UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Enhedslisten og de mange revolutioner

Oktoberrevolution-plakat, 1918-1922.

Oktoberrevolution-plakat, 1918-1922.

”Når der i medierne har været udtalelser om at lukke medier, om voldelig revolution og om, at man allernådigst kan få lov til at beholde sin tandbørste, så må jeg melde fuldstændig klart fra”.

Sådan sagde Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen i kølvandet på en debat i juli måned om partiets ståsted i forhold til den socialistiske revolution.

Debatten udspillede sig mellem to fløje i partiet. På den ene side står de partimedlemmer, der ser revolutionen som et stærkt ideologisk begreb, der bærer venstrefløjens tankegods med sig og stadig fungerer som ét af venstrefløjens gravitationspunkter. På den anden side står de partimedlemmer, der forstår revolutionen som et begreb, der ikke længere har den samme betydning, som det tidligere har haft. Tværtimod.

Efter en række af partiets hovedbestyrelsesmedlemmer udtalte, at de støttede en voldelig, socialistisk revolution, satte Schmidt-Nielsen ”det revolutionære bagland på plads”Med Schmidt-Nielsen irettesættelse af de pro-revolutionære partimedlemmer, blev der lagt et låg på den verserende, offentlige debat om Enhedslistens egentlige revolutionære ståsted. Men spørgsmålet om revolutionen lurer stadig internt i partiet.

 

Spørgsmålet om revolutionen

I midten af juli meldte Enhedslistens ledelse ud, at man ville revidere og omformulere ”et støvet” partiprogram. Man ønskede hos ledelsen at skrive den socialistiske revolution ud af partiets principprogram fra 2003. Ønsket om at revidere Enhedslistens principprogram blev udgangspunktet for en debat og interne stridigheder i Enhedslisten. Denne debat om revolutionen indledte en proces, hvor man i Enhedslisten både udadtil og indadtil forsøgte at definere, hvilken revolution det egentlig er, partiet gerne vil gennemføre – og om partiet overhovedet ønsker en revolution.

Hans Jørgen Vad, der er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse hilste debatten velkommen:

”Vi trænger også til denne debat. I årevis har vi ikke diskuteret, hvordan vi opfatter socialisme, og så får folk alle mulige forskellige opfattelser”.

Revolutionsdebatten kunne, ifølge Vad, være med til at starte en bredere ideologisk debat indadtil i partiet. Den kunne dermed blive et udgangspunkt for at diskutere, hvilken slags socialisme, det egentlig er, partiet ønsker.

Line Barfoed mente, at partiets store vælgertilgang havde betydet, at det igen var blevet nødvendigt at diskutere partiets ideologiske udgangspunkt:

”Når vi bruger ordet revolution, får mange et billede af Rusland i 1917. Claus Hjort Frederiksen (V) sagde engang, at Venstre var i gang med en revolution. Det udløste ikke debat”.

 

Det røde spøgelse

”Revolution har en klang af stormen på Vinterpaladset”.

Sådan udtalte Lasse Navarro Olsen, medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten, efter udmeldingerne om, at man hos partiets ledelse ønskede at skrive revolutionen ud af principprogrammet. Revolutionen har stadig en klang af vold.

Ligesom flere medlemmer af Enhedslisten mente, at revolutionsbegrebet bærer voldelige, omstyrtende konnotationer med sig, var der ligeledes kræfter i partiet, der udtalte sig pro-revolutionært. Mikael Hertoft, der er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse, udtalte:

”Vi kan ønske at være så fredelige, som vi vil. Men der er også noget, der hedder kontrarevolution. Den er meget ofte ikke spor fredelig”.

Hans Jørgen Vad udtalte samtidig, at revolutionen i udgangspunktet ikke vil blive voldelig, men han understregede samtidig, at hvis en flertalsrevolution bliver slået tilbage af et voldeligt mindretal, så vil man svare tilbage med vold:

”Jeg er sikker på, at befolkningen ønsker det fredeligt. Men sådan sagde man også i Syrien, Egypten og Libyen. Vi kan ikke garantere for, hvordan modparten reagerer. Vil et voldeligt mindretal slå ned på en flertalsrevolution, skal vi ikke bøje nakken”.

Revolutionære kræfter findes således stadig inden for partiet. Revolutionen kom hos denne del af Enhedslisten til at stå som både et aktuelt og stærkt ideologisk begreb. Et begreb, der bærer venstrefløjens tankegods med sig og stadig fungerer som ét af venstrefløjens gravitationspunkter.

 

Den bløde revolution

Efter udtalelser fra flere af partiets hovedbestyrelsesmedlemmer, sendte gruppeformand Per Clausen og folketingsmedlem Finn Sørensen et brev rundt til Enhedslistens medlemmer, der gjorde det klart, at man hos Enhedslisten ønskede en ikke-voldelig revolution:

”Men det er klart, at hvis det lykkes at skabe en opfattelse af, at vi går rundt og drømmer om en russisk revolution i Danmark, er det selvfølgelig skadeligt. Derfor må vi jo også forklare, at den islandske kasserollerevolution minder mere om, hvordan vi tror, revolutionen bliver i Danmark”.

Da Clausen, i et interview med Politiken blev spurgt, hvorfor Enhedslisten ikke kaldte den socialistiske revolution noget andet end revolution, svarede Clausen:

”Jeg holdt op med at overveje det, da Anders Fogh sagde, at der skulle være en grøn revolution i Danmark. Der mistede ordet vel sin betydning, så det nu bare betyder, at der skal ske forandringer”.

Clausen karakteriserer her revolutionen som et begreb, der ikke længere har den samme betydning, som det tidligere har haft. Revolutionsbegrebet har ændret sig. Det er blevet af-ideologiseret. Ifølge Clausen henviser revolutionen nu ikke bare til en voldelig revolution, men også til den bløde revolution – eller Anders Fogh Rasmussens ”grønne revolution”. Revolutionen henviser således ikke længere til en voldelig omstyrtende begivenhed. Tværtimod vil en revolution ”tage flere generationer, og jeg tror ikke, at der er nogen, som har fantasi til at forestille sig, at det sker inden for 20 år”.

Samtidig har en mere pragmatisk tilgang til revolutionen indfundet sig i dele af partiet. Jakob Sølvhøj, der er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse, siger:

”Man skal passe på med at gøre sig klog på, hvordan store samfundsforandringer lige præcis kommer til at finde sted. Men der har vi nok lidt forskellige temperamenter. For mig er det centrale, hvordan vi påvirker den regering, vi har lige nu, og får dem til at vende snuden væk fra Venstre og de konservative”.

 

Mellem pragmatikeren og ideologen

Selvom debatten om Enhedslistens ståsted i forhold til den socialistiske revolution ikke længere er fremtrædende i mediebilledet, kan debatten om revolutionen alligevel være med til at afsløre en grundlæggende splittelse i Enhedslisten.

Konflikten lurer stadig internt i partiet og spørgsmålet om, hvilken revolutionen Enhedslisten egentlig ønsker, er stadig ikke blevet besvaret. Enhedslisten består stadig af dem forstår revolutionen som et aktuelt, ideologisk ståsted, og dem, der refererer til revolutionen som et af-ideologiseret begreb, der ikke længere har samme betydning som det tidligere haft.

Seniorforsker Robin T. Pettitt udtaler i en artikel fra Politiken:

”I stort set alle partier er der pragmatikerne og ideologerne. Sådan er det også her. Der er en klar deling mellem dem, som arbejder på det daglige, pragmatiske plan, og græsrødderne, som vil revolutionere”.

Enhedslisten rummer endnu både pragmatikerne og ideologerne.

Adspurgt om, hvorfor centrale partimedlemmer nu har behov for at udtrykke denne revolutionsretorik, svarer valgforsker Søren Risbjerg Thomsen:

”Det er et udtryk for, at mange i partiet stadig sætter den ekstreme venstreideologi meget højt. De siger bare, hvad de mener. Jeg troede personligt, at de var langt mindre ekstreme. Det tankevækkende er, at ingen i partiet endnu har korrigeret disse stemmer med argumenter om, at det bare er gammelt tankegods”.

Indtil videre kan der være en pointe i ikke at korrigere partiets revolutionære stemmer og fastlægge Enhedslistens officielle revolutionskurs.

Revolutionen kan stadig aktiveres som et stærkt ideologisk begreb, der kan være med at samle dele partiet under de revolutionære faner. Samtidig er det nødvendigt for den mere pragmatiske del af partiet at fastslå, at der ikke kommer en voldelig revolution. Den revolution, denne del af partiet referer til er en anden revolution. Den refererer til en længerevarende, grundlæggende omstrukturering af det politiske system i Danmark. Ikke stormen på Folketinget.

Med iscenesættelsen af revolutionen, som både et af-ideologiseret begreb og som et stærkt ideologisk, samlende begreb, kan Enhedslisten rumme begge. Både pragmatikeren og ideologen, venstrefløjen og den yderste venstrefløj.

Denne interne splittelse kan både blive slagmark for fremtidige politiske magtkamp, men kan også være med til at gøre Enhedslisten til et mere rummeligt parti.

LÆS OGSÅ: Socialdemokraternes problemer med problemerne

LÆS OGSÅ: Konfliktens janushoved