Den retfærdige krigs teori

“Dårlig krig’. Snit af Hans Hol­bein den yngre. Cre­ative Com­mons.

Vestens historie ledsages af krige en masse. De har antaget mange forskellige former, men på et tidspunkt aftog ukontrollerede erobringskampe og blev erstattet af strategiske, magtkalkulerede interventioner. I det 16. og 17. århundrede blev det vigtigt at tale om en retfærdig krig. Nikolaj Andersen undersøger udviklingen i Vestens krigsførsel med baggrund i Just War Theory — principper for en retfærdig krig.


Mellem abso­lut paci­fisme, hvor al krig er uforsvarligt, og poli­tisk real­isme, hvor poli­tiske mål hel­liger alle midler, find­er vi Just War The­o­ry. Teorien består af en række prin­cip­per for krig og krigs­førelse der har udviklet sig igen­nem europæisk idéhis­to­rie og tjen­er som et sprog til at vur­dere og legit­imere krigshan­dlinger som enten ret­færdi­ge eller ure­t­færdi­ge. Teoriens sigte er ikke at for­byde eller umulig­gøre krig, men der­i­mod at ind­føre moralske begræn­sninger på den mil­itære vold og hvem der må udøve den.

Just War The­o­ry er værd at bemærke, for­di den udtrykker et moral­sk og juridisk forsøg på at skelne mellem rigtig og fork­ert i krig og på samme tid er et udtryk for his­to­riens forskel­lige stor­magters forsøg på at legit­imere deres krige. Den er radikal, for­di den gør op med forestill­in­gen om, at ”any­thing goes” i krig, og den er vigtig at forstå, da den er en nøgle til at begribe his­toriske diskurs­er om krig generelt. Dens prak­tiske ind­virkn­ing på krig og krigs­førelse har til alle tider har været meget omdiskuteret, men den præsen­ter­er det sprog, hvorigen­nem krige er blevet diskuteret, vur­deret og legit­imeret igen­nem størst­ede­len af europæisk his­to­rie helt frem til i dag. Det er med andre ord stadig grundlæggende prin­cip­per fra teorien der trækkes frem, når poli­tikere diskuter­er inter­ven­tion i Syrien og lig­nende poli­tiske prob­lem­still­inger. Gen­nemgående i arbe­jde med Just War The­o­ry er spørgsmålet om autoritet. Hvem bestem­mer om en krig er ret­færdig, og hvem har over­hovedet ret til at føre krig?

Krig efter Guds vilje

Just War The­o­ry-tænknin­gen kan spores helt tilbage til Romer­riget i dets senere kristne peri­ode. Her var tale om en ver­denssi­t­u­a­tion, hvor den helt store mil­itære magt, Romer­riget, og den religiøse autoritet, kirken, var en og samme. Tidens store filosof og teolog Augustin (354−430) blev anset for den primære autoritet inden for den krigsret­stænkn­ing, vi i dag kalder Just War The­o­ry og han udtryk­te en tanke om den ret­færdi­ge krig som krig efter Guds vil­je og på Guds befal­ing. Krig var hos Augustin naturligvis und­tagelsen og fred var hvad men­nes­ket både skulle og naturligt ville stræbe efter. Men Bibe­lens femte bud, ”Du må ikke slå ihjel”, kunne til­sidesættes i til­fælde af krig, der var påb­eg­y­n­dt af den rette myn­dighed. I sådanne til­fælde ville moral­sk ans­var for at slå ihjel nem­lig over­føres fra den enkelte sol­dat til den autoritet han repræsen­terede.
Legit­ime grunde til krig kunne for Augustin bl.a. være afguds­dyrkelse og kæt­teri, tilbageer­o­bring af uret­mæs­sigt plyn­dret gods og forsvar af stat­en eller dens allierede. En ret­færdig krig kunne alt­så beg­y­n­des på både religiøse og poli­tiske bag­grunde. I alle til­fælde skulle kri­gen dog udføres af de rette civile myn­dighed­er og med den rette inten­tion, dvs. ikke bare enhver form for egen­in­ter­esse.

