Thomas Müntzer: Profet, revolutionær og byreformator

Thomas Müntzer. Kob­bertryk af Gas­par Bout­tats (1690).

Thomas Müntzer var den reformator, der tog opgøret mod den bestående kirke til dets mest ekstreme og voldelige punkt. Müntzer er kendt for sin rolle i Den Tyske Bondekrig, men var i virkeligheden en byreformator og en nytænker, der kombinerede neo-platonisk mysticisme og apokalyptisk spiritualisme i en sprængfarlig revolutionsteologi.

DE ANDRE REFORMATORER Refor­ma­tio­nen var mere end Luther. Refor­ma­tio­nen voksede ud af en lang intellek­tuel tra­di­tion og et his­torisk øje­b­lik, der beredte vejen for det markante brud, som Refor­ma­tio­nen skulle vise sig at blive. For at lev­en­degøre den idérig­dom, Refor­ma­tio­nen bestod af, har Bag­grund i denne fokus-serie bedt tre his­torikere skrive om nogle af ”de andre refor­ma­tor­er”.


Den 15. maj 1525 førte Thomas Müntzer en hær bestående af 7000 bøn­der frem mod et for­færdeligt slag. Slaget ved Franken­hausen omtales som regel som et af de vigtig­ste slag i Den Tyske Bon­dekrig, men i virke­lighe­den var det en mas­sakre snarere end et slag. Bøn­derne – dårligt udstyrede og anført af en karis­ma­tisk prædikant uden nogen som helst mil­itær erfar­ing – var chanceløse over for prin­serne af Hes­sen og Sach­sens forenede hær. 6000 bøn­der blev slagtet, mens prin­serne blot mist­ede seks sol­dater.

Müntzer tog flugten og forsøgte at gå i skjul, da omfanget af katas­tro­fen gik op for ham. Men han blev snart fun­det, bragt i fan­gen­skab, forhørt og tor­tur­eret hård­hæn­det. Den 27. maj, tolv dage efter slaget, blev han hen­ret­tet ved hal­shugn­ing. Hans krop blev efter­føl­gende spid­det på et langt spyd og hans afhuggede hov­ed plac­eret på top­pen af en pæl som afskrækkelse over­for frem­tidi­ge oprørere.

Dette er en tem­melig spek­takulær måde at ende ens dage på, og Müntzers rolle i bon­dekri­gen har – ikke over­rask­ende – været bestem­mende for det his­toriske per­spek­tiv, fra hvilket hans per­son er blevet set lige siden. Det mest berømte eksem­pel er Friedrich Engels bog Den tyske bon­dekrig (1850), der frem­man­er et billede af Müntzer som pro­to-kom­mu­nist.

Men også i den ikke-marx­is­tiske his­to­ri­etra­di­tion huskes Müntzer først og fremmest som en bon­deled­er, om end af andre grunde. Den vest­tyske his­to­rieskrivn­ing, ofte skrevet af protes­tantiske teologer, var primært inter­esseret i Müntzer som Mar­tin Luthers mod­stykke. Selv i nylige TV- og film­pro­duk­tion­er ind­tager Müntzer plad­sen som fanatik­eren, mens Luther præsen­teres som den sobre poli­tiske real­ist. Set fra dette per­spek­tiv kul­minerede selv kon­fronta­tio­nen mellem Müntzer og Luther tilsyneladende i Bon­dekri­gen, da Luther tog prin­sernes par­ti og Müntzer tog bøn­dernes.

Den mere spe­cialis­erede faglit­ter­atur, der omhan­dler Luther og Müntzer, er naturligvis mere nuanceret, men i tek­st­bogslit­ter­a­turen er Bauern­führer den attrib­ut, der oftest associeres med Müntzers navn.

Intet kunne være mere fork­ert. Fak­tisk har Müntzers arv som teolog, prædikant, refor­ma­tor og rev­o­lu­tionær meget lidt at gøre med bøn­der. Müntzers trop­per – der hov­ed­sagligt var rekrut­teret blandt borg­er­sk­a­bet i byen Mühlhausen – tilslut­tede sig desu­den først bøn­derne to dage før Slaget ved Franken­hausen. På dette tid­spunkt havde bon­deo­prøret i Thürin­gen allerede stået på i et godt stykke tid, uden at Müntzer havde spillet nogen rolle i det.

