Kapitalismens etik

siftingthepast_market-scene_pieter-aertsen_1550

Fremvæksten af den tidlige kapitalisme i løbet af 1700-tallet var ledsaget af en lang række normative udsagn og forventninger om, at velhavere og handelsfolk skulle udvise moralsk ansvarlighed og havde særlige pligter i forhold til samfundet som helhed. Juliane Engelhardt skriver her hvordan den tidlige europæiske kapitalisme var indspundet i en række etiske og moralske kodekser, der stadig eksisterer i dag.

Efter finan­skrisen i 2008 har der været udbredt kri­tik af finans­boblens ophavs­mænd og medløbere. Flere retssager har fast­slået, at krisens ophavs­mænd i juridisk for­stand ikke har gjort noget ulovligt. Den offentlige dom har dog været enty­dig; i moral­sk henseende har finanssek­toren bevæget sig langt ud over det accept­able og ageret på en måde, som er i strid med sam­fun­dets inter­ess­er. Den Oscar­belønnede doku­men­tarfilm Inside Job (Wall Street — inde­fra) opsum­mer­er således, at den ver­den­som­spæn­dende krise beg­y­n­dte da finans­folk beg­y­n­dte at løbe fra deres sam­fundsmæs­sige ans­var og lod deres grådighed løbe løb­sk. Sen­est har pro­gram­merne I skat­te­ly afs­løret hvorledes skat­teråd­gi­vere fork­lar­er vel­ha­vere hvor­dan de kan gemme mil­lion­beløb i udlan­det. Jour­nal­is­terne bag pro­gram­met har dermed ”afs­løret den grådighed og dårlige moral, der lig­ger til grund for skat­te­ly”, som det hed i begrun­delsen for at tildele dem Cavling-prisen.

Sam­fundsmæs­sige ans­var og dårlig moral? Byg­ger kap­i­tal­is­men ikke på en social­dar­win­is­tisk logik om, at den stærkeste skal over­leve, og alt hvad der ikke kan stå selv bør falde? Kap­i­tal­is­mens grundlæggende begre­ber som ”frie kræfter” og ”usyn­lig hånd” giv­er indtryk af, at den økonomiske sek­tor klar­er sig bedst, hvis den får lov til at passe sig selv, og at den føl­ger nogle mekanis­mer, som er nærmest biol­o­giske. Reflek­sion­er over den økonomiske sek­tors moralske og sam­fundsmæs­sige ans­var er imi­dler­tid langt fra ny.

Fremvæk­sten af den tidlige kap­i­tal­isme i løbet af 1700-tal­let var led­saget af en lang række nor­ma­tive udsagn og for­vent­ninger om, at vel­ha­vere og han­dels­folk skulle udvise moral­sk ans­varlighed og havde særlige pligter i forhold til sam­fun­det som hel­hed. Der er omfat­tende engel­sk, tysk og nordisk kilde­ma­te­ri­ale, som bel­yser hvor­dan den tidlige kap­i­tal­isme var omgærdet af en mas­siv kri­tik af over­dreven grådighed, frås og uanstændig adfærd. Det var et normkodeks, der blev udviklet i religiøse kredse og blev overtaget af især det frem­vok­sende han­dels­borg­er­skab, omend i seku­laris­eret form.

