UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Filantropisk kapitalisme – når penge og moral mødes?


Bill_Gates_@_the_University_of_Waterloo

Er virksomheder de nye velgørende organisationer, der redder miljøet og hjælper de fattige? En voksende tendens herhjemme og globalt synes at sige ja, og det gøres under titlen filantrokapitalisme.

”Det er først og fremmest virksomheder, der har evnerne til at få teknologiske innovationer til at hjælpe de fattige. For at få mest ud af disse evner har vi brug for en mere kreativ kapitalisme: at udstrække markedskræfternes rækkevidde således at flere kan drage fordel af at stille flere folk bedre. Vi behøver nye måde at bringe mange flere folk ind i det system – kapitalismen – der har gjort så meget godt i verden.”

Ordene tilhører Bill Gates og er fra en artikel fra 2008 om ‘kreativ kapitalisme’ i Time Magazine. Gates er en af de mest fremtrædende fortalere for filantrokapitalisme – en form for velgørenhed, der ser kapitalismen som løsningen på verdens problemer. Denne måde at lave velgørenhed på har været i kraftig vækst de seneste år. I 2008 udkom den anmelderroste bog Philantrocapitalism – how giving can save the world, en art filantrokapitalistisk manifest. Den ene af forfatterne, erhvervsredaktør på The Economist Matthew Bishop, turnerer i øjeblikket verden rundt sammen den amerikanske eks-præsident Bill Clinton for at sprede budskabet, hvilket også bragte ham forbi Danmark i november sidste år.

Filantrokapitalistiske aktører, i form af både rigmænd, virksomheder og berømtheder, har formået at rejse enorme summer for at hjælpe verdens fattige med bl.a. medicin og mad. Eksempelvis har Bill og Melinda Gates’ fond, der er en af de centrale aktører inden for den kapitalistiske velgørenhed, doneret ca. 58 milliarder kr. til udvikling og distribution af vacciner i 2010′erne. Denne fond modtog desuden i 2006 en donation af aktier til en værdi af ca. 178 milliarder kr. af Warren Buffett, en anden fremtrædende kapitalistisk velgører – den største velgørenhedsdonation nogensinde. Det er altså astronomiske summer, der bliver arbejdet med inden for dette felt. De positive aspekter ved denne velgørenhed er således indlysende – og er også det, opmærksomheden omkring denne velgørenhed oftest drejer sig om. Der er imidlertid nogle konsekvenser og andre aspekter ved filantrokapitalismen, der ikke så ofte bliver fremhævet. For at få afdækket disse konsekvenser og aspekter, få mere klarhed over hvad begrebet filantrokapitalisme egentligt betyder, og hvordan den adskiller sig fra traditionelle former for velgørenhed, har vi spurgt Mikkel Thorup, lektor i idéhistorie ved Aarhus Universitet. Thorup har for nylig skrevet om emnet til antologien Kapitalismens ansigter. Han siger: ”Det adskiller sig først og fremmest derved, at det meget eksplicit opererer på kapitalismens præmisser og betragter det som motoren bag den velgørenhed, de kan foretage sig.”

 

Celebrities, Rigmænd og Forbrug

Begrebet filantrokapitalisme dækker over flere former for velgørenhed, der alle understreger den intime sammenknytning mellem kapitalisme og velgørenhed. Én af disse former, som de fleste formentligt kender til, er det, Mikkel Thorup betegner som forbrugsfilantropi: ”Vi har set en voldsom forøgelse af det, man kunne kalde for forbrugsfilantropi, altså hvor vi indskriver velgørenhed i den almindelige, ordinære forbrugssituation.” Et eksempel herpå kan være, når man køber en flaske vand og derved donerer et par kroner til den tredje verden. På denne måde bliver modsætningen mellem det at bruge penge på sin egen nydelse og det at hjælpe andre ophævet – det private forbrug bliver pludselig en måde at hjælpe andre på, og denne form for velgørenhed er således med til at opretholde og opfordre til et stort forbrug.

De former for filantrokapitalisme, der får mest opmærksomhed i medierne er dem, Mikkel Thorup betegner som hhv. celebrity- og rigmandsfilantropi. Celebrityfilantropiens mest fremtrædende repræsentanter er personer som skuespillerne Angelina Jolie og George Clooney, samt U2-forsangeren Bono, der alle bruger deres status som kendte til at sætte fokus på global fattigdom. Disse berømtheder passer ifølge Thorup ind den moderne kapitalismes ”fokus på brands, omdømme og mærkevarekarisma”. Rigmandsfilantropiens mest fremtrædende personligheder er milliardærer som Microsoft-stifteren Bill Gates og finansmændene Warren Buffett og George Soros. Alle har oprettet fonde, hvor de bruger store dele af deres enorme formuer på bl.a. at bekæmpe diverse sygdomme blandt verdens fattige. Ifølge Thorup er rigmandsfilantropien der, hvor man ser filantrokapitalismen i sin ”reneste form – her er der en række af topledere fra det private erhvervsliv, der har tjent deres penge på kapitalistiske virksomheder og som vil vise, hvordan de kan overføre denne kapitalistiske succes til en succes på velgørenhedsområdet.

 

Individets muligheder

Rigmandsfilantropien er altså filantrokapitalismen i sin reneste form, idet den tydeliggør et element, de forskellige former for kapitalistisk filantropi har tilfælles, ifølge Mikkel Thorup ”en meget stærk betoning på enkeltindividets mulighed for at gøre en forskel. Særligt den her rigmandsfilantropi er et ekstremt udtryk for en forhåbning til en enkelt person – at der er en person, der simpelthen kan besidde så meget handlekraft, at vedkommende i og af sin egen person og sin egen personlige habitus kan løse verdensomspændende problemer.”. Denne tendens kan også ses som en del af et bredere samtidsfænomen, der handler om lederens rolle, og som Mikkel Thorup gengiver på denne måde:

”Lederen er både blevet ophøjet, samtidig med at vedkommende er blevet rykket ned på niveau med ‘os’. Lederen er nu sådan en ligesom ‘os’, samtidig med at vedkommende har uanede og uendelige potentialer og handlekraft. Hvis man bare finder den rigtige leder, så kan vedkommende fuldstændig ændre organisationen, og kan løse alle de problemer der tidligere havde vist sig uløselige.”. Denne ophøjelse af lederrollen reflekteres i troen på det, Mikkel Thorup identificerer som ”den godgørende rigmand som kommer flyvende ind og giver en hel masse penge og lover at løse et komplekst problem hurtigere end nogen andre har kunnet.”.

 

Den anti-bureaukratiske konsensus

Et af de punkter hvor filantrokapitalismen for alvor adskiller sig fra traditionelle former for velgørenhed, er understregningen af den kapitalistiske virksomhedsmodel som en universel model for problemløsning – en forestilling, der også indebærer en skarp kritik af statslige, demokratiske løsningsmodeller:

”Der tolker jeg helt klart store dele af den her filantrokapitalisme som en del af en meget større tendens, der har været de sidste par årtier, som man kunne kalde for den anti-bureaukratiske konsensus – altså ideen om at bureaukratiet i og af sig selv er monolitisk, kvælende, undertrykkende, fordummende, fordyrende – og at vejen til at løse en masse problemer er ved at afbureaukratisere ting, eller ved at flytte ting over enten i forskellige private regi, enten privatkapitalistisk eller private civilsamfundskategorier. Og der er den her filantrokapitalisme en meget stærk del af den – den siger: der er en grund til, at vi har haft velgørenhed i årtier, hvis ikke århundreder, og det har ikke ført til, at verden er blevet et mærkbart bedre sted – det skyldes simpelthen, at når statslige myndigheder og bureaukratiske organisationer, også bureaukratiske velgørenhedsorganisationer, får fingre i et eller andet, så er deres primære ræson at blive større. Så bureaukratier har en tendens til at vokse og de har en tendens til, sådan helt systematisk, at lade være med at løse de her problemer – de kan simpelthen ikke løse de problemer, de bliver sat i verden til at løse. Så at give penge til den slags, det er at forværre problemerne – det er ikke engang neutralt, det bliver faktisk værre.”

Filantrokapitalismen indskriver sig på denne måde i den gængse liberalistisk-kapitalistiske kritik af de demokratiske og statslige processer – og udnytter på denne måde en udbredt opfattelse af det offentlige:

”Det er en måde hvorpå de framer problemet og så er det den måde, hvorpå de kan tappe ind i den her forestilling, vi har om bureaukratier som meget tunge, meget dyre, meget ineffektive, og den kapitalistiske virksomhed eller det private initiativ som uligt mere responsivt, hurtigt reagerende, meget mere fokuseret på ”the end-users” behov end et statsligt bureaukrati. Man kan også se det i de offentlige velgørenhedsorganisationer – de store organisationer er meget optaget af, at nedtone hvor bureaukratiske de er, og hvilken stor organisation de har, fordi det er i og af sig selv nu blevet suspekt at have en stor organisation”.

Et dansk eksempel på dette var, da Kasper Kofod, stifter af og partner i Social Action, et firma der specialiserer sig i at forene erhvervsliv og velgørenhed, i 2008 udtalte til dagbladet Information:

”Politikerne gør også deres, men det tager bare så lang tid. Den politiske maskine er en kæmpe flåde, der skal sættes i gang. Derfor ville jeg aldrig gå ind i politik for at gøre en forskel. Erhvervslivet er mere dynamisk end det politiske liv. Politikerne er simpelthen ikke gode nok til at give deres egne borgere de redskaber, de skal bruge for at yde en direkte hjælp. Det kan erhvervslivet”.

Som dette citat illustrerer, er filantrokapitalismen, udover at være anti-bureaukratisk, også anti-politisk – en tendens, der ifølge Mikkel Thorup rækker ud over velgørenhedsområdet, og som også indebærer andet end blot rationelle overvejelser:

”Velgørenhedsområdet er bare en del af et meget, meget støre kompleks hvor politik – offentlig politik, statslig politik, velfærdspolitik i klassisk forstand – bliver devalueret til fordel for private løsninger eller civilsamfundsløsninger, som igen forventes at være ikke bare mere effektive, men også forventes at være mere moralske – og det er en meget vigtig komponent i det – der er en forestilling om at det statslige er koldt, og det private er varmt”.

En anden demokratisk problematik ved filantrokapitalismen er den skattefrihed, der i nogle lande er knyttet til donationer til velgørenhed. I USA, hvor de fleste fonder opererer, får fonde status som filantropiske, når de giver mere end 5% af deres formue til velgørenhed – og når de har denne status, opnår de skattefrihed. På denne måde bliver penge overført fra det offentlige til private initiativer og kommer derved udenfor den demokratiske kontrols rækkevidde. Som Mikkel Thorup udtrykker det:

”Ved at man kan få skatterabat på sine penge givet til velgørenhed, så er staten jo de facto med til at subsidiere en velgørenhed, som den ikke selv har besluttet. Der er også et demokratisk problem i den forstand, at jo større de private pengetanke og initiativer bliver, jo mere skubbes opmærksomheden til nogle særlige problemer, til nogle særlige løsningsmodeller, som bliver meget svære at diskutere på demokratiske præmisser, fordi de netop er private”.

 

Ulighed, Kapitalisme og Velgørenhed

Men hvorfor ser vi så meget til denne forening af kapitalisme og velgørenhed netop i disse år? Ifølge Mikkel Thorup hænger det sammen med den voksende ulighed, både inden for enkelte nationer og globalt: ”Jeg læser den som, at det er et udslag af den tiltagende ulighed – eller, måske er det mere den tiltagende opmærksomhed på ulighed”.

Et eksempel på den enorme ulighed finder man bl.a. i Indien, hvor 53 (sic!) milliardærer ejer 17% af landets værdier, samtidig med at 400 millioner indere lever for under 4 kr. om dagen. I 2006 besad den rigeste procent af befolkningen i USA 23% af den nationale indkomst – mere end en fordobling på 28 år. Globalt set er den store ulighed også tydelig; de 13 rigeste procent besidder 45% af verdens købekraft, mens de fattigste 42% besidder 9%. Denne tendens til større ulighed er heller ikke gået Danmark forbi: fra 2001 til 2009 har Danmark oplevet den største stigning i ulighed i Vesteuropa og dermed gået fra at være det økonomisk set mest lige samfund til en sjetteplads.

Det er i lyset af dette, at filantrokapitalismens opkomst skal ses som en, ifølge Mikkel Thorup, ”ideologisk refleks af et ulige samfund”, altså ”et supplement til, eller tematisering af, hvorfor kapitalismen alligevel er legitim, selv i en tilstand af ekstrem og voksende ulighed”. Filantrokapitalismen har altså en ideologisk funktion, idet den er med til at retfærdiggøre den økonomiske orden, der i første omgang gør det muligt, at en lille gruppe af mennesker kan eje en stor del af verdens goder. Den kapitalistiske velgørenhed er, med Mikkel Thorups ord, ”en vigtig del af den måde, hvorpå kapitalismen i dag fungerer og legitimerer sig på i en verden, hvor stadig flere får rigtig meget, men endnu flere får rigtig meget mindre”.

Hvis man forstår denne velgørenhed som at give med den ene hånd, hvad man i første omgang tog med den anden, kan allerede selve ordet filantrokapitalisme virke selvmodsigende. Derved bliver det også tydeligt, hvilken opfattelse af kapitalismen, filantroperne har. Mikkel Thorup beskriver dette på følgende vis:

”At arbejde for profit og gøre godgørenhed er bare elementer af den præcis samme form for aktivitet, nemlig at gøre godt for folk. Hvad er kapitalistisk virksomhed? – det er at servicere folks behov. Det er at give folk det, de har behov for på den mest effektive og behovstilfredsstillende måde. Og præcis det samme er velgørenhed – det er præcis det samme, bare for nogle mennesker, der ikke har købekraft – eller som på andre måder er blokeret i at kunne indgå på en sådan fuldstændig friktionsløs måde i det kapitalistiske system. Det er lige præcis det, der er kernen i den ideologiske funktion: der er ikke noget modsætningsforhold – jo mere profitable vi er, jo flere penge kan vi give til filantropi. Men, selve den kapitalistiske virksomhed i sig selv, før vi overhovedet giver penge til velgørenhed, er også velgørende. Filantrokapitalisme er den ideologi, der siger, at kapitalisme i og af sig selv er velgørende.”

Artiklens interview bygger på artiklen “Pro Bono? Om filantrokapitalisme”, som for nylig er udgivet i antologien Kapitalismens ansigter på forlaget Philosophia.