Med andre ord er Müntzers rolle som bon­deled­er nærmest en his­torisk til­fældighed, der da heller ikke udgør mere end de to sid­ste uger af hans liv. I Müntzers skriftlige værk­er nævnes bøn­der så godt som aldrig. Det miljø hvor­fra Müntzer rent fak­tisk kom, og i hvilket han prak­tisk talt befandt sig hele sit liv, var den urbane mid­delk­lasse. Hans efter­ladte kor­re­spon­dancer vis­er, at hans sam­talepart­nere var human­is­ter og teologer, men også hånd­værksmestre og byrådsmænd. Hans mest dedik­erede føl­gere kom dog fra byens lavere mid­delk­lasse, især blandt hånd­værk­erne fra de min­dre vel­stillede lav, såsom væverne.

Som Müntzer selv direk­te sagde: ”det er hånd­værkerenes søde sved, der er blevet til bit­ter galde og kunne være brænd­slet for den kom­mende trans­for­ma­tion.” Sagt med andre ord var det den lavere urbane mid­delk­lass­es poli­tiske og økonomiske util­fred­shed, Müntzer kunne reg­ne med i udførelsen af sine rev­o­lu­tionære plan­er. Mod slut­nin­gen af sin kar­riere sam­men­fø­jede han end­da sin teolo­gi med udformnin­gen af en urban for­fat­ning. Men inden jeg fork­lar­er dette mere detal­jeret, vil jeg kort skit­sere Müntzers kar­riere som teolog og refor­ma­tor.

Müntzers apokalyptiske teologi

Müntzer blev for­mentlig født i minebyen Stol­berg i Harzen i slut-1480’erne eller de tidlige 1490’ere. Om end fam­i­lien ikke var meget rig, var den bestemt heller ikke fat­tig. Müntzers slægt hørte til regio­nens urbane og admin­is­tra­tive mid­delk­lasse, der inde­holdt poli­tiske og gejstlige tjen­estemænd. I disse kredse kunne tidens nye human­is­tiske ide­al­er blom­stre. Videregående uddan­nelse var værd­sat og efter­tragtet, da det banede vejen for en lang række kar­ri­eremu­lighed­er inden­for ret­sprak­sis, uddan­nelse, admin­is­tra­tion og kirkevæsenet. Müntzers sociale bag­grund er med andre ord ikke bemærkelsesværdigt anderledes end den bag­grund, som mange af den nordiske renæs­sance og den tidlige refor­ma­tions andre ledende fig­ur­er – deri­b­landt Mar­tin Luther – kom fra.

Müntzer mod­tog først under­vis­ning i en latin­skole, siden på en række uni­ver­siteter, heri­b­landt i Leipzig, Viad­ri­na uni­ver­sitetet i Frank­furt (Oder) og Wit­ten­berg uni­ver­sitetet. Hans skrifter, og i end­nu højere grad hans breve og not­er, vid­ner om en for­bløf­fende grad af lær­dom og om evnen til at skrive på et pol­eret latin.

Blandt Müntzers under­vis­ere var emi­nente human­is­tiske lærde såsom Johannes Rhag­ius Aes­ti­campianus. Han stud­erede de romerske poet­er, klas­sisk filosofi (især Pla­ton og Aris­tote­les), kirke­fæ­drene, og mid­de­lalderlige mys­tikere; han var belæst i kirke­his­to­rie og fuldt ud opdateret, når det gjaldt de sen­este udviklinger inden­for teolo­gi. Alt i alt var hans livs­bane typisk for den human­is­tiske bevægelse, der blom­strede blandt medlem­merne af den håbe­fulde mid­delk­lasse i større og min­dre tyske byer. Selv hans fromheds­be­greb, der var fokuseret på imi­ta­tion af Kris­tus, var påvir­ket af Devo­tio Mod­er­na – en bevægelse der var optaget af per­son­lig inderlighed kom­bineret med en prak­tisk livs­førelse, og som i udpræget grad var et urbant mid­delk­lasse­fænomen.

Dette før­er os til Müntzers teolo­gi. Det er klart, at hverken det marx­is­tiske per­spek­tiv på Müntzer som en social rev­o­lu­tionær eller det lutherske per­spek­tiv, der frem­stillede Müntzer som en fanatik­er, har tilskyn­det en grundig udforskn­ing af hans intellek­tuelle bag­grund. Kun få his­toriske studi­er har taget ham ser­iøst som tænker.

Imi­dler­tid er de ideer, der kan find­es i hans skrifter, ofte over­rask­ende og vid­ner om en reform­te­olo­gi, der er mere eller min­dre uafhængig af Luthers og andre refor­ma­tor­ers. Müntzer skriv­er, for at starte et sted, at men­neskene ikke er skabt, men er faldet fra gud­dom­me­lighed til krea­turlighed. Med andre ord udgør en neo-pla­tonisk kos­molo­gi ram­men for Müntzers tænkn­ing.

I deres essen­tielle spir­ituelle kerne er men­nesker gud­dom­melige, siger Müntzer, og de for­bliv­er gud­dom­melige. Imi­dler­tid glemte den men­neske­lige sjæl sit gud­dom­melige ophav efter faldet til det materielle rige. I stedet udviklede men­neskene deres eget indi­vidu­elle selv, der næres af begær og krop­slige drifter, men også af frygt – en frygt for andre skab­ninger snarere end skaberen. Eller sagt i poli­tiske ter­mer: Mænd kom til at frygte deres jordiske her­rer mere end deres him­melske herre.

Der­for må men­neskene overkomme deres indi­vidu­elle selv for at kunne vende tilbage til deres oprindelige gud­dom­me­lighed; for at blive gud­dom­melig­gjort (tysk: ver­got­tet), som Müntzer selv udtrykker det. At overkomme sit eget selv er imi­dler­tid ikke nemt. Det kræver ekstrem lidelse, lidelse afledt af ens egen syn­dighed, selviskhed og spir­ituelle svaghed. Lykkes det dog men­neskene at rense deres indre fra alle selviske begær, bliv­er de som tomme beholdere, klar til at mod­tage en tilstrømn­ing af Hel­ligån­den. Efter at dette opnås, taler Ånden i det men­neske­lige indre gen­nem drømme, vision­er og intu­ition­er. Alt hvad dette spir­ituelt styrede men­neske tænker, siger eller gør, er således udførelsen af den gud­dom­melige vil­je.

Indtil videre lig­ger Müntzers tankegang ikke langt fra visse sen­mid­de­lalderlige mys­tiske tek­ster, som eksem­pelvis Johannes Taulers prædiken­er eller den anonymt for­fat­tede The­olo­gia Ger­man­i­ca – tek­ster som Müntzer da også havde læst. Den essen­tielle egen­skab, som disse tek­ster havde arvet fra tidligere for­mer for kris­ten-pla­tonisk mys­ti­cisme, er idéen om, at den rensede per­son ikke blot kan opnå en kort­varig oplevelse af det gud­dom­melige, men lige­frem kan opnå og for­blive i en per­ma­nent mys­tisk til­stand.

Müntzer stoppede dog ikke her. Tvær­ti­mod kom­binerede han denne mys­ti­cisme med en apoka­lyp­tisk spir­i­tu­al­isme, som han for­mentlig tileg­nede sig fra Nicholas Storch, en væver og læg­prædikant i byen Zwick­au. Grun­didéen var, at en fornem­met stign­ing i mæng­den af visionære oplevelser pegede i ret­ning af en forestående pinse-begiven­hed, hvor troende kollek­tivt ville mod­tage Hel­ligån­den.

Nu sam­men­fø­jede Müntzer neo-pla­tonisk mys­ti­cisme med apoka­lyp­tisk spir­i­tu­al­isme i en rev­o­lu­tionær poli­tisk teolo­gi. For ham er gud­dom­melig­gørelsesprocessen ikke den enkelte troen­des moralske frem­skridt, men nærmere en kollek­tiv begiven­hed, der vil med­føre en enorm trans­for­ma­tion af ver­den. I sid­ste ende vil de men­nesker, der væl­ger den sande kris­ten­dom, blive bragt fra den materielle ver­den tilbage til deres gud­dom­melige ophav.

For Müntzer mark­er­er den uni­verselle pinse dog blot kul­mi­na­tio­nen på en religiøs his­torisk udvikling, der allerede beg­y­n­der med men­neskenes oprindelige fald ind i guds­for­glem­melsen. De første der forsøgte at minde men­neskene om deres gud­dom­melige oprindelse var Israels pro­feter – om end med begrænset suc­ces. Kun Kristi komme gjorde en markant forskel. Kris­tus viste gen­nem eget eksem­pel, hvor­dan men­nesker må under­gå stor smerte og lidelse, før de kan forkaste deres kød og genop­stå som spir­ituelle skab­ninger.

Kristi inkar­na­tion skulle have været dét store øje­b­lik for igangsæt­telsen af de faldne men­neskers tilbagekomst fra den krea­turlige ver­dens mang­foldighed til den gud­dom­melige enhed. Kris­tus grund­lagde sin kirke med netop dette for­mål. Netop på dette tid­spunkt kom Satan, der altid modar­be­jder Guds plan, imi­dler­tid til syne. Han forsøgte med suc­ces at føre kirken i forvildelse; dette opnåede han ved at skabe præstesk­a­bet. Præstesk­a­bet er alt­så Satans reak­tion på Kris­tus. Han bruger de gejstlige, og teologerne i deres tjen­este, til at prædike en fal­sk tro til men­neskene, og dermed dis­tra­here dem fra den sande kris­ten­dom. Den sande kris­ten­dom er imi­dler­tid ikke leg­em­lig­gjort i den gejstlige kirkes sakra­men­tale orden, men er i stedet givet ved imi­ta­tio­nen af Kris­tus i hans lidelse. Der­for er den romerske kirke ifølge Müntzer en forhin­dring på den troen­des vej mod gud­dom­melig­gørelse. Og denne hin­dring må fjernes gen­nem en aktiv ind­sats.

Præ­cis som den indi­vidu­elle troende må udslette sine lyster og sit begær for at mulig­gøre et møde med Gud i sit indre, må trossam­fun­det forene sig for at udslette gejstlige, munke samt sko­lastiske teologer for at mulig­gøre et møde med Gud i den his­toriske ver­den. Müntzer accepterede ikke Luthers mot­to om ”frelse gen­nem troen alene” (sola fide); nej, men­neskene må kæmpe for deres frelse, væb­ne sig og gå på slag­marken. Tiden var mod­en til at oprette Guds Kon­gerige.

De udvalgte og de gudløse

I Müntzers skriver­ier find­es kun to slags men­nesker: de gudløse og de udval­gte. De gudløse – såsom præster, munke, sko­lastikere og alle de tyran­niske herskere i den romerske kirkes fold – har ingen gud­dom­melig sub­stans, men besid­der der­i­mod en ren og skær krea­turlig karak­ter, og er sendt på his­to­riens slag­mark af Satan selv. De udval­gte er til gengæld alle men­nesker af gud­dom­melig oprindelse, der er kaldet til deres tilbageven­den til Gud. For at gøre gen­spir­i­tu­alis­erin­gen af ver­den mulig må de nu imi­dler­tid ”udskille og udslette” de gudløse.

Ikke alle udval­gte vil dog automa­tisk blive vækket af Hel­ligån­den. Og dette er på sin vis det human­is­tiske ele­ment i Müntzers tænkn­ing; et ele­ment, der står i diame­tral mod­sæt­ning til prædes­ti­na­tions­dok­tri­nen, der find­es hos de fleste andre refor­ma­tor­er. Müntzer under­streger, at det er op til det enkelte indi­vid at svare det gud­dom­melige kald og realis­ere det poten­tiale, der er givet ved gud­dom­melig udvæl­gelse. Gud­dom­melig udvæl­gelse inde­bær­er ikke automa­tisk frelse – snarere er det indi­videts ind­sats og præs­ta­tion­er, der hen­stiller ham eller hende til frelsen.

Der­for er det, ifølge Müntzer, refor­ma­tion­sprædikan­tens opgave at minde de udval­gte om, at de ikke må være dovne, men skal arbe­jde aktivt for deres frelse. Det skal de gøre gen­nem indre renselse – ved at dræbe og kvæle deres begær – og gen­nem ydre renselse – ved at dræbe og kvæle de gudløse.

Prædikanten

Müntzers aktivitet som prædikant foregår stort set udelukkende i større og min­dre byer. Hans første større still­ing som prædikant opnår han i 1520 i den blom­strende by Zwick­au, hvor han fandt en stor føl­ger­skare blandt byens hånd­værkere. Den næste større post i hans kar­riere var i Prag, hvor han udar­be­jd­ede sit berømte Prag Man­i­fest i flere udgaver, der var tilpas­set mang­foldighe­den af det urbane sam­fund: en kor­tere og en læn­gere tysk udgave, en udgave på latin og deru­dover fik han over­sat en udgave til det tjekkiske folke­sprog. Han prædikede også i Erfurt, Augs­burg, Nord­hausen, Weimar og Halle, før han slog sig ned i forholdsvist læn­gere peri­oder, først i 1523 i All­st­edt, en sak­sisk enklave, og derefter i den frie rigsstad (en by med særlige ret­tighed­er, der hørte direk­te under den tysk-romerske kejs­er, o.a.) Mühlhausen i 1524. Hvor­for så mange lokaliteter? For­di han så godt som aldrig for­lod en by af egen fri vil­je.

Allerede i Zwick­au er det muligt at genk­ende et bestemt møn­ster i Müntzers agi­ta­tion. I overensstem­melse med sin teolo­gi søgte Müntzer at etablere klare kløfter mellem de gudløse og de udval­gte; det gjorde han gen­nem fire trin:

1. Han iden­ti­fi­cerede de mest ind­fly­delses­rige prædikan­ter i byen, uagtet om de var fran­ciskanske munke eller føl­gere af Mar­tin Luther, og forsøgte at forstå deres hov­ed­bud­skab.
2. Derefter over­drev han prædikan­ternes diskurs med det for­mål at få den til at lyde absurd og få sine rivaler til at frem­stå lat­terlige.
3. Derefter tilpassede han sine egne prædiken­er, således at han prædikede præ­cis det mod­sat­te af sine rivaler.
4. Og endelig efter­lod han kun sit pub­likum med et enkelt valg: at være enten med ham eller med fjen­den – hvormed han gjorde en teol­o­gisk tvist til en poli­tisk kon­flikt.

På dette tid­spunkt forekom der ofte vold­elige kon­flik­ter mellem de to parter, indtil byens mag­is­trater greb ind, enten for at beskytte de dominerende borg­eres poli­tiske og økonomiske inter­ess­er eller for at forhin­dre en ind­b­land­ing fra de regionale, adelige over­her­rer (prinser og mark­gr­ev­er, o.a.), hvad der ville have skadet byernes autono­mi. Müntzer måtte derefter for­lade byen og søge mod den næste by, der ville tillade ham at prædike.

Urban utilfredshed

I denne peri­ode søgte tyske byer at opnå større uafhængighed fra deres regionale over­her­rer (Tysk: Lan­desh­er­ren). Imi­dler­tid med­førte byernes stræben efter poli­tisk autono­mi også et forsøg på at begrænse gejstlige autoriteters ind­fly­delse og opnå større selvstændighed i udformnin­gen af den religiøse orden i bysam­fun­det. I mange byer kunne en vok­sende spænd­ing observeres mellem byrådet og fæl­lessk­a­bet (Tysk: Gemeinde) som et resul­tat af et vok­sende ønske om en bredere poli­tisk delt­agelse.

I den henseende er det over­rask­ende, hvor lidt en refor­ma­tor som Mar­tin Luther havde at sige om byerne, på trods af at refor­ma­tion­ste­olo­gien opstod i byerne og i starten fandt mest støtte i bymiljøerne. Sit­u­a­tio­nen er selvføl­gelig fuld­stændigt anderledes læn­gere mod syd, i Stras­bourg og de schweiziske byer, hvor refor­ma­tion­erne fra beg­y­n­delsen primært var urbane begiven­hed­er. Men de cen­tral­tyske refor­ma­tor­er – med deres intellek­tuelle cen­trum ved Wit­ten­berg uni­ver­sitetet – vis­er ingen sam­men­lignelig inter­esse i at reformere byernes for­fat­ning, med Andreas Karl­stadt og hans pro­jekt for at skabe Den Kristne By som den ene markante und­tagelse.

Effek­ten af Luthers teolo­gi på byernes poli­tiske og økonomiske sit­u­a­tion var naturligvis også drama­tisk, for så vidt at afladssys­temets kol­laps tillod en omfangsrig omstruk­turering af byernes finan­sielle orden. Imi­dler­tid gjorde Luthers abso­lutte adskil­lelse af den usyn­lige sfære, der blev udgjort af Guds Kon­gerige, og det syn­lige sekulære rige det næppe muligt at bruge hans teolo­gi til for­fat­ningsmæs­sig reform.

Af denne grund frem­stod Müntzers teolo­gi så meget mere attrak­tiv, især for de seg­menter af det urbane sam­fund der stræbte efter mere poli­tisk delt­agelse. Müntzer troede ikke på Luthers usyn­lige kirke. Tvær­ti­mod ønskede han at skabe en ny apos­tolisk kirke, hvis medlem­mer skulle være de udval­gte, nøje adskilt fra de gudløse. Det vil sige, at han ville skabe nye kløfter, der ville udslette de etablerede sociale skel. Ifølge Müntzers poli­tiske idéer måtte civil­sam­fun­det og det kirke­lige sam­fund gøres til et.

Den første gang, det lykkedes Müntzer at skabe et sådant poli­tisk-religiøst sam­fund, var i byen All­st­edt. Imi­dler­tid går de kilder, vi har fra Müntzers tid i All­st­edt, mest på hans reformer­ing af gud­st­jen­esten. Kilderne fra Mühlhausen, det næste stop på hans rute, er mere uddy­bende, når det gælder Müntzers poli­tiske reformer. I mod­sæt­ning til All­st­edt var Mühlhausen en stor by, næsten ti gange All­st­edts stør­relse, der tilmed havde sta­tus som kejserlig fris­tad.

I realiteten var byens rig­dom og poli­tiske autono­mi dog på retur, og byen var afhængig af beskyt­telse fra prin­serne af Hes­sen og Sach­sen. Lavene ind­tog en rel­a­tivt stærk still­ing i byen og besad halvde­len af plad­serne i byrådet, mens de dominerende borg­erlige fam­i­li­er sad på den anden halvdel.

De min­dre vel­stillede lav, såsom væverne, var til gengæld udelukket fra poli­tisk medlem­skab, og ledelsen af lavene under­gik – som det også skete mange andre sted­er – en oli­garkiser­ing. Dette var næsten uundgåeligt, efter­som byrådsmedlem­mer ikke mod­tog løn og var nødt til at sikre deres økonomiske still­ing, hvad der førte til selvberigelse på bekost­ning af det større fæl­lesskab. Deru­dover for­blev den fat­tigere befolknin­gen i forstæderne – for ikke at nævne de 17 lands­by­er, der også hørte til Mühlhausen – udelukket fra byens poli­tiske liv. Endelig bland­ede religiøse aktør­er, især den teu­toniske orden, sig kraftigt i byens økonomiske og poli­tiske liv. Alle disse fak­tor­er førte til en dyb og omfangsrig util­fred­shed.

Sit­u­a­tio­nen eksploderede, da tre ure­gle­menterede prædikan­ter dukkede op i byen i 1522 og ans­tift­ede et oprør blandt den lavere mid­delk­lasse. En komité med 40 medlem­mer blev ned­sat sam­men med Acht­män­ner-insti­tu­tio­nen, der skulle sikre det bredere sam­fund kon­trol over byrådet. De indgav en liste med 54 gravam­i­na (anklagepunk­ter, o.a.) til byrådet, men rådet tøvede med at ind­føre reformer. Resul­tatet blev et væb­net oprør, under hvilket også flere klostre blev øde­lagt. Til sidst blev et kom­pro­mis opnået i den såkaldte Mühlhausen reces, hvori rådet accepterede Acht­män­nerne som byens medregen­ter. Lavene kom alt­så ud som opgørets vin­dere, mens de fat­tige ind­byg­gere i byens forstæder for­blev udelukket fra poli­tisk delt­agelse.

Profeten Müntzer

Imi­dler­tid førte byrådets gen­tagne overtrædelser af aftal­en til nye optø­jer – og det er sådan lan­det lig­ger, da Müntzer ankom­mer til byen i 1524. Sam­men med Hein­rich Pfeif­fer, en af de førnævnte prædikan­ter, isce­ne­sat­te han en spek­takulær protest. Hun­dred­er, måske tusin­der, af Mühlhausens ind­byg­gere marcherede i et enormt optog uden­for byportene, mens et blo­drødt kors og et sværd blev båret foran dem. Det er for­mentlig ved denne lej­lighed at Müntzer grund­lagde Den Evige Pagt, en civ­il, mil­itær og religiøs foren­ing, der især omfat­tede byens fat­tigere ind­byg­gere, men næsten ingen bøn­der.

Müntzer og Pfeif­fer udfærdi­gede de 11 såkaldte Mühlhausen-vedtægter, der doku­menter­er deres plan­er for en teokratisk for­fat­ning. De anty­der et retssys­tem baseret på gud­dom­melig lov, i hvilket selv byrådsmedlem­merne trues med dødsstraf, skulle de afvige fra de bibelske bud. Allerede den første vedtægt fores­lår val­get af et fuld­stændig nyt byråd. For at gøre poli­tisk delt­agelse mulig for et meget bredere udvalg af borg­ere skulle alle byrådsmedlem­mer deru­dover mod­tage gager.

Det står ikke ned­skrevet noget sted, men fremgår ikke desto min­dre af de efter­føl­gende begiven­hed­er, at pro­feten Müntzer hævd­ede at besid­de nåde­gaven, der gjorde det muligt for ham at vur­dere per­son­ers egnethed til poli­tiske embed­er og at kende den gud­dom­melige vil­je, som byrådsmedlem­merne og dom­merne skulle føre ud i livet. Han forestillede sig for­mentlig en ord­ning ikke ulig den i Jean Calvins Gen­eve, hvor Calvin ikke offi­cielt besad et embe­de, men sam­tidig kon­trollerede samtlige embed­er.

Imi­dler­tid dannede de sid­dende byrådsmedlem­mer en oppo­si­tionel alliance med de mere kon­ser­v­a­tivt-ind­stillede ind­byg­gere fra de omkring­liggende lands­by­er. Iro­nisk nok var det alt­så bøn­derne, der foran­ledi­gede, at Müntzers for­fat­ning­spro­jekt blev en fiasko. Som sæd­van­lig måtte Müntzer for­lade byen, men snart kunne han vende tilbage, efter at det var lykkedes byrådet også at gøre sig uven­ner med bøn­derne. Denne gang kunne Müntzer der­for gen­nem­føre sin reform og genetablere Det Evige Råd på en end­nu bredere social basis.

Müntzers kos­miske reform­te­olo­gi tillod ham imi­dler­tid ikke at være til­freds med poli­tisk reform i blot en by. Ifølge hans idéer måtte de udval­gte fra hele ver­den tilslutte sig hans apos­toliske kirke, og han håbe­de udtrykke­ligt at selv mus­limerne ville gøre ham følge. Der­for for­lod han Mühlhausen sam­men med sine trop­per for at slutte sig til bon­deo­prøret, som han håbe­de ville være starten på en glob­al rev­o­lu­tion, der kunne resul­tere i gen­spir­i­tu­alis­erin­gen og gud­dom­melig­gørelsen af hele men­neske­he­den.

Over­sat af Fred­erik For­rai Ørskov

Matthias Riedl er lek­tor i reli­gion­shis­to­rie ved Cen­tral Euro­pean Uni­ver­si­ty. Han arbe­jder pt. på en bog om Thomas Müntzer.