UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Forsoning med forbehold: kulturarvens skaleringer ved Dybbøl

Foto: Ehrenberg Kommunikation. Historiecenter Dybbøl Banke. Licens: Creative Commons.

Foto: Ehrenberg Kommunikation. Historiecenter Dybbøl Banke. Licens: Creative Commons.

FOKUS: KULTURARV: HISTORIEN TIL FORHANDLING Når vi forsøger at udpege vores kulturarv, kæmper vi ikke kun om at definere, hvem vi var engang og stadig er. Det handler lige så meget om, hvem vi gerne vil være i morgen. Kampene om kulturarv er spændt ud mellem hukommelse og glemsel, oplysning og mørklægning. Baggrund har bedt en række eksperter til at fortælle et par forskellige historier om, hvordan erindringer om fortiden bliver brugt til at definere, hvem man skal være i fremtiden.

De fleste danskere kender historien om Slaget ved Dybbøl i 1864. Men vi er langt fra enige om, hvordan vi skal huske den. I dag viser lektor Mads Daugbjerg, at kampen om, hvad vi skal erindre, er kampen om danske værdier.

 


For nogle år siden, den 18. april 2011, deltog jeg som så ofte før i den årlige Dybbøldag, hvor de faldne fra 1864-krigens afgørende slag mindes med kranse og parader. Dagen og dens ceremonier er planlagt og skemalagt på minuttal af Forsvaret og følger hvert år velkendte, gennemprøvede skabeloner. Og dog skilte netop denne 18. april sig ud fra tidligere års ceremonier. Det år deltog den deling af tyske soldater, der var inviteret med til militærparaden, nemlig for første gang på lige fod med sine danske kolleger. Der havde ganske vist i næsten et årti været tysk deltagelse i Dybbøldagen – men indtil da med en række forbehold: nu bar de tyske gæster for første gang våben, de fik lov at marchere som en del af paraden, og der blev holdt tyske taler forud for kransenedlæggelsen.

Ikke mindst blev den tyske fane med ørnesymbolet for første gang udrullet ved siden af den danske; en gestus, der længe havde været utænkelig på et sted, som af en del danskere – særligt sønderjyder – fortsat opfattes som en speciel national plet med en unik aura og betydning.

Men det var ikke kun den forstærkede tyske tilstedeværelse, der gjorde Dybbøldagen 2011 speciel. Man sporede også på et mere generelt plan en voksende interesse for det store nederlag i 1864. Historiker og journalist Tom Buk Swientys to bestsellere Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als havde i årene forinden medvirket til at antænde interessen for den gamle konflikt, både hos menigmand og medier. Denne 18. april dækkede DRs P4 og P1 ”slaget” intensivt over fire timer i breaking news-format med korrespondenter spredt ud i terrænet, der i dramatisk nutid videreformidlede preussernes fiktive fremrykninger og danskernes tilbagetog. Forhandlingerne om den TV-føljeton, der i Ole Bornedals instruktion skulle omskabe dele af Buk-Swientys bøger til levende billeder og løbe over de danske skærme i jubilæumsåret 2014, var allerede i fuld gang. Ja, ”der går nærmest en Dengang jeg drog af sted-stemning over landet”, som daværende kommandant ved Hærens Sergentskole, Oberstløjtnant Viggo Ravn, rammende udtrykte det i sin tale ved 2011-højtideligheden. En ”stemning” der tog til de efterfølgende år og kulminerede med markeringerne af 150-året for krigen tre år senere.

Selvom vi i Danmark har vænnet os til, at kulturarven i bestemt ental nærmest pr. automatik (men oftest underforstået) henviser til den danske arv, altså til det nationale skalatrin, så kan selv de mest danske arvestykker også mobiliseres til andre formål og favne andre fællesskaber, for eksempel lokale, regionale eller globale. Dybbøl er et godt eksempel på, hvordan den slags forskellige ”skaleringer” af kulturarven kan spille sig ud.

 

Den tyske turist, der kom ind fra kulden

I 2011 blæste der altså nye vinde på Dybbøl Banke. Men hvorfor egentlig sidestille tyske soldater med de danske jenser? Vi spoler tiden en anelse længere tilbage, til årene omkring årtusindskiftet. Selvom det var Forsvarets beslutning at invitere og inddrage det tyske militær, kom tankerne i første omgang sydfra – i skikkelse af en tysk journalist, Rolf Kersting, der i mange år havde holdt ferie i Sønderjylland med sin familie. Det var ham, som i efteråret 1999 tog kontakt til den primære danske beslutningstager, den daværende garnisonskommandant på Sergentskolen i Sønderborg. Selvom han ikke selv var militærmand, var Kersting formand for støtteforeningen for kasernen i sin hjemby Ahlen og kunne derfor foranstalte kontakt til det tyske Bundeswehr. Han forklarede mig om sin oprindelige motivation:

“En af vores [støtteforeningens] opgaver er at etablere kontakt med tidligere krigsfjender for at bidrage til forsoning. Og så stødte jeg på Dybbøl, eller Danmark. Rundt omkring, i Holland, Belgien, Frankrig, overalt i Normandiet, der har man gjort det, i Rusland, selv i Stalingrad (…), på steder, hvor der muligvis stadig findes vrede fra tidligere krige, dér har man fundet hinanden og rakt hinanden hånden. Og så slog det mig: blot ikke på Dybbøl.”

Bevæggrundene kan lyde ganske tilforladelige. Ikke desto mindre er der tale om en markant perspektivforskydning. I stedet for som hidtil at betragte Dybbøl som en unik og nærmest hellig dansk plet, kunne den gamle slagmark i denne optik ses som ét blandt flere sammenlignelige, europæiske nøglepunkter. Dybbøl blev i denne nye læsning faktisk at betragte som en undtagelse i serien af europæiske, diplomatiske sammenkomster. Kun ikke her var civilisationen og forsoningen så at sige nået frem.

Den daværende kommandant på sergentskolen i Sønderborg, Oberstløjtnant Jens Peter Rasmussen, sad med beslutningsmyndigheden. Han viste sig lydhør, men dog også tøvende over for tilnærmelserne. Rasmussen var klar over sagens symbolske sprængfare, fortalte han mig senere: han vidste, at mange danskere, ikke mindst sønderjyder af de ældre generationer, ville nære en stærk og instinktiv modstand mod ideen om officiel tysk deltagelse ved 18. april-ceremonierne.

 

Grænselandets mentale landskaber

Oberstløjtnanten var selv sønderjyde. Dette var langt fra ligegyldigt, erkendte han. Ikke kun for hans detaljerede forståelse af grænselandets mentale landskaber, men også  simpelthen for den position, han blev tillagt af modstanderne: fordi han var sønderjyde – indfødt – kunne han tillade sig at tale. ”Hvis det havde været en københavner, der var kommet og havde sagt, ’nu tager vi tyskerne med’, så var han blevet slagtet, det er jeg sikker på,” ræsonnerede Rasmussen, da vi talte sammen. Nogle sønderjyder havde direkte sagt til ham, at det kun var af den grund, de ikke havde protesteret mere højlydt. I modsætning til en række af de ikke-indfødte debattører, der blandede sig i den hidsige mediedebat, der fulgte, kunne han ikke affærdiges som ”tilflytter”.

Her ser vi skaleringen af kulturarven i brug. I denne type diskussioner er det ikke alene de nationale spørgsmål og rettigheder, der får central betydning – Dybbøls danskhed og positionen over for tyskerne – men også indviklede og delvist ikke-verbaliserede regionale og lokale bånd og identiteter. Der er knyttet autoritet og ægthed til det indfødte perspektiv. I tilfælde, som her, hvor Dybbøls nationale symbolik udfordres, opfattes sønderjydernes stemmer af mange som særligt autentiske og vægtige. Som efterkommere af den befolkningsgruppe, der blev hårdest ramt af krigen i 1864 og dens konsekvenser – begge kommandantens egne bedstefædre havde for eksempel været tvunget i tysk tjeneste under Første Verdenskrig – opretholder sønderjyderne en særstatus. Og i hvert fald lokalt vejer deres stemmer tungere. ”Indvandrere” frakendes modsat retorisk autoritet. Rasmussen anerkendte denne mekanisme, selvom han over for mig understregede, at han personligt fandt den uholdbar: ”det er jo et åndssvagt argument, ikke, men det kunne man så ikke bruge mod mig”.

Den tyske initiativtager og den danske befalingsmand fandt et fælles fodslag. Rasmussen var trods sine betænkeligheder grundlæggende sympatisk indstillet over for forsoningslogikken. Som han forklarede mig, havde han i sin lange militære karriere deltaget i og overværet en lang række tilsvarende seancer, blandt andet i Auschwitz med deltagelse af polske, tyske og danske soldater. Hvis det kunne lade sig gøre, skulle man så ikke også kunne række hånden over graven ved Dybbøl? Han vidste dog også, at man måtte gå diplomatisk til værks. Det skete blandt andet under hensyntagen til syv ”forbehold”, som Rasmussen og hans rådgivere fastlagde for at imødekomme den kritik, de forudså. Udover de allerede nævnte forbud mod tyske våben, faner, march, taler eller musik på mindedagen (som altså blev ophævet fra 2011), gjaldt det, at de officielle tyske gæster var forment adgang til dagens to aftenarrangementer, mindegudstjenesten i Sankt Marie Kirke i Sønderborg og den efterfølgende mindesammenkomst på byens kaserne.

 

Til forsvar for nationen, til kamp for traditionen

En storm rejste sig i medierne. I sommeren 2001, da det stod klart, at man i Sønderborg arbejdede på planer om en fælles dansk-tysk mindehøjtidelighed året efter, slog Jyllands-Posten på lederplads fast, hvor avisen stod: ”Der er ingen grund til at bidrage til historieløshedens sammenkogte ret fra Dybbøl”. Det hed videre, at et ”tysk islæt vil være udtryk for, at alt er lige-gyldigt, og at det dermed i sidste instans er ligegyldigt, om man anskuer tingene fra dansk eller tysk hold”.

Avisens redaktion fandt det ”ikke særlig gennemtænkt, at der er planer om at lukke tyskerne ind på Dybbøl, for at lade dem give deres udlægning af begivenhederne i 1864” og fremførte, at ”Dybbøl er en mindelund og et nationalt symbol. Her skal ikke forklares, men erindres.” En lang række læserbrevsskribenter, særligt i de regionale Jydske Vestkysten og Flensborg Avis, men også i landsdækkende aviser som Jyllands-Posten og Berlingske Tidende, var altovervejende på linje med morgenavisens lederpanel. I denne lejr var der helt andre grundsyn på spil end i Kerstings og Rasmussens forsoningslogik, hvor Dybbøl blev anskuet som et punkt i en serie af sammenlignelige historiske scener.

For modstanderne var pointen nemlig præcist, at Dybbøl var unik og u-sammenlignelig, og at ethvert forsøg på at sidestille 1864 med andre konflikter, eller at betragte sagen fra mere end en position, var at betragte som historieløshed, ligegyldighed eller udvanding. Avislederens ordvalg om ”at lukke tyskerne ind” antyder denne nationale tankegangs kerneprincip: det handler om at vogte hvert lands og hvert folks enestående og usammenlignelige karakter, skikke og porte – et princip, der naturligvis i dagens Danmark og Europa er mere aktuelt end nogensinde. Danmark er at opfatte som en enhed, hvis velbefindende er afhængig af, hvem og hvor meget man ”lukker ind”, for at det ikke ender som en kønsløs ”sammenkogt ret”. Ingredienserne – folkene, sprogene, minderne, og så videre – må holdes adskilte.

En af de seneste årtiers stærkeste tilhængere af det grundsyn, Søren Krarup, daværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, kastede sig også ind i kampen mod tysk deltagelse. Den 14. maj 2003 fremsatte han fra folketingets talerstol et spørgsmål til Forsvarsminister Svend Aage Jensby: ”Er ministeren enig i, at Dybbøldagen, dagen for prøjsernes storm på Dybbølskanserne den 18. april 1864, er en dansk mindedag, forudsætningen for sønderjydernes udholdenhed under det tyske fremmedherredømme 1864-1920, og at det derfor er både rigtigt og naturligt, at Dybbøldagen forbliver en dansk mindefest, idet der deri ikke ligger noget modsætningsforhold til vores tyske naboer?”

Inklusionen af den tidligere fjendes symbolske efterkommere stødte Krarup. Han adresserede med egne ord ”en vis ophidselse, der har hersket i den sønderjyske befolkning i den senere tid”. I sin uddybning af spørgsmålet udlagde Krarup sagen sådan, at garnisonskommandanten i Sønderborg ”har ladet sig forlokke, vil jeg sige, af en tysk turist til at ville lave en fællesfest, hvor der nu også deltager tyske soldater”. Krarup fremførte videre, at tyskerne ”under normale omstændigheder” er velkomne i Danmark, men at ”her, hvor de tjener til at udmarve, forandre, forvandle og dermed for så vidt likvidere en dansk mindefest, synes jeg, det er meget utidigt.”

Debatten rummede imidlertid også stemmer, der bakkede op om inklusionen af tyskerne. En af de centrale tilhørte redaktør Bjarke Larsen, sønderjysk lokalpolitiker for Det Radikale Venstre: ”Hvorfor er det så svært at se 18. april som en mindedag i et moderne Europa?” skrev han i et indlæg i Museet på Sønderborg Slots årbog fra 2005. Larsen hævdede blandt andet, at selvom han ofte mødte den holdning blandt sønderjyder, at man skam allerede var forsonet, og at det derfor var helt unødvendigt med disse nye symbolske markeringer, så ”er der stadig indkapslede lommer af betændelse, af ubearbejdede anti-tyske følelser og holdninger, som bobler frem, så snart der kradses i de gamle sår”. På linje med Kersting og Rasmussen henviste han til en række andre europæiske krigsskuepladser, hvor tidligere modstandere havde ”rakt hinanden hånden”. I Larsens øjne var nybruddet derfor velkomment som det, man kunne kalde en masseterapeutisk bearbejdelse af fortrængte og u-erkendte traumer, ”lommer af betændelse”.

Opsummerende kan man sige, at mens forsoningstilhængerne, i tråd med initiativtagerne bag mindedagens revisioner, talte om at ”hæve blikket”, om at se på dagen med ”nye øjne”, for dermed at tilføre den rituelle dag et nyt lag, anskuede modstanderne sagen fuldstændig modsat, som en fratagelse af mening; en karakterløs forfladigelse, provokation eller ligefrem en ”likvidering” af en dansk tradition, med Krarups malende ord. I sådan et grundsyn på verdens sammenhæng og nationens placering i den fremstår det simpelthen ugyldigt og uvederhæftigt at postulere et overnationalt perspektiv. Fjenden ”trænger sig ind” på en ”ren” dansk mindehøjtidelighed, og ”vi” og ”de” er at betragte som utvetydigt nationale kategoriseringer.

 

Mod nye fjender: Dybbøl og den globale slagmark

Kulturarven – uanset om den defineres som noget materielt, for eksempel Dybbøl Mølle eller skansetomterne på slagmarken, eller som mere uhåndgribelige værdier og traditioner – kan tydeligvis anvendes til at understøtte fællesskaber i forskellig skala. I de første år efter beslutningen om at invitere tyskere med den 18. april var forsoningsakterne som nævnt underlagt en række forbehold. Det gav ceremonien en særegen ambivalens, hvor man med den ene hånd understregede Dybbøls unikke danskhed, mens man med den anden søgte at finde plads til et overnationalt perspektiv.

Et eksempel er mindehøjtideligheden 18. april 2006 og den tale, den dengang just tiltrådte garnisonskommandant Ravn holdt som Rasmussens efterfølger på posten. Efter at have opregnet 1864-bombardementets og slagets rædsler slog han fast: ”Det tapre danske forsvar – under dårlige militære betingelser – gjorde Dybbøl til et begreb for mange danskere. Dybbøl blev et symbol på dansk mod, på udholdenhed og på trofasthed. Dybbøl er fortsat et symbol for danskheden.” Derefter medgav Ravn, at han som dansk befalingsmand ”hellere havde set, at det var en dansk sejr” end et nederlag, man mindedes denne dag – men skyndte sig så at tilføje, at det dog ”hverken var sejr eller nederlag”, der skulle markeres på Dybbøldagen 2006. I stedet, påpegede han, handlede det nu om ”at vise respekt for den heroiske indsats, for det mod og den opofrelse, som blev vist af de soldater, der faldt i kampene her ved Dybbøl”.

Her er ”de soldater” i formuleringen ovenfor ikke længere alene danske: her ser man, hvordan det nationaldanske perspektiv først fastholdes, derefter opblødes og til sidst skydes helt i baggrunden til fordel for en lovprisning af almene eller generelle militære dyder som mod og opofrelse, uden skelen til nationalt tilhør.

Den tyske tilstedeværelse ved Dybbøl fremstod ikke alene som en forsoningsakt – om end, altså, med forbehold – men blev også præsenteret som en art naturlig forlængelse af danske og tyske troppers daværende internationale samarbejde. Indholdsmæssigt og retorisk tjente ritualer og taler som disse, i 2006 såvel som i de omkringliggende år, til at forskyde betydningen af højtideligheden fra datidens regionale krig til nutidens globale slagmark. Ravn forklarede blandt andet: ”I dag er der ikke tale om en kamp mod oprørske hertugdømmer, men (…) en global kamp mod terror til fordel for menneskerettigheder, frihed og demokrati”. I nutidens sikkerhedspolitiske landskab fremstod den ceremonielle inklusion af NATO-allierede tropper fra Tyskland på den måde legitim, nærmest logisk.

De fællesskaber, Dybbølsymbolet kan bruges til at dyrke, er med andre ord ikke længere udelukkende nationale. Den tidligere fjende inkluderes i optegningen af nye fronter mod fælles fjender. Rædslerne i 1864 kædes sammen med nutidens militære operationer i ”verdens brændpunkter”. Som sådan kom garnisonskommandantens tale i 2006 også til at fremstå som en legitimering af den daværende danske tilstedeværelse i Irak og Afghanistan. Og som en lovprisning, ikke bare af de tapre faldne fra Dybbøl, men også af nutidens danske soldater, der ”dagligt demonstrerer deres mod og udholdenhed, når de kører ud på patrulje på trods af truslen fra vejsidebomber og snigskytter”, som Ravn udtrykte det videre.

Den etnisk ”rene” og antityske læsning af Dybbøl var og er fortsat overordnet på retræte, trods vedblivende protester fra flittige læserbrevsskribenter og andre modstandere. Forsoning, ganske vist med forbehold, synes at være tidens løsen. Men i denne nye selvforståelse, hvor ”vi” også omfatter tyske tropper og andre allierede, findes der naturligvis også et revideret ”dem”. I dag står ”vi” – det nye vi, inklusiv tyskerne – nemlig midt i en ny konflikt af globalt, men også diffust omfang. Fjenden er mindre entydig, ikke længere uniformeret, letgenkendelig eller let afgrænselig fra de civile omkring ham. Det samme kan siges om det, der kæmpes om, og om måden, der kæmpes på – krigens mål, regler og betingelser – som fremtræder langt mere grumsede end i den klassiske territoriale konflikt om landegrænser. På den nye, komplekse slagmark, hvor grænser, alliancer og værdier er i opbrud, kræver det at være dansk soldat derfor også noget andet end førhen. Det handler, med et ofte hørt slogan fra de såkaldt asymmetriske krige efter årtusindskiftet, om at vinde de lokales ”hearts and minds”. Foruden at være tapre og dygtige krigere skal dagens militærfolk i stigende grad derfor også være menneskekendere, diplomater og humanister. Måske endda forsonere.

Man kan dog ikke bare slutte, at disse nye typer brug af kulturarven er anti-nationale. Snarere slutter de op om danskheden og dets forsvar på nye måder: I stedet for tidligere tiders antityske fædrelandskærlighed er der i dag tale om en strømning, som hylder Danmarks såkaldt aktivistiske udenrigspolitiske linje, hvor der kæmpes i fredens navn, og hvor tidligere fjender står skulder ved skulder mod nye, globale fjender. Grænserne, der kæmpes om, er ikke konkrete landeskel som i 1864, men værdimæssige skillelinjer: det handler om udbredelsen af demokrati, frihed og menneskerettigheder. Værdier, der på den ene side hævdes at have universel gyldighed, men som på den anden ofte underforstås som særligt danske værdier. Slagmarken og symbolet Dybbøl, med al sin indlejrede kraft, støves af og mobiliseres i nutidens grænseoverskridende – men stadig nationale –  sikkerhedspolitiske tjeneste.

 

Mads Daugbjerg er lektor i Antropologi på Aarhus Universitet