Philipp Melanchthon: Reformationens humanist

Philipp Melanchthon

Reformationen havde ikke været den samme uden Phillipp Melanchthon. Den humanistisk-uddannede teolog og moralfilosof stod ved sine humanistiske kundskaber og identitet, samtidig med at han gjorde Luthers centrale teologiske indsigter til sine egne. Dermed var han langt mere end blot en af Luthers følgere — han satte sit præg på den protestantiske reformation, og optegnede i høj grad grundtrækkene for den protestantiske retorik, dialektik, naturfilosofi og moralfilosofi for generationerne, der fulgte de wittenbergske reformatorer.

DE ANDRE REFORMATORER Refor­ma­tio­nen var mere end Luther. Refor­ma­tio­nen voksede ud af en lang intellek­tuel tra­di­tion og et his­torisk øje­b­lik, der beredte vejen for det markante brud, som Refor­ma­tio­nen skulle vise sig at blive. For at lev­en­degøre den idérig­dom, Refor­ma­tio­nen bestod af, har Bag­grund i denne fokus-serie bedt tre his­torikere skrive om nogle af ”de andre refor­ma­tor­er”.


Reformationens nummer to

Luther var langt fra den eneste refor­ma­tor, og den ”Lutherske” ref­or­ma­tion var ikke bare hans. Mange andre – ikke bare teologer men også filosof­fer, juris­ter, fyrster, borg­ere og bøn­der – gjorde refor­ma­tio­nen til det, den blev. Som allierede og samar­be­jdspart­nere, som konkur­renter og mod­standere.

Én, der om nogen kan gøre krav på at være refor­ma­tio­nens num­mer to, er Philipp Melanchthon, Luthers kol­le­ga og samar­be­jdspart­ner. Som Luther for­mulerede det: ”Jeg blev født med det for­mål at slås med oprør­erne og djæv­lene og ligge i krig, der­for er mine bøger meget vold­somme og krigeriske. … Jeg er den grove skov­mand, der må rydde og bane vejen. Men mester Philipp føl­ger sobert og stille efter, byg­ger og planter, sår og van­der glædeligt med de gaver, Gud så rigeligt har givet ham.” Melanchthon er først og fremmest kendt som teolog: han skrev den første lære­bog i ”luther­sk-evan­ge­lisk” teolo­gi, Loci com­munes, i 1521 og den Augs­burgske Tros­bek­endelse, som i dag er et af den danske folkekirkes bek­endelsesskrifter.

Men Philipp var andet og mere end teolog: han var filosof og human­ist, dvs. kender af antikkens sprog og lær­dom. Det var i høj grad Melanchthons kund­sk­aber som human­ist, der sikrede ham berømthed og hans teol­o­giske bøger pop­u­lar­itet. Og det var Melanchthon, der stod for omor­gan­is­erin­gen og reformerin­gen af de protes­tantiske uni­ver­siteter. Han skrev mange af de nye protes­tantiske lære­bøger, der afløste de gam­le katolske, i teolo­gi, i retorik og logik, i natur­filosofi, og ikke mindst i moral­filosofi. Som sådan blev han kendt som ”Tysk­lands lær­er.”

Melanchthons humanistiske baggrund

Melanchthon kom til Wit­ten­berg i 1518 som nyansat pro­fes­sor i græsk, et af de nye human­is­tiske ”mod­efag”. Bag sig havde han en opsigtsvækkende løbe­bane gen­nem både det sko­lastiske og human­is­tiske uddan­nelsessys­tem. Philipp Schwartzerdt, som var Melanchthons oprindelige navn, blev født år 1497 i Bret­ten i det sydlige Tysk­land, og han var beslægtet med den berømte human­ist og hebraist Johannes Reuch­lin. Som elleveårig blev den unge Philipp sendt til en latin­skole i Pforzheim, som var udmær­ket ved et under­vis­ning­spro­gram, der lagde sig tæt op ad tidens fremmeste human­is­tiske ideer. Philipps under­vis­ning ful­gte således det klas­siske stu­dia human­i­tatis, dvs. gram­matik, retorik, poe­si, his­to­rie og moral­filosofi. Udover latin blev der også under­vist i græsk, hvori Philipp særligt udmærkede sig. Det var her, Reuch­lin gav den unge Philipp navnet Melanchthon — en græsk ver­sion af Schwartzerdt.

Derefter blev Melanchthon sendt på uni­ver­sitetet, hvor han på bare fem år opnåede først en bach­e­lor­grad i filosofi i Hei­del­berg og derefter en mag­is­ter­grad i Tübin­gen i overensstem­melse med de etablerede, sko­lastiske studieplan­er. Sideløbende med sine formelle studi­er var Melanchthon dog også tilknyt­tet human­is­tiske cirkler og bedrev sine egne human­is­tiske studi­er. Melanchthon skrev en hånd­bog i klas­sisk retorik og en i græsk gram­matik. Han redi­gerede også en ny udgave af den romerske digter Ter­ents, som blev anled­nin­gen til en læn­gere brevvek­sling med den berømte human­ist Eras­mus af Rot­ter­dam. I juli 1518 skrev Melanchthon til Reuch­lin og udtryk­te en trang til at for­lade Tübin­gen til fordel for en mere udfor­drende beskæftigelse. Reuch­lin kvit­terede ved at sikre Melanchthon posten som pro­fes­sor i græsk ved uni­ver­sitet i Wit­ten­berg.

Melanchthons forsvar for humanisme og filosofi i reformationen

I Melanchthons tiltrædelses­forelæs­ning ved Wit­ten­berg uni­ver­sitet i august 1518 opfor­drede han til en human­is­tisk ref­or­ma­tion af uni­ver­sitetet. Forelæs­nin­gen blev godt mod­taget, også af Luther. Omvendt gjorde Luther og hans teolo­gi også indtryk på Melanchthon, og i de føl­gende år blev de to vigtige samar­be­jdspart­nere i udformnin­gen og udbre­delsen af refor­ma­tio­nen. Melanchthon beg­y­n­dte at stud­ere teolo­gi og udgav i den forbindelse sin Loci com­munes og for­fat­tede desu­den flere forsvarsskrifter for Luther.

Der er i tidligere forskn­ing blevet skrevet meget om en for­mod­et per­son­lig split­telse i Melanchthon i forbindelse med hans ankomst til Wit­ten­berg og hans tilslut­ning til refor­ma­tio­nen. Melanchthon skulle således have været fanget mellem hans tilknyt­ning til Eras­mus af Rot­ter­dam på den ene side og Mar­tin Luther på den anden. Under indtryk af Luthers teolo­gi skal Melanchthon således have frasagt sig sin tidligere human­isme, for først senere at vende tilbage til den under begiven­hed­ernes pres. Men denne opfat­telse byg­ger på en uhold­bar antagelse om, at human­isme og luther­sk protes­tantisme er inkom­men­su­rable tankesys­te­mer, og frak­ender deru­dover Melanchthon hans indi­vidu­elle karak­ter og his­toriske agens.

I realiteten er der ikke meget, der tyder på, at Melanchthon gen­nemgik en indre krise. Tvær­ti­mod kan det siges at Melanchthon gen­nemgående ved­blev at stå ved sine human­is­tiske kund­sk­aber og iden­titet, sam­tidig med at han gjorde Luthers cen­trale teol­o­giske ind­sigter til sine egne. Der kan selvføl­gelig spores ændringer i Melanchthons filosofiske og teol­o­giske tænkn­ing. I kraft af den rolle Aris­tote­les’ Etik havde spillet i den sko­lastiske teori, som Luther kri­tis­erede, vendte Melanchthon sig for en tid væk fra græk­eren. Men han skulle senere vende tilbage til Aris­tote­les med en både fornyet og forstær­ket inter­esse. Og selv i afvis­nin­gen af Aris­tote­les holdt Melanchthon fast ved filosofien og de klas­siske tænkere.

Da uni­ver­sitetet i Wit­ten­berg i 1525 reformere­des, blev både Luther og Melanchthon tildelt særligt høje løn­ninger, og Melanchthon fik ret til frit at vælge, hvad han ville forelæse over. Sideløbende med sine arbe­jder som teolog hel­ligede Melanchthon sig filosofien samt refor­ma­tio­nen af uni­ver­siteterne og uddan­nelsessys­temet mere generelt, således at der kunne uddannes teologer, præster, filosof­fer, juris­ter og læger i overensstem­melse med den evan­ge­liske lære.

Melanchthons humanisme i teologien

De human­is­tiske kund­sk­aber, latin, græsk hebræisk, retorik og dialek­tik, såv­el som poe­si, his­to­rie og moral­filosofi, var ifølge Melanchthon uomgæn­gelige i den men­neske­lige tilværelse. Kend­skab til de klas­siske filosof­fers, statsmænd og poet­ers vis­dom var nød­vendi­ge for et ordentligt sam­fund og men­neske­liv. Og sprogkund­sk­aberne, retorik og dialek­tik var abso­lut nød­vendi­ge for at kunne læse og forstå biblen. For biblen – særligt skrifter som Paulus’ breve – var netop skrevet i overensstem­melse med klas­siske regler for retorik og dialek­tik. Hvis man ikke besad disse kund­sk­aber, måtte man der­for nød­vendigvis mis­forstå biblen og det gud­dom­melige bud­skab. Ifølge Melanchthon var dette netop, hvad der var sket i mid­de­lalderen, hvor de klas­siske kund­sk­aber var gået tabt, hvor­for alskens mis­forståelser af skriften og vran­glære havde været resul­tatet.

Melanchthons indlæg i de religiøse og teol­o­giske stridighed­er under Refor­ma­tio­nen bær­er således stærkt præg af denne human­is­tiske til­gang. Et godt eksem­pel er den strid, der udviklede sig mellem Mar­tin Luther og Eras­mus af Rot­ter­dam om vil­jens fri­hed i midten af 1520’erne. I 1524 havde Eras­mus udgivet Om den frie vil­je, hvor han argu­menterede for men­nes­kets evne til at vælge mellem godt og ondt i både åndelige og verd­slige forhold. Luther udgav som svar Om den træl­bundne vil­je i 1525, hvor han argu­menterede for, at men­nes­kets evne til at kunne vælge det gode helt og hold­ent var afhængig af gud­dom­melig nåde. Dette spørgsmål afhang selvføl­gelig af for­tolknin­gen af biblen, og Melanchthon udgav sit bidrag til stri­den i 1527 med sin kom­men­tar til Paulus’ brev til kolossenserne. På bag­grund af sin retoriske analyse af Paulus­brevet kri­tis­erede Melanchthon Eras­mus’ posi­tion og forsvarede Luthers ind­sigt: at men­nes­ket var afhængigt af guds nåde for frelsen. Sam­tidig argu­menterede Melanchthon for, at selv det syn­di­ge men­neske kan han­dle ret i ydre, poli­tisk for­stand.

Også i de kirke­poli­tiske og teol­o­giske forhan­dlinger mellem protes­tanterne og kato­likkerne spillede Melanchthons human­is­tiske kund­sk­aber en bety­delig rolle. Efter­som Luther var blevet fredløs efter Rigs­da­gen i Worms i 1521, kunne han ikke delt­age i forhan­dlingerne ved de senere rigs­dage. Det blev der­for Melanchthon, der – blandt teologerne fra Wit­ten­berg – førte pen­nen og forhan­dlingerne for protes­tanterne ved rigs­da­gene i Spey­er 1529 og Augs­burg 1530. I den forbindelse skrev Melanchthon ikke bare Con­fes­sio Augus­tana, han stod også i brevkon­takt med ind­fly­delses­rige forhan­dlingspart­nere og tileg­nede flere bibelkom­mentar­er til poli­tisk betyd­nings­fulde per­son­er – også på katol­sk side. Her trak han til fulde på hele det klas­siske og human­is­tiske retoriske og forhan­dlingsstrate­giske reg­is­ter.

Melanchthons humanisme, moralfilosofien og den politiske filosofi

Melanchthon var ikke mindst den eneste blandt Wit­ten­berg-refor­ma­tor­erne, der filosofisk og sys­tem­a­tisk diskuterede moral og poli­tik. Luthers poli­tiske skrifter der­i­mod var lej­lighedsskrifter og hans ærinder først og fremmest samvit­tighedsspørgsmål. Kan en kris­ten med god samvit­tighed engagere sig i poli­tik eller mod­sætte sig sin hersker? Kan en sol­dat også komme i himlen? Luther og mange af de andre refor­ma­tor­ers poli­tiske tænkn­ing kan også med en vis ret karak­teris­eres som poli­tisk teolo­gi: poli­tik diskutere­des af teologer på bag­grund af teol­o­giske forestill­inger om ver­dens indret­ning. Et eksem­pel på dette var den såkaldte toreg­i­mentelære, ifølge hvilken det verd­slige reg­i­mente styrede det ydre, kødelige og syn­di­ge liv med vold og magt, mens det åndelige reg­i­mente angik troen og frelsen. Der­til kom forestill­inger om, at sam­fun­det bestod af tre forskel­lige ”stæn­der” – stat­en, hus­standen og kirken – som skulle under­støtte hinan­den gen­sidigt. Ikke mindst var de Lutherske teologer over­be­vist om, at his­to­rien udspillede sig som en kamp mellem gud og djævlen, samt om dommedags snarlige komme. De karak­teris­erede der­for ofte deres mod­standere, særligt paven og den tyske kejs­er, som djævlens tjenere – eller end­da Antikrist selv. I alt dette tjente Biblen således som den primære begreb­smæs­sige ramme og det argu­men­ta­toriske våbenkam­mer.

Melanchthon der­i­mod for­mulerede en moral­filosofi og poli­tisk teori på bag­grund af de klas­siske tænkere og i særlig grad Aris­tote­les’ Niko­makhæiske Etik. Han forelæste hyp­pigt over dette værk og udgav i den forbindelse både kom­mentar­er til vær­ket og sin egen moral­filosofiske lære­bog, Philosophi­ae moralis epit­o­me, som omhan­dlede både etiske og poli­tiske emn­er. For ham var poli­tikken og moral­filosofien netop filosofiske dis­ci­plin­er, der som sådan var for­nuftens område. Dette betød ikke, at hans opfat­telse ikke var religiøst motiveret. Melanchthon bestræbte sig i høj grad på at bestemme filosofiens rolle for det kristne men­neske. Denne rolle hang i høj grad sam­men med den skel­nen mellem lov og evan­geli­um, som Luther og Melanchthon havde udviklet. Evan­geli­et inde­holdt en viden, som men­nes­kets for­nuft ikke kunne indse ved egen kraft; det var guds åben­bar­ing om syn­dernes for­ladelse gen­nem Jesus.

Moral­filosofien, der­i­mod, var ifølge Melanchthon udledt af naturlovens – dvs. guds lovs – bestem­melser om men­nes­kets ydre han­dlinger og pligter i sam­fun­det, for så vidt som for­nuften kunne indse disse. Ifølge Melanchthon var naturloven desu­den opsum­meret i de Ti Bud. Det stod cen­tralt i Melanchthons moral­filosofi, at men­nes­ket først og fremmest var skabt med det for­mål at kende, adlyde og ære gud. Dette var naturlovens første bud – et bud som for­nuften kunne indse. Der­fra kunne for­nuften udlede en række andre for­mål eller regler for men­nes­kets sam­fundsmæs­sige liv – såsom men­nes­kets forskel­lige dyder og pligter – for det pri­vate, etiske liv såv­el som det offentlige, poli­tiske liv.

Melanchthons syn på moral­filosofien inde­bar også en afk­lar­ing af kom­pe­tenceom­råder: det var teolo­gens opgave at prædike evan­geli­ets bud­skab om frelse. Poli­tik der­i­mod var filosof­fernes, human­is­ternes, juris­ternes og selvføl­gelig herskernes gebet (om end disse for­vent­edes at lytte til teologerne i religiøse og teol­o­giske spørgsmål). Som Melanchthon skrev i sin kom­men­tar til Aris­tote­les’ Poli­tikken: ”Se hvilken dumhed! Vil alle ikke grine af en teolog, der vil arbe­jde som læge, for­di han vil prak­tis­ere en kun­st, han aldrig har lært? Ligeså lat­terlig­gøres med rette de præster, som vil styre stater, når de nu aldrig har haft nogen erfar­ing med poli­tik.”

Grundlæggende for Melanchthons poli­tiske tænkn­ing var idéen om at stater, herskere og den poli­tiske og sociale orden mere generelt, var ordineret af gud. Dette kunne der find­es belæg for i biblen, eksem­pelvis i Romer­brevets kapi­tel 13 vers 1–2. Denne teol­o­giske autoritet trak Melanchthon først og fremmest på for at imødegå en bibel­sk begrun­det kri­tik af den poli­tiske orden, for eksem­pel i hans kri­tik af bon­deo­prøret i 1525. Ifølge Melanchthon var dette dog også en forestill­ing, der kunne begrun­des filosofisk. Idéen om at stat­en og lovene havde gud­dom­melig oprindelse, var således vidt udbredt hos klas­siske tænkere som Cicero, Pla­ton og Aris­tote­les. På bag­grund af Aris­tote­les’ Poli­tikken udviklede Melanchthon således en filosofisk teori om, at statens og herskernes autoritet var begrun­det i natur­ret­ten eller naturens lov. Denne anså Melanchthon som nævnt for guds lov, sådan som men­nes­kets for­nuft kunne forstå den. Denne teori brugte Melanchthon bl.a. til at tilbagevise den opfat­telse, der fandtes hos William af Ock­ham og andre sko­lastikere om, at stat­en var et pro­dukt af men­neske­ligt sam­tykke, og at herskere der­for kunne afsættes af deres under­såt­ter. Sam­tidig kunne teorien om at stat­en og lovene havde gud­dom­melig oprindelse også bruges til at under­minere de katolske pavers krav på ret­ten til at afvise verd­slige herskere; en ret de hævd­ede at have fået af Kris­tus.

Deru­dover betonede Melanchthon også vigtighe­den af de skrevne – og uskrevne – love for den sociale og poli­tiske orden i sin poli­tiske filosofi. Det var lovene, de gud­dom­melige og men­neske­lige, der fast­lagde herskernes og under­såt­ternes pligter, således at orden og sam­drægtighed opretholdtes. Dette var end­nu en tanke, der gik igen fra den romerske stats­mand og filosof Cicero, og som Melanchthon gjorde til sin egen. Under refor­ma­tio­nens omvælt­ninger brugte Melanchthon især denne tanke som bolværk mod mere vidtrækkende krav om reformer fra refor­ma­tor­er som Andreas Karl­stadt og Thomas Müntzer. For Melanchthon var et ideelt poli­tisk styre grundlæggende et styre, der regerede i overensstem­melse med love, og var alt­så en begrænset og reg­uleret magt. Tyran­ni, hvad enten oppe­fra eller nede­fra, bestod der­i­mod af uhæm­met og uind­skræn­ket magt. Denne forestill­ing brugte Melanchthon således også til at begrunde en mod­stand­sret mod den tyske, katolske kejs­er, og som et forsvar for de evan­ge­liske fyrster.

Ikke mindst var denne forplig­telse på de skrevne og uskrevne love – guds og naturens love – grund­laget for herskernes forplig­telse på at reformere kirken i overensstem­melse med den evan­ge­liske tro lige så vel som deres forplig­telse på at beskytte denne tro. Herskeren var ”lovens vogter” og det ”første medlem af kirken”. Da naturens lov – som opsum­meret i de Ti Bud – krævede, at gud skulle æres og tilbe­des på den rette måde, skulle herskeren der­for sikre ”guds ære”. Som his­torik­eren James Estes har vist, var dette til dels en reak­tion på, at evan­ge­liske refor­ma­tor­er i byer som Stras­bourg og Nürn­berg havde argu­menteret for, at Luthers toreg­i­mente-lære betød, at den verd­slige øvrighed ikke kunne tvinge folk, når det gjaldt trosspørgsmål. Ifølge disse refor­ma­tor­er var det øvrigheds opgave at sikre den sam­fundsmæs­sige ro og orden, hvad den gjorde bedst ved at tol­erere tros­forskelle. I mod­sæt­ning til denne opfat­telse argu­menterede Melanchthon for, at herskeren ikke blot skulle opretholde ro og orden, men først og fremmest var ans­varlig for ”guds ære”. Da guds ære krævede en kor­rekt guds­dyrkelse og forkyn­delsen af ”det rene” evan­gelie, kunne Melanchthon ret­færdig­gøre under­trykkelse og udvis­ning af anderlede­stroende som kato­likker og gendøbere. I forhold til kato­likkernes gav dette sig hov­ed­sageligt til udtryk i et ufrav­igeligt krav om en udbedring af kirke­lige mis­forhold og prædiken af vran­glære. Gendøberne blev gen­stand for en langt værre behan­dling: Melanchthon del­tog aktivt i afhørin­gen af gendøbere 1530’erne og anbe­falede flere gange, at de blev fængslet, udvist og hen­ret­tet.

Også Melanchthon selv skulle dog blive gen­stand for beskyld­ninger om vran­glære fra evan­ge­liske teologer. Særligt efter Luthers død i 1546 opstod der en split­telse mellem Melanchthon og hans ”philip­pis­tiske” tilhæn­gere på den ene side og de såkaldte ”gne­si­o­luther­anere” – eller ”ægte luther­anere” – på den anden. Gne­si­o­luther­an­erne beskyldte Melanchthon for at have for­rådt Luthers sande lære, især på teol­o­giske spørgsmål som læren om nad­v­eren og frelsen, men også for at gå på kom­pro­mis med kato­likkerne i poli­tiske spørgsmål.

Melanchthon, Europas lærer

Melanchthons human­isme sat­te dag­sor­de­nen for protes­tantisk moral­filosofi og poli­tisk filosofi langt ind i 1600-tal­let, men hans his­toriske betyd­ning var fler­ty­dig. På den ene side ret­færdig­gjorde Melanchthons tanker den lutherske kon­fes­sion­alis­er­ing med dens fokus på men­nes­kets pligter over­for gud og nød­vendighe­den af en religiøs ensret­ning. På den anden side sikrede Melanchthon videre­førelsen af den klas­siske lær­dom Refor­ma­tio­nen igen­nem, samt synet på moral­filosofien som en viden­skab, der er baseret på for­nuften og som er forskel­lig fra teolo­gien. Denne opfat­telse kunne med tiden blive grund­laget for opgøret med den kon­fes­sionelle og religiøse sam­fund­sor­den. Men dette måtte inde­bære en forskyd­ning og en omfor­tolkn­ing af både den protes­tantiske poli­tiske tænkn­ing og i særde­leshed natur­ret­ste­orien i lyset af 30 års-kri­gen, 1600-tal­lets store religiøse krig. Kri­gens ræd­sler gav anled­ning til en diskus­sion af begræn­sningerne for, hvad den men­neske­lige for­nuft kunne indse om guds hen­sigt med men­nes­ket. I lyset af forskel­lige teol­o­giske forestill­inger om sand guds­dyrkelse argu­menterede protes­tantiske natur­ret­stænkere som Samuel Pufendorf for, at man via for­nuften blot kunne nå den kon­klu­sion, at øvrighe­dens første pligt ifølge natur­ret­ten var at sikre sam­fundsmæs­sig ro og orden ved at reg­ulere men­neskers ydre han­dlinger. Det teol­o­giske spørgsmål om kor­rekt guds­dyrkelse måtte der­i­mod ligge uden­for statens magt, og i stedet være et ”pri­vat” ærinde.

Det er ikke for meget at sige, at refor­ma­tio­nen ikke havde været den samme uden Melanchthon. Han sat­te sit tydelige præg – ikke bare på den protes­tantiske teolo­gi, men i høj grad også på de protes­tantiske lan­des uddan­nelsessys­te­mer og lær­domshis­to­rie. Melanchthons lære­bøger fast­sat­te grundtrækkene for den protes­tantiske retorik, dialek­tik, natur­filosofi og moral­filosofi langt ind i 1600-tal­let. Dette skyldtes ikke mindst, at stud­erende fra hele Europa flokkedes til Wit­ten­berg for at stud­ere under Melanchthon. Som sådan var Melanchthon ”Europas lær­er”.

Mads Lang­balle Jensen har skrevet sin ph.d. afhan­dling ved Uni­ver­si­ty Col­lege Lon­don om Philipp Melanchthon

Scroll til toppen