Begre­bet om ret­færdig krig tjente to speci­fikke for­mål under romer­tiden: dels at ret­færdig­gøre forsvar af kirken mod diverse kæt­terske sek­ter inden for imperi­et og dels at legit­imere forsvar af imperi­et mod de ikke-kristne bar­bar­er ude­fra. Just War The­o­ry var tydelig præget af asym­metri, da den ene part stod som hånd­hæv­eren af Guds vil­je — og der­for skyld­fri — over­for en for­vold­ende part, der fort­jente afs­traf­felse. Her var et gen­nemgående skel mellem de kristne og de ikke-kristne, hvilket udformede sig til en tanke om en part, der kæm­per på veg­ne af Guds lov og vil­je mod en anden part, Guds mod­standere. Den ret­færdi­ge krig var religiøst sank­tioneret; en krig vil­let af Gud, og det passede rigtig godt til en ver­den, hvor den eneste stor­magt også var den eneste kristne.

Retten til at plyndre

Tiden gik, Romer­riget faldt, og kris­ten­dom­men spredte sig mod nord op igen­nem Europa. Der opstod flere forskel­lige feu­dal­magter, der betragt­ede sig selv som kristne, men det forhin­drede dem ikke i at bekrige hinan­den. Dette præsen­terede en udfor­dring for Just War The­o­ry, der i en dual­is­tisk opfat­telse af kristne og ikke-kristne blev uan­ven­delig i spørgsmål om kon­flik­ter mellem kristne magter. Der var alt­så behov for en forståelse af ret­færdighed i krig, der for­nuftigt kunne dømme mellem kristne stater.

Det europæiske kon­ti­nent var i mid­de­lalderen desu­den præget af et utal af pri­vate, mil­itære grup­per og opstande, der hærgede land­sk­a­bet. Det gav de støre fyrster behov for et juridisk prin­cip, der kunne legit­imere deres autoritet, og sta­tus som de eneste der måtte føre krig. Stor­magterne i Europa man­glede med andre ord et sæt regler, der gav dem ret­ten til at slå oprør ned og sikre nogen­lunde sta­bilitet.
Den sko­lastiske tænker Thomas Aquinas (1225−74) tog udfor­drin­gen op og udviklede prin­cip­per for ret­færdig krigs­førelse i for­læn­gelse af Augustins. Aquinas mod­er­erede Augustins prin­cip om en gyldig autoritet fra prin­cip­ielt kun at gælde Gud, til også at inklud­ere verd­slige autoriteter. På denne måde ophævedes det dual­is­tiske møn­ster, der definerede den ret­færdi­ge krig som per def­i­n­i­tion de kristne mod de ikke-kristne.

Mid­de­lalderens Just War The­o­ry tjente det for­mål, at den gav den part, som havde ret­færdighe­den på sin side, ret til at udføre han­dlinger, der nor­malt ikke var tilladte. Hvis en krig var ret­færdig, og der­for under­støt­tet af en tilpas stor fyrstelig autoritet, gav det den krigs­førende part ret til at dræbe, tage gid­sler og plyn­dre, hvilket nor­malt blot ville blive anset for oprørsk hær­gen. Den ret­færdi­ge part fik desu­den ret til at bruge våben, der ellers var gjort ulovlige for­di man fandt dem for bru­tale — eksem­pelvis arm­brøst og lang­bue. Der blev med andre ord givet mulighed for at slå hårdt ned på oprør og deri­gen­nem sikre nogen­lunde sta­bilitet og fred. Just War The­o­ry blev således en måde for fyrster at legit­imere deres mag­tudfold­elser, og fik på samme tid en juridisk præven­tiv virkn­ing i forhold til min­dre mil­i­tante grup­per, der ud fra Just War The­o­rys prin­cip­per kunne rets­for­følges og straffes.

De almin­delige restrik­tion­er på kri­gen var dog effek­tivt sat ud af spil i til­fælde af krig mod ikke-kristne nation­er som eksem­pelvis ved korsto­gene. Her var der sim­pelthen tale om en fjende så fremmed, at de gængse regler ikke gjorde sig gældende, og kri­gen blev reg­net for ikke blot fyrsteligt, men gud­dom­meligt sank­tioneret. I mid­de­lalderen blev den romerske dual­isme således fastholdt i forhold til ikke-kristne fjen­der, men på samme tid blev Just War The­o­ry gjort anven­delig i til at skelne mellem-fyrstelige krige fra sim­ple opstande.

En retfærdig krig?

Igen­nem det 16. og 17. århun­drede opstod en række nye udfor­dringer for Just War The­o­ry i Europa. Refor­ma­tio­nen skar de kristne magter over i to, katoli­cis­men og protes­tantis­men, og gav anled­ning til en række nye krige mellem kristne af forskel­lige tros­ret­ninger og ero­bringerne i den Nye Ver­den rejste spørgsmålet om ret­færdighed i kamp mod indi­an­erne. Helt overord­net var den poli­tiske scene i Europa i fuld gang med at bevæge sig mod mere suveræne og sekulære stats­magter. Det med­førte et behov for en forståelse af kriges ret­færdighed, der i end­nu højere grad kunne løs­rive sig fra teol­o­giske argu­menter, og i stedet have et mere alment juridisk fun­da­ment.

Denne udfor­dring blev især mødt af en række spanske teologer og filosof­fer, der igen tog Just War The­o­ry op til efter­syn. Fran­cis­co de Vito­ria (1480−1546) argu­menterede ud fra en forestill­ing om jus gen­tium, folkenes ret, en hypotetisk lov der tildelte alle folkeslag af men­nesker basale ret­tighed­er i kraft af deres blotte men­neske­hed. Heri­gen­nem forsøgte han at begrænse legit­ime grunde til krig til udelukkende at ind­be­fat­te poli­tiske for­mål og ikke religiøse uenighed­er. På denne måde fly­t­tede den legit­ime autoritet i krig sig fra blot at være kristne fyrster af bety­delig stør­relse til prin­cip­ielt at gælde alle folk, inklu­siv indi­an­erne, der således var i deres god ret til at forsvare sig mod de spanske ero­brere. Denne legit­imitet­sæn­dring gav dog ikke indi­an­erne ret til at forhin­dre de kristne mis­sionær­er i at sprede evan­geli­et og Vito­ria fastholdt desu­den de kristne imperiers ret til at gribe ind i forhold til kan­ni­bal­isme og lig­nende umen­neske­lighed. Dele­git­imer­ing af udelukkende religiøst motiverede krige havde desu­den det for­mål at forhin­dre europæisk impe­r­i­al kon­flikt mellem eksem­pelvis Eng­land og Spanien på bag­grund af imperiernes protes­tantiske og katolske tilhørs­forhold.

En anden af tidens helt store tænkere var Hugo Grotius (1583−1645), der tra­di­tionelt gives æren for at have grund­lagt tanken om inter­na­tion­al lov. Grotius’ nytænkn­ing var en ny til­gang til Just War The­o­rys grund­lag. Han arbe­jd­ede med en tanke om et inter­na­tion­alt sam­fund af stater, der var bun­det sam­men i en juridisk ramme præ­cis som borg­ere i en enkelt stat. Krig blev i denne optik et sagsan­læg mellem to stater og således noget der juridisk kunne bedømmes som ret­færdigt eller ej. Grotius’ nytænkn­ing var en forståelse af den ret­færdi­ge krig i primært juridiske ter­mer og et fokus på det inter­na­tionale sys­tem. Grotius åbnede mulighe­den for at intro­duc­ere et allerede etableret juridisk sprog som red­skab i den inter­stat­slige sfære, hvilket mulig­gjorde en skarpere debat om skyld og uskyld i krig. Just War The­o­ry udmønt­ede sig derefter i en række juridiske prin­cip­per som eksem­pelvis pligten til ikke at forsøge at hin­dre en ret­færdig part i en krig, og at sub­jek­ter i en ure­t­færdigt krigs­førende stat havde pligt til at nægte at delt­age i den ure­t­færdi­ge strid.
Grotius’ andet store bidrag til efter­tiden var desu­den en formel adskil­lelse af jus ad bel­lum — ret­færdighed i påb­eg­y­n­delsen af en krig — og jus in bel­lo — ret­færdighed i udkæmp­nin­gen af en krig. Begge disse udtryk var blevet brugt i adskil­lige århun­dred­er før Grotius, men med hans tænkn­ing opstod en formel del­ing, således at en ret­færdig krig kunne blive udkæm­pet på ure­t­færdig vis og vice ver­sa.

I den tidligt mod­erne peri­ode blev Just War The­o­ry stadig mere afte­ol­o­gis­eret for at imødekomme udfor­drin­gen fra de mere sekulære stater og ikke-kristne folkeslag. At der fort­sat ville opstå kon­flik­ter både uden­for og inden­for Europa var givet og det gav de europæiske magter et behov for et sprog at legit­imere deres krige i. På samme tid skulle dette legit­imer­ingssprog forhin­dre at Europa rev sig selv midt over i en kon­ti­nentalkrig mellem kato­likker og protes­tanter.

Just War The­o­ry skulle, for at være anven­delig, igen bal­ancere mellem at legit­imere og forhin­dre krige, men dens udgangspunkt var stadig de europæiske stor­magter og hvor­dan de skulle forholde sig til hinan­den og ver­den uden­for Europa. Argu­menterne i teorien beg­y­n­dt at basere sig på mere uni­verselle prin­cip­per og et juridisk sprog, der i højere grad stillede de forskel­lige autoriteter på lige fod, om de så var store kristne imperier eller ind­fødte i den Nye Ver­den.

Moderne tid og frem

Tiden op til og med det 19. århun­drede reg­nes ofte for en nedgangstid for Just War The­o­ry. Peri­o­dens krige eskalerede i vold­somhed med bl.a. Napoleon­skri­gene og disse begiven­hed­er smit­tede af på til­gan­gen til krig som hel­hed. Den store krig­ste­o­retik­er Carl von Clause­witz (1780−1831) reduc­erede krig til ”poli­tik med andre midler” og i denne for­mu­ler­ing beskrev han krig som en fuld­stændig legit­im måde at føre en poli­tisk inten­tion igen­nem på. I slut­nin­gen af det 19. århun­drede var det således staters ret i inter­na­tion­al lov at ty til krig for at vare­tage deres nationale inter­ess­er, og Just War The­o­rys dis­tink­tion mellem ret­færdig og ure­t­færdig krig blev udskiftet med en ‘magt er ret’ tankegang. Inter­na­tion­al lov og insti­tu­tion­alis­eret Just War The­o­ry kunne alt­så siges at have ramt et lavpunkt, da al tale om ret­færdi­ge årsager og midler i krig fors­tummede, og blev erstattes af den stærkes ret til at føre krig som han ville.

I denne peri­ode opstod lang­somt en række juridiske kon­ven­tion­er for Just War The­o­ry. Disse var nydan­nelser, for­di de var udtryk for de enkelte staters enighed i at begrænse vold­ens midler og udfold­else. Abra­ham Lin­coln (1809−1865) kan udpeges som en af de første, der i et offi­cielt doku­ment definerede jus in bel­lo-ret­tighed­er og begræn­sninger for sine kom­bat­tan­ter ved bl.a. at ind­føre restrik­tion­er på, hvilke våben der var tilladte under den Amerikanske Borg­erkrig. De amerikanske restrik­tion­er blev efter­ful­gt af kon­fer­encer i Brux­elles, Haag og Gen­eve, der speci­fi­cerede og uddybe­de grænserne for civiles immu­nitet i kamp, samt ulovlig­gjorde en række våben som værende for vold­somme eller ukon­troller­bare.

Disse begræn­sninger på jus in bel­lo, blev akkom­pag­neret af en række restrik­tion­er på jus ad bel­lum. Dette tog fart med Folke­for­bun­dets pagt fra 1919 og Kel­log-Briand pagten fra 1928, der for alvor reduc­er­er mulighed­erne for lovlig krig, i andre til­fælde end selv­forsvar. I Kel­log-Briand pagtens første artikel stod: ”The High Con­tract­ing Par­ties solem­ly declare in the names of their respec­tive peo­ples that they con­demn recourse to war for the solu­tion of inter­na­tion­al con­tro­ver­sies, and renounce it, as an instru­ment of nation­al pol­i­cy in their rela­tions with one anoth­er” — en tydelig udmeld­ing om, at krig ikke mere var legit­imt som poli­tisk mid­del i clause­witzian­sk for­stand.

I køl­van­det på 2. ver­den­skrig etablere­des De Forenede Nation­ers Pagt i 1945, der kom til at erstat­te Folke­for­bun­dets og udgør den mere eller min­dre uni­verselle ramme for jus ad bel­lum, vi har i dag. Med FN-pagten blev den legit­ime brug af krig reduc­eret til selv­forsvar og human­itær inter­ven­tion under et FN-man­dat. Nation­er må alt­så kun efter­stræbe deres egne poli­tiske inter­ess­er med fre­delige midler og hermed blev de inter­na­tionale jus in bel­lo og jus ad bel­lum prin­cip­per fra Grotius nu insti­tu­tion­alis­eret Just War The­o­ry i FN. Krig er ikke mere en enkelt stats sagsan­læggene mod en anden, men det inter­na­tionale fæl­lessk­abs lovhånd­hævelse over­for den enkelte stat.

Boomerang eller udvikling?

His­to­rien om Just War The­o­ry kan beskrives som enten en boomerang­bevægelse eller som en demokratisk udviklings­fortælling, alt efter hvilket per­spek­tiv man læg­ger på sagen. På den ene side er Just War The­o­ry en fortælling hvor autoriteten og def­i­n­i­tion­s­magten i hvad der blev reg­net som ret­færdighed i krig, udsprang af et mægtigt Romer­rige med et klart dual­is­tisk skel mellem kristne og ikke-kristne. Her­fra desin­te­gr­erede denne unipo­laris­erede magt ud flere europæiske fyrster, og der­fra videre til prin­cip­ielt at gælde alle folk i jus gen­tium, til den til sidst var så godt som opløst i det 18. og 19. århun­dredes magtre­al­is­tiske tankegang. Fra denne aske genop­stod Just War The­o­ry så i takt med et mere og mere inter­na­tion­alis­eret Vesten, og kul­minerede i en ny enevældig autoritet med udgangspunkt i Just War The­o­ry – FN. I denne fortælling er FN det nye Romer­rige og lib­erale prin­cip­per den nye kris­ten­dom hvorud­fra alt vur­deres. Hvor dual­is­men før hed kris­ten over­for ikke-kris­ten, hed­der den i dag demokratisk over­for ikke-demokratisk.

En anden måde at fortælle his­to­rien er en fortælling om, hvor­dan autoriteten er blevet fordelt til flere og flere men­nesker, og Just War The­o­ry her­af er gået fra at være en enevældig til en demokratisk stør­relse. Denne fortælling gør FN og de etablerede inter­na­tionale krigslove og dom­stole til kul­mi­na­tio­nen på for­nuften og human­is­mens sejr over tyran­ni og vold.

Den amerikanske uden­rigspoli­tik i det 21. århun­drede er en inter­es­sant brik i dette spil. På den ene side har kri­gene i Irak og Afghanistan netop legit­imeret sig igen­nem det lib­erale sprog og dele­git­imeret sine fjen­der igen­nem Just War The­o­ry udtryk — som når eksem­pelvis Assad anklages for sin brug af kemiske våben. På samme tid er de et udtryk for en ringeagt for netop Just War The­o­ry ved deres gen­t­a­gende man­gel på FN-man­dat. Ulovlige krige forsøges med andre ord legit­imeret ved hen­vis­ning til de love og insti­tu­tion­er, som de selv for­vold­er sig mod.

Vores opfat­telse af nuti­dens inter­ven­tion­spoli­tik kan alt­så med fordel analy­seres og vur­deres ud fra Just War The­o­rys his­to­rie som legit­imer­ingssprog. På samme tid må netop Just War The­o­rys his­to­rie begribes ud fra det his­toriske spørgsmål om, hvad der kon­stituer­er autoritet og ikke mindst hvem der har den.

Niko­laj Ander­sen er bach­e­lorstud­erende ved Idéhis­to­rie, Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen