UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

En dråbe vands rensende dyder – Bysamfundet, slummens (u)moral og den beskidte arbejderkrop

kasper1

I 1869 tog journalisten Blanchard Jerrold med den franske kunstner Gustave Doré rundt i London for at beskrive byens mørke og lyse sider, der blev til værket London – A Pilgrimage. Kilde: Gustave Doré og Blanchard Jerrold, London – A Pilgrimage with illustration by Gustave Doré, 1869. Rettigheder: Public Domain/British Library.

FOKUS: DET BADENDE MENNESKE For de fleste danskere er badet en naturlig del af den daglige rutine, men vi tænker sjældent over, hvordan dét at træde ind i en brusekabine har fået en fast plads i vores dagligdag. Henover sommeren sætter vi fokus på det badende menneske og ser på, hvad badet som sted og handling kan afsløre om vores kultur, og hvordan vores kultur har været med til at forme badet, som vi kender det i dag.

De engelske, industrialiserede byers arbejderkvarterer var beskidte. Én af løsningerne var badets rensende vand. Det rensede nemlig ikke bare skidtet væk fra arbejderens krop. For initiativtagerne til opførelsen af badeanstalter var det et vigtigt element i en moralsk opløftning af den anden verden, som dele af arbejderklassen levede i.


Stillestående, ildelugtende pøle og bunker af skidt og skrald! Det er billedet, der toner frem af det industrialiserede Englands vrangside, når man læser datidens filantroper, politikere og intellektuelle skrive om arbejderklassens kvarterer.

Friedrich Engels beskrev i sin bog om den engelske arbejderklasse fra 1845, ‘Den arbejdende klasses stilling i England’, de bykvarterer, hvor arbejderklassen boede: “Vejene er generelt ubelagte, rå og beskidte, fyldt med skrald fra grøntsager og dyr, uden kloakker og rendesten, men i stedet forsynet med fæle, stillestående pøle.” Engels er bare et eksempel på, at arbejderklassens områder blev beskrevet som markant anderledes end resten af byen. Et andet eksempel er en artikel fra The Artisan om Birmingham, hvor det stillestående vand igen bliver billedet på arbejderens områder: “I byens ældre distrikter findes mange underlegne gader og gårde, som er beskidte og negligerede, fyldt med stillestående vand og bunker af affald.” Et helt tredje eksempel er præsten Andrew Mearns, der i sin færd ind i de fattiges boliger, beskrev disse områder som dér, hvor alt afføring og vaskevand samlede sig og stagnerede:

“For at komme ind i dem skal du igennem gårde, der stinker af giftige og ildelugtende gasser, der stiger op fra samlinger af spildevand og affald, spredt ud over det hele og ofte flydende under dine fødder; solens stråler når aldrig mange af gårdene, de bliver aldrig besøgt af et pust af frisk luft, og sjældent ser de en dråbe rensende vands dyder.”

Både bogstaveligt skidt og skidtfolk som tyve, prostituerede og kriminelle fra hele landet nærmest flød hen til disse lavere, overbefolkede dele af de engelske byer, som Mearns skrev.

Mens Engels så et revolutionært potentiale i arbejdernes kvarterer, som han anså for at være resultat af en systematisk eksludering af arbejderklassen, så anså Mearns arbejderkvarterer for at være et sted, der dag for dag kom længere og længere væk fra kirken og civilisationen. I dele af den liberale, politiske tanke blev arbejderklassens dele af byen set som civilisatoriske blindgyder, hvor den moralske og sociale udvikling var gået i stå. En af løsningerne på dette problem var, at de isolerede, overbefolkede bydele skulle indgå i en ny, sund cirkulation med resten af byen ved etableringen af gennemfartsveje. Denne cirkulation rakte dog længere end blot til byens infrastruktur: Den skulle gribe fat i arbejderens krop. I 1800-tallet blev arbejderklassen, der boede i byens lavere dele, genstand for massivt fokus og en række indsatser, der skulle skabe både fysisk og moralsk sundhed. Ét af de tiltag, der skulle frigøre arbejderkroppen fra sin associative og fysiske forbindelse til ildelugtende, stillestående pøle, var badets rensende vand.

Badets vand rensede nemlig ikke bare skidtet væk fra arbejderens krop. For initiativtagerne til opførelsen af badeanstalter var det et vigtigt element i en moralsk opløftning af den anden verden, som arbejderklassen levede i.

kasper2

Gustave Dorés skildring af Londons overbefolkede gader. Kilde: Gustave Doré, London – A Pilgrimage with illustration by Gustave Doré. Rettigheder: Public Domain/British Library.

Opdagelsen af en anden verden i bysamfundets midte

Sammenblandingen af hygiejne og moral var et gennemgående tema i det 19. århundredes  samfundsdiskussion i England. Et historisk eksempel var den strøm af litteratur, der ligesom Engels beskrev forholdene i den engelske bys indre – nærmere betegnet i arbejdernes bykvarterer og endda slummen.

I takt med byens vækst blev den genstand for sociale undersøgelser og især kort blev brugt til at optegne og synliggøre byens nye, samfundsmæssige processer i en ny demografisk praksis. Samtidig kan man se andre former for optegninger med udgangspunkt i den viktorianske bekymring for den moralske velfærd for især arbejderklassen. Det betød, at man begyndte at navigere i byen udfra en række forskellige parametre: sygdom, levevilkår og moralsk adfærd. Disse både beskrivende praksisser og indgreb i byens materielle rum var primært henvendt mod de fattige, arbejdende klasser.

Michel Foucault identificerer i ‘Socialmedicinens fødsel’ en forskydning i måden, man opfatter de fattige på i Europa i det 19. århundrede. Tidligere have de fattige fungeret som en del af det urbane bysamfund og varetog nogle forskellige samfundsmæssige opgaver: ”… de bragte post ud, indsamlede affald og fjernede gamle møbler, brugt tøj og gamle klude, som de derefter redistribuerede eller solgte”. Foucault beskriver, hvordan der i det 19. århundrede skete en holdningsændring i forhold til de fattige: Med den franske revolution og sociale spændinger i England blev den nødlidende befolkning aktualiseret som en politisk kraft, nye praksisser gjorde de fattiges samfundsmæssige arbejde overflødigt og koleraepidemien fra 1832 fremkaldte både politiske og sundhedsmæssige ængstelser hos andre dele af byens befolkning. Måden, man opfattede de fattige på, ændrede sig altså: Fra at være en aktiv del af det urbane liv blev de nu opfattet som en politisk og sundhedsmæssig fare, der truede byens befolkning.

Dette kom blandt andet til udtryk i slummen.

 

kasper3

Gustave Dorés skildring af Londons skyggeside og de lavere områders mørke sidegader og blindgyder. Kilde: Gustave Doré, London – A Pilgrimage with illustration by Gustave Doré. Rettigheder: Public Domain/British Library.

 

Slummens moral

Fra starten af det 19. århundrede skete der en løbende litterær, journalistisk, socialvidenskabelig og politisk tematisering af slumområderne og de forværrede vilkår for arbejderklassen i England. Slummen havde tidligere fået sporadisk opmærksomhed i den offentlige debat, men efter 1883, hvor præsten Andrew Mearns’ pamflet ‘The Bitter Cry of Outcast London’ udkom, eksploderede interessen for slummen og de forværrede vilkår for arbejderklassen. Spørgsmålet om levevilkår for arbejderklassen blev et presserende socialt spørgsmål. Med rækken af sociale, litterære og til dels videnskabelige undersøgelser blev de hidtil uopdagede dele af de industrialiserede metropoler genstand for massiv bearbejdning – både sprogligt og materielt.

De sociale undersøgelser af arbejderklassens områder ledte, ifølge historikeren Tom Crook, til to afgørende forestillinger om arbejderklassen. For det første forstod man disse dele af byen som kendetegnet ved en ‘patologisk vitalitet,’ der bestod af en blanding af fuldskab, analfabetisme, kriminalitet, tøjlesløshed og dårligt helbred. For det andet anså man arbejderklassen for at være underlagt deres overbefolkede og beskidte miljø. Det at være beskidt blev dermed forbundet med helt bestemt adfærdsmønstre, der blev beskrevet som tilfældige, dvaske og eftergivende, og ofte blev det at være beskidt og beruset forstået som sammenhængende.

Opkomsten af slummen som et begreb var resultat af observationerne af de beskidte og hårde vilkår for de arbejdende klasser, der både ledte til fysisk og moralsk fordærv. Det blev udgangspunkt for en sproglig deling af byen i to: Man opererede med en klar forestilling om slummen som konstitutivt anderledes fra resten af byen. Som historiker David Ward skriver, lavede man et sprogligt, dikotomisk indgreb i byen, og begrebet om slummen blev brugt til at beskrive de mest fattiges områder, der både var genstand for fascination og frygt. Det er den samme forestilling, Engels gav udtryk for, da han skrev, “… at den arbejdende klasses kvarterer er tydeligt adskilt fra de dele af byen, som er reserveret til middelklassen; eller, hvis det ikke lykkedes, er de skjult med velgørenhedens dække”. Der er altså, ifølge Engels, en klar spatial adskillelse mellem arbejderklassen og middelklassen. Hvor Engels beskrev den infrastrukturelle isolation af arbejderkvarterne, udfoldede Andrew Mearns i sin pamflet fra 1883 også de moralske forskelle på arbejdernes steder og den øvrige civilisation. Disse to verdener var nemlig ikke alene rumligt adskilt, men også moralsk:  ”…sydende i vores storslåede byers midte, skjult af det tyndeste lag af civilisation og anstændighed, findes en stor masse af moralsk fordærvelse, af hjerteskærende elendighed og absolut gudløshed.” Slummen blev forstået som et socio-geografisk isoleret område, hvor dårlig infrastruktur og dårlig hygiejne betød, at dårlige moralske praksisser akkumuleredes og intensiveredes hos den arbejdende klasse.

Slummen blev altså ikke alene anset for at være et beskidt sted, men ligeledes som et sted for dårlig moral. W. T. Stead, chefredaktør på The Pall Mall Gazette, skriver i sin artikel om Mearns’ The Bitter Cry of Outcast London i avisen fra 1883: ”Når de er fem eller seks år gamle drives de ind i de offentlige skoler og forurener det med deres kamres moralske miasma”. Stead skrev den moralske tilstand ind i epidemiens sprog: Den moralske fordærvelse spredte sig dermed på samme måde som luftbårne smittesygdomme. Slummen bliver ikke længere bare identificeret som sygdommens sted, men i tæt forbindelse med dårlig hygiejne ser man faren for, at slummens amoral skulle sprede sig til resten af samfundet. Interessant er det, at også renlighed i visse tilfælde blev set som smittende.

Dårlig infrastruktur, dårlig lys og luft, dårlig hygiejne og ophobningen af de lavere folk medvirkede, ifølge Mearns, til at skabe en stadig større moralsk afstand mellem slummen og resten af civilisationen. Som Mearns selv skrev: “… de fattigere er blevet fattigere, de elendige mere miserable, de umoralske mere fordærvede; hver dag er afgrunden, der adskiller fællesskabets laveste klasser fra vores kirker og kapeller og fra al anstændighed og civilisation, kun blevet dybere“. Mearns anså slummen for at være det sted, hvor kirkens institutionelle og moralske praksisser ikke eksisterede. Som han skrev: “‘Ægteskab som institution,’ er det blevet fortalt, ‘er ikke fashionabelt i disse distrikter’”. Mearns skriver videre, at incest er normalt. Ægteskabet som institution og moralsk forankringspunkt, eksisterede altså, ifølge Mearns, ikke i disse dele af metropolen.

Mearns knyttede den samme problematik an til en simpel betragtning: Hele familier sov i et rum. Det betød, at både børnenes aktiviteter og forældrenes seksuelle aktiviteter foregik i samme rum. Den manglende adskillelse i hjemmene var en stærk kontrast til historikeren Chris Otters beskrivelse af ‘borgerskabets visuelle miljø’, hvor ”… separate bedrooms and bathrooms precluded promiscuity and indecency”. Den manglende adskillelse mellem forskellige rum, og dermed forskellige praksisser, betød, at børnene begyndte at imitere forældrenes seksuelle praksisser. Det var ligeledes blev fremhævet i ‘Report on the Health of the Working Classes’, som Engels allerede citerede i 1845. Slummens ikke-civilisatoriske praksisser ville blive ved med at eksistere, så længe slummen vedblev at være et både socialt og rumligt isoleret område. Som The Select Committee on Metropolitan Improvements havde skrevet i 1838:

“Der var distrikter i London, hvor store gennemfartsveje ikke passerede, og som var tæt befolket af den laveste klasse af mennesker, der, afsondret fra bedre uddannede naboers overvågning og indflydelse, udviste en tilstand af moralsk nedbrydning, der ikke kan begrædes tilstrækkeligt.”

For The Select Committee on Metropolitan Improvements var moralsk indflydelse fra resten af befolkningen nødvendig for, at slummens hygiejniske og moralske praksisser ikke blev opretholdt. En måde at løse det problem på var at ændre de infrastrukturelle vilkår, så slummen igen kunne indgå i en sund cirkulation med resten af den civiliserede by. Slummen blev en forestilling om noget andet midt i byens helhed, og flere og flere begyndte da også at begive sig ind i slummens områder med en klar forestilling om en eksotisk ‘anden verden’. Mens Engels så et revolutionært potentiale i disse arbejderkvarterer, så blev denne del af byen i den liberale politiske tanke ved med at være en helbredsmæssig og moralsk fare, med mindre den blev integreret i en sund cirkulation med resten af samfundet. Denne forestilling om en by delt i ‘to verdener’ ledte til en massiv offentligt indsats på området og en række filantropiske indsatser.

Et af disse tiltag var komiteen med det meget lange navn, The Committee for Promoting the Establishment of Baths and Wash-Houses for the Labouring Classes.

 

kasper4

Gustave Dorés skildring af den fattige klasses, overfyldte hjem. Kilde: Gustave Doré, London – A Pilgrimage with illustration by Gustave Doré. Rettigheder: Public Domain/British Library.

 

Den beskidte arbejderkrop og opløftning af arbejderklassens moral

I 1852 – et par år efter Engels’ undersøgelser af forholdene for den engelske arbejderklasse – udgav komiteen en længere rapport udarbejdet af den tilknyttede ingeniør Price Prichard Baly. Komiteen var oprettet godt ti år tidligere, og som komiteens navn også antyder, var deres opgave at promovere bade- og vaskehuse til de arbejdende klasser. I forordet skrev komiteen selv, at deres arbejde – indtil videre – havde betydet, at 2,8 millioner bade var blevet taget og 2 millioner menneskers tøj vasket i forskellige badeanstalter og vaskehuse, der nu var opført i alle de store, engelske metropoler. Mellem 1840’erne og 1914 var 343 badeanstalter nemlig blevet opført, nogle af dem med tilhørende vaskehuse, hvilket betød at næsten alle byer med over 50.000 indbyggere havde deres egen badeanstalt, og at London i 1952 havde ni bade, som over 800.000 folk benyttede sig af. Som komiteen selv skrev, var dens primære formål at promovere sundhed og renlighed ved at tilbyde badeanstalter for de arbejdende klasser og på samme tid – og som en naturlig konsekvens af badningen – forbedre deres sociale forhold og moralske tone.

De offentlige bade blev af mange anset som institutioner til at reformere moralen og dermed skulle neutralisere den farlige, sociale energi, som man anså for at være iboende i arbejderklassens samfund. Det er netop mod disse overbefolkede og “laveste” områder af de engelske metropoler, som P. Prichard Baly beskriver dem, at komiteens indsats er rettet.

Med inspiration fra Michel Foucault kan vi sige, at man i England, i det 19. århundrede, tænkte befolkningen som værende ”inderligt, grundlæggende og biologisk forbundne med den materialitet, de eksisterer i”. Det er en pointe, som Crook fremhæver i sin undersøgelse af de viktorianske bade, der blev anset som værktøjer i en disciplinering af arbejderklassen og den beskidte arbejderkrop, der byggede på en forestilling om, at miljøet formede sindet. Et eksempel på badets disciplinerende effekt blev formuleret af Alfred Ebsworth, en fortaler for offentlige bade, der i 1853 skrev:

“Jeg vil erklære, at der ikke findes noget bedre til at modvirke de overfyldte boligers onder som etableringen af offentlige bade; det er et unægteligt aksiom, at de har forbedret både de sociale og moralske vilkår for de fattige, og jeg forudser en kæmpe formindskelse i opblusningen af uroligheder i takt med at antallet af badende stiger”.

Byens rum blev rum blev tænkt som et miljø, der kunne blive et politisk interventionsfelt. Ved at ændre byens rum kan man forvalte, organisere og forankre bestemte handlinger i byens rum. Arbejderkroppen, den samling af beskidte og dermed moralsk fordærvede arbejdere, som holdt til i de lavere dele af byen, kunne blandt andet nås med etableringen af disse rensende badehuse.

Et andet eksempel på, at badeanstalterne blev set som sådanne interventionsfelter, er Erasmus Wilson, en autoritet i spørgsmålet om hygiejne i midten af det 19. århundrede. I en afhandling om hud og hår forklarede Wilson, hvordan badeanstalterne, Englands mest “noble” institutioner, ikke alene bragte renlighed til arbejderklassen, men ligeledes ville “opløfte den moralske position for dem, som drager fordel af dem.” Ikke alene skulle den opløfte den moralske position, men også være et værn mod disse områders højere dødelighed. Som det fremgår af en beskrivelse af Leeds fra The Artisan:

“March-lanes, Cross-streets og Richmond-roads generelle mangel på brolægning og afløb, bygningernes uregelmæssighed, overfloden af gårde og blindgyder, såvel som den den totale mangel på selve de mest simple midler til at fremme renlighed, giver os alt sammen tilstrækkelig med data til at forklare den højere dødelighed i disse glædesløse regioner af skidt og elendighed.”

Én måde at genindskrive slummen i sund cirkulation med resten af byen var altså gennem de store gennemfartsveje, som vi så hos The Select Committee on Metropolitan Improvements. En anden var vandet i badeanstalterne, der blev hældt over den beskidte arbejderkrop. Badeanstalterne blev dermed til afgørende ‘etiske steder,’ hvor den enkelte selv kunne vælge at rense sin krop. Badene var dermed en måde at regere kroppe på: Den personlige hygiejne, der kunne opnås gennem brugen af de offentlige badeanstalter, blev set som vigtigt bolværk mod moralsk fordærvelse hos den arbejdende klasse i de lavere, overbefolkede bykvarterer.

Badeanstalternes vand rensede nemlig ikke alene skidtet væk fra arbejderens krop. For mange af disse filantroper, politikere og intellektuelle var badets rensende vand et vigtigt redskab i en moralsk opløftning af den anden verden, som arbejderklassen levede i, og skulle dermed også fungere som et sikkerhedsnet for det resterende samfunds tryghed og velvære.

 

Kasper Jacek er kandidat i Analytisk Journalistik fra Aarhus Universitet og redaktør på Baggrund.com. Artiklen bygger på tidligere arbejde med den engelske by i 1800-tallet.