Thomas Müntzer: Profet, revolutionær og byreformator

Thomas Müntzer var den reformator, der tog opgøret mod den bestående kirke til dets mest ekstreme og voldelige punkt. Müntzer er kendt for sin rolle i Den Tyske Bondekrig, men var i virkeligheden en byreformator og en nytænker, der kombinerede neo-platonisk mysticisme og apokalyptisk spiritualisme i en sprængfarlig revolutionsteologi.

DE ANDRE REFORMATORER Reformationen var mere end Luther. Reformationen voksede ud af en lang intellektuel tradition og et historisk øjeblik, der beredte vejen for det markante brud, som Reformationen skulle vise sig at blive. For at levendegøre den idérigdom, Reformationen bestod af, har Baggrund i denne fokus-serie bedt tre historikere skrive om nogle af ”de andre reformatorer”.

Den 15. maj 1525 førte Thomas Müntzer en hær bestående af 7000 bønder frem mod et forfærdeligt slag. Slaget ved Frankenhausen omtales som regel som et af de vigtigste slag i Den Tyske Bondekrig, men i virkeligheden var det en massakre snarere end et slag. Bønderne – dårligt udstyrede og anført af en karismatisk prædikant uden nogen som helst militær erfaring – var chanceløse over for prinserne af Hessen og Sachsens forenede hær. 6000 bønder blev slagtet, mens prinserne blot mistede seks soldater.

Müntzer tog flugten og forsøgte at gå i skjul, da omfanget af katastrofen gik op for ham. Men han blev snart fundet, bragt i fangenskab, forhørt og tortureret hårdhændet. Den 27. maj, tolv dage efter slaget, blev han henrettet ved halshugning. Hans krop blev efterfølgende spiddet på et langt spyd og hans afhuggede hoved placeret på toppen af en pæl som afskrækkelse overfor fremtidige oprørere.

Dette er en temmelig spektakulær måde at ende ens dage på, og Müntzers rolle i bondekrigen har – ikke overraskende – været bestemmende for det historiske perspektiv, fra hvilket hans person er blevet set lige siden. Det mest berømte eksempel er Friedrich Engels bog Den tyske bondekrig (1850), der fremmaner et billede af Müntzer som proto-kommunist.

Men også i den ikke-marxistiske historietradition huskes Müntzer først og fremmest som en bondeleder, om end af andre grunde. Den vesttyske historieskrivning, ofte skrevet af protestantiske teologer, var primært interesseret i Müntzer som Martin Luthers modstykke. Selv i nylige TV- og filmproduktioner indtager Müntzer pladsen som fanatikeren, mens Luther præsenteres som den sobre politiske realist. Set fra dette perspektiv kulminerede selv konfrontationen mellem Müntzer og Luther tilsyneladende i Bondekrigen, da Luther tog prinsernes parti og Müntzer tog bøndernes.

Den mere specialiserede faglitteratur, der omhandler Luther og Müntzer, er naturligvis mere nuanceret, men i tekstbogslitteraturen er Bauernführer den attribut, der oftest associeres med Müntzers navn.

Intet kunne være mere forkert. Faktisk har Müntzers arv som teolog, prædikant, reformator og revolutionær meget lidt at gøre med bønder. Müntzers tropper – der hovedsagligt var rekrutteret blandt borgerskabet i byen Mühlhausen – tilsluttede sig desuden først bønderne to dage før Slaget ved Frankenhausen. På dette tidspunkt havde bondeoprøret i Thüringen allerede stået på i et godt stykke tid, uden at Müntzer havde spillet nogen rolle i det.

Med andre ord er Müntzers rolle som bondeleder nærmest en historisk tilfældighed, der da heller ikke udgør mere end de to sidste uger af hans liv. I Müntzers skriftlige værker nævnes bønder så godt som aldrig. Det miljø hvorfra Müntzer rent faktisk kom, og i hvilket han praktisk talt befandt sig hele sit liv, var den urbane middelklasse. Hans efterladte korrespondancer viser, at hans samtalepartnere var humanister og teologer, men også håndværksmestre og byrådsmænd. Hans mest dedikerede følgere kom dog fra byens lavere middelklasse, især blandt håndværkerne fra de mindre velstillede lav, såsom væverne.

