Frigørelsens skjulte magtudøvelse — køn og normer i børnehaven

Er det en befrielse eller et overgreb på børn, når traditionelle kønsroller brydes op af kønsneutrale børnehaver og kjoledansende drenge?

Den såkaldt køn­sneu­trale svenske børne­have Egalia skabte for ca. 1 år siden heftig debat i Dan­mark omkring hvilken rolle det tra­di­tionelle 2‑kønssystem bør spille i børnepæd­a­gogikken. Debat­ten er siden blevet holdt i kog. Først som følge af, at hele Dan­mark mødte den 3‑årige Her­bert på for­si­den af Berlingske Tidende iført en lyse­blå kjole, som han af og til havde på i sin børne­have. Siden hen for­di fokus har ret­tet sig mod Dan­marks egen Egalia, insti­tu­tio­nen Jord­klo­den på Nør­re­bro, der arbe­jder med normkri­tisk pæd­a­gogik. Der er i debat­ten en klar ten­dens til, at både mod­standere og tilhæn­gere af den køn­sneu­trale pæd­a­gogik forsvar­er pæd­a­gogiske- og under­vis­ningsmæs­sige tilt­ag ved at bruge det man kunne kalde en frigørelses­fortælling. Denne fortælling påstår, at den via et bestemt opdragelses- og under­vis­ningssys­tem kan frigøre en enten køns­mæs­sig eller indi­vidu­el ’kerne’ og forene børnene med ’sig selv’. Denne frigørelses­fortælling inde­bær­er et bemærkelsesværdigt paradoks, for­di ’frigørelsen’ i begge ver­sion­er sker via en inten­siver­ing af mag­tudøvelse og reg­u­ler­ing. Man forsøger at und­slippe at tage still­ing til, at opdragelse og under­vis­ning i høj grad er for­mende og dan­nende for de børn, som bliv­er under­lagt den, og forsøger at skjule de idéer som styr­er de pæd­a­gogiske valg.

Frigørelsens magt

Den franske idéhis­torik­er Michel Fou­cault frem­sæt­ter i sit værk fra 1976 Vil­jen til viden begre­bet ‘repres­sion­shy­pote­sen’. Begre­bet beteg­n­er bl.a. 68-gen­er­a­tio­nens idé om at køn­net og sek­su­aliteten siden 1600-tal­let har været under­trykt og under­lagt cen­sur og først med netop ung­dom­so­prøret og den sek­suelle frigørelse fra 1960’erne er ved at blive frigjort. Fou­cault anser denne fortælling for at være stærkt for­sim­plet for­di den forud­sæt­ter magten som noget, der besid­des af en bestemt aktør, som inde­spær­rer, afvis­er og udelukker f.eks. begær og sek­su­alitet hos andre sub­jek­ter. I denne såkaldt juridiske magt­forståelse er der en neg­a­tiv rela­tion mellem magt og køn, for­di magten forsøger at under­trykke og skjule køn­net.

For Fou­cault er magten der­i­mod ikke bare under­trykkende, men i høj grad også pro­duk­tiv. Mag­tudøvelsen er med til at forme og skabe f.eks. viden og sub­jek­ter. Med denne magt­forståelse forsøger Fou­cault at påvise, at køn­net his­torisk set ind­tager en langt mere tvety­dig rolle idet at netop dyrkelsen af køn­net og pro­duk­tio­nen af sek­su­alitet som begreb over århun­dred­er har været for­bun­det med en inten­siveret mag­tudøvelse. Viden­sk­ab­smænd, psykologer, læger og poli­tikere har i højere og højere grad skaf­fet sig adgang til men­neskers pri­vatliv og dybeste hem­me­lighed­er ved at sætte fokus på netop køn, begær og sek­su­alitet. Hvad enten man har anset disse stør­relser for at være prob­lema­tiske eller ej, er de i højere og højere grad blevet anset for at være den inder­ste sand­hed om men­nes­ket, og sek­su­aliteten og køn­net pro­duc­eres således som viden­som­råder.

Det er dog en cen­tral pointe, at repres­sion­shy­pote­sens under­trykkelses­fortælling ikke bare er et resul­tat af man­glende his­torisk research og en for­fe­jlet mag­top­fat­telse. Den er sam­tidig opstået som et effek­tivt red­skab til at legit­imere bestemte, men ikke nød­vendigvis enty­di­ge, poli­tiske agen­daer ud fra en modsvarende frigørelses­fortælling. Netop under­trykkelses­fortællin­gen om det århun­drede lange for­bud mod at tale om køn og sex kan i ret­ro­spekt siges at have tjent en lang række poli­tiske agen­daer, for­di  – ikke kun 60’ernes ung­dom­so­prør, men også velfærdsstat­en udvidelse i 70’erne, markedets ekspan­sion med bl.a. pornografiens fri­givelse osv.

Det befængte individ

Kan vi spore en lig­nende logik i den nutidi­ge debat omkring de køn­sneu­trale og normkri­tiske dagsin­sti­tu­tion­er? I en avis­ar­tikel fork­lar­er Egalias led­er Lotte Rajalin om kon­sekvenserne for bar­net, hvis kønsstereo­type­r­ne kom­mer til at bestemme bar­nets udfold­elses­mu­lighed­er:

“’Vi har et lille barn, som kan lide tyl­let, farverne, og hvor­dan kjolen er at bevæge sig i. Han er æstetik­er, sikkert kun­st­ner eller lit­terær, og kan lide møn­strene og det skin­nende og gyldne stof. Hvis du tager det fra ham og siger, at han kun må have den på tors­dag efter­mid­dag, så siger du til ham, at han gør noget grimt, men at han godt må gøre det en lille smule. Han forstår, at han er fork­ert og ikke er, som han skal være. Alle men­nesker vil mødes med respekt, være et helt men­neske og være den, man er.”

Her synes pro-Egalia grup­pen ikke at gøre brug af repres­sion­shy­pote­sen, hvor der er en magtin­stans , der under­trykker køn­net – for beskrives køn­net i sig selv her ikke netop som en under­trykkende magtin­stans? Jeg vil påstå, at det alligev­el giv­er mening at ind­sætte et andet slags under­trykt køn i oven­stående citat, nem­lig det indi­vidu­elle køn ’man er’ —  de virke­lige lyster og tilbø­je­lighed­er, der knyt­ter sig til det ægte indi­vid, der står i mod­sæt­ning til det sæt af tilbø­je­lighed­er, som køn­snor­men under­trykker den enkelte med. De socialt kon­struerede køns­forskelle kom­mer således til at stå i mod­sæt­ning til det indi­vid­u­alis­erede aut­en­tiske køn, der skænker dren­gen omtalt i citatet sin sande iden­titet som “æstetik­er, sikkert kun­st­ner eller lit­terær”. En udtalelse fra SF’s tidligere grup­pe­for­mand Pernille Vigsø Bagge der kom som forsvar for Egalia, under­streger at forsvar­erne gør brug af en under­trykkelses­fortælling.

“Man har ikke været foræl­dre i mere end fem sekun­der, før man beg­y­n­der at præge bar­net ind i en bestemt norm, som vi alle sam­men er ofre for og befængt af.”

Det aut­en­tiske køn er ’befængt’ og hermed under­trykt af det norm­sat­te køn. Bagge og Egalia-tilhængerne videre­før­er hermed en tra­di­tion for frigørelses­tænkn­ing, som vi kan spore helt tilbage til den utopiske social­isme i starten af 1800-tal­let hos bl.a. Charles Fouri­er og som kul­miner­er i bl.a. Her­bert Mar­cus­es freu­do-marx­isme i 1960’erne — en tænkn­ing, der netop er kende­teg­net ved en idé om noget aut­en­tisk oprindeligt, som under­trykkes af sam­fun­det. Den direk­te forbindelse til repres­sion­ste­sen giv­er de Radikales ligestill­ing­sor­d­før­er Sofie Carsten Nielsen udtryk for i en debat om Jord­klo­den i DR2-pro­gram­met På den 2. side:

“Netop denne her børne­have [Jord­klo­den] tilby­der en mulighed for, at den [børnenes] iden­titet ikke er så fastlåst (…) de får rum til at gøre lidt mere, for­di vi har været meget fastlåste i vores køn­sroller igen­nem mange hun­drede år og vi skulle gerne have lidt flere mulighed­er i fremti­den.”

Sam­tidig med at Sofie Carsten Nielsen her netop fremhæver de hun­drede års under­trykkelse peger citatet dog på et andet mål for den normkri­tiske pæd­a­gogik end frigørelsen af en indi­vidu­el kerne, nem­lig en åbn­ing for “lidt flere mulighed­er”. Måske peger idéen om “lidt flere mulighed­er” i et radikalis­eret per­spek­tiv netop på et nyt pos­i­tivt ide­al for pæd­a­gogikken, der kan erstat­te en essen­tiel frigørelses­tænkn­ing? Jeg vil vende tilbage til denne mulighed senere, men først vil jeg vende mig mod mod­standerne af Egalia, Jord­klo­den og normkri­tisk pæd­a­gogik.

