Den sociale bevægelse er et klassisk venstrefløjstema. Omdiskuteret, omstridt, omvurderet og manifesteret på et utal af måder. Den rummer centrale venstrefløjsdiskussioner; om det politiske og revolutionære subjekt, mobilisering og den politiske handling overhovedet. Fra sans culottes i korte bukser og amerikanske borgerrettighedsbevægelser, kvinderettighedsforkæmpere til fredsbevægelser har den sociale bevægelse en lang historie som system- og samfundskritisk instans.

Nye sociale bevægelser som Occu­py Wall Street og span­sk fun­derede ¡Democ­ra­cia Real Ya!, som har denne artikels fokus, har på kort tid ero­bret enorm opmærk­somhed – fra medi­er, poli­tikere, aktivis­ter og den øvrige offent­lighed. Aktivis­ter tilknyt­tet Occu­py Wall Street har for­fat­tet bøger på veg­ne af bevægelsen – bl.a. antolo­gien Vi er de 99 % – og den associeres med over 90 arbe­jds­grup­per alene i USA, mens Democ­ra­cia Real Ya anslås at være plat­form for 200 min­dre bevægelser (link til artikel i El País her), hvo­raf 92 er arbe­jds­grup­per i Spanien. Bevægelserne adskiller sig markant fra oven­nævnte eksem­pler på sociale bevægelser ved at operere i en tid, hvor mang­foldighed kan favnes på inter­net­tet og store folkemængder mobilis­eres gen­nem Face­book og Twit­ter – tek­nop­o­li­tiske mulighed­er, som lad­er alle inter­venere med bevægelsernes ret­ning. Det bliv­er tydeligt, når det i Democ­ra­cia Real Yas man­i­fest slås fast at:

Some of us con­sid­er our­selves pro­gres­sive, oth­ers con­ser­v­a­tive. Some of us are believ­ers, some not. Some of us have clear­ly defined ide­olo­gies, oth­ers are apo­lit­i­cal, but we are all con­cerned and angry about the polit­i­cal, eco­nom­ic and social out­look which we see around us: cor­rup­tion among politi­cians, busi­ness­men, bankers, leav­ing us help­less, with­out a choice.”

Eller når Occu­py Wall Streets slo­gan slet og ret er: “We are the 99%” og grup­peringer associeret med bevægelsen tæller bl.a. Women Occu­py­ing Wall Street, Food Jus­tice, Health Care for the 99 % og Envi­ron­men­tal Sol­i­dar­i­ty.

Det han­dler ikke læn­gere udelukkende om kvin­derettighed­er, en ny sund­shed­sre­form, en enkelt ide­ol­o­gisk agen­da eller grøn ener­gi; at være for en enkelt sag er for disse bevægelser ikke tilstrække­ligt, når util­fred­she­den peger i alle ret­ninger.  Bevægelserne fremtræder som en tom skal, en util­fred­she­dens ramme, som det lades op til den enkelte at fylde ud. Kende­teg­nende for de nye sociale bevægelser er en mængde af forskel­lige pro­jek­ter, som udkæm­pes under én sam­le­beteg­nelse – hvor­for det overordnede pro­jekt sam­les i en mod­for­mu­ler­ing. Som det kan læs­es hos Democ­ra­cia Real Ya, kon­stituer­er man sig mod sys­temet, mod den gældende orden. Occu­py Wall Streets slo­ganet illus­tr­erer majoritetens mod­still­ing mod den ene, priv­i­legerede pro­cent.

Bevægelserne rejs­er en poli­tisk kon­flikt som, netop ved at være en mod­de­f­i­n­i­tion, ikke lad­er sig ind­skrive i den vante poli­tiske diskurs. Men hvor­dan kan man forstå en sådan poli­tisk kon­flikt?

Konflikten som nødvendighed

Hos teo­retik­erne Ernesto Laclau og Chan­tal Mouffe i vær­ket Hege­mo­ny and Social­ist Strat­e­gy (1985) er poli­tik altid er en kamp om def­i­n­i­tion­s­magten. Kam­p­en udspiller sig diskur­sivt og sam­fun­det kon­strueres diskur­sivt i forhold til antag­o­nis­mer, som posi­tioner­er aktør­er i ’sam­fun­det’ og gener­erer poli­tisk diskurs (og således han­dling). Det teo­retiske og prak­tiske niveau i denne diskur­s­analyse er alt­så tæt for­bundne og tilby­der en posi­tion, hvor­fra det bliv­er menings­fuldt at betragte den posi­tioner­ing, Occu­py Wall Street og Democ­ra­cia Real Ya fore­tager.

Det poli­tiske udspiller sig mellem forskel­lige måder at forstå en poli­tisk kon­flikt på; den poli­tiske kamps are­na, hvor diskur­sive aktør­er posi­tioner­er sig i forhold til hinan­den. Occu­py-bevægelsen nægter i både teo­retisk og prak­tisk henseende at for­mulere poli­tiske krav til det omgivne sam­fund. Sarah van Gelder, redak­tøren bag Vi er de 99 %, begrun­der i denne antolo­gi: ”Sys­temet er for­bun­det med så mange prob­le­mer, at man bliv­er helt svim­mel af at forsøge at nævne dem alle. Dette er en af grun­dene til, at Occu­py-bevægelsen ikke har udar­be­jdet en liste med krav. Prob­lemet er over­alt og ser forskel­ligt ud fra det enkelte per­spek­tiv.”

Hun fort­sæt­ter: ”Occu­py-bevægelsen har ikke frem­lagt nogen liste med speci­fikke krav til det poli­tiske sys­tem – det ville gøre det let­tere at lede, kri­tis­ere, overtage og splitte bevægelsen.”

Antag­o­nis­men skabes, idet to aktør­er nægter at anerk­ende hinan­dens posi­tion­er og præ­cis den mekanisme fremkalder Occu­py, når de und­drager sig at stille krav: når Occu­py nægter at stille krav, indik­er­er det, at bevægelsen er blevet præsen­teret for en social orden, hvor det er kutyme at sociale bevægelser stiller krav til sys­temet. Occu­py tilstræber et brud med den gældende poli­tiske orden og diskurs ved ikke at begrænse sig til en mærke­sag. For Occu­py er der en gen­nem­gribende util­fred­shed på spil – en sys­temkri­tik.

…eller infantil protest?

Den tidligere amerikanske præsi­dent Bill Clin­ton er et præ­cist eksem­pel på Occu­pys poli­tiske mod­stykke. I et inter­view med David Let­ter­man om Occu­py Wall Street sagde Clin­ton:

[…] you also see what the lim­its of mass protests are. […] all I would say to the peo­ple in the Occu­py Wall Street-trail […] they ought to be for some oth­er things, they need to be for some­thing spe­cif­ic and not just against some­thing because if you’re just against some­thing some­body else will fill the vac­u­um you cre­ate. […] You can’t just demand a world of peace; demands have to be spe­cif­ic.

Clin­ton, som i denne kon­struk­tion er udnævnt til ekspo­nent for ’den gældende ordens logik’,  posi­tioner­er sig i dette citat i et antag­o­nis­tisk forhold til Occu­py. Han ind­skriv­er sig utvety­digt i den gældende poli­tiske orden og udover at argu­mentere for hvor­for Occu­py burde indgå i den, afskriv­er han i sid­ste lin­je fuld­stændig mulighe­den for den posi­tion, Occu­py ind­tager: ”You can’t just demand a world of peace; demands have to be spe­cif­ic.” Når Clin­ton her blankt afvis­er mulighe­den for at operere som Occu­py Wall Street – og for den sags skyld Democ­ra­cia Real Ya – gør, umyn­dig­gøres deres poli­tik. I citatet illus­tr­eres den gen­sidi­ge udelukkelse af posi­tion­er, som skaber antag­o­nis­men. De krav, Occu­py nægter at stille, er for Clin­ton forud­sæt­nin­gen for at tilkæmpe sig en posi­tion i det poli­tiske og selve forud­sæt­nin­gen for at få sin stemme hørt. Kon­sekvensen for Clin­ton er, at Occu­pys posi­tioner­ing i oppo­si­tion resul­ter­er i et tom­rum, andre – som er vil­lige til at indgå i den gældende ordens poli­tiske kon­tekst – kan fylde ud.

Herved skabes en stærk tau­tolo­gi; tages Clin­tons ord for påly­dende, må ethvert (forsøg på) brud med den gældende orden ske inden­for netop denne gældende orden. Alle, som ikke ind­skriv­er sig i den, kan således uprob­lema­tisk over­høres.

Bevægelserne som systemkritik

Vender man blikket mod den franske filosof Jacques Ran­cière, ser Clin­tons vaku­um ganske anderledes ud; det bliv­er et mulighed­srum.

For Ran­cière er selve det repræsen­ta­tive demokrati et paradoks. Den bagvedliggende idé om, at en minoritet kan lede en majoritet inde­bær­er for Ran­cière altid allerede et oli­garkisk styre – de få led­er de mange og således negeres mulighe­den for et demokratisk ele­ment. Kri­tikkens par­al­lel find­es i Democ­ra­cia Real Yas man­i­fest:

”Democ­ra­cy belongs to the peo­ple (demos = peo­ple, krá­tos = gov­ern­ment) which means that the gov­ern­ment is made of every one of us. How­ev­er, in Spain, most of the polit­i­cal class does not even lis­ten to us. Politi­cians should be bring­ing our voice to the insti­tu­tions, facil­i­tat­ing the polit­i­cal par­tic­i­pa­tion of cit­i­zens through direct chan­nels that pro­vide the great­est ben­e­fit to wider soci­ety, not to get rich and pros­per at our expense, attend­ing only to the dic­ta­tor­ship of major eco­nom­ic pow­ers and hold­ing them in pow­er.”