Askese — ikke bare jantelov

I 1971 brugte den britiske his­torik­er E.P. Thomp­son begre­bet Moral econ­o­my som beteg­nelse på en før-kap­i­tal­is­tisk forståelse af økonomisk ret­færdighed mellem bonde og her­re­mand. Thomp­sons brug af begre­bet har haft stor ind­fly­delse i den for­stand, at his­torikere i dag bruger det når de skal fork­lare den fremhersk­ende forståelse af økono­mi i Europa før 1800-tal­let. Begre­bet bliv­er også brugt af poli­tologer om områder, hvor marked­søkonomien stadig er svagt udviklet, som eksem­pelvis Java, Zim­bab­we eller Egypten. Det bliv­er dermed frem­stil­let som om der er et mod­sæt­nings­forhold mellem de tra­di­tionelle økonomi­er, som primært var baseret på moralske forestill­inger om ret og rime­lighed, og den mod­erne marked­søkono­mi, der er lib­er­al og moral­sk ure­g­uleret. Denne mod­still­ing er imi­dler­tid meget foren­klet. Den økonomiske lib­er­al­isme er også omgærdet af sociale normer og forestill­inger om forplig­telser og værdier, der igen ref­er­erer til mere grundlæggende opfat­telser af ret­færdighed, rime­lighed og gen­sidighed. Dette kan illus­tr­eres med en meget enkel his­to­rie. I et ind­slag om min­dre entre­prenør­er, der blev bragt i tv-nyhed­erne for nyligt, for­t­alte en kvin­de om sit blom­strende salg af dia­mantbe­sat­te hals­bånd til hunde. Det var helt overve­jende salg til Kina og Rus­land, der holdt for­ret­nin­gen i gang. Da hun blev spurgt hvorvidt hun sol­gte hunde­dia­man­thals­bånd i Dan­mark eller de øvrige skan­di­naviske lande, slog hun en høj lat­ter op og svarede ”Nej da!”

For alle, der så ind­slaget, har hen­des svar utvivl­somt vir­ket indl­y­sende. At vel­havende danskere, svenskere eller nord­mænd skulle spankulere rundt med hunde med dia­man­thals­bånd på forekom­mer helt usandsyn­ligt. Så skulle det da kun være for at pro­vokere, på samme måde som Lib­er­ace var pro­vok­erende. Men hvad er det for sociale normer og kul­turelle forskelle, der gør, at hunde­dia­man­thals­bånd tilsyneladende går som varmt brød i Kina og Rus­land, men opfattes som lat­terlige i Skan­di­navien? Vi er en af ver­dens aller­rigeste region­er, og alligev­el er vi tilbage­hold­ende, nærmest pin­ligt berørte over at fremvise vores egen vel­stand. En typisk, ja næsten rit­uel fork­lar­ing, vil være jan­teloven. Den er dog alt for letkøbt, blandt andet for­di der er vel­havende seg­menter i andre europæiske lande og USA, som heller ikke kunne drømme om at prale med deres vel­stand. Fork­larin­gen har dybere his­toriske rød­der.

Max Weber gav en del af svaret, da han i sit klas­siske værk, Den protes­tantiske etik og kap­i­tal­is­mens ånd, fra 1904-05 spurgte, hvad der kende­teg­n­er den mod­erne kap­i­tal­isme?

Et umid­del­bart svar ville være luk­sus, grådighed og hæmn­ingsløst for­brug. Men, skrev Weber, det er tvær­ti­mod det mod­sat­te, nem­lig materiel afhold­en­hed. Kig­ger man tilbage i his­to­rien og hin­sides den mod­erne vestlige ver­den, så kan man se, at men­nesker til alle tider og alle andre kul­tur­er har haft begærlighed, ejer­trang og behov for luk­sus. Der­i­mod inde­hold­er den mod­erne vestlige kap­i­tal­isme nok stræben efter prof­it, men ikke med hen­blik på at opnå nydelse, men der­i­mod for at kunne gen­in­vestere fort­jen­esten med hen­blik på kap­i­ta­lakku­mu­la­tion.

Weber udpegede de asketiske reform­bevægelser inden for protes­tantis­men som en vigtig kilde til den rationelle livs­førelse og en særlig etik, der læg­ger vægt på punk­t­lighed, flid og nøj­somhed. Det var først og fremmest de reformerte puri­tanere, bap­tis­ter, kvækere og metodis­ter i Eng­land og Skot­land, men også de luther­anske pietis­ter i Tysk­land og Skan­di­navien. Det var bevægelser, der var kende­teg­net af en tro på frelse gen­nem travl aktivitet i den den­ne­sidi­ge ver­den, og som var for­t­alere for en adfærd, der var karak­teris­eret af selvbe­herskelse, bev­id­s­thed om at tiden skulle bruges nyt­tigt, og som først og fremmest havde en stærk pligt­følelse i forhold til deres jordiske kald.

