dOCUMENTA er det etablerede kunstmiljøs mekka. Her flokkes verdens førende kunstnere, anmeldere og kunstinteresserede hver femte år for at finde ud af, hvad der bevæger sig lige nu. Den 13. udgave af festivalen prøver at præsentere kunsten politisk. Det lykkes for kunstnergruppen The Otolith Group i et værk, der udvider sproget.

Navnet dOOC­U­MEN­TA får en til at tænke på doku­men­tarfilm, hvilket dog ikke er fil­fældet.  Tvær­ti­mod. På dOC­U­MEN­TA 13 kan man for eksem­pel opleve The Otolith Group (Anja­li­ka Sug­ar & Kod­wo Eshun), der dekon­struer­er doku­men­tarfil­men som et neu­tralt medie til at forstå den poli­tiske virke­lighed (poli­tik forstået som de magt­process­er, der har betyd­ning for fordelin­gen af den sam­fundsmæs­sige magt, embed­sposter og goder). The Otolith Groups film- og instal­la­tion­skun­st vis­er, hvor­dan der for det første ikke find­es noget, som kan kaldes et ‘neu­tralt medie’ og for det andet, at hvis vi ønsker at videre­formi­dle det poli­tiske, så er kun­sten og fik­tio­nen langt at fore­trække. Deres essay­is­tiske film på dOC­U­MEN­TA 13 skil­dr­er jord­skæl­vet i Japan og særligt efter­spillet. Gen­stands­fel­tet er nogen­lunde fast (den fas­thed et jord­skælv kan sikre), men for­men er fly­dende, smuk og i sid­ste ende ligeså vigtig som ind­hold­et. En liste over grup­pens værk­er kan find­es på dOC­U­MEN­TAs hjemme­side.

Ety­mol­o­gisk hen­vis­er ‘doc­u­men­ta’ til noget andet end doku­men­tarfil­men, nem­lig til det, at kun­sten lad­er sig doku­mentere. Det har altid været fes­ti­valens mål at skabe ram­merne for denne doku­menter­ing. dOC­U­MEN­TAs grundlæg­ger Arnold Bode ønskede at doku­mentere den kun­st, der var for­budt under nazi-regimet.

På denne 13. udgave af dOC­U­MEN­TA har fes­ti­valens ledende kura­tor, Car­olyn Chris­tov-Bakargiev, forsøgt at eksplicitere fes­ti­valens poli­tiske dimen­sion­er i inter­views og pressemed­delelser. Desu­den blev der opret­tet en sideløbende udstill­ing i Kab­ul med par­al­le­lud­still­inger fra flere af de kun­st­nere, man også kan opleve i Kas­sel. På selve fes­ti­valen kan det poli­tiske være sværere at få øje på, specielt for­di der i ‘poli­tisk kun­st’ lig­ger et implic­it krav om, at kun­sten skal kunne foran­dre den sociale orden eller i det mind­ste direk­te bel­yse ure­t­færdighed. Sådan en ‘poli­tisk kun­st’ er med få und­tagelser fraværende. I begreb­spar­ret poli­tik og kun­st gælder et kausalt (mis)forhold: Det poli­tiske har en direk­te virkn­ing på kun­sten (den har bedre kår under et Tysk­land anno 2012 end 1939 og mutatis mutan­dis Kab­ul anno 1972 end 2012). Til gengæld er kausal­forhold­et mere dunkelt den anden vej — hvor­dan påvirk­er kun­sten ‘det poli­tiske’?

Den franske filosof Louis Althuss­er og dennes elever, særligt filosof­fen Jacques Ran­cière, har spurgt til det samme prob­lem. For Althuss­er er det væsentlige spørgsmål, om kun­sten er ide­ol­o­gisk eller viden­sk­a­belig. Spørgsmålet er om kun­sten tilve­je­bringer viden og dermed en poli­tisk foran­dring i ret­ning af et klas­seløst sam­fund, eller blot er en del af de hersk­ende magt­struk­tur­er. Althuss­er svarede nej. Kun­sten påvirk­er ikke det poli­tiske. For Althuss­er kan Kun­sten, med stort K vel at mærke, højst vise hvor­dan ide­olo­gien virk­er. Den kan blotlægge dele af de ube­v­id­ste struk­tur­er, som bestem­mer men­nes­kets iden­titet og forståelse af ver­den. Desu­den indgår store dele af det kun­st­ner­iske-kul­turelle etab­lisse­ment i de ide­ol­o­giske stat­sap­pa­rater, på lige lin­je med f.eks. det poli­tiske sys­tem eller uddan­nelsessys­temet.

Jacques Ran­cières svar er til gengæld noget mere formildende: Kun­sten kan virke tilbage på det poli­tiske og gør det. Dette kræver imi­dler­tid en ‘begreb­sren­sning’. For Ran­cière er begre­bet poli­tik ikke ækvi­va­lent med den gængse brug af ordet, som hen­vis­er til det han kalder for poli­ti. Poli­ti­et er ”mæng­den af process­er, som bevirk­er de sam­fundsmæs­sige grup­pers aggregering og sam­tykke, organ­is­erin­gen af magten, fordelin­gen af poster og embeds­funk­tion­er samt denne fordel­ings legit­imer­ingssys­te­mer.” (En def­i­n­i­tion Ran­cière hen­ter i Michel Fou­caults arbe­jder med bio­magt, der vis­er hvor­dan poli­ti­et tidligere har haft denne for­valt­nings­be­tyd­ning, som poli­tikken i dag har overtaget). På den måde reserver­er Ran­cière begre­bet ‘poli­tik’ til det som han men­er det fak­tisk er, nem­lig et brud med poli­ti­ets orden. Brud­det sker, når sprog­et udvides. Udvidelsen kan forstås med Aris­tote­les begre­ber om hen­holdsvis phônê og logos. Phônê er ren lyd eller råben, og logos er det talte sprog, som gør men­nes­ket til et men­neske. For Aris­tote­les var der alt­så tale om en skel­nen mellem men­neske og dyr.

Ran­cière point­er­er imi­dler­tid, at logos kun er givet til det men­neske, som er anerk­endt af poli­ti­et som en del af det sprog­lige fæl­lesskab. Der kan være men­nesker som ikke er anerk­endt at poli­ti­ets orden, for­di deres udråb ikke er tale, men blot uforståelige lyde – som dyr. Det poli­tiske find­er sted når logos udvides, når det f.eks. lykkedes for kvin­den ‘at blive hørt på.’ Fra at have været en fuld­stændig meningsløs lyd bliv­er pos­tu­latet om at kvin­den også har ret til at stemme en del af logos i det øje­b­lik, poli­ti­ets orden ind­drager denne diskurs som en del af logos. Det er en udvidelse af logos, en udvidelse af sprog­et. På den måde bliv­er det æstetisk-kun­st­ner­iske en cen­tral del af det poli­tiske, for­di forhold­et mellem poli­tik og poli­ti forstås som bestemt af hvad det over­hovedet er muligt at sige, være og gøre.

Kun­sten vis­er alt­så ikke blot hvor­dan ideologien/politiet fun­ger­er, som Althuss­er mente, men skaber brud i poli­ti­ets orden i det øje­b­lik Kun­sten udvider logos. Det bringer os tilbage hvor vi start­ede hos The Otolith Group. Deres mis­sion var netop at udvide det sprog­ligt mulige ved at bryde med poli­ti­ets orden, som den er repræsen­teret i den klas­siske doku­men­tarfilm. For så vidt lykkedes det for dOC­U­MEN­TA 13 at vise os et reelt poli­tisk kun­stværk.

LÆS OGSÅ: Kon­flik­tens Janushoved 

Doc­u­men­ta er ver­dens største kun­studstill­ing, eller måske nærmere en 100 dages kun­st­fes­ti­val. Begiven­heden find­er sted hvert femte år i den tyske by Kas­sel. Ety­mol­o­gisk hen­vis­er navnet til det at fes­ti­valen doku­menter­er den nyeste kun­st og dér der rør­er sig. dOC­U­MEN­TA 13 slut­ter den 16. sep­tem­ber. De enkelte kun­stere bliv­er præsen­teret på udstill­in­gens hjemme­side.
For en intro­duk­tion til Jacques Ran­cières tænkn­ing se Ven­stre­flø­jens nye tænkere (red. Math­ias Hein Jessen m.fl.) fra For­laget Slag­mark.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *