De andre reformatorer

Afbild­ning af det møde på slot­tet i Mar­burg, hvor Mar­tin Luther og den schweiziske refor­ma­tor Ulrich Zwingli i 1529 forsøgte at overkomme teol­o­giske uenighed­er – uden suc­ces.

Reformationen var mere end Luther. Reformationen voksede ud af en lang intellektuel tradition og et historisk øjeblik, der beredte vejen for det markante brud, som Reformationen skulle vise sig at blive. For at levendegøre den idérigdom, Reformationen bestod af, har Baggrund i denne fokus-serie bedt tre historikere skrive om nogle af ”de andre reformatorer”.


2017 har været refor­ma­tion­sår. 500-året for start­skud­det til den Lutherske Ref­or­ma­tion er blevet mark­eret på behørig vis både i og uden for den akademiske ver­den. 1517 står helt cen­tralt i den his­toriske selv­forståelse i de lande – Dan­mark deri­b­landt – hvor opgøret med den katolske kirke fæst­ede rod i løbet af det 16. århun­drede.  Naturligt nok har fokus først og fremmest været på Mar­tin Luther og de enorme spor, hans opgør med den katolske kirke har trukket hen over Nordeu­ropa.

Men Refor­ma­tio­nen var mere end Luther. Luther var ikke den første, og langt fra den eneste blandt sine sam­tidi­ge, som ønskede at ændre tin­ge­nes gang i den katolske kirke, der ifølge mange havde bevæget sig væk fra Old­kirkens fromhed­side­al­er. Refor­ma­tio­nen dukkede alt­så ikke op ud af ingent­ing, men voksede ud af en lang intellek­tuel tra­di­tion og et his­torisk øje­b­lik, der beredte vejen for det markante brud, som Refor­ma­tio­nen skulle vise sig at blive. Og det var først en rum tid senere, at dette brud blev set som en enestående begiven­hed af den slags, der skrives med stort for­bogstav. Som kirke­his­torik­er Mat­tias Skat Som­mer skriv­er i sit bidrag til denne serie, er

”den ham­mersvin­gende Luther, der res­o­lut bankede femoghalvfems teser mod aflad­shan­dlen op på døren til slot­skirken i Wit­ten­berg […] en erindringsstrate­gi lanceret af Luthers tilhæn­gere langt senere.”

Mar­tin Luthers betyd­ning for det mod­erne Europa er enestående, men kan ikke være alen­estående. Der­for har Bag­grund bedt tre his­torikere skrive om nogle af ”de andre refor­ma­tor­er”. Ikke for at skrive Luther ud af Refor­ma­tio­nen, men for at lev­en­degøre den idérig­dom, Refor­ma­tio­nen bestod af – de mange refor­ma­tion­er, der tilsam­men er blevet til Refor­ma­tio­nen i efter­tidens tilbage­b­lik. Hvad end der er tale om Luthers forgæn­gere eller efter­føl­gere, for­bunds­fæller eller rivaler, loyale elever eller frafaldne dis­ci­ple, så var hov­ed­per­son­erne i denne serie tænkere, hvis ideer og han­dlinger spændte bredt.

Mat­tias Skat Som­mer skriv­er der­for om de danske refor­ma­tion­er, der ikke blev til noget – om de alter­na­tiv­er til den Lutherske ref­or­ma­tion, der virkede lev­edygtige i samti­den, og først var effek­tivt udkonkur­rerede ved det første ”Luther-jubilæum” i 1617.  Mads Lang­balle Jensen skriv­er om Phillip Melanchthon, der udover at være ”refor­ma­tio­nens num­mer to” også var refor­ma­tio­nens human­ist. Endelig skriv­er den tyske pro­fes­sor Matthias Riedl om Luthers frafaldne discipel Thomas Müntzer, der tog refor­ma­tion­stankegod­set til dets mest ekstreme niveau og førte en bon­de­hær til dens udslet­telse i reli­gio­nens og apoka­lypsens navn. Sådanne tankestrømme, fra human­is­men til den ekstrem­istiske vold, fandtes også i det intellek­tuelle miljø omkring Refor­ma­tio­nen. Det er dét miljø, Bag­grund inviter­er ind i nu, hvor jubilæum­såret går på hæld.

Scroll til toppen