Webers tese er i vidt omfang accepteret, men er også blevet kri­tis­eret en del. Først og fremmest er hans grundlæggende tese; at den vestlige civil­i­sa­tion er rationel i mod­sæt­ning til resten af ver­den, der er irra­tionel, forældet og er en over­lev­er­ing af en udbredt tankegang i beg­y­n­delsen af 1900-tal­let blandt vestlige intellek­tuelle. Webers bog er en kul­turel gen­er­alis­er­ing, og der er mass­er af und­tagelser og nuancer. Eksem­pelvis blev det katolske Bel­gien indus­tri­alis­eret lige så tidligt som Storbri­tan­nien. Men at de religiøse reform­bevægelser udbredte en asketisk livsind­still­ing, som i seku­laris­eret form blev overtaget af han­dels­borg­er­sk­a­bet, er der fak­tisk en del kilder, som under­byg­ger. Der er mange par­al­leller mellem bevægelsernes religiøse askese og de hold­ninger til materiel vel­stand og dis­ci­plineret adfærd, som i verd­slig form kom til udtryk senere i 1700-tal­let.

Puri­tan­erne Richard Bax­ter og Lewis Bay­ly foreskrev således i The Chris­t­ian Direc­to­ry og The Prac­tice of Piety fra 1600-tal­let at sande kristne var kende­teg­net ved en særlig rit­u­alis­eret adfærd og i afs­tand­sta­gen fra den materielle ver­den. De opfat­tede troen som en kon­stant selvprøvelse, som for­drede stadig årvå­gen­hed over egne tanker og han­dlinger. Flid i arbe­jdet var en dyd, men med det for­be­hold, at sande kristne ikke var flit­tige af ger­righed, men af kærlighed til næsten. En af de måder hvor­på man kunne genk­ende de omvendte var i deres klæd­e­dragt, idet de klædte sig i tøj, der var i ned­tonede farv­er og primær var frem­stil­let af uld og hør. Silkestof­fer, smykker og parykker og anden pynt blev set som et tegn på, at syn­ds­be­v­id­s­the­den var fraværende.

I Schrifft­mäs­sige Lebens-Reglen fra 1695 beklagede led­eren af den pietis­tiske bevægelse i Halle, August Her­mann Francke, at ver­den beun­drede de, der optrådte prangende og pral­ende. I Guds børns øjne var dette lat­terligt og tegn på indre elendighed. For mens mæng­den fore­trak timelig ære og forgæn­gelig rig­dom, så lev­ede sande kristne hellere i fat­tig­dom, forhånelse og pine.

Ifølge Francke skelnede Gud skarpt mellem de men­nesker, der såede til gavn for kødet, og de, der såede for ånden. De, der såede for ånden var de gen­fødte og sande kristne. De, der såede for kødet, lod deres begær og syn­di­ge lyster tage her­skab i sjælen. At så for kødet var også når man så andre komme i stolt og prangende tøj og tænk­te; so ein Ding muss ich auch haben (det skrev han fak­tisk). Den, der lod ædle ting pryde sin krop, gjorde ikke plads for at den hel­lige ånd kunne trænge ind i hjertet og var en byrde for resten af sam­fun­det. Kun de, der hjalp de fat­tige og afbød ver­dens lidelser fort­jente respekt. Askese blev således et markant kende­tegn på at være en sand kris­ten. Det samme var vel­gøren­hed. Vel­stand var således kun legit­im, hvis den blev enten gen­in­vesteret eller brugt til gavn for de socialt nødli­dende.

De puri­tanske og pietis­tiske vækkelses­bevægelser har efter­ladt sig et ret omfat­tende kilde­ma­te­ri­ale, som vis­er, at religiøs inderlighed, askese og aktiv næstekærlighed i form af vel­gøren­hed var de helt cen­trale ele­menter i deres teolo­gi. Bevægelserne frem­står umid­del­bart kolos­salt dys­tre, og de pro­moverede en nærmest fun­da­men­tal­is­tisk til­gang til kris­ten­dom­men. Spørgsmålet er der­for om der alligev­el var et mod­erniser­ingspo­ten­tiale i deres teolo­gi? Deres hold­ning til luk­sus var for så vidt ikke ny; Biblen foreskriv­er flere sted­er, at vel­stand er en hin­dring for at komme i Guds rige, først og fremmest i Mat­tæu­se­van­geli­et kapi­tel 19, der bruger den berømte metafor om kame­len og nåleø­jet, og Luka­se­van­geli­et kapi­tel 16, lignelsen om den rige mand og Lazarus. Franck­es oven­nævnte kri­tik af folks leflen for rige og fornemt klædte, var utvivl­somt inspir­eret af Jakob­s­brevet kapi­tel 2. Vækkelserne forstærkede imi­dler­tid en religiøs grun­dop­fat­telse og indgik i en social dynamik, hvor 1700-tal­lets opgør med hofkul­turens storslåede pres­tige­for­brug blev afløst af værdier som inderlighed og aut­en­ticitet. De pro­moverede end­videre en nøj­som kul­tur, hvor flid og alvor i arbe­jdet blev opfat­tet som en forud­sæt­ning for at opnå Guds nåde.

Det var et implic­it opgør med den barokke hofkul­tur, hvor overdådighed i form af høje parykker, hvid­pu­drede ansigter, brokade­jakker og kjol­er med brede hoftepud­er sig­nalerede, at arbe­jde ikke var en del af tilværelsen. I vækkelsernes optik var ydre pragt et tegn på at man man­glede indre dyd, og havde en over­fladisk per­son­lighed. Dermed fore­greb de et brud med den til dels lovpligtige tra­di­tion for at demon­strere rang og sta­tus gen­nem klæd­e­dragten, som kende­teg­nede det gam­le standssam­fund.

I løbet af 1700-tal­let voksede borg­er­sk­a­bet, både den del, der var beskæftiget med han­del og den del, der var beskæftiget med offentlig admin­is­tra­tion. For denne frem­vok­sende befolkn­ings­gruppe var ade­lens for­ret­tighed­er en torn i øjet, og især den automatik, hvormed regeringsposter og admin­is­tra­tive top­poster blev øremær­ket ade­len. Det blev både en magtkamp om høje still­inger, men i høj grad også en kul­turkamp om ret­ten til at definere de kul­turelle sym­bol­er for høj sam­fundsmæs­sig sta­tus. En af de måder hvor­på mid­del­standen dis­tancerede sig selv fra den aris­tokratiske kul­tur var ved at adoptere puri­tan­ernes og pietis­ternes askese og arbe­jd­se­tos, men uden at overtage deres religiøse grund­hold­ning. I tidsskrifter og pam­flet­ter frem­stillede den borg­erlige opin­ion den aris­tokratiske livsstil som over­fladisk og hæmn­ingsløs, en ver­den af kon­cert­er, kome­di­er og udsvævende baller. Og omvendt frem­stillede mid­del­standen sig selv som en gruppe men­nesker, som nok var aris­tokrati­et materiel under­legen, men til gengæld var den moral­sk over­legen. Denne selv­forståelse kom til at spille en vigtig rolle i for borg­er­sk­a­bets iden­titets­dan­nelse i 1700- og 1800-tal­let.

Kapitalismens samfundsnytte

Det er et helt cen­tralt ele­ment i kap­i­tal­is­men, at grådighed og ego­isme er nyt­tige drifter, såfremt de bliv­er formet og sle­bet, så de kan indgå i en sam­fundsmæs­sig hel­hed. Men­nes­kets kærlighed til sig selv, dets behov for materiel vel­stand, magt og ære er ikke i sig selv neg­a­tive egen­sk­aber, så længe de indgår som dri­vkræfter i en udvikling, som hele sam­fun­det får glæde af. Hvis men­nes­kets med­fødte konkur­renceånd bliv­er kanalis­eret over i kon­struk­tive baner, skaber det nytænkn­ing, frem­drift og forbedring, til gavn for sam­fun­det som hel­hed. Set fra denne vinkel går de indi­vidu­elle og kollek­tive inter­ess­er op i en højere enhed.

Denne opfat­telse af, at den pri­vate ego­isme bør stå i det offentliges tjen­este er gen­nemgående i mange skrifter om økonomisk lib­er­al­isme fra 1700-tal­let, af blandt andre Giambat­tista Vico, Bernard de Man­dev­ille, Mon­tesquieu, David Hume og Immanuel Kant. Det var en sam­funds­forståelse, der for alvor slog igen­nem i An Inquiry into the Nature and Caus­es of The Wealth of Nations fra 1776, hvor Adam Smith argu­menterede for, at det enkelte men­neskes basale ego­isme skulle civilis­eres for dermed at tjene hele sam­fun­dets inter­ess­er. Som Mikkel Ven­borg kon­stater­er i sin dis­pu­tats fra 2013, Luk­sus, lig­ger Adam Smiths særsta­tus nok først og fremmest i, at han forstod at inko­r­porere selvkærlighed som økonomiens omdrejn­ingspunkt, og sam­tidig point­erede vigtighe­den af en form for demokratisk vel­standsstign­ing, hvor sam­fun­dets rig­dom skulle forde­les blandt de mange.

Adam Smith huskes i vore dages primært som økonomisk tænker. Men i hans første hov­ed­værk, The The­o­ry of Moral Sen­ti­ments fra 1759, var han i lige så høj grad engageret i at redegøre for hvilke sociale dyder, der var nød­vendi­ge i sam­fund præget af beg­y­n­dende indi­vid­u­al­isme og lib­er­al­isme. Smith kri­tis­erede her den gam­le hofkul­tur for at være præ­ten­tiøs og for at bedrage folk gen­nem prangende fremvis­ning af vel­stand. Det var en ver­den, mente han, hvor man kom frem gen­nem leflen og smiger frem for flid, evn­er og faglig dygtighed. Smith lagde afs­tand til det, som efter­tiden har beteg­net Con­spicious con­sump­tion, alt­så iøjne­faldende for­brug eller sta­tus­for­brug. Vel­stand aftvinger ikke i sig selv respekt, mente han. En vel­havende per­son, som offentligt fremvis­er sin vel­stand for at aftvinge anerk­endelse, men som ikke besid­der per­son­lig dyder, såsom viden, flid, ret­skaf­fen, ærlig og vel­gørende over for de svage, er ikke værdig til sam­fun­dets respekt og anerk­endelse. Det ret­skafne og for­nuftige men­neske — the pru­dent man — var i mod­sæt­ning til hofkul­turens karis­ma­tiske per­son­lighed­er kende­teg­net ved afhold­en­hed, ordent­lighed og beske­den­hed. Smith foreskrev, at sådanne men­nesker aldrig lev­ede over evne, og alt hvad de fore­tog sig var gen­nemtænkt og velfor­beredt. De fore­trak generelt ro og sikker­hed i tilværelsen frem for hur­tige gevin­ster. Og først og fremmest var en per­sons pub­lic spir­it, dvs. almenånd, dét, som aft­vang respekt. Smith beskrev denne almenånd som ærbødighed over for for­fat­nin­gen, og en bestræ­belse på at pro­mo­vere med­borg­eres velfærd og sikker­hed. End­videre var det vigtigt at have social empati; at man var i stand til at udvise med­følelse for men­nesker, der oplevede modgang.

