Utøya: at vedstå arv og gæld

Foto: wiki­me­dia com­mons

Når det nationale monument Memory Wound indvies på Utøya, vil det være den foreløbige kulmination på en mindeproces, der er foregået lige siden de tragiske begivenheder i Oslo og på Utøya. Denne proces har grebet skelsættende ind i stedets betydning og de følelser, som vi forbinder med det.

KULTURARV: HISTORIEN TIL FORHANDLING Når vi forsøger at udpege vores kul­tur­arv, kæm­per vi ikke kun om at definere, hvem vi var engang og stadig er. Det han­dler lige så meget om, hvem vi gerne vil være i mor­gen. Kam­p­ene om kul­tur­arv er spændt ud mellem hukom­melse og glem­sel, oplysning og mørk­lægn­ing. Bag­grund har bedt en række ekspert­er til at fortælle et par forskel­lige his­to­ri­er om, hvor­dan erindringer om for­tiden bliv­er brugt til at definere, hvem man skal være i fremti­den.


Den 22. juli 2011 kl. 3:25:22 detonerede en bombe i en hvid kas­sevogn park­eret tæt på statsmin­is­ter Jens Stoltenbergs regeringskon­tor i Grubbe­ga­ta i Oslos cen­trum. Bomben slog syv men­nesker ihjel og beskadi­gede mange bygninger. Hal­van­den time senere ankom­mer Anders Behring Breivik fork­lædt som politi­mand til afgangska­jen for den lille færge, der bese­jler de 600 meter over Tyrifjor­den, til Utøya. Han tager fær­gen over til øen, der på dette tid­spunkt af året huser den tilbageven­dende som­mer­lejr for det norske arbe­jder­par­tis ung­dom­sor­gan­i­sa­tion. Breivik beg­y­n­der med det samme han sæt­ter fod på øen at skyde men­nesker ned på klos hold. Igen­nem 72 min­ut­ter for­føl­ger han sine ofre i Cafébygnin­gen, ved Pumpes­ta­tio­nen, på Kærlighedsstien og i det hele taget langs kys­ten, hvor mange forsøger at tage flugtve­jen via van­det, der netop det år var excep­tionelt koldt som følge af en kølig og reg­n­fuld som­mer. Inden han over­giv­er sig uden mod­stand til det norske poli­tis ter­roren­hed, når han at dræbe 69 og såre 66 andre. Naboer ankom­met i både fra Sør­bråten red­der 250 unge, der er sprunget i Tyrifjor­den på flugt fra kuglereg­nen.

Lis­ten over ter­rorhan­dlinger, der har ramt ver­den siden 11. sep­tem­ber 2001 er lang. Mange af han­dlingerne har fun­det sted tæt på Dan­mark, i Madrid 2004, i Lon­don 2005, i Oslo/Utøya 2011, i Paris 2015 og i Køben­havn i 2015.

Ter­roren på Utøya skiller sig ud fra de andre ved ikke at udgå fra mere eller min­dre organ­is­erede fun­da­men­tal­is­tiske miljøer med rod i islam. Den har rod i ”hjem­megroet” højr­eradikal fun­da­men­tal­isme. Alligev­el lign­er denne ter­rorhan­dling dem, der fandt sted på Krudt­tøn­den i Køben­havn og på Char­lie Heb­dos redak­tion i Paris, hvor helt særlige grup­per blev udpeget som mål og myrdet i masse­mord­slig­nende aktion­er, der har den tætte kon­takt mellem gern­ings­mand og offer som kende­tegn.

Lige siden de tragiske begiven­hed­er i Oslo og på Utøya har der været en kul­tur­arvspro­ces i gang, som griber skel­sæt­tende ind i sted­ers betyd­ninger og de følelser, som vi forbinder med dem.

Memory Wound på Sørbråten

21. juli 2016 ind­vies det nationale mon­u­ment på Sør­bråten, 800 meter nord­vest for Utøya. Mon­u­mentet, Mem­o­ry Wound, udføres af den svenske kun­st­ner Jonas Dahlberg. Mon­u­mentets vægtig­ste udtryk er en 3,5 meter bred revne, som Dahlberg vil skære i land­sk­a­bet i den hen­sigt at afskære et stykke af land­sk­a­bet fra hov­ed­lan­det.

Det er menin­gen, at mon­u­ment­gæsterne skal stå på fast­landssi­den og se over på den afskårne del, hvor navnene på ofrene vil stå ind­hugget i sten. Uomgæn­geligt syn­lige i et land­skab set et ganske bestemt sted fra, og hvor også ofrenes dødsst­ed, Utøya, er til stede i syns­fel­tet, men hvor ofre og navne for altid vil være uden­for den besø­gen­des fysiske række­v­id­de. Sam­men­stødet mellem urørlighed og syn­lighed udgør mon­u­ments affek­tive kom­mu­nika­tions­form.

Mon­u­ments egen tilblivelse­shis­to­rie har været meget vanske­lig, og det ind­vies da også med ét års forsinkelse, på grund af mange pro­test­er over mon­u­ments form, dets beliggen­hed og den man­glende involver­ing af de lokale i processen. Når det nationale mon­u­ment ind­vies næste år, vil det være den foreløbige kul­mi­na­tion på en kom­mem­o­ra­tionspro­ces, der er foregået lige siden de tragiske begiven­hed­er i Oslo og på Utøya.

Græsrodsmonumenterne

Processen har været ind­delt i flere fas­er. I en første fase flo­r­erer såkaldte græs­rodsmon­u­menter. Græs­rodsmon­u­menter er foreløbige man­i­fes­ta­tion­er, som almin­delige borg­ere spon­tant udfør­er umid­del­bart efter en vold­som begiven­hed som ter­ro­ran­greb, naturkatas­tro­fer, drab og trafiku­lykker.

Også omkring Utøya var der mange græs­rods­mark­eringer: rose-paraderne i Oslo umid­del­bart efter 22. Juli, mark­eringer på selve åst­ed­erne, for eksem­pel i Cafébygnin­gen på øen, hvor 13 blev dræbt. Her lå breve, billed­er af afdøde, hjert­er af slik, blom­ster og digte. På Sør­bråten blev der lavet et græs­rodsmon­u­ment med udsigt til Utøya. Dette mon­u­ment havde bidrag fra hele ver­den.

Selvom græs­rods­man­i­fes­ta­tion­erne ofte har samme udtryks­former på tværs af tid og rum og et ret kon­ven­tionelt ind­hold, ses de som spon­tane måder at sørge sam­men på. De er, som det udtrykkes af de to erindrings­forskere Peter Jan Magry og Cristi­na Sanchez-Car­retero ”spon­ta­neous shrine mak­ing and can be seen as expres­sions of mourn­ing and grief, ’non­for­mal and not reg­u­lat­ed by any insti­tu­tion, and no tra­di­tion­al soci­etal rules or mourn­ing cos­tumes”. Græs­rodsmon­u­menter udtrykker ofte en implic­it kri­tik af man­glende offentlige mark­eringer eller en gener­el kri­tik af mere struk­turelle forhold.

Men de spon­tane græs­rodsmon­u­menter kan også fort­sætte mange år efter begiven­heden. For eksem­pel blev mon­u­mentet, Fri­he­dens flamme, der blev opsat på Pont d’Alma i Paris i 1989, omfor­tolket til et mon­u­ment over Lady Diana samme nat, som hun omkom ved en trafiku­lykke den 31. august 1997, for­di det befandt sig tæt på ulykkesst­edet. Det selvbestalt­ede mon­u­ment over Lady Di fun­ger­er stadig her i 2015, 18 år efter begiven­heden med friske blom­ster, digte, breve, og objek­ter af særlig betyd­ning.

I erindrin­gens og sorg­bear­be­jdelsens anden fase, som sker inden for et år efter udå­den, tilby­des alle kom­muner i Norge, der har mis­tet nogle af sine bys­børn, et stan­dard­is­eret min­desmærke udført af den norske billed­kun­st­ner Nico Wider­berg. 52 kom­muner tager imod tilbud­det.

På vej til et monument

I mellemti­den er der– og dette indled­er tred­je fase af sorg­bear­be­jdelsen – forhan­dlinger omkring, hvad der over­hovedet skal ske med Utøya, som ejes af Arbei­dernes Ung­doms­fylk­ing. Her indledes en diskus­sion om, hvilket nation­alt mon­u­ment, der skal markere den vold­elige hæn­delse, og hvor det skal plac­eres. Arbei­dernes Ung­doms­fylk­ing melder ud, at man vil rive alle de bygninger ned, der har været involveret i de vold­somme hæn­delser — Cafébygnin­gen, Pumpe­huset med flere

Dette tages dog af bor­det igen efter, Alice Green­wald, direk­tør for 911 Nation­al Memo­r­i­al Muse­um i New York, bliv­er hen­tet ind som kon­sulent på den norske kom­mer­a­tionspro­ces. Hun og Støt­te­grup­pen 22. juli, en nation­al støt­te­gruppe, bestående blandt andet af over­levende, fam­i­liemedle­mer til ofre og over­levende, får for­purret Arbei­dernes Ung­doms­fylk­ings plan.

I stedet igangsættes en ind­dra­gende pro­ces, der foreløbigt har resul­teret i etab­lerin­gen af et lærings­cen­ter til at opleve og erfare demokrati, ytrings­fri­hed, tol­er­ance og mang­foldighed – Heg­n­huset – netop med udgangspunkt i Cafébygnin­gen. Desu­den opstilles på et tidligere ikke-mark­eret sted på øen, et min­dest­ed af mere pri­vat karak­ter end det end­nu ikke ind­viede offi­cielle mon­u­ment på fast­landet. Udover disse konkrete mark­eringer, som direk­te ind­drager de involverede, har man også forholdt sig til øens fremtid som vært for frem­tidi­ge Arbei­dernes Ung­doms­fylk­ing-som­mer­lejre.

Der har været en meget føl­som debat om, hvorvidt hæn­delsen vil hjem­søge øen for altid og dermed netop deter­minere dens skæb­ne i al fremtid, eller om det fak­tisk kan lade sig gøre at foran­dre øens affek­tive økolo­gi på trods af hæn­delserne. Delt­agerne i debat­ten vari­er­er i sym­bol­sk tyn­gde. Der er forskel på at have en ejen­dom­sret over et stykke land, som Arbei­dernes Ung­doms­fylk­ing har og hånd­hæve denne ret og så det at have et barn, en bror, en søster eller en nær ven, for ikke at tale om selv at være en over­levende.

Bøl­gerne er gået højt i debat­ten, men et fler­tal har beslut­tet, at som­mer­lejrene skal fort­sætte og de blev genop­taget i 2015. Med denne beslut­ning genop­tages øens his­to­rie før denne vold­somme begiven­hed, men netop uden at ville fjerne hen­vis­ningerne til den, som Arbei­dernes Ung­doms­fylk­ing først havde plan­lagt.

Hvem kan vidne?

Diskus­sion­erne efter vold­somme hæn­delser som Utøya er afgørende for, hvor­dan begiven­hed­er rod­fæstes i kul­tur­ar­ven. De var kende­teg­net ved to cen­trale strid­spunk­ter: hvilken rolle skulle Utøya have i erindrin­gen og hvilken autoritet skulle vid­nerne tilskrives?

Den vigtig­ste sym­bol­ske kat­e­gori i erindrin­gen af vanske­lig kul­tur­arv er helt klart ofrene. Dernæst kom­mer vid­nerne, som har bev­id­net begiven­heden: de over­levende, deres red­ningsmænd i form af de lokale ”båd­helte” og de som tog sig af de over­levende på Sør­bråten. Endelig er der de vid­ner som ful­gte begiven­heden live i diverse medi­er.

Den franske filosof Ricœur bestem­mer vid­net ud fra tre para­me­tre: for det første er vid­net altid et øjen­vidne, der har bev­id­net noget med sin egen fysiske krop. For det andet er vid­nes­byrdet fra et vidne både højt hævet over almin­delig poli­tik, og sam­tidig under­kastet den poli­tiskes sfæres tvis­ter og forhan­dlinger. Og for det tred­je er et vidne én, der er under­lagt kravet om at aflægge vid­nes­byrd sam­tidig med at det, der skal vidnes om, er for stort og vold­somt til at kunne rummes i sprog­et.

Det globale vidne

Erindringsstudi­er af mediev­i­den­sk­a­beligt tilsnit har udvidet disse Ricoeur’ske vid­nekat­e­gori­er betragteligt. Især ved at hævde, at den fysiske nærhed til det, der bev­idnes ikke læn­gere er den eneste adkomst til at være vidne. Vi bev­id­ner ofte vold­somme begiven­hed­er igen­nem medi­er, hvilket bety­der, at mediebrugere glob­alt set fak­tisk bliv­er vid­ner til noget, der kan foregå meget langt væk både geografisk og kul­turelt. Med glob­alis­erin­gens og de dig­i­tale mediers nye mobilitetspar­a­digme rejs­er sted­er og begiven­hed­er med en langt større hast og mere inten­sivt end tidligere, hvilket skaber nye forbindelser, nye magt­zon­er og affek­tive logikker, som John Urry og Mimi Sheller har peget på i deres artikel The New Mobil­i­ties Par­a­digm fra 2006.

Når Utøya rammes af en så vold­som begiven­hed beg­y­n­der et sted at rejse, for­di det eksponeres, deles og spre­des. Det bliv­er et ”erindringsst­ed” og en del af en ”glo­bital erindring.” At sted­er bliv­er til sådanne glob­ale erindringsst­ed­er får som kon­sekvens, at flere men­nesker relater­er til dem, vil ønske at besøge dem, har ”andel” i dem. Det fremgår tydeligt af det inter­na­tionale græs­rodsmon­u­ment, der blev rejst på Sør­bråten efter begiven­heden.

De over­levende, der har oplevet begiven­heden på klos hold kan plac­eres i øjen­vid­nekat­e­gorien, lige­som de naboer, der aktivt tog del i red­ningsak­tion­erne var det. Ofrenes fam­i­li­er har ligeledes en stærk legit­imitet i forhold til begiven­heden og i forhold til at udtale sig om den, lige­som Arbei­dernes Ung­doms­fylk­ing som organ­i­sa­tion er involveret i begiven­heden i kraft af deres formelle ejer­skab af Utøya, og det var deres som­mer­lejr som blev udsat for trage­di­en.

Stri­den udspillede sig grundlæggende på to måder. Man strides om at få lov at udfylde den sym­bol­ske posi­tion som offer, der giv­er adgang til at ind­tage en priv­i­legeret posi­tion hvor­fra man taler netop oven over poli­tiske og prak­tiske forhan­dlinger. Der sker det drama­tiske, at naboer til Utøya på Utstran­da fak­tisk fly­t­ter dette græs­rodsmon­u­ment i nat­tens mulm og mørke.

Naboerne pro­test­er­er over den øgede trafik, som dette græs­rodsmon­u­ment angiveligt har affødt. Som der blev skrevet i Bergens Tidende den 14. juni 2014: ”Folk, der bor på Utstran­da beretter om trafikprob­le­mer, frække tur­is­ter, foruren­ing og en gener­el dårlig opførsel, der kræver stor tålmodighed fra de lokales side” De lokale beboere omtaler sig selv som ofre: ”Utstran­da Vel (en selvbestal­tet beboer­foren­ing) har ofret sig nok”. Denne han­dling affødte straks mod­reak­tion­er blandt andet fra talsper­son­er fra Støt­te­grup­pen 22, der udtaler til Dagsavisen den 3. juli 2014 at ”det er trist med den man­gel på respekt for det intu­itive mon­u­ment , som sør­gende, fam­i­li­er og andre behan­dler med respekt. Se hvad der er blevet af det efter at ’naboer’ har fly­t­tet det. De skulle skamme sig!”

Naboerne forsøger således at tilkæmpe sig en offer­rolle og sam­tidig udgrænse tur­is­ter og mediev­id­ner som legit­ime inter­essen­ter i begiven­heden og stedet.

Kampen om det lokale

Det er beslut­tet, at det nationale mon­u­ment Mem­o­ry Wound skal plac­eres på Sør­bråten med udsigt til Utøya. Denne plac­er­ing er imi­dler­tid stærkt omstridt. På den ene side fremhæves det, at ’ille­git­ime’ indi­vider bry­der ind i hverda­gen for Utstran­da Vel’s beboere, efter­som et stort og pres­tigiøst mon­u­ment vil tiltrække gæster fra hele ver­den. På den anden side vil en plac­er­ing af det nationale mon­u­ment i de lokale beboeres baghave dagligt minde dem om en begiven­hed, som de egentlig helst ville lægge bag sig.

Ter­men ’gen-trau­ma­tis­er­ing’ blev brugt flere gange i en beskriv­else af, hvor­dan de som naboer ville fort­sætte med at lide ved synet af det meget lidt kathar­siske mon­u­ment. Et tred­je argu­ment, som også frem­føres af naboerne, at de ikke er blevet taget med på råd om hverken plac­er­ing eller udformn­ing af mon­u­mentet. Dette demokratiske ”under­skud” anføres i samme ånd­e­drag som naboernes omtale af sig selv som både ofre og nationale helte.

Det, som ikke eksplic­it omtales, men som lig­ger under hele denne debat, er naturligvis den pri­vate ejen­dom­sret, ret­ten til at leve uforstyrret, det vil sige til at leve som før denne rys­tende begiven­hed. Nu forstyrres livet af bekym­rin­gen for faldende hus­pris­er, forstyrret ferie-ro og i det hele taget det forhold, at stedet i og med det vold­somt kom ind i his­to­rien som et åst­ed og som et vanske­ligt kul­tur­arvsst­ed helt har skiftet sta­tus.

Fak­tisk kan man hævde, at hele denne debat drejer sig om ret­ten til at tale på veg­ne af begiven­heden og stedet. Det at være tæt på ofrene – enten som fam­i­liemedlem eller som red­nings­mand – og dermed få sta­tus af at være øjen­vidne gør det muligt at hævde sin vidnes­ta­tus, når man diskuter­er. Så selv om over­levende og fam­i­li­er helt sikkert har mere legit­imitet end naboer, kan naboerne pol­stre deres argu­menter ved at påberåbe sig sta­tus af at være vid­ner og det at have været krop­sligt udsat­te. Men i det øje­b­lik deres ret­tighed­er til det lokale område kom­mer i spil, mis­ter de autoritet.

Den gruppe, der øjen­syn­ligt plac­eres som helt ille­git­im, er tur­is­terne (dem, man forestiller sig, vil besøge mon­u­mentet). Sådanne sekundære vid­ner tilk­endes ingen ret til dette erindringsst­ed. Når nogle naboer rea­ger­er aktivis­tisk ved at fly­tte et græs­rodsmon­u­ment, prøver de at komme ude­nom begiven­hedens foran­drende kraft for det sted, de bebor. Man strides om stedet som et ”com­mon” — et fælle­se­je — og der er ligeledes strid om lokalitetens affek­tive økolo­gi.

Utøya som som­mer­lejr for medlem­mer af socialdemokratisk ung­dom har været et sted for poli­tisk entu­si­asme, kærlighed og glæde. Med begiven­heden ind­hylles stedet i sorg sam­tidig med, der opstår en debat omkring hele øen som min­dest­ed. Med beslut­nin­gen om både at lave konkrete min­desmærk­er på øen og sam­tidig genop­tage som­mer­lejrene, samek­sis­ter­er sorg og håb på øen. Naboernes ind­sats for ikke at få et nation­alt min­demærke i deres baghave er der­i­mod en bestræ­belse på at fastholde stedet i et nos­tal­gisk blik, der nægter at ind­drage begiven­heden.

Brit­ta Timm Knud­sen er lek­tor i oplevelsesøkono­mi og begiven­hed­skul­tur og Jan Ifversen er lek­tor i Europas­tudi­er begge på Aarhus Uni­ver­sitet. Artiklen byg­ger blandt andet på på kapit­let “Com­mem­o­ra­tion, her­itage, and affec­tive ecol­o­gy – the case of Utøya” fra den kom­mende bog Affect­ing Her­itage (Water­ton, E. And Wat­son S. (eds.), Ash­gate 2016).

Scroll til toppen