En kunstig person: aktieselskabets litteraturhistorie

Lau­rence Oliphant (1829−1888)


Det brød med handelens ”guddommelige orden”, da det engelske Parlament i 1844 gjorde aktieselskabet tilgængeligt som en almen selskabsmodel. Aktieselskabers juridiske autonomi som ’kunstige personer’, var et kontroversielt emne, og gav anledning til debat i hele det nittende århundrede. Her var litteraturen en af de vigtigste stemmer. I denne artikel udfolder Jakob Gaardbo Nielsen aktieselskabets litteraturhistorie.


Hvad ville Face­book, Apple, Google, eller, for den sags skyld, Mærsk eller Dan­ish Crown fortælle om sig selv, hvis de var i stand til at skrive en auto­bi­ografi? Hvis en virk­somhed kunne tænke, eval­uere, dømme og skrive, hvilken his­to­rie om sig selv ville den da fortælle? Hvilke lyssky transak­tion­er kunne den berette om, og hvor­dan ville den som et tænk­ende, selvbe­v­idst indi­vid beskrive sig selv? Hvor­dan ville den beskrive sin fød­sel, barn­dom og, på læn­gere sigt, sin død? Dette kunne meget vel være meningsløse spørgsmål: Nok er teknologigi­gan­terne ligeså stille ved at nærme sig en slags kvasi-selvbe­v­id­s­thed, mest tydeligt leg­em­lig­gjort af deres AI-klien­ter, men som virk­somhed­er for­bliv­er de ikke desto min­dre instru­menter for men­nesker med hen­blik på at skabe vær­di, vækst og prof­it. Men hvad består dette instru­ment egentlig af: bestyrelsen? Aktiehold­erne? Den karis­ma­tiske direk­tør? Mod­erne aktiesel­sk­aber har en sære­gen form. Rent juridisk er et aktiesel­skab i sig selv en ’per­son’, lige­som ethvert andet poli­tisk sub­jekt. Sel­sk­aber kan sagsøge hinan­den, hæfte for deres egen gæld, og eje deres egne aktiv­er. Deres navn har juridisk og ret­slig sub­stans. Sam­tidig består aktiesel­sk­aber af en større eller min­dre sam­ling men­nesker, der har ind­fly­delse på deres aktiviteter, og som jævn­ligt mod­tager et afkast målt på deres ind­skud i det. Forde­len ved aktiesel­sk­a­bet er, at det som en ”kun­stig per­son” skærmer bestyrelsen og aktionær­erne fra tab i konkurssager, for­di det selv hæfter for sine pas­siv­er.

Den korporative personlighed

Denne tvety­di­ge ontolo­gi, split­tet mellem men­neske­lig ejer­skab og imma­teriel, juridisk autono­mi, er hverken kon­tro­ver­siel eller særligt iøjne­faldende i mod­erne sel­sk­ab­sret, men tidligere var ideen om kor­po­ra­tiv per­son­lighed (’cor­po­rate per­son­hood’) et omstridt kon­cept. Aktiesel­sk­a­bet var i midten og sid­ste halvdel af det nit­tende århun­drede omdrejn­ingspunkt for en ophedet debat om sel­sk­ab­sret, økonomisk ans­var og sæde­lighed og finan­siel kap­i­tal mere generelt. Debat­ten fandt sted i flere medi­er, men antog særligt inter­es­sante kon­tur­er i det lit­terære felt. I det føl­gende er den his­toriske kon­tekst engel­sk, men andre nation­er har i forskel­lige peri­oder haft lig­nende debat­ter med tilsvarende lit­terære facetter.

