­mer til at se ud. Det vil imi­dler­tid være fork­ert, som Robin Wright fores­lår i The New York Times, at det nye kort og den nye orden vil bestå af enklaver bestemt af etnisk og religiøs iden­titet. Ganske vist ser vi allerede nu blodi­ge etniske og religiøse udren­sninger, men der er som anty­det mange andre inter­ess­er på spil som kon­trol over havne, stræder, ressourcer og økono­mi. Kon­flik­terne i Mellemøsten vil brede sig og blive værre og det vil føre til ombryd­ning af de nuværende grænser, uden at nogen ved, hvor­dan det nye kort vil se ud. Kon­flik­tån­derne er slup­pet ud af flasken og Mellemøstens tre­di­veårskrig allerede i gang.

Lars Erslev Ander­sen er senior­forsker ved DIIS