Forsoning med forbehold: kulturarvens skaleringer ved Dybbøl

Erik Hen­ningsen: Danske infan­ter­is­ter under tilbage­to­get fra Dan­nevirke nat­ten mellem den 5. og 6. feb­ru­ar 1864, 1914, audi­ens­ge­makket på Chris­tians­borg.

De fleste danskere kender historien om Slaget ved Dybbøl i 1864. Men vi er langt fra enige om, hvordan vi skal huske den. I dag viser lektor Mads Daugbjerg, at kampen om, hvad vi skal erindre, er kampen om danske værdier.

KULTURARV: HISTORIEN TIL FORHANDLING Når vi forsøger at udpege vores kul­tur­arv, kæm­per vi ikke kun om at definere, hvem vi var engang og stadig er. Det han­dler lige så meget om, hvem vi gerne vil være i mor­gen. Kam­p­ene om kul­tur­arv er spændt ud mellem hukom­melse og glem­sel, oplysning og mørk­lægn­ing. Bag­grund har bedt en række ekspert­er til at fortælle et par forskel­lige his­to­ri­er om, hvor­dan erindringer om for­tiden bliv­er brugt til at definere, hvem man skal være i fremti­den.


For nogle år siden, den 18. april 2011, del­tog jeg som så ofte før i den årlige Dyb­bøldag, hvor de faldne fra 1864-kri­gens afgørende slag min­des med kranse og parad­er. Dagen og dens cer­e­monier er plan­lagt og ske­malagt på min­ut­tal af Forsvaret og føl­ger hvert år velk­endte, gen­nem­prøvede ska­be­lon­er. Og dog skilte netop denne 18. april sig ud fra tidligere års cer­e­monier. Det år del­tog den del­ing af tyske sol­dater, der var inviteret med til mil­itær­pa­raden, nem­lig for første gang på lige fod med sine danske kol­leger. Der havde ganske vist i næsten et årti været tysk delt­agelse i Dyb­bølda­gen – men indtil da med en række for­be­hold: nu bar de tyske gæster for første gang våben, de fik lov at marchere som en del af paraden, og der blev holdt tyske taler forud for krans­enedlæggelsen.

Ikke mindst blev den tyske fane med ørnesym­bo­l­et for første gang udrul­let ved siden af den danske; en ges­tus, der længe havde været utænke­lig på et sted, som af en del danskere – særligt søn­der­jy­der – fort­sat opfattes som en speciel nation­al plet med en unik aura og betyd­ning.

Men det var ikke kun den forstærkede tyske tilst­ede­værelse, der gjorde Dyb­bølda­gen 2011 speciel. Man sporede også på et mere generelt plan en vok­sende inter­esse for det store ned­er­lag i 1864. His­torik­er og jour­nal­ist Tom Buk Swien­tys to best­sellere Slagte­bænk Dyb­bøl og Dommedag Als havde i årene forinden med­vir­ket til at antænde inter­essen for den gam­le kon­flikt, både hos menig­mand og medi­er. Denne 18. april dækkede DRs P4 og P1 ”slaget” inten­sivt over fire timer i break­ing news-for­mat med kor­re­spon­den­ter spredt ud i ter­rænet, der i drama­tisk nutid videre­formi­dlede preussernes fik­tive frem­rykninger og danskernes tilbage­tog. Forhan­dlingerne om den TV-føl­je­ton, der i Ole Bornedals instruk­tion skulle omsk­abe dele af Buk-Swien­tys bøger til lev­ende billed­er og løbe over de danske skærme i jubilæum­såret 2014, var allerede i fuld gang. Ja, ”der går nærmest en Den­gang jeg drog af sted-stemn­ing over lan­det”, som daværende kom­man­dant ved Hærens Ser­gentskole, Ober­stløjt­nant Vig­go Ravn, ram­mende udtryk­te det i sin tale ved 2011-højtide­lighe­den. En ”stemn­ing” der tog til de efter­føl­gende år og kul­minerede med mark­eringerne af 150-året for kri­gen tre år senere.

Selvom vi i Dan­mark har væn­net os til, at kul­tur­arven i bestemt ental nærmest pr. automatik (men oftest under­forstået) hen­vis­er til den danske arv, alt­så til det nationale skala­trin, så kan selv de mest danske arvestykker også mobilis­eres til andre for­mål og favne andre fæl­lessk­aber, for eksem­pel lokale, regionale eller glob­ale. Dyb­bøl er et godt eksem­pel på, hvor­dan den slags forskel­lige ”ska­leringer” af kul­tur­ar­ven kan spille sig ud.

Den tyske turist, der kom ind fra kulden

I 2011 blæste der alt­så nye vin­de på Dyb­bøl Banke. Men hvor­for egentlig side­s­tille tyske sol­dater med de danske jenser? Vi spol­er tiden en anelse læn­gere tilbage, til årene omkring årtusind­skiftet. Selvom det var Forsvarets beslut­ning at invitere og ind­drage det tyske mil­itær, kom tankerne i første omgang syd­fra – i skikkelse af en tysk jour­nal­ist, Rolf Ker­st­ing, der i mange år havde holdt ferie i Søn­der­jyl­land med sin fam­i­lie. Det var ham, som i efteråret 1999 tog kon­takt til den primære danske beslut­ningstager, den daværende gar­nison­skom­man­dant på Ser­gentskolen i Søn­der­borg. Selvom han ikke selv var mil­itær­mand, var Ker­st­ing for­mand for støt­te­forenin­gen for kaser­nen i sin hjem­by Ahlen og kunne der­for foranstalte kon­takt til det tyske Bun­deswehr. Han fork­larede mig om sin oprindelige moti­va­tion:

En af vores [støt­te­forenin­gens] opgaver er at etablere kon­takt med tidligere krigs­f­jen­der for at bidrage til for­son­ing. Og så stødte jeg på Dyb­bøl, eller Dan­mark. Rundt omkring, i Hol­land, Bel­gien, Frankrig, over­alt i Nor­mandi­et, der har man gjort det, i Rus­land, selv i Stal­in­grad (…), på sted­er, hvor der muligvis stadig find­es vrede fra tidligere krige, dér har man fun­det hinan­den og rakt hinan­den hån­den. Og så slog det mig: blot ikke på Dyb­bøl.”

Bevæg­grun­dene kan lyde ganske til­for­ladelige. Ikke desto min­dre er der tale om en markant per­spek­tiv­forskyd­ning. I stedet for som hidtil at betragte Dyb­bøl som en unik og nærmest hel­lig dan­sk plet, kunne den gam­le slag­mark i denne optik ses som ét blandt flere sam­men­lignelige, europæiske nøglepunk­ter. Dyb­bøl blev i denne nye læs­ning fak­tisk at betragte som en und­tagelse i serien af europæiske, diplo­ma­tiske sam­menkom­ster. Kun ikke her var civil­i­sa­tio­nen og for­sonin­gen så at sige nået frem.

Den daværende kom­man­dant på ser­gentskolen i Søn­der­borg, Ober­stløjt­nant Jens Peter Ras­mussen, sad med beslut­ningsmyn­dighe­den. Han viste sig lyd­hør, men dog også tøvende over for tilnærmelserne. Ras­mussen var klar over sagens sym­bol­ske spræng­fare, for­t­alte han mig senere: han vid­ste, at mange danskere, ikke mindst søn­der­jy­der af de ældre gen­er­a­tioner, ville nære en stærk og instink­tiv mod­stand mod ideen om offi­ciel tysk delt­agelse ved 18. april-cer­e­monierne.

Grænselandets mentale landskaber

Ober­stløjt­nan­ten var selv søn­der­jyde. Dette var langt fra lig­e­gyldigt, erk­endte han. Ikke kun for hans detal­jerede forståelse af grænse­landets men­tale land­sk­aber, men også  sim­pelthen for den posi­tion, han blev tillagt af mod­standerne: for­di han var søn­der­jyde – ind­født – kunne han tillade sig at tale. ”Hvis det havde været en køben­havn­er, der var kom­met og havde sagt, ’nu tager vi tyskerne med’, så var han blevet slagtet, det er jeg sikker på,” ræson­nerede Ras­mussen, da vi talte sam­men. Nogle søn­der­jy­der havde direk­te sagt til ham, at det kun var af den grund, de ikke havde pro­test­eret mere høj­ly­dt. I mod­sæt­ning til en række af de ikke-ind­fødte debat­tør­er, der bland­ede sig i den hid­sige mediede­bat, der ful­gte, kunne han ikke affærdi­ges som ”til­fly­t­ter”.

Her ser vi ska­lerin­gen af kul­tur­ar­ven i brug. I denne type diskus­sion­er er det ikke alene de nationale spørgsmål og ret­tighed­er, der får cen­tral betyd­ning – Dyb­bøls dan­skhed og posi­tio­nen over for tyskerne – men også ind­viklede og delvist ikke-ver­balis­erede regionale og lokale bånd og iden­titeter. Der er knyt­tet autoritet og ægthed til det ind­fødte per­spek­tiv. I til­fælde, som her, hvor Dyb­bøls nationale sym­bo­l­ik udfor­dres, opfattes søn­der­jy­dernes stem­mer af mange som særligt aut­en­tiske og vægtige. Som efterkom­mere af den befolkn­ings­gruppe, der blev hårdest ramt af kri­gen i 1864 og dens kon­sekvenser – begge kom­man­dan­tens egne bed­ste­fæ­dre havde for eksem­pel været tvunget i tysk tjen­este under Første Ver­den­skrig – oprethold­er søn­der­jy­derne en særsta­tus. Og i hvert fald lokalt vejer deres stem­mer tun­gere. ”Ind­van­drere” frak­endes mod­sat retorisk autoritet. Ras­mussen anerk­endte denne mekanisme, selvom han over for mig under­stregede, at han per­son­ligt fandt den uhold­bar: ”det er jo et åndss­vagt argu­ment, ikke, men det kunne man så ikke bruge mod mig”.

Den tyske ini­tia­tiv­tager og den danske befal­ings­mand fandt et fælles fod­slag. Ras­mussen var trods sine betænke­lighed­er grundlæggende sym­pa­tisk ind­stil­let over for for­son­ingslogikken. Som han fork­larede mig, havde han i sin lange mil­itære kar­riere delt­aget i og overværet en lang række tilsvarende seancer, blandt andet i Auschwitz med delt­agelse af polske, tyske og danske sol­dater. Hvis det kunne lade sig gøre, skulle man så ikke også kunne række hån­den over graven ved Dyb­bøl? Han vid­ste dog også, at man måtte gå diplo­ma­tisk til værks. Det skete blandt andet under hen­syn­ta­gen til syv ”for­be­hold”, som Ras­mussen og hans råd­gi­vere fast­lagde for at imødekomme den kri­tik, de forud­så. Udover de allerede nævnte for­bud mod tyske våben, fan­er, march, taler eller musik på mindeda­gen (som alt­så blev ophævet fra 2011), gjaldt det, at de offi­cielle tyske gæster var for­ment adgang til dagens to afte­narrange­menter, min­degud­st­jen­esten i Sankt Marie Kirke i Søn­der­borg og den efter­føl­gende min­de­sam­menkomst på byens kaserne.

Til forsvar for nationen, til kamp for traditionen

En storm rejste sig i medierne. I som­meren 2001, da det stod klart, at man i Søn­der­borg arbe­jd­ede på plan­er om en fælles dan­sk-tysk min­de­højtide­lighed året efter, slog Jyl­lands-Posten på led­er­plads fast, hvor avisen stod: ”Der er ingen grund til at bidrage til his­to­rieløshe­dens sam­menkogte ret fra Dyb­bøl”. Det hed videre, at et ”tysk islæt vil være udtryk for, at alt er lige-gyldigt, og at det dermed i sid­ste instans er lig­e­gyldigt, om man anskuer tin­gene fra dan­sk eller tysk hold”.

Avisens redak­tion fandt det ”ikke særlig gen­nemtænkt, at der er plan­er om at lukke tyskerne ind på Dyb­bøl, for at lade dem give deres udlægn­ing af begiven­hed­erne i 1864” og frem­førte, at ”Dyb­bøl er en min­delund og et nation­alt sym­bol. Her skal ikke fork­lares, men erindres.” En lang række læser­brevsskriben­ter, særligt i de regionale Jydske Vestkys­ten og Flens­borg Avis, men også i lands­dækkende avis­er som Jyl­lands-Posten og Berlingske Tidende, var altoverve­jende på lin­je med mor­ge­navisens led­er­pan­el. I denne lejr var der helt andre grundsyn på spil end i Ker­st­ings og Ras­mussens for­son­ingslogik, hvor Dyb­bøl blev anskuet som et punkt i en serie af sam­men­lignelige his­toriske scener.

For mod­standerne var pointen nem­lig præ­cist, at Dyb­bøl var unik og u‑sammenlignelig, og at ethvert forsøg på at side­s­tille 1864 med andre kon­flik­ter, eller at betragte sagen fra mere end en posi­tion, var at betragte som his­to­rieløshed, lig­e­gyldighed eller udvand­ing. Avisled­erens ord­valg om ”at lukke tyskerne ind” anty­der denne nationale tankegangs kerneprin­cip: det han­dler om at vogte hvert lands og hvert folks enestående og usam­men­lignelige karak­ter, skikke og porte – et prin­cip, der naturligvis i dagens Dan­mark og Europa er mere aktuelt end nogensinde. Dan­mark er at opfat­te som en enhed, hvis vel­befind­ende er afhængig af, hvem og hvor meget man ”lukker ind”, for at det ikke ender som en kønsløs ”sam­menkogt ret”. Ingre­di­enserne – folkene, spro­g­ene, min­derne, og så videre – må holdes adskilte.

En af de sen­este årtiers stærkeste tilhæn­gere af det grundsyn, Søren Krarup, daværende folket­ingsmedlem for Dan­sk Folkepar­ti, kast­ede sig også ind i kam­p­en mod tysk delt­agelse. Den 14. maj 2003 frem­sat­te han fra folketingets taler­stol et spørgsmål til Forsvarsmin­is­ter Svend Aage Jens­by: ”Er min­is­teren enig i, at Dyb­bølda­gen, dagen for prøjsernes storm på Dyb­bøl­skanserne den 18. april 1864, er en dan­sk mindedag, forud­sæt­nin­gen for søn­der­jy­dernes udhold­en­hed under det tyske fremmed­herredømme 1864–1920, og at det der­for er både rigtigt og naturligt, at Dyb­bølda­gen for­bliv­er en dan­sk min­de­fest, idet der deri ikke lig­ger noget mod­sæt­nings­forhold til vores tyske naboer?”

Inklu­sio­nen af den tidligere fjen­des sym­bol­ske efterkom­mere stødte Krarup. Han adresserede med egne ord ”en vis ophid­selse, der har hers­ket i den søn­der­jyske befolkn­ing i den senere tid”. I sin uddyb­n­ing af spørgsmålet udlagde Krarup sagen sådan, at gar­nison­skom­man­dan­ten i Søn­der­borg ”har ladet sig for­lokke, vil jeg sige, af en tysk tur­ist til at ville lave en fælles­fest, hvor der nu også delt­ager tyske sol­dater”. Krarup frem­førte videre, at tyskerne ”under nor­male omstændighed­er” er velkomne i Dan­mark, men at ”her, hvor de tjen­er til at udmarve, foran­dre, for­van­dle og dermed for så vidt likvidere en dan­sk min­de­fest, synes jeg, det er meget utidigt.”

Debat­ten rummede imi­dler­tid også stem­mer, der bakkede op om inklu­sio­nen af tyskerne. En af de cen­trale tilhørte redak­tør Bjarke Larsen, søn­der­jysk lokalpoli­tik­er for Det Radikale Ven­stre: ”Hvor­for er det så svært at se 18. april som en mindedag i et mod­erne Europa?” skrev han i et indlæg i Museet på Søn­der­borg Slots årbog fra 2005. Larsen hævd­ede blandt andet, at selvom han ofte mødte den hold­ning blandt søn­der­jy­der, at man skam allerede var for­son­et, og at det der­for var helt unød­vendigt med disse nye sym­bol­ske mark­eringer, så ”er der stadig ind­kap­slede lom­mer af betæn­delse, af ubear­be­jd­ede anti-tyske følelser og hold­ninger, som bobler frem, så snart der krad­ses i de gam­le sår”. På lin­je med Ker­st­ing og Ras­mussen hen­viste han til en række andre europæiske krigsskue­pladser, hvor tidligere mod­standere havde ”rakt hinan­den hån­den”. I Larsens øjne var nybrud­det der­for velkom­ment som det, man kunne kalde en mas­seter­apeutisk bear­be­jdelse af fortrængte og u‑erkendte traumer, ”lom­mer af betæn­delse”.

