Revolutionens præstekjole

gapon

Fader Gapon var en russisk-ortodoks præst med uortodokse metoder og tætte forbindelser til det hemmelige, tsaristiske politi. Han ledte den første store arbejderbevægelse i Skt. Petersborg, der på en solrig januarsøndag i 1905 skulle blive angrebet af tsarens tropper. Og så døbte Vladimir Lenin ham næsten revolutionens Fader, mens Lev Trotskijs mente, at hans præstekjole bare var en rekvisit i historien om proletariatet.


En sol­rig søndag den 9. jan­u­ar 1905 gik cir­ka 150.000 demon­str­erende igen­nem Skt. Peters­borgs gad­er mod Tsar Niko­laj 2. overdådi­ge Vin­ter­pal­ads. For­rest i en af demon­stra­tio­nens kolon­ner gik den rus­siske-ortodokse præst Fad­er Georgij Gapon. Med sig bar han en appel til tsaren, skrevet på veg­ne af Skt. Peters­borgs arbe­jdere, der start­ede sådan her: “Vi, arbe­jdere og ind­byg­gere i Skt. Peters­borg fra forskel­lige stæn­der, vore hus­truer, børn og hjælpeløse gam­le foræl­dre, vi kom­mer til dig, herre, for at søge ret­færdighed og beskyt­telse.”

De demon­str­erende bar religiøse ikon­er, billed­er af tsaren samt ban­nere med bøn­ner om, at tsarens sol­dater ikke ville åbne ild. De rev­o­lu­tionæres røde ban­nere var blevet bandlyst fra demon­stra­tio­nen for at undgå kampe med poli­ti­et og hæren. Da demon­stran­terne nærmede sig Nar­va-tri­umf­buen, blev de mødt af hævede rifler fra tsarens trop­per. Efter to varselssalver beg­y­n­dte sol­dater­ne at skyde ind i for­sam­lin­gen. Op mod tusinde men­nesker blev slået ihjel og såret i en begiven­hed, der skulle blive kendt som Den Blodi­ge Søndag. Der er dog usikker­hed om det præ­cise tal. Regerin­gen rap­porterede hun­drede døde og flere hun­drede sårede, mens Lenin, i en artikel i det bol­sje­vis­tiske under­grunds­ma­gasin Vper­jod, pegede på andre kilder, der viste, at op mod 4600 var blevet såret eller slået ihjel.

En anden af rev­o­lu­tio­nens hov­ed­fig­ur­er, Alek­san­dra Kol­lon­taj, befandt sig ligeledes i Skt. Peters­borg. Hun beskrev Den Blodi­ge Søndag i sin selvbi­ografi på denne måde: “Jeg gik sam­men med demon­stran­terne til Vin­ter­pal­ad­set, og billedet af det bru­tale opgør med de ubevæb­nede arbe­jdere står for altid prentet i min hukom­melse. Den usæd­van­ligt stærke jan­u­ar­sol, de tillids­fulde, afven­tende ansigter … Det skæb­nes­van­gre sig­nal fra de trop­per, der stod opmarcheret rundt om pal­ad­set … Blod­pyt­ter på den hvide sne … de tsaris­tiske gen­darm­ers piske, dræbte, sårede, ned­skudte børn.”

Styrets bru­tale vold under Den Blodi­ge Søndag blev et sym­bol på tsarstyrets man­glende legit­imitet. Det blev under­støt­tet af forudgående util­fred­shed med de sociale og poli­tiske forhold og ned­er­laget i Den Rus­sisk-Japanske Krig 1904–5. Nyhe­den om mas­sakren ans­porede flere pro­test­er og stre­jk­er i resten af lan­det. I løbet af jan­u­ar måned stre­jkede mere end 400.000 arbe­jdere over hele lan­det i den største stre­jke i Rus­lands his­to­rie. Og i et telegram til Rus­lands arbe­jdere fra sit eksil skrev Fad­er Gapon, der ellers havde været tsartro indtil denne dag: “Der er ingen tsar.”

Spørgsmålet er nu: Hvor­dan endte en tsartro, rus­sisk-ortodoks præst med at lede den første store arbe­jder­bevægelse i Skt. Peters­borg? Svaret på det giv­er os et ind­b­lik i de mange-stem­mige og tumul­tariske år i det tidlige rev­o­lu­tionære Rus­land, der end­nu ikke var sam­let under bol­sje­vikkernes fan­er.

Mellem to århundreder

Georgij Gapon blev født i 1870 i den ukrainske by Beli­ki, der på det tid­spunkt var en del af det Rus­siske Imperi­um. Han var søn af en kosak og en religiøs mor fra bon­de­standen. Han beskriv­er sig selv som ung dreng: bar­fodet og hat­teløs i en bond­e­dragt. Han passede går­dens får eller grise — og i visse specielle til­fælde hele flokken af kvæg. Gapon var en dygtig elev i skolen, men han følte sig alligev­el som en out­sider i sin bond­e­dragt i en skole med præstesøn­ner, der alle så ned på ham af samme grund. Hans under­vis­er præsen­terede den femtenårige Gapon for den rus­siske for­fat­ter Lev Tol­stoj. Det blev et afgørende møde, som Gapon selv beskriv­er sådan her: “For første gang så jeg tydeligt reli­gio­nens essens. Det er ikke i dens ydre for­mer, men i dens indre ånd — ikke i cer­e­monierne, men i kærlighe­den til ens naboer.”

Gapons suc­ces i skolen betød, at han blev tilbudt en plads på præsteskolen. Senere fort­sat­te han på sem­i­naret i Polta­va. Gapon fort­sat­te sin inter­esse for Lev Tol­sto­js ideer om at møde de fat­tige og holdte fast i sin kri­tik af kirkens formelle rit­ualer og hier­arkiske prak­siss­er. Da sem­i­naret truede med at fratage hans stipendi­um, svarede han, at han fre­mover ikke ville mod­tage det. I stedet beg­y­n­dte han at arbe­jde for rige fam­i­li­er og præsternes børn som pri­vatlær­er. Her så han, hvor­dan præsterne lev­ede langt fra det, de prædikede: “Jeg så dem fejre nad­v­eren i en til­stand af beruselse, og sam­men med mange andre ting, blev jeg over­be­vist om, at der var meget farisæisme blandt dem.” For Gapon var det mest afgørende, at de ikke var klar til at ofre deres egen kom­fort for folkets vel­befind­ende.

Mødet med Ruslands bønder

Gapons inter­esse for bøn­derne sam­men med den store kløft mellem præsternes ord og gern­ing betød, at Gapon, efter læn­gere tids tyfus-syg­dom, beslut­tede sig for, at livet som præst alligev­el ikke var noget for ham. Han viede i stedet sit liv til at under­vise og hjælpe dem, som han kaldte sam­fun­dets udskud. De “ydmyge arbe­j­dende”. Det var i denne peri­ode af Gapons liv, at han første gang stødte på Rus­lands rev­o­lu­tionære. I den rev­o­lu­tionære lit­ter­atur så han det, som han havde savnet hos præsterne: en gruppe af mænd og kvin­der, der ikke bare havde fun­det en indre oplysning, men med deres gerninger havde opgivet både vel­stand, kom­fort og i visse til­fælde ofret deres eget liv i folkets tjen­este. Som Gapon skriv­er et sted i sin selvbi­ografi, så lærte han allerede her at respek­tere den lille gruppe, uselviske rev­o­lu­tionære.

Efter at være blevet smidt ud af uni­ver­sitetet for sin man­glende inter­esse i at stud­ere præste­gernin­gen beg­y­n­dte den nu 23-årige Georgij Gapon at lave kon­torar­be­jde for den lokale zem­st­vo i den ukrainske by Beli­ki i Polta­va-regio­nen. Zem­stvoen var et ruralt selvstyre­or­gan, der blev ind­ført med en stor reform i 1864. I den lokale zem­st­vo lærte Gapon bøn­dernes “mis­er­able” liv at kende. Ikke per­son­ligt, men igen­nem de mange doku­menter, som han hver dag håndterede som sta­tis­tik­er i zem­stvoens kon­tor­er. I mødet med bøn­dernes dårlig­domme overve­jede han at blive læge. Som han selv ræson­nerede: Nu hvor han havde opgivet præst­e­drømmene, kunne han i det mind­ste forsøge at give bøn­dernes ned­slidte kroppe frelse.

Men som alle gode his­to­ri­er, så skulle ung kærlighed ændre Gapons livs­bane. Som pri­vatun­dervis­er for en rig­mands­dat­ter mødte han en ung, ukrain­sk kvin­de og ven af huset. Hun var fra den vok­sende klasse af køb­mænd i det rus­siske sam­fund. Hun var smuk og velud­dan­net, og de to blev hur­tigt fortrolige. Da Gapon for­t­alte om sine læge­plan­er, pro­test­erede hun: “En læge, ville hun sige, hel­bred­er krop­pen; en præst, hvis han gør sig fort­jent til det navn, oprethold­er sjælen.” Selvom Gapon prøvede at fork­lare sin mod­stand mod den ortodokse kirke, nægt­ede hun pure at god­tage det. For hende var det ikke afgørende at være tro mod den ortodokse kirke, men at være tro mod Kris­tus, der havde ofret sig selv for men­neske­he­den. Kirkens rit­ualer var bare det — rit­ualer. De to gift­ede sig, og kun et år efter deres bryllup var Georgij Gapon nu godt på vej til at blive Fad­er Gapon.

Gapon blev kendt for sine uortodokse prædiken­er — både af bøn­derne og de ikke så imponerede ortodokse præster. I stedet for at gå igen­nem kirkens formelle rit­ualer, så fokuserede han på at tale direk­te til de fat­tige. Men de mere “pro­saiske” dele af den kirke­lige ruti­ne blev ved med at irritere ham. Han prædikede der­for, at hverken rit­ualer eller ofringer var det vigtig­ste. I stedet var det vigtig­ste det gode liv og god­hed over­for ens naboer, stærkt inspir­eret af for­fat­teren Lev Tol­sto­js religiøse ideer. Han blev pop­ulær blandt byens bøn­der og snart kunne kirke­bygnin­gen ikke rumme de mange besø­gende. Men denne pop­u­lar­itet blev ikke mod­taget godt af kirkens andre præster, der ifølge Gapon beg­y­n­dte at blive mis­un­delige og kri­tiske over­for hans uortodokse prædiken­er.

To spøgelser går gennem Rusland

Lykken som præst og det gifte liv skulle ikke vare længe. Efter at have født deres andet barn blev Fad­er Gapons kone alvorligt syg, og kun fire år efter deres ægtesk­abs beg­y­n­delse døde hun i Gapons arme i 1898. På det her tid­spunkt havde Fad­er Gapon desu­den bragt sig i prob­le­mer med de lokale præster for sine uortodokse metoder. En række vigtige begiven­hed­er fandt sted efter hans kones død, og ændrede ifølge Fad­er Gapon hans livs­bane end­nu en gang.

En aften, hvor han havde arbe­jdet til klokken et om nat­ten, lagde han sig udmat­tet på sofaen. I en til­stand mellem vågen­hed og søvn, så han sin døde kone træde ind i værelset og nærme sig ham. Da hun var helt henne ved ham, bøjede hun sig ned for at kysse ham. Han hoppede op fra sit leje på sofaen og så en gen­færds­fig­ur i gan­gen. Han løb efter fig­uren og så at der var ild i gar­dinet rum­met ved siden af. En lampe foran hans ikon var gået i stykker og havde antændt gar­dinet. Hvis han ikke havde opdaget det netop der, så havde hans træhus nok også stået i flam­mer. Senere havde han en skæb­ne­drøm, som han beskriv­er i sin selvbi­ografi: “… en drøm, hvor jeg så mig selv blive jagtet og fanget af en fig­ur, som jeg følte var min Skæb­ne. Siden da har jeg troet på forudbestem­melse og en eller anden forbindelse mellem de lev­ende og døde.” Denne drøm, en man­glende tro på sit arbe­jde som præst og det fak­tum, at han ikke kunne holde ud at bo så tæt på sin kones gravst­ed, betød at han ansøgte om at komme til præsteakademiet i Rus­lands hov­ed­stad, Skt. Peters­borg.

I Skt. Peters­borg kom han i nærkon­takt med det andet spøgelse, der gik igen­nem Rus­land — det rev­o­lu­tionære spøgelse.

Skt. Petersborgs arbejder-præst

Før Gapon ankom til Skt. Peters­borg for at fort­sætte sine studi­er, var han en smut­tur i Mosk­va, hvor han tog hen for at se Ivan den Stores klokketårn ved Kreml. Mens Gapon kiggede op på den store tsar-klokke kunne han ikke undgå at føle en smule mis­mod over det rus­siske autokratis aktuelle til­stand: “Højt oppe under sky­erne, langt fra de travle gaders larm, så jeg klokken, hvis kant var slidt og øde­lagt af tidens tand; og jeg forestillede mig de mænd, der i tidernes mor­gen havde ind­kaldt til frie, par­la­men­tarisk møder. Selvom jeg på ingen måde var imod det autokratiske styre, kunne jeg ikke lade være med at føle en smule sorg og mis­mod for denne frie stat, der var blevet under­lagt det autokratiske Mosk­va.”

Denne følelse af mis­mod skulle kun blive forstær­ket efter Fad­er Gapons møde med den vok­sende arbe­jderk­lasse i lan­dets hov­ed­stad i Skt. Peters­borg. Fat­tig­dom, over­be­folkn­ing og stign­ing i pris­erne på land betød, at bybe­folknin­gen var steget fra 7 mil­lion­er til 28 mil­lion­er i løbet af den sid­ste halvdel af århun­dredet. Biskop­pen i Skt. Peters­borg inviterede Gapon til at tage del i mis­sion­sar­be­jde med det for­mål at prædike for den vok­sende arbe­jderk­lasse og gen­nem arbe­jdet at løfte arbe­jderk­lassens moral. Gapon takkede ja, og her er det, som Gapon så i Skt. Peters­borg: “Jeg så en flok af udtærede mænd og kvin­der, dårligt klædte, bar de mærk­erne af endeløs lidelser. I deres øjne så jeg den ivrige tørst efter viden og sand­hed. Mis­sionæren prædikede om Budene, om drukkens og uærlighe­dens onder og Dommeda­gens ræd­sler. Men disse ord kunne ikke til­fredsstille de ivrige lyt­teres længsler.”

I sin selvbi­ografi spørg­er Gapon der­for: “Hvor­dan skulle de kunne undgå at være svage og syn­di­ge, når deres omgivelser var så berøvet for både lys og håb?” Gapon mente ikke at kirkens moralske fordøm­melse og dommedagss­nak var vejen frem. I stedet fores­log Gapon, at kirkens mis­sion­sar­be­jde skulle hjælpe arbe­jderne med at organ­is­ere sig i selvhjælps­grup­per, så de sam­men kunne fremme deres økonomiske vilkår; Et vilkår, der for Gapon var nød­vendigt for at højne arbe­jderk­lassens religiøse moral. Men Mis­sio­nen var desværre ikke enige i Gapons idé.

Præsteakademiet i Skt. Peters­borg viste sig at være en skuf­felse for Gapon, der inderligt ønskede at forstå Skrifterne og bruge deres vis­dom til at hjælpe arbe­jderk­lassen. Den arbe­jderk­lasse, Fad­er Gapon så i Skt. Peters­borg, havde ikke brug for Skrifterne, som var det primære omdrejn­ingspunkt på præsteakademiet. Gapon beslut­tede sig der­for for at rejse til et kloster på Krim-halvøen.

Agent-præsten

Efter et års sjæle­fred på Krim vendte Gapon igen tilbage til Skt. Peters­borg. Det gjorde han med min­det om sin kones insis­teren på præstefaget og en forhåb­n­ing om, at det kunne løfte hans sociale posi­tion, så han kunne hjælpe arbe­jderk­lassen med at hjælpe sig selv. Men han gjorde kun lige nok for at bestå sine eksamin­er og viede resten af sin tid til at hjælpe byens arbe­jderk­lasse. Det betød, at han stoppede sit arbe­jde i Mis­sio­nen og Sam­fun­det for Udbre­delsen af Religiøse og Moralske Instruk­tion­er. Gapon beg­y­n­dte at opsøge arbe­jdere i byen. De for­t­alte ham, at de var blevet påvir­ket af nogle af tidens poli­tiske og rev­o­lu­tionære ideer. Som Gapon selv skriv­er, så mente han på dette tid­spunkt ikke, at store poli­tiske ændringer var nød­vendi­ge, men at det var nød­vendigt at skabe indus­tri­or­gan­i­sa­tion­er, der kunne ændre vilkårene for arbe­jdere. Det var Gapons arbe­jde blandt byens arbe­jdere, der betød, at han kom i poli­ti­ets søgelys. På dette tid­spunkt holdte poli­ti­et øje med util­fred­shed­er hos arbe­jderk­lassen og spred­nin­gen af de rev­o­lu­tionære ideer blandt dem. Gapon havde for­muleret og præsen­teret ideer om at oprette arbe­jder­foreninger med det for­mål at forbedre deres vilkår.

Det var sådan, at Gapon første gang skulle møde en bestemt Sergej Zuba­tov, da han en dag blev inviteret op på tsar­poli­ti­ets kon­tor­er for at have en sam­tale med led­eren, Sergej Zuba­tov. Zuba­tov — en fyrreårig, kraftig bygget mand med nød­de­brunt hår og over­tal­ende øjne — mødte Gapon med ordene: “Min kol­le­ga, Mikhailov, har talt godt om dig. Han for­t­alte, at du er i regelmæs­sig kon­takt med de arbe­j­dende, at du har ind­fly­delse blandt folket og nem adgang til dem. Det er der­for, at jeg er så glad for at møde dig. Jeg har kun et mål i livet, og det er at hjælpe de arbe­j­dende.”

Zuba­tov havde tidligere været aktiv i den rev­o­lu­tionære bevægelse. I 1883 var han beg­y­n­dt at arbe­jde som spi­on for poli­ti­et. Kun tre år efter — fra 1886 — var han led­er af det hem­melige, tsaris­tiske poli­ti. Det var som led­er af Okhrana, det hem­melige poli­ti, at Gapon skulle møde ham på kon­toret. Zuba­tov var hjer­nen bag en række arbe­jder­foreninger, der havde til for­mål at lette det rev­o­lu­tionære tryk hos arbe­jderk­lassen ved at stille visse økonomiske og kul­turelle behov, mens man prædikede tsartroen. Det var her, at Gapon fik ideen om at bruge dette sys­tem til at lave en arbe­jderor­gan­i­sa­tion, som han tidligere havde fores­lået. Som Zuba­tovs pro­tege kunne Fad­er Gapon få lov at lave en arbe­jder­foren­ing, der offi­cielt svor troskab til Zuba­tovs prin­cip­per, men som reelt forsøgte at forbedre vilkårene for arbe­jderk­lass­er.

Dobbeltagent-præsten

Men Fad­er Gapon skulle snart komme til at se Zuba­tovs sande inten­tion­er, da han en dag blev inviteret hjem til Zuba­tovs lej­lighed. Under deres sam­tale ankom et telegram, som informerede Zuba­tov om, at en af hans egne arbe­jderor­gan­i­sa­tion­er havde beg­y­n­dt en stre­jke i den sydlige del af Rus­land. Zuba­tovs reak­tion, som Gapon her beskriv­er, afs­lørede ham: “Mens han læste ændrede Zuba­tovs ellers så velvil­lige ansigt­sudtryk sig, og fra hans øjne lynede en rasende ild, mens han hvæsede ‘Skyd dem ned, de for­bry­dere!’ Endelig viste slan­gen sit sande ansigt, tænk­te jeg.”

Det stod nu end­e­gyldigt klart for Gapon, at Zuba­tovs sande mål ikke var at løfte de arbe­j­den­des vilkår, men at aflede dem fra rev­o­lu­tionære ideer og regeringskri­tisk poli­tisk aktivitet. Sam­tidig meldte spi­oner i disse foreninger de mest radikale intellek­tuelle. Arbe­jder­præsterne, som Gapon selv, blev også brugt i dette arbe­jde. Det var jo der­for, at han over­hovedet var blevet inviteret op på Zuba­tovs kon­tor. Hans kri­tik af kirken blev kun skarpere i takt med at omfanget stod klart for ham: “Jeg forstod, at de rus­siske præster bare er poli­ti­ets tjen­estemænd. Men end­nu værre end poli­ti­et, der alene fanger deres ofres kroppe, så forsøger præsterne at fange deres sjæle. De er sande fjen­der af de arbe­j­dende og lidende klass­er.”

Fad­er Gapon brugte der­for sine forbindelser hos blandt andet Zuba­tov til at skabe en ‘lovlig’ arbe­jderor­gan­i­sa­tion. I midten af feb­ru­ar 1904 blev Gapons organ­i­sa­tion god­k­endt af Inden­rigsmin­is­teri­et som lovlig arbe­jderor­gan­i­sa­tion. Og vigtigst af alt: for første gang skulle arbe­jdet ikke være under poli­ti­ets opsyn. Hans præstekjole gav ham adgang til den urbane arbe­jderk­lasse, der var kom­met fra de religiøse lan­dom­råder. Hans inten­tion om at skabe en arbe­jderor­gan­i­sa­tion, der fak­tisk ønskede bedre vilkår for arbe­jderne, betød at mere poli­tisk erfarne arbe­jdere tog del i pla­nen om at skabe en arbe­jderor­gan­i­sa­tion. På over­fladen lev­ede den op til Inden­rigsmin­is­teri­ets krav, mens en hem­melig inderkreds af arbe­jdere stod for at arran­gere møder for arbe­jderk­lassen, fork­lædt som religiøse selvhjælp­sprædiken­er.

Gapon skriv­er selv i sin selvbi­ografi, at det var med et større (måske rev­o­lu­tionært) mål for øje, at han lavede dette arbe­jde. Som his­torik­eren Ger­ald D. Surh skriv­er, så er der ikke noget i doku­menterne fra folk tæt på Gapon, der peger på, at han altid havde haft sådanne rev­o­lu­tionære ambi­tion­er med arbe­jdet. Men det var denne arbe­jder­bevægelse, der voksede sig mere poli­tisk, mil­i­tant og rev­o­lu­tionær end Gapon oprindeligt havde forestil­let sig, som ledte an den 9. jan­u­ar, 1905.

En stre­jke på en af Skt. Peters­borgs største indus­trivirk­somhed­er betød, at Fad­er Gapon plan­lagde demon­stra­tio­nen den 9. jan­u­ar med en skriftlig appel til tsaren. Det var tsarens ned­skyd­ning af de demon­str­erende, der endte med at blive kaldt Den Blodi­ge Søndag, der ledte til en gen­er­al­stre­jke i lan­det.

Revolutionens præstekjole

Efter Den Blodi­ge Søndag slog tsaren hårdt ned mod arbe­jdere og rev­o­lu­tionære. Fad­er Gapon var tvunget til at fly­gte fra lan­det. Fra sit eksil i Gen­eve og senere Lon­don (hos anark­isterne Pjotr Kropotkin og Rudolf Rock­er) skrev han sin selvbi­ografi. Da han vendte tilbage til Rus­land og genop­tog sine forbindelser til det hem­melige poli­ti, blev han myrdet af social­rev­o­lu­tionære i 1906.

His­torik­erne Wal­ter Sablin­sky og Ger­ald D. Surh har under­streget, hvor­dan Fad­er Gapon ikke bare kan forstås som agent-pro­vokatør, der alene tjente statens sag, sam­tidig med, at han ikke var en sand rev­o­lu­tionær. Ifølge Ger­ald D. Surh er det nød­vendigt at forstå ham som “an ide­al­is­tic par­ti­san of inde­pen­dent labor orga­niz­ing, gen­uine­ly inter­est­ed in the wel­fare and self-devel­op­ment of work­ers.” Det er også det indtryk, man får af Fad­er Gapon, når man læs­er sig igen­nem hans selvbi­ografiske værk. Han var både mis­troisk over­for de rev­o­lu­tionæres ideer og regerin­gens under­trykkelse, men han for­blev tsartro, indtil kuglerne fløj om ørene på ham og hans arbe­jder-kam­mer­ater på Den Blodi­ge Søndag. Hans beskriv­elser af møderne med arbe­jderk­lassen og beskriv­elser af den rus­siske by Skt. Peters­borgs mest kum­merlige dele, vid­ner om en anden forplig­telse end den rev­o­lu­tionære: en dybt­følt moral­sk forplig­telse til at forbedre forhold­ene for den del af sam­fun­det, som var blevet glemt; En inter­esse, der synes at være båret af hans afdøde kones ord om at give sjælelig frelse til de længsels­fulde arbe­j­dende han havde set og beskrevet i Skt. Peters­borg.

Kun tre dage efter Den Blodi­ge Søndag skrev Vladimir Lenin: “Øje­b­likke­lig omstyr­telse af regerin­gen — det er den parole, med hvilken selv de Peters­bor­gar­be­jdere, der havde troet på tsaren, besvarede blod­badet den 9. jan­u­ar, besvarede det med de ord, som deres anfør­er, præsten Georgij Gapon, efter denne blodi­ge dag sagde: ‘Vi har ingen tsar læn­gere. En flod af blod skiller tsaren fra folket. Længe leve kam­p­en for fri­he­den!’” Tek­sten blev udgivet i under­grunds­ma­gasinet Vper­jod med titlen “Rev­o­lu­tio­nen i Rus­land beg­y­n­dt”. Nu er vi sådan set tilbage ved det indle­dende spørgsmål, som to af rev­o­lu­tio­nens hov­ed­per­son­er Lenin og Trot­skij må have stil­let sig selv efter Den Blodi­ge Søndag: Hvor­dan endte en tsartro, rus­sisk-ortodoks agent-præst med at lede den første store arbe­jder­bevægelse i Skt. Peters­borg?

I en tekst med titlen “Rev­o­lu­tionære dage” fra 1905 skrev Lenin føl­gende om begiven­hed­erne, der havde plac­eret Fad­er Gapon i cen­trum af det, som man anså for at være rev­o­lu­tio­nens beg­y­n­delse, selvom Den Rus­siske Rev­o­lu­tion først skulle komme tolv år efter: “Bag disse mass­er i tusin­de­vis stod hun­drede­tusinde, mil­lion­er af arbe­j­dende og udnyt­tede men­nesker, pro­letar­er og semi-pro­letar­er … De var end­nu ikke klar til opstand. De kunne alene bede og try­gle. Deres følelser og deres sind­stil­stand, deres viden og poli­tiske erfar­ing blev for­muleret af Fad­er Georgij Gapon; heri lig­ger den his­toriske betyd­ning i Den Rus­siske Rev­o­lu­tions beg­y­n­delse af den mand, der i går var ukendt, men i dag er en helt i Skt. Peters­borg …” Ved at ned­skrive og udtrykke arbe­jderk­lassen havde Fad­er Gapon, ifølge Lenin selv, og på trods af sit blakkede ry, været med til at give arbe­jderk­lassen en rev­o­lu­tionær stemme. Lenin beskrev Gapon som en agent, der nok var blevet omvendt på Den Blodi­ge Søndag, da han havde set tsarens sande ansigt.

En af rev­o­lu­tio­nens andre hov­ed­per­son­er, Lev Trot­skij, forholdte sig — i sit erindringsværk om 1905-årene — mere kri­tisk til Fad­er Gapon. Ifølge Trot­skij havde his­to­rien brugt Gapon som medi­um: “His­to­rien brugte Gapons even­tyrlige plan til dens eget for­mål — og det eneste Gapon kunne gøre var at acceptere dens rev­o­lu­tionære afs­lut­ning med sin præsteau­toritet.” Som Trot­skij senere skrev, så var det ikke Gapon, der skabte Skt. Peters­borgs arbe­jderes rev­o­lu­tionære ener­gi. Han sat­te den bare fri. End­da til sin egen store over­raskelse. Godt nok havde Gapon anført demon­stra­tionerne, iført sin præstekjole, men han var kun en religiøs rekvis­it i en større his­torisk udvikling, der blev ført an af pro­le­tari­atet. Som Trot­skij selv skrev: ”Gapons præstekjole var bare en rekvis­it i dette dra­ma; pro­le­tari­atet var den sande hov­ed­per­son.”

Kasper Mikael Jacek er ide­his­torik­er, jour­nal­ist og redak­tør på For­laget Slag­marks tred­je udgivelse i deres Rev­o­lu­tion­sserie: Den Rus­siske Rev­o­lu­tion.