Sociale rettigheder som eksklusionsmekanisme

Socialdemokrat og min­is­ter K.K Steincke

Sociale rettigheder skildres ofte som inklusionsmekanismer, men gennem tiden har de også været knyttet til tab af centrale politiske og civile rettigheder. Ph.d.-studerende Leonora Lottrup Rasmussen udfolder her, hvordan udviklingen af vor tids velfærdsydelser foregik i en balancegang mellem et socialistisk ideal om universel inklusion og en eksklusion af visse samfundsgrupper.


Steinckes socialreform

Social­re­for­men af 1933 er en af grund­stenene i opbygnin­gen af den seku­laris­erede velfærds­stat. Refor­men var pro­duk­tet af 13 års lange forhan­dlinger, både internt i Socialdemokrati­et og på Chris­tians­borg. Som en hyldest til dens hov­edark­itekt blev refor­men i folke­mu­nde kendt under navnet ’Steinck­es social­re­form’. K.K Steincke (1880 -1963), der på dette tid­spunkt var socialmin­is­ter, havde tilbage i 1920 udgivet tobindsvær­ket ”Fremti­dens Forsørgelsesvæsen”, der udgjorde det idémæs­sige grund­lag for social­re­for­men. At refor­men ans­es som cen­tral i opbygnin­gen af velfærdsstat­en skyldes, at selve kri­terierne for mod­tagelsen af sociale ydelser blev ændret, så det nu blev min­dre ydmy­gende og min­dre stig­ma­tis­erende at mod­tage offentlig hjælp.

Frem til 1933 var det reglen, frem­for und­tagelsen, at offentlig hjælp med­førte ret­tigheds­fort­abende kon­sekvenser. Disse kon­sekvenser inde­bar bl.a. at man mist­ede ret­ten til at stemme, ret­ten til frit at gifte sig og ret­ten til at råde over eget bo. Mod­tog man offentlig hjælp, blev man derved kat­e­goris­eret som en borg­er af anden rang. Til trods for at ret­ten til offentlig hjælp siden 1849 havde været en grundlovs­sikret ret, kunne denne ret ifølge Steincke ikke karak­teris­eres som en egentlig borg­er­ret: ”At have Ret til at bede om Hjælp, medens andre bestem­mer om Hjælpen skal ydes, dens Art, Stør­relse og Varighed, er netop en i juridisk For­stand værdiløs Ret.” Forsørgelsessys­temet hvilede nem­lig på, hvad Steincke kaldte for, ’almis­seprin­cip­pet’. Uddelin­gen af hjælp var baseret på myn­dighed­ernes skøn, dvs. at det var op til den enkelte kom­mune at bestemme hjælpens form og omfang ud fra en skøns­mæs­sig vur­der­ing af ansøgerens trang og værdighed. Her spillede en skel­nen mellem værdigt og ikke-værdigt træn­gende en vigtig rolle i bestem­melsen af hvilken form for hjælp, der blev tildelt. I kat­e­gorien som værdigt træn­gende hørte de, der uforskyldt var havnet i fat­tig­dom, i mod­sæt­ning til de ikke-værdigt træn­gende, hvis behov skyldes en indre moral­sk brist. Denne vur­der­ing af mod­tagerens værdighed fandt Steincke for fal­sk og viden­sk­a­belig uhold­bar. ’Almis­seprin­cip­pet’ var demor­alis­erende, ydmy­gende og umyn­dig­gørende; det knækkede mod­tagerens selvfølelse og skabte afhængighed. Sociale ydelser skulle nu i stedet baseres på objek­tive krav og fast­sat­te tak­ster. At få hjælp var noget man skulle kræve, ikke noget man skulle bede om:

Som Borg­er skal du ikke være stil­let over­for det offentlige som en Tig­ger, men saa vidt muligt som en Fri mand med Borg­er­ret­tighed­er og Borg­erpligter, opfylder du det sid­ste, faar du de første, og som den første Borg­erpligt kræver vi, at du forsørg­er dig selv og dine i den Udstrækn­ing, vi efter en almin­delig Betragt­ning af Sam­funds­forhold­ene maa kræve.

