Drikkevands-fontænen

Rent drikkevand er ingen selvfølge. I 1859 blev den første offentlige drikkevandsfontæne i London indviet efter år med koleraepidemier, drikkevandssatire og utilstrækkelig filtrering af Themsens brune vand.
‘En dråbe af Londons vand’. Det er titlen på en satiretegning fra Punch Magazine fra 1850, hvori vi ser alverdens vanskabninger svømmende rundt i en forstørret vanddråbe: En velklædt herre med en hale i en dødsdans med en jakkebærende loppe; en knogle med finner og et dødningehoved med rødder; en bedemand med haletudseben, der bærer en kiste, hvor ordet “PESTS” står skrevet med igler; fisk, katte, skildpadder og hunde; svømmende hoveder, fødder, hænder og øjne med både haler og finner.
Henry Mayhews og Ebenezer Landells’ Punch Magazine; or, the London Charivari var et ugentligt satiremagasin, der havde sin storhedstid i 1840’erne og 1850’ernes London. I Punch fik Londons vanddråber igen og igen slag over tuden; vandet i London bestod beklageligvis af noget mere end hydrogen og oxygen. Meget af det kom fra Themsens uigennemsigtige og lysebrune vand, og i et digt fra 1848 med titlen ‘Dirty Father Thames’ får vi satirisk-poetisk opsummeret, hvordan Themsens vand først blev brunt og senere endte i munden på Londons beboere.
“All her foul abominations / Into thee the City throws; / These pollutions, ever churning, / To and fro thy current flows. / And from thee is brew’d our porter – / Thee, thou guilty, puddle, sink! / Thou, vile cesspool, art the liquour /Whence is made the beer we drink!”
I et andet slag fra Punch, der udkom to år senere med titlen ‘Terrors of the Thames’, udtrykte man bekymring over, hvor mange der “drak sig selv ihjel” i Themsens vand, der ifølge Punch var endestation for et stort antal døde hunde, rådne grøntsager, kloakvand, industriaffald og druknede killinger. Det var nemlig ikke bare i øllen, at Themsens vand endte. Floden var også en kilde til drikkevand i London.
I midten af det 19. århundredes epidemihærgede London og England var denne bekymring ikke forbeholdt satirikere. Det var med lægen John Snow, at koleraen og drikkevandet for alvor blev knyttet sammen. Indtil da havde visse læger og medicinere haft en idé om sygdomsbærende ‘miasma-gasser’, der steg op fra sumpområder, åbne grave og bunker af rådnende skrald og dyrerester, der er varemærker i beskrivelserne fra 1800-tallets engelske industribyer. I 1848 ramte endnu et udbrud af kolera London, og den femogtredive-årige Snow bestemte sig for at undersøge forholdet mellem drikkevand og sygdom. Han mente, at miasma-teorien ikke holdt vand, fordi alle de patienter, han undersøgte, havde oplevet maveproblemer som det første – og ikke næse- eller halsproblemer, der ifølge Snow ville have været tilfældet med de luftbårne miasma-gasser.
Året efter udgav han en pamflet ‘On the Mode of Communication of Cholera’, hvor han fremlagde beviser for sin teori. Selvom Snow fremlagde en række konkrete tilfælde for sammenhængen mellem vand og kolera fra tidligere udbrud, så forblev mange kritiske over for hans vand-teori. I 1853 var der igen et udbrud, og her spillede John Snow en vigtig rolle. Historien går således: Han undersøgte koleratilfældene, der pegede på en bestemt vandpumpe på Broad Street. Snow fik overbevist et ellers kritisk Board of Guardians om at lukke for vandpumpen, hvorefter koleraudbruddet hurtigt stoppede.
Derfor fejrede man i 1859, at den første drikkevandsfontæne blev åbnet. Samme år blev The Metropolitan Drinking Fountain and Cattle Trough Association oprettet, der primært bestod af kristne filantroper. Et tryk fra åbningsdagen viser, hvor stor en begivenhed den første drikkevandsfontæne var. Vi ser en næsten uendelig menneskehob, der bevæger sig gennem byens gader i retning mod foreningens nye drikkevandsfontæne. Rundt om fontænen, hvorover ordene ‘THE FIRST PUBLIC DRINKING FOUNTAIN’ var skrevet, står kvinder og mænd og drikker vandet af små kopper under det hejste flag, mens børn hænger fra rækværket for at få et ordentlig udsyn. I løbet af de næste tyve år byggede The Metropolitan Drinking Fountain and Cattle Trough Association godt 800 drikkevandsfontæner, der ikke bare gav folk rent drikkevand, men også havde til formål at erstatte den ‘familienedbrydende’ alkohol.
En italiensk anatomist så kolera-bakterien igennem sit mikroskop i italienske kolera-ofres tarme i 1854, men først i 1884 gav den tyske mikrobiolog Robert Koch den et navn – Vibrio Cholerae. Sammenhængen mellem koleraen og drikkevandet, der først blev anerkendt efter Snows død i 1858, kommer klart til udtryk i den britiske illustrator George Pinwells tryk fra 1866 med overskriften ‘Dødens apotek’, der viser selveste Døden pumpe vand op til Londons fattige kvinder og barfodede børn.
Videre læsning:
– Katie Mingle. 2015. ‘Fountain Drinks’. 99% Invisible (99percentinvisible.org).
– David Vachon. 2005. Father of Modern Epidemiology. (http://www.ph.ucla.edu/epi/snow/fatherofepidemiology.html).
– John Snow. 1851. On the Mode of Propagation of Cholera. Epidemiological Society.