Håbets princip

Lektor i moderne historie ved Aarhus Universitet Bertel Nygaard er aktuel med bogen Håb i Aarhus Universitetsforlags Tænkepause-serie. Baggrund bringer her et uddrag af bogen.

”Selv om jeg vid­ste, at dommedag kom i mor­gen, ville jeg stadig plante et æbletræ i dag”, skal den protes­tantiske refor­ma­tor Mar­tin Luther have sagt i 1500-tal­let. Eller ret­tere: Man kunne håbe, at han havde sagt sådan. For citatet er pure opspind. Ifølge den tyske his­torik­er Alexan­der Demandt kan for­mu­lerin­gen spores tilbage til en kreds af tyske luther­anere, der i 1944 lagde ordene i munden på deres åndelige for­billede – midt under ver­den­skri­gens dra­belige slag, næsten 400 år efter Luthers død. Vel­sagtens for­di sit­u­a­tio­nen kaldte på det. For hvor end sæt­nin­gen egentlig stam­mer fra, teg­n­er den fint håbets kon­tur­er.

Håbet baner sig vej ud af den aktuelle virke­lighe­dens tilsyneladende uundgåe­lighed­er, alt imens det lad­er os bevare erk­endelsen af denne virke­lighed. Håbet dri­ver os frem, trods alle dys­tre prog­noser. Det skaber mening og sam­men­hæng – mellem os selv og omver­de­nen, mellem nutid, for­tid og fremtid. Uden håbet ville alt gå i stå.

Men håbet er også foran­derligt, formet efter skif­tende livsam­men­hænge og eksis­tens­betingelser. Det skifter i omfang og skala. Det kan fun­gere som his­torisk målestok. Ved at nærstud­ere håbet kan vi opdage ukendte, men vigtige forbindelser, dis­tancer og skel i vores væren og ver­den. Hvad vi håber på, røber, hvem vi er, hvad vi kom­mer af, og hvor vi vil hen. Og midt i vores små, dagligdags forhåb­ninger kan der gemme sig forbindelser til storstilede håb om gen­nem­gribende forbedring i vores liv og vores ver­den.

Washington 1963

I 1863, under Den Amerikanske Borg­erkrig, under­skrev præsi­dent Abra­ham Lin­coln erk­lærin­gen om slav­ernes frigørelse. Og dog måtte deres efterkom­mere gen­nem­leve end­nu et århun­drede med ufri­hed, diskrim­i­na­tion og lam­mende fat­tig­dom. Men den 28. august 1963 er tiden kom­met til at ”gøre demokrati­ets løfter til virke­lighed.”

Bud­sk­a­bet blev udtalt af Mar­tin Luther King over for 250.000 demon­stran­ter, sam­let foran Lin­coln Memo­r­i­al-mon­u­mentet i Wash­ing­ton. Det var afs­lut­nin­gen på den største demon­stra­tion i den amerikanske borg­er­ret­tigheds­bevægelses his­to­rie: marchen for arbe­jd­spladser og fri­hed. Kings berømte ”I Have a Dream”-tale sat­te her ord på håbet og nogle af dets nære slægt­ninge, løfterne og drømmene – ikke bare som luftige prin­cip­per, men som led i den enorme, kollek­tive han­dling, som skulle foran­dre og forbedre.

Han­dlin­gen var en protest, en befrielseskamp. Men Kings håb han­dlede også om for­son­ing og har­moni. ”Jeg har en drøm”, sagde han: Selv i syd­stater­ne Mis­sis­sip­pi og Alaba­ma skulle man en dag se ”små sorte drenge og sorte piger tage små hvide drenge og hvide piger i hæn­derne som søstre og brø­dre”.

En amerikansk drøm

Kings for­mu­ler­ing af mange sorte og hvide amerikaneres håb tog udgangspunkt i ide­al­er, der allerede var anerk­endt som værdi­fulde og – ikke mindst – amerikanske. Han ville udfolde det demokrati, den lighed og den fri­hed, der allerede var lovet ved USA’s grundlæggelse, men end­nu ikke var fuldt udfold­et eller udbredt til alle lan­des borg­ere. Gen­nem hele tal­en optrådte ”Ameri­ka”, ”vor nation”, og nogle af denne nations grundlæggelses­tek­ster, især erk­lærin­gen om slav­ernes frigørelse, men også uafhængighed­serk­lærin­gen fra 1776 og for­fat­nin­gen fra 1787 med deres ord om ”umis­telige ret­tighed­er” til ”liv, fri­hed og stræben efter lykke”.

Håbet fik dermed form af den amerikanske drøm – alt­så en drøm, der fun­gerede som ide­ol­o­gisk cement i det allerede eksis­terende amerikanske sam­funds­byg­geri. Men i Kings tale kom denne drøm også til at rette sig mod en mulig fremtid: et USA, der end­nu ikke var bygget færdig, men snart skulle blive det.

Ved siden af de tilsyneladende mod­er­ate forhåb­ninger rummede Kings tale også ele­menter, der stræbte ud over den formelle, juridiske ligestill­ing af sorte og hvide borg­ere. King gik videre til også at fordømme fat­tig­dom og social ulighed. Og kam­p­en mod alle disse ulighed­er sam­men­lignede han med pro­feten Esa­jas’ ord om mes­sian­sk udfrielse:

”Jeg har en drøm om, at hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klip­peland skal blive til slette og bakke­land til dal; Her­rens herlighed skal åben­bares, og alle men­nesker skal se den.”

Håbet for Kings USA fjernede sig her læn­gere fra den aktuelle virke­lighed. Lan­dets for­tid og nutid skulle danne over­gang til et nyt, gen­nem­gribende ændret USA – ikke bare ved, at de hvides eksis­terende fri­hed skulle udvides til at omfat­te de sorte, men ved ska­belsen af en helt ny fri­hed og lighed for både sorte og hvide. Først da ville man kunne hugge ”håbets sten” ud af ”fort­vivlelsens bjerg”.

Måske var det disse vidtrækkende ord, der fik FBI-agen­ten William C. Sul­li­van til kort efter at udpege King som “dette lands farlig­ste neger” og som forkæm­per for ”kom­mu­nis­men”?

Dimensioner af håb

I tal­en fra 1963 kan vi se karak­ter­is­tiske dimen­sion­er af håbets prin­cip. King påpeger aktuelle man­gler og savn i sam­fun­det og vis­er en udvej gen­nem håbet og den foran­drende, kollek­tive han­dling. Dette håb er formet i tal­ens nutid, men griber ud mod fremti­dens mulighed – og tilbage til kon­struk­tive ele­menter i for­tiden, som synes ufærdi­ge. En stolt his­torisk tra­di­tion bygges op for at virke med til foran­drin­gen.

For­mu­lerin­gen af håbet er her nøje afstemt til, hvad der kan synes umid­del­bart muligt i den nærmeste fremtid: håb om opbakn­ing til den speci­fikke demon­stra­tion, om bred sym­pa­ti for borg­er­ret­tigheds­bevægelsens sag og om at få poli­tik­erne til at ind­føre nye love mod racediskrim­i­na­tion. Men de nære håb knyt­ter også an til håb om fjernere­liggende, ganske anderledes sam­fund­stil­stande – den dag, hvor klip­peland skal blive til slette og bakke­land til dal.

King for­mulerede selv sit langtrækkende håb som en religiøs, mes­sian­sk vision, hvilket for­mentlig var med til at gøre bud­sk­a­bet spiseligt for en bredere amerikan­sk offent­lighed. Men i hans udsyn var der vidt åbne døre mellem religiøs vision og et sam­fund­su­topisk pro­gram for et mere har­monisk men­neske­fæl­lesskab.

Sprækker i virkeligheden

Håbets prin­cip blev for­muleret viden­sk­a­beligt af den tyske filosof Ernst Bloch. Gen­nem et langt og ofte tur­bu­lent vok­sen­liv, lige fra tiden omkring Første Ver­den­skrig og frem til hans død som 92-årig i 1977, udfold­ede han sin ege­nart­ede tænkn­ing om håb, his­to­rie, antropolo­gi, poli­tik og religiøs tro. Hans mest omfat­tende skrift var Das Prinzip Hoff­nung, dvs. Håbets prin­cip, fra 1959.

Ifølge Bloch er håbet som prin­cip til stede i enhver han­dling som dri­vkraft og struk­tur. Håbets prin­cip forankres hos ham i en fun­da­men­tal betragt­ning af vores liv, vores ver­den og hele vores væren som ufærdi­ge, i bestandig bevægelse. Hermed ses håbet som en altid tilst­ede­værende sprække i virke­lighe­den. Håbet er det, der vis­er en vej udad. Det peger mod noget anderledes, som end­nu ikke er helt til stede, men måske allerede føles og erk­endes som en man­gel i den aktuelle sit­u­a­tion.

Ét af Blochs egne yndlingsek­sem­pler er den sult, der allerede hos det nyfødte barn ans­porer til grå­den som den han­dling, der skal realis­ere håbet om føde. Og grå­den vender som bek­endt tilbage, så snart den første sult er stil­let. På denne måde vis­er håbet sig som et grundtræk ved alt, der er til – på én og samme tid som en forud­sæt­ning for, at det opstod, og en forud­sæt­ning for, at det atter forgår. Håbet udtrykker en væren i foran­dring, en væren som altid end­nu ikke er fuldendt.

Dette bety­der bestemt ikke, at der over­alt i ver­den er lige meget håb, eller at håbet altid er det samme. Det er vidt forskel­lige man­gler og opfat­telser af man­gel, der ans­porer os til at han­dle og håbe. Som allerede Karl Marx for­mulerede det: ”Sult er sult. Men sult, der til­fredsstilles af kogt kød, som spis­es med kniv og gaffel, er en anden sult end den, der til­fredsstilles ved at sluge råt kød ved hjælp af hånd, negl og tand.” Kz-fan­gens nøgne håb om føde adskiller sig væsentligt fra nutids­gourme­tens håb om, at bear­nais­esaucen denne gang ikke vil skille. Og dog forenes de to fænomen­er af håbets prin­cip og håbets struk­tur.

Bag horisonten

Håbet – og dets dys­tre slægt­ning frygten – knyt­ter sig desu­den tæt til kat­e­gorien mulighed. Dette bety­der ikke, at vi kun håber på eller frygter det, der synes ’real­is­tisk’ lige nu og her. Bloch udpeger flere typer af mulighed, der knyt­ter sig til vari­able grad­er af håb. Formelt set kan vi tænke og tale om uhyre forskel­lige fænomen­er, men også rene absur­diteter og meningsløshed­er. Det er imi­dler­tid kun en min­dre del af det, vi i prin­cip­pet kunne tænke eller sige, som også ville kunne blive til objek­tiv virke­lighed uden for de rene tankers ver­den.

Blandt disse objek­tive mulighed­er peger Bloch på to hov­ed­typer: Det sagligt-objek­tivt mulige er det, vi ser i en vejrudsigt eller en aktieprog­nose. De giv­er sig ikke ud for at være abso­lutte forudsigelser, men er prog­noser med en vis grad af sandsyn­lighed inden for bestemte, givne ram­mer. Det objek­tivt-realt mulige er der­i­mod det, vi f.eks. kan iagt­tage i de aktuelle kli­maforan­dringer og den økonomiske krise: De ram­mer, mete­o­rologer og finan­sråd­gi­vere før kunne tage for givet, vis­er sig nu foran­derlige.

Og mens det sagligt-objek­tivt mulige ofte knyt­ter sig til nære håb om godt vejr i mor­gen eller sti­gende kurs­er for mine egne akti­er, vis­er det objek­tivt-realt mulige hen til noget, der lig­ger bety­deligt fjernere fra vores aktuelle sit­u­a­tion – såv­el frygt for den over­rask­ende, omfat­tende katas­trofe som håb om lykke og om udfrielse fra vores aktuelle man­gler.

Håbets tider

Som udtryk for en end­nu ikke fuldendt væren, et pro­dukt af man­gler og mulighed­er, har håbet en kom­pleks tidsstruk­tur. Først og fremmest ret­ter sig det sig fre­mad. Mulighed­erne og de han­dlinger, der skal udbedre man­glerne, forud­sæt­ter den tid, der end­nu ikke har været. Alt det, vi står midt i, og alt det, vi har tilbage­lagt, er det for sent at håbe på. Det er af fremti­den, vi kan vente Mes­sias: ”For som lynet kom­mer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Men­neskesøn­nens komme være” – står der i Matthæu­se­van­geli­et.

Men så snart man går tæt­tere på håbet, vis­er det sig ikke kun at angå fremti­den. Håbet udspringer nem­lig ikke af det tomme intet, men affødes netop af speci­fikke, aktuelle man­gler. Vi erk­ender disse man­gler som man­gler ved at sam­men­ligne med det objek­tivt-realt-mulige: Vi kunne have haft nok at spise, for jor­den er frugt­bar og ville kunne dyrkes bedre, men de magt­fulde få bruger den til deres egne for­mål, så vi må gå sultne omkring. Og én måde at påvise det objek­tivt-realt mulige på er ved at hen­vise til, at det fak­tisk har eksis­teret engang i for­tiden.

Fremtid­shå­bet har således ofte sit ene øje vendt mod det for­gangne. Det, evan­ge­lis­ten Matthæus forudsiger, er ikke Jesu ankomst, men Jesu genkomst. Par­adis, Him­merige og Edens have er forskel­lige navne for det, vi hævdes at stamme fra og skulle gen­forenes med, uanset om vi er kristne, jøder eller mus­limer. Bevægelsen fre­mad mod lykken vis­er sig her også at være en tilbageven­den til en tabt, lykke­ligere oprinde­lighed. Og dette gælder langt­fra kun religiøse fænomen­er. Mar­tin Luther King knyt­tede f.eks. sine fremtid­shåb til vendepunk­ter i USA’s tidlige his­to­rie. Han ville minde sine sam­tidi­ge om ele­menter i for­tiden, som var nød­vendi­ge for en bedre fremtid.

Men King under­stregede end­nu kraftigere ”nuets heftigt påtræn­gende nød­vendighed”. For­tidens løfter var bræn­dende aktuelle, ikke en sag for en anden, frem­tidig epoke.

Samme lære kan vi udfolde ved hjælp af Bloch: Det er nuets speci­fikke man­gler, der for­mer vores min­der og vores fremtid­shåb. Og det er i nuet og på nuets måder, at vi han­dler for at realis­ere vores håb. Det gam­le kan godt vende tilbage, med­giv­er Bloch, men det kom­mer igen i en uven­tet, chok­erende ukendt skikkelse – lige­som den fort­abte søn, der opsøger sin fam­i­lie, ikke læn­gere er den samme, som foræl­drene husker ham.

Håbets tid vis­er sig dermed som et sam­men­sat, mod­sæt­nings­fyldt nu, der rum­mer det, Bloch kalder for ”tids­man­g­foldighed” og ”sam­tidighed af det usam­tidi­ge”. Det er et nu, der rum­mer forbindelser til det frem­tidigt mulige og til ele­menter af – som han kalder det – den ”fremtid i for­tiden”, som hidtil er blevet forhin­dret. Men sam­tidig er håbets tid et nu, som aldrig er færdigt og lukket, men altid på vej mod noget andet, i færd med at realis­ere nye håb og med at bekæmpe nye årsager til håbets mod­sæt­ning, frygten.

Én af Blochs ånds­beslægt­ede, kul­turkri­tik­eren Wal­ter Ben­jamin, bemærkede i sine teser om his­to­riefilosofi fra 1940: ”Kun den his­to­rieskriv­er, der er gen­nem­syret af ind­sigten i, at heller ikke de døde kan vide sig sikre for fjen­den, når han sejr­er, er det givet at få håbets gnis­ter i for­tiden til at blusse op.” Denne korte sæt­ning plac­er­er for­tiden som et led i hele men­neske­he­dens his­toriske udvikling og skæb­ne – en skæb­ne, som vi nutids­men­nesker hold­er i vores hæn­der og ikke kan und­slippe et medans­var for, og som vi selv skal give videre.

Sigende nok blev disse teser om his­to­riefilosofi det sid­ste, Ben­jamin nåede at skrive, inden han tog sit liv for ikke at ende i Gestapos kløer. For hans eget ved­k­om­mende syntes kun tilin­tet­gørelsen at stå tilbage, men for men­neske­he­den var alt håb måske end­nu ikke ude.

Herfra hvor vi står

Håbet ret­ter sig fra nuet mod det kom­mende i lyset af det for­gangnes end­nu ikke virke­lig­gjorte mulighed­er. Men det ret­ter sig også fra her til der. Det knyt­ter sig til rum og sted­er med betyd­ning for os. Vi længes mod de gode sted­er, vi frygter at ende de dårlige sted­er, og vi genkalder os de sted­er, vi har været – alt sam­men fra det punkt, hvor vi befind­er os lige nu og her.

Min­de­mon­u­mentet for Abra­ham Lin­coln var langt­fra noget til­fældigt sted for Mar­tin Luther King at holde sin tale i 1963. Selve stedet sym­bol­is­erede det his­torisk forankrede håb om det sande USA. Men den rum­lige ramme om borg­er­ret­tigheds­bevægelsens håb knyt­tede tydelige forbindelser til både mere omfat­tende og mere speci­fikke rum.

Det sande USA, som King og bevægelsen håbe­de på, var kende­teg­net ved at bygge på værdier og ret­tighed­er, der i sid­ste ende knyt­tede sig til men­nes­ket som men­neske og borg­eren som borg­er. En vigtig del af tal­ens bud­skab var således i glob­al skala. Og sam­tidig pegede tal­en indad mod speci­fikke sted­er i USA: Lad fri­he­den gjalde, sagde han, ikke kun fra ”fra New Hamp­shires vældige bakke­toppe”, men også ”fra hver en høj og hvert et muld­varpeskud i Mis­sis­sip­pi”. Skulle håbet gælde alle, og skulle det realis­eres af alle, måtte det også trænge helt ud i de hjørn­er af lan­det, hvor håbløshe­den syntes almægtig.

Håbets familieflok

Hvor vi end støder på håbet, mænger det sig med nogle af sine slægt­ninge: drøm­men, fan­tasien, troen, løftet, for­vent­nin­gen, frygten, ang­sten, længslen og utopi­en. Disse fænomen­er udgør en fam­i­lie, hvor de iøjne­faldende lighed­er er uløseligt sam­men­vævet med ind­byrdes mod­sæt­ninger og forskelle. Og dog er der grunde til, at netop håbet påkalder sig særlig opmærk­somhed.

Håbet har sin egen måde at skabe væsentlige dis­tancer, forskyd­ninger og forskelle i vores liv og ver­den på. Når vi håber, er vi på vej til andre forståelser af vores væren og vores han­dlinger, for­di vi beg­y­n­der at forholde os til det mulige frem for det, som allerede find­es lige nu og her. Og deri­gen­nem kan vi få nye betingelser for at han­dle, både som indi­vider og som fæl­lessk­aber.

Dermed kan håbet gå mere radikalt i kødet på vores aktuelle virke­lighed, end for­vent­nin­gen vil gøre. Ganske vist kan vi godt for­vente meget gen­nem­gribende foran­dringer, men vores for­vent­ninger knyt­ter sig til noget, vi allerede men­er at kunne ane i horison­ten. For­vent­nin­gens han­dlinger er mere bereg­nelige – tæt­tere for­bun­det med det, Bloch kaldte for det sagligt-realt mulige. Vi for­ven­ter, at vores løn bliv­er udbe­talt også næste måned, for­di vi har pas­set vores arbe­jde som sæd­van­lig. Men vi håber – og kæm­per måske også for – at den næste inter­na­tionale kli­makon­fer­ence kan løse klo­dens miljøprob­le­mer til gavn for de kom­mende slægter. Håbet og dets han­dlinger kan række langt ud i det, vi end­nu ikke kan se.

I denne henseende har håbet mere til fælles med drøm­men og fan­tasien. Men når vi drøm­mer og fan­taser­er, dan­ner vi os billed­er, og i dem kan vi nogle gange ende i det absurde og irrel­e­vante. Vi kan drømme og fan­tasere om at leve en magisk tilværelse uden for tidens eller rum­mets grænser. Men det er næppe noget, ret mange af os virke­lig håber på. Håbet søger snarere at finde det, der forekom­mer os rel­e­vant eller lige­frem nød­vendigt og – måske – muligt.

Artiklen er et uddrag af Tænkepause-bogen Håb, som er udgivet på Aarhus Uni­ver­sitets­for­lag

Scroll til toppen