Rolodexet

Før der fandtes sociale medier var rolodexet det ultimative symbol på det sociale netværk. I dette andet bidrag i Baggrunds Objekthistorier får du fortalt historien om rolodexets storhed og fald, om Rockefellers legendariske netværk af over 200.000 kontakter og indekskortenes første anvendelse blandt 1800-tallets naturhistorikere.

Privatdetektiv David Addison bladrer igennem et rolodex. Han stopper ved et kort: Paven. Lettere chokeret griber han telefonen og ringer paven op. Efter en velsignelse fra Vatikanet ruller Addison videre og stopper ved et nyt kort: USA’s præsident. Igen griber han telefonen og ringer nu Det Hvide Hus op. Under samtalen fortæller præsidenten Addison en joke, der desværre ikke kan fortælles videre, idet den er klassificeret – forbeholdt præsidentens allernærmeste netværk.

Dette eksempel på rolodexets sociale spændvidde – fra pave til præsident – var en fiktion: Addison, spillet af Bruce Willis, var hovedpersonen i den amerikanske tv-serie Moonlighting. I et afsnit fra 1985 blev rolodexet bortført mod et krav om en løsesum på 50.000 dollars. Afsnittet blev sponsoreret af Newark Reklamebureau på vegne af Rolodex-virksomheden, og det rolodex, som blev benyttet i afsnittet, var en af virksomhedens klassiske modeller; et indeks med op mod flere hundrede små kort sat på to cirkulære skinner. Kortene kunne indeholde information om ens professionelle eller private netværk: telefonnumre, adresser og fødselsdage, foruden navne på samarbejdspartneres børn eller sågar – som Addison erfarede – på deres elskerinder.

Rolodexer af den kaliber var dog ikke ren fiktion: En af de mest berømte tilhørte den amerikanske finansmand David Rockefeller og indeholdt op mod 200.000 kort med information om cirka 100.000 mennesker fra hele verden, herunder adskillige præsidenter, statsledere og forretningsfolk. Informationen blev endog løbende opdateret, som da Donald Trump i 1990 blev skilt fra sin første kone: ”she is Ivana divorcing 2/90. 12/93: married Marla Maples”.

Rolodexet er blevet beskrevet som ”a lasting symbol of the art of networking” i en New York Times-nekrolog om Arnold Neustadter, en amerikansk opfinder og forretningsmand, der ofte tillægges opfindelsen af rolodexet. Imidlertid blev rolodexet ikke opfundet af én person på ét tidspunkt. Allerede fra 1908 havde økonomen Irving Fisher patenteret og produceret et indekseringssystem til kommerciel brug, hvor kort kunne arrangeres på en skinne. Bøjet rundt til et hjul, kunne denne skinne være grundmodellen for et rolodex; eller nærmere grundmodellen for et wheeldex, patenteret i 1932 af Ethel Scholfield. Wheeldex-modeller blev produceret og solgt sideløbende med rolodexet, og sælgere af førstnævnte omtalte ofte deres modeller som ”the Cadillac of the trade”. Da en af Neustadters ingeniører, den dansk-amerikanske Hildaur L. Neilsen, i 1956 søgte om patent på et ”Rotary Card-Filing Device”, senere solgt under navnet Rolodex, var denne kun det seneste skud på stammen.

Brugen af indekskort kan spores tilbage til slutningen af det 18. århundrede, hvor visse biblioteker og naturhistorikere begyndte at bruge denne papirteknologi til at organisere viden. Formålet var i høj grad at modgå et ’information overload’. Indekskort skabte et gennemsigtigt og fleksibelt system, der potentielt kunne udvides for evigt, idet nye kort kunne tilføjes eller gamle kort udskiftes. For eksempel benyttede den svenske naturhistoriker Carl von Linné indekskort til at organisere sin taksonomi over dyr, planter og mineraler. På kort af 7,5×13 cm nedskrev Linné navnet på en art efterfulgt af korte, relevante beskrivelser og eventuelt tegninger.

I det 20. århundrede blev ’information overload’ social. I samfund som det amerikanske blev borgere i stigende grad repræsenteret af cifre, numre og tal. Som journalisten Ellen Goodman observerede, havde der fundet en numerisk eksplosion sted. Hendes eget rolodex indeholdt lister over numre til faxmaskiner, computere og personsøgere, foruden telefonnumre til kontorer, hjem, biler og lommer. Omfanget af disse netværk varierede og kunne – som det var tilfælde med Rockefeller – blive et statussymbol for især finans- og forretningsmænd.

I 1974 lancerede Rolodex deres hidtil billigste model henvendt den almene forbruger: Petite S-300 kunne indeholde 125 indekskort og kostede kun 2,95 dollars. ’Networking’ var nået ud til forbrugerne. I de seneste årtier er rolodexet gradvist blevet overgået af endnu mere fleksible, digitale alternativer og sociale medier – LinkedIn henviser endda til rolodexet som et ”bizarre fossil”.

Men visse fortællinger forbliver de samme. Komediefilmen Modern Romance fra 1981 indledes med, at hovedpersonen Robert slår op med sin kæreste. Da han efterfølgende vender hjem til sin lejlighed, høj på to ’ludes’, bladrer han igennem sit private rolodex med ordene: ”Look at my friends. Look how many friends I have. God, I got a lot of nice friends”. Fremmedgjort overfor alle i sit netværk ringer Robert en tilfældig person op som et desperat forsøg på menneskelig kontakt. Byt rolodex ud med Facebook, og mon ikke fortællingen kunne være den samme i dag.

Videre læsning:

– Center for Land Use Interpretation. 2015. Los Alamos Rolodex: Doing Business with the National Lab, 1967-1978. Blast Books.

– Helen Dudar. 2002 [1981]. ’Status Symbols: The Sociology of the Rolodex’ i The Attentive Eye: Selected Journalism by Helen Dudar af Peter Goldman (red.). Xlibris.

– Ronald E. Day. 2014. Indexing it All: The Subject in the Age of Documentation, Information, and Data. MIT Press.