Nu var Adam Smith jo en markant skikkelse i det intellek­tuelle miljø i oplysningsti­den, så spørgsmålet er selvføl­gelig om han repræsen­terede hold­ninger, som også kom ud i bredere befolkn­ingslag? Der blev fak­tisk udgivet en del skrifter og tidsskrift­sar­tik­ler med større befolkn­ings­grup­per som mål­gruppe, der præsen­terede prin­cip­per for kor­rekt adfærd for især han­dels­folk.

Den tyske præst Georg Joachim Zol­likofers udgav således i 1789 et lille skrift, Moral für Kau­fleute. Her slog han indled­ningsvist fast, at forud­sæt­nin­gen for, at stater­ne kunne blive vel­stående var, at der var fri­hed, både for det enkelte men­neske og for han­dlen som hel­hed. Han­delsmænd havde en stor betyd­ning for stater­ne, og der­for var det meget vigtigt, at de både var redelige men­nesker, og at de havde den rigtige sam­fundsmæs­sige ind­still­ing. Alt hvad de fore­tog sig skulle de gøre under hen­syn til det almin­delige vel i sam­fun­det. Også den schweiziske pæd­a­gog og his­to­riefilosof Isaak Iselin lagde i sit skrift Schreiben eines Vaters an seinen Sohn der sich der Han­delschaft wied­met, vægt på, at han­dels­folk skulle opføre sig som dannede men­nesker. „Vin­de­trangen“ (die Gewinnsucht), hævd­ede han, er et grundlæggende instinkt hos men­nes­ket, en dri­vf­jed­er til at bevæge sig fre­mad. Denne er et gode i den for­stand, at men­nes­ket altid bør bestræbe sig på at vokse og øge sin pro­duk­tion.

Således er det med køb­mandsver­de­nen som med alle andre erhverv: hvem der ikke har frem­drift, må falde — wer nicht steigt, der fällt.

Men den blotte stræben efter fort­jen­este må aldrig stå alene. Han­delsmænd bør foræ­dle og forfine deres ånd ved at læse klas­siske værk­er, de bør vide noget om kun­st og god smag, og læse his­to­rie og rejsebeskriv­elser for at få en større horisont om den ver­den, der omgiv­er dem. Flid, skikke­lighed og troskab, der løft­ede både det enkelte men­neskes og hele sam­fun­dets vel­stand, var blandt de råd Iselin gav sin søn. Yderligere skulle man være vel­gørende mod de fat­tige og uegen­nyt­tigt tjene stat­en. Hver aften, når man gik i seng, skulle man lave et indre reg­n­skab, hvor man spurgte sig selv: fra hvilke fejl har jeg befri­et mig selv i dag? Hvilke dårlig­domme har jeg overvun­det? I hvilket omfang har jeg forbedret min sjæl? “Tøv aldrig med at gøre din stand (køb­mands­standen) nyt­tig og behagelig for andre men­nesker. Driv din for­ret­ning således, at den gør mest muligt godt, ikke blot for dig selv, men også for hele det men­neske­lige sel­skab, som du er medlem af.”

Dydigt forbrug

At den tidlige kap­i­tal­isme var omgærdet af denne særlige asketiske etos, som lagde vægt på særlige moralske dyder og materiel afhold­en­hed, mod­siges af det fak­tum, at for­bruget rent fak­tisk steg enormt i tidlig mod­erne tid. Den glob­ale ekspan­sion, etab­ler­ing af koloniriger og en gener­el vel­standsstign­ing afst­ed­kom i Midt- og Vesteu­ropa en for­brugsrev­o­lu­tion. Særlig bemærkelsesværdig er importen af ekso­tiske var­er som the, kaffe, kakao, sukker, kry­d­derier, silke, bomuld, glas og porcelæn. Men det, som vi skal fokusere på her, er ikke hvad man for­brugte, men hvor­dan for­brugerne forhold sig til deres eget for­brug.