I 1844 dereg­ulerede det engelske par­la­ment sel­sk­ab­sret­ten, og det blev herefter grad­vist muligt for almin­delige borg­ere, imod en beske­den forud­be­tal­ing af kap­i­talpul­jen, at stifte aktiesel­sk­aber. I 1855–56 og 1862 blev priv­i­legierne ved inko­r­porering og begrænset hæf­telse (’lim­it­ed lia­bil­i­ty’) udbredt til næsten alle virk­somhed­styper. Dette var en drastisk lem­pelse af sel­sk­ab­slov­givnin­gen. Indtil 1840’erne var inko­r­po­ra­tion kun muligt ved par­la­men­tarisk særlov eller kon­geligt priv­i­legium, og blev kun bevil­get til store offentlige fore­ta­gen­der såsom inter­na­tionale han­dels­sel­sk­aber og kanal- og mine­sel­sk­aber. Strenghe­den skyldtes en forhis­to­rie for speku­la­tion­sskan­daler, og en usikker kon­ceptuel grænse mellem speku­la­tion og hasard­spil. Aktiesel­sk­aber var desu­den markant anderledes end part­ner­sk­a­bet, som på dette tid­spunkt fort­sat var den mest udbredte virk­somheds­form. I et part­ner­skab hæft­ede part­nerne til fulde – ”til deres sid­ste skilling og hek­tar”, som ord­sprog­et gik – for sel­sk­a­bets gæld. Konkurs var dermed øje­b­likke­ligt en økonomisk og en per­son­lig og moral­sk katas­trofe. I aktiesel­sk­aber, der­i­mod, er ejer­skab skilt fra kon­trol, og ejer­skab inde­bær­er ikke på samme måde ans­var. Aktionær­er og direk­tør­er kan miste deres penge, men ikke deres fri­hed.

Aktiesel­sk­aber var alt­så dybest set en form for risikospred­ning, der foran­ledi­gede en anonymis­er­ing af virk­somhed­ernes men­neske­lige ’sub­stans’. Allerede i midten af 1700-tal­let kri­tis­erede Adam Smith aktiesel­sk­aber for at ans­pore til ille­git­im omgang med andres penge, for­di bestyrelsesmedlem­mers fri­hed og pri­vate for­mue ikke var på spil, og for­di de ikke var per­son­ligt bek­endte med de men­nesker, med hvis penge de han­dlede. Denne kri­tik mod aktiesel­sk­a­bets særlige form var også præsent i midten af 1800-tal­let, og informerede flere revsende kri­tikker af den slags han­del, det angiveligt ans­porede til. Ifølge den poli­tiske økonom J. R. McCul­loch (1789−1864) for­brød aktiesel­sk­aber sig mod den ”gud­dom­melige orden” i hvilken ”enhver mand til yder­ste mål er per­son­ligt ans­varlig for sine han­dlinger.” Aktiesel­sk­aber frist­ede ”selv det mest sobre indi­vid […] til at søsætte des­per­ate even­tyr” for­di han kunne høste ”alle forde­lene ved suc­ces” uden at risikere ”tabets fiasko”. For­t­alerne for den nye lov­givn­ing anså den der­i­mod for at være et nød­vendigt skridt imod en fri marked­søkono­mi, og anså ube­grænset hæf­telse (’unlim­it­ed lia­bil­i­ty’) for at være ”intet andet end en grov forseelse og uret” stad­fæstet af ”mænd uden viden om han­del” for at sikre lan­de­jerne mod ”kom­binerede kap­i­tal­is­ters suc­ces.” (The Econ­o­mist, 25. august 1855, 925).

Aktiesel­sk­aber var alt­så kon­tro­ver­sielle, for­di de fjernede den ans­vars­bind­ing, der tidligere havde for­bun­det det pri­vate liv med det ’økonomiske’ – at dårlige for­ret­ninger blev straf­fet med kon­sekvenser for ens pri­vate liv, fri­hed og for­mue. Ideen om at sel­sk­a­bet, i kraft af at være stad­fæstet som en juridisk autonom agent, kunne absorbere risiko og gæld på veg­ne af bestyrelse og aktieholdere, var en væsentlig omkalfa­tring af sel­sk­ab­sret­tens logik. Den krim­inelle lov­givn­ing halt­ede bagefter, hvilket i flere til­fælde gjorde det uklart om bedrageriske direk­tør­er skulle straffes for lovbrud eller hyldes som indus­triens helte.

Et aktieselskabs autobiografi

Aktiesel­sk­a­bets omstruk­turering af han­de­lens, ans­varets og ejer­sk­a­bets logik blev belyst i flere medi­er, men lit­ter­a­turens billed­er af de nye sel­sk­aber er særligt inter­es­sante fra et sam­tidigt per­spek­tiv. I juli 1876 kunne læsere af Blackwood’s Mag­a­zine, et kon­ser­v­a­tivt skot­sk-engel­sk månedsskrift, således fornø­je – eller forarge – sig med en kuriøs anonym tekst med titlen: ”Auto­bi­og­ra­phy of a Joint-Stock Com­pa­ny (Lim­it­ed)”. Tek­sten var skrevet af for­fat­teren og par­la­mentsmedlem­met Lau­rence Oliphant (1829−1888), men fik alt­så lov at frem­stå, som om den på mys­tisk vis var ned­fældet af et aktiesel­skab med begrænset aktionærhæf­telse (’lim­it­ed lia­bil­i­ty’) – af en abstrakt, finan­siel entitet, med andre ord. Dette var en paratek­stuel fik­tion, som mag­a­sinets læsere næppe mis­forstod for fak­ta, men tek­stens struk­tur og ejen­dom­melige fortælling afs­lør­er ikke desto min­dre, at begre­bet om aktiesel­sk­abers ’per­son­lighed’, deres særlige juridiske autono­mi, ikke nød den samme selvføl­ge­lighed, som den gør i dag. Tvær­ti­mod er den Vic­to­ri­anske presse og skøn­lit­ter­atur fyldt med his­to­ri­er, både fik­tive og fak­tuelle og alt der­imellem, om løb­ske speku­la­tion­er med aktiesel­sk­aber, bedrageriske bestyrelser, og menige inve­stor­er, der ruineres i skan­daløse konkurs­er.

Selvom sam­tidi­ge læsere af Oliphants tekst sandsyn­ligvis ville have knyt­tet den til det berygt­ede finan­sier­ings­sel­skab, The Cred­it Fonci­er and Mobili­er of Eng­land, som i løbet af 1860’erne gik konkurs i en stor bedragskan­dale, virk­er Oliphants sel­skab under­ligt uin­ter­esseret i sin egne ”works”. Det anonyme sel­skab er mere inter­esseret i at berette om sine indre tumul­ter og moralske skru­pler, og om sin ’fad­er’, en snu speku­lant, sin bedrageriske bestyrelse, og sine kære aktionær­er. Sel­sk­a­bet fortæller, meget passende, sin skan­daløse livshis­to­rie ret­ro­spek­tivt fra sit død­sle­je i skifteretten, (”that bourne from which no com­pa­ny returns”), og beram­mer hele fortællin­gen som en und­skyld­ning til sine aktionær­er og en advarsel til den investerende offent­lighed:

In a few days my brief and stormy career will final­ly close. I can calm­ly, and even thank­ful­ly, con­tem­plate this pre­ma­ture extinc­tion of an exis­tence which has ruined rep­u­ta­tions, shat­tered for­tunes, and car­ried want and mis­ery into hun­dreds of hum­ble homes; for I am wea­ried and worn out with the effort it has caused me to achieve these deplorable results, and utter­ly dis­gust­ed with the advanced state of civil­i­sa­tion which has made me the vic­tim of its immoral ten­den­cies.

Sel­sk­a­bet er, i sin egen optik, både offer og skyld­ner. Som et lim­it­ed lia­bil­i­ty-sel­skab absorber­er det al sin egen gæld, men de menige aktieholdere mis­ter ikke desto min­dre de penge, de oprindeligt ind­skød i det – penge, som sel­sk­a­bet her anerk­ender at have været ans­varlig for, uden dog selv at have haft ind­fly­delse på de beslut­ninger og transak­tion­er, der førte til konkursen. Sel­sk­a­bet er selvbe­v­idst, intro­spek­tivt, og udstyret med et moral­sk aktivt psykol­o­gisk indre, men det er frarøvet al selvstændig agens, og har ikke mulighed for at knytte tanke an til han­dling. Som aktiesel­skab er dets lod at absorbere ans­var og uddele prof­it på veg­ne af men­nesker.

Aktieselskabets krop

Det mest iøjne­faldende ved Oliphants fortæller er dens krop. Sel­sk­a­bet selv er imma­terielt, men det får en dynamisk fysisk udstrækn­ing bestående af de stykker papir, på hvilke det til enhver tid er repræsen­teret. Fra sin ”advan­ta­geous posi­tion” i bestyrelsesmedlem­mernes bryst­lom­mer over­hør­er det alt­så, og får adgang til, infor­ma­tion, der ellers ikke var tiltænkt dagens lys. Fortællerens kor­po­re­alitet er således deter­mineret af aktiesel­sk­a­bets dis­trib­u­tive logik, den decen­trale og evin­deligt knop­sky­dende ejer­sk­ab­sstruk­tur. Dets krop – og dets rolle som fortæller i en lit­terær tekst – er organ­is­eret efter et prin­cip om horison­tal udbre­delse, og denne decen­tralitet kon­traster­er sel­sk­a­bets lineære psykol­o­giske indre i en uopløselig spænd­ing mellem netværk og sekvens, der under­streger aktiesel­sk­a­bets paradok­sale ontolo­gi. Sam­tidig tillad­er det sel­sk­a­bets sen­soriske netværk af papirs­tumper at pen­e­trere og bel­yse skjulte hjørn­er af det økonomiske kred­sløb, sådan som det vis­er sig i hvisk­ende bemærkninger mellem bestyrelsesmedlem­mer, eller i tanke­monologer hos skrup­pel­løse speku­lanter – alle disse efter­ret­ninger rap­porter­er tilbage til det imma­terielle cog­i­to, der er sel­sk­a­bet selv. Sel­sk­a­bets kor­po­re­alitet drama­tis­er­er således markedets horison­tale logik, er ikke begrænset af socioøkonomiske hier­arki­er, og medier­er en fan­tasi om ulti­ma­tiv social pen­e­tra­tion. I sin afs­lut­tende und­skyld­ning kom­menter­er sel­sk­a­bet selv på sin unikke egnethed til at forestå disse afdækninger, og bruger den til metatek­stuelt at kon­solid­ere sin autoritet som vidne og auto­bi­ografist:

My melan­choly his­to­ry is now closed. If I have wea­ried you, my patient read­ers, and still more patient investors, my apol­o­gy must be  that it would have been quite impos­si­ble for you ever to have obtained the valu­able infor­ma­tion which has been dis­closed in this vera­cious his­to­ry, except­ing through the medi­um of an abstract being like myself.

Fortællin­gen om ’hvor­dan et aktiesel­skab ser ud inde­fra’ kan alt­så kun foregå på bag­grund af den formelle sam­men­bland­ing af ting­sev­en­tyr, auto­bi­ografi og vid­nes­byrd­fortælling, som Oliphants sel­skab rent gen­remæs­sigt er sam­men­sat af. Kun på denne måde, synes det, kan man repræsen­tere præ­cist hvad der er prob­lema­tisk ved det mod­erne aktiesel­skab. Resul­tatet er, at læseren – som er vandt til at læse om aktiesel­sk­aber i finansny­hed­er og i børsno­teringer – nu bliv­er tvunget til at tage still­ing til, hvorvidt aktiesel­sk­a­bet ikke også i en vis for­stand er et resul­tat, eller offer, for større sys­temiske kræfter. Dette kræver den lit­terære forms per­spek­tivskifte: Hvad hvis aktiesel­sk­aber fak­tisk var per­son­er? Nød­vendighe­den af lit­terær form italesæt­ter aktiesel­sk­a­bets logik som medans­varlig for en fordækt pro­duk­tion af syn­de­bukke. Det er ikke Kap­i­tal­en, der er skyldig i denne udvand­ing af økonomisk sæde­lighed, ej heller en abstrakt forestill­ing om en ’ver­dens­f­jern’ finanssek­tor. Nej, Oliphant trækker sel­sk­ab­sloven og dens abstrak­tion­er ned på et pro­saisk niveau, et niveau som almin­delige lit­ter­aturlæsere forstår, og giv­er sim­ple eksem­pler på præ­cist hvilke moralske prob­le­mer, de afst­ed­kom­mer. Eksem­pelvis fremhæver tek­sten et næsten komisk prob­lem i begre­bet om aktiesel­sk­a­bets ’per­son­lighed’, for­di dette gør det vanske­ligt at dis­tribuere skyld og ans­var i konkurstil­fælde: I stedet må sel­sk­a­bet selv skamme sig. I den for­stand var lit­terære for­mer, både i roma­nen og i mere per­ifere tek­ster som denne, vigtige med­forhan­dlere i den offentlige debat om sel­sk­ab­sret og økono­mi i det Vic­to­ri­anske Eng­land.

Finansielle fiktioner

Oliphants tekst er også et eksem­pel på, at den Vic­to­ri­anske ’imag­i­na­tion’ (lige­som vores gør det i dag) arbe­jd­ede hårdt med at forsøge at indlemme de kom­plekse nye finan­sielle enhed­er og insti­tu­tion­er i en menings­fuld ind­dæmn­ings­fan­tasi, som vi i dag kalder ’den finan­sielle sek­tor’. Denne fan­ta­sis for­mål var dog ofte, som Oliphants tekst også under­streger, at under­minere sig selv som et af ind­bild­ningskraftens kon­struk­tion­er i mødet med noget, den ikke forstår. En alle­gori over cor­po­rate per­son­hood bliv­er således til en tek­stu­alitets­fa­bel og en par­o­di på skriftens, både den lit­terære, den mon­etære, og den finan­sielles, utro­værdighed. Som aktiesel­skab er fortælleren imma­teriel og eksis­ter­er kun som et aggre­gat af skrevne stad­fæs­telser af kred­it, der til enhver tid kan antastes, og som er sår­bare over for offent­lighe­dens atti­tud­er til penge og marked. Det forhin­dr­er dog ikke læserne af dens auto­bi­ografi i at sym­pa­tis­ere med den, uanset hvor meningsløst det er, og deri lig­ger pointen; at aktiesel­sk­aber måske netop bør betragtes som per­son­er: indi­vider, der skam­mer sig, når de gør noget, de ikke har lyst til, og som har brug for omsorg og omhu fra de men­nesker, der skaber dem, for at blom­stre.

Frem­still­in­gen af aktiesel­sk­aber i tek­sten har alt­så et ’franken­stein­sk’ præg.  En selv­mod­si­gende lit­terær form anven­des til at mediere en tilsyneladende paradok­sal og for­nuftsstridig finan­siel form. Et inter­es­sant spørgsmål er så, hvor­for vi ikke læn­gere synes, at aktiesel­sk­aber er paradok­sale eller uhyggelige. Det skyldes nok mest af alt en his­torisk nat­u­ralis­er­ing­spro­ces, og at mod­erne indus­tri ville være utænke­lig uden ’lim­it­ed lia­bil­i­ty’, men blind­he­den for aktiesel­sk­a­bet og den finan­sielle kap­i­tals fik­tion­er kunne måske godt snart trænge til et lig­nende mål lit­terær under­lig­gørelse. Hvis jeg fik mulighe­den for det, ville jeg i hvert fald gerne sætte tid af til at læse om, hvad det den­gang såkaldte Dong Ener­gy syntes om at afgive knap 20% af sig selv til Gold­man Sachs, eller, måske end­nu mere, hvor­dan Lehman Broth­ers (sel­sk­a­bet, forstås) egentlig havde det om mor­ge­nen den 15. sep­tem­ber 2008.

Jakob Gaard­bo Nielsen er Ph.d.-studerende i lit­ter­aturhis­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen