Palmyra: Tadmor og en helt anden arv

Palmyra, 1900–1920. Foto: Commons/Matson Col­lec­tion, Library of Con­gres

Det seneste år har vi set utallige billeder af, hvordan de antikke ruiner i oldtidsbyen Palmyra blev bombet i stykker af Islamisk Stat. Men vi hører sjældent om, at området også var hjemsted for det berygtede Tadmorfængsel, der siden 1950’erne er blevet brugt til at fængsle politiske modstandere af den syriske regering.

KULTURARV: HISTORIEN TIL FORHANDLING Når vi forsøger at udpege vores kul­tur­arv, kæm­per vi ikke kun om at definere, hvem vi var engang og stadig er. Det han­dler lige så meget om, hvem vi gerne vil være i mor­gen. Kam­p­ene om kul­tur­arv er spændt ud mellem hukom­melse og glem­sel, oplysning og mørk­lægn­ing. Bag­grund har bedt en række ekspert­er til at fortælle et par forskel­lige his­to­ri­er om, hvor­dan erindringer om for­tiden bliv­er brugt til at definere, hvem man skal være i fremti­den.


Palmyra, oldtids­byen, der engang blev regeret af Dron­ning Zeno­bia (en af de få kvin­der, der nogensinde har haft tilstrække­ligt magt til at få sit hov­ed på en mønt), er igen at finde i nyhedsover­skrifterne.

Daesh/ISIS har overtaget byen, og dens glo­rværdi­ge for­tid, repræsen­teret i de efter­ladte ruin­er, som både lokale og inter­na­tionale organ­i­sa­tion­er har vær­net om i årtusin­der, er truet. Mellemøstens rige og utrolige his­to­rie og arv er igen i fare. Hvor­dan de har for­mået at besætte denne for­post knap 200 kilo­me­ter fra Damaskus, på trods af den amerikan­sk-led­ede anti-IS-koali­tion, er et mys­teri­um.

Men selvom sit­u­a­tio­nen i Palmyra afspe­jler den nuværende ødelæggelse af både en stat og en stor his­to­rie, så har Palmyra en langt min­dre hæderkro­net his­to­rie for syr­erne selv. Palmyra er nem­lig en del af den syriske by Tad­mor, der også er hjem­st­ed for et berygtet fængsel. Fængslet, der lig­ger i tidligere mil­itære barakker bygget af franske man­dat­styrk­er, er blevet brugt af Ba’ath-par­ti­et til at inde­spærre ‘opin­ion­is­ter’ (poli­tiske mod­standere af regimet) siden 1950’erne.

Dog var det først under Hafez Al-Assads styre, at fængslet blev syn­onymt med de over­greb, tor­tur­reringer og drab, stedets uheldige ind­sat­te blev udsat for. I juni 1980 foregik der yderligere en vold­som mas­sakre i fængslet, da Rifaaz Al-Assad, Hafez’ lille­bror (og onkel til Bashar), og hans trop­per gik ind i fængslet og dræbte mere end tusinde fanger dagen efter et mis­lykket kup fra Det Mus­limske Broder­skab.

Den drama­tiske kon­trast mellem for­færde­lighed­erne og det intellek­tuelle liv i fængslet (der var fuld af akademikere, jour­nal­is­ter og lit­terære per­son­er) er stærkt for­t­alt i Mustafa Khal­i­fas nyk­las­sik­er The Shell: Mem­oirs of a Hid­den Observ­er (Al-qawqa’a: yawmiy­at muta­las­sis, udgivet på ara­bisk i 2008 af Dar Al-Adab i Beirut).

Khal­i­fa baserede sin roman på en med­fange, en kris­ten, der vendte tilbage til Syrien fra Europa, kun for at blive arresteret og anklaget for at være en del af Det Mus­limske Broder­skab. Efter at have sid­det fængslet i over 14 år uden ret­ter­gang, ti af årene i Tad­mor, blev han endelig løs­ladt i 1994.

Tad­mor-fængslet lukkede i 2001, da Bashar Al-Assad blev præsi­dent i Syrien. Det kunne dog ikke slippe sin his­to­rie. Den 15. juni 2011, netop som borg­erkri­gen blev en trussel for Bashars greb om lan­det, genåb­nedes fængslet og mod­tog 350 per­son­er involveret i demon­stra­tioner mod regimet.

Hvad der siden skete med dem, og hvor mange andre led samme skæb­ne, ved vi ikke.

Det er oplagt at spørge: Hvor­dan start­ede kon­flik­ten i Syrien? Og hvor­for er vi ikke mere påvir­ket af, at mil­lion­er af syrere er blevet dræbt eller for­drevet og deres hjem øde­lagt? I Storbri­tan­nien er vi i hvert fald ligeglade med at give dem asyl.

Måske er det netop den storslåede kul­tur­arv, der blok­er­er for forbindelsen. Den fan­tastiske kul­tur­arv ses nem­lig mere som for­bun­det med Europas ide­alis­erede oprindelses­myter end med samti­dens Syrien. Vores forståelse af syrisk kul­tur­arv er begrænset. Den inde­hold­er kun de his­toriske øje­b­likke og mon­u­menter, hvis fortælling om antikvitet er dækket med et lag af jødisk-kris­ten myte. Det “bibelske” Lev­an­ten, “antikken” med nogle udval­gte “korstogi­fi­cerede” islamiske seværdighed­er.

Vores emo­tionelle, imag­inære geografi over regio­nen stam­mer fra det 19. og tidlige 20. århun­dredes ‘kolo­niale pas­sage’, hvor regio­nen repræsen­teres som en serie af sted­er, der blev opdaget eller ‘åbnet op’ af vestlige arkæologer og even­tyr­er.

Denne imag­inære ‘åbn­ing’ stad­fæstes af tur­istin­dus­trien, som tilby­der ‘oplevelsen’ af disse vestlige even­tyr­eres rejseruter og besøgsmål som han­delsvar­er. Indtil 2011 var Syrien stedet, hvor du kunne bo på samme hotel, som ‘Lawrence of Ara­bia’ engang sov på, og der­fra rejse ud for at besøge land­sk­a­bet, der blev præsen­teret som ‘korstogs­bor­genes land’.

Denne selek­tive, nos­tal­giske his­to­rie om kolo­nial arv byg­ger på det, Anne McClin­tock har kaldt “anakro­nis­tisk rum­lighed”. Ideen om ‘naturligt frem­skridt’ rod­fæstes i moder­niteten, hvorved vi beg­y­n­der at sætte lighed­stegn mellem geografisk afs­tand og ‘his­torisk-tid­slig afs­tand’. Når land­sk­a­bet bliv­er plac­eret i for­tiden og brugt til at ret­færdig­gøre nuti­den, bliv­er det meget nemt at gøre det samme mod de lokale.

Spa­tialis­erin­gen af tid bety­der, at tur­is­ter (ikke ulige de vic­to­ri­anske ‘pio­ner­er’) er aktive med­pro­du­cen­ter af videns­former, der, på grund af den forestillede tids­forskel, udelukker lighed mellem tur­is­terne selv og deres værtssam­fund. Når vi har gjort sådan, kan vi være ligeglade med dem. De er ikke lige­som os.

Vi har haft en forestill­ing om Syrien som et oldti­dens sted i mange år. På trods af, at det har tilskyn­det stærke følelser og end­da en slags ejer­sk­ab­s­fornem­melse over­for land­sk­a­bet, så har det aldrig hjulpet de men­nesker, der blev låst fast i et sam­fund, de ikke kunne ændre.

