UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

dOCUMENTA 13 – verdens største kunstudstilling vil være politisk

dOCUMENTA er det etablerede kunstmiljøs mekka. Her flokkes verdens førende kunstnere, anmeldere og kunstinteresserede hver femte år for at finde ud af, hvad der bevæger sig lige nu. Den 13. udgave af festivalen prøver at præsentere kunsten politisk. Det lykkes for kunstnergruppen The Otolith Group i et værk, der udvider sproget.

Navnet dOOCUMENTA får en til at tænke på dokumentarfilm, hvilket dog ikke er filfældet.  Tværtimod. På dOCUMENTA 13 kan man for eksempel opleve The Otolith Group (Anjalika Sugar & Kodwo Eshun), der dekonstruerer dokumentarfilmen som et neutralt medie til at forstå den politiske virkelighed (politik forstået som de magtprocesser, der har betydning for fordelingen af den samfundsmæssige magt, embedsposter og goder). The Otolith Groups film- og installationskunst viser, hvordan der for det første ikke findes noget, som kan kaldes et ‘neutralt medie’ og for det andet, at hvis vi ønsker at videreformidle det politiske, så er kunsten og fiktionen langt at foretrække. Deres essayistiske film på dOCUMENTA 13 skildrer jordskælvet i Japan og særligt efterspillet. Genstandsfeltet er nogenlunde fast (den fasthed et jordskælv kan sikre), men formen er flydende, smuk og i sidste ende ligeså vigtig som indholdet. En liste over gruppens værker kan findes på dOCUMENTAs hjemmeside.

Etymologisk henviser ‘documenta’ til noget andet end dokumentarfilmen, nemlig til det, at kunsten lader sig dokumentere. Det har altid været festivalens mål at skabe rammerne for denne dokumentering. dOCUMENTAs grundlægger Arnold Bode ønskede at dokumentere den kunst, der var forbudt under nazi-regimet.

På denne 13. udgave af dOCUMENTA har festivalens ledende kurator, Carolyn Christov-Bakargiev, forsøgt at eksplicitere festivalens politiske dimensioner i interviews og pressemeddelelser. Desuden blev der oprettet en sideløbende udstilling i Kabul med paralleludstillinger fra flere af de kunstnere, man også kan opleve i Kassel. På selve festivalen kan det politiske være sværere at få øje på, specielt fordi der i ‘politisk kunst’ ligger et implicit krav om, at kunsten skal kunne forandre den sociale orden eller i det mindste direkte belyse uretfærdighed. Sådan en ‘politisk kunst’ er med få undtagelser fraværende. I begrebsparret politik og kunst gælder et kausalt (mis)forhold: Det politiske har en direkte virkning på kunsten (den har bedre kår under et Tyskland anno 2012 end 1939 og mutatis mutandis Kabul anno 1972 end 2012). Til gengæld er kausalforholdet mere dunkelt den anden vej – hvordan påvirker kunsten ‘det politiske’?

Den franske filosof Louis Althusser og dennes elever, særligt filosoffen Jacques Rancière, har spurgt til det samme problem. For Althusser er det væsentlige spørgsmål, om kunsten er ideologisk eller videnskabelig. Spørgsmålet er om kunsten tilvejebringer viden og dermed en politisk forandring i retning af et klasseløst samfund, eller blot er en del af de herskende magtstrukturer. Althusser svarede nej. Kunsten påvirker ikke det politiske. For Althusser kan Kunsten, med stort K vel at mærke, højst vise hvordan ideologien virker. Den kan blotlægge dele af de ubevidste strukturer, som bestemmer menneskets identitet og forståelse af verden. Desuden indgår store dele af det kunstneriske-kulturelle etablissement i de ideologiske statsapparater, på lige linje med f.eks. det politiske system eller uddannelsessystemet.

Jacques Rancières svar er til gengæld noget mere formildende: Kunsten kan virke tilbage på det politiske og gør det. Dette kræver imidlertid en ‘begrebsrensning’. For Rancière er begrebet politik ikke ækvivalent med den gængse brug af ordet, som henviser til det han kalder for politi. Politiet er ”mængden af processer, som bevirker de samfundsmæssige gruppers aggregering og samtykke, organiseringen af magten, fordelingen af poster og embedsfunktioner samt denne fordelings legitimeringssystemer.” (En definition Rancière henter i Michel Foucaults arbejder med biomagt, der viser hvordan politiet tidligere har haft denne forvaltningsbetydning, som politikken i dag har overtaget). På den måde reserverer Rancière begrebet ‘politik’ til det som han mener det faktisk er, nemlig et brud med politiets orden. Bruddet sker, når sproget udvides. Udvidelsen kan forstås med Aristoteles begreber om henholdsvis phônê og logos. Phônê er ren lyd eller råben, og logos er det talte sprog, som gør mennesket til et menneske. For Aristoteles var der altså tale om en skelnen mellem menneske og dyr.

Rancière pointerer imidlertid, at logos kun er givet til det menneske, som er anerkendt af politiet som en del af det sproglige fællesskab. Der kan være mennesker som ikke er anerkendt at politiets orden, fordi deres udråb ikke er tale, men blot uforståelige lyde – som dyr. Det politiske finder sted når logos udvides, når det f.eks. lykkedes for kvinden ‘at blive hørt på.’ Fra at have været en fuldstændig meningsløs lyd bliver postulatet om at kvinden også har ret til at stemme en del af logos i det øjeblik, politiets orden inddrager denne diskurs som en del af logos. Det er en udvidelse af logos, en udvidelse af sproget. På den måde bliver det æstetisk-kunstneriske en central del af det politiske, fordi forholdet mellem politik og politi forstås som bestemt af hvad det overhovedet er muligt at sige, være og gøre.

Kunsten viser altså ikke blot hvordan ideologien/politiet fungerer, som Althusser mente, men skaber brud i politiets orden i det øjeblik Kunsten udvider logos. Det bringer os tilbage hvor vi startede hos The Otolith Group. Deres mission var netop at udvide det sprogligt mulige ved at bryde med politiets orden, som den er repræsenteret i den klassiske dokumentarfilm. For så vidt lykkedes det for dOCUMENTA 13 at vise os et reelt politisk kunstværk.

LÆS OGSÅ: Konfliktens Janushoved 

Documenta er verdens største kunstudstilling, eller måske nærmere en 100 dages kunstfestival. Begivenheden finder sted hvert femte år i den tyske by Kassel. Etymologisk henviser navnet til det at festivalen dokumenterer den nyeste kunst og dér der rører sig. dOCUMENTA 13 slutter den 16. september. De enkelte kunstere bliver præsenteret på udstillingens hjemmeside.
For en introduktion til Jacques Rancières tænkning se Venstrefløjens nye tænkere (red. Mathias Hein Jessen m.fl.) fra Forlaget Slagmark.