Et europæisk ingenmandsland
Den tomme og overvoksede Potsdamer Platz er blevet elimineret til fordel for en historisk bystruktur, som ikke har noget med livet i nutidens Berlin at gøre. Den nye Potsdamer Platz er blevet et nyt ingenmandsland – et identitetsløst og historieløst sted, der hverken rummer sorg eller glæde.
FOKUS: MED BYEN SOM VIDNE – Hvad kan byen fortælle os om den verden, som vi lever i? Hvad sker der, hvis vi udspørger den historiske og moderne by? I løbet af hele maj måned sætter vi her på Baggrund fokus på arkitektur, byer og byplanlægning. Vi har spurgt en række forskere og skribenter, hvad den moderne by, byudviklinger og bytendenser kan fortælle os om vores liv, vores samfund, vores politiske og sociale situation og vores verden.
Enhver, der ønsker at danne sig et billede af, hvor Europa befinder sig i kulturel forstand i disse år, og hvordan det står til med den europæiske identitetsfølelse, hvis en sådan findes og lader sig indkredse, kan med fordel tage bestik af de seneste årtiers bedrifter inden for arkitektur og byplanlægning. Ud over at byggeakten i sig selv udgør en kulturel praksis, der genererer kulturelle artefakter i form af bygninger og byrum, har arkitekturen og byplanlægningen som rumskabende, organiserende instanser stor andel i frembringelsen af de fysiske og funktionelle rammer, som kunsten og kulturlivet virker i. Om en given lokalitet har et levende kunst og kulturliv, vil altid i nogen grad kunne føres tilbage på de valg, som arkitekter, planlæggere og tilknyttede myndigheder og investorer har truffet i de forudgående designprocesser: Er der skabt kvadratmeter nok til kulturen, og er de rumlige, funktionelle og økonomiske forhold så tilpas alsidige, at såvel høj og lav som bred og smal vil kunne virke og boltre sig her? Eller har de implicerede parter skabt et monofunktionelt rum for de få?
Et andet forhold, der gør det oplagt at tage arkitekturen og byplanlægningen i øjesyn, er den betydning, som bygninger og byrum har for de identitets- og erindringsprocesser, der kontinuerligt udspiller sig individuelt og kollektivt i vore samfund. Den visuelle erindrings stærkeste materiale i en by består i brugen af og møderne med de forskellige epokers bygninger og bebyggede strukturer. Byrummet er altid et historisk rum, der fortæller os, hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen. Dette forklarer den fremtrædende rolle, som arkitektur og byplanlægning ofte tildeles og spiller i fx politiske opbruds- og overgangsfaser (Huyssen 49). Grundet arkitekturens synlighed og fylde i dagligdagen, og dens tilsyneladende permanens på tværs af tid og brugere, byder bygninger og bebyggede ensembler sig i særlig grad til som identitetsstiftende og -promoverende repræsentationsmedier for stater og sammenslutninger, der ønsker at legitimere deres eksistens og værdigrundlag over for omverdenen. Især hvis værdigrundlaget har en utopisk eller på anden vis abstrakt og derfor skrøbelig karakter. Her kan produktionen af arkitekturtegninger, -modeller og -planer som et første skridt tjene til at udstikke og nære forestillinger om alt det gode, den nære fremtid vil bringe, mens den efterfølgende opførelse af bygninger på bekostning af andre kan tilvejebringe og styrke eller i hvert fald illudere en ny politisk og kulturel konsensus. Arkitekturen og byplanlægningen går på en meget synlig måde i dialog med fortiden, og det ofte på ubønhørlig vis. På en måde gælder dette al kunstnerisk og kulturel aktivitet, uanset medie og genre. Fx er nutidens litterære værker skrevet ind i en allerede eksisterende kanon af værker, som de implicit eller eksplicit refererer til. Men hvor litteraturen nok kan være funderet i en bestræbelse på at korrigere fortidige værker eller skubbe dem af tronen, er litteraturen ikke kendetegnet ved overskrivninger af den art, som arkitekturen og byplanlægningen i vore byer er, hvor opførelsen af nye bygninger og byrum i reglen indebærer en reel, fysisk eliminering af eksisterende strukturer og hertil knyttede funktioner og brugsmønstre.
Et sidste forhold, som er værd at fokusere på i nærværende sammenhæng, er byggebranchens tætte bånd til den gevinstjagende spekulative økonomi, der har arkitekturen som foretrukket investeringsaktivog endda har udviklet en rækkenye, yderst risikable lånemodeller på hussalgsområdet med henblik på at trække stadig flere penge ind i spiralen og skruegevinstudsigterneyderligere i vejret (Ibelings & Powerhouse Company). I løbet af de seneste 200 år har den spekulative økonomi skabt et utal af finanskriser, der alle har trukket større eller mindre spor af social og kulturel ødelæggelse med sig. Det er derfor fristende at betragte finanskapitalismen som en trussel mod væsentlige dele af europæisk kultur, i det omfang denne kultur ses som funderet i oplysningstidens friheds- og fornuftbetonede politiske og sociale idealer. Herom vidner den aktuelle finanskrise, der i høj grad udspringer af en spekulationsskabt overophedning af boligmarkederne i USA og flere europæiske lande i nullerne. Denne krise har ramt en række medlemslande i EU så hårdt, at unionen som økonomisk, politisk og kulturelt projekt kunne være i fare for at knække midt over. Samtidig har de frembragte boligbobler med deres krasse produktion af vindere og tabere skabt markant øget ulighed inden for de enkelte europæiske lande generationerne imellem, således at de mere eller mindre udbyggede, nationalt funderede velfærdssystemer, der ligeledes kan siges at have deres udspring i oplysningstidens fælleseuropæiske tankegods, nu også fører en truet eksistens.
Arkitekturen og byplanlægningen kan med andre ord siges at repræsentere både muligheder og farer i relation til europæisk kultur og identitetsfølelse. Begge kan bidrage til at give kulturen den fornødne plads til at trives og udbredes samt skabe funktionelle og repræsentative rammer, som fremmer handlemønstre og forestillinger, der står mål med fx oplysningstidens værdi- og identitetsgrundlag. Men de kan lige så vel fremme økonomiske, politiske og kulturelle dagsordner, der peger i andre, mindre inkluderende værdi- og identitetsmæssige retninger, ligesom de kan producere bygninger og byrum, der er så eksklusive i brugsmæssig og økonomisk forstand, at mange beboere og brugere ikke længere vil have lyst til eller mulighed for at benytte dem.
Bypladsens stilling i europæisk bykulturhistorie
Af arkitekturens og byplanlægningens samlede vokabular indtager bypladsen en særlig stilling i den europæiske bykulturhistorie (Zerlang A 7). Bypladsen er det sted i det urbane rum, hvor veje løber hen og finder sammen, og hvor tætheden af funktioner, tilbud, mennesker og interesser derfor er særlig høj. Samtidig er det som oftest her, at byens historie, i form af mindesmærker og monumenter, ikoniske og funktionelt vigtige bygninger fra forskellige perioder samt skelsættende begivenheder og bevægelser, har samlet sig. Hvad de skelsættende begivenheder og bevægelser angår, er bypladsen med udgangspunkt i den græske agora blevet omtalt som det vestlige demokratis vugge (Zerlang B 32), og op gennem den vestlige historie har det da også ofte været på byernes pladser, at mennesker har fundet sammen for at demonstrere for øget frihed og indflydelse. Men det politiske liv har aldrig haft eneretten til byens pladser. Mange af Europas bypladser har i tidens løb tjent som markeds-, handels- og kulturpladser. Her har det fjerne og fremmede i form af føde-, forbrugs- og kulturvarer, og måske endda rygter, fundet indgang til byerne, og her har historiens store folkefester, hvad enten disse har tjent rituelle, religiøse eller blot sekulære formål, udspillet sig (Zerlang B 33).
Den europæiske byplads i dag
Som stedet, hvor det private og offentlige, det nære og fjerne, og det fortidige og nutidige mødes, og hvor konfliktuerende interesser og holdninger uundgåeligt bringes i samspil, udgør bypladsen altså en vigtig brik i den europæiske kultur og identitetshistorie. Men spørgsmålet er, om bypladsens rolle på dette og andre områder er ved at være udspillet. Siden den motoriserede trafiks fremkomst i begyndelsen af det 20. århundrede har bypladsen ført en truet tilværelse. Den voksende trafik på og omkring byernes pladser har ikke alene forstyrret det liv, som hidtil har udspillet sig i nogenlunde fred og fordragelighed. I mange tilfælde har den endda fordret infrastrukturelle indgreb, der enten har gjort en given pladsflade formålsløs lille eller utilgængelig, eller har ført til en intimitetskrænkende udvidelse eller åbning af den, som det fx er sket med Berlins Alexanderplatz, der i forbindelse med DDR-tidens ombygningsprojekt i 1960erne fik firedoblet sit areal (Post 51).
Denne gradvise opløsning af bypladsen, som tager yderligere fart med den funktionalistiske byplanlægnings i grunden antiurbane forkærlighed for formålsrationelle, monofunktionelle rum, er blevet læst som et tegn på et forfald i den offentlige kultur (Zerlang B 50), og intet tyder på at denne udvikling er overstået. I en tid, hvor kommunikation og handel kan finde sted hvor som helst via mobiltelefon og internet, taler noget for, at behovet efterhånden er udtjent. Men holder det stik? Er det, at bypladsen i disse år viger pladsen i vore byer, et uundgåeligt og uopretteligt resultat af, at kulturen i Europa, som Milan Kundera skriver i Romankunsten (1968), har veget pladsen? Eller er der stadig grundlag for at skabe levende og afholdte pladser i vore byer? Hvis ja, kunne en vedholdende byarkitektonisk satsning herpå føre til en genrejsning af bypladsen som europæisk kulturfænomen, og kunne en sådan satsning endda bidrage til at imødegå det igangværende europæiske kultur- og identitetstab, som Kundera beklager i Romankunsten?
Potsdamer Platz-projektet i 1990erne
Betragter vi de byplads-projekter, som gennem de seneste 20-25 år har udspillet sig i Europa, springer planlægningen og realiseringen af den nye Potsdamer Platz i 1990ernes Berlin straks i øjnene. Hertil er der en række grunde. Selvom Berlins planlæggende myndigheder med Murens fald i 1990 i grunden kunne have gjort hvad som helst med denne centrale lokalitet, hvor der hverken var nævneværdig infrastruktur eller bygninger at tage hensyn til, valgte de med det vage, men politisk slagkraftige begreb om Die Europäische Stadt at insistere på at (gen)skabe en plads, som i flere årtier havde markeret koldkrigsfronten mellem Øst og Vest, og ligget ubrugt og utilgængelig hen. Med et samlet areal på 55 hektar midt i en forvokset storby, var chancen intet mindre end historisk. Her havde Berlin mulighed for at etablere paradeeksemplet på et nyt og tidssvarende europæisk centrum og samtidig styre uden om de planlægningsbetingede mangler og fejl, som siden Anden Verdenskrigs afslutning har hobet sig op i europæiske byer og bycentre (Pabsch 7). Hertil kommer pladsområdets betydningsrige historie på den ene side og de politiske og kulturelle kontekster for byggeforehavendet på den anden side, der sammen lagde yderligere alen til projektets i forvejen høje status og symbolværdi. Med projektet kunne Berlin ikke blot tage det første skridt mod en ny og måske stærkere byplads-model for det 21. århundrede. Ved at omhandle den tidligere koldkrigsfront og finde sted umiddelbart efter Tysklands genforening i 1990 havde byen tilmed mulighed for arkitektonisk og symbolsk at genrejse Berlin, Tyskland og Europa som kulturelle enheder.
Potsdamer Platz gennem historien
Potsdamer Platz er et fornemt eksempel på, hvordan en byplads samler en bys historie. Pladsens historie går tilbage til første halvdel af 1700-tallet, hvor Berlins udvikling til egentlig storby indledes. På denne tid svang byens indbyggertal sig op over de magiske 100.000, og dette foranledigede myndighederne til at udvide byen og i 1735 anlægge en toldmur som erstatning for den snævrere, middelalderlige bymur. Bag tre af den nye toldmurs i alt 18 byporte blev smukke geometriske pladser anlagt som hyldest til kongemagten. Ved Brandenburger Tor i form af en firkant, ved Hallesches Tor i form af en cirkel og ved Potsdamer Tor i form af en ottekant, som i 1814 fik navnet Leipziger Platz til minde om sejren over Napoleon ved folkeslaget i Leipzig året forinden (Zerlang C 46, Pabsch 13). Uden for Potsdamer Tor, på det sted hvor byen sluttede og veje forgrenede sig ud i det omgivende land, opstod Potsdamer Platz som et trafikknudepunkt for bl.a.den første preussiske chausse, der forløb fra Königsberg til Aachen og via Leipziger Straße forbandt Berlin med den afholdte residensby Potsdam. Derved udgjorde Potsdamer Tor og med den Potsdamer Platz fra begyndelsen en af Berlins vigtigste ind- og udgangszoner.
Som egentligt anlæg blev pladsen etableret af den store tyske arkitekt Karl Friedrich Schinkel, der i forbindelse med en ombygning af portanlægget og den bagvedliggende Leipziger Platz i 1824 anlagde Potsdamer Platz som et mindre, cirkulært vejanlæg med beplantning. Sit nuværende navn fik pladsen syv år senere. På dette tidspunkt havde Potsdamer Platz-området i en længere årrække fungeret som landlig idyl for den brede bybefolkning, der her kunne finde restauranter, kultur- og forsamlingshuse, og for rigere familier, som her havde anlagt deres sommer- og landhuse (Pabsch 10-11). Ikke desto mindre var pladsområdets dage som landlig idyl så godt som talte. I 1838 kom Berlins første banegård, Potsdamer Bahnhof, til, og dermed havde moderniteten i grunden meldt sin ankomst på pladsen, der nu blev et knudepunkt for mennesker og handelsvarer. Herefter gik det slag i slag. Under det industrielle gennembrud fra midten af det 19. århundrede og frem oplevede Berlin et markant økonomisk, industrielt og befolkningsmæssigt opsving, som igen fik byen til at vokse ud over sine bredder og snart førte til en nedrivning af toldmuren (Tscheschner 56). For Potsdamer Platz betød dette en markant statusopgradering. Med den byrumlige vækst blev pladsen en stadig mere centralt beliggende aktør, og med toldmurens nedrivning, som muliggjorde anlæggelsen af et bredere og mere trafikdueligt vejforløb i nord-sydlig retning, kom Potsdamer Platz endda til at danne par med den ansete Leipziger Platz, så de fremover udgjorde en dobbeltplads. Af de to pladser var Leipziger Platz som repræsentant for den feudale orden stadig vigtigst. Men også på dette punkt var der skred i tingene. I takt med at moderniteten vandt indpas i byen og Potsdamer Platz blev hjemsted for luksushoteller, caféer og restauranter, og siden også biografer, forlystelseslokaler og attraktive varehuse, blev den gradvist den vigtigste af de to. Senere, i de gyldne 1920ere, blev den endda den vigtigste plads i Berlin, og da Berlin på den tid var verdensførende på kunst- og kulturområdet, kan det med nogen ret hævdes, at det var på Potsdamer Platz, at Europas puls slog kraftigst(Neumeyer 75-78). Om dagen var pladsen samlingssted for sekretærer, forretningsfolk og konsumglade beboere og turister, mens den om aftenen og natten tiltrak forlystelseshungrende kunstnere og natteravne, der her kunne finde allehånde kulturelle og kulinariske tilbud, og endda kunne købe seksuelle ydelser af den store skare af prostituerede, som trak på pladsen eller arbejdede på bordeller i omkringliggende kvarterer (Zerlang C 49-50).
Potsdamer Platz under trafikkens primat
At pladsen havde denne enorme tiltrækningskraft på datidens byboere, turister og kunstnere, var i høj grad en følge af det attraktive og yderst varierede udbud af varer, kultur og forlystelser. Men vrimlen, larmen, lysreklamerne og den konstant susende trafik, der gav de besøgende en fornemmelse af at befinde sig i begivenhedernes centrum, var lige så afgørende. Imidlertid truede trafikken i 1920erne med at vokse ud af proportioner. På det tidspunkt havde byens planlæggende myndigheder længe været i gang med at udkaste planer for en omlægning af byens vejnet, men det var først, da den socialdemokratiske arkitekt, byplanlægger og ingeniør, Martin Wagner, i 1926 trådte til som leder af byens planlægningskontor, at konkrete forbedringsskridt blev iværksat (Tscheschner 57-60).
Wagner, der var inspireret af den sociologisk og økonomisk funderede funktionalistiske byplanlægning, anlagde et strengt økonomisk og teknokratisk syn på byen. Ifølge Wagner var storbyen at sammenligne med en vækstgenererende, men også omkostningsrig privat virksomhed, der var i konstant udvikling og derfor hele tiden måtte justeres. Den voksende trafik tilskrev Wagner en hovedrolle, idet den ikke blot afspejlede byens kontinuerlige udvikling, men også udgjorde dens vækstgenerende stofskifte. Alle byggeforehavender under Wagners ledelse blev i overensstemmelse hermed realiseret med henvisning til trafikudviklingens fordringer og vækstfremmende egenskaber (Scarpa 11, 14, 52-55, 83-84, 92-97).
For Wagner bestod hovedopgaven i 1920ernes Berlin i at øge antallet af forbindelseslinjer ind i og gennem byens middelalderlig centrum, og i at få forbundet og optimeret de to trafikknudepunkter Alexanderplatz og Potsdamer Platz. Berlin var blevet en moderne verdensby og skulle følgelig iscenesættes som en sådan, hvilket bedst kunne ske ved at omforme byens trafikknudepunkter til moderne verdenspladser. Hvad det var, redegjorde Wagner for i en tale med den sigende titel Was kostet Berlin?, som han i 1929 holdt for handels- og industrifolk. Heri gjorde han det klart, at verdenspladsens opgave bestod i at honorere trafikkens fordringer i samtiden, og da trafikmængden utvivlsomt ville vokse med årene, kunne verdenspladsen og dens bygninger ikke få en blivende økonomisk og arkitektonisk værdi. For at sikre det frie flow, ville det endvidere være hensigtsmæssigt at niveauinddele trafikken og skabe et særskilt fodgængerniveau. De massive udgifter, som ville følge heraf, skulle dækkes helt eller delvist af de omkringliggende bygninger, som derfor især skulle rumme varehuseog endvidere udformes på en sådan måde, at de ville tiltrække de forbipasserendes købekraft. Bygningerne skulle stimulere, ja celebrere det trafikale flow og samtidig indbyde til ophold og konsum, hvilket ifølge Wagner skulle ske ved at give arkitekturen enkle og klare former, som både nat og dag ville have deres egen præcise karakter. Som han understregede, ville det være oplagt at benytte elementer som farve, form og lys (Scarpa 94-95).
Forvandlingen til moderne verdensplads
Som led i den planlagte omformning af Postdamer Platz fremlagde Martin Wagner i 1928 et modeludkast, der skulle tjene som udgangspunkt for de kommende anlægs- og byggearbejder. I udkastet foreslog Wagner at sammenføje Potsdamer Platz og Leipziger Platz omkring en stor, niveauinddelt rundkørsel med en diameter på 100 meter og en glasoverdækket cafébygning i midten, hvorfra lyden og synet af den omkringflydende trafik kunne nydes. Bygningerne omkring pladsen, hvoraf især tårnbygningen i Leipziger Straßes udmunding var ekspressivt udformet som point de vue, var i forslaget rykket tilbage fra pladsen af hensyn til rundkørslen, og samtidig skudt betragteligt i vejret for at øge projektets attraktivitet for eventuelle investorer. På dette tidspunkt var det første nysaglige hus blevet realiseret på pladsen. Mellem 1926 og 1928 havde Brødrene Luckhardt og Alfons Anker ombygget et ældre kontorhus i indmundingen af Postdamer Straße og givet det en harmonisk kurvet, horisontalt betonet, moderne facade bestående af uigennemsigtige hvide og mørke glasplader. Fire år senere kom den næste nysaglige bygning til i form af Eric Mendelsohns 10 etager høje, let kurvede Columbushaus, der ligesom Luckhardts og Ankers bygning egnede sig til at blive oplevet i farten. I Weimarrepublikkens sidste leveår lå endnu et modernitetshyldende byggeprojekt af Brødrene Luckhardt og Alfons Anker på tegnebrættet, et cylindrisk glastårn på 14 etager, som skulle opføres som point de vue i Leipziger Straßes udmunding. Imidlertid fandt projektet ingen bygherre og måtte derfor udskydes på ubestemt tid (Pabsch 35-52, Zerlang C 48).
De mørke år mellem 1933 og 1989
Med blot to byggerier i nysaglig stil var Postdamer Platz langt fra blevet den moderne verdensplads, Wagner havde efterstræbt. Alligevel har de arkitektoniske bidrag i Weimartiden, realiserede såvel som urealiserede, og den kompromisløse vilje til at favne samtiden, bidraget mærkbart til at cementere pladsens status som Berlins mytiske centrum (Pabsch 51). Datidens ombygningsplaner er blevet en art glansbilleder på den gyldne, progressive fremtid, Berlin i Weimartiden blev stillet i udsigt, men aldrig fik i den tiltænkte form og progression.
For i 1933 overtog nazisterne herredømmet i Tyskland, hvormed mørket sænkede sig ned over by og plads. Umiddelbart efter magtovertagelsen i 1933 lejede stormtropperne i SS de øverste seks etager i Columbushaus. Få måneder senere flyttede Gestapo ind i den tidligere kunstindustriskole tæt på pladsen i Prinz-Albrecht-Straße 8, hvor det berygtede Gestapofængsel samme år opstod, og i de følgende år kom adskillige ministerier til, især i den nærliggende Wilhelmstraße, hvor også Hitlers monstrøse Nye Rigskancelli i 1939 kunne indvies. Som følge heraf blev pladsen sønderbombet under krigen, først af engelske og amerikanske bombefly, siden af den fremrykkende sovjetiske hær, som mødte særlig svær modstand omkring Rigskancelliet og Førerbunkeren. Da det sidste skud var faldet og Tyskland havde overgivet sig, lå over halvdelen af pladsens bygninger i ruiner. Af disse kunne flere efter kort tid tages i brug igen, herunder Columbushaus, og som sortbørsplads kunne Potsdamer Platz endda nyde lidt af førkrigstidens leben i de første efterkrigsår. Men der var tale om en stakket frist. Potsdamer Platz og Leipziger Platz lå på grænsen mellem de britiske, sovjetiske og amerikanske sektorer. Som den Kolde Krig tog til, udviklede pladsen sig stadig mere til konfliktzone. Under arbejderdemonstrationerne i Øst-Berlin i juni 1953 blev pladsen inddraget i de voldsomme kampe mellem demonstranter og sovjetisk militær, hvilket bl.a. førte til, at Columbushaus på ny udbrændte, og i de følgende år blev pladsen reduceret stadig mere til ufremkommelig koldkrigsgrænse for til slut, med Murens opførelse i august 1961, at blive forvandlet til det største ingenmandsland i delingstidens Berlin (Mauter 87-107).
I 28 år var dette situationen. Ved en enkelt lejlighed, i Wim Wenders prisvindende film, Himlen over Berlin, dukkede den øde, nu overvoksede plads frem af glemslen. Men ellers var der ingen lyspunkter at spore, før Murens fald i november 1989 med et slag gjorde Berlin og snart også Potsdamer Platz til symbolet par excellence på Tysklands og Europas genforening og mulige overvindelse af fortidens rædsler.
Genopbygningen i genforeningens første årti
At Potsdamer Platz opnåede denne betydning i ind- og udland, hertil bidrog utvivlsomt Roger Waters’ pompøse opførelse af the Wall på pladsen i juli 1990 for 350.000 tilskuere og 500 millioner tv-seere i 52 lande (Elman). Men det var især arkitekturkonkurrencen i 1991 og det efterfølgende tiårs genopbygning, der gjorde pladsen til et internationalt sindbillede på Europas mulige heling.
I konkurrencen, som blev indledt sidst i juni måned 1991 og afsluttet i begyndelsen af oktober, deltog 16 tyske og internationale arkitektfirmaer. I programmet stod, at Postdamer Platz og Leipziger Platz, som konkurrencen også gjaldt, skulle indføjes i Berlins polycentriske struktur og tjene som bindeled mellem byens østlige og vestlige hovedcentre. I anknytning til den historiske europæiske by skulle området have den højest mulige grad af funktionsblanding og besidde en høj visuel og social kvalitet for byens konsum- og forlystelsesorienterede beboere og brugere, mens det i byrumlig forstand skulle knytte an til det historiske grundrids og det 19. århundredes kompakte blokstrukturer og geometriske gadeforløb. Hvordan funktionsblandingen skulle organiseres, havde det vestberlinske senat bekendtgjort i en beslutning året forinden, hvor det hed, at bebyggelsens stueetager skulle indeholde forretninger samt gastronomiske og kulturelle indretninger (Bodenschatz 209).
På dette tidspunkt blev det dog diskuteret heftigt, om projektet overhovedet kunne betegnes som europæisk endsige offentligt. I 1990 havde myndighederne solgt størstedelen af området, 68.000 kvadratmeter i alt, til Daimler-Benz AG, som havde betalt den uhørt lave sum af 1.505 DM pr. kvadratmeter. Året efter blev knap 31.000 kvadratmeter solgt til Sony til den stadig lave pris af 3.270 DM pr. kvadratmeter, mens 15.000 kvadratmeter blev solgt til investoren A+T til en lignende lav pris. Dermed, lød kritikken, havde myndighederne overladt byens måske vigtigste område til private aktører, inden en offentlig beslutning om dets fremtid var truffet.
Konkurrencen udmøntede sig i en bred vifte af forskelligartede koncepter. Af disse syntes Hans Kollhoffs bidrag, med dets kreds af monumentale skyskrabere, på ublu vis at hylde storkapitalens indtog på pladsen. Daniel Libeskinds forslag derimod syntes at betegne et eksperimentelt forsøg på at gentænke selve idéen om et bycenter (Koolhaas) og reflektere områdets historie uden at gribe til rekonstruktioner, mens forslaget af Will Alsop & Jan Störmer syntes funderet i bestræbelsen på at hylde informationssamfundet og give det byarkitektonisk form. Imidlertid kunne hverken disse eller nogle af de andre mere bemærkelsesværdige forslag sætte sig igennem. Til investorernes ærgrelse valgte juryen det nok mest konservative konkurrencebidrag, forslaget af arkitekterne Heinz Hilmer og Christoph Sattler, der med den europæiske bys redning for øje havde holdt sig strengt til fordringen om at knytte an til førkrigstidens strukturer og helt undladt at projektere højhuse. Som modtræk fremdrog investorerne et alternativt forslag af den engelske arkitekt Richard Rogers. Men på trods af at flere uafhængige iagttagere mente, at Rogers’ forslag på mange punkter var det bedste og mest tidssvarende af alle, faldt tiltaget ikke i god jord hos myndighederne, der anså det som et forsøg fra investorernes side på at overtage styringen. Til slut valgte myndigheder og investorer kompromissets vej. Myndighederne kunne beholde Hilmer og Sattlers forslag, men måtte give investorerne lovning på en række højhuse, herunder tre ved selve pladsen (Bodenschatz 209-211).
Efter masterplanens vedtagelse fulgte konkurrencer for de enkelte kvarterers og bygningers realisering. Her satte investorerne sig så tungt på beslutningsprocesserne, ikke mindst i forhold til områdets brugsfunktionelle indretning, at debatten om, hvorvidt det overhovedet gav mening at betragte byggeforehavendet som europæisk eller for den sags skyld berlinsk, igen blussede op (Zerlang C 51).
Renzo Piano vandt konkurrencen om det 68.000 kvadratmeter store Daimler-kvarter og tegnede efterfølgende selv en del af bygningerne, som for de flestes vedkommende blev iklædt glas og orangegule mursten, mens bl.a. Kollhoff og Rogers stod for nogle af de andre. Hos Sony, på den anden side af Neue Potsdamer Straße, faldt valget på den amerikanske arkitekt Helmut Jahn, der også endte med at tegne de fleste af mediekoncernens bygninger, mens konkurrencen for A+T-kvarteret langs den tidligere Potsdamer-banegårds banelegeme blev vundet af den italienske arkitekt Giorgio Grassi, som her projekterede fem eksklusivt udseende beboelsesbygninger med enkle, strenge murstensfacader.
Den nye Potsdamer Platz
Siden da er de fleste kvarterer blevet opført og taget i brug, og også under jorden, hvor Europas længste bytunnel blev anlagt, er arbejdet for længst fuldført. Kun Leipziger Platz har i en årrække ligget ufærdig hen, men også her er målet nu i sigte. Om det så har været det hele værd, hersker der til stadighed delte meninger om. Myndighederne kæmpede hårdt for idéen om, at bebyggelsen skulle knytte an til det 19. århundredes europæiske bystruktur. Alligevel vil mange kritikere hævde, at den nye Potsdamer Platz mere end noget andet er at betragte som et amerikansk byrum.
I byggeteknisk forstand er bebyggelsen af høj kvalitet, og set fra øst er pladsen sat fint i scene med de tre højhustårne, der trods deres indbyrdes forskellighed komplementerer hinanden på fornem vis. Den nok smukkeste og mest prægende bygning er Kollhoffs rødbrune højhustårn, men lanceringen af en arkitektur, der så tydeligt knytter an til det tidlige 20. århundredes Chicago, som Berlin i Weimartiden blev opfattet som en slags søsterby til, virker bagstræberisk, ja endda revisionistisk på dette sted. Grassis bygninger, som kan minde en del om Kirkebys murstensværker, besidder en klar skulpturel kvalitet, men virker samtidig så eksklusive og utilnærmelige i deres prætentiøse stramhed, at ingen ud over kvarterets beboere synes at kunne identificere sig med dem. Mest ude af trit med nutiden synes Sony-centret dog at være. Nyhedsværdien gik hurtigt af Jahns glas- og aluminiumsbeklædte bygninger, og selvom den sejlprydede glaskuppel over kompleksets atrium er blevet en varig del af Berlins ikonografi og fortsat kan imponere i oplyst tilstand om aftenen, fremstår det såkaldt innovative byrum i dag som et stykke sci fi-arkitektur fra 1970erne. De mest tidssvarende og derfor også mest tidsløse bygninger synes Renzo Piano at have leveret, men hvor Jahn og Kollhoff kan siges at have overbetonet de symbolske og ikonografiske lag, har Piano gjort det i for ringe grad. I hvert fald synes Pianos orange-gule bygninger at mangle enhver stedspecificitet, hvorfor også de står som fremmedlegemer i området.
At ingen af arkitekterne rigtig har befattet sig med stedets historie og derfor har skabt et byrum, der hverken opleves som berlinsk eller europæisk, men snarere som upersonligt globalt, afspejler sig også i den fortælling, stedet producerer. At Potsdamer Platz kan siges at inkarnere Berlins, Tyskland og Europas lyseste og mørkeste øjeblikke, er på ingen måde til at se. Der er enkelte referencer til Weimartidens plads, men det er ren overflade, som kun turister vil kunne føle noget for. Det egentlige historiske materiale, den tomme og overvoksede plads, som byens befolkning havde et reelt forhold til, er blevet elimineret til fordel for en historisk bystruktur, som ikke har noget med livet i nutidens Berlin at gøre. Interessant nok har dette gjort den nye Potsdamer Platz til et nyt ingenmandsland – et identitetsløst og historieløst sted, der svæver frit rundt i byen og hverken rummer sorg eller glæde.
Områdets helt afgørende problem er dog strukturelt og brugsfunktionelt. Oprindeligt var tanken, at området skulle have den højeste grad af funktionsblanding og rumme stueetager med detailhandel, gastronomi og kulturindretninger. Men også på disse punkter har investorerne fremtvunget en anden dagsorden. I Daimler-kvarteret er en shopping-mall blevet realiseret i bebyggelsens inderste del, hvilket har haft til følge, at kvarterets egentlige forsider, hvor detailhandel, gastronomi og kultur skulle have haft til huse, er blevet forvandlet til uattraktive bagsider uden forretninger og liv. Det samme gælder Sony-centret, hvis atrium har en yderst introvert karakter (Bodenschatz 215-216). Denne situation forværres af den brede trafikåre, Neue Potsdamer Straße, som skærer sig ind mellem de to kvarterer og gør dem endnu mere selvtilstrækkelige.
De mindst introverte dele kan findes på Alte Postdamer Straße og den lille Malene-Dietrich-Platz, hvor caféer og restauranter ligger ud mod gaden. Men ellers er de offentlige rum præget af en gabende tristesse. Dertil kommer brugsfunktionernes karakter. Hvad enten det drejer sig om varer, gastronomi eller kultur, er det nationale og globale mainstreamkæder, som står bag. Brugsfunktionelt er intet unikt. Alt lige fra maden i shopping-mallens stueetage til opførelserne i Daimler-kvarterets varietéteater er i vid udstrækning iscenesat fra ende til anden af den samme gennemkalkulerede ånd og som sådan aldeles ufarligt.
Om dette så skal ses som udtryk for, at amerikansk kommercialisme har sat sig på Potsdamer Platz, som kritikere i årevis har hævdet (Zerlang C 52), er igen et andet spørgsmål. Med tanke på, at amerikanske massekulturelle fænomener som jazzmusik, musicals og spillefilm virkede ind i den kulturelle opblomstring i Weimartidens Tyskland og endda blev opfattet som en befriende markering af, at det kulturrestriktive tyske kejserdømme var lagt i graven, synes denne modstilling ikke holdbar som forklaringsmodel. Problemet med Potsdamer Platz er ikke så meget det, der er, som alt det, der ikke er, og dette gælder vel i grunden også den europæiske kultur. Potsdamer Platz rummer for lidt alsidighed og for få småtskårne lokaler, og i det omfang disse lokaler findes på gadeplan, er de for dyre til, at mindre prætentiøse indretninger kan komme til. Potsdamer Platz har masser af plads tilovers, men ingen plads til hverken den mindre konforme kunst, de billige, tilrøgede beværtninger eller de provisoriske klubber og spillesteder, som kendetegnede pladsen i Weimartiden og stadig kendetegner Berlin i dag. Arkitekturen i Europa og resten af verden er blevet en pengemaskine, der værner om sin eksklusivitet på bekostning af livsverdenen. I den forstand kunne Potsdamer Platz trænge til en ny nedgangstid, der ved at få priserne til at falde kunne skabe grobund for et mere differentieret og vedkommende byliv. Og løftes blikket væk fra Potsdamer Platz og ud mod Europa som sådan, kunne et første skridt på vejen mod at genrejse en europæisk bykultur bestå i lokalt at arbejde for en mere inkluderende og mindre vækstfikseret holdning i byggepolitikken. En byggepolitik, der insisterer på, at arkitekturen skal tjene livet i dets samlede bredde, og ikke storkapitalen. Byerne kan ikke klare sig uden storkapitalen, men storkapitalen kan heller ikke klare sig uden byerne. Havde myndighederne i tilfældet Potsdamer Platz været mere stædige i forhold til at fastholde det klassiske brugsfunktionelle koncept og mindre stædige i ønsket om at vende historien på hovedet og genskabe førkrigstidens forgangne byarkitektur, taler en del for, at Berlin i dag ville være et alsidigt og levende byrum rigere.
Artiklen er udgivet i Salon 55 #4, foråret 2014. Den fjerde udgave af Salon 55 sætter fokus på den europæiske identitets- og enhedsforståelse. Tidsskriftet kan anskaffes i Møllegades Boghandel i København, StudieStuen i Odense og Løve’s Bog- og VinCafé i Aarhus. Find Salon 55 her.
Litteratur
Bodenschatz, Harald (udg.): Renaissance der Mitte. Zentrumsumbau in London und Berlin. Berlin: Verlagshaus Braun, 2005. ISBN 3-935455-93-3
Elman, Peter: ”The Wall – Live in Berlin”, in: http://tonyhollingsworth.com/?q=content/walllive-berlin – 07.03.2014.
Huyssen, Andreas: ”The Voids of Berlin”, in: Huyssen, Andreas: Present Pasts – Urban Palimpsests and the Politics of Memory. Stanford: Stanford University Press, 2003 B, p. 49-71. ISBN 0-8047-4561-7.
Ibelings, Hans & Powerhouse Company: Shifts – Architecture after the 20th century. Amsterdam/Montreal: The Architecture Observer, 2012. ISBN 978-90-819207-0-4.
Koolhaas, Rem: ”Berlin: the Massacre of Ideas – An open letter to the jury of Potsdamer Platz”, in: documenta & Museum Fridericianum Veranstaltungs-GmbH (red.): Documenta X. Ostfildern: Cantz-Verlag, 1997, p. 694-695. ISBN 3-89322-911-6.
Mauter, Horst: ”Der Potsdamer Platz im Wandel der Zeiten”, in: Der Potsdamer Platz. Berlin: Verlag Dirk Nishen GmbH & Co. KG, 1995, p. 7-110. ISBN 3 88940 055 8
Neumeyer, Fritz: ”Aufbruch zur Moderne: Neues Bauen in Berlin”, in: Buddensieg, Tilmann (udg.): Berlin 1900-1933 – Architektur und Design. Berlin: Gebr. Mann Verlag, 1987, p. 34-83. ISBN 0-910503-55-9.
Pabsch, Matthias: Zweimal Weltstadt – Architektur und Stätdebau am Potsdamer Platz. Berlin: Reimer, 1998. ISBN 3-496-01191-2.
Post, Hans Christian: Tilbage til fremtiden, men hvilken? Den byarkitektoniske idékonkurrence for Berlins Alexanderplatz i 1993. København: Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet. Ph.d.-afhandling, intet ISBN.
Scarpa, Ludovica: Martin Wagner und Berlin – Architektur und Städtebau in der Weimarer Republik. Braunschweig/Wiesbaden: Friedr. Vieweg & Sohn, 1986. ISBN 3-528-08701-3.
Tscheschner, Dorothea: ”Der Alexanderplatz unter der Hypothek des Verkehrs”, in: Pysall, Hans-Joachim (udg.): Das Alexanderhaus – Der Alexanderplatz. Berlin: jovis Verlagsbüro, 1998, p. 55-75. ISBN 3-931321-87-8
Zerlang, Martin (A): ”Indledning”, in: Byens Pladser. København: Borgens Forlag, 1996, p. 7-10. ISBN 87-21-00414-5.
Zerlang, Martin (B): ”Pladsen i historien” in: Byens Pladser. København: Borgens Forlag, 1996, p. 31-57. ISBN 87-21-00414-5.
Zerlang, Martin (C): ”Potsdamer Platz – myten om midten”, in: Kultur & Klasse, Årg. 38, Nr. 109 (2010): Den senmoderne by, p. 45-54.