Jonathan Swifts latter. En meget kort introduktion til Jonathan Swift

Foto: Pub­lic domain

Den danske oversætter Hans-Jørgen Birkmose giver her en meget kort introduktion til Jonathan Swifts liv og satiriske univers. Det er et univers spændt ud mellem idealer og virkelig, hvor vi både ler af og med hovedpersonerne i al deres fortvivlelse.


Når Gul­liv­er under sine leg­en­dariske rejs­er rid­er ranke på en kvin­des brystvorte, når han må se i øjnene, at folk vil hen­rette ham, for­di han har gjort dem en tjen­este, når han bliv­er vidne til, at viden­sk­aben puster hunde op, og når han ender med at afsky men­nesker og kun lige akku­rat hold­er konen ud, hvis hun tier stille og bliv­er på sin plads for den anden ende af lang­bor­det, så er det ikke kun komiske højdepunk­ter i denne livs­forelskede mands rejse mod skuf­felsen. Det er også poet­iske runer over en kærlighed til men­nesker, der er så stærk, at den i grun­den fort­jente et bedre mål for sine håb.

Og så er det jo godt, vi har hans far Jonathan Swifts lat­ter at lune os ved.

Idealer og virkelighed

Den komiske lit­ter­atur oplevede en gul­dalder i bryd­ningsårhun­dred­erne mellem den antikke ver­dens idéer og den nye viden­sk­abs kends­gerninger. Skal vi være inter­nethur­tige, skete der det, at den ratio­nal­isme, de kloge forestillede sig, for fremti­den skulle sikre det kølige overb­lik, naturligvis omgående blev for­tolket som for­nuftens lov om at sikre sig selv mest muligt af de knap så kloge, men til gengæld mere kløgtige.

Det kan man ikke klan­dre de kløgtige for, og man forstår vel også, at de kloge, der kun kunne forsvare sine idéer med end­nu flere ord, herefter for­trak til matem­atikkens abstrak­tion­er. Men resul­tatet af det nye svælg, som hermed opstod mellem ide­al­er og virke­lighed, var på den ene side et his­torisk lang­varigt, europæisk blod­bad og på den anden en kongerække af store for­fat­tere, som sat­te sig til gåse­f­jeren og i lit­ter­a­turen fandt den kilde, både kloge og kløgtige kunne drikke af.

Cer­vantes, Grim­melshausen og Voltaire sendte de høje ide­al­er – i skikkelse af hen­holdsvis Don Qui­jote, Sim­pli­cius Sim­pli­cis­simus og Can­dide – ud for at begå sig i en ver­den, der udelukkende forholdt sig til mål, vægt og gang­bar mønts umid­del­bare goder. Med for­be­hold for roman­ernes forskelle i stil og tem­pera­ment antyd­ede disse udødelige roman­heltes iden­tiske dan­nelses­for­løb – fra uskyld via dra­belige sam­men­stød med virke­lighe­den til dyb desil­lu­sion – at for­fat­terne enstem­migt var nået til samme kon­klu­sion: Ver­den med dens for­nuft­splagede, poli­tiske og religiøse tosserier var ikke et sted for ide­al­er at være.

Jonathan Swifts Gul­liv­er er ude på samme tur – næsten. Han drager lige­som oven­nævnte helte tillids­fuldt nys­ger­rig af sted, men han er ingen uskyldighed, og ide­al­erne, han ender med at brænde så stærkt for, har han ikke med hjem­me­fra – dem sam­ler han op under­ve­js. Trods denne lille vari­a­tion, der ikke er så lille end­da, kom­mer britiske Gul­liv­er til samme slut­ning som sine kol­le­gaer på kon­ti­nen­tet: Men­neskene lever langt fra op til hans for­vent­ninger. Men – og det er så for­fat­ternes pointe – bare for­di ide­al­erne kom til kort over for virke­lighe­den, kunne de jo være gode nok i sig selv.

Det er værd at have liggende i baghovedet, mens man sid­der og mor­er sig over Gul­liv­ers støt tilt­a­gende mis­fornø­jelse med men­neskene; for det kan godt være, at Gul­liv­er bliv­er mis­antrop hen ad vejen, men Jonathan Swift var det ikke: Alt imens han lit­terært lod Gul­liv­er gøre det prin­cip­ielt eneste rigtige og sætte sig ud i stalden til sine krikker, fandt han selv sam­men med Cer­vantes, Grim­melshausen og Voltaire grund til trods alt at engagere sig i den ver­den, han nu engang havde det uheld at befinde sig i.

Swifts liv

Swifts lev­eår (1667−1745) faldt sam­men med den over­gangspe­ri­ode, hvor Eng­land efter hen ved hal­van­det hun­drede års religiøst begrund­ede hen­ret­telser, konge­mord og rev­o­lu­tion­er beg­y­n­dte at give de løbende kon­flik­ter min­dre vold­som form med to poli­tiske parti­er (whig­ger og tory­er), tre religiøse grup­peringer (den anglikanske kirke, dis­si­den­ter inden for den anglikanske kirke og kato­likker) og en monark på top­pen af det hele.

På det per­son­lige plan døde hans far, mens moren var gravid, og hun over­lod der­for hur­tigst muligt Jonathan til kost og logi hos fam­i­lien. Det var en snes år, før John Locke beskrev bev­id­s­the­den som en tab­u­la rasa, men Swifts barn­dom illus­tr­erer nu Lock­es tanke meget godt; for de impulser, han havde behov for ud over kost og logi, måtte han selv dække, og det prægede ham.

Ver­den omkring ham og bøgerne i ple­je­fam­i­liens bib­liotek blev i den for­stand hans foræl­dre. Det er i psykolo­giens semi­fik­tive ver­den en lige så god fork­lar­ing som alle andre på hans arrigt kærlige forhold til begge dele – og på, at han som vok­sen aldrig fandt plads til andre og mere kon­ven­tionelle følelses­mæs­sige forbindelser. Han gift­ede sig ikke, og sine to livs­lange venin­der Ester og Hes­ter holdt han både tæt på og langt væk ved at kalde dem Stel­la og Vanes­sa og bade dem i ord.

Til gengæld kast­ede han sig ivrigt ud i de kon­flik­ter, tiden var så rig på. Frak­tion­er betød ikke en døjt for ham. Han nåede både at være whig og blive tory, og selv om han var anglikan­er hele livet, skulle kirken ikke uden videre reg­ne med hans blinde loy­alitet, for følte han sig tvunget til at vælge, sat­te han altid de men­neske­lige hen­syn over det reli­gion­spoli­tiske per­spek­tiv.

Han røbe­de med andre ord mere samvit­tighed end tak­tisk sans, og sådan noget koster i et fløjdelt land. Han lagde sig efter­hån­den ud med alt og alle og måtte tilbringe de sid­ste tre­dive år af sit liv i en kar­ri­eremæs­sig blindgyde som dean (ledende præst) ved St. Patrick’s Cathe­dral i Dublin. Her fandt han nyt stof til sit engage­ment, for Irland lev­ede også den­gang op til W.B. Yeats’ svir­pende karak­ter­is­tik af øen (’mass­er af had/småt med plads’), og Swift val­gte – som sæd­van­lig uden prak­tisk fornem­melse for sit eget bed­ste – de fat­tige ireres side.

Det var i den forbindelse, han blandt andet opfandt en økonom, der fores­log at sælge de fat­tiges mange børn som delikatess­er til de riges bord og nøje bereg­nede de tal­rige fordele ved dette colum­busæg, som ikke bare skaffede de fat­tige af med deres belas­tende unger, men lod dem tjene en ærlig skilling, gav den kuli­nariske ver­den mulighed for at afprøve nye og inspir­erende føde­var­er og skænkede de rige end­nu en chance for at tage socialt ans­var.

Forslaget vandt ikke den store tilslut­ning, men er et fortræf­fe­ligt eksem­pel på hans satire, der med sin lige­fremme stil var nærværende nok til at nå ud, hvor hverken de kloge eller de kløgtige (af hver deres årsager) nogensinde kunne finde på at sætte deres ben – blandt almin­delige men­nesker.

Swifts litteratur

I mod­sæt­ning til hos Cer­vantes, Grim­melshausen og Voltaire er Swifts hov­ed­per­son­er ikke ide­ale typer, der tørn­er sam­men med virke­lighe­den, men der­i­mod vidende og erfarne jeger. Swift afsøger dermed ikke ide­al­er og virke­ligheds forhold til hinan­den, men indi­videts forhold til omver­de­nens repræsen­tan­ter for idéer og virke­lighed. Den forskyd­ning gør ikke Swifts idé- og sam­fund­skri­tik min­dre prin­cip­iel, men jegerne bliv­er til gengæld mere psykol­o­gisk tro­værdi­ge – og fokuser­er man midt i al fan­tastikken på dem, aner man måske pointen, den generelt pok­er­fjæsede præst helst så læseren nå frem til.

I det tidlige hov­ed­værk A Tale of a Tub fortæller jeget en his­to­rie om tre brø­dre (læs, de tre kirke­lige flø­je i Eng­land), der har meget svært ved at forliges med den arv (kris­ten­dom­men), deres far (Gud) har efter­ladt dem, og som der­for for­tolk­er de tes­ta­men­tariske betingelser (Bibe­len), så det kan få enhver sagfør­er med respekt for sig selv til at rødme af mis­un­delse.

Det konkrete mål med satiren er således til at gen­nem­skue; men jeget (der kalder sig selv et mod­erne men­neske) kaster sig også, nu det er i gang, ud i en 360º fægtekamp med alver­dens andre speku­la­tion­er – det oprindelige tema drukn­er fak­tisk i så usam­men­hæn­gende digres­sion­er, at nogen har ment, der måtte være flere jeger på spil i tek­sten, mens andre – for eksem­pel under­teg­nede – ingen prob­le­mer har med at se dette mod­erne jeg som en hjem­løst svær­mende forvir­ring på jagt efter et hold­epunkt. Det havde været tragisk, hvis Swift bare demon­stra­tivt lod det kon­fuse men­neskes tanker frag­mentere (bogstaveligt talt!) for øjnene af os; men det bliv­er urkomisk men­neske­ligt, for­di han uafladeligt beton­er jegets ukuelige opti­misme og ube­grund­ede selvtil­lid.

Lemuel Gul­liv­er kan med den læs­ning ses som den ældre Swifts mod­stykke til ung­domsvær­kets hek­tiske jeg, for den lige så rastløse Gul­liv­er find­er jo et hold­epunkt. Igen er idé- og sam­fundssatiren til at få øje på: De kløgtige bøjer prin­cip­perne efter deres forhån­den­værende behov, og da Gul­liv­er på sin tred­je rejse kom­mer til et sted, hvor de kloges idéer fak­tisk er blevet virke­lig­gjort, kan han kon­statere, at de er endt, ikke bare i skin­barlig dumhed, men i den mod­by­delig­ste ond­skab.

Det får ham til at forkaste men­neskene fysisk og moral­sk og finde sine værdier andet­st­eds. Swift nær­er dyb sym­pa­ti for ham; men igen hold­er han dis­tan­cen. Han får os til at le både med og ad den hys­teriske Gul­liv­er, der skum­rasende af skuf­felse sæt­ter sig i et hjørne og for­langer sine ide­al­er eller ingent­ing; og på den måde får Swift mark­eret, at det er lige så spildt at ville tilbringe tilværelsen i ide­al­erne – uanset hvor gode de er – som det er at leve i en virke­lighed blot­tet for prin­cip­per. For som Can­dide cir­ka udtryk­te det, da han femten år senere stod i samme sit­u­a­tion, ja, ver­den er et gale­hus, og ja, men­neskene er cer­ti­ficér­bart sindssyge; men ’haven skal jo pass­es’.

Da Can­dide med dette stil­færdi­ge hjerte­suk kast­ede sig over sit urtebed, var Swift blevet senil; ellers havde den gam­le præst givet gudløse Voltaire high five for den udgangs­bøn.

Lemuel

Lat­ter kom­mer og går nu engang hur­tigere end sorg, og der­for er der vist en ten­dens til at betragte kome­die som min­dre lødig end tragedie. Sådan er det selvføl­gelig ikke; når Swifts olymp­iske lat­ter runger for tid og evighed, er den lige­som sor­gen over en tragedie både en protest mod livets fun­da­men­tale urime­lighed og en for­son­ing med en tilværelse, hvor der ved Gud er plads til forbedringer, men hvor vi nok må leve med, at vi aldrig slip­per af med alle ska­vankerne.

Kon­klu­sio­nen synes at være, at man bør omgås ide­al­er og virke­lighed – Lock­es ude­frak­om­mende påvirkninger – med al mulig skep­sis; men et lille dagligt møde med begge dele har nu aldrig skadet nogen, hverken kloge eller kløgtige. For leves skal der alt­så, selvom det er surt og sikkert ikke kan betale sig.

Det er Swifts endelige bud­skab. I hans samtid har vi allerede set det i det forhold, at han – sam­tidig med at han lit­terært lod Gul­liv­er vende ryggen til ver­den – selv for­bi­tret og med held kæm­pede de magtes­løse ireres sag mod sine engelske landsmænd.

Og bud­sk­a­bet find­es også for al evighed ind­kodet i Gul­liv­ers rejs­er. Gul­liv­ers mærkværdi­ge for­navn Lemuel optræder kun én gang i Bibe­len og er selvføl­gelig Swifts eftertrykke­lige vink med en vogn­stang om, at nu må du alt­så se at få læst Ord­spro­g­enes Bog, kapi­tel 31 – som passende nok er Bibe­lens suverænt smukkeste bud på ide­al­er hånd i hånd med en meget jord­nær virke­lighed. Er du poli­tik­er, bør du læse kapit­let mindst to gange – og de første ni vers, indtil du kan dem ude­nad.

Hans-Jør­gen Birk­mose har over­sat Jonathan Swifts “Gul­liv­ers Rejs­er”, der netop er udkom­met på For­laget KLIM.

Scroll til toppen