Lige­som Cubas tur­isme er baseret på en ide om, at vi bør rejse over og beun­dre de falde­færdi­ge bygninger og gam­le bil­er fra en svun­den tid, så er Syriens tur­isme baseret på en ide om, at vi må skyn­de os at se det, før de bliv­er som os. Det er en tur­isme baseret på det voyeuris­tiske syn og spændin­gen ved at skulle nav­igere et land­skab, der på en eller anden måde er uden­for moder­nitetens tid og sted. Den forskudte tids­fornem­melse skaber en frakobling, så vi går mere op i et lands ind­hold, for­di det sym­bol­is­er­er noget for vores egen for­tid.

Det er der­for, syr­erne ikke er lige så vigtige som deres bygninger. Ikke mindst i Damaskus’ gam­le bydel, som før den nuværende kon­flikt var tur­ist­mål på grund af de mere end 30.000 smukke gård­have­huse, der nu er blevet restau­r­eret som caféer, hoteller og bar­er eller kan lejes bil­ligt.

Det blev hur­tigt sce­nen for et fan­tastisk for­brug af for­tiden for tur­is­ter og sprogstud­erende, der kunne tage en glad nos­tal­gisk spad­sere­tur gen­nem for­gangne tider, ubesværet af stat­sap­pa­ratet. Selvom de end­da den­gang havde et kon­tor lige bagved stat­uen af Sal­adin inden for den gam­le bydels mure, var der ofte offentlige hængninger i Alep­po, og det nærliggende domhus hyp­pigt mod­tog syrere, der ankom i trange bagagerum og så blev sat i lænker.

Tilbage i feb­ru­ar 2013 rap­porterede Maamoun Abdel-Karim, direk­tør for Syriens Gen­eraldirek­torat for Antikviteter og Museer (DGAM), at de fleste arte­fak­ter var blevet fjer­net på forhånd og opbe­varet sikre sted­er. To år senere, i april i år, for­t­alte han den libane­siske avis Dai­ly Star, at han frygt­ede at en af opbe­var­ingsst­ed­erne i Idlib var ved at blive tømt, og tusind­vis af arte­fak­terne var på vej ud af lan­det gen­nem Tyrki­et og Libanon.

Arte­fak­terne bliv­er, ifølge For­eign Pol­i­cy, sol­gt til mellem­mænd, der byt­ter dem til våben og sæl­ger dem til uden­landske købere. Det er en aktivitet, alle parter delt­ager i.

Det er muligt, at mange af disse skat­te, men­neske­he­dens skat­te, ikke bogstaveligt talt er fort­abte, men fak­tisk ender i hjemmene hos rige mellemøstlige, europæiske og nor­damerikanske sam­lere. Nogle påstår end­da at mange af disse arte­fak­ter allerede er repro­duk­tion­er, siden mange skat­te blev smu­glet ud af lan­det, allerede før kon­flik­ten start­ede.

I Perg­a­mon­museet i Berlin er midt­punk­tet Ishtar­porten, bygget af Nebukad­ne­sar i det 6. århun­drede f.Kr. og dedik­eret til gudin­den Ishtar. Porten blev fjer­net, en sten ad gan­gen, fra Irak i 1930’erne af arkæolo­gen Robert Kold­ewey. Andre dele af Baby­lons mure kan find­es i Istan­bul, Køben­havn, Gøte­borg, Paris, Chica­go, Rhode Island, Wien, Detroit, Boston, Yale og Lon­don.

Kan det der­for over­hovedet være en over­raskelse for os, hvis de syriske gen­eraler allerede har fjer­net Palmyras ikoniske hjerte, Bel Tem­plet? Det er et spørgsmål om arv.

Artiklen er en dan­sk over­sæt­telse af Jes­si­ca Jacobs’ Palmyra: Tad­mor and a very dif­fer­ent her­itage, som blev udgivet på Open­democ­ra­cy i maj 2015. Den er over­sat af Morten Gusten­hoff. Siden artik­lens udgivelse er Tad­mor­fængslet blevet bom­bet.