Simon Schama kon­stater­er i The Embar­rass­ment of Rich­es, at der allerede under den hol­landske gul­dalder i 1600-tal­let blev udgivet mass­er af moralske belæringer med skarpe udfald mod vel­stand og over­for­brug. Dette til trods er der intet der tyder på at mid­del­standen i De Forenede Ned­er­lande, hverken patri­arkatet i top­pen eller hånd­værkere eller han­delsmænd i bun­den, viste nogen tilbø­je­lighed til at undgå for­brug. Kilderne vis­er dog også, at der var en udvikling hen mod såkaldt ”dydigt” for­brug. Dette var først og fremmest vel­gøren­hed over­for fat­tige, foræl­dreløse, van­vit­tige og ældre, og det var udlån til offentlige insti­tu­tion­er til en lav rente. Det var en for­bruger­ad­færd, der skulle udsone samti­dens diskrepans mellem moralske prin­cip­per og materiel prak­sis og undgå mis­tanke om griskhed. Con­spic­u­ous com­pas­sion, alt­så offentlig dona­tion af store sum­mer til vel­gøren­hed, var således dét, der ret­færdig­gjorde økonomisk vel­stand og for­brug i andre henseen­der.

Den materielle vel­stand var under den tidlige kap­i­tal­isme omgivet af et stærkt moralkodeks. Det var ikke samme kodeks som de før-mod­erne sam­fund, men det nye var, at den selvsk­abte rig­dom i visse kredse fik langt større sta­tus end den arvede – såfremt man vel at mærke havde tjent den gen­nem samvit­tigheds­fuldt arbe­jde. Rig­dom, der var skabt gen­nem ærligt arbe­jde, beviste nem­lig, at man besad per­son­lige dyder såsom flid, tids­be­v­id­s­thed og afhold­en­hed og sociale dyder som ærlighed og ret­skaf­fen­hed. Det blev kon­tin­uerligt fremhævet, at han­delsver­de­nen skabte vel­stand for alle og det var netop gen­nem dens sam­fund­snytte den fik sin legit­imitet. Per­son­er, der viste deres vel­stand offentligt frem, fort­jente ingen respekt, heller ikke selv om de havde tjent den på nok så ærlig vis. Finans­ver­de­nen blev vur­deret på om den kom hele sam­fun­det til gode, enten i form af investeringer, der gav arbe­jde til flere men­nesker, eller i form af vel­gøren­hed. Over­for­brug og pral­ende vel­stand kom dermed til at frem­stå som et tegn på at man man­glede dan­nelse, eller – i dati­dens ter­mi­nolo­gi – man­glede dyd.

Det britiske mag­a­sin The School for Fash­ion bragte i 1800 således en moral­sk belærende fortælling om et vel­havende borg­erligt ægtepar, hvor hus­tru­en elskede overdådi­ge kjol­er og hat­te og indret­tede hjem­met som en scene for over­flod og luk­sus. For­fat­teren skil­drede hende som kom­plet ucharmerende, nærmest vul­gær. Hvert kapi­tel i mag­a­sinet slut­tede med en morale, der han­dlede om, at dyd kun fandtes blandt per­son­er, der udviste høflig adfærd og god smag. Moralske fortællinger af samme tilsnit find­es i danske kilder fra slut­nin­gen af 1700-tal­let. Tidsskriftet Min­er­va, som var et af de mest læste tidsskrift blandt højborg­er­sk­a­bet i Dan­mark, inde­holdt flere artik­ler, hvor ade­lens over­flod blev udsat for hård kri­tik. Her blev det også fork­laret, at grådighed var frastø­dende, ligeledes alt hvad der var fun­klende og prangende. Smag­fulde per­son­er var ikke tarveligt klædt, men fore­trak mate­ri­aler af god kvalitet og havde tillige sans for sub­lime udtryk for skøn­hed og ele­gance.

Den moralske økonomi

Han­dels­folk og den økonomiske sek­tor tidligere var langt fra moral­sk sand­dru­elig. Den tidlige kap­i­tal­isme var indle­jret i et net af moralske normer og forestill­inger. Det var ikke moral­is­ter og økonomer, der stod over­for hinan­den, men økonomiske tænkere, som fremhævede vigtighe­den af at opføre sig moral­sk og sam­fundsmæs­sigt ans­varligt. De normer, der blev etableret omkring den materielle kul­tur var præget af, at man nok skulle sig­nalere vel­stand, men det skulle ske på en måde, så man sam­tidig demon­str­erede at man var dan­net og havde god smag. Begre­bet moral­sk økono­mi er således en lige så rel­e­vant beteg­nelse for kap­i­tal­is­men, som for de før-kap­i­tal­is­tiske økonomiske sys­te­mer. Også kap­i­tal­is­men var indle­jret i nor­ma­tive forestill­inger om hvor­dan man skulle føle, tænke og han­dle inden for den økonomiske sek­tor, og hvad der udgjorde gode eller dårlige borg­ere.

1700-tal­let var en bryd­ningstid, hvor der opstod et væld af moralske tidsskrifter, der beskrev de nye borg­erlige koder for adfærd og etikette; at frem­stå ser­iøs og ret­skaf­fen, at have pligt­følelse over for arbe­jdet og kon­trol med liden­sk­aber skulle demon­strere, at man besad de rigtige kul­turelle koder: borg­er­sk­a­bets sociale empati og følelses­mæs­sige oprigtighed i mod­sæt­ning til hofkul­turens fal­skhed og over­fladiskhed blev stærke markør­er i det sociale spil; æstetisk og etisk ren­hed indgik som en af de måder hvor­på borg­er­sk­a­bet skabte dis­tink­tion­er til andre befolkn­ings­grup­per. Dette moralske kodeks var et ekko af den diskurs, som de puri­tanske og pietis­tiske bevægelser havde itale­sat, men i en sekulær klæd­e­dragt uden hen­vis­ninger til kris­ten­dom­men.

Spørgsmålet er, om borg­er­sk­a­bet i tidlig mod­erne tid skabte en kul­turel habi­tus, som er sporbar i dag?

Først og fremmest må man kon­statere, at mid­delk­lassen i dag består af langt flere seg­menter. Pierre Bour­dieu kon­stater­er således, at det primært er den akademiske mid­delk­lasse, som har en asketisk habi­tus, hvor man fore­trækker muse­ums­besøg, van­dretur og bon­degårds­ferier, og som har et antag­o­nis­tisk forhold til over­drevent for­brug. Ansat­te i lib­erale erhverv fore­trækker i højere grad luk­sus­re­js­er, dyre bil­er og glitrende mode­blade. Men de har alligev­el en fremvis­ning af vel­stand, som foregår rel­a­tivt diskret. Det bliv­er pakket ind i kun­st, PH-lam­per og Arne Jakob­sen-møbler, som er stil­rene og sig­nalerer, at man både har god smag, sans for kvalitet og penge til at købe det, men som på ingen måde er pral­ende. I den for­stand er de kristne vækkelses­bevægelsers mod­still­ing mellem ydre pragt og indre dyd stadig sporbar i den mod­erne vestlige kul­tur.

»Jeg synes, at penge er noget af det klammeste, man kan flashe – jeg har næsten ikke trukket nogen penge ud af virk­somhe­den gen­nem årene.«

Claus Mey­er. Inter­view i Berlingske 2013.

»Kun­st er liv­givende. Jeg ved da slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden den.«

Karen Salling. Inter­view i Jyl­lands-Posten 2012

Juliane Engel­hardt er lek­tor ved SAXO-insti­tut­tet, KU.

Scroll til toppen