Opsum­merende kan man sige, at mens for­son­ingstil­hængerne, i tråd med ini­tia­tiv­tagerne bag mindeda­gens revi­sion­er, talte om at ”hæve blikket”, om at se på dagen med ”nye øjne”, for dermed at til­føre den rit­uelle dag et nyt lag, anskuede mod­standerne sagen fuld­stændig mod­sat, som en fratagelse af mening; en karak­ter­løs for­fladi­gelse, pro­voka­tion eller lige­frem en ”likvider­ing” af en dan­sk tra­di­tion, med Krarups mal­ende ord. I sådan et grundsyn på ver­dens sam­men­hæng og natio­nens plac­er­ing i den frem­står det sim­pelthen ugyldigt og uveder­hæftigt at pos­tulere et over­na­tion­alt per­spek­tiv. Fjen­den ”trænger sig ind” på en ”ren” dan­sk min­de­højtide­lighed, og ”vi” og ”de” er at betragte som utvety­digt nationale kat­e­goris­eringer.

Mod nye fjender: Dybbøl og den globale slagmark

Kul­tur­ar­ven – uanset om den defineres som noget materielt, for eksem­pel Dyb­bøl Mølle eller skanse­tomterne på slag­marken, eller som mere uhånd­gri­belige værdier og tra­di­tion­er – kan tydeligvis anven­des til at under­støtte fæl­lessk­aber i forskel­lig skala. I de første år efter beslut­nin­gen om at invitere tyskere med den 18. april var for­son­ingsak­terne som nævnt under­lagt en række for­be­hold. Det gav cer­e­monien en sære­gen ambivalens, hvor man med den ene hånd under­stregede Dyb­bøls unikke dan­skhed, mens man med den anden søgte at finde plads til et over­na­tion­alt per­spek­tiv.

Et eksem­pel er min­de­højtide­lighe­den 18. april 2006 og den tale, den den­gang just tiltrådte gar­nison­skom­man­dant Ravn holdt som Ras­mussens efter­føl­ger på posten. Efter at have opreg­net 1864-bom­barde­mentets og slagets ræd­sler slog han fast: ”Det tapre danske forsvar – under dårlige mil­itære betingelser – gjorde Dyb­bøl til et begreb for mange danskere. Dyb­bøl blev et sym­bol på dan­sk mod, på udhold­en­hed og på tro­fas­thed. Dyb­bøl er fort­sat et sym­bol for dan­skhe­den.” Derefter medgav Ravn, at han som dan­sk befal­ings­mand ”hellere havde set, at det var en dan­sk sejr” end et ned­er­lag, man mind­edes denne dag – men skyn­dte sig så at til­fø­je, at det dog ”hverken var sejr eller ned­er­lag”, der skulle mark­eres på Dyb­bølda­gen 2006. I stedet, påpegede han, han­dlede det nu om ”at vise respekt for den hero­iske ind­sats, for det mod og den opofrelse, som blev vist af de sol­dater, der faldt i kam­p­ene her ved Dyb­bøl”.

Her er ”de sol­dater” i for­mu­lerin­gen oven­for ikke læn­gere alene danske: her ser man, hvor­dan det nation­al­danske per­spek­tiv først fastholdes, derefter opblødes og til sidst sky­des helt i bag­grun­den til fordel for en lovpris­ning af almene eller generelle mil­itære dyder som mod og opofrelse, uden ske­len til nation­alt tilhør.

Den tyske tilst­ede­værelse ved Dyb­bøl frem­stod ikke alene som en for­son­ingsakt – om end, alt­så, med for­be­hold – men blev også præsen­teret som en art naturlig for­læn­gelse af danske og tyske trop­pers daværende inter­na­tionale samar­be­jde. Ind­holdsmæs­sigt og retorisk tjente rit­ualer og taler som disse, i 2006 såv­el som i de omkring­liggende år, til at forskyde betyd­nin­gen af højtide­lighe­den fra dati­dens regionale krig til nuti­dens glob­ale slag­mark. Ravn fork­larede blandt andet: ”I dag er der ikke tale om en kamp mod oprørske her­tugdøm­mer, men (…) en glob­al kamp mod ter­ror til fordel for men­neskerettighed­er, fri­hed og demokrati”. I nuti­dens sikker­hed­spoli­tiske land­skab frem­stod den cer­e­monielle inklu­sion af NATO-allierede trop­per fra Tysk­land på den måde legit­im, nærmest logisk.

De fæl­lessk­aber, Dyb­bøl­sym­bo­l­et kan bruges til at dyrke, er med andre ord ikke læn­gere udelukkende nationale. Den tidligere fjende inklud­eres i opteg­nin­gen af nye fron­ter mod fælles fjen­der. Ræd­slerne i 1864 kædes sam­men med nuti­dens mil­itære oper­a­tioner i ”ver­dens brænd­punk­ter”. Som sådan kom gar­nison­skom­man­dan­tens tale i 2006 også til at frem­stå som en legit­imer­ing af den daværende danske tilst­ede­værelse i Irak og Afghanistan. Og som en lovpris­ning, ikke bare af de tapre faldne fra Dyb­bøl, men også af nuti­dens danske sol­dater, der ”dagligt demon­str­erer deres mod og udhold­en­hed, når de kør­er ud på patrul­je på trods af truslen fra vejside­bomber og snigskyt­ter”, som Ravn udtryk­te det videre.

Den etnisk ”rene” og anti­tyske læs­ning af Dyb­bøl var og er fort­sat overord­net på retræte, trods ved­blivende pro­test­er fra flit­tige læser­brevsskriben­ter og andre mod­standere. For­son­ing, ganske vist med for­be­hold, synes at være tidens løsen. Men i denne nye selv­forståelse, hvor ”vi” også omfat­ter tyske trop­per og andre allierede, find­es der naturligvis også et rev­ideret ”dem”. I dag står ”vi” – det nye vi, inklu­siv tyskerne – nem­lig midt i en ny kon­flikt af glob­alt, men også dif­fust omfang. Fjen­den er min­dre enty­dig, ikke læn­gere uni­formeret, let­genk­endelig eller let afgrænselig fra de civile omkring ham. Det samme kan siges om det, der kæm­pes om, og om måden, der kæm­pes på – kri­gens mål, regler og betingelser – som fremtræder langt mere grumsede end i den klas­siske ter­ri­to­ri­ale kon­flikt om lan­de­grænser. På den nye, kom­plekse slag­mark, hvor grænser, alliancer og værdier er i opbrud, kræver det at være dan­sk sol­dat der­for også noget andet end førhen. Det han­dler, med et ofte hørt slo­gan fra de såkaldt asym­metriske krige efter årtusind­skiftet, om at vin­de de lokales ”hearts and minds”. Foru­den at være tapre og dygtige krigere skal dagens mil­itær­folk i sti­gende grad der­for også være men­neskek­endere, diplo­mater og human­is­ter. Måske end­da for­son­ere.

Man kan dog ikke bare slutte, at disse nye typer brug af kul­tur­ar­ven er anti-nationale. Snarere slut­ter de op om dan­skhe­den og dets forsvar på nye måder: I stedet for tidligere tiders anti­tyske fædreland­skærlighed er der i dag tale om en strømn­ing, som hylder Dan­marks såkaldt aktivis­tiske uden­rigspoli­tiske lin­je, hvor der kæm­pes i fre­dens navn, og hvor tidligere fjen­der står skul­der ved skul­der mod nye, glob­ale fjen­der. Grænserne, der kæm­pes om, er ikke konkrete lan­deskel som i 1864, men værdimæs­sige skil­lelin­jer: det han­dler om udbre­delsen af demokrati, fri­hed og men­neskerettighed­er. Værdier, der på den ene side hævdes at have uni­versel gyldighed, men som på den anden ofte under­forstås som særligt danske værdier. Slag­marken og sym­bo­l­et Dyb­bøl, med al sin indle­jrede kraft, støves af og mobilis­eres i nuti­dens grænseover­skri­dende – men stadig nationale –  sikker­hed­spoli­tiske tjen­este.

Mads Daug­b­jerg er lek­tor i Antropolo­gi på Aarhus Uni­ver­sitet

Scroll til toppen