Doré
I 1869 tog jour­nal­is­ten Blan­chard Jer­rold med den franske kun­st­ner Gus­tave Doré rundt i Lon­don for at beskrive byens mørke og lyse sider, der blev til vær­ket Lon­don – A Pil­grim­age. Kilde: Gus­tave Doré og Blan­chard Jer­rold, Lon­don – A Pil­grim­age with illus­tra­tion by Gus­tave Doré, 1869. Ret­tighed­er: Pub­lic Domain/British Library.

De engelske, industrialiserede byers arbejderkvarterer var beskidte. Én af løsningerne var badets rensende vand. Det rensede nemlig ikke bare skidtet væk fra arbejderens krop. For initiativtagerne til opførelsen af badeanstalter var det et vigtigt element i en moralsk opløftning af den anden verden, som dele af arbejderklassen levede i.

FOKUS: DET BADENDE MENNESKE For de fleste danskere er badet en naturlig del af den daglige ruti­ne, men vi tænker sjældent over, hvor­dan dét at træde ind i en brusek­abine har fået en fast plads i vores dagligdag. Hen­over som­meren sæt­ter vi fokus på det badende men­neske og ser på, hvad badet som sted og han­dling kan afs­løre om vores kul­tur, og hvor­dan vores kul­tur har været med til at forme badet, som vi kender det i dag.

Stillestående, ildel­ug­tende pøle og bunker af skidt og skrald! Det er billedet, der ton­er frem af det indus­tri­alis­erede Eng­lands vrang­side, når man læs­er dati­dens filantrop­er, poli­tikere og intellek­tuelle skrive om arbe­jderk­lassens kvarter­er.

Friedrich Engels beskrev i sin bog om den engelske arbe­jderk­lasse fra 1845, ‘Den arbe­j­dende klass­es still­ing i Eng­land’, de byk­varter­er, hvor arbe­jderk­lassen boede: “Vejene er generelt ube­lagte, rå og beskidte, fyldt med skrald fra grøntsager og dyr, uden kloakker og ren­desten, men i stedet forsynet med fæle, stillestående pøle.” Engels er bare et eksem­pel på, at arbe­jderk­lassens områder blev beskrevet som markant anderledes end resten af byen. Et andet eksem­pel er en artikel fra The Arti­san om Birm­ing­ham, hvor det stillestående vand igen bliv­er billedet på arbe­jderens områder: “I byens ældre dis­trik­ter find­es mange under­leg­ne gad­er og gårde, som er beskidte og neg­ligerede, fyldt med stillestående vand og bunker af affald.” Et helt tred­je eksem­pel er præsten Andrew Mearns, der i sin færd ind i de fat­tiges boliger, beskrev disse områder som dér, hvor alt afføring og vaske­vand sam­lede sig og stag­nerede:

For at komme ind i dem skal du igen­nem gårde, der stinker af giftige og ildel­ug­tende gasser, der stiger op fra sam­linger af spilde­vand og affald, spredt ud over det hele og ofte fly­dende under dine fød­der; solens stråler når aldrig mange af går­dene, de bliv­er aldrig besøgt af et pust af frisk luft, og sjældent ser de en dråbe rensende vands dyder.”

Både bogstaveligt skidt og skidt­folk som tyve, pros­tituerede og krim­inelle fra hele lan­det nærmest flød hen til disse lavere, over­be­folkede dele af de engelske byer, som Mearns skrev.

Mens Engels så et rev­o­lu­tionært poten­tiale i arbe­jdernes kvarter­er, som han anså for at være resul­tat af en sys­tem­a­tisk ekslud­er­ing af arbe­jderk­lassen, så anså Mearns arbe­jderk­varter­er for at være et sted, der dag for dag kom læn­gere og læn­gere væk fra kirken og civil­i­sa­tio­nen. I dele af den lib­erale, poli­tiske tanke blev arbe­jderk­lassens dele af byen set som civil­isatoriske blindgy­der, hvor den moralske og sociale udvikling var gået i stå. En af løs­ningerne på dette prob­lem var, at de isol­erede, over­be­folkede bydele skulle indgå i en ny, sund cirku­la­tion med resten af byen ved etab­lerin­gen af gen­nem­fartsve­je. Denne cirku­la­tion rak­te dog læn­gere end blot til byens infra­struk­tur: Den skulle gribe fat i arbe­jderens krop. I 1800-tal­let blev arbe­jderk­lassen, der boede i byens lavere dele, gen­stand for mas­sivt fokus og en række ind­satser, der skulle skabe både fysisk og moral­sk sund­hed. Ét af de tilt­ag, der skulle frigøre arbe­jderkrop­pen fra sin asso­cia­tive og fysiske forbindelse til ildel­ug­tende, stillestående pøle, var badets rensende vand.

Badets vand rensede nem­lig ikke bare skidtet væk fra arbe­jderens krop. For ini­tia­tiv­tagerne til opførelsen af badeanstal­ter var det et vigtigt ele­ment i en moral­sk opløft­ning af den anden ver­den, som arbe­jderk­lassen lev­ede i.

kasper2
Gus­tave Dorés skildring af Lon­dons over­be­folkede gad­er. Kilde: Gus­tave Doré, Lon­don — A Pil­grim­age with illus­tra­tion by Gus­tave Doré. Ret­tighed­er: Pub­lic Domain/British Library.

Opdagelsen af en anden verden i bysamfundets midte

Sam­men­blandin­gen af hygiejne og moral var et gen­nemgående tema i det 19. århun­dredes  sam­funds­diskus­sion i Eng­land. Et his­torisk eksem­pel var den strøm af lit­ter­atur, der lige­som Engels beskrev forhold­ene i den engelske bys indre – nærmere beteg­net i arbe­jdernes byk­varter­er og end­da slum­men.

I takt med byens vækst blev den gen­stand for sociale under­søgelser og især kort blev brugt til at opteg­ne og syn­lig­gøre byens nye, sam­fundsmæs­sige process­er i en ny demografisk prak­sis. Sam­tidig kan man se andre for­mer for opteg­ninger med udgangspunkt i den vik­to­ri­anske bekym­ring for den moralske velfærd for især arbe­jderk­lassen. Det betød, at man beg­y­n­dte at nav­igere i byen udfra en række forskel­lige para­me­tre: syg­dom, lev­evilkår og moral­sk adfærd. Disse både beskrivende prak­siss­er og ind­greb i byens materielle rum var primært hen­vendt mod de fat­tige, arbe­j­dende klass­er.

Michel Fou­cault iden­ti­fi­cer­er i ‘Socialmed­i­ci­nens fød­sel’ en forskyd­ning i måden, man opfat­ter de fat­tige på i Europa i det 19. århun­drede. Tidligere have de fat­tige fun­geret som en del af det urbane bysam­fund og vare­tog nogle forskel­lige sam­fundsmæs­sige opgaver: ”… de bragte post ud, ind­sam­lede affald og fjernede gam­le møbler, brugt tøj og gam­le klude, som de derefter redis­tribuerede eller sol­gte”. Fou­cault beskriv­er, hvor­dan der i det 19. århun­drede skete en hold­ningsæn­dring i forhold til de fat­tige: Med den franske rev­o­lu­tion og sociale spændinger i Eng­land blev den nødli­dende befolkn­ing aktu­alis­eret som en poli­tisk kraft, nye prak­siss­er gjorde de fat­tiges sam­fundsmæs­sige arbe­jde over­flødigt og kol­er­aepi­demien fra 1832 fremkaldte både poli­tiske og sund­hedsmæs­sige æng­s­telser hos andre dele af byens befolkn­ing. Måden, man opfat­tede de fat­tige på, ændrede sig alt­så: Fra at være en aktiv del af det urbane liv blev de nu opfat­tet som en poli­tisk og sund­hedsmæs­sig fare, der truede byens befolkn­ing.

Dette kom blandt andet til udtryk i slum­men.

kasper3
Gus­tave Dorés skildring af Lon­dons skyg­ge­side og de lavere områders mørke side­gad­er og blindgy­der. Kilde: Gus­tave Doré, Lon­don — A Pil­grim­age with illus­tra­tion by Gus­tave Doré. Ret­tighed­er: Pub­lic Domain/British Library.

Slummens moral

Fra starten af det 19. århun­drede skete der en løbende lit­terær, jour­nal­is­tisk, socialv­i­den­sk­a­belig og poli­tisk tem­a­tis­er­ing af slu­mom­råderne og de forværrede vilkår for arbe­jderk­lassen i Eng­land. Slum­men havde tidligere fået spo­radisk opmærk­somhed i den offentlige debat, men efter 1883, hvor præsten Andrew Mearns’ pam­flet ‘The Bit­ter Cry of Out­cast Lon­don’ udkom, eksploderede inter­essen for slum­men og de forværrede vilkår for arbe­jderk­lassen. Spørgsmålet om lev­evilkår for arbe­jderk­lassen blev et presserende socialt spørgsmål. Med rækken af sociale, lit­terære og til dels viden­sk­a­belige under­søgelser blev de hidtil uopdagede dele af de indus­tri­alis­erede metropol­er gen­stand for mas­siv bear­be­jd­ning – både sprog­ligt og materielt.

De sociale under­søgelser af arbe­jderk­lassens områder ledte, ifølge his­torik­eren Tom Crook, til to afgørende forestill­inger om arbe­jderk­lassen. For det første forstod man disse dele af byen som kende­teg­net ved en ‘patol­o­gisk vital­itet,’ der bestod af en bland­ing af fuld­skab, anal­fa­betisme, krim­i­nalitet, tøjlesløshed og dårligt hel­bred. For det andet anså man arbe­jderk­lassen for at være under­lagt deres over­be­folkede og beskidte miljø. Det at være beskidt blev dermed for­bun­det med helt bestemt adfærdsmøn­stre, der blev beskrevet som til­fældige, dvaske og efter­givende, og ofte blev det at være beskidt og beruset forstået som sam­men­hæn­gende.

Opkom­sten af slum­men som et begreb var resul­tat af obser­va­tion­erne af de beskidte og hårde vilkår for de arbe­j­dende klass­er, der både ledte til fysisk og moral­sk fordærv. Det blev udgangspunkt for en sprog­lig del­ing af byen i to: Man oper­erede med en klar forestill­ing om slum­men som kon­sti­tu­tivt anderledes fra resten af byen. Som his­torik­er David Ward skriv­er, lavede man et sprog­ligt, diko­tomisk ind­greb i byen, og begre­bet om slum­men blev brugt til at beskrive de mest fat­tiges områder, der både var gen­stand for fas­ci­na­tion og frygt. Det er den samme forestill­ing, Engels gav udtryk for, da han skrev, “… at den arbe­j­dende klass­es kvarter­er er tydeligt adskilt fra de dele af byen, som er reserveret til mid­delk­lassen; eller, hvis det ikke lykkedes, er de skjult med vel­gøren­hedens dække”. Der er alt­så, ifølge Engels, en klar spa­tial adskil­lelse mellem arbe­jderk­lassen og mid­delk­lassen. Hvor Engels beskrev den infra­struk­turelle iso­la­tion af arbe­jderk­varterne, udfold­ede Andrew Mearns i sin pam­flet fra 1883 også de moralske forskelle på arbe­jdernes sted­er og den øvrige civil­i­sa­tion. Disse to ver­den­er var nem­lig ikke alene rum­ligt adskilt, men også moral­sk:  ”…sydende i vores storslåede byers midte, skjult af det tyn­deste lag af civil­i­sa­tion og anstændighed, find­es en stor masse af moral­sk fordærvelse, af hjerteskærende elendighed og abso­lut gudløshed.” Slum­men blev forstået som et socio-geografisk isol­eret område, hvor dårlig infra­struk­tur og dårlig hygiejne betød, at dårlige moralske prak­siss­er akku­mulere­des og inten­sivere­des hos den arbe­j­dende klasse.

Slum­men blev alt­så ikke alene anset for at være et beskidt sted, men ligeledes som et sted for dårlig moral. W. T. Stead, chefredak­tør på The Pall Mall Gazette, skriv­er i sin artikel om Mearns’ The Bit­ter Cry of Out­cast Lon­don i avisen fra 1883: ”Når de er fem eller seks år gam­le dri­ves de ind i de offentlige skol­er og foruren­er det med deres kam­res moralske mias­ma”. Stead skrev den moralske til­stand ind i epi­demiens sprog: Den moralske fordærvelse spredte sig dermed på samme måde som luft­bårne smittesyg­domme. Slum­men bliv­er ikke læn­gere bare iden­ti­fi­ceret som syg­dom­mens sted, men i tæt forbindelse med dårlig hygiejne ser man faren for, at slum­mens amoral skulle sprede sig til resten af sam­fun­det. Inter­es­sant er det, at også ren­lighed i visse til­fælde blev set som smit­tende.

Dårlig infra­struk­tur, dårlig lys og luft, dårlig hygiejne og ophob­nin­gen af de lavere folk med­virkede, ifølge Mearns, til at skabe en stadig større moral­sk afs­tand mellem slum­men og resten af civil­i­sa­tio­nen. Som Mearns selv skrev: “… de fat­tigere er blevet fat­tigere, de elendi­ge mere mis­er­able, de umoralske mere fordærvede; hver dag er afgrun­den, der adskiller fæl­lessk­a­bets laveste klass­er fra vores kirk­er og kapeller og fra al anstændighed og civil­i­sa­tion, kun blevet dybere“. Mearns anså slum­men for at være det sted, hvor kirkens insti­tu­tionelle og moralske prak­siss­er ikke eksis­terede. Som han skrev: “‘Ægteskab som insti­tu­tion,’ er det blevet for­t­alt, ‘er ikke fash­ion­abelt i disse dis­trik­ter’”. Mearns skriv­er videre, at incest er nor­malt. Ægtesk­a­bet som insti­tu­tion og moral­sk forankringspunkt, eksis­terede alt­så, ifølge Mearns, ikke i disse dele af metropolen.

Mearns knyt­tede den samme prob­lematik an til en sim­pel betragt­ning: Hele fam­i­li­er sov i et rum. Det betød, at både børnenes aktiviteter og foræl­drenes sek­suelle aktiviteter foregik i samme rum. Den man­glende adskil­lelse i hjemmene var en stærk kon­trast til his­torik­eren Chris Otters beskriv­else af ‘borg­er­sk­a­bets visuelle miljø’, hvor ”… sep­a­rate bed­rooms and bath­rooms pre­clud­ed promis­cu­ity and inde­cen­cy”. Den man­glende adskil­lelse mellem forskel­lige rum, og dermed forskel­lige prak­siss­er, betød, at børnene beg­y­n­dte at imitere foræl­drenes sek­suelle prak­siss­er. Det var ligeledes blev fremhævet i ‘Report on the Health of the Work­ing Class­es’, som Engels allerede citerede i 1845. Slum­mens ikke-civil­isatoriske prak­siss­er ville blive ved med at eksis­tere, så længe slum­men ved­blev at være et både socialt og rum­ligt isol­eret område. Som The Select Com­mit­tee on Met­ro­pol­i­tan Improve­ments havde skrevet i 1838:

Der var dis­trik­ter i Lon­don, hvor store gen­nem­fartsve­je ikke passerede, og som var tæt befolket af den laveste klasse af men­nesker, der, afson­dret fra bedre uddannede naboers overvågn­ing og ind­fly­delse, udviste en til­stand af moral­sk ned­bryd­ning, der ikke kan begrædes tilstrække­ligt.”

For The Select Com­mit­tee on Met­ro­pol­i­tan Improve­ments var moral­sk ind­fly­delse fra resten af befolknin­gen nød­vendig for, at slum­mens hygiejniske og moralske prak­siss­er ikke blev opretholdt. En måde at løse det prob­lem på var at ændre de infra­struk­turelle vilkår, så slum­men igen kunne indgå i en sund cirku­la­tion med resten af den civilis­erede by. Slum­men blev en forestill­ing om noget andet midt i byens hel­hed, og flere og flere beg­y­n­dte da også at begive sig ind i slum­mens områder med en klar forestill­ing om en ekso­tisk ‘anden ver­den’. Mens Engels så et rev­o­lu­tionært poten­tiale i disse arbe­jderk­varter­er, så blev denne del af byen i den lib­erale poli­tiske tanke ved med at være en hel­bredsmæs­sig og moral­sk fare, med min­dre den blev inte­gr­eret i en sund cirku­la­tion med resten af sam­fun­det. Denne forestill­ing om en by delt i ‘to ver­den­er’ ledte til en mas­siv offentligt ind­sats på området og en række filantro­piske ind­satser.

Et af disse tilt­ag var komi­teen med det meget lange navn, The Com­mit­tee for Pro­mot­ing the Estab­lish­ment of Baths and Wash-Hous­es for the Labour­ing Class­es.

kasper4
Gus­tave Dorés skildring af den fat­tige klass­es, overfyldte hjem. Kilde: Gus­tave Doré, Lon­don — A Pil­grim­age with illus­tra­tion by Gus­tave Doré. Ret­tighed­er: Pub­lic Domain/British Library.

Den beskidte arbejderkrop og opløftning af arbejderklassens moral

I 1852 – et par år efter Engels’ under­søgelser af forhold­ene for den engelske arbe­jderk­lasse – udgav komi­teen en læn­gere rap­port udar­be­jdet af den tilknyt­tede ingeniør Price Prichard Baly. Komi­teen var opret­tet godt ti år tidligere, og som komi­teens navn også anty­der, var deres opgave at pro­mo­vere bade- og vaske­huse til de arbe­j­dende klass­er. I forordet skrev komi­teen selv, at deres arbe­jde – indtil videre – havde bety­det, at 2,8 mil­lion­er bade var blevet taget og 2 mil­lion­er men­neskers tøj vas­ket i forskel­lige badeanstal­ter og vaske­huse, der nu var opført i alle de store, engelske metropol­er. Mellem 1840’erne og 1914 var 343 badeanstal­ter nem­lig blevet opført, nogle af dem med tilhørende vaske­huse, hvilket betød at næsten alle byer med over 50.000 ind­byg­gere havde deres egen badeanstalt, og at Lon­don i 1952 havde ni bade, som over 800.000 folk benyt­tede sig af. Som komi­teen selv skrev, var dens primære for­mål at pro­mo­vere sund­hed og ren­lighed ved at tilbyde badeanstal­ter for de arbe­j­dende klass­er og på samme tid – og som en naturlig kon­sekvens af bad­nin­gen – forbedre deres sociale forhold og moralske tone.

De offentlige bade blev af mange anset som insti­tu­tion­er til at reformere moralen og dermed skulle neu­tralis­ere den farlige, sociale ener­gi, som man anså for at være iboende i arbe­jderk­lassens sam­fund. Det er netop mod disse over­be­folkede og “laveste” områder af de engelske metropol­er, som P. Prichard Baly beskriv­er dem, at komi­teens ind­sats er ret­tet.

Med inspi­ra­tion fra Michel Fou­cault kan vi sige, at man i Eng­land, i det 19. århun­drede, tænk­te befolknin­gen som værende ”inderligt, grundlæggende og biol­o­gisk for­bundne med den mate­ri­alitet, de eksis­ter­er i”. Det er en pointe, som Crook fremhæver i sin under­søgelse af de vik­to­ri­anske bade, der blev anset som værk­tø­jer i en dis­ci­pliner­ing af arbe­jderk­lassen og den beskidte arbe­jderkrop, der byggede på en forestill­ing om, at miljøet formede sin­det. Et eksem­pel på badets dis­ci­plinerende effekt blev for­muleret af Alfred Ebsworth, en for­t­aler for offentlige bade, der i 1853 skrev:

Jeg vil erk­lære, at der ikke find­es noget bedre til at mod­virke de overfyldte boligers onder som etab­lerin­gen af offentlige bade; det er et unægteligt aksiom, at de har forbedret både de sociale og moralske vilkår for de fat­tige, og jeg forudser en kæmpe for­mindskelse i opblus­nin­gen af uro­lighed­er i takt med at antallet af badende stiger”.

Byens rum blev rum blev tænkt som et miljø, der kunne blive et poli­tisk inter­ven­tions­felt. Ved at ændre byens rum kan man for­valte, organ­is­ere og forankre bestemte han­dlinger i byens rum. Arbe­jderkrop­pen, den sam­ling af beskidte og dermed moral­sk fordærvede arbe­jdere, som holdt til i de lavere dele af byen, kunne blandt andet nås med etab­lerin­gen af disse rensende bade­huse.

Et andet eksem­pel på, at badeanstal­terne blev set som sådanne inter­ven­tions­fel­ter, er Eras­mus Wil­son, en autoritet i spørgsmålet om hygiejne i midten af det 19. århun­drede. I en afhan­dling om hud og hår fork­larede Wil­son, hvor­dan badeanstal­terne, Eng­lands mest “noble” insti­tu­tion­er, ikke alene bragte ren­lighed til arbe­jderk­lassen, men ligeledes ville “opløfte den moralske posi­tion for dem, som drager fordel af dem.” Ikke alene skulle den opløfte den moralske posi­tion, men også være et værn mod disse områders højere døde­lighed. Som det fremgår af en beskriv­else af Leeds fra The Arti­san:

March-lanes, Cross-streets og Rich­mond-roads generelle man­gel på brolægn­ing og afløb, bygningernes ure­gelmæs­sighed, over­flo­den af gårde og blindgy­der, såv­el som den den totale man­gel på selve de mest sim­ple midler til at fremme ren­lighed, giv­er os alt sam­men tilstrække­lig med data til at fork­lare den højere døde­lighed i disse glædesløse region­er af skidt og elendighed.”

Én måde at genind­skrive slum­men i sund cirku­la­tion med resten af byen var alt­så gen­nem de store gen­nem­fartsve­je, som vi så hos The Select Com­mit­tee on Met­ro­pol­i­tan Improve­ments. En anden var van­det i badeanstal­terne, der blev hældt over den beskidte arbe­jderkrop. Badeanstal­terne blev dermed til afgørende ‘etiske sted­er,’ hvor den enkelte selv kunne vælge at rense sin krop. Badene var dermed en måde at regere kroppe på: Den per­son­lige hygiejne, der kunne opnås gen­nem bru­gen af de offentlige badeanstal­ter, blev set som vigtigt bolværk mod moral­sk fordærvelse hos den arbe­j­dende klasse i de lavere, over­be­folkede byk­varter­er.

Badeanstal­ternes vand rensede nem­lig ikke alene skidtet væk fra arbe­jderens krop. For mange af disse filantrop­er, poli­tikere og intellek­tuelle var badets rensende vand et vigtigt red­skab i en moral­sk opløft­ning af den anden ver­den, som arbe­jderk­lassen lev­ede i, og skulle dermed også fun­gere som et sikker­hed­snet for det resterende sam­funds tryghed og velvære.

Kasper Jacek er kan­di­dat i Ana­lytisk Jour­nal­is­tik fra Aarhus Uni­ver­sitet og redak­tør på Baggrund.com. Artiklen byg­ger på tidligere arbe­jde med den engelske by i 1800-tal­let.