Hawthornes tre punktummer. En meget kort introduktion til Nathaniel Hawthorne

Nathaniel Hawthorne

Hawthornes litteratur er som et maleri. Man ser alt, hvad der er tilgængeligt. Resten er muligheder. Hans-Jørgen Birkmose giver her en introduktion til Nathaniel Hawthornes forfatterskab.


Hvor­dan læs­er man et billede? Ganske enkelt – når man har tap­pet det for alle de detal­jer, man kan kon­statere på lærre­det, lyt­ter man for restens ved­k­om­mende til sig selv og sam­ler derefter det hele til et indtryk. Det er erfar­ingsmæs­sigt også en ganske frugt­bar måde at komme til Nathaniel Hawthornes lit­ter­atur på.

Lige så længe jeg har beskæftiget mig med Nathaniel Hawthorne pro­fes­sionelt og for fornø­jelsens skyld, har jeg måt­tet sande, at han tilsyneladende aldrig talte færdig, men lod pointen hænge i luften som de berømte tre punk­tum­mer efter en sæt­ning. Jeg har ikke altid opfat­tet det som noget pos­i­tivt.

De første gange, jeg læste ham, følte jeg mig bagefter enten sny­dt for de afs­lut­tende bemærkninger eller bev­idst holdt på afs­tand – hvis ikke jeg (som til­fældet i sin tid var med Huset med De Syv Gavle) rent ud tænk­te, at roman­cen endte som en tynd og over­fladisk omgang, for­di det forekom mig, at for­fat­teren plud­selig med et skul­dertræk hæft­ede en let­tere utro­værdig, lykke­lig slut­ning på his­to­rien og holdt op med at skrive.

Det har med­ført, at jeg har val­gt ham fra i lange peri­oder. Det er dog sjældent sket uden en nagende fornem­melse af, at der var noget, jeg over­så – for det skal da gøre indtryk, når en åbenlyst begavet kun­st­ner hold­er så kon­sekvent fast i en metode, som man umid­del­bart synes er uhen­sigtsmæs­sig eller lige­frem uklar. Der­for er jeg også trods alt vendt tilbage til ham så ofte, at jeg efter­hån­den har læst rub og stub og lært af det, at Hawthorne i virke­lighe­den bare havde sin egen måde at være et givende men­neske på: Han gjorde en dyd af at lade os få det sid­ste ord.

Folk i samti­den kunne efter sigende på samme måde indimellem slå sig på ham per­son­ligt. Men­nesker, der mødte ham en enkelt gang, kunne bagefter skuf­fet eller stødt beskrive ham som sygeligt sky og reserveret. Omvendt var de ven­ner, han havde, alle sam­men men­nesker, der kunne kun­sten at høre det, han ikke sagde.

Erindringer om Hawthorne

”Præst vil jeg ikke være,” skrev han i studieårene – og uddybe­de det senere med at sige, at han ikke ville leve af andres synd. Hans sviger­søn fortæller, at han ved den lej­lighed føjede til, at han heller ikke ville være læge, for­di han ikke ville leve af deres syg­dom – eller sagfør­er, for­di han ikke ville leve af deres stridighed­er. Der­for måtte han blive for­fat­ter.

Fork­larin­gen, eller hvad vi skal kalde den, er et lille lærestykke i, hvor­dan man med et smil i øjenkro­gen smyger sig uden om et spørgsmål, man ikke kan eller vil svare på. Det er sam­tidig en meget enkel illus­tra­tion af Hawthornes lit­terære metode, som han åben­bart også i pri­vatlivet benyt­tede i et omfang, så selv den nærmeste fam­i­lie efter hans død stod tilbage med følelsen af indtil et vist punkt at have delt tilværelse med en fremmed – og måske kan de spørgsmål, han efter­lod sig, fork­lare fam­i­lie og ven­ners aktive vil­je til i nærmest uhørt omfang at dele ind­hold­et af deres skuf­fer og skabe med os. Hawthorne hør­er i hvert fald til de for­fat­tere, der er udgivet så store mængder biografisk mate­ri­ale om, at der ikke kan være mange sider af ham som per­son, man ikke kan finde beskrevet mindst én gang.

Søn­nen Julian udgav to bøger om faren – en om ægtesk­a­bet med Sophia Peabody og en om den bredere bek­endt­sk­ab­skreds. Her bland­ede han sine egne indtryk (han var kun atten, da Hawthorne døde) med et udvalg af breve og erindringer om Hawthornes barn­dom og unge år, som han havde sikret sig fra ældre slægt­ninge.

Hus­tru­en Sophias breve, som Hawthornes yng­ste dat­ter Rose sam­lede og udgav, en del af Hawthornes egne breve samt hans notes­bøger, der er mere per­son­lige end pri­vate, er ligeledes offentligt tilgæn­gelige. Til over­flod find­es der vid­nes­byrd om ham fra en kul­turhis­torisk imponerende række per­son­lighed­er i hans omgangskreds, Thore­au, Emer­son, Melville og Longfel­low for at nævne dem fra top­pen af.

Der var også et par malere, som lavede portræt­ter af ham, og Hawthorne selv skænkede os i en ganske særlig notes­bog en sjældent pri­vat skildring af forhold­et til sin lille søn Julian. Inspir­eret af Paul Auster fik for­laget Per Kofod for nogle år siden (2003) den glim­rende idé at udgive den på dan­sk under titlen Tyve dage med Julian og Lille Kanin af Far.

Dette enorme mate­ri­ale strit­ter i alle ret­ninger, som et men­neske­livs detal­jer jo har det med at gøre, og efter­som Hawthorne aldrig selv for­mulerede en sam­lende fork­lar­ing, virk­er det, som om han lod os – sine nærmeste, ven­nerne og den udvid­ede fam­i­lie, samti­den og efter­tiden – se alt, men på den klare betingelse, at han stillede det uden for døren. Ingen fik lov at komme inden­for.

Distance

Det er her, hans pri­vate facon og lit­terære form efter min bed­ste over­be­vis­ning løber sam­men og bliv­er hinan­dens illus­tr­erende eksem­pel; for lige­som det er blevet op til andre at sam­le og tolke de han­dlinger og udsagn, alt­så de ydre udtryk, han efter­lod sig som men­neske, lad­er hans romancer og fortællinger sig tilsvarende sam­men­ligne med billed­er – med todi­men­sionelle over­flad­er, der kræver, at beskueren påtager sig rollen som den tred­je dimen­sion, og som takket være deres mod­satret­tede ele­menter kan – og måske lige­frem bør – friste beskueren til at se på det fra flere vin­kler.

Hawthornes dis­tance er ikke rigtig iro­nisk, som roman­tik­ernes før ham var, eller fremmedgørende, som det blev en intellek­tuel øvelse og en filosofisk analy­seret metode i det tyvende århun­drede at være. Han hold­er tin­ge­nes dis­tance – vis­er os dem og lad­er os selv sætte ord og navn på dem. Selv hans per­son­er er langt hen ad vejen ting, eksis­ten­tielle brikker (typer), han fly­t­ter rundt i sit ske­ma, snarere end de er psykol­o­gisk nuancerede. Og han åbn­er rigtig­nok for, at tin­gene kan rumme andet og mere, end det man ser, men han hævder aldrig, at de gør det, og han for­langer da slet ikke, at vi skal se dem, som han gør – tvær­ti­mod, han sørg­er altid omhyggeligt for, at man kan tage tin­gene for påly­dende, hvis man ønsker det. Det vil for­mentlig føles util­fredsstil­lende, men det lad­er sig gøre.

Det kan man ikke altid sige hverken om roman­tik­erne, der med djæve­lens vold og magt – eller feers hjælp – insis­terede på at drage folk ind i deres over­givne univers, og heller om hans åndeligt beslægt­ede i det tyvende århun­drede – med Paul Auster som det evin­delige eksem­pel – der indimellem nærmest bruger dis­tan­cen som et offen­sivt våben til at under­strege deres pointe, hvilket i sagens natur sæt­ter dis­tan­cen under pres og godt kan få den til at virke både vræn­gende, kold og vred.

Roman­tik­erne er selvføl­gelig højt hævet over kri­tik, men bemærkningerne her skal heller ikke opfattes som en stikpille til hverken Auster eller andre ligesind­ede for­fat­tere – hvis de vrænger og er kolde eller vrede, er de det sjældent, uden at man fornem­mer både smerte og fort­vivlelse i sub­tek­sten; jeg nævn­er det blot for at illus­trere, hvad jeg opfat­ter som den væsentlige forskel på Hawthorne og de lit­terære slægt­ninge: Hawthorne læg­ger ikke tryk på læseren på den måde for at friste eller tvinge dem til at for­følge en bestemt tankegang eller lige­frem lade sig over­be­vise; hans tek­ster er metodisk amoralske, som det er langt mere typisk for et billede end et stykke lit­ter­atur at være.

Litteratur som lærred

Det bety­der selvføl­gelig ikke, at han var uden hold­ning og hen­sigt, men synkro­n­læs­er man hans pri­vate adfærd og lit­terære metode, aner man skyggen af et styrende prin­cip om både som men­neske og kun­st­ner at give uden at miste og delt­age uden direk­te at blande sig. Det er sæd­van­ligvis i kun­st­ner­isk sam­men­hæng malerens priv­i­legium i langt højere grad end for­fat­terens.

Når jeg sam­men­lign­er Hawthorne med andre, er det der­for mange gange Edward Hop­pers tran­scen­derende konkrete billed­er, jeg tænker på, hvis motiv­er er så abso­lut nøgterne og udtryk­sløse, at de kam­mer over og bliv­er deres egen mod­sæt­ning (tæt på og stærkt per­son­lige) i beskuerens sind og tanker. At se Hop­pers billed­er og læse Hawthornes lit­ter­atur er – på trods af deres indl­y­sende, for­m­mæs­sigt forskel­lige vilkår og på grund af deres tings­lighed – omtrent det nærmeste, man i kun­st­ner­isk sam­men­hæng kom­mer oplevelsen af at møde et andet men­neske: Man ser alt, hvad der er tilgæn­geligt. Resten er mulighed­er …

Læs­er man Hawthorne kun for han­dlin­gens skyld, er der en pæn chance for, at man lan­der der, hvor jeg stod i sin tid, og hvor folk, der mødte ham per­son­ligt, som­me­tider endte: enten måbende, under­stim­uleret eller med en følelse af at være blevet afvist. Men tager man mod de tre usyn­lige punk­tum­mers stående invi­ta­tion og væl­ger et per­spek­tiv – til højre, ven­stre eller midt­for, eller så langt væk, at man kan bilde sig ind, at man absorber­er hel­he­den på én gang – står erk­endelsens døre til gengæld på vid gab.

Det første, der sker, er, at det kolde vin­d­pust af tvivl, der altid føl­ger med val­gets øje­b­lik, ram­mer en i ansigtet. Derefter bliv­er man budt velkom­men af den usikker­hed, der er en garan­teret kon­sekvens af det uundgåelige fravalg. Og så er man på rette vej. Dem, der føl­ger en af bull­doz­er­tak­tikkerne og men­er, enten at de kan finde svarene og kends­gerningerne uden for sig selv – i tek­sten – eller at svarene udelukkende find­es inde i dem selv – alt­så at deres per­son­lige oplevelse i hvert enkelt til­fælde er det vigtig­ste og måske end­da det eneste sande for dem – får for begge parters ved­k­om­mende svært ved at ignorere, at tek­sten stadig lig­ger (og billedet stadig hænger) og glor stumt tal­ende på dem og ikke lad­er sig rokke af hverken fornæg­telse eller forsøgsvis annek­ter­ing af den som en per­son­lig oplevelse.

Hawthorne burde af samme grund være en sand og vigtig for­fat­ter for vores visuelt ori­en­terede nutid og er det for så vidt også, for han bruger sine ’lærred­er’, om man vil, til at for­fægte det p.t. vist nok ret kæt­terske prin­cip, at det, vi ser, og de kon­klu­sion­er, vi drager af det, pr. def­i­n­i­tion er kimen til nye spørgsmål, ikke enden på al diskus­sion.

Hans-Jør­gen Birk­mose har over­sat flere af Nathaniel Hawthornes værk­er til dan­sk. Sen­est Huset med De Syv Gavle der kan købes på For­laget Klim.