Socialdemokrater-nes problemer med problemerne

5602755562_c8864c1f75_b

Politiske kommentatorer og eksperter forklarer ofte Socialdemokratiets problemer med at fastholde positionen som et bredt folkeparti med at partiet mangler et ’projekt’ eller en ’fortælling’. En anden måde at betragte dette på kunne være, at Socialdemokraterne ikke er i stand til et fremsætte et centralt samfundsmæssigt problem, der kalder på nogle løsninger, som kun Socialdemokraterne kan tilbyde.

Poli­tiske kom­men­ta­tor­er og ekspert­er fork­lar­er ofte Socialdemokrati­ets prob­le­mer med at fastholde posi­tio­nen som et bredt folkepar­ti med at par­ti­et man­gler et ’pro­jekt’ eller en ’fortælling’. En anden måde at betragte dette på kunne være, at Socialdemokrater­ne ikke er i stand til et frem­sætte et cen­tralt sam­fundsmæs­sigt prob­lem, der kalder på nogle løs­ninger, som kun Socialdemokrater­ne kan tilbyde.

Par­ti­ets krise består måske netop i, at det i min­dre og min­dre grad er i stand til at frem­sætte et grundlæggende sam­fundsmæs­sigt prob­lem, der åbn­er op for et poli­tisk han­dlingsrum. De prob­le­mer, som par­ti­et opstiller, kalder enten på løs­ninger, der falder uden­for det poli­tiske område og bliv­er til rene moralske påbud eller på løs­ninger, der i store træk lign­er borg­erlig økonomisk poli­tik — og dermed giv­er løs­ningerne ikke Socialdemokrater­ne en selvstændig pro­fil.

Jeg vil give to fork­laringer på dette prob­lem. Den ene fork­lar­er den man­glende ’prob­lem­for­mu­ler­ing’ med den tilt­a­gende opløs­ning af de tra­di­tionelle poli­tiske og nationale skel, som Socialdemokrati­et så at sige er ’skabt’ til. Den anden fork­lar­er prob­lemet med den måde, Socialdemokrater­ne forhold­er sig til kap­i­tal­is­men på. Par­ti­et sæt­ter sig mellem to stole ved hverken at kon­fron­tere kap­i­tal­is­men som det grundlæggende prob­lem eller at etablere en ’fetich’, hvor­til prob­lemet kan forsky­des. Der­for for­mår Socialdemokrati­et ikke at for­mulere et stærkt og enty­digt poli­tisk pro­jekt.

Hullet i helheden

Den grundlæggende prob­lem­for­mu­ler­ing kan man anskue ud fra antag­o­nis­me­be­gre­bet. Antag­o­nis­me­be­gre­bet anven­des mange gange i idéhis­to­rien i forskel­lige betyd­ninger, men jeg vil i denne sam­men­hæng anvende det i diskurste­o­retik­eren Ernesto Laclaus forståelse som ’grænsen for enhver objek­tivitet’. Antag­o­nis­men er det sted, hvor vores forsøg på at skabe en velaf­grænset, velde­fineret iden­titet bry­der sam­men – der hvor der er hul i den hel­hed, vi forsøger at skabe og hvor alt det, der ikke pass­er ind kan strømme ind og under­minere hel­he­den.  For Socialdemokrater­ne, og øvrige poli­tiske parti­er i Dan­mark, vil antag­o­nis­meprob­lemet kunne for­muleres som spørgsmålet om, hvor det er, ’velfærdssam­fun­det Dan­mark’ slår fejl. Hvad er det grundlæggende, der forhin­dr­er Dan­mark i at blive (eller for­blive) en har­monisk hel­hed med velfærd til alle?

Fejlen i hel­he­den åbn­er op for, at hel­he­den kan struk­tur­eres på en ny måde – og der­for er selve for­mu­lerin­gen af antag­o­nis­men cen­tral for enhver poli­tisk kamp. Hvis velfærdssam­fun­dets antag­o­nisme f.eks. iden­ti­fi­ceres som ’det offentliges inef­fek­tivitet’, kunne den poli­tiske løs­ning være, at velfærdssam­fun­det omde­fineres fra et sam­fund, hvor insti­tu­tion­er er offentligt ejede og demokratisk styrede, til et sam­fund, hvor stat­en så vidt muligt betaler markedet for at tilve­je­bringe ser­vice til borg­erne. Et sådant skifte er en foran­dring i én af de ’diskur­sive for­ma­tion­er’, der struk­tur­erer sam­fun­det, såv­el sprog­ligt som materielt. Den sprog­lige og retoriske omde­finer­ing af velfærdssam­fun­det vil påvirke f.eks. insti­tu­tion­er, lov­givn­ing og ser­viceniveau på en lang række områder, lige­som insti­tu­tionelle ændringer vil virke tilbage på den måde, vi taler om velfærd. Kam­p­en for at ændre (og herefter at fastlåse) diskurs­erne i nye for­ma­tion­er kræver som sagt, at den aktør, der forsøger at skabe foran­dring, får itale­sat en antag­o­nisme. Denne italesæt­telse inde­bær­er blandt andet en antag­o­nis­tisk rela­tion mellem en ’gener­el for­bry­delse’ og et ’generelt offer’. Den ’generelle for­bry­delse’ er dén enkle for­bry­delse, der forhin­dr­er hel­he­dens fulden­delse mens det ’generelle offer’ består i det poli­tiske sub­jekt, som repræsen­ter­er den ufuldendte antag­o­nis­erede hel­hed.

Ret og pligt

Hvor­dan kan vi så, med Laclaus begre­ber i baghån­den, beskrive den måde, som Socialdemokrater­ne for­mulerer velfærdsstatens antag­o­nisme på? Den økonomiske krise har i høj grad været dag­sor­den­sæt­tende for den socialdemokratiske regering, der tiltrådte i okto­ber 2011. Spørgsmålet om, hvor­dan velfærdsstat­en kan bevares, er blevet ganske nærværende. Et af regerin­gens svar har været en række reformer på blandt andet beskæftigelsesom­rådet. I den forbindelse har særligt beskæftigelsesmin­is­ter Mette Fred­erik­sen og social- og inte­gra­tions­min­is­ter Karen Hækkerup mark­eret sig i den offentlige debat ved at moti­vere disse reformer med en eksplic­it revi­talis­er­ing af ’ret og pligt’-begrebet. I Jyl­land­sposten i novem­ber 2011 udtalte Karen Hækkerup i novem­ber 2011 føl­gende:

Vi har brug for en debat om det norm­skred, som jeg på nogle stræk kan se i Dan­mark, hvor vi i alt for lang tid har været fokuserede på, hvad vi kan få, og for lidt fokuserede på vores eget ans­var for at bidrage til fæl­lessk­a­bet, (…) Det er jo gam­mel socialdemokratisk kernepoli­tik, at man skal gøre sin pligt og kræve sin ret. Men de to ting hænger sam­men, og det er ret vigtigt, at de gør det, for hvis folk kun kræver deres ret, men ikke gør deres pligt, er der ikke noget velfærdssam­fund.”

Udtalelsen italesæt­ter en antag­o­nis­tisk rela­tion mellem fæl­lessk­a­bet og de, der ’påtager sig deres ans­var for at bidrage’ på den ene side, og de, der ’kun kræver deres ret’ på den anden. ’Kræve­men­tal­itet’ bliv­er et udtryk for ’den generelle for­bry­delse’, mens ’Velfærdssam­fun­det’ og ’Fæl­lessk­a­bet’ bliv­er ’det generelle offer’, hvis hel­hed forhin­dres pga. den generelle for­bry­delse.

Det handler om værdier

Socialdemokrater­ne føl­ger op på italesæt­telsen af ret- og pligt-begre­bet som cen­tralt for velfærdssam­fun­dets over­levelse i det interne debato­plæg ’Dan­mark her­fra til år 2032 – Pri­or­i­teringer på velfærd­som­rådet’

Vi kan ikke bevare ret­ten til de mange velfærdsy­delser, hvis der ikke bredt i befolknin­gen er en opfat­telse af, at der føl­ger pligter med. (…) Der er også pligter, der ikke er ned­fældet i en lov, men som er nød­vendi­ge for, at sam­fun­det kan fun­gere. En pligt til at bidrage hvis man er i stand til det. En pligt til ikke at rage ydelser til sig, man ikke har behov for – selvom man måske formelt har ”ret” til dem.”

Velfærdssam­fun­dets over­levelse beror her på en evne til at ’værdi­reg­ulere’ befolknin­gens adfærd, uden tra­di­tionelle poli­tiske red­sk­aber, til en adfærd langt fra den man sæd­van­ligvis for­ven­ter i poli­tol­o­giske forudsigelser eller økonomiske bereg­ninger. Mette Fred­erik­sen giv­er i en udsendelse på P1 udtryk for en poli­tikop­fat­telse, som synes at ligge til bag­grund for denne ’værdi­reg­u­ler­ing’:

Det er klart, at værdier og poli­tik hænger uløseligt sam­men og hvis du dræn­er den poli­tiske sam­tale for værdier, så er der kun teknokrati og bureaukrati tilbage, for­di så vil der kun være prak­tiske løs­ninger på prak­tiske udfor­dringer.”

Citatet anty­der, at det poli­tiske fæl­lesskab, der er dan­net på bag­grund af et inter­esse­fæl­lesskab, der ellers synes at være grund­laget for Socialdemokrater­ne som arbe­jder­par­ti, er fuld­stændig forsvun­det. I stedet er det erstat­tet af en forestill­ing om sam­fun­det som en krop, hvor hver del optager (eller bør optage) sin rette plads. Poli­tikken tager form af en sam­tale frem for en kamp, og det socialdemokratiske bidrag til denne er et sæt værdier, der binder krop­pen sam­men. ’Ret og pligt’ er ikke læn­gere et fordel­ingsspørgsmål, men et værdis­pørgsmål, og antag­o­nis­men er således fraværet af vær­di­en ret og pligt. Antag­o­nis­men ten­der­er hermed til at falde uden for det poli­tiske område og over i det moralske, og poli­tikken ten­der­er i samme bevægelse til at blive en værdimæs­sig legit­imer­ing og højest en jus­ter­ing af admin­is­tra­tio­nen af nød­vendig ’prak­tisk prob­lem­løs­ning’. Revi­talis­erin­gen af ret og pligt kan hermed ses som en ren legit­imer­ing af opgøret med den uni­verselle velfærdsmode og af en beskæftigelsespoli­tik, der i store træk lign­er borg­erlig poli­tik, med et udpræget fokus på især at øge arbe­jd­sud­bud­det. His­torik­er Bent Gravesen bemærk­er:

Oprindelig var “Gør din Pligt — kræv din ret” først og fremmest et krav om en ligelig fordel­ing af ret­tighed­er og pligter mellem sam­fun­dets sociale klass­er. (…)Snakken om ret og pligt er plud­selig omfor­muleret til et spørgsmål om at opgive hid­tidi­ge uni­verselle velfærds­goder og om at fly­tte på ‘bal­an­cen mellem ret og pligt’ i ret­ning af flere pligter og færre ret­tighed­er.”

Igen­nem Socialdemokrater­nes his­to­rie har den antag­o­nisme, som man med ‘ret og pligt’-begrebet har forsøgt at udpege, således fly­t­tet sig fra at gen­nem­skære sam­fun­det i en opdel­ing mellem arbe­jdere og kap­i­tal­is­ter, til nu nærmest at være inde i brugerne af velfærdssam­fun­det. Det er ikke sys­temiske fejl, der truer sam­fun­dets hold­barhed, men der­i­mod borg­ernes man­glende moral og sam­fundssind. Socialdemokrater­nes pås­tand, om at man gen­lancer­er ’ret og pligt’ fra en dis­tanceret for­tid, forekom­mer der­for fal­sk.
Relancer­ing bliv­er end­nu mere utro­værdig når man tager i betragt­ning, at begreb­spar­ret blev anvendt af Ven­stres Claus Hjort Fred­erik­sen til at legit­imere stramninger på beskæftigelsesom­rådet under den tidligere VK-regering. Socialdemokrater­nes bestræ­belser synes dermed mere at ligne en kamp om at ind­skrive sin iden­titet i en på forhånd fast­lagt ’borg­erlig, ans­varlig’ diskurs, end som kon­struerin­gen af en ny diskrus.

I markedets vold

I de sen­este måned­er synes Socialdemokrater­nes eskalerende krise i opin­ion­s­målinger og den sti­gende interne modvil­je i S og SF mod netop de mange reformer dog at have fremkaldt et internt behov for at artikulere en mere tra­di­tionel ven­stre­ori­en­teret antag­o­nisme. I kro­nikken ‘Socialde­mor­ati­et er bedst for Dan­mark’ fra august 2012 beteg­n­er ledende socialdemokrater således markedet som ’en lune­fuld tjen­er’, som en stærk stat skal  ’beskytte men­neskene’ imod. Markedets rolle for­bliv­er dog tvety­dig, da det sam­tidig ans­es for at være væk­stens og vel­standens kilde. Løs­nin­gen på den økonomiske krise bliv­er dermed ikke først og fremmest at øge kon­trollen med markedet, men at svække markedets mulighed for at kon­trollere stat­en – ved at gøre hvad markedet siger.

Tidligere tiders accept­abel gæld bliv­er plud­selig til uaccept­abel gæld, og stater må ty til drastiske og ødelæggende økonomiske ind­greb for at holde de finan­sielle marked­er stan­gen. (…) Aldrig mere må vi udsætte os for, at de finan­sielle marked­er kan kuld­kaste en velfærds­stat. Efter den finan­sielle krise er det blevet et selvstændigt socialdemokratisk mål for den økonomiske poli­tik at begrænse gæld­sop­tagelsen – pri­vat såv­el som offentligt – i sikker afs­tand fra at blive sat i markedets vold.”

Socialdemokrater­ne udtaler her en antag­o­nis­tisk rela­tion mellem men­neskene i den fælles krop Dan­mark og det omkransende marked. Denne rela­tion åbn­er imi­dler­tid ikke op for en direk­te kon­fronta­tion og et opgør med markedets vold, men der­i­mod for en intern ’kul­tiver­ing’ af krop­pen for at tilpasse sig markedet og komme på afs­tand af dets vold. Herved kom­mer de konkrete poli­tiske tilt­ag (sat­sning på uddan­nelse og forskn­ing, øgn­ing af arbe­jd­sud­bud­det, reformer af velfærds­goder osv.) til i hov­edtræk at ligne borg­erlig økonomisk poli­tik.

Rødder i et opløst grundlag?

De antag­o­nis­mer, som Socialdemokrater­ne udtaler – den interne antag­o­nisme i de men­nesker, som kræver deres ret uden at gøre deres pligt og den eksterne i det ukon­trollerede marked – skaber således et poli­tisk han­dlingsrum, der virk­er stærkt begrænset. Det synes at ind­skrænke sig til værdimæs­sige opsange til borg­erne og admin­is­tra­tion af en økonomisk poli­tik, der med små vari­a­tion­er føl­ger kon­sen­sus blandt borg­erlige økonomi­er. Hvor­dan kan vi fork­lare disse antag­o­nis­mer og det der­af føl­gende begrænsede han­dlingsrum?

Med Laclaus forståelse af den poli­tiske kamp i baghån­den kunne fork­larin­gen være, at den socialdemokratiske par­tikon­struk­tion grundlæggende er udtryk for et for­tidigt poli­tisk rum med én antag­o­nisme, der del­er sam­fun­det i arbe­jdere og kap­i­tal­is­ter. Mulighed­erne for at sam­le en lang række inter­ess­er i ét par­ti synes i dag ikke at være til stede. Ligeledes synes selve bestræ­belsen på at skabe ’et helt’ nation­alt velfærdssam­fund at være dømt til at fejle i et post­mod­erne vestligt sam­fund, domineret af flere og flere tværgående diskurs­er og iden­titeter, der i stadigt sti­gende grad afs­lør­er ’fæl­lessk­a­bet’, ’Dan­mark’ osv. som til­fældige kon­struk­tion­er. Sam­fun­dets antag­o­nis­mer knyt­ter sig ikke læn­gere til natio­nen, men gen­nem­skær­er i stedet sam­fun­det på kryds og tværs i nye sub­jek­ters poli­tiske kampe for anerk­endelse og ind­fly­delse. Ligeledes gen­nem­skæres natio­nen af transna­tionale antag­o­nis­mer som f.eks. klimaprob­le­mer og inter­na­tionale økonomiske kris­er. Han­dlerum­met er hermed begrænset af mang­foldighe­den af antag­o­nis­mer og diskurs­er, der forhin­dr­er en socialdemokratisk, nation­al diskurs.

Det kapitalistiske spøgelse 

Men er denne tilt­a­gende tvety­dighed og spred­ning af prob­le­merne i sig selv en til­fredsstil­lende fork­lar­ing på Socialdemokrater­nes prob­le­mer?  Den slovenske filosof (og selverk­lærede kom­mu­nist) Slavoj Žižek er enig i Laclaus def­i­n­i­tion af antag­o­nis­men som objek­tivitetens grænse, men kri­tis­er­er sam­tidig Laclau for at reduc­ere ’den post­mod­erne poli­tik’ med flere og flere tvety­di­ge antag­o­nis­mer til et erk­endelses­mæs­sigt frem­skridt. I stedet betragter Žižek denne udvikling som ’en del af de glob­ale foran­dringer i det kap­i­tal­is­tiske sam­funds natur’. For ham er et af kende­teg­nene ved den mod­erne kap­i­tal­isme ten­densen til pri­va­tis­er­ing af det fælles. Større og større dele af sam­fun­det kom­mer ud af sam­fun­dets og demokrati­ets kon­trol og er i stedet under­lagt kap­i­tal­ens meningsløse logik. Netop for­di økonomien i større og større grad bliv­er af-poli­tis­eret, forsky­des en stor del af den poli­tiske kamp over på nye ’værdipoli­tiske’ områder såsom ind­van­drings- og fly­gt­ninge­poli­tik, ret­spoli­tik, homosek­suelles ret­tighed­er osv.

For Žižek er det dog, i mod­sæt­ning til Laclau, helt cen­tralt, at der under den ’post-poli­tiske’ over­flade stadig gem­mer sig den grundlæggende kap­i­tal­is­tiske antag­o­nisme, nem­lig klassekam­p­en. Žižeks forstår klassekam­p­en som kap­i­tal­is­mens grundlæggende ten­dens til at eksklud­ere men­nesker og gøre sociale skel og kam­p­en mellem de eksklud­erede og inklud­erede til dri­vkraften for sam­fun­dets dynamik. Denne grundlæggende antag­o­nisme betragter Žižek som et fortrængt traume, som alle poli­tiske (og øvrige) aktør­er alligev­el må forholde sig til enten direk­te eller indi­rek­te. Foren­klet frem­stil­let kan aktøren enten forholde sig til antag­o­nis­men som symp­tom eller som fetich. I symp­tomet fremtræder dele af den fortrængte sand­hed (f.eks. i de tilbageven­dende økonomiske kris­er, arbe­jd­sløshed osv.). Fetichen er der­i­mod en løgn, der forsky­der den virke­lige antag­o­nisme til et ’feti­chob­jekt’ (f.eks. tilst­ede­værelsen af jøder, mus­limer, homosek­suelle eller romaer) og hermed udled­er en fal­sk løs­ning (opdragelse, udvis­ning, depor­ta­tion eller udry­d­delse af førnævnte grup­per.)

I dette per­spek­tiv kan vi beskrive socialdemokrater­nes antag­o­nis­me­for­mu­ler­ing som en vaklen mellem disse to måder at forholde sig til kap­i­tal­is­men på. I relancerin­gen af ’ret og pligt’-begrebet etableres en fetich i ’kræve­men­tal­iteten’, der kalder på en vær­dide­bat, som løs­nin­gen på velfærdsstatens krise. Dette er dog en ganske svag fetich ten­derende til det apoli­tiske, som nævnt i høj grad blot skal legit­imere en borg­erlig refor­mdag­sor­den på netop beskæftigelsesom­rådet. Disse reformer kan vi på den anden side netop betragte som værende direk­te for­bun­det til kap­i­tal­is­mens symp­tomer.

I en avis­ar­tikel i Jyl­land­sposten fra marts 2012 forsvar­er Karen Hækkerup sig mod beskyld­ningerne om at ’ret- og pligt-begre­bet’  er et dække over borg­erlig poli­tik med bemærknin­gen:

Vi har skabt et sam­fund, som jeg er stolt over, men der er nogle, der ikke bliv­er inklud­eret. Der­for er det vigtigt at gøre det bedre, så ikke så mange falder igen­nem.”

Selvom revi­talis­erin­gen af ’ret og pligt’ først og fremmest synes at han­dle om et øget fokus på borg­erens pligt til at inklud­ere sig selv i sam­fun­det, bruger Karen Hækkerup her en pas­siv-form af ’inklu­sion’. Dette kan tolkes som en kort ’frem­dukken’ af en fortrængt viden om arbe­jd­sløshed­sprob­lematikkens virke­lige årsag, nem­lig kap­i­tal­is­mens grundlæggende antag­o­nisme. Den kap­i­tal­is­tiske logik kræver i kris­esi­t­u­a­tion­er, at arbe­jds­dygtige men­nesker eksklud­eres til arbe­jd­sløshed og kræver, at folk ’falder igen­nem’ for at løn­ningerne kan press­es og fort­jen­esten kan øges.

Mellem sande fetichister og ægte socialister?

Når socialdemokrater­ne gen­nem­før­er deres mange økonomiske reformer kan vi sige, at de kon­fron­ter­er sig direk­te med kap­i­tal­is­mens symp­tomer ved at anerk­ende prob­lemets rod i en ekstern ’udvikling’ og igen og igen forsøge at håndtere den ved at uddanne arbe­jdsstyrken bedre, udvide arbe­jd­sud­bud­det, osv. Den bemærkelsesværdi­ge hånd­ter­ing af finans­marked­ernes krav, der blev givet udtryk for i kro­nikken, vis­er dog, at denne hånd­ter­ing aldrig bliv­er til en direk­te kon­fronta­tion. Så snart kon­fronta­tio­nen nærmer sig prob­lemets rod og inde­bær­er en grundlæggende foran­dring af f.eks. finans­markedet, bøjer man af og under­læg­ger sig markedets krav, uanset dets ube­hagelige kon­sekvenser for velfær­den. Der­for er der brug for en ’fetich’, der kan ’kom­pensere’ for dette man­glende han­dlerum, hvor det virke­lige prob­lem kan forsky­des til, i dette til­fælde ’ret- og pligt’-begrebet.

Ud fra dette per­spek­tiv kan vi komme med en alter­na­tiv fork­lar­ing på, hvor­for Socialdemokrater­ne har så svært ved at for­mulere en slagkraftig antag­o­nisme, der giv­er plads til han­dling. Det er netop tvety­dighe­den mellem det fetichis­tiske og det symp­tom-kon­fron­terende i par­ti­ets poli­tik, der med­før­er så store besværlighed­er. For kan vi ikke finde langt ‘renere’ posi­tion­er hos netop de parti­er, som socialdemokarternes væl­gere fly­gter til? Hos Enhed­slis­ten kon­fron­ter­er man sig ’rigtigt’ med symp­tomerne og syg­dom­men bag dem uden at skulle tage hen­syn til EU, regeringssamar­be­jde, en bred væl­ger­skare osv. På den anden side har vi Dan­sk Folkepar­ti eller Ven­stre, der kan opstille langt mere slagkraftagtige fetich­er i f.eks. ’stop for ikke vestlig ind­van­dring’, ’stram­mere ret­spoli­tik’ osv., en hårdere beskæftigelsespoli­tik osv. Socialdemokrater­ne ved, i kraft af den kap­i­tal­is­mekri­tik som par­ti­ets rød­der i en eller anden grad stadig bidrager med, for meget til at kunne skabe slagkraftige fetich­er. Men i kraft af sin sta­tus som et folkepar­ti, der til enhver tid skal kunne være regerings­bærende, har par­ti­et for meget at miste til at gå effek­tivt til angreb på syg­dom­men bag symp­tomerne.

LÆS OGSÅ: Enhed­slis­ten og de mange rev­o­lu­tion­er

LÆS OGSÅ: Kon­flik­tens janushoved

Note fra for­fat­teren: Artik­lens udlægn­ing af Ernesto Laclaus antag­o­nis­me­be­greb byg­ger delvist på vær­ket ’Hege­mo­ny and Social­ist Strat­e­gy’ som er skrevet i samar­be­jde med Chantel Mouffe og delvist på vær­ket ’Con­tin­gency, Hege­mo­ny, Uni­ver­sal­i­ty’, hvor Laclau diskuter­er med Judith But­ler og Slavoj Žižek. Udlægnin­gen af Žižeks begre­ber om symp­tom og fetich byg­ger på hans værk­er ’First as Tragedy, Then as Farce’ og ’Liv­ing in The End Times ’ samt på Nico­lai von Eggers behan­dling af disse i artiklen ’Kig ned! – mod en zizekian­sk klas­se­te­ori’, fra mag­a­sinet Slag­mark.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *