Filantropisk kapitalisme – når penge og moral mødes?

Er virksomheder de nye velgørende organisationer, der redder miljøet og hjælper de fattige? En voksende tendens herhjemme og globalt synes at sige ja, og det gøres under titlen filantrokapitalisme.


 
”Det er først og fremmest virk­somhed­er, der har evn­erne til at få tek­nol­o­giske inno­va­tion­er til at hjælpe de fat­tige. For at få mest ud af disse evn­er har vi brug for en mere kreativ kap­i­tal­isme: at udstrække marked­skræfternes række­v­id­de således at flere kan drage fordel af at stille flere folk bedre. Vi behøver nye måde at bringe mange flere folk ind i det sys­tem – kap­i­tal­is­men – der har gjort så meget godt i ver­den.”

Ordene tilhør­er Bill Gates og er fra en artikel fra 2008 om ‘kreativ kap­i­tal­isme’ i Time Mag­a­zine. Gates er en af de mest fremtræ­dende for­t­alere for filantrokap­i­tal­isme – en form for vel­gøren­hed, der ser kap­i­tal­is­men som løs­nin­gen på ver­dens prob­le­mer. Denne måde at lave vel­gøren­hed på har været i kraftig vækst de sen­este år. I 2008 udkom den anmelder­roste bog Phil­antro­cap­i­tal­ism – how giv­ing can save the world, en art filantrokap­i­tal­is­tisk man­i­fest. Den ene af for­fat­terne, erhvervsredak­tør på The Econ­o­mist Matthew Bish­op, turner­er i øje­b­likket ver­den rundt sam­men den amerikanske eks-præsi­dent Bill Clin­ton for at sprede bud­sk­a­bet, hvilket også bragte ham for­bi Dan­mark i novem­ber sid­ste år.

Filantrokap­i­tal­is­tiske aktør­er, i form af både rig­mænd, virk­somhed­er og berømthed­er, har for­mået at rejse enorme sum­mer for at hjælpe ver­dens fat­tige med bl.a. med­i­cin og mad. Eksem­pelvis har Bill og Melin­da Gates’ fond, der er en af de cen­trale aktør­er inden for den kap­i­tal­is­tiske vel­gøren­hed, doneret ca. 58 mil­liarder kr. til udvikling og dis­tri­b­u­tion af vac­cin­er i 2010’erne. Denne fond mod­tog desu­den i 2006 en dona­tion af akti­er til en vær­di af ca. 178 mil­liarder kr. af War­ren Buf­fett, en anden fremtræ­dende kap­i­tal­is­tisk vel­gør­er – den største vel­gøren­heds­do­na­tion nogensinde. Det er alt­så astronomiske sum­mer, der bliv­er arbe­jdet med inden for dette felt. De pos­i­tive aspek­ter ved denne vel­gøren­hed er således indl­y­sende – og er også det, opmærk­somhe­den omkring denne vel­gøren­hed oftest drejer sig om. Der er imi­dler­tid nogle kon­sekvenser og andre aspek­ter ved filantrokap­i­tal­is­men, der ikke så ofte bliv­er fremhævet. For at få afdækket disse kon­sekvenser og aspek­ter, få mere klarhed over hvad begre­bet filantrokap­i­tal­isme egentligt bety­der, og hvor­dan den adskiller sig fra tra­di­tionelle for­mer for vel­gøren­hed, har vi spurgt Mikkel Tho­rup, lek­tor i idéhis­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet. Tho­rup har for nylig skrevet om emnet til antolo­gien Kap­i­tal­is­mens ansigter. Han siger: ”Det adskiller sig først og fremmest derved, at det meget eksplic­it oper­erer på kap­i­tal­is­mens præmiss­er og betragter det som motoren bag den vel­gøren­hed, de kan fore­tage sig.”

Celebrities, Rigmænd og Forbrug

Begre­bet filantrokap­i­tal­isme dækker over flere for­mer for vel­gøren­hed, der alle under­streger den intime sam­menknyt­ning mellem kap­i­tal­isme og vel­gøren­hed. Én af disse for­mer, som de fleste for­mentligt kender til, er det, Mikkel Tho­rup beteg­n­er som for­brugs­fi­lantropi: ”Vi har set en vold­som forøgelse af det, man kunne kalde for for­brugs­fi­lantropi, alt­så hvor vi ind­skriv­er vel­gøren­hed i den almin­delige, ordinære for­brugssi­t­u­a­tion.” Et eksem­pel her­på kan være, når man køber en flaske vand og derved doner­er et par kro­ner til den tred­je ver­den. På denne måde bliv­er mod­sæt­nin­gen mellem det at bruge penge på sin egen nydelse og det at hjælpe andre ophævet – det pri­vate for­brug bliv­er plud­selig en måde at hjælpe andre på, og denne form for vel­gøren­hed er således med til at opretholde og opfor­dre til et stort for­brug.

De for­mer for filantrokap­i­tal­isme, der får mest opmærk­somhed i medierne er dem, Mikkel Tho­rup beteg­n­er som hhv. celebri­ty- og rig­mands­fi­lantropi. Celebri­ty­fi­lantropi­ens mest fremtræ­dende repræsen­tan­ter er per­son­er som skue­spillerne Angeli­na Jolie og George Clooney, samt U2-for­san­geren Bono, der alle bruger deres sta­tus som kendte til at sætte fokus på glob­al fat­tig­dom. Disse berømthed­er pass­er ifølge Tho­rup ind den mod­erne kap­i­tal­ismes ”fokus på brands, omdømme og mærke­varekaris­ma”. Rig­mands­fi­lantropi­ens mest fremtræ­dende per­son­lighed­er er mil­liardær­er som Microsoft-stifteren Bill Gates og finans­mæn­dene War­ren Buf­fett og George Soros. Alle har opret­tet fonde, hvor de bruger store dele af deres enorme for­muer på bl.a. at bekæmpe diverse syg­domme blandt ver­dens fat­tige. Ifølge Tho­rup er rig­mands­fi­lantropi­en der, hvor man ser filantrokap­i­tal­is­men i sin ”ren­este form — her er der en række af topledere fra det pri­vate erhvervs­liv, der har tjent deres penge på kap­i­tal­is­tiske virk­somhed­er og som vil vise, hvor­dan de kan over­føre denne kap­i­tal­is­tiske suc­ces til en suc­ces på vel­gøren­hed­som­rådet.

Individets muligheder

Rig­mands­fi­lantropi­en er alt­så filantrokap­i­tal­is­men i sin ren­este form, idet den tydelig­gør et ele­ment, de forskel­lige for­mer for kap­i­tal­is­tisk filantropi har til­fælles, ifølge Mikkel Tho­rup ”en meget stærk beton­ing på enkeltin­di­videts mulighed for at gøre en forskel. Særligt den her rig­mands­fi­lantropi er et ekstremt udtryk for en forhåb­n­ing til en enkelt per­son – at der er en per­son, der sim­pelthen kan besid­de så meget han­dlekraft, at ved­k­om­mende i og af sin egen per­son og sin egen per­son­lige habi­tus kan løse ver­den­som­spæn­dende prob­le­mer.”. Denne ten­dens kan også ses som en del af et bredere samtids­fænomen, der han­dler om led­erens rolle, og som Mikkel Tho­rup gen­giv­er på denne måde:

”Led­eren er både blevet ophø­jet, sam­tidig med at ved­k­om­mende er blevet rykket ned på niveau med ‘os’. Led­eren er nu sådan en lige­som ‘os’, sam­tidig med at ved­k­om­mende har uanede og uen­delige poten­tialer og han­dlekraft. Hvis man bare find­er den rigtige led­er, så kan ved­k­om­mende fuld­stændig ændre organ­i­sa­tio­nen, og kan løse alle de prob­le­mer der tidligere havde vist sig uløselige.”. Denne ophø­jelse af led­er­rollen reflek­teres i troen på det, Mikkel Tho­rup iden­ti­fi­cer­er som ”den godgørende rig­mand som kom­mer fly­vende ind og giv­er en hel masse penge og lover at løse et kom­plekst prob­lem hur­tigere end nogen andre har kun­net.”.

Den anti-bureaukratiske konsensus

Et af de punk­ter hvor filantrokap­i­tal­is­men for alvor adskiller sig fra tra­di­tionelle for­mer for vel­gøren­hed, er under­streg­nin­gen af den kap­i­tal­is­tiske virk­somhedsmod­el som en uni­versel mod­el for prob­lem­løs­ning – en forestill­ing, der også inde­bær­er en skarp kri­tik af stat­slige, demokratiske løs­ningsmod­eller:

”Der tolk­er jeg helt klart store dele af den her filantrokap­i­tal­isme som en del af en meget større ten­dens, der har været de sid­ste par årti­er, som man kunne kalde for den anti-bureaukratiske kon­sen­sus – alt­så ideen om at bureaukrati­et i og af sig selv er mono­li­tisk, kvælende, under­trykkende, for­dum­mende, fordyrende – og at vejen til at løse en masse prob­le­mer er ved at afbu­reaukra­tis­ere ting, eller ved at fly­tte ting over enten i forskel­lige pri­vate regi, enten pri­vatkap­i­tal­is­tisk eller pri­vate civil­sam­fund­skat­e­gori­er. Og der er den her filantrokap­i­tal­isme en meget stærk del af den – den siger: der er en grund til, at vi har haft vel­gøren­hed i årti­er, hvis ikke århun­dred­er, og det har ikke ført til, at ver­den er blevet et mærk­bart bedre sted – det skyldes sim­pelthen, at når stat­slige myn­dighed­er og bureaukratiske organ­i­sa­tion­er, også bureaukratiske vel­gøren­hed­sor­gan­i­sa­tion­er, får fin­gre i et eller andet, så er deres primære ræson at blive større. Så bureaukrati­er har en ten­dens til at vokse og de har en ten­dens til, sådan helt sys­tem­a­tisk, at lade være med at løse de her prob­le­mer – de kan sim­pelthen ikke løse de prob­le­mer, de bliv­er sat i ver­den til at løse. Så at give penge til den slags, det er at forværre prob­le­merne – det er ikke engang neu­tralt, det bliv­er fak­tisk værre.”

Filantrokap­i­tal­is­men ind­skriv­er sig på denne måde i den gængse lib­er­al­is­tisk-kap­i­tal­is­tiske kri­tik af de demokratiske og stat­slige process­er – og udnyt­ter på denne måde en udbredt opfat­telse af det offentlige:

”Det er en måde hvor­på de framer prob­lemet og så er det den måde, hvor­på de kan tappe ind i den her forestill­ing, vi har om bureaukrati­er som meget tunge, meget dyre, meget inef­fek­tive, og den kap­i­tal­is­tiske virk­somhed eller det pri­vate ini­tia­tiv som uligt mere respon­sivt, hur­tigt rea­gerende, meget mere fokuseret på ”the end-users” behov end et stat­sligt bureaukrati. Man kan også se det i de offentlige vel­gøren­hed­sor­gan­i­sa­tion­er — de store organ­i­sa­tion­er er meget optaget af, at ned­tone hvor bureaukratiske de er, og hvilken stor organ­i­sa­tion de har, for­di det er i og af sig selv nu blevet sus­pekt at have en stor organ­i­sa­tion”.

Et dan­sk eksem­pel på dette var, da Kasper Kofod, stifter af og part­ner i Social Action, et fir­ma der spe­cialis­er­er sig i at forene erhvervs­liv og vel­gøren­hed, i 2008 udtalte til dag­bladet Infor­ma­tion:

”Poli­tik­erne gør også deres, men det tager bare så lang tid. Den poli­tiske mask­ine er en kæmpe flåde, der skal sættes i gang. Der­for ville jeg aldrig gå ind i poli­tik for at gøre en forskel. Erhvervs­livet er mere dynamisk end det poli­tiske liv. Poli­tik­erne er sim­pelthen ikke gode nok til at give deres egne borg­ere de red­sk­aber, de skal bruge for at yde en direk­te hjælp. Det kan erhvervs­livet”.

Som dette citat illus­tr­erer, er filantrokap­i­tal­is­men, udover at være anti-bureaukratisk, også anti-poli­tisk – en ten­dens, der ifølge Mikkel Tho­rup rækker ud over vel­gøren­hed­som­rådet, og som også inde­bær­er andet end blot rationelle overve­jelser:

”Vel­gøren­hed­som­rådet er bare en del af et meget, meget støre kom­pleks hvor poli­tik – offentlig poli­tik, stat­slig poli­tik, velfærd­spoli­tik i klas­sisk for­stand – bliv­er deval­ueret til fordel for pri­vate løs­ninger eller civil­sam­fund­sløs­ninger, som igen for­ventes at være ikke bare mere effek­tive, men også for­ventes at være mere moralske – og det er en meget vigtig kom­po­nent i det – der er en forestill­ing om at det stat­slige er koldt, og det pri­vate er varmt”.

En anden demokratisk prob­lematik ved filantrokap­i­tal­is­men er den skat­te­fri­hed, der i nogle lande er knyt­tet til dona­tion­er til vel­gøren­hed. I USA, hvor de fleste fonder oper­erer, får fonde sta­tus som filantro­piske, når de giv­er mere end 5% af deres for­mue til vel­gøren­hed – og når de har denne sta­tus, opnår de skat­te­fri­hed. På denne måde bliv­er penge over­ført fra det offentlige til pri­vate ini­tia­tiv­er og kom­mer derved uden­for den demokratiske kon­trols række­v­id­de. Som Mikkel Tho­rup udtrykker det:

”Ved at man kan få skat­ter­abat på sine penge givet til vel­gøren­hed, så er stat­en jo de fac­to med til at sub­si­diere en vel­gøren­hed, som den ikke selv har beslut­tet. Der er også et demokratisk prob­lem i den for­stand, at jo større de pri­vate penge­tanke og ini­tia­tiv­er bliv­er, jo mere skubbes opmærk­somhe­den til nogle særlige prob­le­mer, til nogle særlige løs­ningsmod­eller, som bliv­er meget svære at diskutere på demokratiske præmiss­er, for­di de netop er pri­vate”.

Ulighed, Kapitalisme og Velgørenhed

Men hvor­for ser vi så meget til denne foren­ing af kap­i­tal­isme og vel­gøren­hed netop i disse år? Ifølge Mikkel Tho­rup hænger det sam­men med den vok­sende ulighed, både inden for enkelte nation­er og glob­alt: ”Jeg læs­er den som, at det er et udslag af den tilt­a­gende ulighed – eller, måske er det mere den tilt­a­gende opmærk­somhed på ulighed”.

Et eksem­pel på den enorme ulighed find­er man bl.a. i Indi­en, hvor 53 (sic!) mil­liardær­er ejer 17% af lan­dets værdier, sam­tidig med at 400 mil­lion­er indere lever for under 4 kr. om dagen. I 2006 besad den rigeste pro­cent af befolknin­gen i USA 23% af den nationale ind­komst – mere end en for­dobling på 28 år. Glob­alt set er den store ulighed også tydelig; de 13 rigeste pro­cent besid­der 45% af ver­dens købekraft, mens de fat­tig­ste 42% besid­der 9%. Denne ten­dens til større ulighed er heller ikke gået Dan­mark for­bi: fra 2001 til 2009 har Dan­mark oplevet den største stign­ing i ulighed i Vesteu­ropa og dermed gået fra at være det økonomisk set mest lige sam­fund til en sjet­teplads.

Det er i lyset af dette, at filantrokap­i­tal­is­mens opkomst skal ses som en, ifølge Mikkel Tho­rup, ”ide­ol­o­gisk refleks af et ulige sam­fund”, alt­så ”et sup­ple­ment til, eller tem­a­tis­er­ing af, hvor­for kap­i­tal­is­men alligev­el er legit­im, selv i en til­stand af ekstrem og vok­sende ulighed”. Filantrokap­i­tal­is­men har alt­så en ide­ol­o­gisk funk­tion, idet den er med til at ret­færdig­gøre den økonomiske orden, der i første omgang gør det muligt, at en lille gruppe af men­nesker kan eje en stor del af ver­dens goder. Den kap­i­tal­is­tiske vel­gøren­hed er, med Mikkel Tho­rups ord, ”en vigtig del af den måde, hvor­på kap­i­tal­is­men i dag fun­ger­er og legit­imer­er sig på i en ver­den, hvor stadig flere får rigtig meget, men end­nu flere får rigtig meget min­dre”.

Hvis man forstår denne vel­gøren­hed som at give med den ene hånd, hvad man i første omgang tog med den anden, kan allerede selve ordet filantrokap­i­tal­isme virke selv­mod­si­gende. Derved bliv­er det også tydeligt, hvilken opfat­telse af kap­i­tal­is­men, filantroperne har. Mikkel Tho­rup beskriv­er dette på føl­gende vis:

”At arbe­jde for prof­it og gøre godgøren­hed er bare ele­menter af den præ­cis samme form for aktivitet, nem­lig at gøre godt for folk. Hvad er kap­i­tal­is­tisk virk­somhed? — det er at ser­vicere folks behov. Det er at give folk det, de har behov for på den mest effek­tive og behovstil­fredsstil­lende måde. Og præ­cis det samme er vel­gøren­hed – det er præ­cis det samme, bare for nogle men­nesker, der ikke har købekraft – eller som på andre måder er blok­eret i at kunne indgå på en sådan fuld­stændig frik­tion­sløs måde i det kap­i­tal­is­tiske sys­tem. Det er lige præ­cis det, der er ker­nen i den ide­ol­o­giske funk­tion: der er ikke noget mod­sæt­nings­forhold – jo mere prof­itable vi er, jo flere penge kan vi give til filantropi. Men, selve den kap­i­tal­is­tiske virk­somhed i sig selv, før vi over­hovedet giv­er penge til vel­gøren­hed, er også vel­gørende. Filantrokap­i­tal­isme er den ide­olo­gi, der siger, at kap­i­tal­isme i og af sig selv er vel­gørende.”

Artik­lens inter­view byg­ger på artiklen “Pro Bono? Om filantrokap­i­tal­isme”, som for nylig er udgivet i antolo­gien Kap­i­tal­is­mens ansigter på for­laget Philosophia.

Scroll til toppen