UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Den uforudsigelige nabo – Krim og Rusland set fra Georgien

Inauguration_of_President_Giorgi_Margevlashvili_of_Georgia._November_17,_2013.

Med konflikten i Ukraine og Ruslands annektering af Krim-halvøen spøger spørgsmålet om, hvorvidt nabolandet Rusland igen vil rette sit blik mod Georgien. Adjunkt Martin Demant Frederiksen beretter fra Georgien, hvor der på trods af en opblødning af forholdet mellem Rusland og Georgien er blevet stillet spørgsmålstegn ved, om man kan have en rationel dialog med en uforudsigelig nabo som Rusland.


 

Georgiens forhold til Rusland har været kompliceret gennem århundreder – under tsardømmet, Sovjetunionen og til stadighed i dag. Russiske interesser i det sydlige Kaukasus har betydet, at Georgien utallige gange har måttet kæmpe for sin selvstændighed. Senest kom det til udtryk under den kortvarige men intense konflikt mellem de to lande i august 2008, hvor russiske tropper krydsede den georgiske grænse. Begivenhederne på Krim-halvøen har derfor ikke overraskende sat deres præg i Georgien. I hovedstaden Tbilisi har ukrainske flag prydet vinduerne i såvel butikker som private hjem, og spørgsmålet om hvorvidt Rusland endnu engang vil rette sit blik mod Georgien, har præget både politiske og private diskussioner.

Ved et middagsselskab under den georgisk-ortodokse påske i midt-april omhandlede store dele af samtalen omkring bordet også Rusland og Ukraine – og de mulige konsekvenser for Georgien. ”Der er ingen i Vesteuropa, der virkelig kender Rusland”, forklarede min borddame Nino, der er en midaldrende diplomatfrue, hvis mand arbejder i Ungarn. ”Selv for os er det svært at forstå dem – vi er vokset op i Ruslands skygge, og det eneste vi kan konkludere er, at de er uforudsigelige. Vi kan ikke gøre andet end at leve med, at vi aldrig helt ved, hvad der kommer til at ske”. Det umulige i at forudse Ruslands intentioner har skabt en ramme for vidt forskellige lokale fortolkninger af situationen og mulige fremtids-scenarier.

Den mest bekymrede reaktion er rettet mod frygten for, at Rusland endnu engang vil sende tropper mod Georgien. I 2008 skete det under påskud af provokationer fra georgisk side og som et ”forsvar” af regionen Syd Ossetien, der sammen med Abkhazien er en af to udbryderrepublikker på georgisk territorium, der kun er anerkendt af Rusland og en lille håndfuld andre lande som selvstændige. Lokale argumenter imod at endnu en invasion vil finde sted i kølvandet på situation i Ukraine påpeger, at Krim som region er væsensforskellig fra Georgien: Mens store dele af befolkningen på Krim er pro-russiske, er dette kun tilfældet blandt en meget lille gruppe i Georgien. Rusland vil på den led ikke kunne retfærdiggøre en invasion af Georgien med samme påskud.

Siden revolutionen i Georgien i 2003 har landet fra politisk side søgt mod Vesten. Derfor var det lokalt en skuffelse for mange, at USA og EU ikke støttede Georgien mere direkte under konflikten med Rusland i 2008. I forlængelse heraf er skuffelsen over, at Georgiens optagelse i både EU og NATO stadig trækkes i langdrag. Flere lokale medier har refereret til, at situationen i Ukraine kan ses som et direkte udslag af Vestens manglende vilje til at konfrontere Rusland, der som konsekvens i stigende grad har fået frit spil i sine grænseområder. Selvom de fuldt ud anderkender den potentielle trussel om en ny invasion af Georgien, ser nogle dog også situationen i Ukraine som en mulighed for, at Vesten får øjnene op for nødvendigheden af at fremskynde Georgiens (og Ukraines) optagelse i NATO og EU.

Trods forskelle er der dog udbredt enighed om, at en konfrontation med Rusland ville være den værst tænkelige udgang, og også udbredt skepsis og overraskelse over, at Georgiens tidligere præsident Mikheil Saakashvili blev fløjet til Kiev, for at fungere som rådgiver. Saakashvilis konfronterende, retoriske stil overfor Rusland er ofte blevet anset for at være en af grundene til, at konflikten med Rusland eskalerede i 2008. I dag er den officielle, politiske holdning til Rusland mere pragmatisk.

Under et nyligt statsbesøg i Prag udtalte den nuværende præsident Giorgi Margvelashvili, at han så en mulighed i en ”rationel dialog” med Moskva, der kunne gøre det klart, at Georgien ikke udgør en trussel mod Rusland og ikke ønsker endnu en konfrontation. Betoningen af ”rational” skal ses i lyset af den tidligere præsident Saakashvili’s retorik. Det seneste år har den nye regering forsøgt at opbløde forholdet til Rusland, især i forhold til handel mellem de to lande. Det har blandt andet ført til, at Rusland, efter syv år, har løftet et embargo mod georgiske varer (primært vin og mineralvand). Præsident Margvelashvili’s udtalelse blev dog stadig mødt med skepsis i hans hjemland – for er det overhovedet muligt at føre en rational dialog med en nabo, der er så uforudsigelig som Rusland?

Martin Demant Frederiksen er adjunkt ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet