UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

En kunstig person: aktieselskabets litteraturhistorie

 

Laurence Oliphant (1829-1888)

Laurence Oliphant (1829-1888)

Det brød med handelens ”guddommelige orden”, da det engelske Parlament i 1844 gjorde aktieselskabet tilgængeligt som en almen selskabsmodel. Aktieselskabers juridiske autonomi som ’kunstige personer’, var et kontroversielt emne, og gav anledning til debat i hele det nittende århundrede. Her var litteraturen en af de vigtigste stemmer.

I denne artikel udfolder Jakob Gaardbo Nielsen aktieselskabets litteraturhistorie.


 

Hvad ville Facebook, Apple, Google, eller, for den sags skyld, Mærsk eller Danish Crown fortælle om sig selv, hvis de var i stand til at skrive en autobiografi? Hvis en virksomhed kunne tænke, evaluere, dømme og skrive, hvilken historie om sig selv ville den da fortælle? Hvilke lyssky transaktioner kunne den berette om, og hvordan ville den som et tænkende, selvbevidst individ beskrive sig selv? Hvordan ville den beskrive sin fødsel, barndom og, på længere sigt, sin død? Dette kunne meget vel være meningsløse spørgsmål: Nok er teknologigiganterne ligeså stille ved at nærme sig en slags kvasi-selvbevidsthed, mest tydeligt legemliggjort af deres AI-klienter, men som virksomheder forbliver de ikke desto mindre instrumenter for mennesker med henblik på at skabe værdi, vækst og profit. Men hvad består dette instrument egentlig af: bestyrelsen? Aktieholderne? Den karismatiske direktør? Moderne aktieselskaber har en særegen form. Rent juridisk er et aktieselskab i sig selv en ’person’, ligesom ethvert andet politisk subjekt. Selskaber kan sagsøge hinanden, hæfte for deres egen gæld, og eje deres egne aktiver. Deres navn har juridisk og retslig substans. Samtidig består aktieselskaber af en større eller mindre samling mennesker, der har indflydelse på deres aktiviteter, og som jævnligt modtager et afkast målt på deres indskud i det. Fordelen ved aktieselskabet er, at det som en ”kunstig person” skærmer bestyrelsen og aktionærerne fra tab i konkurssager, fordi det selv hæfter for sine passiver.

 

Den korporative personlighed

Denne tvetydige ontologi, splittet mellem menneskelig ejerskab og immateriel, juridisk autonomi, er hverken kontroversiel eller særligt iøjnefaldende i moderne selskabsret, men tidligere var ideen om korporativ personlighed (’corporate personhood’) et omstridt koncept. Aktieselskabet var i midten og sidste halvdel af det nittende århundrede omdrejningspunkt for en ophedet debat om selskabsret, økonomisk ansvar og sædelighed og finansiel kapital mere generelt. Debatten fandt sted i flere medier, men antog særligt interessante konturer i det litterære felt. I det følgende er den historiske kontekst engelsk, men andre nationer har i forskellige perioder haft lignende debatter med tilsvarende litterære facetter.

I 1844 deregulerede det engelske parlament selskabsretten, og det blev herefter gradvist muligt for almindelige borgere, imod en beskeden forudbetaling af kapitalpuljen, at stifte aktieselskaber. I 1855-56 og 1862 blev privilegierne ved inkorporering og begrænset hæftelse (’limited liability’) udbredt til næsten alle virksomhedstyper. Dette var en drastisk lempelse af selskabslovgivningen. Indtil 1840’erne var inkorporation kun muligt ved parlamentarisk særlov eller kongeligt privilegium, og blev kun bevilget til store offentlige foretagender såsom internationale handelsselskaber og kanal- og mineselskaber. Strengheden skyldtes en forhistorie for spekulationsskandaler, og en usikker konceptuel grænse mellem spekulation og hasardspil. Aktieselskaber var desuden markant anderledes end partnerskabet, som på dette tidspunkt fortsat var den mest udbredte virksomhedsform. I et partnerskab hæftede partnerne til fulde – ”til deres sidste skilling og hektar”, som ordsproget gik – for selskabets gæld. Konkurs var dermed øjeblikkeligt en økonomisk og en personlig og moralsk katastrofe. I aktieselskaber, derimod, er ejerskab skilt fra kontrol, og ejerskab indebærer ikke på samme måde ansvar. Aktionærer og direktører kan miste deres penge, men ikke deres frihed.

Aktieselskaber var altså dybest set en form for risikospredning, der foranledigede en anonymisering af virksomhedernes menneskelige ’substans’. Allerede i midten af 1700-tallet kritiserede Adam Smith aktieselskaber for at anspore til illegitim omgang med andres penge, fordi bestyrelsesmedlemmers frihed og private formue ikke var på spil, og fordi de ikke var personligt bekendte med de mennesker, med hvis penge de handlede. Denne kritik mod aktieselskabets særlige form var også præsent i midten af 1800-tallet, og informerede flere revsende kritikker af den slags handel, det angiveligt ansporede til. Ifølge den politiske økonom J. R. McCulloch (1789-1864) forbrød aktieselskaber sig mod den ”guddommelige orden” i hvilken ”enhver mand til yderste mål er personligt ansvarlig for sine handlinger.” Aktieselskaber fristede ”selv det mest sobre individ […] til at søsætte desperate eventyr” fordi han kunne høste ”alle fordelene ved succes” uden at risikere ”tabets fiasko”. Fortalerne for den nye lovgivning anså den derimod for at være et nødvendigt skridt imod en fri markedsøkonomi, og anså ubegrænset hæftelse (’unlimited liability’) for at være ”intet andet end en grov forseelse og uret” stadfæstet af ”mænd uden viden om handel” for at sikre landejerne mod ”kombinerede kapitalisters succes.” (The Economist, 25. august 1855, 925).

Aktieselskaber var altså kontroversielle, fordi de fjernede den ansvarsbinding, der tidligere havde forbundet det private liv med det ’økonomiske’ – at dårlige forretninger blev straffet med konsekvenser for ens private liv, frihed og formue. Ideen om at selskabet, i kraft af at være stadfæstet som en juridisk autonom agent, kunne absorbere risiko og gæld på vegne af bestyrelse og aktieholdere, var en væsentlig omkalfatring af selskabsrettens logik. Den kriminelle lovgivning haltede bagefter, hvilket i flere tilfælde gjorde det uklart om bedrageriske direktører skulle straffes for lovbrud eller hyldes som industriens helte.

 

Et aktieselskabs autobiografi

Aktieselskabets omstrukturering af handelens, ansvarets og ejerskabets logik blev belyst i flere medier, men litteraturens billeder af de nye selskaber er særligt interessante fra et samtidigt perspektiv. I juli 1876 kunne læsere af Blackwood’s Magazine, et konservativt skotsk-engelsk månedsskrift, således fornøje – eller forarge – sig med en kuriøs anonym tekst med titlen: ”Autobiography of a Joint-Stock Company (Limited)”. Teksten var skrevet af forfatteren og parlamentsmedlemmet Laurence Oliphant (1829-1888), men fik altså lov at fremstå, som om den på mystisk vis var nedfældet af et aktieselskab med begrænset aktionærhæftelse (’limited liability’) – af en abstrakt, finansiel entitet, med andre ord. Dette var en paratekstuel fiktion, som magasinets læsere næppe misforstod for fakta, men tekstens struktur og ejendommelige fortælling afslører ikke desto mindre, at begrebet om aktieselskabers ’personlighed’, deres særlige juridiske autonomi, ikke nød den samme selvfølgelighed, som den gør i dag. Tværtimod er den Victorianske presse og skønlitteratur fyldt med historier, både fiktive og faktuelle og alt derimellem, om løbske spekulationer med aktieselskaber, bedrageriske bestyrelser, og menige investorer, der ruineres i skandaløse konkurser.

Selvom samtidige læsere af Oliphants tekst sandsynligvis ville have knyttet den til det berygtede finansieringsselskab, The Credit Foncier and Mobilier of England, som i løbet af 1860’erne gik konkurs i en stor bedragskandale, virker Oliphants selskab underligt uinteresseret i sin egne ”works”. Det anonyme selskab er mere interesseret i at berette om sine indre tumulter og moralske skrupler, og om sin ’fader’, en snu spekulant, sin bedrageriske bestyrelse, og sine kære aktionærer. Selskabet fortæller, meget passende, sin skandaløse livshistorie retrospektivt fra sit dødsleje i skifteretten, (”that bourne from which no company returns”), og berammer hele fortællingen som en undskyldning til sine aktionærer og en advarsel til den investerende offentlighed:

In a few days my brief and stormy career will finally close. I can calmly, and even thankfully, contemplate this premature extinction of an existence which has ruined reputations, shattered fortunes, and carried want and misery into hundreds of humble homes; for I am wearied and worn out with the effort it has caused me to achieve these deplorable results, and utterly disgusted with the advanced state of civilisation which has made me the victim of its immoral tendencies.

Selskabet er, i sin egen optik, både offer og skyldner. Som et limited liability-selskab absorberer det al sin egen gæld, men de menige aktieholdere mister ikke desto mindre de penge, de oprindeligt indskød i det – penge, som selskabet her anerkender at have været ansvarlig for, uden dog selv at have haft indflydelse på de beslutninger og transaktioner, der førte til konkursen. Selskabet er selvbevidst, introspektivt, og udstyret med et moralsk aktivt psykologisk indre, men det er frarøvet al selvstændig agens, og har ikke mulighed for at knytte tanke an til handling. Som aktieselskab er dets lod at absorbere ansvar og uddele profit på vegne af mennesker.

 

Aktieselskabets krop

Det mest iøjnefaldende ved Oliphants fortæller er dens krop. Selskabet selv er immaterielt, men det får en dynamisk fysisk udstrækning bestående af de stykker papir, på hvilke det til enhver tid er repræsenteret. Fra sin ”advantageous position” i bestyrelsesmedlemmernes brystlommer overhører det altså, og får adgang til, information, der ellers ikke var tiltænkt dagens lys. Fortællerens korporealitet er således determineret af aktieselskabets distributive logik, den decentrale og evindeligt knopskydende ejerskabsstruktur. Dets krop – og dets rolle som fortæller i en litterær tekst – er organiseret efter et princip om horisontal udbredelse, og denne decentralitet kontrasterer selskabets lineære psykologiske indre i en uopløselig spænding mellem netværk og sekvens, der understreger aktieselskabets paradoksale ontologi. Samtidig tillader det selskabets sensoriske netværk af papirstumper at penetrere og belyse skjulte hjørner af det økonomiske kredsløb, sådan som det viser sig i hviskende bemærkninger mellem bestyrelsesmedlemmer, eller i tankemonologer hos skruppelløse spekulanter – alle disse efterretninger rapporterer tilbage til det immaterielle cogito, der er selskabet selv. Selskabets korporealitet dramatiserer således markedets horisontale logik, er ikke begrænset af socioøkonomiske hierarkier, og medierer en fantasi om ultimativ social penetration. I sin afsluttende undskyldning kommenterer selskabet selv på sin unikke egnethed til at forestå disse afdækninger, og bruger den til metatekstuelt at konsolidere sin autoritet som vidne og autobiografist:

My melancholy history is now closed. If I have wearied you, my patient readers, and still more patient investors, my apology must be  that it would have been quite impossible for you ever to have obtained the valuable information which has been disclosed in this veracious history, excepting through the medium of an abstract being like myself.

Fortællingen om ’hvordan et aktieselskab ser ud indefra’ kan altså kun foregå på baggrund af den formelle sammenblanding af tingseventyr, autobiografi og vidnesbyrdfortælling, som Oliphants selskab rent genremæssigt er sammensat af. Kun på denne måde, synes det, kan man repræsentere præcist hvad der er problematisk ved det moderne aktieselskab. Resultatet er, at læseren – som er vandt til at læse om aktieselskaber i finansnyheder og i børsnoteringer – nu bliver tvunget til at tage stilling til, hvorvidt aktieselskabet ikke også i en vis forstand er et resultat, eller offer, for større systemiske kræfter. Dette kræver den litterære forms perspektivskifte: Hvad hvis aktieselskaber faktisk var personer? Nødvendigheden af litterær form italesætter aktieselskabets logik som medansvarlig for en fordækt produktion af syndebukke. Det er ikke Kapitalen, der er skyldig i denne udvanding af økonomisk sædelighed, ej heller en abstrakt forestilling om en ’verdensfjern’ finanssektor. Nej, Oliphant trækker selskabsloven og dens abstraktioner ned på et prosaisk niveau, et niveau som almindelige litteraturlæsere forstår, og giver simple eksempler på præcist hvilke moralske problemer, de afstedkommer. Eksempelvis fremhæver teksten et næsten komisk problem i begrebet om aktieselskabets ’personlighed’, fordi dette gør det vanskeligt at distribuere skyld og ansvar i konkurstilfælde: I stedet må selskabet selv skamme sig. I den forstand var litterære former, både i romanen og i mere perifere tekster som denne, vigtige medforhandlere i den offentlige debat om selskabsret og økonomi i det Victorianske England.

 

Finansielle fiktioner

Oliphants tekst er også et eksempel på, at den Victorianske ’imagination’ (ligesom vores gør det i dag) arbejdede hårdt med at forsøge at indlemme de komplekse nye finansielle enheder og institutioner i en meningsfuld inddæmningsfantasi, som vi i dag kalder ’den finansielle sektor’. Denne fantasis formål var dog ofte, som Oliphants tekst også understreger, at underminere sig selv som et af indbildningskraftens konstruktioner i mødet med noget, den ikke forstår. En allegori over corporate personhood bliver således til en tekstualitetsfabel og en parodi på skriftens, både den litterære, den monetære, og den finansielles, utroværdighed. Som aktieselskab er fortælleren immateriel og eksisterer kun som et aggregat af skrevne stadfæstelser af kredit, der til enhver tid kan antastes, og som er sårbare over for offentlighedens attituder til penge og marked. Det forhindrer dog ikke læserne af dens autobiografi i at sympatisere med den, uanset hvor meningsløst det er, og deri ligger pointen; at aktieselskaber måske netop bør betragtes som personer: individer, der skammer sig, når de gør noget, de ikke har lyst til, og som har brug for omsorg og omhu fra de mennesker, der skaber dem, for at blomstre.

Fremstillingen af aktieselskaber i teksten har altså et ’frankensteinsk’ præg.  En selvmodsigende litterær form anvendes til at mediere en tilsyneladende paradoksal og fornuftsstridig finansiel form. Et interessant spørgsmål er så, hvorfor vi ikke længere synes, at aktieselskaber er paradoksale eller uhyggelige. Det skyldes nok mest af alt en historisk naturaliseringsproces, og at moderne industri ville være utænkelig uden ’limited liability’, men blindheden for aktieselskabet og den finansielle kapitals fiktioner kunne måske godt snart trænge til et lignende mål litterær underliggørelse. Hvis jeg fik muligheden for det, ville jeg i hvert fald gerne sætte tid af til at læse om, hvad det dengang såkaldte Dong Energy syntes om at afgive knap 20% af sig selv til Goldman Sachs, eller, måske endnu mere, hvordan Lehman Brothers (selskabet, forstås) egentlig havde det om morgenen den 15. september 2008.

 

Jakob Gaardbo Nielsen er Ph.d.-studerende i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet.