Reformationerne, der ikke blev

Refor­ma­toren Hans Tausen forsvar­er biskop­pen Joachim Røn­now mod køben­havnske borg­ere efter at en kæt­teri-anklage mod Tausen i 1533 har givet anled­ning til pro­test­er blandt byens protes­tantiske borg­ere.

Den danske Reformation er noget andet og mere end Luther. Den rene lutherdom har aldrig eksisteret. Den er et begreb opfundet langt senere, men et begreb med stor indflydelse på den gængse opfattelse af Reformationen. I modsætning til denne opfattelse blev den danske konges undersåtter ikke holdt i et luthersk-ortodokst jerngreb. I stedet var den tidlige danske reformation en proces, der bølgede frem og tilbage mellem forskellige teologiske holdninger.

DE ANDRE REFORMATORER Refor­ma­tio­nen var mere end Luther. Refor­ma­tio­nen voksede ud af en lang intellek­tuel tra­di­tion og et his­torisk øje­b­lik, der beredte vejen for det markante brud, som Refor­ma­tio­nen skulle vise sig at blive. For at lev­en­degøre den idérig­dom, Refor­ma­tio­nen bestod af, har Bag­grund i denne fokus-serie bedt tre his­torikere skrive om nogle af ”de andre refor­ma­tor­er”.


To årstal: Erindringen om reformationen

I den kollek­tive erindring om refor­ma­tio­nen i Dan­mark står to årstal cen­tralt: 1517 og 1536. Disse årstal er gang på gang blevet gen­t­aget, når his­to­rien om 1500-tal­lets religiøse foran­dringer er blevet for­t­alt og fejret. Der er blevet skabt en lige lin­je mellem Mar­tin Luthers (1483−1546) teseop­slag i Wit­ten­berg 31. okto­ber 1517 og Chris­t­ian III’s (1534−1559) afs­lut­ning af fire års borg­erkrig og ind­førelse af refor­ma­tio­nen i sine riger nit­ten år senere. Denne fortælling er dog ikke uprob­lema­tisk.

Først Luthers teseop­slag. Den ham­mersvin­gende Luther, der res­o­lut bankede femoghalvfems teser mod aflad­shan­dlen op på døren til slot­skirken i Wit­ten­berg er en erindringsstrate­gi lanceret af Luthers tilhæn­gere langt senere, end begiven­heden skulle have fun­det sted.  Også ideen om, at der går en lige lin­je fra 1517 til Chris­t­ian III’s fyrstere­for­ma­tion i 1536, er en kon­struk­tion; i hvert fald over­s­es en række mellem­reg­ninger. Vigtigst er det, at 1536 over­hovedet ikke er det afgørende år i den danske ref­or­ma­tion. Selvom kon­gen det år begik statskup, afsat­te rigsrådet og bebud­ede en foran­dring af hele kirkevæs­net, blev refor­ma­tio­nen reelt set først ind­ført året efter, i 1537. Forsknin­gen har lagt vægt på, at Luther sank­tionerede Chris­tians ref­or­ma­tion. Ofte har påvis­nin­gen af Luthers sank­tioner­ing desværre ført til et alt for enty­digt syn på Luthers rolle i den danske ref­or­ma­tion – både blandt tilhæn­gere og mod­standere. Skrives velfærdsstatens his­to­rie, beg­y­n­der man med Luther; det samme gør man, når man vil rod­fæste hek­se­process­er og intol­er­ance. His­torisk set er det dog fork­ert at stille Luther i cen­trum. De afgørende per­son­er var biskop­brø­drene Niels (1510−1560) og Ped­er Pal­la­dius (1503−1560), de kon­gelige hof­præster og rigsråd og endelig kongerne selv. ”Uden fyrster ingen ref­or­ma­tion,” som det hed­der i kon­fes­sion­alis­er­ing­ste­orien: Idet fyrsterne reelt over­tog kon­trollen med reli­gio­nen, kunne intet offi­cielt gøres til ref­or­ma­tion, før det havde fået god­k­endelse fra højeste myn­dighed. I den for­stand er der en inter­es­sant forbindelse mellem ref­or­ma­tion og enevælde.

I denne artikel vender vi blikket væk fra Luther, fra 1517 og 1536. Vi kig­ger på ”de andre danske refor­ma­tion­er”, der er gledet ud af den kollek­tive erindring.

Spæde begyndelser: tidlige reformationstyper

I beg­y­n­delsen af 1520’erne søsat­te kong Chris­t­ian II (1513−1523) et storstilet reform­pro­gram. Da Chris­t­ian over­tog magten fra sin far, Hans, var han opsat på at mod­ernisere rigerne. Han begun­stigede studi­er i biblen og den antikke for­tid på det stadig rel­a­tivt unge Køben­havns Uni­ver­sitet – åbnet i 1479 – og inspir­eret af den nye tænkn­ing, der udgik fra Wit­ten­berg, fik han end­da Luthers kol­le­ga Andreas Karl­stadt (1486−1541) til Køben­havn i 1521. Det varede dog ikke længe, før Karl­stadt rejste tilbage igen. Med sit lovkom­pleks, den såkaldte land- og bylov, præsen­terede kon­gen et pro­gram for, hvor­dan magten skulle cen­tralis­eres omkring ham. Kirken, der i sid­ste ende var under­lagt paven og ikke kon­gen, og dermed også nød juridiske priv­i­legi­er, for­di den dømte efter sit eget retssys­tem og ikke den nationale jura, blev frataget netop disse priv­i­legi­er. Kon­gen udnævnte en række embedsmænd, der skulle være direk­te under­lagt kro­nen og ikke kirken og ade­len. Disse forsøg gjorde kon­gen pop­ulær blandt borg­erne i de danske byer, men ade­len og kirken rot­tede sig sam­men mod ham og tvang ham i 1523 til at tage flugten til Ned­er­lan­dene. Her­på val­gte rigsrådet – der sam­men med kon­gen styrede riget og fak­tisk udnævnte kon­gen – kon­gens onkel, her­tug Fred­erik af Slesvig, til ny dan­sk-norsk konge (1523−1532). Chris­t­ian II’s lovkom­pleks blev brændt på bålet, og de reformer, det inde­holdt, blev ikke gen­nem­ført. Men sam­tidig var de første danskere vendt tilbage til lan­det efter at have opholdt sig en tid ved uni­ver­sitetet i Wit­ten­berg. Her var de blevet elek­tri­fi­ceret af Luthers bud­skab, og nu skulle kirken og sam­fun­det foran­dres – også hjemme i Dan­mark.

I Fred­erik I’s regeringstid fort­sat­te den religiøse foran­dring. Det var især i store byer som Viborg, Køben­havn og Malmø, at foran­dringerne tog fart. Her fandtes vil­lige borg­er­sk­aber, der havde fået nok af kirkens magt, og som for­langte det rene evan­geli­um forkyn­dt. Allerede i 1950’erne kunne kirke­his­torik­eren Niels Knud Ander­sen dog påvise, at de tidlig­ste danske refor­ma­tor­er – de evan­ge­liske prædikan­ter, som de kaldte sig selv – ikke var så lutherske i teolo­gien som tidligere antaget. Fred­erik I havde i 1530 ind­kaldt til en herredag i Køben­havn. Som det var set i så mange andre europæiske byer, skulle reli­gion­sspørgsmålet afgøres ved en dis­pu­ta­tion, en reli­gion­ssam­tale, hvor de stri­dende parter kunne frem­føre deres syn­spunk­ter og de delegerede kunne tage en endelig beslut­ning. De evan­ge­liske prædikan­ter, anført af Hans Tausen (1494÷1498−1561), der siden 1526 havde vir­ket som refor­ma­tor i Viborg, frem­lagde deres tros­bek­endelse i 43 artik­ler. Heri hed­der det bl.a., at bibe­len er en regel og en lov, som enhver, der vil opnå salighed hos Gud, skal følge. Alt, der føl­ger andre ret­ningslin­jer end den hel­lige skrift, er udtryk for van­vid, blind­hed og vantro. Selvom Luther som noget selvføl­geligt var over­be­vist om skriftens betyd­ning for den kristne, ville han ikke kalde den en lov eller indikere, at der skal en særlig lev­emåde til for at opnå frelse hos Gud.

Prædikan­ternes køben­havnske bek­endelse fast­slog et andet sted, at billed­er i kirkerum­met alene var en udvortes hel­lighed, der stod i vejen for de kristnes sande dyrkelse af Gud. Logisk set måtte de der­for væk. En beretning fra den danske refor­ma­tion­s­mod­stander Poul Helge­sen (1485-?) fortæller om en billed­storm i Vor Frue Kirke i Køben­havn ved juletid 1530. Om denne begiven­hed, hvor en række af refor­ma­tio­nens radikalis­erede borg­ere smadrede relikvi­er og hel­gen­fig­ur­er i kirk­erne, fandt sted eller ej, er det svært at svare på. Men det er bestemt ikke usandsyn­ligt. Hvis vi sam­men­lign­er med andre byre­for­ma­tion­er i Europa i 1520’erne, find­er vi mass­er af eksem­pler på, at den refor­ma­toriske pro­ces bragte billed­storm med sig. I 1522 anførte Andreas Karl­stadt en byre­for­ma­tion i Wit­ten­berg, hvor bykirkens billed­er og stat­uer blev øde­lagt. Der er andre eksem­pler på, at refor­ma­tio­nen ikke gik stille af sig – ja, at den måske lige­frem for­løb vold­eligt. I Vor Frue Kirke i Aarhus, der tilhørte dominikan­erne, er der i klosterkirken ved siden af hov­ed­kirken malet kalk­ma­lerier, der vis­er, hvor­dan nogle bøn­der forsøger at dri­ve munkene ud af klostret. Bøn­derne og den øvrige befolkn­ing var også blevet gre­bet af, hvad teologerne sagde om munkene og klostrene: At de ikke var rigtige gud­shuse og der­for burde lukkes.

Det er ikke fork­ert at se de tidlige danske refor­ma­tion­er som byre­for­ma­tion­er, hvor en række teologer blæste til kamp mod det bestående kirkevæsen. Midlet her­til var omstyr­telse. Og det var i en alliance mellem mag­is­trat og teologer, at denne omstyr­telse skulle finde sted, som det f.eks. skete i Malmø gen­nem samar­be­jdet mellem borgmesteren Jør­gen Kock (d. 1556) og prædikan­ten Claus Tøn­de­binder (1499−1575). De tidlige danske refor­ma­tion­ste­ologer som Tausen og Tøn­de­binder har i denne henseende mere til­fælles med schweiziske refor­ma­tor­er som Ulrich Zwingli (1484−1531) og Jean Calvin (1509−1564), end de har det med de wit­ten­bergske teologer. Nyere forskn­ing har bekræftet Niels Knud Ander­sens under­søgelser og til­fø­jet, at den tidlige danske ref­or­ma­tion var en pro­ces, der bølgede frem og tilbage mellem forskel­lige teol­o­giske hold­ninger. Hvad vi i dag ville kalde ”luther­sk” eller ”zwinglian­sk” var ikke adskilte kat­e­gori­er for de evan­ge­liske prædikan­ter.

Fremmede religionsbekendere og den rene lutherdom

Mod 1560’ernes slut­ning var den inter­na­tionale poli­tiske sit­u­a­tion anspændt. I Skan­di­navien verserede den Nordiske Syvårskrig, og et Won­der­jaar i Ned­er­lan­dene var i 1567 blevet afløst af en for­føl­gelses­bølge mod protes­tanter anført af den spanske konges stathold­er. Tros­fly­gt­ninge for­lod Ned­er­lan­dene i mas­se­vis. I 1569 tog Fred­erik II (1559−1588) bestik af sit­u­a­tio­nen og sat­te sin bed­ste teolog, Niels Hem­mingsen (1513−1600), til at skrive de såkaldte Fremmedar­tik­ler: femog­tyve artik­ler om den kristne reli­gion i luther­sk aftap­n­ing, som enhver fremmed, der ville ind i lan­det, skulle tilslutte sig – under trusler om lands­forvis­ning og dødsstraf. Ned­er­landske, engelske og skotske skibe bese­jlede allerede de danske far­vande, og flere besæt­ningsmedlem­mer slog sig ned, bl.a. i Hels­ingør. Udsigten til end­nu flere ned­er­landske tros­fly­gt­ninge fik der­for kon­gen til at rea­gere, som han gjorde. Ingen skulle komme til lan­det og forstyrre orde­nen ved at ægge til religiøs diskus­sion. Majoriteten af de ned­er­landske protes­tanter var calvinske, og i den danske konges riger var luther­sk kris­ten­dom den eneste tilladte reli­gion. Kon­gen ville ikke tillade disse ind­van­drere at prak­tis­ere deres reli­gion offentligt. Som her­tug af Hol­sten, der var en del af det tyske kejser­rige, var han som protes­tantisk fyrste endog forpligtet på de lutherskes tros­bek­endelse fra 1530, Con­fes­sio Augus­tana. Siden 1555, hvor tyske kato­likker og protes­tanter havde slut­tet fred, havde de protes­tantiske fyrster forpligtet sig på Con­fes­sio Augus­tana, der dermed havde fået rigsretlig sta­tus: Den, der gik ud over ord­ly­den i den lutherske bek­endelse, kunne ikke anerk­endes.

I 1579 måtte selvsamme Hem­mingsen for­lade sit pro­fes­so­rat i Køben­havn. Gen­nem flere år havde Fred­eriks svoger, kurfyrst August af Sach­sen (1553−1586), lagt pres på den danske konge for at afsætte Hem­mingsen. Frygten for de ikke-lutherske protes­tanter var nem­lig end­nu stærkere og langt mere sys­tem­a­tisk i Sach­sen end i Dan­mark. Det gik ud over de teologer, der i mange spørgsmål nærmede sig Philipp Melanchthon (1497−1560), der i langt højere grad end Luther var ind­stil­let på dia­log med andre protes­tanter. Disse Melanchthon-elever blev stem­plet som kryp­to­calvin­is­ter og mist­ede deres embe­de. Prob­lemet for den danske konge var, at de sak­siske teologer hen­viste til Hem­mingsen som en autoritet, der blåstem­plede deres syn­spunk­ter. I sid­ste ende blev det for meget for Fred­erik. Som konge i et tonean­givende luther­sk land så han sig tvunget til at sus­pendere Hem­mingsen, hvor meget han end poli­tisk havde sym­pa­ti for de ikke-lutherske protes­tanter. Vi skal der­for ikke vur­dere Fred­eriks regeringspe­ri­ode alene på Fremmedar­tik­lerne og sus­penderin­gen af Hem­mingsen, hvor nærliggende det ellers er. I stedet må vi se peri­o­den i 1500-tal­lets sid­ste halvdel som en ”åben” og ”lib­er­al” peri­ode, hvor der ganske vist på de indre lin­jer og i lov­givnin­gen blev sat skarpe, kon­fes­sionelle grænser op, men det var også en tid, hvor danske viden­sk­ab­smænd nød europæisk anseelse. Hem­mingsens ind­fly­delse rak­te langt ud over lutherske kredse, og astronomen Tycho Bra­he (1546−1601) var med til at sætte Dan­mark på det intellek­tuelle land­ko­rt.

Selvom ikke-lutherske ind­van­drere som sagt ikke kunne prak­tis­ere deres reli­gion offentligt, var man vil­lig til at gøre en und­tagelse, da den skotske konge, James VI (1567−1625), der var blevet gift med Chris­t­ian IV’s (1588−1648) søster, gæst­ede lan­det i 1590. Her havde kon­gen med sit hof lov til at afholde en gud­st­jen­este ”på skot­sk vis”, som kilderne siger, i Roskilde Domkirke: Lysene blev slukket, og der var ikke for megen sang. I mod­sæt­ning til luther­sk teolo­gi havde den calvinske protes­tantisme, som skot­terne bek­endte sig til, det svært med et gud­st­jen­este­sprog, der lå tæt på den før­refor­ma­toriske fromhed­sprak­sis.

Den hem­mingsenske teolo­gi forsvandt ikke med det samme. Vi skal ind i det første årti af 1600-tal­let, før der sker noget. Den nye tonean­givende teolog hed­der Hans Poulsen Resen (1561−1638), og han er pro­fes­sor på Køben­havns Uni­ver­sitet. Som Hem­mingsen har også han sine rød­der i den inter­na­tionale protes­tantisme, men beg­y­n­der– som August af Sach­sen før ham – at betragte den af Melanchthon inspir­erede luther­dom som et kryp­to­calvin­sk kæt­teri. Han døm­mer i en række lære­sager, hvor hem­mingsenske teologer på stribe mis­ter deres embed­er, såv­el på uni­ver­sitetet som i kirken.

En af dem, sognepræsten ved Nico­lai Kirke i Køben­havn, Oluf Jensen Kock (1577−1619), drist­ede sig til at kri­tis­ere den såkaldte ubikvitet­slære, der gik ud på, at Kris­tus også i sin men­neske­lige natur var til stede i brødet og vinen under nad­v­erens sakra­mente. Det var blevet fast­slået i den såkaldte Konko­rdiebog fra 1580, som August af Sach­sen havde lanceret som en kon­fes­sionel mark­er­ing mod de kryp­to­calvinske luther­anere. Konko­rdiebo­gen blev imi­dler­tid aldrig anerk­endt i Dan­mark (Fred­erik II brændte lige­frem det eksem­plar, han havde fået tilsendt fra Sach­sen), men Hans Poulsen Resen delte i mange henseen­der, herun­der i forhold til ubikvitet­slæren, den konko­rdiske teolo­gi. En kri­tik af ubikvitet­slæren måtte der­for også være en kri­tik af Resen.

I 1615 blev Resen udnævnt til biskop over Sjæl­lands Stift, og to år senere stod han i spid­sen for det første refor­ma­tion­sju­bilæum, der defin­i­tivt lagde sig fast på 1517 som refor­ma­tio­nens startår – og som defin­i­tivt cementerede Luthers sta­tus som hov­e­drefor­ma­tor. Resen mente selv, at hans udren­sning af kryp­to­calvinske teologer banede vejen for den rene luther­dom, og der er ingen tvivl om, at det første refor­ma­tion­sju­bilæums stærke fokus på 1517 og Luther har en betyd­ning, der strækker sig til vores egen tid.

De andre danske reformationers vigtighed i det samlede billede

Netop for­di de ofte mødtes med mod­stand, var de posi­tion­er, vi her har været inde på, afgørende i forhan­dlin­gen af, hvor­dan den offi­cielle, kon­geligt sank­tionerede ref­or­ma­tion tog sig ud. De hør­er med til den sam­lede his­to­rie: de er eksem­pler på, at den danske ref­or­ma­tion er noget andet og mere end Luther. Den rene luther­dom har aldrig eksis­teret. Den er et begreb opfun­det af Resen, men et begreb med stor ind­fly­delse på den gængse refor­ma­tion­sop­fat­telse. I mod­sæt­ning til denne opfat­telse blev kon­gens riger og lande rent fak­tisk ikke holdt i et luther­sk-ortodokst jern­greb. I her­tugdøm­merne Slesvig-Hol­sten grund­lagdes 1617 og 1621 fristæderne Glück­stadt og Friedrich­stadt, der nød reli­gions­fri­hed, og senere åbnede Chris­t­ian V (1670−1699) lan­det for franske huguenot­ter, stærkt tilskyn­det af sin calvinske dron­ning Char­lotte Amalie af Hes­sen-Kas­sel (1650−1714).

Som ved andre refor­ma­tion­sju­bilæer har det imi­dler­tid også i år været Resen­for­tolknin­gen, der har været tonean­givende: Refor­ma­tio­nen i Dan­mark har mest med Luther at gøre. Det ses ikke blot hos de for­tolkere, der grundlæggende ser refor­ma­tio­nen som noget pos­i­tivt. Også dens mod­standere har – med rette – fremhævet Luthers syn på f.eks. jøder og mus­limer som en prob­lema­tisk arv fra refor­ma­tio­nen. Men disse refor­ma­tion­stolkninger, hvor velme­nende de end måtte være, overs­er de his­toriske besværlighed­er. Refor­ma­tio­nen i Dan­mark og ikke mindst 1500- og 1600-tal­lets for­tolkninger af, hvad den betød, rækker langt ud over spørgsmålet om omfanget af Luthers gen­nem­slagskraft.

Mat­tias Skat Som­mer, ph.d.-studerende i kirke­his­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet