Mental ingeniørkunst: Om UNESCO og racebegrebet

UNESCO’s raceini­tia­tiv­er fik en pæn presseom­tale i Dan­mark. Her kom­mer resul­tatet af den stadi­ge hold­nings­bear­be­jd­ning til udtryk ved en UNESCO-udstill­ing på Aarhus Råd­hus i novem­ber 1963. Da var også selve race­be­gre­bet kraftigt på retur, anset som et levn fra gam­le dage (Rigsarkivet).

UNESCO leder tankerne hen på den prestigefyldte liste over verdensarv. Anderledes forholder det sig, når man kigger på de første årtier efter Anden Verdenskrig. Dengang havde organisationen som erklæret formål at foretage et stykke mental ingeniørkunst på verdens befolkning via uddannelsessystemet og skabe en gennemgribende mentalitetsændring. Historiker Poul Duedahl beskriver her rødderne bag UNESCO’s mentale ingeniørarbejde, og hvordan dette blev ført ud i livet i Danmark.


Før Anden Ver­den­skrig var antropolo­gien – alt­så læren om men­nes­ket – grundlæggende en biol­o­gisk viden­skab: Fysiske opmålinger og race­te­ori­er i alver­dens afskygninger udstak ret­ningslin­jerne for, hvad man kunne sige om men­neskers oprindelse, ind­del­ing og vær­di. Den til­gang smit­tede af på de beslægt­ede viden­sk­a­belige dis­ci­plin­er – så som his­to­rie og geografi – der blev under­vist i rundt om i grund­skol­er og gym­nasieskol­er i den vestlige ver­den.

Når teori­erne virkede tro­værdi­ge og havde viden­sk­a­belig legit­imitet, var det for­di de umid­del­bart virkede logiske, for­di kri­tik­erne var få og ikke særlig velor­gan­is­erede, og for­di teori­erne end­nu ikke havde lig i las­ten i et omfang, der virkede bekym­rende på andre end ofrene og deres fam­i­li­er. Tvær­ti­mod var teori­erne uhyre prak­tisk anven­delige. I og med at opfat­telsen var, at nogle rac­er rummede bedre fysiske og men­tale evn­er og havde en natur­giv­en ret til at herske over de andre, kunne man ret­færdig­gøre alt fra økonomisk og sek­suel udbyt­ning til kolonis­er­ing, racead­skil­lelse og masse­mord.

Først da omfanget af Anden Ver­den­skrigs ødelæggelser og nazis­ternes over­greb mod jøderne blev almin­delig kendt, opstod der en udbredt erk­endelse af, at der var brug for poli­tisk led­er­skab på ver­den­s­plan, som kunne sikre fred mellem men­nesker. Erk­endelsen dannede grobun­den for Forenede Nation­ers arbe­jde med at skabe kollek­tiv sikker­hed og et inter­na­tion­alt ret­tigheds­man­i­fest ud fra det etiske stand­punkt, at alle men­nesker – uanset at de var forskel­lige – var grundlæggende ligeværdi­ge. FN erk­endte dog hur­tig, at selv det folke­mord som havde fun­det sted lige midt Europas hjerte, samt en men­neskerettighed­serk­læring og en inter­na­tion­al organ­i­sa­tions magt­poli­tiske og økonomiske for­måen ikke i sig selv var nok til at skabe fred. Skulle fre­den være ved­varende, måtte den nyde støtte i befolkningerne og basere sig på en oprigtig sol­i­daritet mellem men­nesker.

I novem­ber 1945 blev FN’s særor­gan­i­sa­tion for uddan­nelse, viden­skab og kul­tur – UNESCO – der­for opret­tet. Udgangspunk­tet for organ­i­sa­tio­nens arbe­jde var de ord, der fremgår af for­fat­nin­gens præam­bel, og som den dag i dag står mejslet i sten i forhallen i UNESCO-bygnin­gen i Paris: ”Since wars begin in the minds of men, it is in the minds of men that the defences of peace must be con­struct­ed”.

For at ændre folks tankegang måtte UNESCO først demon­tere den gam­le biol­o­gisk forankrede tankegang og tilbyde et alter­na­tiv, som var mindst lige så logisk kon­sis­tent som den gam­le. Sådan et par­a­digmeskift lod sig selvføl­gelig ikke bare udføre over en nat, men måtte ske gen­nem et langt og sejt træk og udføres mål­ret­tet og bev­idst gen­nem en mas­siv oplysningskam­pagne i hele uddan­nelsessys­temet – fra grund­skole til uni­ver­sitet.

At konstruere et nyt menneskesyn

Vil­jen til at ændre men­neskesynet havde sådan set været til stede i adskil­lige år blandt en lille minoritet i forskerver­de­nen, særlig blandt tilhængerne af en ny og tem­melig ukendt viden­sk­a­belig dis­ci­plin: soci­olo­gien. Her fandt man fra 1880erne og frem en række kri­tiske forskere, som bl.a. den tyske soci­olog Lud­wig Gumplow­icz og den amerikanske soci­olog William I. Thomas, foru­den den tysk-amerikanske antropolog Franz Boas, der var blevet kri­tisk over for sit fag. De forsøgte sam­men med enkelte kol­leger at ned­tone biolo­giens betyd­ning og oppri­or­itere miljø­fak­tor­ernes betyd­ning for men­nes­ket ved at påpege, at raceind­delingerne, opmålingsme­toderne og de biol­o­giske fork­laringer byggede på en række falske antagelser. De påviste for eksem­pel at raceind­delingerne var knapt så hånd­faste, som sta­tis­tikken gjorde dem til. De påviste, at kranieformerne – der blev taget som et sikkert racemærke – kunne ændre sig i løbet af en gen­er­a­tion, hvis de rigtige ernærings­forhold var til stede. De påviste, at uddan­nelses­niveauet skyldtes sociale fak­tor­er. De påviste, at folk val­gte part­ner efter kul­turelt og ikke biol­o­gisk tilhørs­forhold. Sprog­et var alt­så mere afgørende end øjen­far­ven, når man val­gte sin livsled­sager, hvorved gen­erne blev udbredt på en anden måde, end antropologerne pås­tod. Der­for gav det bedre mening at anvende begre­bet ”etnisk gruppe”, der i højere grad betonede de sub­jek­tive følelser af friv­il­lig selv­i­den­ti­fika­tion, der var afgørende for spred­ning af arve­massen.

Først med begiven­hed­erne under Anden Ver­den­skrig – især Holo­caust – og opret­telsen af UNESCO fik denne forholdsvis mar­gin­alis­erede gruppe af racekri­tiske forskere mulighed for at sætte den poli­tiske og viden­sk­a­belige dag­sor­den og gøre op med ulighed­stanken. Den chance for­spildte de ikke, og i de føl­gende år blev organ­i­sa­tio­nen omdrejn­ingspunk­tet for en seman­tisk kamp mellem race­be­gre­bet og etnicitets­be­gre­bet, der i sin essens han­dlede om naturv­i­den­sk­abernes eller sam­fundsv­i­den­sk­abernes for­trin­sret, når det gjaldt for­tolknin­gen af men­nes­kets oprindelse, ind­del­ing og vær­di. Organ­i­sa­tio­nens første gen­eraldirek­tør var den engelske natur­forsker Julian S. Hux­ley. Han havde fore­taget adskil­lige kranieop­målinger i sine unge år, men var tidligt kom­met i tvivl om antropolo­giens viden­sk­a­be­lighed – en skep­sis i forhold til biolo­giens overordnede fork­lar­ingskraft, som han luft­ede i 1935 i en af førkrigsti­dens mest udbredte, racekri­tiske værk­er – We Euro­peans – hvori han slog til lyd for anven­delsen af etnicitets­be­gre­bet.

Hux­ley for­mulerede den nyopret­tede organ­i­sa­tions poli­tik baseret på et ide­al, som han kaldte en ”viden­sk­a­belig ver­den­shu­man­isme”. Heri lå, at men­nesker frem for alt måtte betragtes som ligeværdi­ge, og at nogle viden­sk­aber var mere egnet til at pro­mo­vere lighed end andre. Det gjaldt især den sam­fundsv­i­den­sk­a­belige forskn­ing, særlig soci­olo­gien, som jo sad inde med de argu­menter, som kunne anven­des i kam­p­en for at undgå et nyt Holo­caust. Sam­fundsv­i­den­sk­aberne kunne bidrage med det, Hux­ley kaldte ”sci­en­tif­ic under­stand­ing”, der frem for naturv­i­den­sk­abernes hånd­faste fork­laringer kunne bidrage med en forståelse af de sam­fund, viden­sk­aberne virkede i. Der­for skulle de pri­or­iteres højt. Dette udgangspunkt skulle få stor betyd­ning for UNESCOs ini­tia­tiv­er og organ­i­sa­tio­nens rekrut­ter­ingspoli­tik i de føl­gende år.

UNESCO sat­te sig sam­tidig for at styre, kon­trollere og ensrette alle viden­sk­ab­s­grene. Organ­i­sa­tio­nen tog f.eks. ini­tia­tiv til at grundlægge eller omforme en række ver­den­som­spæn­dende sam­menslut­ninger inden for antropolo­gi, etnolo­gi, økono­mi, jura, poli­tolo­gi og soci­olo­gi og mange andre fagom­råder for at give dem en fælles etisk stan­dard og skabe fælles ret­ningslin­jer for begre­ber, teori­er og metoder på tværs af lan­de­grænser. Desu­den skabte UNESCO i 1952 en række overordnede sam­menslut­ninger, der skulle sam­le dis­ci­plin­erne inden for human­io­ra, sam­fundsv­i­den­skab og naturv­i­den­skab. Her­fra kunne organ­i­sa­tio­nen kon­trollere de enkelte sam­menslut­ninger og belønne de lydig­ste forskere med pres­tige­fyldte poster. UNESCO ned­sat­te også en række ekspert­grup­per som skulle pro­mo­vere inter­na­tion­al forståelse og fore­tage under­søgelser af fænomen­er som f.eks. fas­cisme. Her kunne UNESCO ligeledes belønne tro­faste medlem­mer med ind­fly­delse.

Lige fra beg­y­n­delsen find­er man alt­så nogle klare kon­tur­er af en forskn­ingsstrate­gi: Organ­i­sa­tio­nen ansat­te men­nesker ikke alene på bag­grund af deres faglige autoritet, men også efter om de arbe­jd­ede i overensstem­melse med FN-sys­temets værdis­æt.

Kampen om ordet

Et af de afgørende sværd­slag– med opdra­gende effekt – i UNESCO’s kamp for at fremme inter­na­tion­al forståelse var ned­sæt­telsen af en ekspert­gruppe i okto­ber 1949, der havde til for­mål at komme med en erk­læring om race­be­gre­bet.

Erk­lærin­gen blev ned­skrevet af den racekri­tiske antropolog Ash­ley Mon­tagu, der var en af Franz Boas’ elever. I 1950 blev erk­lærin­gen – ”State­ment by Experts on Race Prob­lems” – offentlig­gjort. Erk­lærin­gen fast­slog som det første, at alle men­nesker tilhørte den samme biol­o­giske art, nem­lig Homo Sapi­ens. Der fandtes ganske vist flere forskel­lige befolkn­ings­grup­per med forskel­lige arvelige anlæg, men forskel­lene var små og ube­ty­delige i sam­men­hæng med de store lighed­er. Forskel­lene mellem men­nesker var alt­så hidtil blevet over­drevet, hvor­for nationale, kul­turelle, religiøse, geografiske og sprog­lige grup­per på fejlagtigt grund­lag var blevet beteg­net som rac­er. Desu­den var ideen om racemæs­sig over­legen­hed at betragte som uvi­den­sk­a­belig og race­be­gre­bet måtte grundlæggende ses som en myte. I erk­lærin­gen blev det i stedet anbe­falet, at man anvendte etnicitets­be­gre­bet.

UNESCO markeds­førte erk­lærin­gen som “the sci­en­tif­ic basis for human uni­ty”. Alligev­el viste det sig hur­tigt, at der på ingen måde var uni­versel enighed om erk­lærin­gens ind­hold. Erk­lærin­gen var der­for ikke noget effek­tivt våben mod race­forsknin­gen. Fra dele af forskn­ingsver­de­nen blev der ret­tet ind­vendinger mod organ­i­sa­tio­nens ide­ol­o­giske bestræ­belser på at fjerne race­be­gre­bet for enhver pris og man­glen på naturv­i­den­sk­ab­s­folk i ekspert­pan­elet. Netop disse anså stadigvæk race­be­gre­bet for at være et menings­fuldt biol­o­gisk begreb.

Da kri­tikken kom fra ansete antropologer og genetikere blev UNESCO truet på tro­værdighe­den. Der­for følte man sig på organ­i­sa­tio­nens racekon­tor – ledet af den schweizisk-amerikanske etnolog Alfred Métraux – tvunget til straks at sam­le ekspert­er til en ny erk­læring, der skulle imødekomme kri­tikken af den første. For at undgå at udstille det første state­ment som en dog­ma­tisk og fejl­sla­gen erk­læring markeds­førte UNESCO den nye erk­læring som de fysiske antropologers og genetik­eres sup­ple­ment til den bestående, der jo primært var udformet af sam­funds­forskere.

Sup­ple­mentserk­lærin­gen fra 1951 var meget vagt for­muleret. Den gjorde for eksem­pel ikke megen brug af race­be­gre­bet. På den anden side tog den heller ikke afs­tand fra det, men anerk­endte, at der blandt fysiske antropologer var nogen­lunde enighed om at opdele men­neske­he­den i tre hov­e­drac­er – uden at rac­erne dog afspe­jlede men­tale værdi­forskelle og dermed ret­færdig­gjorde diskrim­i­na­tion. I den for­stand stemte de to erk­læringer næsten overens. Det vigtig­ste for UNESCO var nem­lig at fastholde, at der ikke var mere end én oprindelse til men­neske­he­den, og at de tre hov­e­drac­er ikke var væsens­forskel­lige, ud fra en betragt­ning om at netop det ville åbne op for forskels­be­han­dling.

Før erk­lærin­gen blev offentlig­gjort, blev den denne gang sendt ud til alle betyd­nings­fulde antropologer i UNESCOs medlem­s­lande for at afæske dem et syn på sagen og tvinge dem til at forholde sig til erk­lærin­gen. Ingen af dem kunne alt­så med god samvit­tighed påstå, at de ikke kendte den. Antropologernes ind­vendinger blev siden hen pub­liceret, så omver­de­nen kunne se, hvem der var for og hvem der var imod ideen om men­nes­kets fun­da­men­tale lighed.

UNESCO’s kampagne mod racisme

I de føl­gende år indledte UNESCO en kam­pagne mod racisme. Racis­me­be­gre­bet, der hidtil havde været et næsten ukendt begreb, blev bev­idst pro­moveret for at stig­ma­tis­ere og udelukke de forskere, der ikke støt­tede UNESCO’s for­tolkn­ing af race­be­gre­bet. UNESCO havde et stort medieap­pa­rat i ryggen, og kam­pag­nen var så mas­siv at omtrent halvde­len af de værk­er, der udkom inden for antropolo­gen i beg­y­n­delsen af 1950erne, var udgivet af UNESCO og skrevet af racekri­tiske soci­ologer, antropologer og genetikere, der med omhu blev udval­gt til opgaven.

Heru­dover lancerede UNESCO en række ini­tia­tiv­er inden for antropolo­giens beslægt­ede fag. Blandt andet sat­te UNESCO en række his­torikere i gang med at skrive men­neske­he­dens his­to­rie ud fra FN-sys­temets værdis­æt, hvilket førte til ver­dens måske første stykke glob­al­his­to­rie – alt­så ikke-euro­cen­trisk ver­den­shis­to­rie – nem­lig UNESCOs His­to­ry of Mankind. Et pro­jekt, som siden er blevet ful­gt op af his­to­riebøger om ver­dens­dele, der trængte til en vis reha­bili­ter­ing, herun­der Afri­ka. Et andet ini­tia­tiv gik ud på at skabe nye lære­bøger i his­to­rie og geografi til brug for grund­skol­er og gym­nasieskol­er for at rydde ud i anven­delsen af stereo­typer og biol­o­giske ter­mer. Det skete ud fra den opfat­telse, at den mest rod­fæst­ede form for for­domme skete i de for­ma­tive år i barn­dom­men, og at mange meninger og begre­ber netop blev plantet i børnenes hov­ed­er i forbindelse med under­vis­nin­gen.

Virkn­ing­shis­to­rien i Dan­mark lign­er udviklin­gen i resten af den vestlige ver­den: Den fysiske antropolo­gi blev ned­pri­or­iteret til fordel for kul­tur­antropolo­gi og human­genetik, mens soci­olo­gien oplevede en opgang i antallet af lærestole. Der­til kom, at en lang række ansete danske forskere enten blev tilknyt­tet UNESCO direk­te eller i kraft af aktiviteterne i Den Danske UNESCO Nation­alkom­mis­sion, der foregik i tæt samar­be­jde med det meget aktive Mellem­folke­ligt Samvirke. Der blev desu­den afholdt prøve­un­dervis­ning i skol­er og gym­nasi­er fra slut­nin­gen af 1950erne, som med udgangspunkt i UNESCO’s arbe­jd­ede vægt­ede inter­na­tion­al forståelse. Fra og med hen­holdsvis Den Blå Betænkn­ing og Den Røde Betænkn­ing i 1960 blev inter­na­tion­al forståelse, eller glob­alt med­borg­er­skab som det hed­der i dag, tilmed et lovpligtigt omdrejn­ingspunkt i folkeskolen og gym­nasieskolen. Det med­førte, at også under­vis­nin­gen på uni­ver­siteter og sem­i­nar­i­er blev ændret, og der blev holdt efterud­dan­nelseskurs­er for lærere bekostet af UNESCO. Endelig gik organ­i­sa­tio­nen sam­men med danske skole­bogs­for­lag om at ændre samtlige, frem­tidi­ge lære­bøger i his­to­rie og geografi så de efter­levede organ­i­sa­tio­nens ret­ningslin­jer.

UNESCO’s to erk­læringer om race­be­gre­bet blev ful­gt op af yderligere to i løbet af 1960erne, som ikke afveg væsentligt fra de eksis­terende. Deres rolle var at sikre det viden­sk­a­belige fun­da­ment under det afgørende opgør med det biol­o­gisk forankrede men­neskesyn, der fandt sted i 1965, da FN ved­tog en kon­ven­tion mod alle for­mer for racediskrim­i­na­tion. Kon­ven­tio­nen var inter­na­tion­alt set det første bindende doku­ment, der tog afs­tand fra forskels­be­han­dling på grund af biol­o­gisk tilhørs­forhold. Kon­ven­tio­nen gjorde ikke bare forskels­be­han­dlin­gen poli­tisk uko­r­rekt, men også ulovlig efter­hån­den som den blev indar­be­jdet i de enkelte medlem­s­lan­des lov­givn­ing.

Det er nogle af de overordnede træk i fortællin­gen om de første 20 år af UNESCO’s virk­somhed. En fortælling som først nu beg­y­n­der at tiltrække sig inter­esse hos for­tids­for­val­tere og erindringspoli­tikere. Det er der for­mentlig mange grunde til. Måske skyldes det, at race­be­gre­bet blev så tabuis­eret, at det næsten forsvandt fra dagligdagssprog­et i flere lande efter Anden Ver­den­skrig, og længe gjorde det betændt at stille spørgsmål­stegn ved UNESCO’s under­tiden ide­ol­o­gisk styrede ini­tia­tiv­er. Måske skyldes det, at ind­van­drin­gen til Vesteu­ropa af men­nesker fra tred­jever­dens­lande – de såkaldte ”syn­lige immi­granter” – har sat fokus på netop dette aspekt af for­tiden og har skabt en inter­esse for at se, hvor dybt efterkrigsti­dens men­neskesyn mon er rod­fæstet. Måske skyldes det, at tabuet omkring den biol­o­gisk forankrede men­neskeop­fat­telse forsvin­der i samme tem­po som antallet af over­levende fra Holo­caust — og at der i den viden­sk­a­belige ver­den igen er en ten­dens til kaste sig over biol­o­giske til­gange for at efterkomme med­i­c­i­nalin­dus­triens, sund­hedsvæsenets og under­hold­ningsin­dus­triens efter­spørgsel på den slags viden. Der kan være mange grunde – også til atter at fremhæve de, trods alt, viden­sk­a­beligt hold­bare argu­menter, der blev frem­ført af UNESCO i 1950erne og 1960erne i kam­p­en mod det biol­o­gisk forankrede men­neskesyn.

Poul Duedahl er Lek­tor ved Aal­borg Uni­ver­sitet. Læs mere i Poul Duedahl: Fra over­men­neske til UNESCO-men­neske. Race­be­gre­bet i Dan­mark 1890–1965, Syd­dan­sk Uni­ver­sitets­for­lag 2017.

Scroll til toppen