Leif Jørgensen/Wikimedia Com­mons

Studenteroprøret, især som det udspillede sig på Københavns Universitet, var den mest betydningsfulde rebelske begivenhed i Danmark i året 1968. Sidst i marts var de psykologistuderende begyndt at demonstrere mod “professorvældet” og for medbestemmelse, og de var begyndt at diskutere deres uddannelses indhold og form. Hovedkravene indbefattede 50 procent studenterrepræsentation i universitetets administrative organer og en uddannelsesløn. Oprøret kulminerede i april med fem dages besættelse af Psykologisk Laboratorium og en stor demonstration på Frue Plads.

Nedenstående tekst er skrevet af Erland Kolding Nielsen, der var historie-studerende og medlem af Studenterrådet. Nielsen, der havde taget sin studentereksamen i Aarhus, fik teksten udgivet som kronik i Aarhus Stiftstidende. I Aarhus forsøgte de studerende også at skabe forandringer på universitet. Teksten giver en kronologisk gennemgang og en politisk analyse af den mest intense periode af oprøret i København.

UROEN ved Køben­havns Uni­ver­sitet kul­minerede med den store demon­stra­tion på Frue Plads (d. 23. april), med aktion­erne for uddan­nelses­løn og endelig med psykologernes bar­ri­kader oppe under taget i Psykol­o­gisk Lab­o­ra­to­ri­um.

[…]

Hvad der sker og er sket, er ikke nogen sam­let, ven­stre­ori­en­teret aktion, der tager sigte på at omstyrte demokrati­et. Der find­es ganske vist en aktions­bevægelse også omfat­tende ven­st­reorienterede ele­menter, men for det første lad­er mæng­den af aktion­er sig tydeligt struk­tu­r­ere og ind­dele efter deres for­mål, som abso­lut ikke som hel­hed har noget poli­tisk præg bort­­set fra det, de måtte have fået gen­nem deres metoder. Men disse har været både vel­be­grun­d­ede og nød­vendi­ge. For det andet dominer­er de ven­stre­ori­en­terede ele­menter på ing­en måde, de kan således ikke tages til indtægt for bevægelsens sam­lede karak­ter.

[…]

Den første aktion start­ede psykologerne d. 21. marts. Dens for­mål var opnåelse af medind­fly­­delse og medbestem­melses­ret inden for deres eget fag. […] Da forhan­dlingerne om løs­ninger på prob­le­merne brød sam­men, var de stud­erende be­røv­et deres eneste lovlige mulighed for ind­fly­delse, nem­lig gen­nem forhan­dlings­for­men. De­res eneste legale mid­del til tålelige forhold var blevet blok­eret. Hvad sker der på ar­bejds­markedet under sådanne omstændighed­er? Den ene part varsler stre­jke, den anden part lock-out. De stud­erende har ikke sådanne sank­tions- og pres­sion­s­mi­dler. Både stre­jke og lock-out ville mere skade de stud­erende end fremme det demokrati, som disse midler an­er­kendes som værende lovlige for at opnå. Bar­rikaderne, som alt­så blev kon­sekvensen af den­ne sit­u­a­tion, anerk­endes ikke som et demokratisk mid­del, og grun­den her­til kan kun væ­re den, at der ikke find­es noget demokrati, som dette mid­del kan bruges til at opretholde og sikre. En lille gruppe sid­der inde med magten, det betragtes som ulovligt at omstyrte den­ne grup­pes magt – også selv om man vil sætte et demokrati i stedet.

Psykologernes aktion har hele tiden været en intern, faglig aktion, hvis metoder ikke kan be­tragtes som karak­ter­is­tiske for de øvrige aktion­ers karak­ter. De har været rev­o­lu­tionære, det må sådanne metoder altid være, når de har til hen­sigt at omstyrte et bestående, vel­et­ab­le­ret, autokratisk sys­tem og sætte et demokratisk i stedet. De kan kun beteg­nes som il­le­ga­le, når man definer­er ret som lig med de bestående magt­forhold i et givet sys­tem. At ret er lig magt er jo ikke nogen ny erfar­ing.

Denne aktion kan for så vidt siges at være afs­lut­tet nu, idet det er lykkedes at opnå vir­ke­ligt pos­i­tive resul­tater, man har fået et stu­di­enævn med lige repræsen­ta­tion for lærere og stu­derende. […]

Den anden aktion – hov­edak­tio­nen for medbestem­melses­ret – start­ede en uge senere, og selv om den var inspir­eret af psykologerne, var den ikke domineret af dem og skal heller ik­ke være det. Det er karak­ter­is­tisk for denne generelle aktions­bevægelse, at den er tvær­fag­lig og tvær­poli­tisk. Alle vigtigere fag er med, alle poli­tiske afskygninger fra de rødeste mao­i­ster til de kon­ser­v­a­tive står sam­men og dan­ner fælles front mod de arkaiske forhold på uni­ver­sitetet som hel­hed, som set ud fra både et lær­er- og stu­den­ter­syn­spunkt er højst uri­melige. […] Dens for­mål er at få skabt et uni­ver­si­tets­de­mo­kra­ti, hverken mere eller min­dre.

[…]

Der er alt­så over­hovedet ikke tale om et stu­den­ter­dik­tatur. Det drejer sig heller ikke om et pø­bel­vælde. Det drejer sig om at få etableret et reelt og formelt samar­be­jde på alle plan­er ind­en for uni­ver­sitets struk­tur. […]

For at få dette samar­be­jde i stand på lavere plan i de enkelte fag, således at en gruppe lær­e­re ikke efter for­godt­befind­ende har mulighed for at blokere det, må de stud­erende have en med­­bestemmelsesret på 50 pct. i kon­sis­to­ri­um, uni­ver­sitetets højeste organ. Det vil blive en rev­o­lu­tion i uni­ver­sitetets his­to­rie, den vil måske skære mange gam­le, kon­ser­v­a­tive uni­ver­sitetsfolk i hjertet, men vi kan ikke tage hen­syn til for­tiden, det er fremti­den og det frem­tidige samar­be­jde, det gælder. Over­alt i sam­fun­det får ung­dom­men tillagt større an­svar og større ind­fly­delse. Følges denne udvikling ikke op på universiteter­ne, hvor ung­dom­men på mange punk­ter har de bed­ste forud­sæt­ninger og den største vil­je til at arbe­jde med prob­le­merne, hvis de fik mulighed for det, vil kon­sekvensen blive, at uni­ver­si­tets­mil­jø­et, der altid har været den bed­ste grobund for nye strømninger, for frem­skridt og pro­gres­si­vitet, stag­ner­er og vil komme til at stå som et håbløst, arkaisk mon­u­ment over en peri­ode i vort sam­funds his­to­rie, hvor demokrati­et først beg­y­n­dte for det enkelte men­neske, når det hav­de over­skre­det de 25–26 år.

På Frue Plads stil­lede Mogens Fog [rek­tor og pro­fes­sor, red.] sig fuld­stændig sol­i­darisk med stu­den­terne i deres krav om med­be­stem­mel­se. Men han til­fø­jede, at “selvtægt (dvs. psykologernes besæt­telse af Psykol­o­gisk La­bo­­ratorium) intet har med demokrati at gøre”. Udtalelsen var uheldig, ikke så meget i sig selv, som på grund af den brug, der er blevet gjort af den. Den er blevet stukket frem som nog­et nær tal­ens hov­edtema, gjort til et slagord i polemikken mod stu­den­terne uden hen­syn­tagen til dens plads i tal­en som hel­hed. Der­for skal denne isol­erede udtalelse til­ba­ge­vises fra stu­den­ter­side.

Demokrati forud­sæt­ter prin­cip­ielt stem­meret. Hvis ikke alle de forskel­lige grup­per, der lev­er i et givet sys­tem, har stem­meret, er sys­temet ikke demokratisk. Stem­meret har de stu­de­ren­­de ikke i dag. I et demokratisk sys­tem foregår forhan­dlinger mellem ligestillede for­hand­­lingspartnere. De stud­erende er ikke en med pro­fes­sor­erne ligestil­let forhand­lings­part­ner. […]

[…] Vi har arbe­jdet på at få vore syn­spunk­ter igen­nem ved demokrati­ets midler i et au­to­ritært og ensret­tet sys­tem. Vi har råbt for at blive hørt, men man har val­gt at vende det dø­ve øre til.

Vi vil ikke tol­erere dette autokrati læn­gere. Vi vil heller ikke erstat­te det med et stu­den­ter­dik­tatur eller et pøbelvælde. Vi vil ikke stille nogen over for dik­tater. Hvad vi vil, er et de­mo­­kratisk samar­be­jde mellem alle part­nere, hvor arbe­jds­glæ­den hersker, og hvor uri­me­lig­he­den er udskiftet med bil­lighed og enighed.

Men for at få dette demokrati på uni­ver­sitetet, må autokrati­et ned­bry­des – om nød­vendigt med udemokratisk midler. Det er et paradoks, men vil demokrati­et til magten, kan det kun ske med det hersk­ende sys­tems egne midler!!

Kilde: Aarhus Stift­sti­dende, 23. maj, s. 14–15.

Denne tekst indgår i bogen 1968, redi­geret af Bjarke Skær­lund Ris­ager, Salar Mohan­desi og Lau­rence Cox. Bogen udkom­mer i sen­som­meren som en del af For­laget Slag­marks Rev­o­lu­tion­sserie. Bogen sam­ler og intro­duc­er­er omkring 70 primærtek­ster fra 12 lande.

Scroll til toppen