For Steincke skulle selvstændighed udgøre selve omdrejn­ingspunk­tet for mod­tagelsen af sociale ydelser, og der­for var det vigtigt, at stat­en tildelte hjælp, uden at gøre mod­tageren pas­siv og umyn­dig: ”Følelsen af at have en virke­lig Ret øger Indi­videts Selvfølelse, stiv­er ham af og giv­er ham Lyst og Evne til at staa paa egne Ben.”  I prak­sis betød dette, at det nu i højere grad blev und­tagelsen, frem for reglen, at hjælp fra det offentlige også med­førte et tab af ret­tighed­er. På den måde fun­gerede social­re­for­men som en inklu­sion­s­mekanisme, for den store gruppe af borg­ere i sam­fun­dets ned­er­ste lag, der tidligere havde været eksklud­eret fra demokrati­et, når de mod­tog hjælp. Hvorvidt refor­men virke­lig skal ses som et nybrud, eller i højere grad som en kod­i­fika­tion af den gældende lov­givn­ing, er siden blevet diskuteret inden for his­to­rieforsknin­gen. Der er dog ikke nogen tvivl om, at det var vigtigt for Steincke, der også besad et vist tal­ent for isce­nesæt­telse og selvpro­mover­ing, at refor­men sig­nalerede et klart brud med tidligere tiders ret­tighed­stildel­ing. Ifølge Steincke var det nye ’ret­sprin­cip’ sol­i­darisk og inklud­erende, og det stod i stærk kon­trast til for­tidens ’almis­seprin­cip’, der var par­tiku­lar­is­tisk og eksklud­erende:

Naar man kalder på Kon­gen i et Men­neske, kom­mer Kon­gen, naar man kalder paa Sjov­eren, kom­mer Sjov­eren. Det er min faste Over­be­vis­ning, at Ret­sprin­cip­pet kalder paa Kon­gen, selv hos ’Sjoverne’ og at et Sam­fund altid staar sig ved at behan­dle sine fat­tige efter ’kon­gelige’ prin­cip­per´.

I prak­sis var det dog ikke alle fat­tige, der skulle behan­dles efter kon­gelige prin­cip­per. Eksklud­eret fra det nye ret­tigheds­fæl­lesskab var nem­lig en min­dre gruppe af borg­ere. En gruppe som Steincke selv beteg­nede som ’sociale og biol­o­giske under­målere’.

De ekskluderede

Grup­pen af eksklud­erede talte arbe­jdssky, vagabon­der, alko­ho­likere, pros­tituerede, per­son­er ind­lagt på forsørgelsesanstal­ter, samt mænd, der havde forsømt deres pligt som forsørg­er. For denne gruppe af fordærvede borg­ere gjaldt andre spillere­gler end for resten af danskerne; de blev hen­vist til en speciel form for offentlig under­støt­telse, der, som et ele­ment af det gam­le ’almis­seprin­cip’, var baseret på skøn og ikke ret. For dem skulle hjælpen fort­sat inde­bær­er stig­ma­tis­er­ing og tab af civile og poli­tiske ret­tighed­er.

At denne brogede skar­er af med­borg­ere ikke skulle have lov til at kræve sociale ydelser på lige fod med andre skyldes, at de enten ikke var i stand til, eller sim­pelthen ikke ville, opfylde kravet om selvstændighed og myn­dighed og der­for blev de ikke anset som værdi­ge, poli­tiske sub­jek­ter. På dette punkt fun­gerede de nye sociale ret­tighed­er også som en eksklu­sion­s­mekanisme, der fratog en række men­nesker mulighe­den for at delt­age i det poli­tiske fæl­lesskab. Denne dynamik mellem sociale og poli­tiske ret­tighed­er kan føres tilbage til grundloven i 1849, hvor evnen til at forsørge sig selv blev fast­sat som et cen­tralt ele­ment i det poli­tiske med­borg­er­skab. I mod­sæt­ning til vor tids indi­vid­u­alis­erede ret­tighed­sop­fat­telse, definerede grundloven hus­standen som det grundlæggende ret­tighedssub­jekt. Som point­eret af his­torik­er Hen­rik Horst­bøll, udgjorde den Luther­sk-protes­tantiske myn­dighed, man­i­festeret i fam­i­liefaderen og hus­standsover­hoved, det senere afsæt for udvidelsen af den per­son­lige borg­erlige fri­hed i 1849. Hermed plac­erede grundloven et stort ans­var på fam­i­liefaderens skul­dre, og kunne man ikke leve op til dette krav om selv­forsørgelse, og måtte man der­for ty til hjælp fra det offentlige, så besad man ikke læn­gere den nød­vendi­ge myn­dighed, der gjorde en egnet til at delt­age i demokrati­et. Pas­sivt socialt med­borg­er­skab blev set som værende i oppo­si­tion til aktivt poli­tisk med­borg­er­skab. Hermed indgik det sociale og poli­tiske med­borg­er­skab stadig i en sam­men­sat og begrænset form for kom­pro­mis, der først for alvor blev afs­lut­tet da Dan­mark afskaffede de sid­ste ret­tigheds­fort­abende kon­sekvenser i 1961. Selvom mod­sæt­nings­forhold­et blev mod­i­fi­ceret bety­deligt med ’Steinck­es social­re­form’ står det klart, hvis man kig­ger nærmere på grup­pen af eksklud­erede, at tidligere tiders forståelse af ret­tighed­er og pligter også blev videre­ført i 1933:

Naar paagældende har vist en ans­varsløs og uso­cial optræ­den i sin Egen­skab som Forsørg­er af sin Fam­i­lie (…) kan han ikke gøre Krav paa sine Med­borg­eres Agtelse i et Sam­fund, der byg­ger paa Ægtesk­a­bet og Fam­i­lieliv­et, hvor Foræl­drenes Ans­vars­følelse over­for de Børn, de sæt­ter i Ver­den, er af den største Betyd­ning, og han bør da heller ikke øve Ind­fly­delse på Sam­fun­dets Styrelse.

At Steincke ikke anså mænd, der forsømte deres forsørg­erpligt som værdi­ge, poli­tiske sub­jek­ter skyldes, at også han sat­te lighed­stegn mellem pligter og ret­tighed­er inden for hus­standen og pligter og ret­tighed­er over for stat­en. For at kunne opfylde sin pligt som borg­er, skulle man, ifølge Steincke, være i stand til at opfylde sin pligt som fam­i­liefad­er. For Steincke stod evnen til at forsørge sig selv og sin fam­i­lie således som et cen­tralt ele­ment i borg­erens pligter. På den måde trak han den Luther­sk-protes­tantisk tra­di­tion for ret­tighed­stildel­ing med ind i opbygnin­gen af velfærdsstat­en.

Også med hen­syn til vur­derin­gen af værdighed videre­førte Steincke på visse punk­ter 1800-tal­lets ret­tighed­sop­tik. For selvom Steincke tog afs­tand fra skel­nen mellem værdig og ikke-værdig træn­gende, kan eksklud­erin­gen af arbe­jdssky, alko­ho­likere, vagabon­der og pros­tituerede til en vis grad tolkes som et udtryk for dette. Deres eksklud­er­ing skyldtes til dels, at de ikke lev­ede op til kravet om myn­dighed, men det fremgår også tydeligt i ”Fremti­dens Forsørgelsesvæsen”, at der også lå en moral­sk fordøm­melse af deres adfærd og årsagen til deres trang. F.eks. led pros­tituerede, ifølge Steincke, af en ’abnorm køns­drift’ og af ’Pynte- og Fornø­jelsessyge’, hvor­for deres elendighed blev set som et udtryk for en indre moral­sk brist. Her­til kom den gruppe men­nesker, der på forskel­lig vis udviste en uøns­ket adfærd:

Der tænkes paa Til­fælde, hvor en Mand, eller en Kvin­de, f.eks. har en halv Snes Børn uden­for Ægteskab med mange forskel­lige hen­holdsvis Mødre og Fædre, alt­saa hvor ved­k­om­mende hen­synsløst giv­er sig sine Drifter og Liden­sk­aber i Vold, og lad­er det offentlige overtage de økonomiske Byrder, en saadan Adfærd foran­ledi­ger.

Med hen­syn til disse per­son­er, hvis kval­i­fi­cerede ’Ans­varsløshed’ og ’Liden­sk­a­be­lighed’ Steincke anså som et ”Udslag af et sygeligt Anlægspræg”, var tabet af val­gret ikke tilstrække­ligt til at påvirke deres adfærd i en pos­i­tiv ret­ning, hvor­for Steincke argu­menterede for en aktiv ster­ilis­er­ingspoli­tik over­for netop denne gruppe af borg­ere. Herved skete ind­førelsen af de nye sociale ret­tighed­er, ikke kun på bekost­ning af poli­tiske ret­tighed­er, men også på bekost­ning af en cen­tral civ­il ret­tighed, nem­lig ret­ten til for­plant­ning.

Mellem socialpolitik og racehygiejne

Lige­som Steinck­es forslag vedrørende ind­førelsen af ret­sprin­cip­pet senere blev til poli­tisk virke­lighed, udmund­ede hans ønske om ind­førelse af eugeniske tilt­ag sig også i konkret lov­givn­ing. Fire år efter udgivelsen af ”Fremti­dens Forsørgelsesvæsen”, ned­sat­te Steincke, i kraft af sin nye still­ing som Justitsmin­is­ter, den såkaldte Ster­il­i­sa­tion­skom­mis­sion. Denne kom­mis­sion havde til opgave at under­søge, hvor­dan sociale foranstalt­ninger kunne benyttes over­for degen­er­a­tive per­son­er. Arbe­jdet i kom­mis­sio­nen førte til ved­tagelsen af Ster­il­i­sa­tion­sloven i 1929, der mulig­gjorde et ind­greb i for­plant­nin­gen af den gruppe af men­nesker, der blev anset for sam­fundsmæs­sig uøns­ket. Denne gruppe bestod af fysiske såv­el som men­talt hand­i­cappede samt sæde­ligheds­for­bry­dere, brand­s­tiftere, epilep­tikere og alko­ho­likere. Hermed blev Dan­mark det første land i Europa der ved­tog en egentlig ster­ilis­er­ingslov. Loven blev senere blev ful­gt op af to yderlig­gående ster­ilis­er­ingslove, der gjorde det muligt også at fore­tage tvangsster­il­i­sa­tion.

Som fremhævet af his­torik­er Jes Fabri­cius Møller anså Steincke ikke eugenikken som selve grund­laget for sam­fun­dets frem­tidi­ge indret­ning, men i stedet som et nyt­tigt værk­tøj, der kunne bøde for de neg­a­tive kon­sekvenser, som den øgede sociale sikker­hed uvægerligt måtte føre med sig. Pligten til at sørge for de svage i sam­fun­det stillede Steincke ikke spørgsmål­stegn ved, men han anså det sam­tidigt også for sam­fun­dets pligt at undgå, at deres antal steg ukon­trolleret — Som han selv skrev i Fremti­dens Forsørgelsesvæsen:Vi behan­dler ’Under­maaleren’ med al Omsigt og Kærlighed, men for­by­der ham blot til Gengæld at for­mere sig.” På den måde frem­stod eugenikken som en naturlig del af fremti­dens forsørgelsesvæsen:

Enhver, der lever, ethvert men­neske­ligt Væsen skal have Ret til den lykke­ligst mulige Tilværelse, og skal, om fornø­dent, beskyttes og ple­jes. Kun i een Henseende maa Sam­fun­det være paa sin Post: med Hen­syn til For­plant­nin­gen. Hvis et men­neske­ligt Væsen, der er belastet med arvelige Anlæg, nu engang er født, skal han have Ret til at leve og glæde sig ved Tilværelsen, saa vidt han kan og Hen­synet til hans Med­mennskers Velfærd tillad­er det, men een Ret skal han miste, een Mulighed skal berøves ham, nem­lig at over­føre sine Man­gler til Efterkom­merne og paa den Maade at fore­vige og mange­doble Ulykken.

Mens der i dag eksis­ter­er en udbredt enighed om, at mellemkrigsti­dens eugeniske befolkn­ingspoli­tik bør karak­teris­eres som et sort kapi­tel i Dan­mark­shis­to­rien, så har den his­to­riefaglige diskus­sion i udstrakt grad drejet sig om, hvorvidt lovene skal ses som et udtryk for egentlig social­is­tisk eugenik, der nød bred opbakn­ing i Socialdemokrati­et, eller som et udtryk for Steinck­es per­son­lige over­be­vis­ning. Ser man bort fra denne diskus­sion, og i stedet betragter den eugeniske befolkn­ingspoli­tik, som et led i opbyggelsen af velfærdsstat­en, afspe­jler den netop, hvor­dan ind­førelsen og udvidelse af sociale ret­tighed­er, skete ud fra en eksklud­er­ing af bestemte sam­funds­grup­per. På lige fod med alko­ho­likere, vagabon­der, pros­tituerede og arbe­jdssky, udgjorde disse men­nesker med­borg­er­sk­a­bets mar­gin, der teg­nede kon­tur­erne omkring den gode med­borg­er.

Medborgerskabets konformitet

Sam­let set udgjorde de eksklud­erede, både de der fik frataget ret­ten til for­plant­ning og de der fik frataget ret­ten til at stemme, mod­billedet til det nye pos­i­tive med­borg­er­skab: De var uselvstændi­ge, afhængige (både i konkret og over­ført betyd­ning), dovne, spon­tane, uforsyn­lige og man­glede selvbe­herskelse. Deres eksklud­er­ing fun­gerede kon­stituerende for deres med­borg­erlige mod­stykke, dvs. den gode med­borg­er, der var i besid­delse af de egen­sk­aber, som deres mod­stykke man­glede; de var ans­varlige, stræb­somme, myn­di­ge og selvstændi­ge. Disse gode med­borg­ere havde ret til at kræve hjælp fra stat­en, uden at dette skulle ses som noget vanærende eller på bekost­ning af krop­slige ind­greb. På den måde kon­stituere­des udvidelsen og udformnin­gen af det sociale med­borg­er­skab sig ved på én og samme tid at skabe en iden­titet og et mod­billede. Der lå således i Steinck­es forståelse af med­borg­er­skab en kon­for­mitet, der sat­te skarpe skel mellem den gode og den dårlige borg­er. Den gode med­borg­er eksis­terede i kraft af posi­tioner­in­gen mod de, der ikke blev anset for at være i besid­delse af de samme dyder, og der­for ikke havde ret til at indgå i med­borg­er­sk­a­bets fæl­lesskab. Over­gan­gen fra et ver­tikalt ’almis­seprin­cip’ til et horison­talt ’ret­sprin­cip’ som social­re­for­men i 1933 ofte ses som et udtryk for, inde­bar derved ikke et egentlig opgør med 1800-tal­lets par­tiku­lar­is­tiske ret­tighed­stildel­ing, men i højere grad en mod­i­fi­cer­ing, og for en min­dre gruppe også en radikalis­er­ing, af denne par­tiku­lar­isme. Herved skete udvidelsen af det sociale med­borg­er­skab i 1933 ikke kun på bekost­ning, men også i kraft af en eksklud­er­ing af den dårlige med­borg­er. Som så fint for­muleret af his­torik­er Søren Kol­strup, gik frem­skridtet for de mange i 1933, hånd i hånd med et standsmæs­sigt tilbageskridt for de få. Det er denne sym­biose mellem inklu­sion og eksklu­sion, som gen­nem tiden har været uløseligt for­bun­det med sociale ret­tighed­er, der måske stadig i dag sæt­ter sit spor i vores inte­gra­tions- og udlændinge­poli­tik, der også drejer sig om, hvem der er værdig til at mod­tage velfærdsy­delser og dermed være en del af forsørgelses­fæl­lessk­a­bet.

Leono­ra Lot­trup Ras­mussen er Ph.d.-studerende på his­to­rie ved Aarhus uni­ver­sitet.