Bogstavet

bogstavet

Bogstavet er en opfindelse. I former og i lyde har bogstaverne forandret sig i samspil med menneskers kultur og teknologiske udviklinger. Læs om de latinske bogstavers oprindelse og om historiens foreløbige slutpunkt ved den digitale skrift.


Bogstavet er en af men­neskenes helt store opfind­elser. Jeg skriv­er bogstaver her og du læs­er dem, for vi er fjernt fra hinan­den. Bogstavet er en byggesten i en skrift­sprog­lig bro, der forbinder men­nesker på tværs af tid og rum.

Nogle sted­er i ver­den brugte men­nesker skrift allerede for 7000–5000 år siden. Det er på en måde længe siden; men ikke sam­men­lignet med de hun­dred­tusin­der af år, som men­neskenes aller­første telekom­mu­nika­tion­ste­knolo­gi – teg­ninger og billed­er – har været i brug. Fig­u­ra­tive billed­er, abstrak­te geometriske tegn og sim­ple tal­sym­bol­er var for­løbere for de skrift­sys­te­mer, som vi benyt­ter i dag.

De bogstaver, som anven­des i det latinske alfa­bet, så dagens lys i Romer­riget for godt 2500 år siden. Disse bogstaver er skabt ud fra det græske alfa­bet, som igen er skabt ud fra det fønikiske alfa­bet. De rund­ede ”små bogstaver” er dog yngre end de oprindelige VERSALER, og de skan­di­naviske bogstaver Æ Ø Å er også kom­met til senere.

Å blev fx først offi­cielt ind­ført i 1948. Mens bogstavet A til gengæld er mange tusinde år gam­melt. Det ned­stam­mer sandsyn­ligvis fra en egyp­tisk hiero­glyf, der forestiller et okse­hoved set i pro­fil. Dette billedtegn blev for­mentlig foren­klet til for­men A, som stadig forestiller hov­edet af en okse: Spid­sen er mulen og de to “ben” er oksens horn. A er alt­så et foren­klet billedtegn, og det samme gælder for en del andre bogstaver. I bogstav­erne M og N er der fx den samme bille­drest: En zigzag-formet bøl­gekam. Bogstavet M er – i det tidlige fønikiske alfa­bet – navn­givet mem efter det fænomen (vand; bøl­gekam), som det forestiller, og det står for den første lyd i ordet mem: kon­so­nan­ten [m].

Dette prin­cip, hvorved bogstavet står for den første lyd i ordet for det fænomen, som teg­net forestiller, kaldes det akro­foniske prin­cip, af akro: øverst og fone: lyd. Prin­cip­pet kendes også fra nogle egyp­tiske hiero­glyf­fer og runer. Det akro­foniske prin­cip blev dog ophø­jet til selek­tion­sprin­cip af opfind­erne bag alfa­bet­skriften. De brugte prin­cip­pet til at udvælge gam­le billed- og ordtegn, som nu kom til at beteg­ne et min­dre antal nød­vendi­ge spro­glyde; hvert bogstav kom til at beteg­ne den første lyd i teg­nets gam­le navn. Nogle bogstaver, for eksem­pel H, er dog dan­net ud fra tegn, hvis betyd­ning er ukendt i dag.

De første alfa­beter byg­ger alt­så på en selek­tion af kendte tegn, især udfra akro­foni, samt på en drastisk reduk­tion i antallet af tegn til ca. 25, hver med sin lyd­vær­di.

Det særlige ved bogstavet er dets lyd­vær­di; og de ganske få bogstavers mange kom­bi­na­tion­s­mu­lighed­er. Men hvilken lyd­vær­di bogstavet har, er ikke altid så sim­pelt. D beteg­n­er kon­so­nan­ten [d], men kan på dan­sk også være blødt eller stumt. Trods bogstavets lyd­vær­di kan tale ikke omkodes til skrift, eller omvendt, på en sim­pel, selvin­dl­y­sende måde. Man må lære, hvor­dan tegn og lyd kor­rel­eres. Herun­der at ord skrives i adskilte klumper, mens tal­en bare strøm­mer, “ast­ma­tisk” afbrudt af ånd­e­dræts-, tænke- og lyt­tepauser, men ikke rum­ligt ord­net af mellem­rum, teg­n­sæt­ning, lin­jeskift, lay­out mv.

Bogstavet er lyd OG ele­ment i et skrift­billede.

Bogstavet har gen­nemgået årtusin­ders tek­nol­o­giske udvikling. Engang blev bogstavet rid­set og malet i hån­den, så blev det en type, der kunne “sættes” og trykkes mask­inelt i mange eksem­plar­er. I dag tastes bogstavet, men hvor skrive­mask­i­nen gjorde bogstaver til typer, har com­put­eren foran­dret bogstav og skrivn­ing på nye måder.

Dels favoris­er­er den dig­i­tale skrift latin­sk alfa­bet­skrift, samt tal og emo­jis, mens andre skrift­sys­te­mer sakker bagud. Dels giv­er com­put­eren bogstavet dig­i­tale værens­former. Bogstavet fremtræder analogt på skærm og key­board, men eksis­ter­er i det skjulte som kode, som binære tal og elek­tro­n­iske sig­naler.

Sidst, men ikke mindst, overtager com­put­erens hukom­melse, pro­gram­mer og algo­rit­mer dele af skrivear­be­jdet. Man kan vælge ord fra en liste, bruge stavekon­trol og andre for­mer for tek­st­be­han­dling. Flere af de opgaver, som hånd, øje og hjerne før måtte løse sam­men, for at tekst kunne opstå, out­sources til com­put­eren.

Dermed opstår nærmest en ny form for skrift uden skrivn­ing. Den dig­i­tale skribent er ikke læn­gere under­kastet det alfa­betiske prin­cip om at sætte ord på sine tanker og skabe sin tekst bogstav for bogstav.

Videre læs­ning:

- Stig T. Ras­mussen (red.). 2011. Ver­dens skrifter. For­laget Vand­kun­sten

- Jean Bot­téro, Clarisse Her­ren­schmidt & Jean-Pierre Ver­nant. 2000. Ances­tor of the West: Writ­ing, Rea­son­ing, and Reli­gion in Mesopotamia, Elam, and Greece. The Uni­ver­si­ty of Chica­go Press