Som Müntzer selv direkte sagde: ”det er håndværkerenes søde sved, der er blevet til bitter galde og kunne være brændslet for den kommende transformation.” Sagt med andre ord var det den lavere urbane middelklasses politiske og økonomiske utilfredshed, Müntzer kunne regne med i udførelsen af sine revolutionære planer. Mod slutningen af sin karriere sammenføjede han endda sin teologi med udformningen af en urban forfatning. Men inden jeg forklarer dette mere detaljeret, vil jeg kort skitsere Müntzers karriere som teolog og reformator.

Müntzers apokalyptiske teologi

Müntzer blev formentlig født i minebyen Stolberg i Harzen i slut-1480’erne eller de tidlige 1490’ere. Om end familien ikke var meget rig, var den bestemt heller ikke fattig. Müntzers slægt hørte til regionens urbane og administrative middelklasse, der indeholdt politiske og gejstlige tjenestemænd. I disse kredse kunne tidens nye humanistiske idealer blomstre. Videregående uddannelse var værdsat og eftertragtet, da det banede vejen for en lang række karrieremuligheder indenfor retspraksis, uddannelse, administration og kirkevæsenet. Müntzers sociale baggrund er med andre ord ikke bemærkelsesværdigt anderledes end den baggrund, som mange af den nordiske renæssance og den tidlige reformations andre ledende figurer – deriblandt Martin Luther – kom fra.

Müntzer modtog først undervisning i en latinskole, siden på en række universiteter, heriblandt i Leipzig, Viadrina universitetet i Frankfurt (Oder) og Wittenberg universitetet. Hans skrifter, og i endnu højere grad hans breve og noter, vidner om en forbløffende grad af lærdom og om evnen til at skrive på et poleret latin.

Blandt Müntzers undervisere var eminente humanistiske lærde såsom Johannes Rhagius Aesticampianus. Han studerede de romerske poeter, klassisk filosofi (især Platon og Aristoteles), kirkefædrene, og middelalderlige mystikere; han var belæst i kirkehistorie og fuldt ud opdateret, når det gjaldt de seneste udviklinger indenfor teologi. Alt i alt var hans livsbane typisk for den humanistiske bevægelse, der blomstrede blandt medlemmerne af den håbefulde middelklasse i større og mindre tyske byer. Selv hans fromhedsbegreb, der var fokuseret på imitation af Kristus, var påvirket af Devotio Moderna – en bevægelse der var optaget af personlig inderlighed kombineret med en praktisk livsførelse, og som i udpræget grad var et urbant middelklassefænomen.

Dette fører os til Müntzers teologi. Det er klart, at hverken det marxistiske perspektiv på Müntzer som en social revolutionær eller det lutherske perspektiv, der fremstillede Müntzer som en fanatiker, har tilskyndet en grundig udforskning af hans intellektuelle baggrund. Kun få historiske studier har taget ham seriøst som tænker.

Imidlertid er de ideer, der kan findes i hans skrifter, ofte overraskende og vidner om en reformteologi, der er mere eller mindre uafhængig af Luthers og andre reformatorers. Müntzer skriver, for at starte et sted, at menneskene ikke er skabt, men er faldet fra guddommelighed til kreaturlighed. Med andre ord udgør en neo-platonisk kosmologi rammen for Müntzers tænkning.

I deres essentielle spirituelle kerne er mennesker guddommelige, siger Müntzer, og de forbliver guddommelige. Imidlertid glemte den menneskelige sjæl sit guddommelige ophav efter faldet til det materielle rige. I stedet udviklede menneskene deres eget individuelle selv, der næres af begær og kropslige drifter, men også af frygt – en frygt for andre skabninger snarere end skaberen. Eller sagt i politiske termer: Mænd kom til at frygte deres jordiske herrer mere end deres himmelske herre.

Derfor må menneskene overkomme deres individuelle selv for at kunne vende tilbage til deres oprindelige guddommelighed; for at blive guddommeliggjort (tysk: vergottet), som Müntzer selv udtrykker det. At overkomme sit eget selv er imidlertid ikke nemt. Det kræver ekstrem lidelse, lidelse afledt af ens egen syndighed, selviskhed og spirituelle svaghed. Lykkes det dog menneskene at rense deres indre fra alle selviske begær, bliver de som tomme beholdere, klar til at modtage en tilstrømning af Helligånden. Efter at dette opnås, taler Ånden i det menneskelige indre gennem drømme, visioner og intuitioner. Alt hvad dette spirituelt styrede menneske tænker, siger eller gør, er således udførelsen af den guddommelige vilje.

Indtil videre ligger Müntzers tankegang ikke langt fra visse senmiddelalderlige mystiske tekster, som eksempelvis Johannes Taulers prædikener eller den anonymt forfattede Theologia Germanica – tekster som Müntzer da også havde læst. Den essentielle egenskab, som disse tekster havde arvet fra tidligere former for kristen-platonisk mysticisme, er idéen om, at den rensede person ikke blot kan opnå en kortvarig oplevelse af det guddommelige, men ligefrem kan opnå og forblive i en permanent mystisk tilstand.

Müntzer stoppede dog ikke her. Tværtimod kombinerede han denne mysticisme med en apokalyptisk spiritualisme, som han formentlig tilegnede sig fra Nicholas Storch, en væver og lægprædikant i byen Zwickau. Grundidéen var, at en fornemmet stigning i mængden af visionære oplevelser pegede i retning af en forestående pinse-begivenhed, hvor troende kollektivt ville modtage Helligånden.

Nu sammenføjede Müntzer neo-platonisk mysticisme med apokalyptisk spiritualisme i en revolutionær politisk teologi. For ham er guddommeliggørelsesprocessen ikke den enkelte troendes moralske fremskridt, men nærmere en kollektiv begivenhed, der vil medføre en enorm transformation af verden. I sidste ende vil de mennesker, der vælger den sande kristendom, blive bragt fra den materielle verden tilbage til deres guddommelige ophav.

For Müntzer markerer den universelle pinse dog blot kulminationen på en religiøs historisk udvikling, der allerede begynder med menneskenes oprindelige fald ind i gudsforglemmelsen. De første der forsøgte at minde menneskene om deres guddommelige oprindelse var Israels profeter – om end med begrænset succes. Kun Kristi komme gjorde en markant forskel. Kristus viste gennem eget eksempel, hvordan mennesker må undergå stor smerte og lidelse, før de kan forkaste deres kød og genopstå som spirituelle skabninger.

Kristi inkarnation skulle have været dét store øjeblik for igangsættelsen af de faldne menneskers tilbagekomst fra den kreaturlige verdens mangfoldighed til den guddommelige enhed. Kristus grundlagde sin kirke med netop dette formål. Netop på dette tidspunkt kom Satan, der altid modarbejder Guds plan, imidlertid til syne. Han forsøgte med succes at føre kirken i forvildelse; dette opnåede han ved at skabe præsteskabet. Præsteskabet er altså Satans reaktion på Kristus. Han bruger de gejstlige, og teologerne i deres tjeneste, til at prædike en falsk tro til menneskene, og dermed distrahere dem fra den sande kristendom. Den sande kristendom er imidlertid ikke legemliggjort i den gejstlige kirkes sakramentale orden, men er i stedet givet ved imitationen af Kristus i hans lidelse. Derfor er den romerske kirke ifølge Müntzer en forhindring på den troendes vej mod guddommeliggørelse. Og denne hindring må fjernes gennem en aktiv indsats.

Præcis som den individuelle troende må udslette sine lyster og sit begær for at muliggøre et møde med Gud i sit indre, må trossamfundet forene sig for at udslette gejstlige, munke samt skolastiske teologer for at muliggøre et møde med Gud i den historiske verden. Müntzer accepterede ikke Luthers motto om ”frelse gennem troen alene” (sola fide); nej, menneskene må kæmpe for deres frelse, væbne sig og gå på slagmarken. Tiden var moden til at oprette Guds Kongerige.

De udvalgte og de gudløse

I Müntzers skriverier findes kun to slags mennesker: de gudløse og de udvalgte. De gudløse – såsom præster, munke, skolastikere og alle de tyranniske herskere i den romerske kirkes fold – har ingen guddommelig substans, men besidder derimod en ren og skær kreaturlig karakter, og er sendt på historiens slagmark af Satan selv. De udvalgte er til gengæld alle mennesker af guddommelig oprindelse, der er kaldet til deres tilbagevenden til Gud. For at gøre genspiritualiseringen af verden mulig må de nu imidlertid ”udskille og udslette” de gudløse.

Ikke alle udvalgte vil dog automatisk blive vækket af Helligånden. Og dette er på sin vis det humanistiske element i Müntzers tænkning; et element, der står i diametral modsætning til prædestinationsdoktrinen, der findes hos de fleste andre reformatorer. Müntzer understreger, at det er op til det enkelte individ at svare det guddommelige kald og realisere det potentiale, der er givet ved guddommelig udvælgelse. Guddommelig udvælgelse indebærer ikke automatisk frelse – snarere er det individets indsats og præstationer, der henstiller ham eller hende til frelsen.

Derfor er det, ifølge Müntzer, reformationsprædikantens opgave at minde de udvalgte om, at de ikke må være dovne, men skal arbejde aktivt for deres frelse. Det skal de gøre gennem indre renselse – ved at dræbe og kvæle deres begær – og gennem ydre renselse – ved at dræbe og kvæle de gudløse.

Prædikanten

Müntzers aktivitet som prædikant foregår stort set udelukkende i større og mindre byer. Hans første større stilling som prædikant opnår han i 1520 i den blomstrende by Zwickau, hvor han fandt en stor følgerskare blandt byens håndværkere. Den næste større post i hans karriere var i Prag, hvor han udarbejdede sit berømte Prag Manifest i flere udgaver, der var tilpasset mangfoldigheden af det urbane samfund: en kortere og en længere tysk udgave, en udgave på latin og derudover fik han oversat en udgave til det tjekkiske folkesprog. Han prædikede også i Erfurt, Augsburg, Nordhausen, Weimar og Halle, før han slog sig ned i forholdsvist længere perioder, først i 1523 i Allstedt, en saksisk enklave, og derefter i den frie rigsstad (en by med særlige rettigheder, der hørte direkte under den tysk-romerske kejser, o.a.) Mühlhausen i 1524. Hvorfor så mange lokaliteter? Fordi han så godt som aldrig forlod en by af egen fri vilje.

Allerede i Zwickau er det muligt at genkende et bestemt mønster i Müntzers agitation. I overensstemmelse med sin teologi søgte Müntzer at etablere klare kløfter mellem de gudløse og de udvalgte; det gjorde han gennem fire trin:

1. Han identificerede de mest indflydelsesrige prædikanter i byen, uagtet om de var franciskanske munke eller følgere af Martin Luther, og forsøgte at forstå deres hovedbudskab.
2. Derefter overdrev han prædikanternes diskurs med det formål at få den til at lyde absurd og få sine rivaler til at fremstå latterlige.
3. Derefter tilpassede han sine egne prædikener, således at han prædikede præcis det modsatte af sine rivaler.
4. Og endelig efterlod han kun sit publikum med et enkelt valg: at være enten med ham eller med fjenden – hvormed han gjorde en teologisk tvist til en politisk konflikt.

På dette tidspunkt forekom der ofte voldelige konflikter mellem de to parter, indtil byens magistrater greb ind, enten for at beskytte de dominerende borgeres politiske og økonomiske interesser eller for at forhindre en indblanding fra de regionale, adelige overherrer (prinser og markgrever, o.a.), hvad der ville have skadet byernes autonomi. Müntzer måtte derefter forlade byen og søge mod den næste by, der ville tillade ham at prædike.

Urban utilfredshed

I denne periode søgte tyske byer at opnå større uafhængighed fra deres regionale overherrer (Tysk: Landesherren). Imidlertid medførte byernes stræben efter politisk autonomi også et forsøg på at begrænse gejstlige autoriteters indflydelse og opnå større selvstændighed i udformningen af den religiøse orden i bysamfundet. I mange byer kunne en voksende spænding observeres mellem byrådet og fællesskabet (Tysk: Gemeinde) som et resultat af et voksende ønske om en bredere politisk deltagelse.

I den henseende er det overraskende, hvor lidt en reformator som Martin Luther havde at sige om byerne, på trods af at reformationsteologien opstod i byerne og i starten fandt mest støtte i bymiljøerne. Situationen er selvfølgelig fuldstændigt anderledes længere mod syd, i Strasbourg og de schweiziske byer, hvor reformationerne fra begyndelsen primært var urbane begivenheder. Men de centraltyske reformatorer – med deres intellektuelle centrum ved Wittenberg universitetet – viser ingen sammenlignelig interesse i at reformere byernes forfatning, med Andreas Karlstadt og hans projekt for at skabe Den Kristne By som den ene markante undtagelse.

Effekten af Luthers teologi på byernes politiske og økonomiske situation var naturligvis også dramatisk, for så vidt at afladssystemets kollaps tillod en omfangsrig omstrukturering af byernes finansielle orden. Imidlertid gjorde Luthers absolutte adskillelse af den usynlige sfære, der blev udgjort af Guds Kongerige, og det synlige sekulære rige det næppe muligt at bruge hans teologi til forfatningsmæssig reform.

Af denne grund fremstod Müntzers teologi så meget mere attraktiv, især for de segmenter af det urbane samfund der stræbte efter mere politisk deltagelse. Müntzer troede ikke på Luthers usynlige kirke. Tværtimod ønskede han at skabe en ny apostolisk kirke, hvis medlemmer skulle være de udvalgte, nøje adskilt fra de gudløse. Det vil sige, at han ville skabe nye kløfter, der ville udslette de etablerede sociale skel. Ifølge Müntzers politiske idéer måtte civilsamfundet og det kirkelige samfund gøres til et.

Den første gang, det lykkedes Müntzer at skabe et sådant politisk-religiøst samfund, var i byen Allstedt. Imidlertid går de kilder, vi har fra Müntzers tid i Allstedt, mest på hans reformering af gudstjenesten. Kilderne fra Mühlhausen, det næste stop på hans rute, er mere uddybende, når det gælder Müntzers politiske reformer. I modsætning til Allstedt var Mühlhausen en stor by, næsten ti gange Allstedts størrelse, der tilmed havde status som kejserlig fristad.

I realiteten var byens rigdom og politiske autonomi dog på retur, og byen var afhængig af beskyttelse fra prinserne af Hessen og Sachsen. Lavene indtog en relativt stærk stilling i byen og besad halvdelen af pladserne i byrådet, mens de dominerende borgerlige familier sad på den anden halvdel.

De mindre velstillede lav, såsom væverne, var til gengæld udelukket fra politisk medlemskab, og ledelsen af lavene undergik – som det også skete mange andre steder – en oligarkisering. Dette var næsten uundgåeligt, eftersom byrådsmedlemmer ikke modtog løn og var nødt til at sikre deres økonomiske stilling, hvad der førte til selvberigelse på bekostning af det større fællesskab. Derudover forblev den fattigere befolkningen i forstæderne – for ikke at nævne de 17 landsbyer, der også hørte til Mühlhausen – udelukket fra byens politiske liv. Endelig blandede religiøse aktører, især den teutoniske orden, sig kraftigt i byens økonomiske og politiske liv. Alle disse faktorer førte til en dyb og omfangsrig utilfredshed.

Situationen eksploderede, da tre ureglementerede prædikanter dukkede op i byen i 1522 og anstiftede et oprør blandt den lavere middelklasse. En komité med 40 medlemmer blev nedsat sammen med Achtmänner-institutionen, der skulle sikre det bredere samfund kontrol over byrådet. De indgav en liste med 54 gravamina (anklagepunkter, o.a.) til byrådet, men rådet tøvede med at indføre reformer. Resultatet blev et væbnet oprør, under hvilket også flere klostre blev ødelagt. Til sidst blev et kompromis opnået i den såkaldte Mühlhausen reces, hvori rådet accepterede Achtmännerne som byens medregenter. Lavene kom altså ud som opgørets vindere, mens de fattige indbyggere i byens forstæder forblev udelukket fra politisk deltagelse.

Profeten Müntzer

Imidlertid førte byrådets gentagne overtrædelser af aftalen til nye optøjer – og det er sådan landet ligger, da Müntzer ankommer til byen i 1524. Sammen med Heinrich Pfeiffer, en af de førnævnte prædikanter, iscenesatte han en spektakulær protest. Hundreder, måske tusinder, af Mühlhausens indbyggere marcherede i et enormt optog udenfor byportene, mens et blodrødt kors og et sværd blev båret foran dem. Det er formentlig ved denne lejlighed at Müntzer grundlagde Den Evige Pagt, en civil, militær og religiøs forening, der især omfattede byens fattigere indbyggere, men næsten ingen bønder.

Müntzer og Pfeiffer udfærdigede de 11 såkaldte Mühlhausen-vedtægter, der dokumenterer deres planer for en teokratisk forfatning. De antyder et retssystem baseret på guddommelig lov, i hvilket selv byrådsmedlemmerne trues med dødsstraf, skulle de afvige fra de bibelske bud. Allerede den første vedtægt foreslår valget af et fuldstændig nyt byråd. For at gøre politisk deltagelse mulig for et meget bredere udvalg af borgere skulle alle byrådsmedlemmer derudover modtage gager.

Det står ikke nedskrevet noget sted, men fremgår ikke desto mindre af de efterfølgende begivenheder, at profeten Müntzer hævdede at besidde nådegaven, der gjorde det muligt for ham at vurdere personers egnethed til politiske embeder og at kende den guddommelige vilje, som byrådsmedlemmerne og dommerne skulle føre ud i livet. Han forestillede sig formentlig en ordning ikke ulig den i Jean Calvins Geneve, hvor Calvin ikke officielt besad et embede, men samtidig kontrollerede samtlige embeder.

Imidlertid dannede de siddende byrådsmedlemmer en oppositionel alliance med de mere konservativt-indstillede indbyggere fra de omkringliggende landsbyer. Ironisk nok var det altså bønderne, der foranledigede, at Müntzers forfatningsprojekt blev en fiasko. Som sædvanlig måtte Müntzer forlade byen, men snart kunne han vende tilbage, efter at det var lykkedes byrådet også at gøre sig uvenner med bønderne. Denne gang kunne Müntzer derfor gennemføre sin reform og genetablere Det Evige Råd på en endnu bredere social basis.

Müntzers kosmiske reformteologi tillod ham imidlertid ikke at være tilfreds med politisk reform i blot en by. Ifølge hans idéer måtte de udvalgte fra hele verden tilslutte sig hans apostoliske kirke, og han håbede udtrykkeligt at selv muslimerne ville gøre ham følge. Derfor forlod han Mühlhausen sammen med sine tropper for at slutte sig til bondeoprøret, som han håbede ville være starten på en global revolution, der kunne resultere i genspiritualiseringen og guddommeliggørelsen af hele menneskeheden.

Oversat af Frederik Forrai Ørskov

Matthias Riedl er lektor i religionshistorie ved Central European University. Han arbejder pt. på en bog om Thomas Müntzer.