Når Democ­ra­cia Real Ya adresser­er en priv­i­legeret poli­tisk klasse, som neg­liger­er det folk, den burde repræsen­tere, gen­ly­der en cen­tral pointe fra Ran­cière: når det repræsen­ta­tive demokrati betragtes som oli­garkisk i sin kon­struk­tion, er kun brud­det med den gældende orden – oprøret – ren poli­tisk han­dling. Den poli­tiske han­dling er således aktivisme, inter­ven­tion. Analo­gien om at bringe folkets stem­mer ind i regerin­gens insti­tu­tion­er find­er sin par­al­lel hos Occu­py Wall Street:

”Den 17. sep­tem­ber 2011 demon­str­erede men­nesker fra USA og ver­den mod vor tids grove ure­t­færdighed­er, der kun forstærkes af de økonomiske og poli­tiske eliter. Den 17. sep­tem­ber rejste vi os mod poli­tisk umyn­dig­gørelse og social og økonomisk ure­t­færdighed.”

Mod­still­in­gen mod en priv­i­legeret klasse frem­står alt­så her som en gen­nem­gribende sys­temkri­tik. Denne sys­temkri­tik kan desu­den spores i oven­stående citater anven­delse af grav­i­ta­tion­spunk­tet ’vi’. Karak­ter­is­tisk for Occu­py Wall Street såv­el som Democ­ra­cia Real Ya er, at artiku­leringer sker med udgangspunkt i et ’vi’, som aldrig defineres eksklud­erende. Sådanne for­mu­leringer tjen­er det for­mål at illus­trere og under­støtte de radikale demokrati­ide­al­er, bevægelserne er organ­is­eret i og tilstræber. ’Vi’ er aldrig fast­lagt, hvilket mulig­gør bevægelsernes plu­ralitet af iden­ti­fika­tion­s­mu­lighed­er i oppo­si­tion til én meget speci­fik mod­de­f­i­n­i­tion. Occu­py Wall Streets ”We are the 99%” er en ekla­tant illus­tra­tion; den ene pro­cent er den, du ikke er.

Hvilken politisk konflikt?

Occu­py Wall Street og Democ­ra­cia Real Yas kon­sekvente mod­still­ing mod det bestående kan betragtes inden­for to ram­mer. I en logik, som oper­erer inden­for det beståen­des ram­mer, kan de hur­tigt neg­ligeres og plac­eres uden­for ind­fly­delse; her forstås den kon­sekvente mod­still­ing som modvil­je, som en opsæt­sighed, den blotte demon­stra­tion af util­fred­shed uden vil­je til at forhan­dle om den. I denne forståelse vil bevægelserne hur­tigt sygne hen.

Betragtes de der­i­mod inden­for nærværende artikels ramme, vendes billedet. Ved at fastholde en antag­o­nis­tisk, kon­flik­tuel og kom­pro­mis­løs posi­tioner­ing og advokere for et brud med de vestlige sam­funds klas­siske magt­fordel­ing i ver­tikal, magt- og økonomibaseret for­stand og gen­nem besæt­telser og kon­stante artiku­leringer af util­fred­shed, læg­ger Occu­py Wall Street og Democ­ra­cia Real Ya kimen til det reelle demokratis muligheds­betingelse. Når bevægelserne udelukker det beståen­des logik, skaber de poli­tik. De kil­er sig ind, hvor sys­temet er util­strække­ligt og er, i netop denne ind­plac­er­ing i et ran­cièresk vaku­um, sys­temkri­tik.

Den romerske gud Janus havde to ansigter og affødte begre­bet ”et janushoved”. På den ene side gjorde det ham i stand til altid at se til begge sider; at være objek­tiv og nuanceret. På den anden side betød det, at ingen nogensinde vid­ste, hvilket ansigt der var det sande. Måske forhold­er det sig på samme måde med den poli­tiske kon­flikt.

Simone Sefland Ped­er­sen er PhD-stud­erende ved Aarhus Uni­ver­sitet

LÆS OGSÅ: Enhed­slis­ten og de mange rev­o­lu­tion­er

LÆS OGSÅ: Socialdemokrater­nes prob­le­mer med prob­le­merne

LÆS OGSÅ: dOC­U­MEN­TA 13- ver­dens største kun­studstill­ing vil være poli­tisk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *