Forsoning med forbehold: kulturarvens skaleringer ved Dybbøl

Erik Hen­ningsen: Danske infan­ter­is­ter under tilbage­to­get fra Dan­nevirke nat­ten mellem den 5. og 6. feb­ru­ar 1864, 1914, audi­ens­ge­makket på Christiansborg.

De fleste danskere kender historien om Slaget ved Dybbøl i 1864. Men vi er langt fra enige om, hvordan vi skal huske den. I dag viser lektor Mads Daugbjerg, at kampen om, hvad vi skal erindre, er kampen om danske værdier.

KULTURARV: HISTORIEN TIL FORHANDLING Når vi forsøger at udpege vores kul­tur­arv, kæm­per vi ikke kun om at definere, hvem vi var engang og stadig er. Det han­dler lige så meget om, hvem vi gerne vil være i mor­gen. Kam­p­ene om kul­tur­arv er spændt ud mellem hukom­melse og glem­sel, oplysning og mørk­lægn­ing. Bag­grund har bedt en række ekspert­er til at fortælle et par forskel­lige his­to­ri­er om, hvor­dan erindringer om for­tiden bliv­er brugt til at definere, hvem man skal være i fremtiden.


For nogle år siden, den 18. april 2011, del­tog jeg som så ofte før i den årlige Dyb­bøldag, hvor de faldne fra 1864-kri­gens afgørende slag min­des med kranse og parad­er. Dagen og dens cer­e­monier er plan­lagt og ske­malagt på min­ut­tal af Forsvaret og føl­ger hvert år velk­endte, gen­nem­prøvede ska­be­lon­er. Og dog skilte netop denne 18. april sig ud fra tidligere års cer­e­monier. Det år del­tog den del­ing af tyske sol­dater, der var inviteret med til mil­itær­pa­raden, nem­lig for første gang på lige fod med sine danske kol­leger. Der havde ganske vist i næsten et årti været tysk delt­agelse i Dyb­bølda­gen – men indtil da med en række for­be­hold: nu bar de tyske gæster for første gang våben, de fik lov at marchere som en del af paraden, og der blev holdt tyske taler forud for kransenedlæggelsen.

Ikke mindst blev den tyske fane med ørnesym­bo­l­et for første gang udrul­let ved siden af den danske; en ges­tus, der længe havde været utænke­lig på et sted, som af en del danskere – særligt søn­der­jy­der – fort­sat opfattes som en speciel nation­al plet med en unik aura og betydning.

Men det var ikke kun den forstærkede tyske tilst­ede­værelse, der gjorde Dyb­bølda­gen 2011 speciel. Man sporede også på et mere generelt plan en vok­sende inter­esse for det store ned­er­lag i 1864. His­torik­er og jour­nal­ist Tom Buk Swien­tys to best­sellere Slagte­bænk Dyb­bøl og Dommedag Als havde i årene forinden med­vir­ket til at antænde inter­essen for den gam­le kon­flikt, både hos menig­mand og medi­er. Denne 18. april dækkede DRs P4 og P1 ”slaget” inten­sivt over fire timer i break­ing news-for­mat med kor­re­spon­den­ter spredt ud i ter­rænet, der i drama­tisk nutid videre­formi­dlede preussernes fik­tive frem­rykninger og danskernes tilbage­tog. Forhan­dlingerne om den TV-føl­je­ton, der i Ole Bornedals instruk­tion skulle omsk­abe dele af Buk-Swien­tys bøger til lev­ende billed­er og løbe over de danske skærme i jubilæum­såret 2014, var allerede i fuld gang. Ja, ”der går nærmest en Den­gang jeg drog af sted-stemn­ing over lan­det”, som daværende kom­man­dant ved Hærens Ser­gentskole, Ober­stløjt­nant Vig­go Ravn, ram­mende udtryk­te det i sin tale ved 2011-højtide­lighe­den. En ”stemn­ing” der tog til de efter­føl­gende år og kul­minerede med mark­eringerne af 150-året for kri­gen tre år senere.

Selvom vi i Dan­mark har væn­net os til, at kul­tur­arven i bestemt ental nærmest pr. automatik (men oftest under­forstået) hen­vis­er til den danske arv, alt­så til det nationale skala­trin, så kan selv de mest danske arvestykker også mobilis­eres til andre for­mål og favne andre fæl­lessk­aber, for eksem­pel lokale, regionale eller glob­ale. Dyb­bøl er et godt eksem­pel på, hvor­dan den slags forskel­lige ”ska­leringer” af kul­tur­ar­ven kan spille sig ud.

Den tyske turist, der kom ind fra kulden

I 2011 blæste der alt­så nye vin­de på Dyb­bøl Banke. Men hvor­for egentlig side­s­tille tyske sol­dater med de danske jenser? Vi spol­er tiden en anelse læn­gere tilbage, til årene omkring årtusind­skiftet. Selvom det var Forsvarets beslut­ning at invitere og ind­drage det tyske mil­itær, kom tankerne i første omgang syd­fra – i skikkelse af en tysk jour­nal­ist, Rolf Ker­st­ing, der i mange år havde holdt ferie i Søn­der­jyl­land med sin fam­i­lie. Det var ham, som i efteråret 1999 tog kon­takt til den primære danske beslut­ningstager, den daværende gar­nison­skom­man­dant på Ser­gentskolen i Søn­der­borg. Selvom han ikke selv var mil­itær­mand, var Ker­st­ing for­mand for støt­te­forenin­gen for kaser­nen i sin hjem­by Ahlen og kunne der­for foranstalte kon­takt til det tyske Bun­deswehr. Han fork­larede mig om sin oprindelige motivation:

“En af vores [støt­te­forenin­gens] opgaver er at etablere kon­takt med tidligere krigs­f­jen­der for at bidrage til for­son­ing. Og så stødte jeg på Dyb­bøl, eller Dan­mark. Rundt omkring, i Hol­land, Bel­gien, Frankrig, over­alt i Nor­mandi­et, der har man gjort det, i Rus­land, selv i Stal­in­grad (…), på sted­er, hvor der muligvis stadig find­es vrede fra tidligere krige, dér har man fun­det hinan­den og rakt hinan­den hån­den. Og så slog det mig: blot ikke på Dybbøl.”

Bevæg­grun­dene kan lyde ganske til­for­ladelige. Ikke desto min­dre er der tale om en markant per­spek­tiv­forskyd­ning. I stedet for som hidtil at betragte Dyb­bøl som en unik og nærmest hel­lig dan­sk plet, kunne den gam­le slag­mark i denne optik ses som ét blandt flere sam­men­lignelige, europæiske nøglepunk­ter. Dyb­bøl blev i denne nye læs­ning fak­tisk at betragte som en und­tagelse i serien af europæiske, diplo­ma­tiske sam­menkom­ster. Kun ikke her var civil­i­sa­tio­nen og for­sonin­gen så at sige nået frem.

Den daværende kom­man­dant på ser­gentskolen i Søn­der­borg, Ober­stløjt­nant Jens Peter Ras­mussen, sad med beslut­ningsmyn­dighe­den. Han viste sig lyd­hør, men dog også tøvende over for tilnærmelserne. Ras­mussen var klar over sagens sym­bol­ske spræng­fare, for­t­alte han mig senere: han vid­ste, at mange danskere, ikke mindst søn­der­jy­der af de ældre gen­er­a­tioner, ville nære en stærk og instink­tiv mod­stand mod ideen om offi­ciel tysk delt­agelse ved 18. april-ceremonierne.

Grænselandets mentale landskaber

Ober­stløjt­nan­ten var selv søn­der­jyde. Dette var langt fra lig­e­gyldigt, erk­endte han. Ikke kun for hans detal­jerede forståelse af grænse­landets men­tale land­sk­aber, men også  sim­pelthen for den posi­tion, han blev tillagt af mod­standerne: for­di han var søn­der­jyde – ind­født – kunne han tillade sig at tale. ”Hvis det havde været en køben­havn­er, der var kom­met og havde sagt, ’nu tager vi tyskerne med’, så var han blevet slagtet, det er jeg sikker på,” ræson­nerede Ras­mussen, da vi talte sam­men. Nogle søn­der­jy­der havde direk­te sagt til ham, at det kun var af den grund, de ikke havde pro­test­eret mere høj­ly­dt. I mod­sæt­ning til en række af de ikke-ind­fødte debat­tør­er, der bland­ede sig i den hid­sige mediede­bat, der ful­gte, kunne han ikke affærdi­ges som ”til­fly­t­ter”.

Her ser vi ska­lerin­gen af kul­tur­ar­ven i brug. I denne type diskus­sion­er er det ikke alene de nationale spørgsmål og ret­tighed­er, der får cen­tral betyd­ning – Dyb­bøls dan­skhed og posi­tio­nen over for tyskerne – men også ind­viklede og delvist ikke-ver­balis­erede regionale og lokale bånd og iden­titeter. Der er knyt­tet autoritet og ægthed til det ind­fødte per­spek­tiv. I til­fælde, som her, hvor Dyb­bøls nationale sym­bo­l­ik udfor­dres, opfattes søn­der­jy­dernes stem­mer af mange som særligt aut­en­tiske og vægtige. Som efterkom­mere af den befolkn­ings­gruppe, der blev hårdest ramt af kri­gen i 1864 og dens kon­sekvenser – begge kom­man­dan­tens egne bed­ste­fæ­dre havde for eksem­pel været tvunget i tysk tjen­este under Første Ver­den­skrig – oprethold­er søn­der­jy­derne en særsta­tus. Og i hvert fald lokalt vejer deres stem­mer tun­gere. ”Ind­van­drere” frak­endes mod­sat retorisk autoritet. Ras­mussen anerk­endte denne mekanisme, selvom han over for mig under­stregede, at han per­son­ligt fandt den uhold­bar: ”det er jo et åndss­vagt argu­ment, ikke, men det kunne man så ikke bruge mod mig”.

Den tyske ini­tia­tiv­tager og den danske befal­ings­mand fandt et fælles fod­slag. Ras­mussen var trods sine betænke­lighed­er grundlæggende sym­pa­tisk ind­stil­let over for for­son­ingslogikken. Som han fork­larede mig, havde han i sin lange mil­itære kar­riere delt­aget i og overværet en lang række tilsvarende seancer, blandt andet i Auschwitz med delt­agelse af polske, tyske og danske sol­dater. Hvis det kunne lade sig gøre, skulle man så ikke også kunne række hån­den over graven ved Dyb­bøl? Han vid­ste dog også, at man måtte gå diplo­ma­tisk til værks. Det skete blandt andet under hen­syn­ta­gen til syv ”for­be­hold”, som Ras­mussen og hans råd­gi­vere fast­lagde for at imødekomme den kri­tik, de forud­så. Udover de allerede nævnte for­bud mod tyske våben, fan­er, march, taler eller musik på mindeda­gen (som alt­så blev ophævet fra 2011), gjaldt det, at de offi­cielle tyske gæster var for­ment adgang til dagens to afte­narrange­menter, min­degud­st­jen­esten i Sankt Marie Kirke i Søn­der­borg og den efter­føl­gende min­de­sam­menkomst på byens kaserne.

Til forsvar for nationen, til kamp for traditionen

En storm rejste sig i medierne. I som­meren 2001, da det stod klart, at man i Søn­der­borg arbe­jd­ede på plan­er om en fælles dan­sk-tysk min­de­højtide­lighed året efter, slog Jyl­lands-Posten på led­er­plads fast, hvor avisen stod: ”Der er ingen grund til at bidrage til his­to­rieløshe­dens sam­menkogte ret fra Dyb­bøl”. Det hed videre, at et ”tysk islæt vil være udtryk for, at alt er lige-gyldigt, og at det dermed i sid­ste instans er lig­e­gyldigt, om man anskuer tin­gene fra dan­sk eller tysk hold”.

Avisens redak­tion fandt det ”ikke særlig gen­nemtænkt, at der er plan­er om at lukke tyskerne ind på Dyb­bøl, for at lade dem give deres udlægn­ing af begiven­hed­erne i 1864” og frem­førte, at ”Dyb­bøl er en min­delund og et nation­alt sym­bol. Her skal ikke fork­lares, men erindres.” En lang række læser­brevsskriben­ter, særligt i de regionale Jydske Vestkys­ten og Flens­borg Avis, men også i lands­dækkende avis­er som Jyl­lands-Posten og Berlingske Tidende, var altoverve­jende på lin­je med mor­ge­navisens led­er­pan­el. I denne lejr var der helt andre grundsyn på spil end i Ker­st­ings og Ras­mussens for­son­ingslogik, hvor Dyb­bøl blev anskuet som et punkt i en serie af sam­men­lignelige his­toriske scener.

For mod­standerne var pointen nem­lig præ­cist, at Dyb­bøl var unik og u‑sammenlignelig, og at ethvert forsøg på at side­s­tille 1864 med andre kon­flik­ter, eller at betragte sagen fra mere end en posi­tion, var at betragte som his­to­rieløshed, lig­e­gyldighed eller udvand­ing. Avisled­erens ord­valg om ”at lukke tyskerne ind” anty­der denne nationale tankegangs kerneprin­cip: det han­dler om at vogte hvert lands og hvert folks enestående og usam­men­lignelige karak­ter, skikke og porte – et prin­cip, der naturligvis i dagens Dan­mark og Europa er mere aktuelt end nogensinde. Dan­mark er at opfat­te som en enhed, hvis vel­befind­ende er afhængig af, hvem og hvor meget man ”lukker ind”, for at det ikke ender som en kønsløs ”sam­menkogt ret”. Ingre­di­enserne – folkene, spro­g­ene, min­derne, og så videre – må holdes adskilte.

En af de sen­este årtiers stærkeste tilhæn­gere af det grundsyn, Søren Krarup, daværende folket­ingsmedlem for Dan­sk Folkepar­ti, kast­ede sig også ind i kam­p­en mod tysk delt­agelse. Den 14. maj 2003 frem­sat­te han fra folketingets taler­stol et spørgsmål til Forsvarsmin­is­ter Svend Aage Jens­by: ”Er min­is­teren enig i, at Dyb­bølda­gen, dagen for prøjsernes storm på Dyb­bøl­skanserne den 18. april 1864, er en dan­sk mindedag, forud­sæt­nin­gen for søn­der­jy­dernes udhold­en­hed under det tyske fremmed­herredømme 1864–1920, og at det der­for er både rigtigt og naturligt, at Dyb­bølda­gen for­bliv­er en dan­sk min­de­fest, idet der deri ikke lig­ger noget mod­sæt­nings­forhold til vores tyske naboer?”

Inklu­sio­nen af den tidligere fjen­des sym­bol­ske efterkom­mere stødte Krarup. Han adresserede med egne ord ”en vis ophid­selse, der har hers­ket i den søn­der­jyske befolkn­ing i den senere tid”. I sin uddyb­n­ing af spørgsmålet udlagde Krarup sagen sådan, at gar­nison­skom­man­dan­ten i Søn­der­borg ”har ladet sig for­lokke, vil jeg sige, af en tysk tur­ist til at ville lave en fælles­fest, hvor der nu også delt­ager tyske sol­dater”. Krarup frem­førte videre, at tyskerne ”under nor­male omstændighed­er” er velkomne i Dan­mark, men at ”her, hvor de tjen­er til at udmarve, foran­dre, for­van­dle og dermed for så vidt likvidere en dan­sk min­de­fest, synes jeg, det er meget utidigt.”

Debat­ten rummede imi­dler­tid også stem­mer, der bakkede op om inklu­sio­nen af tyskerne. En af de cen­trale tilhørte redak­tør Bjarke Larsen, søn­der­jysk lokalpoli­tik­er for Det Radikale Ven­stre: ”Hvor­for er det så svært at se 18. april som en mindedag i et mod­erne Europa?” skrev han i et indlæg i Museet på Søn­der­borg Slots årbog fra 2005. Larsen hævd­ede blandt andet, at selvom han ofte mødte den hold­ning blandt søn­der­jy­der, at man skam allerede var for­son­et, og at det der­for var helt unød­vendigt med disse nye sym­bol­ske mark­eringer, så ”er der stadig ind­kap­slede lom­mer af betæn­delse, af ubear­be­jd­ede anti-tyske følelser og hold­ninger, som bobler frem, så snart der krad­ses i de gam­le sår”. På lin­je med Ker­st­ing og Ras­mussen hen­viste han til en række andre europæiske krigsskue­pladser, hvor tidligere mod­standere havde ”rakt hinan­den hån­den”. I Larsens øjne var nybrud­det der­for velkom­ment som det, man kunne kalde en mas­seter­apeutisk bear­be­jdelse af fortrængte og u‑erkendte traumer, ”lom­mer af betændelse”.

Opsum­merende kan man sige, at mens for­son­ingstil­hængerne, i tråd med ini­tia­tiv­tagerne bag mindeda­gens revi­sion­er, talte om at ”hæve blikket”, om at se på dagen med ”nye øjne”, for dermed at til­føre den rit­uelle dag et nyt lag, anskuede mod­standerne sagen fuld­stændig mod­sat, som en fratagelse af mening; en karak­ter­løs for­fladi­gelse, pro­voka­tion eller lige­frem en ”likvider­ing” af en dan­sk tra­di­tion, med Krarups mal­ende ord. I sådan et grundsyn på ver­dens sam­men­hæng og natio­nens plac­er­ing i den frem­står det sim­pelthen ugyldigt og uveder­hæftigt at pos­tulere et over­na­tion­alt per­spek­tiv. Fjen­den ”trænger sig ind” på en ”ren” dan­sk min­de­højtide­lighed, og ”vi” og ”de” er at betragte som utvety­digt nationale kategoriseringer.

Mod nye fjender: Dybbøl og den globale slagmark

Kul­tur­ar­ven – uanset om den defineres som noget materielt, for eksem­pel Dyb­bøl Mølle eller skanse­tomterne på slag­marken, eller som mere uhånd­gri­belige værdier og tra­di­tion­er – kan tydeligvis anven­des til at under­støtte fæl­lessk­aber i forskel­lig skala. I de første år efter beslut­nin­gen om at invitere tyskere med den 18. april var for­son­ingsak­terne som nævnt under­lagt en række for­be­hold. Det gav cer­e­monien en sære­gen ambivalens, hvor man med den ene hånd under­stregede Dyb­bøls unikke dan­skhed, mens man med den anden søgte at finde plads til et over­na­tion­alt perspektiv.

Et eksem­pel er min­de­højtide­lighe­den 18. april 2006 og den tale, den den­gang just tiltrådte gar­nison­skom­man­dant Ravn holdt som Ras­mussens efter­føl­ger på posten. Efter at have opreg­net 1864-bom­barde­mentets og slagets ræd­sler slog han fast: ”Det tapre danske forsvar – under dårlige mil­itære betingelser – gjorde Dyb­bøl til et begreb for mange danskere. Dyb­bøl blev et sym­bol på dan­sk mod, på udhold­en­hed og på tro­fas­thed. Dyb­bøl er fort­sat et sym­bol for dan­skhe­den.” Derefter medgav Ravn, at han som dan­sk befal­ings­mand ”hellere havde set, at det var en dan­sk sejr” end et ned­er­lag, man mind­edes denne dag – men skyn­dte sig så at til­fø­je, at det dog ”hverken var sejr eller ned­er­lag”, der skulle mark­eres på Dyb­bølda­gen 2006. I stedet, påpegede han, han­dlede det nu om ”at vise respekt for den hero­iske ind­sats, for det mod og den opofrelse, som blev vist af de sol­dater, der faldt i kam­p­ene her ved Dybbøl”.

Her er ”de sol­dater” i for­mu­lerin­gen oven­for ikke læn­gere alene danske: her ser man, hvor­dan det nation­al­danske per­spek­tiv først fastholdes, derefter opblødes og til sidst sky­des helt i bag­grun­den til fordel for en lovpris­ning af almene eller generelle mil­itære dyder som mod og opofrelse, uden ske­len til nation­alt tilhør.

Den tyske tilst­ede­værelse ved Dyb­bøl frem­stod ikke alene som en for­son­ingsakt – om end, alt­så, med for­be­hold – men blev også præsen­teret som en art naturlig for­læn­gelse af danske og tyske trop­pers daværende inter­na­tionale samar­be­jde. Ind­holdsmæs­sigt og retorisk tjente rit­ualer og taler som disse, i 2006 såv­el som i de omkring­liggende år, til at forskyde betyd­nin­gen af højtide­lighe­den fra dati­dens regionale krig til nuti­dens glob­ale slag­mark. Ravn fork­larede blandt andet: ”I dag er der ikke tale om en kamp mod oprørske her­tugdøm­mer, men (…) en glob­al kamp mod ter­ror til fordel for men­neskerettighed­er, fri­hed og demokrati”. I nuti­dens sikker­hed­spoli­tiske land­skab frem­stod den cer­e­monielle inklu­sion af NATO-allierede trop­per fra Tysk­land på den måde legit­im, nærmest logisk.

De fæl­lessk­aber, Dyb­bøl­sym­bo­l­et kan bruges til at dyrke, er med andre ord ikke læn­gere udelukkende nationale. Den tidligere fjende inklud­eres i opteg­nin­gen af nye fron­ter mod fælles fjen­der. Ræd­slerne i 1864 kædes sam­men med nuti­dens mil­itære oper­a­tioner i ”ver­dens brænd­punk­ter”. Som sådan kom gar­nison­skom­man­dan­tens tale i 2006 også til at frem­stå som en legit­imer­ing af den daværende danske tilst­ede­værelse i Irak og Afghanistan. Og som en lovpris­ning, ikke bare af de tapre faldne fra Dyb­bøl, men også af nuti­dens danske sol­dater, der ”dagligt demon­str­erer deres mod og udhold­en­hed, når de kør­er ud på patrul­je på trods af truslen fra vejside­bomber og snigskyt­ter”, som Ravn udtryk­te det videre.

Den etnisk ”rene” og anti­tyske læs­ning af Dyb­bøl var og er fort­sat overord­net på retræte, trods ved­blivende pro­test­er fra flit­tige læser­brevsskriben­ter og andre mod­standere. For­son­ing, ganske vist med for­be­hold, synes at være tidens løsen. Men i denne nye selv­forståelse, hvor ”vi” også omfat­ter tyske trop­per og andre allierede, find­es der naturligvis også et rev­ideret ”dem”. I dag står ”vi” – det nye vi, inklu­siv tyskerne – nem­lig midt i en ny kon­flikt af glob­alt, men også dif­fust omfang. Fjen­den er min­dre enty­dig, ikke læn­gere uni­formeret, let­genk­endelig eller let afgrænselig fra de civile omkring ham. Det samme kan siges om det, der kæm­pes om, og om måden, der kæm­pes på – kri­gens mål, regler og betingelser – som fremtræder langt mere grumsede end i den klas­siske ter­ri­to­ri­ale kon­flikt om lan­de­grænser. På den nye, kom­plekse slag­mark, hvor grænser, alliancer og værdier er i opbrud, kræver det at være dan­sk sol­dat der­for også noget andet end førhen. Det han­dler, med et ofte hørt slo­gan fra de såkaldt asym­metriske krige efter årtusind­skiftet, om at vin­de de lokales ”hearts and minds”. Foru­den at være tapre og dygtige krigere skal dagens mil­itær­folk i sti­gende grad der­for også være men­neskek­endere, diplo­mater og human­is­ter. Måske end­da forsonere.

Man kan dog ikke bare slutte, at disse nye typer brug af kul­tur­ar­ven er anti-nationale. Snarere slut­ter de op om dan­skhe­den og dets forsvar på nye måder: I stedet for tidligere tiders anti­tyske fædreland­skærlighed er der i dag tale om en strømn­ing, som hylder Dan­marks såkaldt aktivis­tiske uden­rigspoli­tiske lin­je, hvor der kæm­pes i fre­dens navn, og hvor tidligere fjen­der står skul­der ved skul­der mod nye, glob­ale fjen­der. Grænserne, der kæm­pes om, er ikke konkrete lan­deskel som i 1864, men værdimæs­sige skil­lelin­jer: det han­dler om udbre­delsen af demokrati, fri­hed og men­neskerettighed­er. Værdier, der på den ene side hævdes at have uni­versel gyldighed, men som på den anden ofte under­forstås som særligt danske værdier. Slag­marken og sym­bo­l­et Dyb­bøl, med al sin indle­jrede kraft, støves af og mobilis­eres i nuti­dens grænseover­skri­dende – men stadig nationale –  sikker­hed­spoli­tiske tjeneste.

Mads Daug­b­jerg er lek­tor i Antropolo­gi på Aarhus Universitet

Scroll til toppen