Monumentalt fravær: kulturarv, erindring og politik i Bahrain

Kulturarv bevarer sjældent samme betydning særlig længe. Selv når den fjernes, medfører det ikke nødvendigvis, at den også forsvinder ud af vores bevidsthed. Måske tværtimod. I dag fortæller lektor Thomas Fibiger om Perlemonumentet i Bahrain, som for alvor blev det arabiske forårs politiske symbol efter det blev ødelagt.

KULTURARV: HISTORIEN TIL FORHANDLING Når vi forsøger at udpege vores kul­tur­arv, kæm­per vi ikke kun om at definere, hvem vi var engang og stadig er. Det han­dler lige så meget om, hvem vi gerne vil være i mor­gen. Kam­p­ene om kul­tur­arv er spændt ud mellem hukom­melse og glem­sel, oplysning og mørk­lægn­ing. Bag­grund har bedt en række ekspert­er til at fortælle et par forskel­lige his­to­ri­er om, hvor­dan erindringer om for­tiden bliv­er brugt til at definere, hvem man skal være i fremti­den.


I 2011 blev Bahrain del af det såkaldte ’ara­biske forår’, hvor en række lande i Mellemøsten oplevede opstande for poli­tiske reformer. Inspir­eret af især begiven­hed­erne i Cairo ero­brede demon­stran­ter i Bahrain en cen­tral plads i hov­ed­staden Man­a­ma, nem­lig plad­sen omkring Per­lemon­u­mentet, der lå midt i en rund­kørsel og sam­lede ind­faldsve­jene fra forstæder og lands­by­er vest for hov­ed­staden. I en måned var mon­u­mentet sam­lingspunkt for opstanden, hvor en lejr blev etableret, indtil sikker­hedsstyrk­er i midten af marts 2011 ryddede lejren og plad­sen, og opstanden blev slået ned (selvom der fort­sat, her fem år efter, meldes om demon­stra­tioner, sam­men­stød og en tvivl­som dia­log mellem regime og oppo­si­tion).

Kort efter opstanden blev slået ned, blev selve sam­lingspunk­tet for opstanden fjer­net. ”Vi ønsker at fjerne erindrin­gen om dette sted”, fork­larede Bahrains uden­rigsmin­is­ter den inter­na­tionale presse, der et kort øje­b­lik havde blikket ret­tet mod de poli­tiske forhold i den lille Golf-stat. Per­lemon­u­mentet, der havde været et cen­tralt lan­demærke i Bahrains urbane topografi siden dets opførelse i 1981, blev destrueret, og rund­kørslen blev omdan­net til et trafikkryds, så det ville blive sværere at slå lejr.

Det er i destruk­tio­nen af mon­u­mentet, og uden­rigsmin­is­terens argu­men­ta­tion om at fjerne erindrin­gen om stedet, at his­to­rien om opstanden i Bahrain bliv­er til et inter­es­sant spørgsmål om kul­tur­arv. For hvor­for fjerne erindring, og er det over­hovedet muligt? Hvilken rolle spiller Per­lemon­u­mentet, og fraværet af det, i bahrainske erindringer og forestill­inger om kul­turel arv? Hvad er sam­men­hæn­gen mellem fravær og poli­tisk erindring? Det er en diskus­sion, som ikke kun han­dler om opstanden i Bahrain, men har videre per­spek­tiv­er til den måde bevar­ing og destruk­tion af min­desmærk­er opfattes på i mange andre sam­men­hænge – sen­est i Palmyra i Syrien.

At fjerne og skabe erindring: Fraværets politiske historie

Bahrain er det mind­ste land i Mellemøsten, og opstanden var som sam­let opstand og del af ‘det ara­biske forår’ hur­tigt afs­lut­tet. Der­for har man i sagens natur ikke hørt så meget om det. Men lige­som andre lande i den ara­biske ver­den har Bahrain været præget af åre­lange, måske århun­dred­lange, poli­tiske kon­flik­ter, som ’det ara­biske forår’ hverken var beg­y­n­delsen eller enden på. Snarere ind­skriv­er oppo­si­tio­nens opstand i Bahrain sig i en vel­struk­tur­eret poli­tisk erindring, som netop han­dler om fraværet: fraværet af ’folkets’ his­to­rie, fraværet af poli­tiske reformer og nu også fraværet af det mon­u­ment som blev sam­lingspunkt for opstanden.

I peri­o­den 2003–2010 var jeg selv involveret i forskel­lige pro­jek­ter om his­to­rieforståelse og his­to­riebrug i Bahrain. I første omgang under­søgte jeg de his­to­ri­er, som især Bahrains National­mu­se­um er ekspo­nent for, med fokus på hvor­dan disse his­to­ri­er bliv­er opfat­tet af den bahrainske befolkn­ing. Spørgsmålet var særligt inter­es­sant i en dan­sk sam­men­hæng, for­di National­museet er blevet til som et resul­tat af blandt andet mange års dan­sk forskn­ing i Bahrains arkæol­o­giske forhis­to­rie og etno­grafiske tra­di­tion­er. Danske forskere og muse­um­skon­sulen­ter havde bidraget til museets udstill­inger, og selve den markante bygn­ing var teg­net af den danske arkitekt Knud Holsch­er. En af de kon­klu­sion­er, jeg kunne drage af dette studie, var at de fleste bahrainere fandt National­museets fortælling fin nok, for­di den vis­er lan­dets lange forhis­to­rie og righoldige tra­di­tion­er. Men sam­tidig men­er mange, at denne offi­cielle fortælling er man­gel­fuld, idet det ikke er deres his­to­rie, der bliv­er for­t­alt. Det gælder eksem­pelvis særlige religiøse grup­per (som shia- og sun­ni-mus­limer), særlige etniske fortællinger (hvor det ara­biske pri­or­iteres over det per­siske eller indiske), eller særlige poli­tiske posi­tion­er (kam­p­en om magt og ind­fly­delse i en læn­gere his­to­rie). Det mest markante ved den offi­cielle his­toriske fortælling er der­for det fravær af his­torisk erindring, som egentlig optager bahrain­erne. Fraværet har museet uden tvivl sine gode grunde til, for disse his­to­ri­er er ofte fun­deret i religiøse og poli­tiske forestill­inger, som snarere del­er Bahrains befolkn­ing end sam­ler den. Men af præ­cis samme grund er det primært de fraværende his­to­ri­er, der optager folk i Bahrain: de er fraværende, for­di de er uafk­larede, og der­for er der grund til at være optaget af dem.

Én af de his­to­ri­er, man ikke hør­er meget om på National­museet, men som er en væsentlig del af den poli­tiske forståelse i Bahrain, er kam­p­en for poli­tiske reformer. Særligt erindres begiven­hed­erne i 1950’erne efter Gen­er­al Nasrs mag­tovertagelse i Ægypten, hvor Bahrain – som så mange andre ara­biske lande – oplevede store opstande, lige­som det var til­fældet i 2011. Den­gang krævede reform­bevægelsen par­la­men­tarisme og en afs­lut­ning på det britiske koloni­herredømme, men måtte nøjes med at regimets britiske råd­giv­er, Charles Bel­grave, for­lod lan­det. En selvstændig nation blev Bahrain først i 1971, hvor briterne for­lod Bahrain af egen vil­je. Her fik man også ind­ført et par­la­ment, der dog blev lukket efter blot to års virke, idet det blev vur­deret som desta­bilis­erende. Først efter end­nu en opstand i 1990’erne genåb­nedes par­la­mentet efter en folkeaf­stemn­ing om poli­tiske reformer i 2001. Det fælles træk i denne gen­tagne his­to­rie om poli­tiske reform­bevægelser er, at det hver gang var ‘lige ved og næsten’. I 1950’erne forsvandt Bel­grave, men regimet for­blev. I 1970’erne fik man et par­la­ment, men det blev lukket igen. Og i 2001 ved­tog man et reform­pro­gram, men løfterne blev ikke ind­fri­et, og det nye par­la­ment fik markant min­dre magt end det første. Det er fraværet af reformer, der ans­porer den poli­tiske erindring og fort­sat­te bevægelse i Bahrain.

Perlemonumentet som (erindringsmæssigt) samlingspunkt

Det er meget sigende for den velud­viklede poli­tiske erindring i Bahrain, at opstanden i 2011 beg­y­n­dte netop på 10-års­da­gen for afstemnin­gen i 2001. Mens regimet fejrede jubilæet som en fest for det vel­lykkede demokratiske eksper­i­ment, havde oppo­si­tio­nen allerede for­beredt sig på at lave demon­stra­tioner, der ville udtrykke kri­tik af reformernes begræn­sninger. Med vin­den i ryggen fra ‘det ara­biske forår’ i i Tune­sien og Ægypten udviklede det sig også til en egentlig folke­lig opstand i Bahrain.

Selvom der fort­sat meldes om sam­men­stød mellem demon­stran­ter og sikker­hedsstyrk­er end­nu fem år efter, blev selve opstanden i Bahrain afs­lut­tet, da lejren omkring Per­lemon­u­mentet blev ryd­det (hvilket kost­ede ca. 40 demon­stran­ter livet) og mon­u­mentet blev fjer­net. Men tilsyneladende er det ikke gået sådan, som myn­dighed­erne havde håbet på. Erindrin­gen om Per­lemon­u­mentet som opstandens sam­lingspunkt forsvandt ikke. Tvær­ti­mod. Fra at være et mon­u­ment med lille poli­tisk betyd­ning, og i al fald ikke et omstridt sym­bol, blev det nu selve opstandens sym­bol. En hur­tig søgen på inter­net­tet vil finde tal­rige billedek­sem­pler, hvor Per­lemon­u­mentet er blevet brugt i poli­tisk graf­fi­ti på hus­mure og gad­er i Bahrain, i minia­ture-genopførelser i forbindelse med nye demon­stra­tioner og som udsmykn­ing af det bahrainske flag, der gik fra at være statens sym­bol til at være opstandens sym­bol, idet demon­stran­terne brugte flaget til at vise, at opstanden var nation­al — og ikke religiøs eller sek­terisk. Som den Lon­don-baserede bahrainske kun­stku­ra­tor Amal Kha­laf har skrevet i en analyse baseret på egne barn­dom­serindringer og senere indtryk, er Per­lemon­u­mentet gået fra at være et fysisk til et virtuelt mon­u­ment og ikon, som nu kun find­es som visuel erindring for oppo­si­tio­nen, i gadens graf­fi­tikun­st og i inter­net­tets cirku­la­tion af billed­er (Kha­laf 2015).

Per­lemon­u­mentet havde ikke hidtil været et poli­tisk strid­spunkt. Mon­u­mentets oprindelige sym­bo­l­ik var ellers klart nok: det blev opført i 1981 i anled­ning af det første møde i Bahrain for den nye sam­menslut­ning af Golf-lan­dene – i udlan­det kendt under navnet GCC, Gulf Coop­er­a­tion Coun­cil. Rådet og det øgede samar­be­jde mellem Sau­di-Ara­bi­en og de små lande langs den ara­biske halvøs østkyst – Kuwait, Bahrain, Qatar, De Forenede Ara­biske Emi­rater og Oman – blev født i en direk­te reak­tion på den islamiske rev­o­lu­tion i Iran i 1979 og et forsøg på at styrke den fælles ara­biske iden­titet mellem lan­dene på den ara­biske side af Golfen. Per­lemon­u­mentet bestod der­for af seks sværd, ét for hvert land, der som søjler holdt en fin rund per­le i mon­u­mentets top. Perlen hen­viste til Golfens væsentlig­ste økonomiske ressource, der før olien var lan­denes fælles økonomiske og kul­turelle fun­da­ment. Hvis Per­lemon­u­mentet havde en poli­tisk sym­bol­vær­di var det som statens og det over­stat­slige, ara­biske samar­be­jdes sym­bol. Men som Amal Kha­laf bemærk­er, var det for befolknin­gen snarere et lan­demærke end et ladet poli­tisk sym­bol, og var hverken en anstødssten eller et sam­lingspunkt.

Med opstanden i 2011 foran­dredes stedets poli­tiske og sym­bol­ske betyd­ning – og det var åbenlyst af frygt for den frem­tidi­ge erindring om stedet, at myn­dighed­erne straks fjernede mon­u­mentet og omlagde plad­sen til et trafikkryds, da opstanden først var slået ned. Men noget tyder imi­dler­tid på, at såv­el stedet som det fjernede mon­u­ment ikke har fået min­dre betyd­ning i Bahrains poli­tiske erindring. For det første er selve plad­sens tom­rum blevet meget tydelig for enhver der passer­er stedet. Den er end­nu ikke taget i brug, men bevogtes ved alle fire veje af tungt bevæb­nede bet­jente, der sikr­er at plad­sen ikke igen bliv­er sam­lingspunkt for demon­stra­tioner. Det ser man tydeligt fra den motorve­js­bro, som løber hen for­bi plad­sen og er en af lan­dets hov­ed­færd­sel­sår­er. Med andre ord kan tom­rum­met ikke blive mere syn­ligt. For det andet er navnet Per­lerund­kørsel, Per­lemon­u­ment osv. naturligvis forsvun­det som offi­ciel beteg­nelse, og i stedet har regimet tildelt trafikkryd­set navnet ’al-Farooq kryd­set’. I islamisk sam­men­hæng et ikke helt uskyldigt navn, idet det er tilnavnet til Umar, den anden kalif som efter­føl­ger Pro­feten Muham­mad, men som ikke anerk­endes af shia-mus­limer. Mange bahrainere opfat­ter der­for ‘al-Farooq-kryd­set’ som regimets måde at skabe en sek­terisk atmos­fære, der hån­er shia-mus­limer og forbinder opstanden med shia-mus­limer, mens regimet selv mere eller min­dre eksplic­it hylder særlige sun­ni-islamiske for­billed­er og fæl­lessk­aber. Men det tred­je og mest inter­es­sante er, at det forsvundne Per­lemon­u­ment nu er blevet et poli­tisk sym­bol for opstanden, som gen­gives i graf­fi­ti og anden poli­tisk pro­pa­gan­da i Bahrains gad­er. Per­lemon­u­mentet, som førhen var et stat­sligt sym­bol, og i den sam­men­hæng et over­rask­ende ukon­tro­ver­sielt og ube­ty­deligt poli­tisk sym­bol, er nu blevet selve sym­bo­l­et på opstanden. Således gen­gives det også på for­si­den af flere bøger om det ara­biske forår i Golfen – Toby Matthiesens Sec­tar­i­an Gulf (2013) og Ala’a She­habi og Marc Owen Jones’ Bahrain’s Upris­ing (2015).

Monumentalt fravær og global kulturarv

Det vigtig­ste øje­b­lik i et mon­u­ments his­to­rie er dets ødelæggelse, hævder den rus­siske kul­tur­te­o­retik­er Mikhail Yam­pol­sky. At destruk­tion af mon­u­menter ikke nød­vendigvis min­imer­er deres rolle som kul­tur­arv ses flere sted­er i ver­den, og er i mod­sæt­ning til Per­lemon­u­mentet blevet glob­ale his­to­ri­er. For 15 år siden var ver­denssam­fun­det i oprør over Tal­ibans ødelæggelse af Bamiyan-stat­uerne i Afghanistan. Men hvor det uden for Afghanistan kun var en min­dre elite af kul­tur­arvs-entu­si­aster og Cen­tralasien-kendere, der kendte stat­uerne, er de i dag kendt som en vigtig del af Afghanistans kul­tur­arv, selvom de er gået tabt. Samme år blev World Trade Cen­ter i New York til Ground Zero i angre­bet 11. sep­tem­ber, og dermed blev et epi­cen­ter for mod­erne glob­al kap­i­tal­isme omdan­net til kul­tur­arv, for­di det ikke fandtes læn­gere. For at fastholde erindrin­gen om begiven­hedens afgørende betyd­ning i nyere ver­den­shis­to­rie er stedet i dag fastholdt som tom­rum og selve min­desmær­ket, Ground Zero, er bogstavelig talt et velde­signet ‘hul i jor­den’ til minde om det sted og de men­nesker, der ikke er mere. Måske vil den antikke ørken­by Palmyra i Syrien få samme skæb­ne, efter Islamisk Stat ero­brede stedet i 2015? Vil destruk­tio­nen af kul­tur­arv skabe mere eller min­dre kul­tur­arv?

Den svenske arkæolog Cor­nelius Holtorf har i en årrække argu­menteret for, at man ikke kan gemme alt som kul­tur­arv. I stedet er det først, når noget er gjort for­bi og øde­lagt, at his­to­rien ‘skabes’ og kul­tur­arv bliv­er til. Det kan være et pro­vok­erende udsagn for mange, der forsøger at bevare betyd­nings­fulde sted­er såsom Palmyra eller anden væsentlig kul­tur­arv. Men der er sam­tidig mange eksem­pler på, at fysisk ødelæggelse ikke fjern­er kul­tur­ar­ven fra vores erindring, men tvær­ti­mod cementer­er dens plads i vores bev­id­s­thed.

Sådan ser det ud til at være gået i Bahrain. Myn­dighed­ernes forsøg på at fjerne erindrin­gen om Per­lemon­u­mentet endte i stedet med skabe Per­lemon­u­mentet som poli­tisk sym­bol. Det mon­u­men­tale fravær er der­for dobbelt­sidet: det min­der om det, der ikke læn­gere er, men sam­tidig om det som kunne have været og som måske kan være med til at skabe en ny fremtid.

Thomas Fibiger er adjunkt på Antropolo­gi på Aarhus Uni­ver­sitet og under­vis­er på Mas­ter-uddan­nelsen Sus­tain­able Her­itage Man­age­ment. 

Videre læsning

  • Amal Kha­laf 2015: ”The many after­lives of Lulu: The sto­ry of Bahrains Pearl Roun­about. Side 13–150 I Bahrain’s Upris­ing, red. Ala’a She­habi og Marc Owen Jones. Lon­don: Zed Books
  • Cor­nelius Holtorf og Troels Myrup Kris­tensen 2015: Her­itage Era­sure. Sær­num­mer af Inter­na­tion­al Jour­nal of Her­itage 2015:2
  • Thomas Fibiger (i tryk): “The Pearl Mon­u­ment. The Mak­ing and Unmak­ing of Her­itage in Bahrain”. Jour­nal of Ara­bi­an Stud­ies.
  • Toby Matthiesen 2013: Sec­tar­i­an Gulf. Bahrain, Sau­di Ara­bia and the Arab Spring that wasn’t. Stan­ford: Stan­ford Uni­ver­si­ty Briefs.
Scroll til toppen