Kastreringens ideologi

På paradok­sal vis kan vi se, at grup­pen af mod­standere på samme måde som for­t­alerne opstiller et neg­a­tivt forhold mellem magten og køn­net. I denne gruppe er det under­tryk­te køn blot syn­onymt med det tra­di­tionelle binære køn. Dette køn, som hos for­t­alerne hed­der køn­srollen, betragtes i denne gruppe som et biol­o­gisk fak­tum, der udstyr­er det enkelte barn og det enkelte men­neske med et mere eller min­dre fast sæt hor­monelle tilbø­je­lighed­er, kog­ni­tive dis­po­si­tion­er osv. I denne optik bliv­er Egalias køn­sneu­tralitet til kønsløshed, som bl.a. chefredak­tør for Jyske Vestkys­ten Peter Orrys udtrykker det i en led­er d. 23. juli 2011:

“Her [i Egalia] omtales pojkar­na og flick­o­r­na ikke læn­gere som han og hun, men som kønsløse ‘ven­ner’ (…) Børne­havens dukker har ikke tis­semænd og tis­sekon­er, men er ganske kønsløse”

Kas­treringsmetaforen ind­skriv­er sig i mod­standernes fortælling som en insti­tu­tion­alis­eret (typisk sven­sk!), poli­tisk kor­rekt under­trykkelse af køn­net, der mod­sæt­ter sig reel ligestill­ing og frigørelse. De Kon­ser­v­a­tives ligestill­ing­sor­d­før­er Mai Hen­rik­sen siger om Egalia i Fyns Stifti­dende d. 7. marts 2012:

“Tragikomisk når bestræ­belser på at sikre begge køn en god start på livet på den måde udvikler sig til et absurd forsøg på ensret­ning. Naturligvis skal drenge og piger kunne udvikle og uddanne sig på lige fod. Den kamp han­dler om lige ret­tighed­er for alle til at fremme fri­he­den mest muligt. Ikke om ensret­ning og køns­lighed. Tvær­ti­mod skal vi fastholde kønnenes biol­o­giske forskelle. Drenge skal have ret til at være drenge og piger ret til at være piger. Hvor­dan forestiller man sig fremti­den for de køn­sneu­trale børn, når de engang bliv­er køns­modne og skal til at stifte fam­i­lie?”

Som det fremgår af citatet er mod­standernes selv­forståelse i høj grad, at man har samme mål om indi­videts frigørelse som for­t­alernes, men i stedet for frisæt­tende og mulighedssk­abende ans­es køn­sneu­traliteten for at berøve bar­net ’ret­ten til sig selv’ som netop køn. Mest markant udtrykker teolog og jour­nal­ist Iben Tran­holm sig i samme debat som citatet fra Sofie Carsten Nielsen stam­mer fra. Tran­holm beteg­n­er den normkri­tiske pæd­a­gogik i Jord­klo­den som et svigt grænsende til over­greb på børnene og spørg­er blandt andet Nielsen:

“Hvor­for må men­nesker ikke have lov at følge deres natur? Du prøver på at lave en ide­olo­gi, hvor man siger ‘vi har et ide­al om, at det er bedre, at det er anderledes’ (…) Jeg synes man skal se på virke­lighe­den, og virke­lighe­den svar­er ikke til de ide­al­er om det køn­sneu­trale og ligestill­ing, for virke­lighe­den er en anden”

I stedet for at frisætte det unikke ikke-køns­bestemte indi­vid fra de tra­di­tionelle køn­srollers tvang, han­dler frigørelsen om at frigøre det virke­lige man­dlige og kvin­delige køn, som er naturligt, evo­lu­tionært indle­jret i børnene, fra en under­trykkende og over­gribende ’kønsløsheds-ide­olo­gi’. Rollen som den, der under­trykker og det som under­trykkes er byt­tet om i forhold til tidligere, men logikken er den samme. Mod­standere og tilhæn­gere af de køn­sneu­trale børne­haver del­er en juridisk mag­top­fat­telse i mod­still­in­gen mellem et under­trykkende sys­tem og en under­trykt essens.

En dreng er en dreng og man er som man er

På begge sider legit­imer­er frigørelses­fortællin­gen inten­siverede pæd­a­gogiske reg­u­leringer. Den pæd­a­gogiske kon­sekvens af den fortælling, som mod­standerne af Egalia og Jord­klo­den frem­før­er bliv­er at man må tage udgangspunkt i ‘den biol­o­giske forskel’ for at give børnene lige mulighed­er, ved at opdele børnene i drenge og pige­grup­per, hvor man kan arbe­jde med og mod de biol­o­giske adfærdsmøn­stre. Det sker f.eks. i Børne­haven Tri­ton i Hors­ens.

Tilhængernes fortællinger følges op af et stærkt pæd­a­gogisk fokus på at undgå sprog­lig vold via kat­e­goris­er­ing og afmærkn­ing. På Egalias hjemme­side erk­lær­er man således:

“På Egalia forsøger vi at undgå eventuelle for­vent­ninger ud fra bar­nets køn. På Egalia undgår vi at sige at bar­net er. Børn opfør­er sig, ager­er og gør.”

Ligeledes udtaler led­eren fra Jord­klo­den Kirsten Rørvig i På den 2. side:

“Vi prøver at fjerne fokus fra køn lige­som vi også fjern­er fokus fra etnicitet. Det er ikke det cen­trale. Det cen­trale er, at se det enkelte barn, der hvor bar­net er. (…) Jeg siger aldrig ‘Kom piger, så gør vi det her’ eller ‘Hey piger deroppe, i skal lige kon­cen­trere jer her på for­tovet’. Jeg kalder dem ved deres navn, når jeg kalder på dem, og er også noget vi snakket om i per­son­alet — prøvet at lade være med at bruge køns­beteg­nelser.”

Afståelsen fra (køns)kategoriseringer synes helt åbenlyst at være dybt inspir­eret af den stærke beton­ing af såv­el sprog­lige og krop­slige diskurs­ers grundlæggende betyd­ning for den sociale ver­den, som man bl.a. find­er hos netop Fou­cault og queer-teo­retik­eren Judith But­ler. Det virk­er dog sam­tidig som om, at man ikke ved­k­ender sig sin egen diskur­sive, pro­duk­tive magt over bar­net, idet man hen­vis­er til en aut­en­tisk iden­titet i bar­net, som man bruger sin magt til at frigøre. “Alle men­nesker vil mødes med respekt, være et helt men­neske og være den, man er” erk­lær­er led­eren for Egalia.

Der er en påfaldende lighed mellem dette citat og den vend­ing, som for­t­alerne for det biol­o­giske køn bruger, nem­lig at “drenge er drenge og piger er piger”. Begge vendinger synes at afs­løre sig som det, som den franske psyko­an­a­lytik­er Jacques Lacan kalder for  tomme mester­sig­nifi­anter — sprog­lige tegn, der skal begrunde diskur­sive orden­er, men som kun kan hen­vise til sig selv i tau­tolo­gi­er såsom “man er hvad man er” og “en dreng er en dreng”.  De to grup­per anven­der repres­sion­shy­pote­serne til at frem­stille deres mag­tudøvelse som ikke-magt — som en ren afs­løring, af ’det sande køn’. Man ved­k­ender sig ikke det uundgåeligt pro­duk­tive aspekt i den magt, som enhver omgang med børn inde­bær­er og forsøger i stedet at skjule magten ved at hen­vise til den ene eller anden køns­metafysik - hvad enten denne består i en idé om 2 essen­tielle biol­o­giske køn, eller unikke essenser i det indi­vidu­elle men­neske.

Darwinistisk teologi

Iben Tran­holm har der­for ret når hun ’anklager’ for­t­alerne for den køn­sneu­trale pæd­a­gogik for at være ide­ol­o­giske, for denne pæd­a­gogik er naturligvis båret af en lang række ide­al­er om mang­foldighed, homo­tol­er­ance, flek­si­bilitet, osv. Tran­holm og andre glem­mer blot, at de selv er ide­ol­o­giske på et langt dybere plan, når de taler om ‘at følge sin natur’ og ’virke­lighe­den’, som begrun­delse for at fastholde de to tra­di­tionelle køn­sroller. Det er naturligvis absurd at afvise genetiske dis­po­si­tion­er og hor­monelle bal­ancers ind­virkn­ing på men­neske­lig adfærd, men at påkalde sig biolo­gi og evo­lu­tion som forsvar for essen­tielle køn­sop­fat­telser er ide­ol­o­gisk sus­pekt. Den grundlæggende dri­vkraft i enhver udvikling af liv er i et dar­win­is­tisk per­spek­tiv netop den kon­stante pro­duk­tion af fejl, muta­tion­er og overkryd­sninger, der dan­ner grund­lag for naturlig selek­tion. Ethvert eksem­pel på liv har biol­o­gisk set abso­lut intet for­mål, men er resul­tatet af en kæde af til­fældighed­er. Når Tran­holm og andre mod­standere af Egalia og lig­nende insti­tu­tion­er taler om kønnenes natur og om ’at være skabt til’ taler de der­for langt mere bibel­sk end dar­win­is­tisk. Både i den gen­nemgående beton­ing af natur og for­mål og idéen om de to køn med ’hver sin krop’, og ’hver sit sind’ i den biol­o­giske ’forskels nåde.

Deres frigørelses­fortælling er dermed på mange måder blot et skalkeskjul for køn­srollernes ’oprindelige’ funk­tion som magt- og arbe­jds­forde­lende, der tidligere er blevet forsvaret med hen­vis­ning til sam­fun­dets funk­tions­du­e­lighed og sam­men­hæng, frem for indi­vidernes frigørelse. Når den køn­sneu­trale og normkri­tiske pæd­a­gogik beskyldes for at begå over­greb, der forår­sager iden­titets­forstyrrelser, stress og prob­le­mer i vok­sen­livet, er det dermed en hyk­lerisk fortrængn­ing af de langt alvorligere kon­sekvenser, som over­greb med rod i forstenede køn­sop­fat­telse har for men­nesker med afvi­gende køns- og sek­sualmøntsre. Kon­sekvenser, der blandt andet ses i en analyse af Cen­ter for Alter­na­tiv Sam­fund­s­analyse (CASA) der vis­er, at især unge homo, ‑bi og transper­son­er har langt højere risiko for at begå selv­mord end het­erosek­suelle.

Vis magten!

Insti­tu­tionel bør­neop­dragelse kan og skal selvføl­gelig ikke betragtes som en ren design­pro­ces hvor børn gen­nem-kon­strueres fuld­stændigt gnid­ningsløst i overensstem­melse med pæd­a­gogiske ide­al­er. Ethvert barn har såv­el biol­o­giske såv­el som socialt fun­derede evn­er, tem­pera­menter, adfærdsmøn­stre, liden­sk­aber osv., som ikke bare kan omformes. En stor del af opgaven for vores børnepas­nings – og uddan­nelsessys­tem bør naturligvis være både at give bar­net rum til at udvikle sig i overensstem­melse med dets pas­sion­er og poten­tialer og til at afprøve et væld af roller og grænser. I denne for­stand har den normkri­tiske frigørelses­fortælling sin fulde berettigelse. Men lad­er man frigørelses­fortællin­gen stå alene bedrager pæd­a­gogikken både sig selv og resten af sam­fun­det

Vi skal ikke stræbe mod at komme af med magten i bør­neop­dragelsen, men netop erk­ende, at magten er helt uundgåelig, og at den strækker sig så langt som til at være skabende og for­mende for den iden­titet, den ’kerne’ og det køn, som vi bilder os ind, at vi kan afs­løre. De køn­sneu­trale og normkri­tiske børne­haver er klart på rette vej, for­di man er bev­idst om sprog­ets og eksem­plernes magt i iden­titets­dan­nelse, men det er som om, at man stadig søger at und­slippe at svare på, hvor­dan man gerne vil forme de børn, som man opdrager.  Måske bør man bruge den megen furore omkring Her­bert med kjolen til at melde klart ud, at man netop ønsker at skabe græns­esø­gende, åbne, demokratiske, sek­suelt frigjorte, kri­tiske og sam­funds­be­v­id­ste men­nesker. Men­nesker, der hverken under­læg­ger sig selv eller andre kønsstereo­typer og andre begrænsende kat­e­goris­eringer, men som udnyt­ter ver­dens sprækker og fejl til at afsøge sig selv og omver­de­nen for flere mulighed­er og nye iden­titeter.

LÆS OGSÅ: Klassekamp eller mod­erne sam­fund­ste­ori? Ja tak!

LÆS OGSÅ: Aut­encitetens fler­ty­dighed

LÆS OGSÅ: Socialdemokrater­nes prob­le­mer med prob­le­merne

2 kommentarer til “Frigørelsens skjulte magtudøvelse — køn og normer i børnehaven”

  1. Nu er his­to­rien nået til det store USA — NY Times virk­er umid­del­bart pos­i­tive over­for tanken om køn­sneu­tralitet: mobile.nytimes.com/2012/11/14/world/europe/swedish-school-de-emphasizes-gender-lines.xml

    Jeg har læst og vider­sendt artiklen fra min smarte tele­fon, hvilket jeg håber ikke har ind­fly­delse på eventuelle læseres oplevelse.

Der er lukket for kommentarer.

Scroll til toppen