UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

“En dårlig barndom og nemme penge” – narrativer om sexsalg, identitet og nødvendighed

A_customer_of_a_prostitute._Photo_taken_in_the_brothel_Erotikakademie,_Berlin_2001

Kunde ved prostitueret i Erotikakademie, Berlin 2001. Foto: Julica da Costa.

FOKUS: ARBEJDETS RANDOMRÅDER - Hvem har lov til at arbejde, og hvem kan kalde sig for en arbejder? Hvordan beskrives de mennesker og professioner, der befinder sig på grænsen til den gængse forståelse af arbejde? På Baggrund sætter vi i de næste fire artikler fokus på, hvordan vi taler om og opfatter os selv som arbejdere. Vi har bedt en række forskere om at undersøge arbejdets randområder: Samfundssnyltere fra alle samfundslag, prostituerede, parasitter og selvtitulerende charlataner.

Er sexarbejde et rigtigt arbejde? Jeanett Bjønness har snakket med sexsælgere om identitet og narrativer. Sexsalg er for dem en aktiv handling, en måde at tage ansvar på og opnå selvstændighed. Disse kvinder er ikke prostituerede. Deres sexsalg er ikke fast arbejde. Ej heller udgør det hele deres identitet. Det er en handlingsstrategi i et komplekst felt.


 

Mange deltagere i den offentlige danske prostitutionsdebat har tilsyneladende et stort ønske om at afgøre om prostitution er frivillig eller tvungen, om sælgere af seksuelle ydelser er frit vælgende individer eller ofre; og altså, om sexsalg er ’normalt arbejde’ eller ’vold mod kvinder’.

Gennem mit mangeårige sociale og akademiske arbejde med prostitution, har jeg tit undret mig over dette behov for at definere ’prostitution’ som enten valg eller tvang samt over, at den offentlige debat om prostitution er så emotionel, politiseret og polariseret. Der findes naturligvis ikke nogen objektiv position fra hvilken, man kan afgøre denne slags spørgsmål, men ønsker man at kvalificere og nuancere den offentlige debat om ’prostitution’ som ’tvang’ henholdsvis ’arbejde’, er sexsælgeres egne fortællinger et godt sted at starte. Denne artikel vil diskutere, hvorvidt sexsalg kan betragtes som ’tvang’ eller som ’arbejde’ ved at vise, hvordan kvinder som sælger seksuelle ydelser selv reflekterer over deres sexsalg og omstændighederne omkring dette. Artiklen vil foreslå, at kvindernes refleksioner, samt hvilke taktikker de betjener sig af for at give deres historie mening og sammenhæng, ofte kan tolkes som modstand mod bestemte typer af kategoriseringer.

Da jeg udførte feltarbejde og interviews på et værested for kvinder, der sælger seksuelle ydelser i forbindelse med min ph.d.-afhandling ’At vælge det nødvendige – prostitution, stofbrug og kampen for anerkendelse blandt marginaliserede danske kvinder’, blev jeg ofte slået af kvindernes intense vilje til at reflektere over og forklare deres salg af seksuelle ydelser. De var særlig optagede af at fortælle, hvornår, hvordan og hvorfor de oplevede sexsalget som nødvendigt. I deres tilbageskuende konstruktioner stod to parallelle projekter frem: Et ønske om selv at blive klogere på sammenhænge i eget liv og samtidig at demonstrere logikken og nødvendigheden i deres håndtering af ydre omstændigheder. Her vil jeg koncentrere mig om det sidste, og det jeg tolker som forsøg på at opnå anerkendelse fra mig som forsker ved at fremstille sig selv som bestemte slags aktører: Jeg oplevede, at de formede deres fortællinger overfor mig som interviewer på måder, som kan tolkes i lyset af mere eller mindre eksplicitte betingelser for at anerkendes som rationel aktør i det danske samfund.

Hvilket spejl er det så kvinderne holder op for sig selv i deres fortællinger, og hvilken slags aktør er det, de ønsker at fremstille sig selv som?

Dominerende i den vestlige personopfattelse er forestillingen om et frit vælgende individ med ansvar for egne valg og for at ’realisere sit potentiale’. I dansk socialt arbejde viser denne fordring sig fx i ideen om ’empowerment’, der indebærer en ambition om at hjælpe udsatte borgere til at tage kontrol over eget liv og ikke udgøre en risiko for samfundet. Et eksempel på at kvinderne prøver at leve op til en sådan personopfattelse er, når de italesætter det samfundet ser som tvang, sexsalget, som udtryk for at være i kontrol;

Jeg har prostitueret mig i gaden, jeg har ikke haft lyst til at være på klinik, fordi jeg har haft lyst til at være min egen herre – og jeg må sige, at fordelene har været større end ulemperne. Jeg har været glad for det på sin vis, fordi jeg kunne komme og gå som det passer mig, jeg har fået de penge, jeg skulle bruge (…) Alternativet ville have været at hænge på andre mennesker, og så har man jo ikke noget liv mere.

For bedre at forstå et selv-narrativ som dette er en refleksion over hovedlinjerne i den offentlige diskurs om prostitution nødvendig. Med andre ord, hvad taler hun op imod og er der noget, hun føler, at hun skal forsvare?

Jeg vil derfor kort skitsere, hvordan ’den prostituerede kvinde’ er blevet opfattet og konstrueret historisk. Historisk forskning viser, at diskussioner om hvorvidt prostitution skal betragtes som en valghandling eller et slaverilignende forhold er gennemgående. Prostitution er ydermere beskrevet både som en stigmatiseret handling, og som nødvendig for at opretholde samfundets balance; fx at undgå voldtægter og beskytte ærbare kvinder. Salg af seksuelle ydelser er endvidere ofte blevet koblet til patologi, og den prostituerede er blevet beskrevet som et modbillede til den ’ærbare kvinde’. Prostitution er i lange perioder blevet tolereret i Danmark, samtidigt med at sexsælgere er blevet stigmatiserede og tvunget til at bære bestemte klædestykker eller mærker. Hugo Matthiessen skriver i 1919: ”Skammærket de i lighed med Bødler, Kættere og jøder blev tvungne til at bære synligt på deres dragt, for at de skulle skelnes fra Fruer og Møer og gøres godt genkendelige for godtfolk.” Således er prostitution i lange perioder blevet betragtet som et nødvendigt onde; det ’nødvendige’ med reference til en forestilling om mænds naturgivne ret til seksuel tilfredsstillelse og til beskyttelse af borgerskabets kvinder, ’ondet’ med reference til at denne tilfredsstillelse vanskeligt lod sig forene med den offentlige moral. Der var et paradoks, der blev løst ved, at fordømme, kontrollere og straffe prostituerede.

Referencer til denne forestilling om prostitution som koblet til ’patologi’ og ’afvigelse’ er implicit til stede i kvindernes eget blik på sig selv, og deres narrativer kan tolkes som forsøg på at parere denne ved at fokusere på nødvendighed og værdighed.

Fordi jeg er en kvinde, der har været prostitueret, så kan man tillade sig at være nedladende overfor mig, og man kan tillade sig at stigmatisere mig… jeg er sådan et andenrangs menneske ikk? Tredjerangs, måske… og derfor kan jeg godt forstå, at mange ikke har lyst til at stå frem og fortælle deres historie… fordi man bliver ikke betragtet som et menneske på lige fod med andre, man er sådan second hand, et eller andet, ikk?

En anden tydelig reference i kvindernes fortælling er ’ofret’, hvilket peger på, at offerbilleder er meget fremtrædende i den aktuelle offentlige diskurs og at begreber som ’prostitution som vold mod kvinder’, ‘at være offer for prostitution’ og ’sælge sig selv’ er almindelige. Bente, der tidligere har solgt seksuelle ydelser, beskriver kompleksiteten i det at forholde sig til en offentlig offerdiskurs på denne måde:

Jeg har tænkt meget på det med offer, at det er da enormt ubehageligt at få at vide, at man er et offer – ofre er de svage, og hvem har lyst til at være svag? Og da slet ikke i offentlige fora og så videre. Men uanset vil jeg holde fast i, uanset hvor ubehageligt det end lyder, så er den (prostituerede) kvinde et offer. Hun er offer for en masse omstændigheder og for en masse økonomi og magt også… 

Det er værd at mærke sig, at denne kvinde ikke ser sig som ’offer for prostitution’ men snarere at salg af seksuelle ydelser fremstod som den mest brugbare strategi i den sociale situation hun stod i.

De fleste af mine informanter fortæller en lignende historie; salg af seksuelle ydelser bliver på et tidspunkt aktuelt, naturligt og nødvendigt; det nemmeste og mest nærliggende valg, når de står i starten af voksenlivet uden bolig, uddannelse, arbejde og netværk. De fortæller om dårlig økonomi, et eskalerende stofbrug og for nogles vedkommende psykiatriske diagnoser og fængselsdomme. Janne beskriver salg af seksuelle ydelser som en udvej, når andre muligheder synes lukkede, og ikke som særligt anderledes end andre måder at tjene penge på:

Prostitution er da en nem måde at tjene penge på. Det er jo det samme som dem, som stjæler, de stjæler, fordi de bliver nød til at overleve på en eller anden måde, ikke, og det er da ok… Er du klar over, hvor mange voldtægter, der ville have været, hvis vi ikke havde ludere, det ville være voldsomt (…) Jeg synes, det er noget, folk selv vælger, så derfor har jeg ikke ondt af dem, men jeg kan ikke selv forestille mig, at jeg kommer så langt ud, at jeg er nød til at gå over og tænke den tanke… selv om jeg altid har været fattig (…) jeg skal nok klare at overleve på andre måder… jeg er bange for, hvad folk ville tænke om mig, altså.

Janne, som er bruger af værestedet og har en mor som sælger seksuelle ydelser, understøtter her en konsensus om, at prostitution er ’tilladt’, når det er nødvendigt. Samtidig beskriver hun dog sexsalg som ’langt ude’ og vælger den fra for eget vedkommende fordi hun er bange for stigmatisering.

Line ’normaliserer’ sexsalget ved at henvise til sin fars indflydelse:

Da min mor og far blev skilt, var jeg nede og besøge min far. Han havde så mødt en dame, der var luder; hun havde en massageklinik… og jeg fik sådan et afslappet forhold til det, på en eller anden måde, min far har altid sagt til mig, altså, hvorfor tager du ikke en genvej som luder (…) Den første gang var jeg 15, det var min veninde og jeg, det var da vi boede på ungdomspensionen, altså, vi var trætte af, at vi ikke havde noget ordentligt tøj(…) og vi turde ikke stjæle, og så pludselig havde vi penge til alt det, ikke… så det var fedt på en eller anden måde.

Fortællinger om sexsalg handler overvejende om at søge at opnå det andre har, uden at have de kulturelt anerkendte midler for at opnå dette. Sexsalget er en oplevet nødvendighed, og når kvinderne fortæller om det, er det med afsæt i konkrete omstændigheder. Det interessante er, at dette tilsyneladende ikke er en taktik for at fralægge sig ansvar, men snarere kan forstås som en identitetsstrategi; de ønsker at illustrere, hvorfor det var logisk at handle som de gjorde.

Andrea har også fokus på omstændighederne. Hun udfoldede gennem flere interviews en teori om sammenhænge i eget liv, om selviscenesættelse på værestedet og hvorfor ’normale relationer’ og ’et godt liv’ ikke var muligt for hende. Når Andrea som 22 årig reflekterer over sit aktuelle salg af seksuelle ydelser, kobler hun det til sine oplevelser med sex som teenager:

Jeg var 17 (…) Jeg sad og suttede pik på min ven Ulf foran fem fyre vi mødte, altså, jeg lod dem jo bruge mig, som de havde lyst til – uanset hvilke fyre jeg var i selskab med. Det er også derfor, når folk siger: ”du skal ikke gå gaden”, så siger jeg, at jeg ikke tror, jeg kan blive mere skadet. Det tror jeg virkelig ikke, at jeg kan, fordi jeg har været sammen med hele verden fra jeg var 15, jeg har bare ikke fået penge for det… Jeg har jo brugt det der udtryk, at jeg byttede sex for kærlighed – men det gjorde jeg jo ikke, jeg blev jo behandlet som en luder… det bliver man selvfølgelig ikke luder af, men jeg vil faktisk vove den påstand, at det er mere ødelæggende end at få noget for det… Fordi hvis du får noget for det, så kan du i det mindste grine af dem bagefter og tænke: ”ha, ha, hvor er de dumme, at de vil betale mig for det”, ved du hvad, sådan tænker jeg, Jeanett: ’Ha, ha, at de vil betale mig for det jeg har gjort gratis i så mange år.’

Umiddelbart kan det se ud som om Andrea fortæller en ’offerhistorie’, men i den sidste del af citatet fremstiller Andrea sig selv som den, der tjener mest på relationen; kunden betaler for noget han kunne have fået gratis, og sexsalget bliver dermed nærmet en måde at få oprejsning på, efter at hun i sin opvækst oplevede at blive betragtet som ’luder’. Andrea legitimerer, at hun går i gaden, ved at sige, at der ikke er mere, der kan ødelægges. Skaden er uopretteligt sket, men at hun nu får penge for sin ydelse, giver hende muligheden for at udtrykke en følelse af værdi. Andrea taler om sexsalget som en udveksling; at der er penge imellem ’sælger’ og ’køber’ gør forholdet mere ligeværdigt og det gør hende netop ikke til ’luder’. Hendes narrativ forbinder økonomisk indtjening ved sexsalg med muligheden for at bevare eget selvværd. Andreas narrativ er dog samtidig ét af mange eksempler på den ambivalens sexsalg repræsenterer for kvinderne på værestedet, de taler hverken om sexsalget som valg af ’normalt arbejde’ eller som noget de bliver tvunget til; de ’laver penge’. Sexsalg er en taktik/strategi for disse kvinder, som befinder sig i sociale positioner, hvor de ser få andre, relevante alternativer. De tager en beslutning; Sexsalget er en ’klam nødvendighed’ som en af kvinderne sagde.

Det er denne oplevede nødvendighed som mangler opmærksomhed i den aktuelle politiserede og polariserede diskurs, hvor selve definitionen af fænomenet ’sexsalg’ udgør en væsentlig kamp. Når sexarbejdernes interesseorganisation (SIO) bruger begrebet ’sexarbejder’ understreges, at de betragter sexsalg som en handling og som et arbejde. Begrebet ’prostitueret’ derimod (som bruges af KFUK’s sociale arbejde) refererer snarere til identitet; ’prostitueret’ som noget man er, og måske også noget man er tvunget til at være. De anvendte begreber kan altså ses som udtryk for forskellige tilgange til, hvor meget handlingspotentiale kvindelige sexsælgere tillægges. Når jeg bruger begreberne ’sælger af seksuelle ydelser’ eller ’sexsælger’ understreges således, at der for mine informanter er tale om en handling, og ikke en identitet, samt at de hverken betragter handlingen ’sexsalg’ som udtryk for valgt arbejde eller tvang, men som en beslutning, som kan opleves og opfattes som både valg og tvang, afhængig af kontekst.

Sammenhænge mellem en udsat barndom og salg af seksuelle ydelser er et tema i megen litteratur om prostitution med fokus på ’ofret’, og således også blandt mine informanter. Vera siger; ’Prostitution? Det er en dårlig barndom og nemme penge.’ Væsentlig er dog, at historien her netop ikke slutter ved offerbilledet, men at kvinderne bruger dårlige erfaringer som et afsæt for at tale om, hvordan de handlede sig ud af problemerne. De konstruerer sig som aktører både i lyset af fortidens hændelser og den offentlige diskurs, for at etablere bestemte sammenhænge. Deres narrativer viser, at det at opleve sig som offer i nogle sammenhænge, ikke udelukker konsekvente og konstruktive forsøg på at ændre ved sin situation i andre.

Man kan tolke kvindernes narrativer således, at ’prostitution’ som taktik i en vis forstand ’virker’: De ’laver penge’, uden at de nødvendigvis definerer sig selv som hverken ’sexarbejdere’ eller ’ofre’. Det er dog samtidigt tydeligt, at det at blive identificeret som offer, opleves som så stigmatiserende, at deres sociale overlevelse trues. De møder en polariseret diskurs, hvor kravet er at placere sexsalget i en bestemt identitetsmæssig kategori; Gør du det frivillig eller er du tvunget? Og ydermere, implicit; påstår du frivillighed, hvilken type person er du så?

I lyset af det tidligere skitserede ideal om det frie, autonome ansvarlige individ, kan netop dette virke paradoksalt; hvordan kan man påstå at vælge at gøre noget som samtidigt er nødvendigt? Men ved nærmere eftertanke – er det nu egentlig så paradoksalt? Arbejde som midlertidig strategi og økonomisk nødvendighed er vel genkendeligt for mange andre arbejdstagere end sexsælgere? Det er måske nærliggende at spørge, hvad der gør, at beslutningen om at sælge seksuelle ydelser, tilsyneladende vurderes i et bestemt lys, og hvordan det kan være, at sexsalg som indtægtskilde ofte menes at kræve helt eksplicitte begrundelser?

Opsamlende har vi således set, at kvinderne kobler sexsalg til kontrol og uafhængighed, og som en løsning på akutte pengeproblemer. De giver forskellige grunde til at vælge salg af seksuelle ydelser fra og til: Janne er bange for folks reaktion, Andrea betegner sexsalg som bedre end alternativet, og Line har fået det anbefalet af sin far. Mange kobler, som Andrea, beslutningen om debut til, at ’skaden’ allerede er sket i barndommen. De italesætter således salg af seksuelle ydelser som et naturligt eller nødvendigt, men ikke særlig behageligt, skridt på deres vej, og som en logisk fortsættelse af det, som skete inden prostitutionsdebuten. Fælles for dem er, at de ser sexsalg som ’noget for noget’ og som en mulig løsning ‘hvis man kommer langt nok ud’ eller hvis man vil have kontrol over egen indtjening. ’Normalisering’ af sexsalg, hvad enten det ses som et udtryk for at være ’langt ude’ eller som en brugbar taktik til at opnå uafhængighed fra fx en kæreste, er et gennemgående træk i kvindernes narrativer. Det handler ikke om ’onde mænd’ og ’svage ofre’, men om kvinder, som bruger de muligheder, de ser for at skaffe de penge, der er nødvendige.

Salg af seksuelle ydelser repræsenterer således en paradoksal erfaring for kvinderne i det den både muliggør og truer økonomisk og social overlevelse. Den ’virker’, de tjener penge, men stigmatiseringen gør, at mange efter en stund føler det bliver nødvendigt at finde andre måder at tjene penge på. Disse forsørgelsesformer, ligesom salg af stoffer og anden berigelseskriminalitet, er ulovlige, og gør, at mange tilbringer perioder i fængsel. Stigmatiseringen kan på den måde siges at bidrage til yderligere udsathed og marginalisering.

Kvindernes taktikker peger netop på noget af det, der definerer det at være underordnet eller domineret i et samfund: Den modstand, der ydes opfattes ikke, hverken af en selv eller andre, som helt legitim, men som potentielt patologisk eller uværdig; deraf behovet for at etablere et narrativ om nødvendighed og værdighed. For mine informanter er der således hverken tale om ’arbejde’ eller ’tvang’, men om at de strukturelt er i en sådan position, at uanset hvad de gør, så oplever de, at det på lang sigt bidrager til egen marginalisering.

Jeanett Bjønness er postdoc ved Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet

 

Videre læsning:

Bjønness, J. (2013) ’At vælge det nødvendige – prostitution, stofbrug og kampen for anerkendelse blandt marginaliserede danske kvinder’. Ph.d-afhandling. Aarhus Universitet.

Bjønness, J. (2012). Between Emotional Politics and Biased Practices – Prostitution Policies, Social work, and Women Selling Sexual Services in Denmark. Sexuality Research and Social Policy. Vol. 9 (3), s. 192-202.

Bjønness, J. (2011). Jeg siger jo ikke jeg vil være astronaut, vel? En antropologisk undersøgelse af relationen mellem kvinder med erfaring med salg af seksuelle ydelser og det sociale system. København: Rådet for Socialt Udsatte.

Bjønness, J. (2008a). Sociale tiltag som vidensproducent; Om sociale tiltag og erfaringsbaseret viden på prostitutionsfeltet i Danmark efter 1990. I: Holmstrøm, C. og M-L. Skilbrei (red.): Prostitution i Norden. Tema Nord 2008:604. København: Nordisk Ministerråd.

Bjønness, J. (2008b). Holdninger til prostitution i Danmark. I: Holmstrøm, C. og M-L. Skilbrei (red.): Prostitution i Norden. Tema Nord2008:604. København: Nordisk Ministerråd.

Phoenix, J. (1999). Making sense of prostitution. New York: Palgrave.

Weitzer, R. (2010). The mythology of prostitution: Advocacy Research and Public Policy. Sexuality Research and Social Policy, vol. 7, s. 5-29.