You were right about Assange and Wikileaks, now make it stop!” Den amerikanske policy rådgiver Ben Scotts telefon glødede med den slags beskeder fra amerikanske ambassadører efter Wikileaks’ lækage af diplomatiske korrespondancer i 2010. Men Scott kunne allerede dengang svare, at det ikke ville stoppe. Om noget ville det blive værre for de politiske beslutningstagere — i hvert fald for de af dem, der ønskede at bevare kontrollen over internettet.

Sid­ste måned holdt Ben Scott en forelæs­ning i Googles tyske lob­bykon­tor på Unter den Lin­den i Berlin. Scott var inviteret til at afrunde en hel dag med ekspert­de­bat­ter om dig­i­tal inno­va­tion. Hans meter­lange CV tæller still­inger som led­er af Free Press og råd­giv­er for Hillary Clin­tons State Depart­ment. Han er om nogen en mand, der har været i inter­net­lov­givnin­gens kryd­sild.

Scott for­t­alte, at han som råd­giv­er for Clin­ton blandt andet skulle lære diplo­mater­ne på de amerikanske ambas­sad­er, hvor­dan de skulle forholde sig til inter­net­tets poten­tialer. Den nor­male mod­tagelse på ambas­saderne var høflig. Scott fork­larede, hvor­dan decen­tralis­erede infor­ma­tion­snetværk også betød, at magten ville blive dis­tribueret og at nationale regeringer ikke læn­gere ville kunne bevare samme kon­trol. Afske­den var også høflig: “The sec­re­tary says great things about you. See you next time”. Scotts besked fes aldrig rigtigt ind. Indtil Cable­gate, hvor de des­per­ate tele­fonop­kald beg­y­n­dte.

Galileis teleskop og det westfalske problem

Bertrand de la Chapelle skrev sid­ste år, at inter­net­tet er som Galileis teleskop, der gav tidens astronomer en ny måde at se på. De nye obser­va­tion­er var anom­alier, som ikke passede ind i det geo­cen­triske ver­dens­billede. De observerede fænomen­er var der — man kunne se dem i teleskopet — men de gav ikke mening i den klas­siske kos­mosmod­el. De krævede med andre ord en ny mod­el. Der­for var de, som bevis­byrde, med­virk­ende til at man alment accepterede Kopernikus’ helio­cen­triske ver­dens­billede.

Inter­net­tet vis­er os på samme måde et helt nyt sæt af udvek­slinger og tilhørs­forhold, der ikke kan inde­holdes effek­tivt af tra­di­tionelle styrings­former. Hvor teleskopets obser­va­tion­er udfor­drede den ptolemæiske mod­el og var med­virk­ende til et viden­sk­a­beligt par­a­digmeskifte, kol­lid­er­er foran­dringerne på inter­net­tet i følge de la Chapelle med den west­falske statsmod­el. Siden den West­falske Fred i 1648 har den suveræne nation­al­stat været organ­is­er­ings­for­men. Nation­al­stat­en er indadtil suveræn, og samar­be­jdet udadtil foregår med nation­al­stat­en som den mind­ste enhed, f.eks. i FN.

I korte træk afløste den west­falske mod­el en europæisk organ­is­er­ing, der var frag­menteret og over­lap­pende. Før den var det at bebo ét ter­ri­to­rie ikke ens­be­ty­dende med at have én loy­alitet. Der kunne være flere sam­tidigt gældende loy­aliteter til fyrste, kirke, lav osv. Kon­ti­nen­tets organ­is­er­ing var alt­så het­ero­gen, og magtin­stanser udøvede deres ind­fly­delse over forskel­lige ter­ri­to­ri­er på decen­tralis­eret vis.

Multi-stakeholder governance

For de la Chapelle vis­er inter­net­tet i et omfang tilbage til en mere mang­foldig organ­is­er­ing, der ikke kan inde­holdes i sys­temet af suveræne nation­al­stater. I stedet træder et sys­tem, der kan kaldes mul­ti-stake­hold­er gov­er­nance, hvilket i korte træk inde­bær­er, at beslut­ning­sprocess­er fly­ttes til en mang­foldighed af ikke-stat­slige aktør­er.

Det skal ikke forstås sådan, at nation­al­stat­en forsvin­der. Men der opstår områder, hvor nationale lov­givninger er i kon­flikt, særligt hvad angår pri­vatlivspoli­tik og ytrings­fri­hed. Et godt eksem­pel er Googles ved­varende diskus­sion­er om cen­sur med kine­siske lov­gi­vere. I juni annon­cerede de en ny soft­ware, der advar­er kine­siske brugere, hvis de skal til at lave en søgn­ing, som nor­malt bliv­er cen­sur­eret af kine­siske myn­dighed­er. I prak­sis fortæller Google brugeren, at han sandsyn­ligvis bliv­er mis­in­formeret. I den for­stand trum­fer Google den kine­siske suverænitet, for­di de afs­lør­er sid­st­nævntes manip­u­la­tion med infor­ma­tion­erne.

Face­book er et andet eksem­pel. Som Face­book-bruger lever man de fac­to under Face­book-lov. Ved at acceptere deres Terms of Ser­vice bliv­er man effek­tivt under­lagt deres regel­sæt, der igen er afhængig af et amerikan­sk dit­to. Så de mere end 900 mil­lion­er ind­byg­gere i lan­det Face­book lever alle under en lov, der ikke er direk­te bun­det til et ter­ri­to­rie. Det kan måske sam­men­lignes med mid­de­lalderens kato­likker, der nok var spredt over det europæiske kon­ti­nent og havde lokale tilhørs­forhold til de verd­slige magter, men sam­tidig alle skulle stå til ans­var for kirkens og Guds lov.

Der opstår en ny geografi baseret på sociale netværk­er, hvor tilhørs­forhold tran­scen­der­er lan­de­grænser. Enorme fir­maer, NGO’er, sociale plat­forme, lokale organ­i­sa­tion­er med inter­ne­tadgang osv. bliv­er alle cen­tre for nye dig­i­tale ter­ri­to­ri­er. Tilhørs­forhold­ene fly­t­ter med og det samme gør beslut­ning­sprocesserne. Nation­al­stater­ne forsvin­der naturligvis ikke. Men de nationale regeringer skal oftere og oftere håndtere sit­u­a­tion­er, hvor juris­dik­tion­er over­lap­per, og forhan­dlingerne foregår ikke læn­gere bare mellem stater — der skal mægles mellem flere nye aktør­er.

Statsræson og det mørke internet

Da de amerikanske ambas­sadør­er beg­y­n­dte at lytte, beg­y­n­dte Ben Scott at fork­lare dem, at inter­net­tet ikke var et farligt sted. Prob­lemet lå i at få dem til at acceptere, at de var svækkede, men at det ikke nød­vendigvis var en dårlig ting. Og det er en opgave, der er sværere end den lyder, for med nation­al­statens suveræne regering gælder stat­sræ­so­nens logik. Den cen­trale stat­slige magt har opfat­tet inter­net­tet som en risiko, der skal bereg­nes og håndteres effek­tivt. Nok har man anerk­endt, at inter­net­tet afføder pos­i­tive effek­ter, men det han­dler først og fremmest om at håndtere faren, så borg­erne ikke udsættes for svin­del, cyberkrim­i­nalitet, hacks og lig­nende.

Men inno­va­tio­nen på inter­net­tet er ikke et enten-eller, som stat­sræ­so­nen effek­tivt kan eval­uere og så vælge de tilt­ag, den find­er pos­i­tive og fravælge de neg­a­tive. For på begge sider af spek­tret er de samme kræfter på spil. Det decen­tralis­erede og dis­tribuerede infor­ma­tion­snetværk er lige så ans­varligt for børneporno, iden­titet­styveri og cyberkrige, som de er for dig­i­talt iværk­sæt­teri, græs­rod­sak­tiviteter, videns­del­ing osv.

Og det bliv­er værre end­nu. For hvor meget den end ønsker det, vil den cen­trale magt aldrig læn­gere kunne blokere effek­tivt. Det har vi allerede har set med Wik­ileaks, Anony­mous’ brug af Tor-netvær­ket, Twit­ter under det Ara­biske Forår og i uen­deligt mange andre eksem­pler.

Pointen hos Ben Scott og Bertrand de la Chapelle er, at når kam­p­en for at kon­ser­vere er håbløs, giv­er det bedre mening at gøre det mod­sat­te. Regeringer skal fokusere min­dre på beskyt­telse og mere på bemyn­di­gelse — min­dre på kon­trol og mere på at give plads til poten­tialet for pos­i­tiv foran­dring.

Ben Scott mødte led­erne af oprøret i Libyen efter kon­flik­ten var blus­set ned. Én af deres første ind­satser var at finde Gaddafis overvågn­ings­cen­tre, lager­haller med flere mil­lion­er min­ut­ters optagede udland­sop­kald. De lavede et indeks over ind­hold­et og aflukkede straks derefter cen­trene for at sig­nalere, at en ny æra er sat i gang.

Det er et godt eksem­pel, der vis­er den ændring, der er behov for. At der desværre cirkulerer rap­porter om, at liby­erne har genak­tiveret overvågn­ingssys­te­merne er forstem­mende, men tager intet fra eksem­plet og øger kun vægten af bud­sk­a­bet. Der er glob­alt set et behov for at skabe en ny lov­givn­ingskul­tur, der aktivt forhold­er sig til de nye for­dringer som inter­net­tets inter­ak­tions­former stiller. Det bety­der sam­tidig, at der skal dannes kul­tur for at acceptere tabet og frag­menterin­gen af magten. Beslut­ningerne kan sim­pelthen ikke læn­gere effek­tivt cen­tralis­eres.

Det bringer os tilbage til embeds­folkene med mørke jakkesæt og røde slips, der sid­der på Capi­tol Hill, på ambas­saderne, i de danske min­is­terier, i Brux­elles og så videre. Fre­mover han­dler det om at over­be­vise dem om, at inter­net­tet ikke er et mørkt og farligt sted.

Ben Scotts keynote kan ses her.
Bertrand de la Chapelles tekst om mul­ti­stake­hold­er gov­er­nance er åbn­ings­bidraget i Co:llaboratorys diskus­sions­bog om inter­net pol­i­cy mak­ing.

Søren Høgh Ipland er adm. direk­tør for Føl­je­ton

LÆS OGSÅBag Anony­mous’ maske

1 kommentar til “The Internet is not a Dark and Scary Place”

Der er lukket for kommentarer.

Scroll til toppen